En kendt Valbyborgers død og begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle dage siden afgik en bekendt grundejer i Valby ved døden efter kun en dags sygeleje. Det var markmand Andersen der ofte er nævnt i forbindelse med Valby gamle grundejerforening hvis næstformand han var til sin død.

Han har i en årrække været ansat under Københavns Magistrat og fulgte således sin chef borgmester Borup i graven.

For nogle år siden byggede han sig en villa på Trekronergade, og fra den tid blev han en kendt og afholdt personlighed i Valby, hvor han i nævnte grundejerforening hurtig indtog en fremskudt plads. Hans beskedne og ligefremme væsen skaffede ham kun venner, og uagtet han aldrig lagde skjul på sit konservative sindelag, forstod han dog at vinde sine modstandere for sig. Han gik med sine kolleger i foreningen altid med iver løs på gennemførelsen af sager der tjente Valbys interesser. Det har derfor hos alle som kendte ham, og navnlig hos grundejerne, vakt dyb beklagelse at den kun 54-årige mand måtte bukke under for en pludselig indtrædende underlivssygdom der gjorde en operation nødvendig.

I går middags blev han under stor deltagelse begravet på Vestre Kirkegård tæt ved hans villa. Pastor Ussing talte. I følget sås et stort antal af Valbys grundejere og af funktionærer under Københavns Magistrat. Ved kisten sås to floromvundne faner henholdsvis fra Valby gamle Grundejerforening og Foreningen af konservative Arbejdere; og båren dækkedes af et væld af blomster og signerede kranse.

(Dagbladet (København) 27. januar 1903.)

C. Andersen boede på Trekronergade nr. 19, ifølge Kraks sammen med H. J. Hansen, assistent. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Silkehuset"s Syersker. (Efterskrift til Politivennen)

Silkehuset i Vimmelskaftet blev grundlagt 1849 af silke- og klædehandler J. R. Schielderup. Det blev overtaget af silkegrossist Lauritz Dahl i 1896 og samtidig forandredes firmanavnet til Silkehuset. Det forhandlede stoffer. Den 1. oktober 1902 var der udsalg i Silkehuset i Vimmelskaftet 39 (København). Tilstrømningen var så stor at lokalerne blev propfyldte, og man blev nødt til at lukke døren og slå skodderne for indtil trængslen indenfor blev mindre. Silkehuset hørte endnu i perioden 1940-1960 til de førende modehandlere i København. 

Nyere foto (1956) af Silkehuset, taget af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier (Kbhbilleder). Ophavsret: CC-BY.

Skammeligt!

Det fine "Silkehus" og dets kvindelige Kontorister.

En ung Dame meddelte os i Gaar, at hun - efter en Annonce - havde henvendt sig til "Silkehuset" i Vimmelskaftet angaaende en Kontoristplads.

Pladsen kunde hun ogsaa meget godt faa, men da hun hørte Vilkaarene, vilde hun hverken eje eller have den. Der blev nemlig budt 25 Kr. i maanedlig Løn med en kontortid fra 8-6 uden Spisetid. Desuden forlangtes det, at Kontoristen "naar det behøvedes" skulde arbejde til Kl. 10 Aften uden Ekstrabetaling.

Den Plads vilde den velanbefalede, unge Dame ikke have, men desværre er der jo nok andre, der har taget den. Arbejdsløsheden i det Fag er jo stor.

Men at tænke sig, at "Silkehuset", dette prunkende og pralende Etablissement, med sine høie Varepriser, at et saadant Handelshus vil forlange en fattig ung Piges hele Arbejdskraft for en Løn, der end ikke kan sulteføde hende, det er dog mer end almindelig raat.

Men det forbavser forøvrigt ikke dem, der kender "Silkehuset"s ledende Principper.

(Folkets Avis (København) 9. oktober 1902)

Dahls Syersker.

("Silkehuset")

De Forhold paa Hr. Gross. Dahls Systue i Vimmelskaftet (Silkehuset), som i de senere Tage har været omtalt i Bladene, har voldt berettiget Harme hos alle de Mennesker, som ikke kjendte noget til de Lønvilkaar, der bydes Syerskerne i Almindelighed. Men desværre er det ikke alene paa denne Systue, at disse Forhold existerer; rundt som paa Byernes store Magasiner for Damekonfektion arbejdes der under ganske lignende Forhold, og hvad der det ene Sted tjenes paa en Silkekjole, tjenes det andet Sted paa en Kaabe eller Spadseredragt: overalt Udbytning, overalt Slid uden nævneværdig Fortjeneste.

Der er bleven spurgt: Men Organisationerne, gjør de da ikke noget?

Jo vi gjør. Vi har Gang paa Gang kaldt paa Syerskerne, vi har Gang paa Gang ved Møder og gjennem Bladene holdt Billedet af deres elendige Lønforhold op for deres Øjne, men stadig staar den store Skare af Syersker ligegyldig og uforstaaende overfor det ene, der kan forbedre deres Kaar, nemlig Sammenslutningen.

Men vi vil ikke blive trætte af at gjøre dette; engang maa disse Kvinder faa Øjne og Øren aabne for den sunde Fornuft.

Vi indbyder derfor Hr. Grosserer Dahls Syersker (Silkehuset) til Møde i Morgen, Torsdag den 23. Kl. 8,30 Rømersgade 22, 1. 

Vi vilde gjerne søge at klargjøre for dem, hvad vi gjennem vore Organisationer tilstræber og formaar.

For Damekonfektions-Syerskernes Fagforening

Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 22. oktober 1902)

 

Grevindens silkekjole.

En Dag i "Silkehuset". - Frk. Andrea Nielsen afslører en Udsvedningsanstalt.

