Nedrivningen af Vodroffsvej 60. (Efterskrift til Politivennen)

"Villaen Nr. 60" - Huset ved Gyldenløvesgade.

Det skal nedrives - men det bør ikke ske endnu!

Det er ikke for meget sagt, at den store ubeboede Villa paa Hjørnet af Vodroffsvej og Gyldenløvesgade - som ses paa ovenstaaende Billede - længe har vakt og fremdeles vækker Sensation blandt de Forbipasserende. Hvert Øjeblik ser man Folk staa stille og kaste længselsfulde Blikke ned i den gamle Have, som nu ingen Fod betræder, til de mange gardinløse Vinduer, og til de store Verandaer mod den henrivende Udsigt ud over Stierne. Ja, det er end ikke sjældent, at Ægtepar ivrigt diskuterende gaar helt rundt om Huset, tager i Havelaage og Døre og sluttelig giver sig til at skridte Facaden af, for derigennem at komme til Klarhed over, hvad det store, dejlige Hus i Grunden rummer. Vodroffsvejs Handlende har faaet mange Forespørgsler om Villaen Nr. 60, og de kan fortælle om, hvor lange de forhaabningsfulde Ansigter er bleven, naar det paa de ivrige Spørgsmaal om ledige Lejligheder er bleven svaret, at Villaen er Københavns Kommunes, og at den meget snart vil blive nedrevet, for at Byens nye, flotte Avenue kan faa sin endelige Skikkelse.

Ja, saaledes er det altsaa bestemt. Det var ikke alene "Strygejernet", den nye Gyldenløvesgade krævede, men ogsaa denne fhv. Statsbanevilla. som Kommunen overtog sammen med den gamle Banegaards Grunde. Betragter man Forholdene ved Vodroffsvej-Gyldenløvesgade, er der absolut ingen Tvivl om, at Villaen en Gang maa væk, men tager man den for Haandenværende Bolignød i Betragtning, er det lige saa utvivlsomt, at det ikke bør ske nu: ja, at det vilde være ikke mindre end en Forbrydelse, om Huset tinder de nuværende Forhold blev overgivet til Nedbrydningsarbejdernes Hakker og Økser.

Som alle Statsbanernes Huse er Villaen fortrinlig hygget, og da den i sin Tid blev opført til Bolig netop for Statsbanernes egne Embedsmænd, tør man vel nok - uden nærmere Undersøgelse - paastaa, at den er fortrinlig Indrettet.

Efter Villaens Størrelse at dømme, maa den kunne afgive rummelige Lejligheder til i Familier, og vilde man - hvad der kunde synes i højeste Grad Grund og Trang til - anvende den til Bolig for Boligløse. kunde man anbringe mindst 8 af de Familier, der nu lever under forfærdelige Forhold, lige ind i Paradiset.

Det er forstaaeligt, at Ingeniørerne, som har projekteret og ledet Udførelsen af Byens flotteste Avenue - og forøvrigt meget tiltrængte Forbindelse med Frederiksberg - gerne snarest muligt vil se deres udmærkede Arbejde helt færdigt, men det er ikke mindre forstaaeligt, at Byens Skatteydere, hvis Penge det i sidste Instans drejer sig om, og Byens Boligløse, hvis Sundhed og Velfærd maaske hver Dag staar paa Spil, tilraaber d'Hrr. mod Passeren og Regnestokken et enstemmigt og tordnende: Holdt! Lad det Hus staa, til Byens Boligforhold har ændret sig noget! Det generer jo ikke Færdslen, og at det muligvis generer Udsigten lidt, er en Ulempe, der er for intet at regne imod de mange, Bolignøden afstedkommer.

(Aftenbladet (København) 28. januar 1925).

På et foto fra Kbhbilleder (ikke public domain) anes huset til venstre for banen efter søerne.

Det gamle Hus og de Husvilde.

Hvorledes er Forholdet med de Boligløse?

Byen lever stadig fra Haanden og i Munden.

Raadmand Silius Johansen og Ekspeditionssekretær Müller.

