Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig hærger, sætter sit Præg paa mange Omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst tilvenstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrolsted i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.
(Social-Demokraten, 12. oktober 1927).
Vesterbrogade 32 er en af Vesterbros ældre bygninger. Oprindelig opført som "Thors Ølhal" efter tysk forbillede 1861, tegnet af Tivolis arkitekt H. S. Stilling. Frederik den 8. var med til indvielsen. En tegning fra Illustreret Tidende nr. 428 fra 1867, side 82 betegnet som: "En Cafe Chantant udenfor Vesterport" ser ud til at kunne være fra dette sted. Senere blev det til Figaro og Palais de Dances. Og bl.a. brugt af prostituerede som "jagtmark"
"Palais de Dance" på Vesterbrogade 32 blev opkøbt af den tidliger tjener hos "Wivel", direktør Adler Petersen. Under 1. verdenskrig tjente han mange penge, og skal efter sigende være blevet tilbudt 2 millioner for det, men forlangte 3. Direktør Adler Petersen forsøgte uden stort held et par sæsoner (1925?-) at videreføre Palais de Dances som revyteater under navnet Folies Bergere. Radioen transmitterede en par gange jazz-orkestret herfra.
Københavnerne fik i Gaar et nyt Danselokale, et helt Stykke Paris a la "Florida", i det ombyggede og moderniserede "Palais de danse", der - heldigvis - ikke er til at kende igen, takket være Arkitekterne Rosenstand, Kühn og Galatius samt Firmaet Lyaberg og Hansen.
Lokalet er holdt i lyse og festlige Farver, og den før saa hæslige Balkon er omdannet til en Række hyggelige Loger, hvorfra man kan overvære Dansen og nyde Musiken.
Dans, Dans og Dans er det ny Etablissements Løsen. Der danses fra Kælder til Kvist, og to Orkestre skifter uafbrudt.
En morsom Nyhed er det argentinske "Morena Band", der er anbragt mellem Publikum. De 5 eksotiske Herrer spiller og synger aldeles bedaarende og vil blive et stort Trækplaster. Desuden er der i Aftenens Løb Optræden af forskellige Danse-Eksperter, bl. a. et Par meget livfulde engelske Damer, der samtidig er et Par glimrende Akrobater.
Lederen af Københavns nyeste og flotteste Danseetablissement er Hotelejer Chr. Larsen fra Hornbæk Kro, der synes at have haft en heldig Haand, da han udslettede det tidligere saa misrøgtede "Palais de dance".
(Klokken 5 (København) 16. september 1927).
Folies Bergéres paa Vesterbro er som bekendt brudt sammen. Af dens Ruiner opstod i Aftes et stort - og det skal siges - meget smukt Danselokale "Valencia". Af det gamle Palais de dance og Folies Bergéres er intet tilbage. Direktør Larsen fra Hornbæk Kro har i Stedet skabt et overordentlig stilfuldt Dansepalads i fine, behagelige Toner og med nogle yndige, smaa loger paa Balkonen.
Efter en Indvielse under mere private Former, aabnedes Dørene for Publikum, der festklædte og i aabenbart Festhumør tog det smukke Lokale i Besiddelse. Adskillige kendte Navne fra det lystige København saas mellem de "navnløse", men alle syntes at befinde sig udmærket. To Orkeste, Eibergs og Morena Band, besørgede sammen med et Par Danserinder Underholdningen og gav derigennem et godt Bidrag til Aftenens gode Forløb.
Under Projektørernes Straaler i Guld og Rødt og Blaat fortsattes Dansen til henad Morgenstunden.
At dømme efter Modtagelsen i Aftes synes "Valencia" at ville faa en stor Sukces hos Byens muntre Børn.
(Folkets Avis (København) 16. september 1927).
Direktør Chr. Larsen havde haft en onkel Joakim-agtig karriere fra karl til kroejer i Fredensborg. Han havde købt Hornbæk Badehotel og omdannede det til et samlingssted for kystens landliggerpublikum. Han solgte hotellet og købte i stedet "Folies Bergere" ("Palais de Dances") og omdøbte det til "Valencia" i september 1927.
Larsen købte juni 1929 Sophienborg (Hillerød), Tietgens gamle gods for 387.000 kr. I 1930 solgte han det nu velkørende danseetablissement, men købte det kort tid efter tilbage igen.
"Valencia" var fra sidst i tyverne Skandinaviens største varieté. Eksklusiv underholdning af internationale kunstnere og artister. Efterhånden gik det ned ad bakke, og skiftede navn og ejere flere gange. I 1970’erne drev Simon Spies natklub i lokalerne, og under stedets sidste brogede år som natklub, lagde Valencia blandt andet hus til Dansk Melodi Grand Prix i 1981.
I nyere tid er det blevet gennemrestaureret af arkitekt Dorte Mandrup som advokatbranchens kursus- og mødecenter. Ejendommen blev bragt tilbage til sit oprindelige ydre. Den historiske facade kan igen ses fra gaden.
En i sig selv ganske latterlig Affære, der dog har principiel Betydning for en Del Mennesker, var I Gaar til Behandling i Landsretten.
To musikalske Damer, Frøken Ayoe Matthisson-Hansen, Datter af den afdøde Konservatoriedirektør, og hendes Veninde, Frøken Ellen Koefoed, var engagerede til at spille hos Restauratør Chr. Christensen paa Ørstedspavillonen i Rudkøbing. De blev imidlertid afskedigede, fordi deres Kjoler ikke var flne nok.
