Lederen af Frelsens Hær og den mishandlede Dreng. (Efterskrift til Politivennen)

En Henvendelse til Aftenbladet fra Obersten.

Et Svar paa den "Rettelse", Obersten mener Affæren tiltrænger.

Vi modtog i Gaar følgende Skrivelse:

Frelsens Hær. William Booth, Stifter
Den territoriale Leders Kontor, 

9. August 1927.

Redaktøren for "Aftenbladet",
København.

Hr. Redaktør!

Netop hjemkommet efter et tre Uger Fravær, er jeg blevet gjort opmærksom paa en Artikel i Deres Ærede Blad af 27. Juli d. A. under overskriften "En pinlig Affære paa Amager", hvori det hedder sig, at en kvindelig Frelsersoldat har gennempryglet sin 13-aarige Adoptivsøn med en Tøjbøjle, og herunder mishandlet ham saaledes, at en af Værgeraadets Medlemmer, Handels-Gartner Bastiansen, som foretog en Undersøgelse af Drengen, fandt, at dennes ene Arm var helt blaasort af Slag. ligesom hans Ryg var blodig og blaasort, og at der desuden fandtes en ganske stor Knude, som menes fremkommet ved et Slag af Tøjbøjlens Jernkrog.

Selvfølgelig har dette vakt en uhyggelig Opmærksomhed, og vi lod straks undersøge, hvorledes det virkelige Forhold var, og herunder har vi faaet konstateret, at der ikke er bleven brugt nogen Tøjbøjle til at slaa Drengen med, og at den Afstraffelse, han har faaet, ikke kan karakteriseres som urimelig haard

Der er tre navngivne Damer: Fru Sørensen, Spigas Allé 2, Fru Sørensen, Castorsvej 7, og Fru Frederiken, Spigas Allé 20, som alle har tilbudt at bekræfte Rigtigheden af, hvad omhandlede Kone har sagt. Vi har ngsaa henvendt os til det nævnte Værgeraadsmedlem, Hr. Bastiansen, som svarede, at den omhandlede Artikel selvfølgelig var overdreven og maatte ses i det Lys, at den mere var et Angreb paa Frelsens Hær end et Forsvar for Drengen. Der var slet ikke Tale om nogen Knude, i hvert Fald havde Bastiansen ikke set nogen saadan, og selv om Afstraffelsen har været alvorlig, kan den i Følge Hr. Bastiansens Udtalelse til os ikke kaldes for Mishandling.

Den omhandlede Kone er en af de Personer, som Frelsens Hær har søgt at hjælpe, og for saa vidt er det lykkedes for os, idet der er sket en Forandring i hendes Liv, hvilket man tidligere har karakteriseret som meget forfaldet, men som nu er kommet paa ret Køl. Jeg tør tillade mig at henstille til Deim, Hr. Redaktør, at indtage en Rettelse i Avisen, hvilket jeg i Sandhedens Interesse mener er paa sin Plads

Deres ærbødige
R. Gundersen,
Leder af Frelsens Hær.

Oberstens Indlæg var os mærkeligt af mange Grunde. Hvorledes havde Obersten konstateret, at der ikke forelaa noget, der kunde kaldes Mishandling? Hvad vilde det sige, at Artiklen mere var ett Angreb paa Frelsens Hær, end et Forvar for Drengen? Hvorledes skulde det forstaas med de tre navngivne Damer, der har tilbudt at bekræfte Rigtigheden af, hvad omhandlede Kone har sagt". (Der var efter vor Mening mere Tale om, hvad omhandlede Kone havde gjort.)

Imidlertid for ikke at trætte vore Læsere, skal vi nøjes med at offentliggøre følgende af os indhentede Erklæringer:

Tømrermester Klein, hvis Hustru tog sig af den lille mishandlede Dreng, og som var til Stede, da Hustruen klædte Marius af, vaskede ham, lagde ham i Seng og gav ham Te, har afgivet nedenstaaende Erklæring:

Undertegnede, Tømrermester Carl Klein, Ingersvej Nr. 4, erklærer herved, at Artiklen i "Aftenbladet" for 27. Juli "En pinlig Affære paa Amager" angaaende Barne-Mishandllngen i Spigas Allé i enhver Henseende er i Overensstemmelse med Sandheden, og saa vidt jeg har erfaret, er samtliga Kvarterets Beboere "Aftenbladet" taknemlige, fordi Bladet tog sig af den lille Dreng og ved at fremdrage Mishandlingen fik gjort en Ende paa Staklens Lidelser.