I Anledning af det kommunale Ejendomsdirektorats i Forgaars refererede Udtalelse om, at det var lettere og billigere at anbringe Boligløse anden Steds end i den gamle Statsbanevilla ved Vodroffsvej, har vi spurgt Tømrerlaugets Oldermand, Raadmand i Magistratens Afdeling, Silius Johansen:

- Baade som Raadmand i den Magistratsafdeling, der bl. A. har til Opgave at tage sig at de Boligløse, og som praktisk Haandværker erklærer jeg mig enig i, at den nævnte Villa bør nedrives, skulde vi anbringe Boligløse i den paa en saadan Maade, at Kommunen kunde være det bekendt og de paagældende Familier kunde være tjent dermed, vilde vi blive nødt til at foretage store og dyre Omforandringer i Husets indre Indretning, større og dyrere end forsvarligt, da Huset jo dog - bl. a. af Hensyn til Kontrakten med Frederiksborg - snart skal fjernes. Men baade København og Frederiksberg bygger jo til Gengæld Hundreder af Lejligheder og gør i det Hele det mest mulige for at komme vore ulykkeligt stillede Medborgere til Hjælp.

Hvorledes gaar det med Anbringelsen af de Boligløse, spurgte vi derefter Magistratens 3. Afdeling, og Ekspeditionssekretær Müller der sammen med Kontorchef Lauritz Hansen er en hensynsfuld og forstaaende Hjælper for Byens i Henseende til Bolig nødstedte Borgere, udtalte bl. a. følgende:

- Ja. Situationen maa desværre siges at være i alt væsentlig uforandret. Vi lever stadig fra Haanden og i Munden, og de Værelser, vi nu og da faar til Disposition forslaar i Virkeligheden kun som en Draabe i Havet.

Vi modtager stadig en Masse Henvendelser om Leiligheder, og uagtet vi, tvungen af Omstændighederne, forlængst har maattet indtage det Standpunkt, kun at hjælpe Familier med Børn, maa vi afvise Hundreder af Familier, som vi mener burde hjælpes, og som vi gærne ville hjælpe, naar vi blot kunde. Naar vi faar en Henvendelse, bliver Vedkommendes Forhold grundigt undersøgt, og vi søger til hjælpe, der hvor vi synes Nøden er størst. Det er navnlig Folk, der bor i Lysthuse, og Samboere, for hvem Forholdene efterhaanden er blevet rent fortvivlede, vi søger at skaffe taalelige Boliger, men, som sagt vor Evne staar hverken i Forhold til Viljen eller de Søgendes Trang.

Som De véd, har vi anbragt en Del boligløse Familier i 2-Værelsers Lejligheder i kommunens nye Huse, og det er gjort paa den Maade, at to Familier deler en Lejlighed, idet hver faar et Værelse, og de enes om Kokkenet.

Dette er jo ingenlunde tiltalende men dog altid bedre end det, de Paagældende kommer fra.

Vi har nu og da set paa Huse, som man mente kunde anvendes som Bolig for Husvilde, men i mange Tilfælde vilde der kræves saa store Omforandringer for at tilvejebringe menneskelige Forhold, at vi har maattet opgive Tanken om at anvende de paagældende Bygninger.

Som et lille Lyspunkt kan jeg for Resten meddele, at vi nylig af Statsbanerne har faaet overladt et eksproprieret og til Nedrivning bestemt Hus ude ved Glentevej. Her har vi kunnet anbringe ca. 20 Familier.

Jeg Indrømmer, at dette jo ikke er mange, og Hjælpen er forøvrigt kun midlertidig, idet vi er forpligtede til at rømme Huset med kort Varsel; men under alle Omstændigheder er disse ulykkelige Familier jo dog bleven hjulpne - saa længe.

Naar Forholdene kan ventes at ville bedres, er ikke godt at sige. Tilflytningsbestemmelser vil vel nok hjælpe noget, men foreløbig mærkes deres Følger ikke ret meget, og man maa stadig huske, at Bolignøden i Virkeligheden er langt større end den giver sig Udtryk i Kommunens Boligforsorg. Nu venter vi kun paa den nye Huslejelov og ser, hvad den vil bringe.

- - -

Se, se, det var unægteligt en anden Musik, end den, d'Herrer, der absolut maa rive det gamle Hus ved Vodroffvej ned, leverede i forgaars. Der er altsaa mere end haardt Brug for de Rum, det indeholder. Og se, paa Glentevej har man faaet overladt et Hus, der allerede var eksproprieret og dømt til Nedrivning. Saa tag da for Pokker og gør Sagen kort og overlad ogsaa de Boligløse det gamle Hus i Vodroffvej.