De anlagde ved Retten i Rudkøbing Sag mod Restauratøren og krævede ham dømt til at betale 30 Dages Gage og Kostpenge, ialt 631 Kr.
Ved Retten i Rudkøbing blev der afhørt en Del Vidner, som alle støttede Restauratøren. Selv Biltzings Bureau i København, der havde ordnet Engagementet, støttede Restauratøren.
Resultatet blev imidlertid det, at den Rudkøbing-Dommer dømte Restauratør Christensen til at betale de forlangte 631 Kr. foruden 175 Kr. i Sagsomkostninger.
Dommen blev imidlertid appelleret til Østre Landsret, hvor den i Gaar behandledes.
Overretssagfører Goldschmidt mødte for Restauratøren, medens Overretssagfører Thorsteinson ledsagede de to Damer.
Efter at Sagen var gennemgaaet, afgav de to Damer Forklaring. De meddelte, at de fra Biltzings Bureau havde faaet Besked om, at de skulde optræde i almindelig Aftenkjole. Frøken Koefoed mødte da den første Aften i en sort og langærmet Crepe de chine Kjole, som hun havde købt i Paris, og Frøken Matthisson-Hansen var iført en sort Kjole med Blondekrave.
Der blev saa klaget over, at der var Fedtpletter paa den sidstnævntes Kjole, og hun tog derfor straks en anden paa.
De blev imidlertid alligevel afskedigede.
Under Sagen har Restauratør Christensen faaet Assistance fra Indehaveren i Grand Hotel i Kalundborg, som skrev til ham, at han ogsaa havde været belemret med de to Damer, som han afskedigede efter 10 Dages Forløb, da de skadede Besøget paa Hotellet.
Til Belysning af deres Kvalifikationer som Musikere fremlagde de to Damer Erklæringer fra Musikkonservatoriet, fra Fini Henriques, Georg Høgberg og andre, bl. a. ogsaa fra Rudkøbing-Restauratøren, der i den Retning var meget tilfreds.
I den Anledning bemærkede Hr. Goldscmidt, at deres Kvalifikationer ikke er kritiseret Men de er dog næppe saa store Kunstnere, at de ikke skal følge Landets Skik.
Overretssagfører Thorsteinsson flk nu Ordet. Han udtalte: Det er umuligt at fastsætte bestemte Grænser for Begrebet Selskabsdragt. Og naar der har været Tale om Damernes Frisurer, saa er det maaske, fordi de var ny for Rudkøbing.
Man kan heller ikke forlange Grande Toilette for 7 Kr. 50 Øre om Dagen, som Damerne fik i Honorar.
Damerne har lagt mere vægt på deres Spil end paa Kostumerne.
Det vil være betænkeligt at paastaa, at Damernes Kjoler Ikke var Selskabsdragter selv i Rudkøbing. Jeg maa derfor paastaa Underretsdommen stadfæstet.
Til Slut spurgte Hr. Goldschmidt Frøken Matthisson-Hansen om, hvad der var i Vejen i Kalundborg.
Frøkenen svarede: Det var ikke Kjolerne; men naar jeg nu bliver spurgt, maa jeg sige at vi blev afskedigede, fordi vi [ord mangler] Værtens Forlangende vilde [ord mangler] med ham og Gæsterne.
Retsformanden afbrød nu med den Bemærkning, at Spørgsmaalet om Tilfældet i Kalundborg ikke forelaa i nuværende Retssag.
Sluttelig foreviste Damerne deres andet Toilette, der viste sig at være Silke-Trikotine købt hos Fonnesbech for 50 Kr. pr. Stk.
Sagen blev derefter optaget til Doms, og Landsretten stadfæstede Rudkøbing Byrets Dom, hvorefter Restauratøren skal betale Damerne 631 Kr. Plus 175 Kr. i Sagsomkostninger. Yderligere skal han betale 100 Kr. i Sagsomkostninger ved Landsretten.
(Social-Demokraten, 9. september 1927).
Naar man gennenistrejfer en gammel Bydel som Christianshavn, maa den særegne Stemning, der præger den, uvilknarligt gøre Indtryk. Mærkeligt uensartede ligger vel Husene dér, vidnende om forskellige Tiders Byggemaade, lige fra Chr. IV's Dage til op imod vor Tid; men Aarenes Patina har afstemt alt til et harmonisk Hele, hvis Skønhed og Poesi uvilkaarligt sætter Fantasien i Bevægelse, og den historiske Baggrund gor vel ogsaa sit hertil. Allehaande følelser og Ønsker kaldes frem: om blot Stenene kunde tale, hvilke Menneskeskæbner vilde de ikke kunne berette os om.
Jochum Irgens. Cornelia Bickers.