Indehaveren af en af Københavns fineste Forretninger, Grosserer Dahl, "Silkehuset", har nylig gjort sig bemærket ved den Maade, hvorpaa han averterede efter Syersker. For at faa Rede paa Forholdene i Etablissementet, har Formandinden for de kvindelige Herreskrædere, Frk. Andrea Nielsen, taget Arbejde i Etablissementet en Dag. Og nu giver hun følgende Beskrivelse heraf i "Soc.-Dem.":

I Arbejdslokalet er der 8 lange Borde, og ved hvert Bord er der Plads til 5 a 6 Syersker. Alle Bordene var fuldt besatte, der var saaledes ialt 40 Syersker paa Stuen. Arbejdet forestaas af en Frøken Hansen, og under hende staar otte andre Syersker, der har Plads for Enden af hver sit Bord. Fra disse Pladser giver de deres Ordre til de andre Damer, der staar under dem.

Lønnen er skandaløs. De eneste, der har opnaaet Hr. Dahls 9 Kroner om Ugen, er vistnok de 8 overordnede Damer. De øvrige 32 arbejder for 2, 3 a 4 Kr. om Ugen. Ved Frk. Nielsens Bord sad bl. a. en ung Pige, der havde arbejdet paa Systuen i 8 Maaneder. Hun var "Elev" endnu og fik i Betaling 2 Kr. om Ugen. Det er godt 3 Øre i Timen. Man kan heraf se, at de Syersker, der nu lader sig antage for 3 a 4 Kr. om Ugen, aldrig naar højere op, naar en ung Pige har maattet arbejde for ham i 8 Maaneder, uden at blive mere end "Elev" til 3 Øre i Timen, ja, saa naar de nyantagne Syersker selvfølgelig heller ikke højere op.

I Onsdags havde vi - fortæller Frk. Nielsen - bl. a. en meget elegant Silkekjole at sy til Grevinde Ahlefeldt-Laurvigen. Fire Syersker gør en saadan Kjole færdig paa en Dag, de tre af dem lønnes med 6 Øre i Timen, og den fjerde faar 1 Kr. 30 Øre om Dagen. Hele Arbejdslønnen for Syningen af Grevindens ny Kjole beløber sig saaledes til ialt 3 Kr. 30 Øre.

Hun ved ganske bestemt, at Silkehuset tager 50 Kr. i Syløn for Silkekjoler, der ikke er mere elegant end Grevindens, men selv om vi holder os til de 50 Kr., saa tjener Hr. Dahl alligevel paa en Dag 46 Kr. 70 Øre paa Sylønnen. Som man ser: han tager Lovens Part. De fire Syersker, der har udført Arbejdet, faar gennemsnitlig kun 1 Krone hver, men Hr. Dahl river 46 Kr. til sig paa Sylønnen til en eneste Kjole.

Naar Grevinderne for Fremtiden faar deres ny Kjoler udleverede af "Silkehuset"s guldgallonerede Bud, ved de nu, hvorledes unge Syersker udbyttes, og Kjolerne vil da maaske forekomme dem mindre lækre.

Man forstaar, at Hr. Dahl er bleven Miljonær, og at han har haft Raad til at rejse Jorden rundt for sin Fornøjelse. Pengene er Dag for Dag slidt sammen af de Syersker, der blev her tilbage, medens han morede sig paa Verdens fineste Hoteller. Han nød, hvad et moderne Samfund kan byde Rigmanden, men hjemme paa Systuen i Vimmelskaftet sad unge Piger de lange Dage og syede Kronerne sammen til ham for 6 Øre Timen.

Til Slut fortæller Frk. Nielsen om sine Oplevelser i denne Udsvedningsanstalt:

Nogen stor Forstaaelse af Fagforeningen er der ikke. Lidt efter Frokost stak Bestyrerinden sit Ansigt ind ad Døren. og idet hun lod sine Øjne fare rundt i Stuen, sagde hun: "Ja, her er vel ingen Fagforeningsmedlemmer?"

De forskræmte Væsner kiggede med frygtsomme Øjne paa hverandre. Efterhaanden blev samtlige 40 Par Øjne rettede mod mig, der var den eneste ny Syerske paa Stuen. Jeg maa vel have udstaaet Ildprøven, thi lidt efter udbrød en af Damerne fast: "Nej, her er ingen Fagforeningsmedlemmer!", og Bestyrerinden trak sig beroliget tilbage.

Efter denne lille Afbrydelse opstod der en hel lille Diskussion om Fagforeningen.

En af Damerne sagde, idet hun gjorde et stolt Kast med Hovedet: "Nej, Fagforening gaar jeg aldrig med til. Jeg vil dog beholde min Kvindelighed."

Saa langt staar disse sultelønnede Kvinder tilbage. Men derfor lever de ogsaa under Slavekaar.

(Fredericia Social-Demokrat 24. oktober 1902)

Hilsen fra Silkehuset til Fru Lycinka Hansen, Formandinde for Damekonfektion-Syerskernes Fagforening.

I Henhold til Deres ved Mødet i Onsdags udtalte Ønske om, at vi fire af Silkehusets Syersker, som var til Stede, skulde fremsige vor Mening angaaende Lønforholdene blandt os, vil jeg her komme frem med en ganske kort Udtalelse om Sagen.

Jeg er ganske enig med Dem om, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, eftersom de færdigsyede Klæder i de fleste Tilfælde er temmelig kostbare, og at d Hrr. Grosserere nok kunde betale lidt mere for det Arbejde, der bliver udført. Men jeg tror ikke, at Hr. Dahl betaler sine Syersker daarliqere end andre giør - det bliver vistnok noget lignende over hele Linien. - saa De burde ikke fremhæve Silkehuset saa meget; jeg tror med fuld Sikkerhed, at vi ikke har det daarligst her.

At vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver nok finde rimeligt, da vi da vi ikke alle er lige dygtige, men Frk. Andrea Nielsens Udtalelse om 32 Syersker med 2-3-4 Kr. om Ugen vil jeg rent ud kalde Usandhed. Jeg forstaar ikke, hvor den ærede Dame har vovet at sætte det i Avisen. Har Frk. Andrea Nielsens Mening med denne Artikel været god, saa burde hun have holdt sig til Sandheden.

Der er en Ting endnu, jeg vil modsige; det er naar Frk. Nielsen taler om Tvang under Arbejdet, taler om at vi i bogstavelig Forstand er indespærret og at vi ikke maa forlade Systuen fra om Morgenen, vi kommer, til om Aftenen vi gaar. Selvfølgelig kan vi ikke allesammen faa Lov til et Par Gange om Dagen at rende Byærinder til vores Skomager - hvad skulde vi saa vente Betaling for - men jeg har endnu ikke hørt, at der bliver nægtet en nødvendig Udebliven fra Systuen.

Hvad den friske Luft paa Systuen angaar, da tror jeg ikke, at der findes en sundere Tilværelse paa Magasinerne, end den er her, for ikke at tale om den Hygge, som her findes, og som jeg nok tør sige ikke existerer mange andre Steder.

Ligesaa behøver vi ikke at gaa i Fagforeningen for at kunne samles og tale sammen uden at en Direktrice stikker Hovedet ind ad Døren og iagttager os. Vi kan saa godt udtale os heroppe; vor Direktrice er slet ikke slem til at stikke Hovedet ind ad Døren.

Jeg har ellers ikke noget imod Fagforeningen og mod at Syerskernes Kaar blev forbedret; jeg vilde gierne være med til at faa lidt større Ugeløn. Men er vi nu ogsaa sikker paa at opnaa alt dette ved at gaa i Fagforeningen. Bliver vi virkelig mere tilfredse. I Fald vi var sikker paa det, vilde vi uden Tvivl alle sammen ile hen til Rømersgade 22 og sikre os den lille røde Bog. Foreløbig agter vi ikke at efterkomme Deres Opfordring.

Med Tak for venlig Tiltale

Margrit Helgason, Syerske i Silkehuset.

(Aftenbladet (København) 25. oktober 1902)

Syerskernes Slaveforhold.

Medens de organiserede Arbejdere gjennem deres Sammenslutning har tilvejebragt, om ikke fuldkomne, saa dog tildels taalelige Arbejdsforhold rundt om paa Fabriker og Værksteder, saa arbejder den uorganiserede Syerske under Forhold, der kunde passe for 30 Aar siden, men som nu staar i et saa skærende Misforhold til den almindelige Opfattelse af, hvad man kan byde en Arbejder, at kun Lvinder, der er fuldstændig ligegyldige sot deres eget Vel, kan finde sig deri.

Til Formanden for Syerskernes Forbund kom forleden en Kvinde og fortalte følgende:

I Tillid til et lokkende Avertissement havde hun faaet sin Datter anbragt paa en Systue for fin Linnedsyning i Dannebrogsgade. Begyndelseslønnen skulde være 8 Kr. stigende til 10. Dette saa jo fristende ud, men man høre nu, hvad der forlangtes for denne Løn og under hvilke Forhold, der arbejdedes.

Arbejdstiden var fra 6½ om Morgenen og til ubestemt Tid om Aftenen efter Arbejdsgiverindens Forgodtbefindende; som Regel arbejdedes der daglig 14 a 16 Timer. Desuden var der følgende Reglement, som Enhver havde at rette sig efter:

For at tabe sin Sax paa Gulvet 8 Øre i Bade. for at lade Trykfoden gaa ned 25 Øre, mangle en Knappenaal 2 Øre. en Naal 7 Øre.

Er Synderinden ikke i Besiddelse af kontante Penge, tillægges der for hver Bøde 5 Øre extra, som regnes sammen og trækkes fra Ugelønnen om Lørdagen. Det er yderst sjældent, at en Jomfru undgaar at forsynde sig mod disse Bestemmelser, hvad der forresten ogsaa er umuligt! saa Mulkterne løber meget nemt op til 1 Kr. om Ugen for hver. Som man ser: en meget nem Maade at forringe Ugelønnen paa.

Nogen fast Spisetid kjendes der ikke til paa denne kuriøse Anstalt.

Da Meddelerinden ikke længere vilde lade sin Datter arbejde under disse Vilkaar og derfor tog hende derfra ved Ugens Ophør, fradroges der den unge Pige 2 Kr. af Lønnen "til at avertere for".

At unge Piger, hvis Forstand ikke er modnet til Eftertanke, finder sig i saadanne Forhold, kan til Nød forklares, men at Forældrene roligt lader deres unge Døtre udbyttes saa skammeligt, kan paa ingen Maade forsvares.

Systuen omfatter som Regel 5 a 6 Jomfruer, dens Virksomhed kommer derfor ind under Fabrikloven. - Adressen vil nu blive tilstillet Fabrikinspektricen; derved kan der muligvis sættes en Stopper for en endnu mere hensynsløs Udbytning af Kvinden.

Lycinka Hansen

(Aftenbladet (København) 27. oktober 1902)

Dahl Syersker

Til
Frk. Margrit Helgason.

Jeg beklaqer meget, at De ikke fremkom med Deres Udtalelser om Sagen ved vort Møde i Torsdags. De tilligemed Deres Kammerater - ikke, som De skriver, fire, men efter hvad jeg og flere andre talte, to og tredive - vilde da have faaet endnu mere Udbytte af vort Samvær, end jeg efter Deres Udtalelser kan forstaa, at De allerede har faaet.

Thi vi er jo enige om Hovedsagen, nemlig, som De selv skriver, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, og at Grossererne nok kunde betale mere for det Arbejde, der bliver udført. - Det har da mindre Betydning, om det er Hr. Dahls eller en anden Systue, der bliver trukket frem til offentlig Beskuelse, Hovedsagen er, at det er galt med de Forhold, hvorunder Syerskerne virker, og at vi aldrig naar at faa disse Forhold forandrede uden ved at trække dem frem til fuld Belysning.