Paastanden om den dyre Bekostning, det vil kræve at sætte Huset i brugbar Stand, synes os nærmest tvivlsom, de Boligløse er ved Gud ikke forvæntes. Og endelig og til allersidst er Pointet i det hele, at man har Lov til at undre sig over den Lethed, hvormed man i Kommunen naar til at rive et helt Hus ned hvis Nedrivning absolut ikke er en afgørende tvingende nødvendigt, paa et Tidspunkt, hvor Borgerne ikke maa "nedlægge" en eneste Lejlighed.

(Aftenbladet (København) 31. januar 1925).

Nedbrydningen startede kort tid efter. Februar 1925 sås annoncer for salget af materialer fra nedbrydningen i aviserne: Tømmer, døre, brædder m.v. Det skete ikke uden uheld: Den 28. marts fik en arbejderen Vilhelm Andersen (de classenske boliger) et koben i hovedet. 

Den forsømte kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

En kirkegård der er forsømt. 

Et karakteristisk billede fra Holmens Kirkegård der på alt for mange steder synes at gøre et forsømt og mere end trist indtryk. Inde i bladet fortæller vi lidt om hvorledes ligegyldighed og mangel på pietet efterhånden synes at have sat et stempel på den gamle kirkegård.

En sørgelig, forsømt kirkegård.

Holmens Kirkegård er i sin nuværende tilstand en skamplet på byen.

Stadslæge B. O. Wincklers grav. hvor der kun findes en stump af gravstenen, al indhegning mangler og graven er nedtrampet.

København har lov til at glæde sig ved smukke kirkegårde. Både Vestre og Bispebjerg kirkegårde er rent landskabeligt set og i sine anlæg mønsterkirkegårde, Assistens, Garnisons, Frederiksberg og Fasankirkegårdene er ligesom den mosaiske og den katolske kirkegård velholdte og velplejede. Men her findes en sørgelig undtagelse - det er Holmens Kirkegård! Går man en tur rundt på denne, der ligger midt i byen og daglig besøges af en mængde mennesker, da må man nærmest forfærdes over den ligegyldighed og forsømthed, for ikke at sige rent ud: det griseri, der præger hver krog af denne gravplads, der absolut ikke går sig fortjent til navnet "De dødes have". Det tilsnit af havemæssige anlæg, der måske i sin tid har haft, er nemlig forlængst forsvundet, og virkelig havekunst er ikke øvet her i en lang årrække. Det hele er så sørgeligt forsømt og forfaldent at ethvert besøg efterlader et trist indtryk.

Kirkegården er på de fleste sider omgivet af hæslige træplankeværker, og man finder ikke nogen steder mindste forsøg på at dække over grimheden med espalier eller beplantning. - de grimme, frønnede og forfaldne brædder griner overalt frem i hele deres ublufærdige nøgenhed. Gange og stier er alle måske lige den store hovedallé undtagen, smudsige og elendig holdte, alle pladerne til affaldet fra gravene ligger i modsætning til forholdet på vore andre kirkegårde fornærmende iøjnefaldende. De ligger her som det de ganske vist også er, møddinger, men langt værre, end de behøvede at være, hvis et skønsomt øje og en ditto hånd vågede over kirkegården.

Og intet sted finder man så mange forsømte, forfaldne og hæslige gravsteder som på Holmens Kirkegård. De gravsteder, der støder øjet herude, er i overvældende majoritet. Det vrimler med hældende, vinde, skæve og sønderslåede mindesmærker, grave, der et fuldstændig overgroede af ukrudt, tavler og mindesten, hvis tekst er ulæselig på grund at snavs og mos. Et sted ser vi en grav med hældende kors, der hvert øjeblik kan falde, og ved foden af det står et skår af en marmorflade - den øverste fjerdedel - resten er forsvundet - hækken eller indhegningen - hvis der nogen sinde har været nogensinde har været nogen - er borte, og græsset er nedtrampet og nøgen. Et andet sted ligger et stakitværk væltet ind over en grav: sådan har det ligget længe blomster og vækster er vokset op gennem hullerne i det. Kirkegårdsinspektionen, eller hvem der har ansvaret, vil måske forsvare sig med, at gravstedsejerne selv må sørge for deres gravssteder, men den undskyldning gælder til Vandsbeck! - Når et gravsted er i en så miserabel tilstand, at det skamskænder sine omgivelser, må kirkegården selv tage affære.

