Et Møde. Da Gaardsangeren gensaa sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

For fire-fem Aar siden blev en den Gang ret velkendt Mand, der under Krigen havde tjent sig en Formue, men atter mistet den, skilt fra sin Hustru, der efter et Par Aars Forløb indgik nyt Ægteskab, og nu bor i en af de større Sidegader paa Nørrebro.

Hendes første Mand gik det efter Skilsmissen meget hurtigt ned ad Bakke for. Han, der ganske havde mistet Lysten til at tage fat igen, kom bestandig i daarligere og daarligere Selskab og blev straffet ved Tvangsarbejde for Betleri.

I disse mellemliggende Aar havde havde han og lians tidligere Hustru aldrig set hinanden. 

Men forleden skete det.

Han der nu 5 nogen Tid har drevet om som Gaardsanger, kom forleden ind i den Ejendom paa Nørrebro, hvor hans forhenværende Hustru bor, og begyndte at synge. Men saa med et, da han saa op fil Vinduerne, fik han Øje paa hende, der stod og stirrede ned paa ham. Han genkendte hende i samme Nu, som hun blev klar over, at det var hendes tidligere Mand, der stod der og sang, og skyndte sig at smække Vinduet i.

Han brød af midt i Sangen, stormede op ad Trapperne og ringede paa.

Der blev lukket op af en Mand der spurgte hvad han vilde. 

- Jeg vil tale med min Kone det var min Kone, der stod ved Vinduet.

- Den Dame. De har set Vinduet, er min Hustru - vil De være saa venlig at gaa.

- Nej, nej, jeg vil se hende, vil tale med hende.

- Jamen hun vil ikke tale Dem. Gaa nu!

Da han imidlertid værgedo sig derved og trængte paa for at komme ind, blev Politiet tilkaldt og Gaardsangeren anholdt.

I Gaar fremstilledes han i Byretten, hvor han paa Grund af den tidligere idømte Straf idømtes 90 Dages Tvangsarbejde for Betleri.

(Folkets Avis - København, 10. oktober 1925).

Aah se, hvilken Velstand. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Familier i Lysthuse ængstes for Kuldens Ankomst
Mennesker i et Brædderum.
Der haabes paa at bedre og lysere Tider vil komme.

- Aah se, hvilken Velstand, siger Højrepressen og peger paa Sommerhusene i Byens Periferi, de Huse, i hvilke mange Familier maa tilbringe den lange mørke Vinter....

Disse Kolonihaver og Lysthuse blev mere end et herligt Tilflugtssted i den flagrende lyse Sommer. For mange Familier blev Lysthuset et Hjem.

Der er ikke Plads andre Steder i Byen. Hus rejser sig ved Hus, men dog er det ikke nok til, at der er Hjem til alle. Og mange flytter ind i Kommunens Huse og Barakker for de Husvilde. Men andre flytter ud i Kolonihaven.

Kun en Bræddevæg mod Kulden.

Paa Valby Mark, ude ved Brønshøj, i Sundby, omkring det gamle Kastrup Fort og ved Siden af Kløvermarken - ved Vanløse - overalt er der Hundreder af Lysthuse, hvor Familier klemmer sig sammen.

Nu rykker Kolonihavefolkene ind i Hjemmene i Byen igen.

Men de, for hvem Lysthuset er blevet Hjem, maa blive herude. Og nu nærmer Vinteren sig, den Tid, hvor et Par tynde Bræddevægge skal holde Kulden ude.

Det begynder jo lidt smaat.

Vi tager en Tur rundt til nogle af de Steder, hvor de Husvilde holder til i Lysthusene.

Det er ikke gode Forhold for Mennesker at leve under. Efteraarsregnen har opblødt Jorden. Vejene er plørede, og Jorden i Haverne klæget, saa den klæber om Fodsaalerne.

Det er ikke godt at gaa ude i. Og dog leger her mange Børn. Moderen kan Ikke hele Dagen holde dem Inde i det trange Lysthusrum.

Og taler man med de Mennesker, der af Forholdene er tvungne til at leve paa denne Maade, er det ikke de blideste Ord, der falder. Hvem kunde vente det.