Det vilde interessere mig i høj Grad at faa at vide, hvorledes De har tænkt Dem at saa Syerskernes Kaar forbedrede uden gjennem en Sammenslutning. Det er jo nemlig saaledes, at den Enkelte formaar ikke meget i den Sag. At De og jeg er enige om, at Forholdene bør forandres, nytter jo ikke meget, hvis vi ikke formaar at bibringe andre den samme Anskuelse.

De har ikke noget imod Fagforeningerne, skriver De, og De vil og saa gierne have lidt større Ugeløn, men De kan ikke rigtig forstaa, hvorledes De kan opnaa dette ved at melde Dem ind i Foreningen. Jo! jeg er overbevist om, at De kan opnaa store Fordele ved at være organiseret, og jeg støtter min Overbevisning paa Kjendsgierninger: kun de Kvinder i forskjellige Fag. som er organiserede, kan i Virkeligheden opnaa noget, selv om der, grundet paa Humanitet eller andre Grunde, enkelte Steder betales nogenlunde ordenlig, er det ingen ordenlig Garanti for Fremtiden. Kun hvor der giennem en Overenskomst med Fagforeningen er sikret en bestemt Løn, kun der er der et fast Grundlag for Fagets Udøvere at støtte sig til.

Jeg beklager, som sagt, at ikke Deres Udtalelser kom frem ved Mødet, jeg kunde da bedre end paa den indskrænkede Plads, en Avisartikel levner mig, have imødegaaet Dem; men forhaabentlig kommer De tilstede ved vore efterfølgende Møder og deltager i Diskussionen.

I Haab om et godt Resultat af vort fælles Arbejde for Bedring af Syerskernes Kaar, tegner med venlig Hilsen

Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 28. oktober 1902)

Svar til Art. Margrit Helgason, Syerske paa Silkehusets Systue.

I Gaar fremførtes i Aftenbladet en Hilsen til fru Hansen, formanden for Damekonfektionsarbeidernes Fagforening, hvori Margrit Helgason siger, at hun er ganske enig med Fru Hansen i, at Lønforholdene i det hele taget staar meget lavt blandt Syerskerne, og at de trænger til at forbedres, men hun tvivler om, at der kan naas bedre Forkold ved at organisere sig, og Frøkenen er meget indigneret over, at Silkehuset netop er blevet fremdraget. Iøvrigt er Hilsenen til Fru Hansen formet som et Angreb paa mig og min Artikel i "Social-Demokraten" om Silkehuset.

Frøkenen siger at vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver forstaa, da vi ikke alle er lige dygtige, og at min Udtalelse om, at sikkert største Parten af Hr. Dahls Syersker fik en Ugeløn af 2-3-4 Kr., er Usandhed.

Jeg vover at paastaa, at hvad jeg har fremført, er Fakta, da det kan udregnes.

Sluttelig omtaler Frøkenen alt det gode og al den Hygge, der er ved Hr. Dahls Systue, og at Syerskerne er tilfredse og ikke ønsker at indmelde sig i fagforeningen.

Angaaende Hyggen, ja da har vi en fabriklov, som paabyder, at de skal vaskes Gulve paa Værksteder og fabriker, og i dette Tilfælde er det vel i forretningens egen Interesse, at det daglig sker, nemlig af Hensyn til de kostbare Ting, som forarbejdes, og som jo ikke altid kan undgaa at berøre Gulvet. Netop alle disse dejlige Ting lige fra de letteste Tyll chiffoner og til de sværeste Silkestoffer bringer ligesom en vis Hygge. Iøvrigt faar man Indtrykket af, at den omtalte Hilsen er dikteret af Arbejdsgiveren, om den end er undertegnet: Margrit Helgason.

Jeg antager, det er den unge Pige, som var min Sidekammerat; hun havde 8 Kr. om Ugen, og jeg spurgte hende, hvorledes hun bar sig ad med at leve for disse Penge.

- Jo, hun havde altid varet saa heldig at træffe gode Mennesker, hun kunde bo gratis hos.

Noget lignende maa det vel være for de andre Syersker ogsaa, de har Slægt eller Venner, som træder hjælpende til; men det er efter min formening uværdigt for et voxent Menneske, at skulle ty til Venner og Bekjendte for at tjene til Livets Underhold. Og det er det, Kvinderne som arbejder, maa og skal lære at indse.

Man forbavses, naar man hører, at Syerskerne er tilfredse og ikke kan forstaa, hvem der havde været saa uforskammet at blande sig i deres Sager. 

- Her kommer de og fortæller, at de kan sy, og saa kan de ingen Ting, eller de kommer og vil lære og saa skulde de være misfornøjet med den Løn, Hr. Dahl giver - sagde en af de paa højst Løn, 10 Kr., meget indigneret paa Hr. Dahls Vegne: og trøstende sagde hun til en ung Pige. som var i Lære for 2 Kr. om Ugen og som nu havde været der i 8 Maaneder: "De skal ikke græde, Hr. Eriksen afskediger Dem nok ikke, saa skulde jo mange flere væk. Der er jo ingen, som bestemt kan sige, at det er Deres Søster som er gaaet til "Social-Demokraten"; nej, det er nok Redaktør Wiinblad, der har været andre Steder og er bleven underrettet, eller det er ondsindede forretningsfolk, men det er uforskammet mod Hr. Dahl, som er saadan en human Mand."

Således ræsonneres der. De, der har 9 a 10 Kr., føler sig som næsten et med deres Arbejdsgiver, og de, som har 3 a 4 Kr., er grædefærdig ved Tanken om at komme bort.

Saaledes er Tankegangen hos de uorganiserede Kvinder. De føler frygt for at miste et saa lavt betalt Arbejde. Derfor maa Tankemaaden forandres hos det store Tal af Syersker.