På kirkegården ligger den store fællesgrav for heltene fra Slaget på Reden - den burde vel være vedligeholdt og velplejet: Men den er alt andet. Den er oprindelig smukt anlagt og omgivet af en tæt hæk, inden for hvilken der er en sti, så man kunne gå helt rundt om og se graven fra alle sider. Men det kan man ikke mere, træer og buske har fået lov at vokse vildt og har overdækket stien, så man næppe kan bane sig vej. Overalt får man beviser på den utrolige ligegyldighed, der vises; vi vil blot peg på, at udenfor selve Indgangen til det i sig selv ikke særlig velholdte kapel ligger en grav, der i sin tid har været omgivet af et jerngelænder. Dette er nu borte, -- der står kun en lille stump tilbage, der netop understreger den mangel på orden og skønhedsans, der hersker overalt på denne kirkegård. Og dette forsømte gravsted ligger netop og råber højt på et sted som alle, der skal overvære en begravelse-, er nødt til at passere, de kan ikke undgå at se det.

Og dette er en kirkegård, der frem for nogen skulle være smuk og velplejet; her ligger foruden de store krigergrave en mængde af landets berømte sønner. Vi nævner i flæng: H. C. Lumbye, Christian Winther, Henrik Rung, P. Heyse, admiral Suenson o. m. m. fl. Her burde frem for noget sted herske skønhed og pietet, men her hersker desværre kun - det er hårdt at sige det, men det er sandt - det rene griseri! Her trænger til en alvorlig oprydning - jo før jo bedre.

Larus.

(Aftenbladert, 24. januar 1925).

Marineministeriet vil tage affære.

Departementschef kommandør Topsøe-Jensen indrømmer klagens berettigelse.

Vor artikel i lørdag - om den- forsømte Holmens Kirkegård - er åbenbart faldet i god jord. Vi talte i går med en ældre marineofficiant, der udtalte:

- Det var et ord i rette tid og på rette plads - mellem Marinen- og Holmens Folk har det længe været et stående samtaleemne, at vi måtte skamme os over vor kirkegård - Vi, der har gravsteder derude, kan ikke komme der, uden at vi ærgrer os, og vi kan næppe være bekendt at tage fremmede med derud.

Holmens Kirkegård sorterer under Marineministeriet, og vi har forelagt sagen for departementschef, kommandør Topsøe-Jensen, der sagde :

- Jeg må desværre give Dem ret! Selv kommer jeg meget sjældent på kirkegården, men det træffer sig netop så mærkværdig, at jeg selv i disse dage er blevet opmærksom på forholdet. Jeg kom forleden dag forbi, sammen med mine sønner, og ville da vise dem den store krigergrav. Men jeg kan ikke nægte, jeg blev meget forbavset ved at se den tilstand graven befandt sig i. Den er jo helt overgroet af plantevækst - bregner og buske dækker mindestenene, så man kun med stort besvær kan læse inskriptionerne. Og stien omkring graven er, som De meget rigtigt bemærker i Deres artikel, ganske ufarbar. Det er jo et uforsvarligt forhold.

De andre tilfælde, De omtaler, kan jeg ikke i øjeblikket tale med om af personlig erfaring, og kirkegården sorterer ikke direkte under mig. Men jeg vil nu forelægge sagen for ministeriets direktør, kommandør Recknitzer, og de af ministeriets embedsmænd, der har med sagen at gøre, og i løbet af et par dage håber jeg at kunne meddele Dem, hvad der vil blive gjort. At der må gøres noget, er der jo igen tvivl om.

Larus.

(Aftenbladet, tirsdag den 27. januar 1925).

Den forsømte kirkegård

Til foråret får den et grundigt eftersyn.

I går fik vi, efter at hr kommandør Topsøe-Jensen havde forberedt det, en samtale med den mand, der har det øverste ansvar for kirkegården, kirkeværgen ved Holmens Kirke, departementschef C V. Olsen. Departementschefen var åbenbart ret ilde berørt af vor kritik, og forsøgte et forsvar, som vi dog nok tør sige var ret svagt, idet hun gav tilsagn om, at der ville blive rådet bod på de mest graverende af de misforhold, vi har påpeget.

- Hvad den store krigergrav angår, sagde departementschefen, da har jeg Ikke personligt lagt mærke til at den er forsømt, men forholder det sig således, at beplantningen er vokset vildt, kan der jo let rådes bod på det ved hjælp af en havesaks, og det vil også blive gjort. Vi vil intet hellere end at værne om kirkegården, og det forbavser mig. at den skulle være så forsømt. Med hensyn til de private, forsømte gravsteder er vi vanskeligt stillet, dem må gravstedejerne selv tage ansvaret for.