Løjtegaardens Villaby, den 10de August 1927.

Carl Klein,
Ingersvej i Løjtegaardens Villaby,
Kastrup.

I en Villa ved Siden af Arbejdsmand Petersen Træhus bor Slagtermester Gress, hvis Hustru jævnlig har overværet Fru Petersens Behandling af Drengen Marius. Fru Gress, som er meget lykkelig over, at hun nu er forskaaaet for at overvære de oprørende søener, og sammen med Kvarterets øvrige Beboere glæder sig over, at den stakkels Dreng nu en delig er kommen ind under bedre Forhold, sammenfatter sine Indtryk af Fru Petersen Opdragelsesmetode i følgende Udtalelse:

Undertegnede, Fru Marie Gress. Spigas Allé 34, der er Nabo til Arbejdsmand Petersen, og som jævnlig fra mine Vinduer har iagttaget Fru Petersens Behandling af Drengen Marius, der omtaltes i "Aftenhladet" for 27de Juli, erklæret herved, at jeg efter det, Jeg har set maa anse nævnte Fru Petersen for i den Grad unormal, at intet Barn burde betros til hendes Forsorg. Jeg saa Drengen Dagen efter at den omtalte Mishandling havde fundet Sted og konstaterede da blaa Mærker paa Kroppen af ham. Det har glædet baade mig og mange andre her I Kvarteret, at Sagen er bleven offentlig fremdraget.

Spiras Allé, den 10. August 1927.
Marie Gress

VI har forelagt Oberst Gundersens Brev for Værgeraadsmedlem Handelsgartner Bastiansen i Taarnby, der udtaler sig saaledes

Ved min Undersøgelse af Drengen Marius fandt jeg blaa Mærker paa hans Arm og Ryg. Jeg anser det for givet, at disse Mærker hidrører fra Afstraffelse med en haard Genstand, hvad Fru Petersen forøvrigt ogsaa har indrømmet Drengen opgav selv, at han var slaaet med en Tøjbøjle, og jeg tror, han talte Sandhed. Den Afstraffelse, han har faaet, har efter alt hvad der foreligger, været betydelig haardere, end jeg ville anse for forsvarligt at anvende, og jeg anser det for en Lykke for Drengen at han er kommen bort fra Petersens.

Værgeraadet ordnede - som vi altid helst vil - Sagen i Mindelighed.

Hvad min Samtale med Frelsens Hær angaar, saa blev denne ført pr. Telefon, og den refereres naturligvis af Oberst Gundersen saaledes, som han har opfattet den. Men dette kan jeg erklære, jeg har ikke haft til Hensigt at rette nogen Bebrejdelse mod eller noget Angreb paa Aftenbladet, hvis Omtale af Sagen jeg finder meget pæn. 

- - -

Ovenstaaende er oplæst og god kendt af Hr. Handelsgartner Bastiansen, der forøvrigt er meget misfornøjet med, at Frelsens Hærs Leder har benyttet Telefonsamtalen saaledes, som det fremgaar af det ovenfor aftrykte Brev.

Vi tror dermed at have belyst "den pinlige Affære" til Bunds. Der er ingen Grund til for os nærmere at udrede det psykologiske Moment i Hr. Gundersens Opfattelse af Sagen i Almindelighed og Samtalen med Værgeraadsmedlem Bastiansen i Særdeleshed. Det hele forekommer os klarlagt gennem disse faa Dokumenter. Og vi antager, at Oberst Gundersen baade paa egne, paa Frelsens Hærs og  "den omhandlede Kone"s Vegne vil være os taknemlig for, at vi ikke gaar dybere Ind i Affæren, men hermed betragter Sagen om den mishandlede Dreng paa Amager  for afsluttet.

"Aftenbladet"s Redaktion.

(Aftenbladet (København), 11. august 1927).

Naar Rødby Fjord forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

 Det største Udtørringsarbejde, der er foretagt herhjemme.