Paa Hjørnet af Strandgade og Baadsmandsstræde fanges Opmærksomheden af en gammel Gaard, der er præget bande af Chr. IVs Byggemaade og den nyere Barokstil. Nu er Murene helt overkalkede, men bag Kalkpudsen skimter man de røde Mursten med hvide Kridtstensbaand og Kridtstenskvadrene i de halvrunde Buestik over Vinduerne. Den regnedes af Samtiden for en af de mest imponerende Bygninger paa Christianshavn og blev opført ca. 1642 af den kendte Handelsmand og Godsejer Jochum Irgens, hvis omskiftelige Liv og hele eventyrlige Skæbne det er lykkedes os at faa Indblik i.Jochum Irgens blev født i Itzehoe 1611 og fik sin første Opdragelse paa det nær Itzehoe liggende Slot Breitenburg, der ejedes af Gert Rantzau, som efter hin Tids Skik lod Stamherren, den unge Christian Rantzau, opdrage sammen med et Par flinke Borgersønner, hvoraf den anden nævnes som Heinrich Müller, senere Rigets navnkundige Rentemesler. I sin tidligste Ungdom skal Jochum efter Sigende havde kastet sig over Studiet af Medicin. Derom vides dog intet med Bestemthed, men muligt er det, at han har lært at plastre og forbinde af sin Broder, Johannes Irgens, der var praktiserende Læge i Itzehoe og gift med en Datter af Kongens Livlæge, Henning Arnisæus, og at det netop var disse hans lægekundskaber, der fik den unge Adelsmand Frederik Urne, hos hvem han først var Kammerpage, til saa varmt at anbefale ham til Chr. d. IV, for hvem han hurtigt blev saa uundværlig, at han fulgte ham som Kammertjener overalt. I 1646 foretog den gamle Konge sin sidste Rejse til Norge med det Maal for Øje at undersøge, om der i den af Jægeren Hans Aasen fundne Kobbermine ved Røros skulde skjule sig noget af det norske Guld, som han saa længe havde haabet at finde, og som han efter Freden i Brømsebro saa haardt havde Brug for. Kongen naaede ikke længere end til Trondhjem, hvor Statholderen indtrængende fraraadede sin gamle, svagelige Herre at foretage den lange, anstrengende rejse ud i den golde Fjeldørken, men det lykkedes alligevel hans snu og foretagsomme Kammertjener at indhente Oplysninger om at selv om Minen vel ikke indeholdt Guld, saa kunne dog den udvundne Kobbereris blive til uvurderlige Rigdomme for den rette Mand, hvis det da kunne lykkes at omstøde det Privilegium af 30. Januar 1646, hvorved Kongen allernaadigst havde givet Stedets Provst og dennes bjergværkskyndige Svigersøn Tilladelse til at drive Værket.
Paa en Rejse til Holsten kort derpaa fremlagde han Sagen for Kongen paa den Maade, at han stærkt betonede, hvor "traurigt" det vilde være, om den rette Finder af Kobberertsen - Hans Aasen - ikke vilde faa Gavn af Hans Majestæts naadige Forordning, idet det syntes, som om Provsten og hans Svigersøn alene havde bemægtiget sig Privilegiet, samt hvilken Strid og Splid det vilde foraarsage, naar Hans Aasen opdagede Sagens rette Sammenhæng, og hvor langt bedre det vilde være, om Privilegiet blev sat ud af Kraft ved at overdrages til en helt udenforstaaende, ærlig Mand, der kunde afkøbe den egentlige Finder hans Rettigheder og give enhver sit. Og saa snildt forstod han at besnakke sin kongelige Herre, at denne i Rendsborg den 19. Oktober 1646 meddelte "vor Kammertjener Jochum Irgens" kongelig allernaadigst Privilegium paa Driften af Røros Bjergværk, dog mod at holde den rette Finder skadesløs. Man maa lade Jochum, at han ilede med at ordne Sagen med Hans Aasen og de andre til almindelig Tilfredshed; men han maa ogsaa allerede paa dette Tidspunkt betragtes som en velstaaende Mand, idet han var en af Forpagterne af Handelen paa Færøerne
Ved Kong Christians Død var hans forhenværende Kammertjener nu blevet sejrende Hersker i den Bjergmandskoloni, som havde dannet sig omkring Røros; dog var han for vant ved Hove til at kunne finde sig i det ensformige og haardføre Liv i den lille Bjergværksby. Han nøjedes med at lede Driften fra København og kun i Ny og Næ at aflægge korte Besøg ved sine Gruber. Men disse viste sig snart saa righoldige, at de kumle beskæftige en Arbejdsstyrke paa 3-400 Mand, og det blev efterhaanden nødvendigt at anskaffe en Bestyrer.
Jochum fik derfor overtalt sin Broder. Dr. Johannes Irgens, til at flytte med sin Familie fra Itzehoe til Røros og Lindt i ham og senere i Sønnen Henning dygtige og paalidelige Bestyrere, der altid stod paa hans Fordel. I de følgende Aar forpagtede Jochum desforuden alle Kronens Kobberværker i Norge og blev en hovedrig Mand. Sit Kobber afsatte han hovedsagelig i Amsterdam. Ved sin Forbindelse med Holland kom han ind i andre Handelsforretninger, som han drev i stor Stil og erhvervede sig saadanne Rigdomme derved, at han kunde laane Frederik den Tredie 60.000 Rigsdaler, hvilken Sum ved Leverancer under Svenskerkrigen voksede betydeligt. For at faa sit Tilgodehavende valgte han den ikke usædvanlige Vej at lade sig betale i Jordegods. Saaledes erhvervede han 1661 det store Krongods Vestervigkloster. Men dette var kun Begyndelsen; thi foruden Kronens Gods i Stevns og hele det nordlandske Gods i Norge tilforhandlede han sig af Just Høg og Henrik Jul Gjørslev Gaard og Gods, og den fordums Kammertjener var nu forvandlet til en af de største Godsejere i Riget.