- Men når de er i en sådan tilstand, at de ligger og skamskænder deres omgivelser, indskyder vi, bør inspektionen da ikke skride, ind?

- Det gør vi også, idet vi tilskriver gravstedejerne og gør dem opmærksom på forholdene. I det tilfælde, De har draget frem, hvor et stakit ligger væltet ind over graven, har vi fx gjort det. 

- Men det har altså ikke hjulpet, stakittet har ligget således i flere måneder!

- Ja. det er nu i vintermånederne, men er det ikke fjernet til foråret, vil vi gøre det. Men det  er meget vanskeligt at skride ind over for private folk, de råder dog selv over deres gravsteder, og vi får ubehageligheder, når vi gør det.

- Vi kan ikke indse bedre, end at forholdet, burde være omvendt, bemærker vi, når private folk ødelægger en kirkegårds hele ydre, ved at forsømme deres gravpladser, burde det være dem, der fik "ubehageligheder". Således er forholdet på andre kirkegårde. 

- Jeg mente ikke, at vor kirkegård var værre end de andre, men til foråret vil den i alt fald nu få et grundigt eftersyn, og vi vil gøre, hvad vi kan. Men sagen er jo også et pengespørgsmål, vi har ikke meget at råde over. På ministeriets budget er kun bevilliget 25,000 kroner til vedligeholdelse af Holmens Kirkegård og Holmens Kirke! Det rækker ikke langt, med den arbejdsløn, der må udredes nu til Dags.

- Skal der også af de 25.000 udredes gage til kirkegårdsinspektøren?

- Nej, inspektøren er kun lønnet med de sportler, embedet giver ham.

Her er vi altså ved sagens kerne! Man må indrømme 25.000 kr ikke meget at holde både en stor kirke og en stor kirkegård vedlige for. At det loves at kirkegården skal få et eftersyn, den så hårdt trænger til, er allerede meget. Men der må dog vist kunne gøres en lille smule mere ud af summen når blot den rette vilje er der? Holmens Kirkegård er for end til at bære et sådan fattigdommens præg som den går nu!

Larus.

(Aftenbladet, 28. januar 1925).

Holmens Kirkegaard

Gravene styrter sammen.

Ogsaa de grave som Kirkegaarden vedligeholder, er i en uhyggelig Tilstand.

Vi har modtaget følgende fra en Indsender, der for Redaktionen har opgivet sit Navn og sin Adresse:

Som Gravstedejer paa Holmens Kirkegaard har jeg med lnteresse læst Artiklen i Aftenbladet angaaende Gravstedernes Tilstand paa denne Kirkegaard. og maa det maaske være mig tillad med disse Linier at give den fremkomne Klage min Tilslutning.

Det har i lang Tid ærgret mange Gravstedejere, at saa stort et Antal af Gravstederne henligger i en aldeles utilladelig Stand, ligesom Kirkegaardens Gange i højeste Grad mangler Pasning. - Forholdet er jo det, at mange Gravstedejere selv skal vedligeholde de dem tilhørende Grave, men selv saadanne Gravsteder burde være underkastet noget Tilsyn af Kirkegaardens Inspektør, hvilket ikke synes at være Tilfældet. Langt mere beklageligt er det imidlertid, at de af Gravstederne, hvis Vedligeholdelse paahviler Kirkegaardens Ledelse, da der betales herfor af Gravstedsejerne, ogsaa lader meget tilbage at ønske, i Retning af tilfredsstillende Pasning. I Aarets Sommermaaneder dækkes disse Grave at Ukrudt, om Efteraaret af et tæt Lag visne Blade, som ikke fjærnes, før dette sker ved Ejernes Foranstaltning, saafremt da ikke Gravstedet lige i dette Tidsrum rammes af den aarlige Rivning, som Kirkegaardsstyrelsen lader foretage, men som jo ikke kan forventes at lade Gravstederne fremtræde i passende Tilstand gennem hele Aaret.