Øverst: Den del af Rødby Fjord hvor den sidste Sprængning foretages. I Baggrunden Pumpestationen. Nederst: De mægtige Turbinepumper, der hvert Minnut sender flere Hundrede Tønder Vand ud i Østersøen. I Hjørnerne: Pumpemesteren og hans Søn, der passer det daglige Arbejde.

I næste Uge oprinder en stor Dag i den lille By Rødbys Historie. Man har i længere Tid arbejdet med Forberedelser til det største Udtørringsarbejde, der nogen Sinde er foretaget her hjemme. Rødby Fjord skal tørlægges, og man vil derved indvinde ea. 3000 Tønder Land, der i Løbet af faa Aar vil blive forvandlet til frugtbar Ager jord. Forberedelsesarbejdet har varet det meste af en halv Snes Aar

Og har allerede kostet et Par Millioner Kroner, men nu er man endelig sna vidt, at man snart sprænger den sidste Dæmning, og etTryk paa de elektriske Kontakter vil derefter sætte to mægtige Turbinepumper, der drives af Dieselmotorer, i Gang, og flere Hundrede Tønder Vand vil i hvert Minut blive pumpet ud i Kramnitse-Bassinet, der staar i direkte Forbindelse med Østersøen.

Et meget interessant Led i Arbejdet bliver indfangningen af Fjordens store Fiskemængde. Turbinepumpens mægtige Kraft vil bevirke, at Fiskene suges hen til Pumpestationen, og her har man hygget en særlig Fangstruse, hvor man regner straks at kunne fange Fisk til en Værdi af ca.100,000 Kr og derefter I de første Aar for omkring 30-40,000 Kr. aarligt. Fangsten vil ske ganske mekanisk, og man har Kontrakt med et stort Firma i Tyskland om at aftage Fisken.

Selv Rødby Fjord vil i Løbet af ganske kort Tid være en hvid, klæget Slette, der ved Opdyrkning vil give Brødet til adskillige Hundrede Mennesker paa en Egn der hidtil har hørt til de mest øde i Danmark. Hidtil har der paa denne strækning ved det lollandske Havdige kun ligget nogle faa fattige Fiskerønner, Kramnitze, hvor de for mange Aarhundreder siden havde indrettet deres faste Landgangssted paa den lollandske kyst, og hvor Stormfloderne lige op til 1865 udrettede frygtelige Ødelæggelser, indtil det nuværende Havdige og den store cementfundamenterede Sluse blev bygget.

(Aftenbladet (København) 8. august 1927).

De højstliggende områder blev herefter solgt til gode priser, men jorden ude i den nu tørlagte fjord gik det mere trægt med, og de blev solgt for 1/10 af prisen. I 1930 blev rejst en mindesten. Nogen stor landbrugsproduktion kom der ikke ud af det, og i 1960 forsøgte man at sænke vandstanden yderligere en meter. 

I 1931 forsøgte man at plante 15.000 nåle-og løvtræer i den udtørrede fjord. I februar 1933 anmodede lodsejerne påny staten om hjælp til dækning af pumpeudgifterne, udover de 25.000 kr der allerede var givet. 

I 1964 måtte landbrugsminister ansøge om yderligere 7 mill. kroner til afvanding af Rødby Fjord. Udgifterne var da ½ mill kr. årligt.

Knap 60 år efter skrev civilingeniør og deltidsforfatter Poul J. Eriksen følgende i en 1½ sides lang artikel i Ny Dag (Nakskov):

Rødby Fjord

---

Et yndet område for min barndoms søndagsture var Rødby Fjorden, som vi gennemkørte på kryds og tværs, medens støvet stod om ørerne på os, og Prins fnyste som okserne på Gefion-springvandet.

Efter navnet at dømme burde der have været tale om sejlture, og det havde også været tilfældet, hvis ikke man i 1927, hvor jeg bare var to år gammel, havde fået den afsindige idé at pumpe fjorden tom for vand.

Et tidligere lavvandet havområde på ca. 2.000 tønder land lå nu hen som en slags ørken. Små forkrøblede og spøgelsesagtige træer, der var plantet langs de snorlige veje, stræbte mod himlen, og deres hældning lod aldrig en i tvivl om, hvor vestenvinden kom fra. Jeg ville hellere have sejlet i en lille båd. Det havde ikke støvet så meget, og vi kunne have fanget fisk.