Ude paa Valby Mark træffer vi udenfor et lille Lysthus en ung Kvinde med et Barn paa Armen. Hun staar ved Havelaagen, og vi kommer i Snak med hende. Og noget lyst Æventyr er det ikke, hun fortæller.

- Jeg er kun 19 Aar, min Mand 21. Men Lejlighed kunde vi ikke faa - af dem vi kunde betale. Der blev tilbudt os en paa 2 Værelser - til 61 Kr. Men det kan man jo ikke betale. Min Mand har ikke en Gang fast Arbejde. Og saa flk vi Haven her og Lysthuset af mine Forældre,

Hun smiler lidt bedrøvet og siger: - Det er jo ikke de bedste Forhold at begynde under, naar man er nygift. Og dog har her for Resten været rigtig rart i Sommertiden, men nu er vi saa bange for Vinteren. Vi har kun en Petroleumsovn. Og den kan ikke holde Kulden ude - slet ikke om Natten er jeg bange for. Og lade den brænde, tør man jo ikke - se nu, hvad der skete ude paa Tingvej, da det lille Barn brændte. Men saa daarligt det er, maa man jo haabe paa bedre Tider. Og de kommer vel ogsaa en Gang.

6 Mennesker i et Lysthus.

Og den unge Kone fortæller, at hun endda ikke har det saa slemt som saa mange andre. Hendes Familie er jo kun paa 3 Personer - men andre Steder lever der mange flere i et Lysthus sammenstuvede.

Vi træffer selv mange af disse "Hjem" paa vor Tur rundt.

Ude i Sundby - ved Kløvermarken - er saaledes et Lysthus, hvor Far. Mor og 4 Børn bor sammen.

- Hvordan kan de faa Plads til dem allesammen? spørger vi Konen, en halvthundredaarlg forslidt Kvinde.

- Det er ogsaa forfærdeligt. 

Hun viser os Lysthusets eneste Værelse, et lille Rum. Der staar kun en Seng, et lille Bord og et Par Stole. Saa er der en Udbygning til Kokkenet.

- Derude ligger de to største af Drengene - siger hun - saa maa vi andre klare os herinde med Sengen og Gulvet. Vi har boet her nogle Aar - men det er den svære Tid, der begynder nu med Kulden og alt det. Alt hvad vi kan skaffe af Tæpper og Klude - og Sække med forresten, maa vi have i Brug. Og saa kan Tænderne endda klapre i Munden, naar Kulden rigtig bider igennem Bræddevæggen.

1500 Familier lever i Lysthuse.

Der er mange af de Lysthuse, viser, der nok kan tage Vintertørnen. Der er dobbelt Bræddevæg med Cement imellem. Og endda er der Træhuse, der er helt komfortable med et Par ret store Værelser og Køkken.

Men der er 1500 Familier, der bor herude i Byens Periferi og paa denne Maade. Og de fleste af dem ængstes nu, hvor Vinteren staar parat til at holde sit Indtog.

(Klokken 5, 2. oktober 1925).

Pauline Hjorth 104 Aar (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).

Gammel Strand i fin Stand. (Efterskrift til Politivennen)

Gammel Strand er i Eftersommerens Løb lavet saa fint i Stand, at den næsten ikke er til at kende igen, men bevares, nu er det jo ogsaa Kommunen, der selv skal til at overtage "Stranden" dernede. Hele Gaden er bleven asfalteret, men paa en ny Maade, idet der er lagt en Asfaltblanding ovenpå Brostenene, hvad der er en betydelig Besparelse i Forhold til den kostbare Undercementering, man hidtil har brugt.

Men selv om der nu er moderniseret, skal selve Gadebilledet med Fiskerkonerne forhaabentlig ikke skifte Udseende. Det er et saa karakteristisk Prospekt i Hovedstadens Fysiognomi, at en Ændring heri sikkert vil fremkalde de skarpeste Protester fra aIle, der elsker deres By.

Virker ovenstaaende Udsnit af Livet dernede, som vor Fotograf tog i Gaar, ikke som et helt lille Genrebillede, skabt af en Kunstners Haand.