Der findes særdeles mange uhyggelige Jordforskydninger paa denne Kirkegaard, ja flere Steder danner 5 a 6 Grave en hel lille Dal, fremkommen ved Sammenstyrtning af Kisterne, dette er f. Eks. noget Vest for Krigergraven, og i Regnperioder dannes her et helt, ufremkommeligt Morads. Sker det, at disse Jordforskydninger - eller Storm - vælter en Gravsten, bliver denne roligt liggende, indtil Gravstedsejeren selv lader den rejse. Dette burde Kirkegaardens Ledelse dog efterse, og udbedre Skaden, i hvert fald paa de Gravsteder hvis Vedligeholdelse paahviler den. Gangene mangler Grus, Træer og Buske Beskæring, Kirkegaarden en passende Indhegning og ligeledes var det ønskeligt, om visne Kranse blev fjernet noget hastigere fra de nye Grave, saaledes at disse ikke i lang Tid som Tilfældet nu er, henligger som en Art Mødding.

Det ved Kirkegaarden ansatte Personale er sikkert daglig i Arbejde; men da man kun ser 4 a 5 Mand beskæftiget daglig derude, kan Aarsagen til de Kirkegaarden lidet værdige Forhold maaske søges i for lille Mandskabsstyrke, hvad der dog ikke undskylder Ledelsen, da de Priser, der betales for Vedligeholdelse, samt for i det hele taget at have et Gravsted derude, maa tillade Ansættelse af til trækkeligt Personel.

Maatte Aftenbladets Paatale af disse uheldige Forhold bevirke en Bedring i disse, vil meget være opnaaet, og Holmens Kirkegaard i sin sidste Periode atter komme til at blive et værdigt Hvilested for de mange betydelige Mennesker, det hviler der og hvis Livsarbejde vel nok tør siges, at have gjort dem tortjente hertil.

Lexa.

- - -

Som bekendt har Departementchef C V. Olsen, der er Værge for Kirkegaarden, udtalt til os at man i Ledelsen var klar over Manglerne, og at man nu ogsaa vil tage Initiativet til at faa dem afhjulpet.

(Aftenbladet (København) 2. februar 1925).

Frederiksbergs Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

De frederiksbergske Husvilde holder Protestmøde.

Den gamle Konchef forsvarer sig.

"Dersom Lejerne har Ret, maa de hænge mig op".

Foreningen, som Frederiksberg Kommunes Lejere - de Husvilde - har dannet til Varetagelse af deles Interesser, holdt i Aftes Protestmøde ude i "Peder Bangslund". og det blev et baade velbesøgt og særdeles livligt Milde.

Foreningens Formand. Hr. Axel Jensen, fik først Ordet, han var ikke blid, hverken i sin Omtale af de Forhold, Kommunalbestyrelsen byder de Husvilde at bo under, eller i sin Kritik af Kommunens Boligadministrator, Kontorchef Oluf Jensen.

Amtslæge Djørup har givet Attest for, sagde Hr. Jensen, at Barakkerne ved Finsensvej og Sønderjyllands Alle er meget sundhedsfarlige. Alligevel forlanger kommunalbestyrelsen, at Folk skal bo i dem. Vi man rykke vore Møbler midt ud paa Gulvet for ikke at faa dem ødelagt. Husene er fugtige og utætte; der gror Vegetation op gennem Gulvbræddeme. og det er en grovkornet Foragt for Menneskeliv, den rige Kommunes Ledere viser. Naar Lejerne henvender sig med klager til Kommunens Administration, faar de Svar i en brøsig og uforskammet Tone. Hr. Oluf Jensen bruger Udtryk som "gammel Kælling", "tyk i Sværen" og lignende, og en Gang har han ladet en Klager fjerne i Politibilen. Til en frugtsommelig kone, som bad om Henstand med Lejen, udtalte han: "Kan en enlig Kvinde overhovedet gaa en Tur langs ad Gaden uden at tjene Penge?" Til slut stillede Hr. Jensen Krav om Lejens Nedsættelse.

Efter denne Salve forlangte Kontorchefen Ordet, og man maa lade den gamle socialdemokratiske Agitator, at han baade har bevaret sit Humør og sine Talegaver.

- Dersom Lejerne har Ret, skal de saa inderlig gerne faa lov at hænge mig op, sagde Hr. Oluf Jensen, for jeg skal sige Dem, jeg har altid stræbt efter at optræde som et Mandfolk, og jeg skal nok baade forsvare mig og tage Konsekvenserne af mine Handlinger. Axel Jensens Fremstilling er den rene Film. Jeg erklæret mig moden til Indlæggelse. dersom blot en Brøkdel af det, han har fremført, er rigtig. Jeg administrerer ca. 1800 Lejere, ikke alle sammen first class -, det maa en Gang imellem anvendes et kraftigt Ord, naar man ønsker personlig Administration fra min Side.