Jochum Irgens Gaard paa Christianshavn.
Som saadan førte han stort og kostbart Hus, baade i sin før omtalte Gaard paa Christianshavn, opført paa en af Kronen købt Grund,og ogsaa i Amsterdam, hvor han som Følge af sine vidt forgrenede Forretninger ofte maatte opholde sig. En Grund mere til at udfolde en Pragt, som ikke tillod ham at blive stillet i Skygge af ret mange af de hovedrige, amsterdamske Handelsherrer, var, at han derovre havde ægtet Cornelia Bickers, Ætling af en Familie, som kaldte sig "de Bickers", og som i flere Aarhundreder havde afgivet Medlemmer tit det amsterdamske "Vroedschap": Senat og Byraad. Jochum Irgens ejede ikke blot en pragtfuld udstyret Gaardl i selve Amsterdam, men lod udenfor Byen opføre et Landsted. som han kaldte for "Irgensdal", og hvor han efter Tidens Skik havde et Utal af Tjenere at føde og klæde. Højdepunktet af sin Stormands vælde naaede han vel, da han den 16. Juni 1662 modtog den danske Kronprins Christian og fejrede ham som sin Gæst i sine hollandske Hjem under hele Besøget i Amsterdam.Men det var ikke altid Herreliv at være Godsejer: den elendige og udpinte Tilstand, hvori Krigen med Sverige havde efterladt Landet, forringede ogsaa Godsindtægterne betydeligt, og ogsaa for den driftige Spekulant begyndte nu en Nedgangstid. For at kunne lønne sine Arbejdere i Røros maatte han Gang paa Gang rejse Laan i amsterdamske Handelshuse. Men om det nu var Æren af det kronprinselige Besøg, der var steget ham til Hovetlet, eller om han for enhver Pris havde villet opretholde det ydre Skin, nok er det, at han, trods den truende økonomiske Situation, nedrev Vestervigs solide Slots- og Klosterbygninger og indkaldte den berømte Arkitekt Pieter Simonsen Brøgers fra Utrecht for at lade ham - paa et af de mest afsides og barskt beliggende Godser i Danmark - opføre en pragtfuld ny Hovedbygning i Stil med Charlottenborg, et imponerende Stamhus for den Æt, som han gennem sine Sønner, Gerhard og Henrik, haabede at blive Stamfader til. Naar dertil kommer, at han i Stedet for at betale de oprørske og forsultne Arbejdere ved Røros, hvor han dog havde sine største Indtægtskilder, gad imponere Københavnerne ved de overdaadige Fester, hvormed han fejrede den hollandske Gesandt Amerongen paa sit Landsted ved København, kan det næppe forbavse nogen, at Herligheden snart maatte faa en Ende.
Vestervig Kloster med den nye Hovedbygning, opført af Jochum Irgens.
Paa Røros var Tilstanden efterhaanden blevet saaledes, at Grubearbejderne, der efter hine Tiders Skik mest bestod af Horkarle, Skørlevnere og andre samfundsfjendske Elementer, for at faa deres løn havde bemægtiget sig en Ladning Kobber, bestemt for Holland. Da Henning Irgens ikke ene kunde klare Situationen, maatte Jochun over Hals og Hoved drage ham til Undsætning. Ankommet til Røros blev hans Gaard omringet af en truende Skare Bjergarbejdere, og da han forbitret Irak sit Sværd af Skeden og forsøgte, ledsaget af sin Brodersøn, at splitte Mængden, blev de to Herrer kastet til Jorden og overdængede med Slag og Spark af de rasende Mænd og vilde sikkert have opgivet Aanden, hvis ikke Jochums ædle Hustru Fru Cornelia, der - skønt højt frugtsommelig - havde villet ledsage sin Husbond paa den farefulde Rejse, nu forglemmende sin Tilstand, banede sig Vej gennem den oprørske Hob og kastede sig over Jochum for at beskytte ham. Ved dette Syn kom Folkene til Besindelse og trak sig tilbage, men havde dog opnaaet, at den enevældige Bjergværksejer med uforrettet Sag maatte drage tilbage til København.Ankommet hertil havde han ingen anden Udvej end at klage til Kongen gennem alle Instanser; men fik dog intet andet ud deraf, end at Majestæten "resolverede", at alle Arbejderne skulde "pardonneres", da det kun var Jochum Irgens slette Styrelse, der bar Skylden for deres Selvtægt. Denne retfærdige Dom var et Grundskud for Jochums Stolthed og ramte ham desto føjeligere. som hans Kreditorer nu fra alle Sider begyndte at falde over ham. Handelshuset Schardinell i Amsterdam, der havde forstrakt ham med store Summer, maatte han saaledes give Pant baade i Gjørslev og i Røros. En stor Oprejsning var det dog, at Kongen den 4. Oktober ophøjede Jochum med Hustru og Livarvinger i Adelsstanden under Navnet "von Westerwiig", vel nok som en Paaskønnelse af det store og uegennyttige Arbejde, som Jochum sammen med andre brave Danske i de vanskelige Aar efter 1660 havde ydet for at holde sammen paa det søndrede Statsskib. Han fik imidlertid ikke længe Glæde af sit Adelskab, idet han døde i København 1675 i sin Alders 64. Aar.