(Aftenbladet (København), 25. september 1925).

Foto fra Aftenbladet (København), 30. september 1925, af en pæreskude taget ud for Børsen. 

I 1940 blev billedhuggeren Chr. Svejstrup-Madsens granit-fiskerkone rejst på Gammel Strand. Den trivelige kvinde havde nok ikke meget tilfælles med skovserkonerne der gennem århundrede på bare fødder vandrede fra Skovshoved Havn hertil. Her kommer Vivian Roses "Skovserpige" (2003) i Skovshoved nok tættere på virkeligheden. Fiskesalget ved Gammelstrand ophørte i 1958 og flyttede til Fisketorvet.

Gammelstrand i nutiden - nogenlunde samme sted som det første foto. Erik Nicolaisen Høy.

Agnete Bertram (1893-1983). (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Bertrams Elev-Opvisning.

Der er stor Interesse for Kvindegymnastik. Det flk man et glimrende Bevis for i Gaar, da den bekendte Gymnastiklærerinde, cand. mag. Frk. Agnete Bertram præsenterede sine Elever for et talrigt Publikum. Hver eneste Billet var udsolgt, og blandt Tilskuerne var baade højærværdlge Repræsentanter for Videnskaben saavel som for Idrætten og Sporten.

Opvisningen var en forbedret og udvidet Gentagelse af den Opvisning som Frk. Bertram gav i Fjor ved De Nordiske Idrætslege; men Opvisningen her virkede endnu mere homogent, endnu bedre. Der var Skønhed og Gratie over de 50 unge Piger, og de siddende og liggende Fællesøvelser var ganske fortrinlige.

Derimod kneb det lidt med Øvelserne paa Bommene. Det kneb for mange af de smaa Damer at holde Ballancen; men saadanne smaa Svagheder bærer man over med. Man frydede sig over hver Øvelse, der blev fuldført fejlfrit, og man klappede og klappede - og fik Øvelser gentaget.

(Klokken 5, 10. marts 1922).

Frk. Bertrams elever i Tempelgården, Idrætshusets store sal. Foto fra Klokken 5, 17. april 1923.

Den plastiske gymnastik. Opvisning i Idrætshusets store sal. Omkring 70 gymnaster. Pauserne blev udfyldt af Københavns filharmoniske Orkester. Foto fra Klokken 5, 21. april 1925. Samme år underviste Bertram også på Sønderstrand.

Hun er med i Danmarks første gymnastikfilm fra 1923 der varer over 50 minutter: "Med denne første danske gymnastikfilm i 1923 opnåede gymnastikpædagog Agnete Bertram (1893-1983) megen omtale i den københavnske presse. Filmen blev optaget i Carlsbergs æresbolig på Valby Bakke. Den rumlige iscenesættelse understreger gymnastikens æstetiske udtryk.  Gymnasterne er klædt i karakteristiske lyse og fjerlette silketunikaer, som  understøtter rummets antikke græske stemning. Filmen er inddelt i følgende fire afdelinger: 1) Indledende øvelser. 2) Gående og stående ligevægtsøvelser og ligevægtøvelser på bomme. 3) Siddende, liggende og knælende øvelser. 4) Gang- og løbeøvelser samt afslutning. (Kilde: Anne Lykke Poulsen og Karen Vedel: Kvindegymnastik, scenisk dans og kvinders medborgerskab i 1920erne og 1930erne". I 1924 kom der en grammofonplade.

Et Ord med paa Vejen:

Rytmen i Kvinden.

Fru Agnete Bertram har vundet Anerkendelse i vide Kredse med sin Kvindegymnastik. Det er lykkedes hende at skabe noget virkeligt smukt - og praktisk. Fruen udtaler sig her om Kvindens Gymnastik.

Gymnastik for Kvinder bør være -- Kvindegymnastik. Den bør være skabt og anvendt efter Kvindens særlige Bygning, Anlæg og Bevægelsesform.

Den gamle Gymnastik var ikke velegnet til Kvinden, den var for stærk, for streng, for militærisk - ja, den var født militærisk. Den havde det for Øje at skabe de bedst mulige Soldater.