Foreløbig opfordres alle Syersker, enten de arbejde paa Systuer eller i Hjemmet, til at møde Onsdag den 29de Kl. 8,30 i Arbejderforeningen af 1860's Sal til et offentligt Møde. Talere Frk. Andrea Nielsen, fru Lycinka Hansen og Hr. Journalist Oskar Jørgensen, Oplæsning af Hr. Folketingsmedlem A. C. Meyer. Sang af et Sangkort. Solosang af en Dame. Som det ses, arrangeres Mødet helt festligt, saa der forventes stor Tilslutning.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 29. oktober 1902).

Syerskernes Protestmøde i Aftes.

1860-Arbejderforeningens store Sal var fyldt til Trængsel. Paa Gulv og Balkon saas Hoved ved Hoved opmærksomt lyttende Kvinder, der ved stærkt Bifald gav tilkjende, at de billigede de faldne Udtalelser.

Fru Elna Larsen aabnede Mødet og gav Ordet til

Frk. Andrea Nielsen, der udviklede hvorledes Arbejderne i de sidste 30 Aar har oparbejdet deres Organisationer og qjennem dem sikret sig bedre Arbejdsvilkaar. De Kvinder, der har haft den samme Forstaaelse, har opnaaet de samme Fordele, og hvor for Fabrikanterne overlegent havde erklæret, at de intet vilde have at gøre med Fagforeningen, havde denne tilkæmpet sig saa megen Respekt, at Arbejdsgiverne nu søgte deres Arbesdskraft fra Foreningen. Karl Marx bekjendte Ord: "Proletarer i alle Lande, forener Eder", gjaldt ogsaa for Kvinderne.

Fru Lycinka Hansen omtalte den Nøjsomhed, hvormed Syerskerne finder sig i de usle Arbejdsvilkaar, der bydes dem. Kvinderne skal ikke være taknemmelige, fordi de faar Lov til at arbejde for en ringe Løn, thi derved nedsatte de dem selv og deres Arbeidsværd. Kvinderne skal tage Lære af, hvad der sker i andre Fag. Det ligger i deres egen Haand at forbedre deres Forhold og giennem Sammenslutning vise deres Magt.

Vi Arbejdere har en fælles Fjende: Kapitalen; vi har et fælles Maal: vor Stands Frigiørelse for Kapitalens Misbrug. Om det maa vi alle samle os.

Hr. Oscar Jørgensen: Dette Møde er jo foranlediget ved de Artikler, der i flere Blade fremkom ang. Silkehusets Forhold til de kvindelige Arbejdere. De daarlige Lønninger, som omtaltes, var efter Hr. Dahls egen Opgivelse. Naar en rig Grosserer mente, at 20 Kr. om Maaneden var nok for en Kvinde af leve af, medens han selv maaske brugte hundreder af Kroner om Dagen paa sine Reiser, saa var der al Anledning for Kvinderne til at drøfte dette Spørgsmaal. Det, som det fremfor alt gjaldt om, var at bibringe Kvinden Troen paa, at det vil lykkes dem at tilvejebringe bedre Forhold. Hvis en Arbejdsgiver bød en Kvinde 10 Kr. om Ugen og hun kun vilde modtage 5, da vilde man regne hende for meget dum, men den Kvinde, der staar uden for al Organisation og ikke vil være med at skaffe bedre Forhold tilveje, handler i Virkeligheden lige saa modsat sine egne Interesser.

Fru Elna Larsen takkede Talerne og haabede, at de tilstedeværende Kvinder, der ikke var organiserede, vilde efterkomme Opfordringen om at indmelde sig.

Hr. Folketingsmand A. C. Meyer oplæste smukt og stemningsfuldt "Sangen om Skjorten", der tog stormende Bifald. Hr. Meyer kvitterede ved nogle flere Digte.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1902).

Til Frk. Andrea Nielsen.

Formandinde for de kvindelige Herreskrædere.

Jeg har læst Deres Artikel i "Aftenbladet", hvori De formoder, at hvad jeg har skrevet i Avisen angaaende Deres Besøg i Hr. Dahls Forretning, er nok dikteret af Arbejdsgiveren. Jeg vil lade Dem vide, at hverken Hr. Dahl eller nogen anden har paaskyndet mig i den Retning, jeg har skrevet i egen Interesse og af egen Drift, fordi jeg syntes, at der blev gjort et temmelig stærkt Angreb paa Silkehuset, som efter min Mening ikke frem for andre Systuer har fortjent Dadel.

Maaske synes De, at jeg tager fejl, men jeg har dog kun handlet efter min Overbevisning og Pligtfølelse. Og for at forebygge Misforstaaelse vil jeg forklare, hvad jeg dermed mener: Naar jeg nu er ansat paa denne Systue og jeg føler mig tilfreds med at være det, føler at Forholdene der er i mange Henseender bedre end andre Steder, hvor jeg har været, saa taaler jeg ikke at netop denne Systue bliver trukket frem som et daarligt Exempel. Det er kun det jeg har ment med min Artikel, jeg har forsøgt at forhindre Publikums farlige Misbilligelse af Silkehusets Systue.

Hvad Syerskernes Lønforhøjelse angaar, saa har jeg vistnok fortalt Dem, at jeg fuldt ud staar paa Deres Side, for saa vidt det kan lade sig gjøre - og De maa endelig ikke antage, at jeg i den Retning er saa dum at staa mig selv i Lyset - kan De drive det saa vidt, at der over hele Linien sker en virkelig Forbedring blandt Syerne, saa skal jeg ikke være den sidste, der bringer Dem min Tak for udvist Opmærksomhed.

Hermed frabeder jeg mig yderligere Korrespondance og slutter med venlig Hilsen.

Margret Helgason.

(Aftenbladet (København) 2. november 1902).

