Susses Portvin. (Efterskrift til Politivennen)

En lille Vesterbro-Historie.

Paa Vesterbro bor en lille, letlevende Dame, Susanne Johanne Nielsen, der gaar under det ikke ualmindelige Navn "Susse. En Aften i forrige Maaned var hun kommen i Selskab med to Herrer, som hun ud paa Natten inviterede med hjem i sit Boudoir, hvor hun serverede to Flasker Portvin for dem.

Men da Betalingsøjeblikket kom og "Susse" frækt forlangte 25 Kr pr. Flaske, blev de to Herrer arrige. De betalte ganske vist de to Flasker, men lovede Susse, at der skulde blive sat en Stopper for hendes lille ulovlige Vinstue.

Noget efter at de to Herrer var gaaet, bankede det paa Susses Dør, og Susse, der troede, det var nye Gæster, lukkede troskyldigt op. Men det var to Betjente, der skulde optage Rapport, over hendes ulovlige Spiritusudskænkning.

- Naa, saa er det altsaa de to Løjsere, der har været paa Spil, men det skal de ikke have gjort for ingenting.

Nogle Nætter senere mødte Susse den ene af de to Herrer. Handelsrejsende S. paa Vesterbro. Susse lod som ingenting, gik hen til ham og inviterede ham hjem paa et Glas. Men S. betakkede sig.

- Det var dyrt nok sidst, sagde han.

Sludder, sagde Susse, lad nu det gamle Had være glemt. Jeg kan ikke lide at være Uvenner med Folk. Det er mig, der trakterer i Aften. Men vil du ikke med op, kan vi gaa op til min Veninde, saa giver jeg en Flaske "Skum" hos hende. 

S. lod sig overtale og fulgte med Susse, der førte ham ind I en Ejendom i en af Sidegaderne. Men da de var kommen ind i Porten sagde Susse.

- Saa, min Dreng, nu trakterer jeg. Og dermed susede der en halv Snes smaa raske Lussinger ind i Ansigtet paa S., saa han helt fortumlet for ud paa Gaden og stak af i vild Flugt, med Susses skingrende Haanlatter i ørene.

Han fandt dog paany Vej til Politistationen, og nu har Susse rnaattet møde i Byretten, hvor begge Sagerne blev slaaet sammen til en Bøde paa 150 kroner, som Susse betalte, idet hun sagde:

- Enhver Næringsdrivende løber jo en Risiko.

(København 22. maj 1925).

Hvor Børnehavens Smaa kan tumle sig. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Legepladsen i Guldbergsgade. Inspektør Hedemark og Bestyrerinden Fru Ledemark omgivet af de Smaa.

Den kommunale Børnehave i Sjællandsgade, der ellers er særdeles godt indrettet, har i de 5 Aar, den har eksisteret, savnet en god Legeplads for de godt 100 Smaabørn, der under Fru Ledemarks og hendes Assistenters kyndige Ledelse tilbringer Dagen her fra 7 Morgen til 5 Eftermiddag.

Imidlertid - Almindelig Hospitals Inspektør Hedemark, under hvem de kommunale Børnehaver sorterer, er ikke den Mand, der giver op, naar han vil noget. En ordentlig Legeplads vilde han have, og han fandt den endelig 10 Minutter fra Børnehaven, nemlig i Guldbergsgade. Kommunen bevilgede 6000 Kr. til at indrette den for, og dér ligger nu - skjult bag Plankeværk, delvis omgivet af Kolonihaver og uden høje Kaserner op ad - den herligste Legeplads med Vippe og Sandkasse og hvad Smaabørn mellem 3 og 7 Aar ellers morer sig med.

Og det kan nok være, de morer sig her, naar de tumler rundt eller danser og leger paa den gruslagte Plads, men Glæden stiger dog nogle Grader, naar den børneelskende Inspektør viser sig. Han er baade deres Legekammerat og deres Fader.

(Aftenbladet (København) 1. maj 1925).

Sjællandsgade 15 var indrettet med børnehave i stuen og spædbørnsafdeling på 1. sal. Legepladsen var i gården, men ejendommen blev benyttet af husvilde med mange børn. Disse fortrængte børnehavens børn, og Magistraten fandt derefter legeplads i haveforeningen "Fælleseje" i Guldbergsgade. 

Vibekevang. (Efterskrift til Politivennen)

I slutningen af 1923 dannedes et interessentskab ("Vibekevang") som havde sikret sig et trekantet areal begrænset af Haraldsgade, Mygindsgade og Parkalle med henblik på at opføre en lav bebyggelse. Hjørneejendommen mod Vermundsgade, Lersø Park Alle og Haraldsgade rummede forretninger. Den 22. marts 1925 annonceredes at nu var havebyen næsten fuldendt. Ved udgangen af 1925 var kun ca. halvdelen udlejet. 