Jeg har sagt til den omtalte Kvinde, at jeg ikke kunde forstaa, at en enlig kvinde behøvede at gaa arbejdsløs. Jeg noterede straks Samtalen ned, og jeg ved ikke, om nogen finder, min Udtalelse kan opfattes som en Opfordring til at tjene Penge paa Gaden

En række Talere, hvoriblandt kommunalbestyrelsesmedlem Einar Jensen og Grosserer Vald. Sørensen, havde derefter Ordet, og Mødet sluttede med Vedtagelsen af en Protestresolution.

(Aftenbladet (København) 22. januar 1925)

De frederiksbergske Kommunelejeres Protestmøde mod de usunde Boliger.

Blandt Beboerne i de frederiksbergske Husvildebarakker og Kommunens øvrige Ejendomme har der længe hersket Utilfredshed over den slette Forfatning, hvori det regerende Høireflertal lader disse Beboelser henligge. Utilfredsheden slog i Aftes ud i lys Lue ved det velbesøgte Protestmøde, som Lejerforeningen havde arrangeret i Peter Bangslund. Paa Mødet kritiseredes endvidere den Optræden, som Kommunens Boligadministrator, Kontorchef Oluf Jensen bærer til Skue overfor lejerne.

VI bringer følgende Referat af det bevægede Møde.

Lejernes Klagepunkter:

Fugtige og sundhedsfarlige Boliger. Uhøflig Optræden.

Foreningens Formand, Hr. Axel Jensen, indledede med at udtale sin Tilfredshed med, at de frederiksbergske Autoriteter nu endelig begyndte at lytte til de Klager, som Lejerne fremførte. Isen er endelig brudt, og det maa haabes, at Mødet i Aften resulterer i, at der skabes taaleligere Tilstande.

Kommunalbestyrelsesmedlem Einar Jensen og Lejerforeningens Formand Axel Jensen.

Axel Jensen gav derpaa en rystende Beskrivelse af den Tilstand, hvori Kommunens Barakker henligger. Lejerforeningen har undersøgt de gamle Barakker ved Finsensvej og Sønderjyllands Allé, og Amtslæge Djørup har givet Attest for, at de er meget sundhedsfarlige. De er fugtige og utætte, og det er ganske almindeligt at Beboerne maa flytte Møblerne frem paa Gulvet for at undgaa at faa dem ødelagt Det er en topmaalt Skandale, at den rige Kommunalbestyrelse behandler sine fattige Lejere paa denne Maade. Det beviser en grovkornet Foragt for Menneskeliv. (Hør!).

Vegetationen gror op mellem Gulvbræddeme.

I det saakaldte "Gule Palæ" (Latter), nogle nyere Barakker, mangler der "Indskud" under Gulvene. Følgen heraf er at Vegetationen gror op mellem de centimeterbrede Sprækker, saaledes at Beboerne kan plukke Blomster i Stuerne! Kolonier af Myrer kravler frem gennem Revner og Sprækker og gør Opholdet uudholdeligt. I det sønderjyske Kvarter er anbragt Skilte paa Bagdørene med følgende Paaskrift: "Luk Dørene for Rotter". Men samtidig findes der store Aabninger under Dørene, hvorigennem Rotterne kan spadsere ind i Stuerne.

I de grundmurede Karreer er der ogsaa en hel Del Mangler der trænger til Afhjælpning.

Klagerne over Kontorchef Oluf Jensen.

Taleren fremførte sluttelig en Mængde Klager over Kommunens Boligadministrator, Kontorchef Oluf Jensen. Hr. Jensen ynder at optræde l en brøsig og uforskammet Tone overfor Lejerne, naar disse henvender sig i Lejesager paa Administrationskontoret En Lejer var saaledes bleven fjernet ved Hjælp af Politibilen, og Udtryk som "gammel Kælling". "Tyk i Sværen" er ikke ualmindelige i Hr. Jensens Mund. Til en frugtsommelig Kone, som bad om Henstand med Lejen, havde han udtalt: "Kan man overhovedet gaa en Tur langs Gaden uden at tjene Penge".