Nu er den tidligere ørken opdyrket, og der vokser korn i beskedne mængder til EFs overskudslagre, medens man taler om at tage den såkaldte marginaljord ud af drift. Sikken et pragtfuldt vådområde og sikken en natur, der kunne have været her til glæde for dyr og mennesker.

Eftermidagskaffen blev som regel indtaget ved Mindestenen. der står midt i den tørlagte Rødby Fjord i en lund. hvor vi prøvede at finde en grøn plet.

En enorm sten, der er fundet i området, og som vejer 23 tons, er rejst på højkant og udnævnt til mindesten. På dens sokkel kan man læse, at der på dette sted midt i Rødby Fjord ved dagligt vande var en vanddybde på kun 87 cm.

Sørens ko blev mager

En ukendt poet fra Rødby har givet stenen mæle medfølgende inskription:

"Her hvor agren klæder gruset,
så har sunget, storme suset,
luren kaldt fra kyst til kyst

Her hvor landet grønt sig løfter
bag ved digevold og høfter.
kyssed bølgen snedkens bryst.

Her hvor seklers søvn jeg sov.
land skal lyde fremtids lov."

Jeg husker, at jeg måtte spørge flere steder, inden jeg fik at vide hvad ordet sekel betød. Det var ikke et ord, jeg havde lært i Landets skole

(Ny Dag (Nakskov) 26. juli 1986).

Chefredaktøren på det daværende lollandske dagblad Ny Dag skulle bruge en rejseartikel, og da hans ven Poul Eriksen var i udlandet på en arbejdsopgave, måtte han da kunne levere en sådan. Det blev til flere, hvoraf følgende uddrag er en af dem.

I 1990'erne var der ikke længere brug for landbrugsjord, og i stedet ville man lade en fjordarm fylde op med vand igen - marginaljord. Da der med klimaændringer begyndte at komme ekstremregn, skabte det nye oversvømmelser - denne gang fra oven.

Den stormede Politistation. (Efterskrift til Politivennen).

Batalje paa Dyrehavsbakken.

Paa Dyrehavsbakken var der i Aftes en større Batalje, idet to unge Knægte, Robert Emil Hansen fra Thorsdage og Knud Andreas Hansen fra Slotsgade, lavede Ballade, bl.a. i Dansesalonen "Figora", hvor de knuste Stortrommen, hvorefter Politiet indsatte dem i Arreesten. Her forsøgte en Bøllesværm at befri dem, og Politibetjentene, 16 i Tallet, maatte have Stavene frem, inden det lykkedes at jage Spektakelmagerne fra hinanden og faa de to Anholdte ført til Blegdamsvejens Arresthus.

(Aftenbladet (København) 1. august 1927).

Træ-Stationen paa Bakken.

Det er jo ikke nogen særlig imponerende Bygning, Politiet har som Station paa Dyrehavsbakken, og dog har den gennem Aarene været Skuepladsen for mangt et Braavallaslag.

Bakkens Gæster er jo ikke alle lige sagtmodige Naturer, og bruser først Blodet, skal der oftest tages et ordentlig Nap, før Temperaturen atter staar paa normale Tilstande.

I Lørdags var ,som omtalt, en Bøllesværm nærmest ved at rive hele Huset ned, men Stationen holdt sig skam, takket være Ankomsten af en Undsætningsstyrke paa 16 Mand med Gummi Haandgranater.

Træ Stationen har altsaa visse Lighedspunkter med Verdun-Fæstningen. Den har hidtil væretuindtagelig, og forhaabentlig holder den sig rank, til den mør af Ælde af sig selv synker i Smuld.

(Aftenbladet (København) 2. august 1927).

Kannibal-Paraden afskaffes. (Efterskrift til Politivennen)

Undertiden faar man en lille Mistanke om, at de større eller mindre Problemer, der optager os - og mange Gange faar os til at debattere og slaas og slide i hinanden, som Katte i et  Aalesklnd, i aarevis - løses meget lettere, end vi selv tror. Som nu Spørgsmaalet om Drikkepengenes Afskaffelse. Det har vi debatteret saa længe, at Idéen kunde have holdt flere store runde Tal-Jubilæer, Saa en skønne Dag staar vi pludselig - uden at vi rigtig véd hvorledes det er sket - foran den klare fuldbyrdede Kendsgerning: Drikkepengene afskaffes paa en Række Hoteller, d. v. s. at de afskaffes paa alle; thi naturligvis vil Konkurrencen tvinge dem, der endnu ikke er kommet med, til at følge efter. Der bliver næppe Anledning til at skrive en Doktorafhandling paa Spørgsmaalet om hvorledes det er gaaet til, der var et Par raske Mænd, der greb til i det rette Øjeblik, det er det hele - Historien om Brændenælden, som man bedst faar op ved et hurtigt Tag, er stadig aktuel. Det var fordi man før var altfor valne, at det trak saa længe ud.