I juni 1903 overgik ejerskabet af Silkehuset fra grosserer Dahl "af helbedshensyn" til et aktieselskab med samme navn. 

Graverkarlene klager til Politidirektøren. (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård er der i disse dage udbrudt krig mellem graverkarlene.

Krigen gælder naturligvis gravene og retten til at anlægge og vedligeholde dem og den deraf flydende fortjeneste.

Der er to slags graverkarle, de af Magistraten fast ansatte og de private, der er antaget af nogle gartnere, der har påtaget sig at anlægge og vedligeholde gravsteder for folk.

Magistratens graverkarle mener at de fremmede folk går dem i bedene og har derfor indgivet klage til politidirektøren, og spørgsmålet er ikke så lige at afgøre.

De to slags graverkarle er let kendelige fra hverandre, idet nemlig de fast ansatte bærer et skilt med Magistratens mærke i huen, medens de private har et lille skjold på frakkeopslaget, så folk kan sagtens vælge mellem dem uden at tage fejl.

Spørgsmålet er om der foreligger overtrædelse af bestemmelserne om forholdene på kirkegårdene. For at få det spørgsmål afgjort, har politidirektøren nu henvist klagen til rettens afgørelse.

(Folkets Avis 17. september 1902)

Vestre Kirkegård, 1901. Kortet viser kirkegården før udvidelsen mod vest i 1920. Helt mod syd ses det område som senere blev afstået til DSB til anlæggelse af togforbindelsen mod Køge. Kbhbilleder. Helt øverst er Nordre Kapel lige kommet med. Søndre Kapel i midten af "stjernen" er endnu ikke opført (1906). No known rights.

Sylvia Pio gift med Grev Knuth. (Efterskrift til Politivennen)

Sylvia Pio (1876 eller 1878 - 1932) var datter af Louis Pio (1841-1894) og Augusta Jørgensen. Sylvia fødselsdato er omstridt. På hendes gravsted står 1878 - hvilket hun også selv til sin død hævdede. Dette er en del af indslag om Sylvia Pio, se samtlige indslag.

Sylvia Mizpah Poulsen (1878/6-1932). Fotograf John Friis. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

En artikel i Politiken 28. februar 2005 skrev:

"Hvad Augusta Jørgensen angik, så fik hun en datter, Sylvia, i november 1876. Der blev indført i kirkebogen, at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Det er sandsynligt, at det var rigtigt. Pio slap ud af fængslet i 1875. Dog hævdede Sylvia selv som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. Det kan hun have gjort for at gøre sig selv to år yngre, men det kan måske også skyldes, at Pios faderskab ikke skulle kunne drages i tvivl."

I Chicago voksede hun op i fattige kår. 

Louis Pio. Fotograf Wilhelm Adolph Schulenburg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pios datter.

Afdøde Louis Pios eneste datter frøken Sylvia Pio, ligger for tiden syg af blindtarmsbetændelse i Chicago. Den unge dame der er meget afholdt mellem sine landsmænd, er i disse dage ifølge "Pol" blevet underkastet en livsfarlig operation.

(Fyns Social-Demokrat, 7. januar 1902)

Racine, Wis. d. 20. juli 1902

Miss Sylvia II. Pio, som har været ansat i civiltjenesteafdelingen på Chicago Rådhus i flere år som bogholder og som er datter af den afdøde danske socialistleder Louis Pio, er ifølge Chicago Tribune afrejst til Danmark for at holde bryllup med grev Knuth til Knuthenborg og Bandholmsgård på Lolland. Greven var forrige år på en rejse jorden rundt og gjorde bekendtskab med miss Pio i Miami, Florida. - Fra anden side oplyses at miss Pio kun er på feriebesøg hos sin onkel, oberstløjtnant Pio i Danmark, og at hun vil være tilbage på sin post på Chicago Rådhus inden sommerens udløb.

(Østsjællands Avis (Køge), 8. august 1902).

Louis Pios datter gift med lensgreve Knuth.

Fra London er nået en meddelelse hertil som er egnet til at vække den største opsigt. Den går ud på intet mindre end at datteren af det danske socialdemokratis førte fører, den af autoriteterne så stærkt forfulgt Louis Pio, i mandags i London er blevet viet til lensgreve Knuth til Knuthenborg.

Meddelelsen bekræftes fra forskellige sider. På Knuthenborg venter man de nygifte hjem i dag og alle forberedelser til modtagelsen er gjort. Tjenerskabet som afskedigedes efter lensgrevens korte ophold på Knuthenborg sammen med sin forlovede, er atter sammenkaldt og indtrådt i deres tjeneste.

Grev Knuth har tilbragt de seneste år på rejser i udlandet. Under et ophold i Amerika gjorde han Sylvia Pios bekendtskab og resjultatet var at de blev forlovede.

Fra alle grevens slægtninge er der selvfølgelig gjort alt for at for at hindre mesalliancen. Man troede det var lykkedes at fremkalde et brud mellem de forlovede i foråret og man tog grevens hastige opbrud fra Knuthenborg som et tegn herpå. Skønt forberedt kommer meddelelsen om ægteskabet dog derfor ikke desto mindre overraskende.

-  -  -  -

I formiddags indløb et Ritzau-telegram der yderligere bekræfter at vielsen har fundet sted.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 10. juli 1902).

Miss Sylva Pio og grev Knuth-Knuthenborg.

Da den ultraradikale socialdemokrat Louis Pio i 1894 afgik ved døden i Chicago, efterlod han sig hustru og datter i små kår. Fru Pio fik en ansættelse i et af bykontorerne, og her lykkedes det også senere hendes datter at få plads. Den smukke, unge dame, der har arvet sin faders indtagende væsen, blev for nogen tid siden forlovet med en dansk adelsmand, grev Knuth-Knuthenborg, som i øvrigt er os ubekendt. Chicagobladene bringer i disse dage artikler om de nyforlovede og billeder af bruden. Politiken gengiver et billede af Chicago Chronicle og ligeså den efterfølgende tekst, hvori en dansk læser foruden pudsige misforståelser vil se en prøve på de amerikanske blades naive opfattelse af et europæiske hof. Artiklen lyder :

"Springet fra en pult i bykontoret i Chikago til en hæderfuld plads ved kong Christians hof i Danmark ligger langt udenfor en almindelig Chicago-piges indbildningskraft. Men frøken Sylvia Pio vil nu gøre dette spring.