Hans Enke maatte efterhaanden skille sig af med det meste af sit Gods. 1677 overtog Daniel Schardinell Gjørslev; og med Kobberværket gik det ikke bedre, da det ikke kunde drives op til at lønne Arbejderne. Saaledes svandt da som Dug for Solen alle de eventyrlige Rigdomme, som een eneste Mand ved sit Snilde og sin Foretagsomhed, dog uden mange Skrupler for de Midler, han tog i Anvendelse, havde bygget op fra bar Bund. At Jochum Irgens har haft mange hjertevindende Egenskaber, viser os hans Hustrus hele opofrende Færd, idet hun, ligesom sin Samtidige, den ulykkelige Kongedatter Leonora Christina, trofast stod ved sin Husbonds Side under alle Lykkens Omskiftelser. Hun har da ogsaa sat et smukt Minde over den faldne Stormand, idet hun i Vestervig Kirke, hvor han ligger begravet, lod ophænge en pragtfuld, tolvarmet Lysekrone. Foroven afsluttes den af Slægtens pompøse Vaabenskjold, forneden ender den i en stor Kugle, hvorpaa er en Inskription, der meddeler, at Kronen er skænket af Cornelia Birkers, Widwe Jochum Irgens von Westerwiig 1679. Endvidere findes paa samme Kugle tre Vers, der lyder saaledes:
Den Luysets Herre som til Luy'et mig først kalte.
og til sin Arvedel i Luyset mig udvalte.
Til hannem og hans Lov jeg det Lius opretted.
Som Krone i hans Huus til Prydelse indsetted.
Gud lad hans Naades Lius for mig saa lyse her,
At jeg hans Ansigts Lius maa se i Glæde der
Fritze.
(Nationaltidende, 4. september 1927).
Legen virker ikke blot adspredende, men tillige opdragende paa Barnet! Alle sjælelige Kræfter kommer i Brug, ikke mindst Fantasien. Den er Barnets Ledestjerne i Lege-Landet. De Indtryk, som Barnet faar fra sine Omgivelser, fra Legen og Legetøjet, arbejder det med paa sin Vis. Indtryk knytter sig til Indtryk; Barnet skaber herved sin egen Verden, hvor det føler sig som uindskrænket Hersker, fordi denne Verden er et værk af dets egen Fantasi. Der lægges herigennem den første Grund til den lille Barnepersonligheds Udvikling. Digteren og Folkeopdrageren Jean Pauls Ord lyder lige saa advarende som sundt naar han udbryder: "I Forældre, rør ikke ved Støvet paa Eders Børns Sommerfuglevinger". Med denne Digterens manende Røst i Minde maatte mangen voksen ofte have Grund til at ihukomme sine Misgreb overfor Barnet, naar Barneværelset ved Fødselsdage og Julefester forvandles til en Legetøjsbutik, hvor gode og velmente Gaverne end maatte være. I denne Butik fandt vel mangt et Barn sit Ønske opfyldt, men heller ikke mere. Thi Legetøjet bød det ikke nye Felter for ny Virksomhed, naar det modtages fikst og færdigt. Det blev et Ønskes Opfyldelse uden nogen varig Tilfredsstillelse.
Byd som Modsætning hertil det Legetøj, der hedder Sand! Børn lige fra 2-8 Aars Alderen elsker at rode i Sand, at bygge, grave og forme Figurer. De lader al deres Opfindsomhed raade deres arbejdende Fantasi finder Næring, og deres legemlige Kræfter kommer i Brug. Sand - den største Pædagog, siger et Visdomsord i Folkemunde i Tyskland.
Sandet gaar Børnene øjeblikkelig i Lag med, hvor de finder det - paa Strandbredden eller hos Brolæggeren paa Gaden. Grus, Jord, Bark er lignende Legematerialier, ja, endogsaa Grøftens Mudder-Masse eller Rendestenens Pladder kan friste de virksomme Barnehænder og lægge Barnets frodige Fantasi. Det var ved Rendestenen, Præsten traf Barnet i Færd med at forme sin Figur. Hvad laver du dér, spurgte han Barnet, - en Kirke, var Svaret. - Skal du saa ikke ogsaa have en Præst? . - Nej, jeg har ikke Skidt nok, lød Svaret.
Som det gaar med Barnets Trang til at grave og forme, kort sagt arbejde med sine egne barnlige Formaal for Øje, saaledes gaar det ogsaa med dets Trang til anden Bevægelse, til at kravle og klatre, vippe og gynge. Børn er mange Husværters Skræk, fordi Ejendommens Inventar i Form af Porte, Døre, Laager, Stakit, Skur osv. ikke kan være i Fred for Børnene; under deres Tumlen og Leg laver de Spektakler med disse Ting, snart hist snart her.
Dybest set er det ganske uretfærdigt at skænde paa Børnene for dette Hærværk. Var der i Husets Nærhed eller, endnu bedre, paa selve Ejendommens Grund, en Legeplads for Børnene er der ingen Tvivl om, at de ogsaa nok lod Ejendommen i Fred.
Leg er lige saa nødvendig for Børn som Mad og Drikke. Leg - navnlig i det fri - er Udløsning af det mægtige Fond af Arbejdsevner og Energi, som ethvert sundt og normalt Barn sidder inde med.