Det skal ikke forstaas, at den gamle Form for Gymnastik er daarlig. Hovedformaalet for den er det samme som for Kvindegymnastiken: at fremme Bevægeligheden, Kraften, Elasticiteten. Men Formen for at naa disse Maal er egnede for Mænd - men ikke for Kvinder. De to er forskellige.

Med Kvindegymnastiken tilsigtes for det forste gennem systematisk Gennemarbejdning af Led og Muskelgrupper en forøget Bevægelighed, Elasticitet og Ydeevne. Svagere Partier (f. Eks. Lændepartiet og Bugmusklerne) skal styrkes, og uheldige Vanestillinger og Holdningsfejl skal lettes.

Det kan naas. naar den enkelte Gymnatiktime er bygget saaledes, at der faas en passende cg behagelig Motion, der øger Velbefindendet baade under og efter øvelserne, virker oplivende, forfriskende - uden at være trættende.

Det maa for det andet tilstræbes - ved at opøve Muskel- og Rytmesansen, det vil sige: den plastiske Bevidsthed - at give det fulde Herredømme over Legemet, saa baade Hvile og Bevægelse bliver fti og harmonisk.

Det naas ved Systemet, en stadig Undervisning, hvor Øvelserne gradvis bliver sværere - uden at det mærkes, at Fordringerne stiger, men at der stadigt føres til højere Standpunkt henimod Maalet.

Og her træder Musiken til som et Hjælpemiddel, dels for at understøtte Rytmen, men mest for at hjælpe Gymnasten til at give Udtryk for Bevægelsers psykiske Indhold og derved faa den dybeste Værdi af Øvelserne. Thi gaar denne Evne over i Blodet, her Gymnastiken været virkelig opdragende.

Den er blevet Kultur.

(Klokken 5, 19. september 1925).

Lykkens Udvalgte.

Fru Agnete Bertram der har Succes paa Forhaand.

Vi har forlængst meddelt at den kendte kvindelige Gymnastikpædagog Fru Agnete Bertram i Aften afholder en Opvisning i Idrætshuset, hvor hun, eller rettere sagt hendes Elever vil vise en ny Serie Øvelser. Fru Bertram er en af Lykkens udvalgte, thi næppe er Meddelelsen om, at hun arrangerer en Opvisning naaet ud til Offentlighedens Kundskab, før Publikum flokkes om de sædvanlige Billetudsalgssteder og sikrer sig Billetterne.

Der er udsolgt til den første Agnete Bertram-Aften og, beruset at Heldet og begunstiget af sin egen Forudseenhed, der en Gang i Vinterens Hjerte fik hende til at leje Idrætshuset for to Aftner i Træk, har Fru Agnete mu besluttet sig til at gentage sin Opvisning Fredag Aften.

Og der vil blive Rift om Billetterne til denne Aften, som der har været det om Billetterne til den første Opvisning paa Torsdag.

Den plastiske Gymnastik har altid haft et stort Publikum - og den er ogsaa vel værd at se. Fru Agnete Bertram har formaaet at give denne Art af Gymnastiken en skøn Udformning, men Gymnastiken er ikke glemt for Gratien. Det er det store i hendes System, og derfor fortjener det i Virkeligheden baade Støtte og Opmuntring. Men begge disse Begreber kommer af sig selv. Et Bevis herfor er, at der straks blev udsolgt til Opvisningen paa Torsdag - og et Bevis paa at Systemet er i bedste Hænder, har man deri, at det er lykkedes at arrangere en Gentagelse af Opvisningen allerede paa Fredag Aften.

Der bliver fuldt Hus og stor Begejstring begge Aftner.

(Klokken 5, 8. april 1926).

H. C. Andersens Boulevard, Agnete Bertram Skolen, set mod rådhustårnet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Hjemmegymnastik og Ligevægtsøvelser i Idrætshuset.

Fru Agnete Bertram havde ikke nogen stor Sukces ved Opvisningen i Aftes.