Den unge dame er i øjeblikket på vej til sit fødeland, hvor hun vil ægte grev Knuth Knuthenborg, Brandholm, Lolland. Grev Knuth tilhører en af de mægtigste og berømteste familier i Danmark.

Louis Pio, faderen til denne lykkelige unge dame, blev for mange år siden forvist fra sit fødeland. Ved sin forvisning stod han endnu i sin ungdoms fulde kraft. Var hans ideer den gang trængt igennem, havde han nu været Danmarks konseilspræsident.

For det er Pios ideer, der omsider er blevet rådende i Danmark. Hans datter vil vende tilbage og forlange sin plads ved hoffet, og det vil ske ved hendes ægteskab ind i en af de familier, der drev hendes fader i landflygtighed.

En så forunderlig skæbne skyldes den ydre omstændighed, at hun sidste januar på Palm Beach Hotel, i Miami, Florida, mødte grev Knuth, som befandt sig på en rejse rundt om jorden. Der blev holdt et bal, og den unge dame anede ikke, at den fremmede, hun dansede med, nedstammede fra en af de familier, der efter at have grebet ind i hendes faders skæbne nu skulle gribe ind i hendes egen.

Det flygtige bekendtskab blev snart til venskab, og da grev Knuth erfarede, at frøken Pio var hans landsmandinde og da han erindrede hendes faders tragiske historie, blev venskabet til en langt alvorligere følelser. Den unge adelsmand følte en oprigtig kærlighed vågne til frk. Pio. Han sagde hende det, og han tilbød hende ægteskab og al den oprejsning, hun ønskede ved kong Christians hof.

Frøken Pio gengældte grevens kærlighed, men først ville hun tale med sin moder. Hun vendte da tilbage til sit hjem i West-Congress Street 1883 i Chicago Senere kom grev Knuth inkognito til Chicago, hvor han traf fru Pio. Hun samtykkede i forbindelsen, men forinden forlovelsen fejredes, måtte den unge adelsmand erhverve det fornødne samtykke af det danske hof.

Svaret, som indtraf for en måned siden, var en billigelse af hans forsæt. Samtidigt medfulgte en indbydelse fra hoffet til frøken Pio. Hun afrejste sidste uge og vil indtræffe til Danmark noget før grev Knuth, som herfra fortsætter sin rejse rundt om jorden. Han har dog nu forladt Australien og er på vejen hjem, hvor han vil gense sin Chicago-brud og bøde på den uret, hans hjemland begik mod hendes fader.

Grev Knuth, der er 25 år gammel, blev i 14-års alderen sendt til en skole i England, hvor han levede, indtil han for få år siden vendte tilbage til Danmark og indtog den stilling, han i kraft af sin fødsel var berettiget til at indtage. Frk. Sylvia er 24 år gammel. I Chicago har hun længe været anset som en enestående type på nordisk skønhed".

Således lyder Chicago Chronicles beretning, for hvilken den fraværende grev Knuth selvfølgelig ikke har det mindste ansvar. Den er skrevet ud fra det sædvanlige amerikanske synspunkt at en konge i Europa er en slags alderman i sit sogn.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. juli 1902)

Frøken Sylvia Pio fra Chicago er ifølge Nykøbing Dagblad i disse dage gæst på Oreby Slot hos baronesse Rosenørn, født Knuth Knuthenborg.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 7. august 1902)

A despatch from Chicago says Sylvia Pio, who has been an employee in the civil service department at the City Hall in Chicago, has started for Denmark, her native land, where she is to marry Count Knuth Burg, a member of one of the most illustrious and wealthy families of the country. Miss Pio met Count Knuth Burg, who was travelling around the world, at Miamo, Fla., last January. Later the Count came to Chicago and obtained the consent of Mrs. Pio, the mother, to marry her daughter. The approval of the leaders at the Danish court was nexxt sought. Their answer, received a month ago, was an acceptance to Miss Pio to come immediately to the Scandinavian court.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 13. august 1902).

Sylvia var gift juli 1903-1912 med lensgreve og godsejer Eggert Christopher Knuth. De fik 2 børn. På Knuthenborg på Lolland levede hun som lensgrevinde. Men ægteskabet med grev Knuth gik ikke. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Københavns Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 På hundekirkegården.

Mellem Garnisons Kirkegård og Østerbros Alle strækker sig en lang strimmel jord, som ejes af en gammel gartner. Størstedelen af dette areal er udstykket i små pyntelige kolonihaver; en mindre del er optaget af væksthuse, og mellem disse og haverne ligger Københavns hundekirkegård.

Række ved række ligger alle de små, velholdte grave, nogle omgivet af en lav buksbomhæk, andre indhegnede af et fletværk, dannet af smidige kviste, og atter andre dækkede af en oval stenramme, inden for hvilken der er plantet lave blomsterbuske, røde og hvide bellis, stedmoderblomster osv. På de fleste af disse grave er stadig henlagt friske blomster der i forening med inskriptionerne på de små hvide marmortavler vidner om at de firbenede venner, som her har fundet deres sidste hvilested, ikke er glemt

Overalt ser man hundens hovedegenskab fremhævet: dens trofasthed. På en enkelt sten står kun: "En trofast hund" ; ellers angives stedse dyrets navn: "Tak for din trofasthed, lille Bob", "Farvel, trofaste lille "Hille!" osv. Enkelte steder ser man længere inskriptioner som fx: "Den første til at byde velkommen" eller "A. V. Petersens eneste ven Trofast, der sørgede sig ihjel under sin herres sygdom." 