Den 18. maj 1926 blev Dirch Passer født i Vibekevang: Vibekegade 10.

Vibekevang

Et Stykke typisk københavnsk Storbyggeri

En af de Følger, de senere Aars økonomisk vanskelige Byggeforhold og Bolignøden har skabt, er et Storbyggeri af meget betydelige Dimensioner. Mægtige Husblokke med flere Hundrede Lejligheder og hele Kvarterer er blevet bygget under et, og selv om der mod dette Storbyggeri kan rejses visse Indvendinger, maa det erkendes, at det ogsaa paa nogle Omraader byder paa store Fordele. Det er let forstaaeligt, at opfører man et helt Kvarter, og gennemfører man med Hustyperne en teknisk Standardisering, vil det faa en betydelig Indflydelse paa Byggeomkostningerne og samtidig byde paa gode Betingelser for at opnaa en kunstnerisk Helhed.

Et af de største samlede Byggearbejder, der endnu er gennemført, er en Bebyggelse af et Areal ved Haraldsgade, som har faaet det poetiske Navn "Vibekevang". Her er nu opført ialt 94 Huse, nemlig 32 Enkelthuse med 3 Lejligheder i hvert Hus og 62 Dobbelthuse med 6 Lejligheder i hvert Hus, ialt altsaa 468 Lejligheder foruden en Del Butiker.

Disse Huse er opført med Salg for Øje, og der er her Mulighed for med en forholdsvis ringe Udbetaling at erhverve eget Hus og gennem Udlejning af Husets øvrige Lejligheder selv at komme til al sidde for en rimelig Husleje,

Forskellige Forhold har imidlertid medført, at man nu med Københavns Kommunes Tilladelse ogsaa vil kunne leje Lejligheder mod Indskud, for hvilket der udstedes Partialobligationer, som forrentes efter nærmere fastsatte Regler.

Som det fremgaar af ovenstaaende Billede, har Bebyggelsen en venlig, ja næsten provinsiel-hyggelig Karakter med smaa Forhaver langs Husrækkerne og sluttede og stilfærdige Gadebilleder. Bygningerne er tegnet af Arkitekt Henning Hansen, og hele dette storstilede Foretagende, der staar umiddelbart foran sin Fuldendelse, er udført af A/S. Silvan, der har haft alle Arbejderne i Hovedentreprise.

(København 9. april 1925).

I marts 1926 var ca. 400 ud af 562 lejligheder udlejet. Det var for dyrt for de fleste arbejdere. På det tidspunkt havde dele af komplekset ("Noahs Ark") kældre der var fyldt med vand, og fugtigt alle vegne. Haverne bestod af murbrokker og dagrenovationsaffald fra nedlagte lossepladser. Væggene var tynde, fyldningerne faldt ud.

Foran det store Opgør i Vibekevang-Kvarteret.

Et Besøg i det omtumlede "Vibekevang". - 250 Fogedforretninger paa et Aar. - Lejernes Formand fortæller.

Lejerne indkalder til Protestmøde.

Kommer man ud Jagtvej, skimter man ovre paa den ellers ubebyggede Del, der strækker sig fra Lyngbyvejen og ind efter Runddelen, nogle smaa, venlige, hvide Huse med grønne Vinduer og Skodder. Paa Afstand er det hele en tilsyneladende Idyl, en Oase midt paa Markerne.

Det er Byggeforetagendet "Vibekevang" - og det er kun paa Afstand, det er Idyl. Gang paa Gang har der været Konflikter mellem Lejerne og Indehaverne af Komplekset. Situationen er nu blevet saa tilspidset, at Lejerforeningen i Vibekevang har set sig nødsaget til paa Tirsdag Aften at Indkalde til Protestmøde i Sass Selskabslokaler.

En Samtale med Lejerforeningens Formand.

"Klokken 5" har aflagt et Besøg ude i det stærkt omtalte Kompleks, og vi træffer Formanden for Lejerforeningen, Hr. Chr. Eriksen, og lader ham fortælle os lidt angaaende den megen Utilfredshed.

- Ja, vi har ikke saa ganske lidt at beklage os over, siger Hr. Eriksen, og da vi indtil nu er blevet holdt hen med Snak og Udflugter, har vi fundet det nødvendlgt at indkalde til et Protestmøde, hvor vi har Indbudt Parterne i Sagen, Ejerne og Lejerne, og saa den samlede Presse.