Der var en udmærket Helhedsvirkning over de Præstationer, som Fru Agnete Bertrams mange Elever viste i Aftes for et omtrent fuldtalligt Publikum i Idrætshusets store Sal. Der var ogsaa megen god og gediegen Gymnastik Imellem, men der var rigtignok ogsaa en hel Del Godtkøbskram.

Den oprindelige Hensigt med den bertramske Gymnastik var vistnok en Kombination af Gymnastik og Plastik, en Kombination, der ikke blot tog sig ud, men ogsaa var noget. Det var ogsaa lykkedes, men det synes nu, som om Systemet har udartet, som om der er lagt for megen Vægt paa det rent udvortes.

Herligt var det at se de 68 unge Piger gøre de fritstaaende Øvelser. Der var Takt, Rytme og Ynde over dem. De var af en ejendommelig, men god Virkning. Helhedsvirkningen var god, men det er oplagt Øjenforblændelse at katalogisere Præstationen som noget ganske enestaaende, som noget epokegørende. Det var den ikke. Mange af vore Damegymnastikhold kan vise Øvelsesserier, der ikke blot tager sig mindst lige saa godt ud, men som ogsaa rummer langt mere Gymnastik.

Det er tvivlsomt, om Flertallet af Aftenens Publikum vil indrømme det, men det er Ikke desto mindre rigtigt.

Aftenen indlededes med et virkelig godt Program l fritstaaende Øvelser, udført af Fru Bertrams 25 bedste Elever og de allerfleste af Ligevægtsøvelserne paa Bomme, der fulgte umiddelbart efter, var ogsaa gode. Ganske vist skete der en hel Del Smaauheld, men det kan ske i de bedste Familier, og det sker ogsaa i den virkelige Mesterskabsgymnastik. Et Par af disse Ligevægteøvelser, blandt anden den, der blev kaldt Aften, var lovlig fantasifuld, men uendelig indholdsløs. Andre, for Eks. Havfruerne, gav to af Eleverne Lejlighed til at udfolde et glimrende Talent for rytmisk Gymnastik og on anden Ligevægteøvelse paa Bommene, Kaalormen, gav en af Deltagerne Æren af at præstere Aftenens bedste Gymnastik. Det var en Nydelse at følge den Lethed og Elegance, hvormed denne vanskelige Øvelse blev udført.

Den blev ogsaa hilst med fortjent Bifald.

I de staaende Øvelser var der mangt og meget, som det ikke var nemt at blive klog paa. Der blev saaledes vist en kombineret Øvelse i at slaa Lussinger, feje, vaske, og jage Fluer væk paa samme Tid. Den tog Kegler hos den mere oplagte Del af Publikum. Men det var de færreste.

Det nye, der blev vist i Gaar, var Hjemmegymnastiken, der indlededes med den reglementerede fascistiske Morgenhilsen. De staaende Øvelser var glimrende kombinerede og blev fikst udførte, medens de siddende Øvelser var mindre overbevisende.

Aftenen sluttede med en Række Gang- og Løbeøvelser. Der var over dem en hel Del af det rigtige, af det oprindelige bertramske, af denne Blanding af Gymnastik og Plastik, der nødvendigvis maa være Hovedgrundlaget for den Kvindegymnastik, der vil være i Stand til for Alvor at slaa igennem.

Opvisningen blev ledsaget af Flygelmusik - og det gjorde sin Virkning. Musiken er i Stand til at skabe en hel Del af den nødvendige Rytme, den virker animerende baade paa Deltageren og paa Publikum. Og den var en udmærket Hjælper ved Opvisningen i Aftes.

(Klokken 5, 9. april 1926).

I 1929 deltog i Idrætshuset også et børnehold fra Bertramskolen.

Den kvindelige Linie i Gymnastiken.

En Dame, der har Sukces. - Interessen for Kvindegymnastik i stærk Stigen.

Agnete Bertram

Igaar og i Forgaars var der fuldt Hus i Idrætshuset til Agnete Bertrams Opvisning. Og paa Fredag Aften er Fruen igen i Idrætshuset med sine Elever - og der skal saamænd nok være fyldt paa Tilskuerpladserne Dag Ogsaa.

Den stærke Interesse for Kvindegymnastiken.