Axel Jensen nævnede endnu en Række drastiske Eksempler paa Kontorchefens Tone. Han kom derefter ind paa Spørgsmaalet om Huslejen og betegnede denne som ublu. Han krævede derfor, at den velhavende Kommunalbestyrelse gav en klækkelig Nedsættelse. Taleren sluttede med at udtale sin Glæde over at der fandtes Folk i Kommunalbestyrelsen, som vilde lytte til Lejernes Krav.

Kontorchefens Forsvar.

Kontorchef Oluf Jensen fik nu Ordet for nt forsvare sig mod Lejernes Angreb.

- Jeg er et Mandfolk, begyndte han. Og De skal faa Lov til at hænge mig op, dersom De har Ret. Men lad os være enige om, at det er en alvorlig Sag, der samler os. Fra min Mund skal der da heller ikke lyde et ualvorligt Ord. Trappekællingsladder vil jeg ikke ind paa. Det forekommer mig, at Foreningen beskæftiger sig for meget med Bagateller. Naar man daglig skal administrere over 1800 Lejere, som ikke alle er first class, og man som jeg driver en personlig Administration, kan det ikke undgaas, at der nu og da maa bruges kraftige Udtryk, men de har været vel anbragt. (Føj!)

Jeg vil erklære mig moden til Indlæggelse, dersom blot en Brøkdel af det, som fortælles om mig, er Sandhed. Formandens Fremstilling er det rene Film. (Protest.)

Hr. Jensen gik over til en Omtale af de enkelte Eksempler. Det er ikke rigtigt, at jeg har sagt til den frugtsommelige Kone, at hun skulde tjene Penge paa Gaden. Jeg noterede straks mine Udtalelser ned, fordi jeg anede, at de vilde blive brugt imod mig. (Her trak Hr. Jensen en Notitsbog op af Vestelommen. Udtalelsen lød: "Jeg kan ikke forstaa, at en enlig Kvinde kan gaa Arbejdesløs." Det er jo noget ganske andet.

Kontorchefen fortsatte endnu et langt Stykke Tid med sit Forsvar og afviste blankt alle de Anklager, som var fremsat.

Højreflertallet bærer Ansvaret for den daarlige Vedligeholdelse.

Vor Partifælle, Kommunalbestyrelsesmedlem Einar Jensen, ønskede ikke at diskutere med Oluf Jensen, dertil opfordrede hans Tone ikke. Hovedpunkterne i alt det, som er fremkommen i Aften, er de daarligt vedligeholdte Ejendomme. Højreflertallet i Kommunalbestyrelsen bærer Ansvaret herfor og under Budgetdebatten kritiserede jeg dette uanstændige Forhold. Hvis Huslejenævnene havde haft disse Barakker under sig, vilde de sikkert være kommen til samme Resultat som Amtslæge Djørup, der kaldte dem "slet vedligeholdte". Taleren lovede for sit Vedkommende, at han vilde medvirke til, at de frederiksbergske Lejere fik taaleligere Kaar. Men en Forudsætning herfor er, at vi vinder et Flertal i Kommunalbestyrelsen ved det kommende Valg. (Stærkt Bifald.)

Efter at endnu Lejerforeningens Formand, Hr. Vald. Sørensen, Hr. Karlbek, Frk. Muxoll, Hr. Roset, Formanden o. fl. havde haft Ordet for at imødegaar Hr. Oluf Jensen sluttede det bevægede Møde med, at Forsamlingen enstemmig vedtog følgende

Resolution.

Til Frederiksberg Kommunalbestyrelse!

En Forsamling af Lejere i Frederiksberg Kommunes Ejendomme, tællende over 200 Medlemmer, forsamlede til Møde d. 21. Januar 1926, udtaler sin skarpeste Fordømmelse af den Behandling, de og deres Foreningsrepræsentanter bliver Genstand for paa Administrationskontoret og meddeler, at de ikke i Længden vil finde sig i Kontorchefens sjofle og uforskammede Tiltale. Vi retter en indtrængende Opfordring til Kommunalbestyrelsen om at fritage os for noget saadant i Fremtiden.

(Social-Demokraten 22. januar 1925).

Boligsituationen blev drøftet på kommunalbestyrelsesmødet den 2. februar 1925. Tegningen forestiller kontorchef Oluf Jensen på tilhørerpladsen under mødet. (Social-Demokraten 3. februar 1925). I september fik Oluf Jensen en "næse" af Frederiksberg Magistrat, og han blev pålagt at "drage omsorg for at der vises samme høflighed i denne gren af forvaltningen som i den øvrige."

Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.