- Men hvad er den egentlige Klagegrund? Er det det rent økonomlske?

- Baade det og saa meget andet. Lejen herude er jo Ikke helt billig, ser, hvordan Husene er opført Bekvemmelighederne i Betragtning og saa, hvordan Husene er opført. Betingelserne, da vi flyttede ind, var disse, at at for en 2 Værelsers Lejlighed skulde betale 750 Kr. det første Aar og de efterfølgende Aar 650 Kr. For en 3 Værelsers Lejlighed var Forholdet 1260 Kr. og 1080 Kr. Vi skulde saa indskyde 700 Kr., som i Følge Kontrakten skulde forrentes. De blev imidlertid Ikke forrentede. Det havde man ikke Midler til, fortaltes der. Desuden skulde man skrive under paa, at man vilde blive boende i 5 Aar. Naa, de 700 Kr.s Indskud maatte man gaa bort fra, og man lejede saa Lejlighederne ud uden Indskud, men stadigvæk med den 5-aarige Bestemmelse. Nu maa man ikke tro, at det var et Andelsselskab, som der jo eksisterer saa mange af. Nej, vi Indskydere havde Ikke Spor at sige. De 700 Kr. var et rent og skært Laan til Selskabet, og altsaa et rentefrit Laan.

250 Fogedforretninger paa 1 Aar.

- Til din almindelige Husleje kommer saa dette, at vi Lejere ogsaa skal betale Afgift af W. C.,  Trappevask og Trappebelysnlng, der for Øjeblikket beløber sig til 3 Kr. 25 Øre pr. Lejlighed. Det er ogsaa et Forhold, som man ikke kender andre Steder, fortsætter Hr. Eriksen.

- lngen Ting bliver der gjort og alt faar Lov til at forfalde. At Folk snart bliver lede og kede af disse Forhold ses bedst af, at der paa et enkelt Aar er foretaget 250 Fogedforretninger i Komplekset, der tæller 560 Lejligheder. Og man giver ikke Slip paa Folk; man forfølger dem stadig og kan gøre det, grundet paa denne famøse Bestemmelse om de 5 Aar.

- Hvem ejer i Grunden Vibekevang?

- Det var Tømmerhandler Erik Kjær, der lod det bygge. Men senere har Haandværkeme og Leverandørerne maattet overtage det for at faa noget for deres Arbejde og udlagte Penge. Det ejes nu af et Aktieselskab med Direktør Christiansen, Silvan, og Murermester Møller-Sørensen i Spidsen og med Overretssagfører Richard Møller som Administrator.

Da det kneb med at faa lejlighederne udlejede, engagerede man sig med en vis Hr. Randfeldt, der overtog dette Hverv. Og man man sige, at denne Hr. Randfeldt var i Besiddelse af Smartness. Han gaar ikke af Vejen for noget som helst, naar han blot faar Ledighederne udlejede. Han lover baade Guld og grønne Skove og faar Folk til at underskrive Kontrakten som en Mis, og naar de saa klager over Manglerne, skal han nok sno sig ud af Forlegenheden.

Og tro ikke, han arbejder gratis. For f Eks. at udfylde en almindelig Huslejekontrakt, som man saa inderlig godt selv kunde gøre, beregner den samme Hr. Randfeldt sig et Gebyr af 12 Kr. og skriver det saa fiffigt oppe under Stempeltaksten, at man maa gaa ud fra, at det er Stempelpenge.

Jo, jeg kunde nævne Dem Masser af Eksempler paa, hvordan vi bliver narret og taget paa forskellig Maade, men det kommer altsammen frem paa Mødet paa Tirsdag Aften, slutter Hr. Eriksen.

(Klokken 5 (København) 29. april 1927).

Uro i "Den hvide By" ved Jagtvejen.

"Vibekevang"s Lejere protesterede i Aftes mod Administrationen. - Er Husene noget Bras?

Den store Sal hos Sass i Linnésgade var i Aftes mere end fuld af misfornøjede Lejere fra "Vibeke-Vang", det saa meget omtalte Bygningskompleks ude ved Jagtvejen bag Aldersrokvarteret. Det var Lejerforeningen, der havde indbudt, og Hensigten var at faa Repræsentanterne for Kvarterets 540 Familier til at lette deres Hjerter for de mange Sorger, der trykkede, saaledes, at det ejende Konsortiums Repræsentant, ORSagf. Richard Møller, der var til Stede, og de kommunale Autoriteter, der skal have Referat af Mødet sammen med den vedtagne Protestresolution, kan blive fuldt ud bekendt med Grunden til Misfornøjelsen.