Uden videre at ville lægge Beslag paa denne Arbejdskraft og omsætte den i "fornuftigt" Arbejde, helt og holdent, gaar ikke an. En og anden Skumler kan maaske ikke se rettere, end at det er baade Synd og Skam, at der skal gaa saa megen Energi til Spilde til unyttig Leg. For hans Betragtning vilde maaske det selverhvervede Barn være en ret tiltalende Tanke. Man vil maaske i denne Forbindelse uvilkaarligt tænke paa de moderne amerikanske Børne-FilmsskuespilIere, der siges at lønnes med Beløb langt over Ministergager. Men heldigvis behøver man ikke at gaa til saadanne Betragtninger for at kunne indføje Arbejdet som et naturligt Led i Barnepersonens Tilværelse.
Ret beset er Leg intet mindre end et saa fornuftigt Arbejde og er saare nyttigt. Har den moderne Samfundsbetragtning gjort Arbejdet til Menneskets Adelsmærke "Arbejde adler" lyder jo en vidtforgrenet, landskendt Forenings Samlingsmærke - saa kan Børnenes Leg siges at passe fortrinligt ind i Udviklingen. Intet er Børn kærere end Arbejde og Syssel - paa deres Maade naturligvis. De vil ogsaa gerne kende "Slidet". I et gammelt Ord fandt Menneskets oprindelige Vilkaar sit klassiske Udtryk, naar det hedder: "I dit Ansigts Sved skal du æde sit Brød". Paa tilsvarende Vis har Menneskenes Børn Attraa efter Arbejdets Møje og vil gerne mærke at de bliver sultne, tørstige, varme og trætte deraf.
At den fri Leg virker adspredende og fornyende paa akkurat samme Maade som vel tilrettelagt Arbejde, skyldes Slægtskab mellem begge. Man ranker sig derved. For Barnet ligger udbredt en Verden af Foretagsomhed, af Øvelser og smaa Forsøg. Det er dets Arbejde mark paa samme Maade, som den voksne har sin Forretning eller sit Hverv. Lediggang er i Virkeligheden et Kunstprodukt, avlet under en misforstaaet Indgriben udefra i Opdragelsen.
At lade Barnet regere i sin egen, lille Verden og følge Naturens Love, bliver derfor for den opmærksomme Iagttager den Leveregel, der straks melder sig lige saa selvfølgeligt som naturligt.
Som Emil Aarestrup siger det i sit Digt:
O Børn. I støjende, som gør mig Huset
Med al sin Sneverhed saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leg beruset
og til et Barn igen lyksalig gjort!
Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
end I med eders fagre Uskykisstand;
og kom jeg videre end mine Fædre
i dette Skyggernes og Tvivlens Land!
Leg eders Legi I kan som jeg behøve
en Tumleplads for eders Luner smaa.
Det samme Børneværk vi alle øve;
vi støje, larme, sukke og forgaa.
Børn skal have et Sted, som er deres eget Rige, hvor ingen Voksen blander sig i hver en Smaating, som de foretager sig, Skolen lægger daglig sit rigelige Beslag paa det opvoksende Barn, saa snart det naar lidt frem i Aarene; Hjemmet kræver maaske ogsaa lidt bundet Arbejde - en lille Broder eller Søster skal passes, der skal løbes Ærinder for Mor - og det er ingenlunde de ringeste Hjem, som saaledes forstaar at lede det halvvoksne Barns Vilje og Evne i Retning af direkte og nyttigt Arbejde.
Men Barnet har sin daglige Ret til at færdes i sit eget Rige, selv om det kun sker for et Par Timer, hvor det kan udfolde sig efter sin Natur og Lyst. Har Barnet Lejlighed til at finde denne Tilfredsstillelse sammen med Kammerater paa en Legeplads med Sandkasse og med gode, solide Legeredskaber, er her en ypperlig, ja den bedste Forskole for Livet.
Thi det Barn, der har Lejlighed til at lege, og som lige fra lille lærer Virksomheden, den frivillige Virksomheds Velsignelse at kende, at føle Arbejdet, det forholdsvis tunge og trælsomme Slid senere i Livet, ikke som en Byrde, men som en Opgave, der ligger for, og som man derfor trøstig giver sig i Lag med som om det hele var en Leg! Et Barn derimod, som lige fra lille kun kender dels Arbejdets Tvang, dels Uvirksomhedens sløvende Indflydelse, vil let engang komme til at tilhøre de kroniske Lediggængeres samfundsødelæggende Hær.
Der er en æggende og stor Sandhed i den amerikanske Legepladsforkæmper Joseph Leos Ord: "Drengen uden Legeplads er Fader til Manden uden Arbejde."
Vort Indenrigsministerium har gennem Cirkulærer søgt at interessere By- og Sognekommunerne for Iværksættelsen af de i Virkeligheden let overkommelig og lidet bekostelige Foranstaltninger, der kræves til Indretning af offentlige Børnelegepladser. Rundt om i Provins som Hovedstad staar der nu en Række Pladser, - disse Barnlighedens Monumenter, der vidner om Børnelegepladsernes Fremtrængen, og flere Pladser vil komme til. I Byplanloven af 18. April 1925 er der udtrykt, at der i Byerne bør søges tilvejebragt Mulighed for Anlæg af hensigtsmæssigt beliggende og velindrettede Børnelegepladser.
Ved Møder i Købstadforeningen og i Organisationen for de bymæssige Landkommuner og i mange tilsvarende Kredse og Organisationer har Børnelegepladserne være til Forhandling. Provinserne har jo Fortrinet m. H. t Arealerne. Her kan Legepladserne gennemføres i Tide og uden særlige Bekostninger, forinden Byerne vokser sig for tætte og store. Skal samfundsmæssig Børneforsorg betyde noget i Børnenes daglige Liv, er Legepladserne en Nødvendighed.