Det er foreløbig dog kun Hotellerne, der har faaet Indført den nye Ordning; for Restaurationernes Vedkommende er Spørgsmaalet om Drikkepengerne stadigt Brændenælden, som ingen rigtig tør røre ved, af Frygt for at faa brændt Fingrene. Men maaske gaar det ogsaa dér, naar man ser Udviklingen Indenfor Hotelindustrien. Man kan selvfølgelig sige, at det kan ikke give stor Forskel, om Værterne tager det paa dem ene eller den anden Maade, om Gæsten skal betale som et Slags nogenlunde frivilligt Offer eller som en Slags Tvangsudskrivning ved en fast Afgift paa Regningen, og til aller sidst kunde man maaske sige, at det havde været aller bedst, om Værterne havde afskaffet alle Afgifter og selv betalt deres Personale, saadan som andre Næringsdrivende maa det men der er nu en Gang gaaet Tradition i Sagen, og Tradition er noget af det værste, man kan slaas med; derfor er det alligevel bedre at man resolut har ændret paa et Omraade til det, som man alligevel kan kalde en god Reform. Thi Hotelgæsten slipper for Hovedbrudet: hvor meget han skal give, og hvor meget til hver, for at komme nogenlunde helskindet ud af Hotellet, Personalet slipper for at danne den dobbelte Spidsrodkæde til Tømning af Gæstens Lommer, medens han løber gennem den - den berygtede Kannibal Parade, som den almindelig kaldes blandt Rejsende - og faar i Stedet fast Betaling for ydet Arbejde, det ser meget bedre tid, og det giver det hele en vis moralsk Underhund. som sikkert i det lange Løb vil vise sig at være af Betydning for alle Parter.

Man kan maaske slaa Betragtningerne over hele Fænomenet sammen i de Ord, at alle gode Reformer kommer af sig selv, naar vi er blevet trætte i Kæberne af at snakke om dem.

Dette gælder dog ikke Politik.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København), 28. juli 1927).

Fra Grønttorvet. - Alle de dejlige røde Bær -! (Efterskrift til Politivennen)

Jordbærsæsonen kulminerede i sidste Uge med en Tilførsel til Grønttorvet paa 89,000 Kilo; men endnu i nogen Tid vil der være Jordbær at faa, og i Gaar var der dog 38,000 Kilo friskplukkede Bær paa Torvet, foruden alle de mange, der gaar direkte fra Gartnerierne til Butikeme. Den megen Regn har i Aar berøvet Jordbærrene noget af deres sædvanlige Aroma; men de sidste Dages Sol har hjulpet noget paa den Del, der endnu er tilbage. Det er væsentligst Syltebærrene, vi nu faar tilbudt, og Husmødrene bør ikke vente for længe med at købe.

Som man ser af vort Billede, optræder Konservesfabrikanterne nu i stor Stil som Købere, og hver Dag bortfører de svingende Læs af den smukke røde Frugt. At Husmødrene heller ikke forsømmer Grønttorvet viser vort andet Billede, og man kan være sikker paa, det ikke er den daarligste Kurv, den fikse unge Frue har sikret sig.

Som Erstatning for den ikke helt vellykkede Jordbærsæson ventes en vældig Bunke Hindbær. Hindbær kan lide Fugtighed; de Bær, der er fremme, er store og smukke og ikke særlig dyre i Forhold til tidligere Aar.

Forøvrigt fæstes Husmødrenes Interesse i Øjeblikket ved Blomkaalen. Den er ikke saa smuk i Aar, men til Gengæld billig, og Sagkundskaben forsikrer, at der ikke vil blive Mangel paa den i de kommende Maaneder. Billedet foroven tv. viser Trængslen ved Blomkaalskurvene

(Aftenbladet (København), 28, juli 1927).