- Hvad kan Grunden være til den Sukces? spørger vi Fruen selv.

- Det er saadan, at Interessen for Gymnastik i det Hele har været stadigt voksende i de sidtste Aaringer. Og det gælder ikke mindst, at Kvinderne er kommet godt med. For en Halv Snes Aar siden var det i allervæsentligste Grad ude paa Landet, at interessen var. By-Ungdommen var mere udenfor. Men dette Forhold har ændret sig i betydelig Grad.

- Kan man nu kalde det, De lærer Deres Elever for Gymnastik? Skulde man ikke finde et andet og et smukre Ord.

Dei smukke skal frem.

- Nej, det behøves saamænd ikke. Jeg har kaldt det for Gymnastik fra min første Opvisning i Studenterforeningen 1918.

- Men det er dog en anden Gymnastik end dem sædvanlige, der ses. 

- Det er vel en mere kvindelig Gymnastik. Den gamle Kvindegymnastik var i Linje med Mandegymnastiken, der igen kan føres tilbage til Militæret. Denne Gymnastik kan væro udmærket for Mænd, men der maa søges andre Veje for Kvinderne. Deres Gymnastik maa være i Overensstemmelse med kvindelig, naturlig Bevægelsesform. Skønhedsmomentet spiller da med ind, men derfor kan man godt fastholde de gamle gymnastiske Maal: Alsidighed i Bevægelsen, Motion og Holdning. At Musiken spiller en stor Rolle i min Gymnastik gør maaske ogsaa meget til, at Publikum synes om den. 

- Hvorlænge har De haft Deres Skole?

- Fra 1915. Jeg begyndte dengang med et Hold gamle Skolekammerater. 

- Og nu?

- Nu har jeg 18 Kvinde- og Børnehold.

(Klokken 5, 8. maj 1929).

Der vindes en video af et af hendes gymnastikhold som optræder i en park. Optagelsen er uden årstal.

Agnete Bertram (1893 - 1983) begyndte at undervise i gymnastik i 1915 og læste gymnastik på Kbh.s Universitet. Hendes første gymnastikopvisning var i 1918 med seks kvindelige gymnaster. Dengang optrådte kvinder normalt i gymnastikkjoler med bukser. Bertrams hold i ærmeløse og fjerlette silkekitler. Den traditionelle stillingsgymnastik var erstattet af rytmiske øvelser. 

I 1920 blev hun cand.mag. i dansk, engelsk og gymnastik - den første kvinde, der aflagde eksamen i gymnastik som universitetsfag. Samme år etablerede hun Agnete Bertram Kvindegymnastikskole, sammen med bl.a. Signe Prytz, den første kvindelige dr.phil. i gymnastik. Det var fortrinsvis det københavnske borgerskabs kvinder og piger.

I 1922 støttede AB oprettelsen af Nordisk Forbund for Kvindegymnastik og var medlem af den danske styrelse i de første år. Hun var i det hele taget internationalt orienteret og holdt i slutningen af 1920’erne kurser i Kbh. for engelske, amerikanske og polske gymnastiklærerinder. 

I 1925 blev hun gift med gymnastikinspektør Niels Christian Daniel Petersen. 

Omkring 1930 havde skolen ca. 1900 elever på årsbasis. 

1928 oprettede AB en etårig uddannelse for gymnastiklærerinder, der var efterspurgte i foreninger og på gymnasier, ligesom en del fik arbejde i udlandet. Samtidig var hun ansat som lærerinde i Universitetets Studenter-Gymnastik (USG) 1920-66 og som gymnastikinspektrice samme sted 1943-66. 

Fra 1957 holdt hun forelæsninger på Kbh.s Universitet. 

Agnete Bertram er begravet i urne på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 7, nr. 6.På stenen står: Gymnastikinspektør v. Universitetet NCD Petersen. 29 april 1892 10 sept. 1975. Cand. mag. Agnete Bertram 8 okt. 1893 14. marts 1983.  Foto Erik Nicolaisen Høy.

H. C. Andersenslottet. Samme bygning som ovenstående foto, blot fra den modsatte side. Foto Erik Nicolaisen Høy.