H. Dragehjelm.
(Social-Demokraten, 5. september 1927).
Andre længere artikler om emnet stod i Social-Demokraten for Randers og Omegn, 23. juni 1928, Nationaltidende 6. maj 1930, Demokraten (Århus), 13. juli 1930, Social-Demokraten, 6. juli 1935, 2. udgave og Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 11. juli 1935, Nationaltidende, 15. maj 1944. Om andre emner skrev han en artikelserie til Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. december 1928, 29. december 1928, 7. januar 1929, 26. februar 1929 om "Østerland".
I anledning af legepladsens 5 års jubilæum udkom nedenstående artikel:
Paa Tirsdag er der gaaet 5 Aar, siden Christianshavns Legeplads paa Elefantbastionen indviedes.
Initiativet til Legepladsens Oprettelse skyldes Kommunelærer Hans Dragehjelm. Han rejste Sagen i Januar 1908, og et halvt Aar senere var Legepladsen altsaa indrettet. Det gik dog ikke saa let. De fleste stillede sig skeptisk, ikke overfor Ideen, men overfor Muligheden af at kunne realisere den. Christianshavns Vold var i tidligere Tid i høj Grad Sommertilflugtssted for Byens løseste Eksistenser, en Lersø, et Hotel Græsmejer for det christianshavnske Ros. Man spaaede, at hvad der blev rejst i Dag, vilde være revet ned i Morgen.
Hr. Dragehjelm lod sig imidlertid ikke afskrække. Han fik udmærket Støtte hos Politiassistent Hald og afdøde Fru Kaptajn Jürs, de nødvendige Pengemidler tilvejebragtes, Pladsen blev gjort i i Stand med Indhegning, Grusgrav, Vipper og andre Legeredskaber. Og Krigsministeriet gav den fornødne Tilladelse til at disponere over et passende Areal.
Den 15. Juli 1908 blev Legepladsen indviet, og det viste sig hurtigt, at den Ængstelse, man havde næret for Hærværk, var ugrundet. Politiet var parat til at tage Pladsen under sin særlige Beskyttelse, men dets Indgriben har aldrig været nødvendig, alt er gaaet med Fredelighed og i bedste Orden.
Legepladsen er blevet i højeste Grad paaskønnet. Børnene strømmede straks til den og har siden været dens trolige Gæster. En Optælling, der foretoges for et Par Aar siden, gav til Resultat, at Pladsen modtog over 100,000 Børnebesøg pr. Aar.
En Tid bestredes Udgifterne ved private Sammenskud. Siden 18. April 1911 har Foretagendet sorteret under særlig Forening, der har 300 Medlemmer og stadig omfattes med den største Interesse af Christianshavns Borgere.
Ogsaa Legepladsen er en Prioritet i den gamle Vold, som man bør respektere.
Pp.
(Riget. Illustreret Dagblad (København), 13. juli 1913).
Hans Dragehjelm arbejdede på Værneskolen på Maria Kirkeplads på Vesterbro. Herom følgende artikel:
Københavns Kommuneskole er i stadig Udvikling, og af de sidste Forbedringer er utvivlsomt den nye Værneskole paa Maria Kirkeplads en af de bedste. Tidligere var der rundt i byens Skoler Klasser for de svagest begavede Børn, som ikke kunde følge med ved den almindelige Undervisning En Del af disse Klasser er nu samlede i Skolen paa Maria Kirkeplads. Skolen begyndte i April Maaned
En Del af de svagest begavede Børn er det vanskeligt at lade sidde paa Skolebænk i 5 -6 Timer. Derfor lagges der Vægt paa at beskæftige dem i fri Luft, og de laveste Klasser faar Lov til under en Lærers Vejledning at lege, arbejde med Sand o. I , for derigennem at lære at bruge deres Hænder og at forstaa en Besked.
Som et Led i denne Undervisning er der i Gaarden anlagt en Legeplads med en stor Sandkasse. Vort Billede viser en saadan Scene, hvor Børnene af Sandet har dannet et bakket Landskab. Der er dannet en lille Skov af Kviste, og en lille Bræddebro fører over en lille Sø. Børnene spaserer med deres Værktøj over Broen
For Tiden har Skolen ca. 350 Elever.
(Bornholms Social-Demokrat, 6. oktober 1913)
Bygningen bag kirken var opført 1877 for den private Hauchs Latin- og Realskole, grundlagt af Adam Gottlob Øhlenschläger Hauch i 1872. Skolen blev nedlagt i 1890, hvorefter Københavns Kommune overtog bygningen i 1899. Bygningen blev ledig efter at kommunale mellem- og realklasser flyttede til Forchhammersvej.
Fra 1900 havde Københavns Kommune oprettet værneklasser på skoler. Skolen blev også indrettet til tunghøre skolebørn. I 1916 begyndte 3 klasser svagthørende børn. Den fortsatte på Rysensteensgades Skole. Skolen havde en filial med 200 elever på Fælledvej 12. Børnene kom hovedsagelig fra små, fattige hjem, hvor de trængte til mad som i starten blev lavet af et nærliggende afholdshjem. Tilsammen havde de to skoler omkring 700 elever. Skolen blev nedlagt i 1982 og eleverne overført til Engskolen.