Og det kan nok være, der blev givet Luft for Klagerne. Skulde Hr. Richard Møller have besvaret dem alle, stod han endnu i Dag og talte i Linnésgade. 

Lejerforeningens Formand, Hr. Eriksen, gennemgik "Vibeke-Vang"s Lidelseshistorie i de sidste 2 Aar. Den var baade lang og trist, Uorden alle Vegne, ingen Reparationer, kun tomme Løfter og ingen Hensyntagen fra Ejernes Side. Det eneste Lyspunkt var, at Hr. Richard Møller var en elskværdig Mand at forhandle med og en dannet Mand, hvilket desværre ikke kunde siges om Hr. Raufeldt, der optraadte paa Ejernes Vegne ude i Ejendommene.

Cand. mag. Hafstrøm talte om de mange smaa "Naalestik" fra det daglige Liv i "Vibekevang". Kunde Aktieselskabet ikke foretage de store Ting, kunde det befri Beboerne for de mange daglige smaa Plager. Hvem var for Resten de virkelige Ejere?

Hr. Helbro beklagede sig over, at man udlejede Lejligheder til Folk, man burde vide ikke kunde betale den høje Leje - 93 Kr. om Maaneden for en 3 Værelsers Lejlighed. Disse Folk kom fattige ind, men fattigere ud under Fogdens Ledsagelse, og de 200 Udsættelser, der havde været det sidste Aar, ødelagde Kvarteret.

Hr. Eriksen: - Aktieselskabet siger, at "Silvan" og Murermester Mikkelsen-Sørensen er Ejerne. Af Haandværkere har jeg hørt, at Husene derude er noget forfærdeligt Bras. Mit Loft falder ned. (Stemmer: Ligesaa hos os.)

Af andre Talere klages der over utætte Tage, som man har ladet en Skomager understryge, over Vinduer, som det regner og sner igennem, skønt alle Krogene er paasatte. Ja en Lejer har endog kunnet trykke hele Snebolde af sin Vindueskarm.

Hr. Sørensen paastaar, at Konsortiet fører Keglebaneregnskab og at Folk er rykket indtil 9 Gange for Husleje, der er indbetalt rettidigt.

Derefter samlede Klagerne sig om Hr. Raufeldts Optræden: Han tager ikke Hatten af, naar Lejerne siger God Morgen. Han er kort sagt uhøflig til det yderste, og han skærer Snorene over, saa Husmødrenes nyvaskede Tøj falder i Snavset. Egentlig burde en saadan Mand have "Flade" o. s. v.

Endelig faar ORSagf. Richard Møller Ordet. Han taler roligt og hensynsfuldt og gør sig Umage for at svare paa saa mange Klager, som muligt, idet han siger: Lejen er for høj i "Vibekevang". Den burde nedsættes; men den kan ikke være mindre, dersom det hele skal gaa rundt. Mikkelsen-Sørensen er en anset Haandværker, og hans Arbejde er godkendt af Magistratens Sagkyndige. Lejen er sanktioneret af Magistraten, som har faaet alle Regnskaber med fornøden Dokumentation. Det er Boligtilskud lovens Paragraf 5, vi skal have bragt i Anvendelse, og jeg vil gerne efter Evne bistaa Lejerne i deres Bestræbelser herfor. Tak fordi De har indbudt mig.

Til Slut vedtoges Protestresolutionen, som nu gaar til Magistraten.

(Aftenbladet (Købnenhavn) 4.maj 1927).

I september 1928 vedtog Borgerrepræsentationen at ændre Vibekevangs gadenavne: Vibekevej og Annekevej kom til at hedde Vibekegade og Annekegade, Bennekevel, Dyvekevej og Svanekevej kom til at hedde Gyrithesgade, Hildursgade og Gunholdsgade. Mygindsgade til Vermundsgade. 

Vibekevang gik på tvangsauktion, hvorefter Statsboligfondet overtog det og overdrog Direktoratet at administrere ejendommen. Dette formåede ikke at skabe ro i byggeriet, helt op i 1930'erne.

William og Anna Bloch. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor). 

Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.

Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.

Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.

Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.

Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:

"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"

Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.

Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.

Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.

At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!

Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen. 

Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).

Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!

Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!

Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!

Anselmus.

(Social-Demokraten 10. marts 1925).

William og Anna Bloch

Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater. hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.

For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.

Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....

Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater"￾, men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....

.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...

I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.

William Bloch.

.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrette￾visning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude 

.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...

- - -

Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««

Anna Bloch.

Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....

Christian Houmark.

(B. T. 31. marts 1925.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.