Medens vi vandrer rundt blandt disse grave, der vidner om så megen rørende kærlighed og dyrevenlighed, støder vi på en midaldrende mand der er i færd med at strø hvide blomster ud over en efeupyntet grav.

"De synes vist det er underligt vi gør så megen stads af vore døde hunde", siger han smilende og ser op.

"Åh nej, hvor det?"

"Jo, der er mange mennesker, der ikke forstår det. Men De har måske selv haft hund en gang?"

"Ja"

"Ja, så ved De nok at det er de bedste væsener, Vorherre har skabt. Som nu min lille hund, der ligger her. I mange år har den været min bedste og mest hengivne Ven, altid lige god og trofast og kærlig. Aldrig ved jeg at den nogensinde har gjort noget ondt, men ved utallige lejligheder har den vist, at den holdt af mig og var taknemlig for hver lille velgerning. Tror De noget menneske kunne være således?"

"Åh nej, måske ikke."

"De kender vist den gamle historie om en hund, som lagde sig på sin herres grav og nægtede at tage føde til sig og døde af sult ?"

"Ja, naturligvis".

"Men De tror vist ikke rigtig på den?"

"Åh jo, hvorfor ikke?"

"Jo, for jeg kan fortælle Dem. at noget lignende for ganske kort tid siden er passeret i Stockholm. Det var en gammel dame, der var død. Hunden veg ikke fra den døde, og da hun blev lagt i kisten, holdt den trofast vagt ved den indtil begravelsesdagen. Så fulgte den med til kirkegården, og siden veg den ikke fra graven. Nogle medlidende mennesker bragte mad ud til den, og når sulten nagede den stærkt, spiste den. Men en dag fandt man den alligevel død af sult. Og det blev senere oplyst, at nogle vagabonder i flere dage havde stjålet maden. Og den historie er sand, for jeg har den fra en familie derovre".

Han stirrede et øjeblik tavs på den hvide marmorplade, på hvilken kælenavnet "Lillemi" læstes i gylden skrift. Så fortsatte han:

"Så hengiven kunne dog intet menneske være. Man skulle næsten tro at sådan en lille hund havde en instinktmæssig forudfølelse af at den engang skulle gense den døde, - i en verden, hvor der bliver set mere på de indre egenskaber end på de ydre. Og hvorfor skulle det ikke også være tilfældet? Står der ikke skrevet at der falder ikke en spurv til jorden uden at det er Guds vilje? Må man da ikke tro at han har samme omsorg for alle sine skabninger, og ville det ikke være uforenelig med vore begreber om den evige retfærdighed, om menneskets bedste venner, der kan tænke og føle, glæde sig og lide ganske som vi andre, og som tilmed er bedre end de fleste af os, om de skulle være udelukkede fra den bedre verden, hvori vi alle engang håber at havne? Jeg vil i alt fald aldrig opgive håbet om at gense den kære skabning, der nu sover sin sidste søvn dernede!"

Vi passiarede endnu en stund om det samme emne. Den varmhjertede dyreven havde mange træffende eksempler at fremdrage om hundens klogskab, trofasthed, vagtsomhed, sporsans, hengivenhed osv. Og alt som han talte, kom herrer og damer, voksne og børn og puslede om de pyntelige hundegrave, vandede og plantede og bragte små duftende buketter. Der er vel nok dem som kunne trække på smilebåndet ad denne omhu for dyrenes sidste hvilested, måske endog tage forargelse deraf, - os forekom det som et smukt vidnesbyrd om, at der dog også findes mennesker som er trofaste i mindet. 

Ami.

(Vejle Amts Folkeblad, 31. juli 1902)

Musikdirektør Joachim Andersens hund er død og blevet begravet på hundekirkegården.

Der eksisterer nemlig her i byen en hundekirkegård. Det er et stykke af gartnerhaven der støder op til Garnisons Kirkegård, og som dens entreprenante ejer har indrettet til en begravelsesplads hvor folk kan løbe gravsted til "Delle".

Hvis man går derind, vil man se små marmortavler på hvilke den døde hunds navn står med smukke guldbogstaver. Der er ikke noget at sige dertil. Man kan godt uden at være hysterisk have sin firbenede ven så kær at det føles som en trøst i sorgen over at miste den at begrave den pænt og sætte et par mindeord på dens grav.

Den fortjener det stundom bedre end mangen samfundsstøttte på hvis grav en prægtig marmorsøjle knejser.

Nuvel! Hr. og fru Joachim Andersen der ingen børn har, holdt selvfølgelig meget af deres lille hund som man hver dag om sommeren kunne se følge sin herre gennem Tivoli til koncertsalen. Det er derfor rimeligt at de lader den begrave pænt. I hvert fald bliver det deres egen sag.

Men det forekommer mig at det grænser op til det latterlige og urimelige når man læser i en avis at Koncertsalens musikere sender en palmedekoration til hundens kiste.

En palmedekoration!

Det er ikke ethvert menneske som får palmer på sin kiste når han er død. Jeg har set kister blive sænket i jorden uden en eneste blomst på . Det har ganske vist været fattigvæsenskister, men også et fattiglem er jo, som bekendt et menneske.

Men til en hund sender d'herrer musici en palmedekoration.

Nu ja! Enhver har jo lov til at bruge sine penge til hvad han vil, og palmedekorationer skal være Pitz - således hed hunden - velundt.

Men det kan ikke ved en sådan lejlighed undgå at falde en i øjnene at det er en mærkelig verden hvor man lægger palmedekorationer på en hunds grav og putter mennesker ned uden at ofre så meget som en fattig levkøj eller asters på deres kiste.

Khan.

(Folkets Avis - København, 1. februar 1904).