Hans Chr. Dragehjelm (1875-1948):
”Et frirum for en barndom i leg og læring. Det var ideen bag sandkassen, som kom til Danmark fra Berlin og London for knap 100 år siden. Det var timelærer på Christianshavns Vold, Hans Dragehjelm, der øjnede sandkassens potentiale. I 1907 blev en bunke sand anbragt midt i Rådhushaven i København. Året efter blev den fjernet igen, men på initiativ af Dragehjelm åbnede den første sandkasselegeplads i 1908 på Christianshavns Vold. Fortalere så sandkassen som et civiliseret alternativ til bybørnenes leg i rendesten og grusbunker. Som Hans Dragehjelm skriver i 1913: ”Paa Gaden gror de vilde Skud i Barneverdenen, og her vil alle Dage findes slette Elementer, Børnene bør vogtes imod.” Oprindelig var sandkassen rettet mod skolens elever, men da sandkasserne dukkede op på byens legepladser, blev den et småbørnsrum. Ideen om sandkassen blev båret frem af en nostalgisk drøm om at give et stykke natur tilbage til byens børn. I sandkassen blev bybørnenes leg lagt ind i hygiejniske og pædagogiske rammer. Og de fik særlige sandkassedragter på for ikke at smudse bytøjet til. Sandkassedragten blev senere videreudviklet til nutidens børnetøj: fl yverdragten. I modsætning til datidens dyre legetøj, der mere var til pynt end til brug, kunne børnene boltre sig i sandkassen: ”Her møder Barnet ikke den evindelige Retten paa sig, som er saa almindelig fra de Voksnes side.” Inden Dragehjelms død i 1948 var sandkassen blevet en institution – og så selvfølgelig at Dragehjelms arbejde er gledet over i ubemærkethed. Kilder: Ning de Coninck Smith: ’Legepladser og byudvikling i København 1830-1930’ ”
En Idealist og særpræget Personlighed, den gamle Nykøbingenser, fhv. Kommunelærer Hans DragehjeIm, København, er afgaaet ved Døden, 73 Aar gammel.
Hans Dragehjelm var født paa Møllersvej i Nykøbing, Søn af forlængst afdøde Garver Christensen mange Aar havde han sin Gierning ved Københavns Kommunes Skolevæsen, en Gerning, han gik op i helt og fuldt som den fremragende Pædagog og store Børneven han var.
Man har kaldt Hans Dragehjelm for Sandkassens Opfinder, og der er noget om det. Han har nemlig i en Menneskealder i Skrift, Tale og Gerning arbejdet med Problemet Børnenes Leg. Han slog paa et meget tidligt Tidspunkt til Lyd for Indretning af Legepladser for smaa Københavnerbørn, og han har en meget stor Andel i, at der næppe findes et Anlæg eller en Park i nogen større dansk By, uden at der er tilknyttet en Legeplads
Dragehjelm skrev i sin Tid en Pjece om "Barnets Arbejde i Sand", og det var denne, der gav Anledning til, at den af alle Børn saa højt elskede Sandkasse blev et uundværligt Led af enhver Legeplads. Dragehjelm arbejdede utrætteligt og uselvisk for denne Sag, foretog talrige Studierejser i Udlandet for at hente nye Ideer og Impulser, og efterhaanden slog Ideen virkelig an herhjemme. Paa hans Initiativ, og med ham som Raadgiver oprettedes i Aarenes Løb talrige offentlige Legepladser for Børn, baade i Hovedstaden og mange andre Steder i Landet. Hans Dragehjelm har skrevet en lang Række pædagogiske Afhandlinger og Vejledninger om sin Kongstanke - ogsaa i udenlandske Tidsskrifter, og for sin Indsats modtog han i sin Tid Ridderkorset.
Men Hans Dragehjelms Forfatterskab indskrænkede sig ikke til pædagogiske Problemer. Han havde sin Debut som Digter i Lolland-Falsters Stifts-Tidende den 9. Maj 1896 med et Digt "Ved Birket Sø", beskedent signeret "En Student". Gennem Aarene har han skrevet mange andre Ting til sit Barndoms Blad, baade Poesi og Prosa.
Et karakteristisk Træk for Dragehjelm var hans store Kærlighed til sin Fødeø. Hver eneste Sommer fandt man ham ved Marielyst, og der gik næppe en Sommer, hvor han ikke gav sin Glæde over Gensynet med Falster Udtryk i smukke Vers.
Hans Dragehjelm efterlader sig Hustru, men ingen Børn.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. april 1948).
Det omtalte digt stod ganske rigtigt i Lolland-Falsters Stifts-Tidende:
Sol, o Sol, kast dine Straaler
Ned i gylden Farveglans
Over Birketsøens Vover
Over Søens grønne Krans!
Luft, o Luft, mens skjønt Du blaaner,
Tryk saa Søen til dit Bryst;
Men, o naar, ja naar Du graaner,
Slip dit Tag, forlad dens Kyst!
Fugl, o Fugl, paa dine Vinger
Flyv hen over Søens Spejl,
Ja, mens opad Du Dig svinger,
Styr din Kurs for fulde Sejl!
Sø, o Sø, ved dine Bredder
Yd et Tempel, et Asyl
For Enhver, hvad han end hedder,
Der vil undfly Larm og Hyl!
En Student
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. maj 1896).
