Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død. Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.
Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903.
Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).
Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie
1839-1899II
- - -
Med Bartholdy som Dirigent
Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.
Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.
Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"
Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.
Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.
Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.
Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang.
Brumbas.
(København 4. august 1899)
Menneskets Stemme.
Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.
Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.
Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.
Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.
Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?
Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.
Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.
Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.
(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)
Studentersangforeningen
Foreningens Virksomhed i den forløbne Sæson.
Den 5te Juli fyldte Studentersangfomingen 61 Aar, og faa Dage forinden sluttede Foreningen sin Sæson med sin aarlige Skovtur. Der er Grund til at kaste et Blik paa den Sæson, der er forløbet; thi aldrig tidligere har noget Aar været saa rigt paa Minder i Studentersangforeningen, aldrig har Sangerne sunget saa ofte - og saa godt. Sangerne er i Aar komne i Rapport til det store Publikum, og Resultaterne fra Koncerterne har vist, at det har været til stor musikalsk Nytte for den danske Studentersangforening, at den saa ofte er optraadt offenlig. Den 18de September i Fjor mødtes man til Aarets første Prøve. Ganske kort Tid herefter udførte det mindre Kor Ruskantaten ved Studentersangforeningens Rusgilde den 30te September. Den 23de Oktober fejredes Foreningens 60-Aars Fødselsdag ved en stor Fest i Larsens Lokaler. Den 16de November sang man ved Universitetets Reformationsfest, og to Dage senere assisterede Sangerne ved Griegs store Koncert. Den 6te December blev en Mærkedag i Sangforeningens Historie. Paa denne Dag gav Sangerne deres store Koncert paa Universitetet. Koncerten blev en meget stor Sejr for sangerne. Sjælden - eller aldrig - er der hørt saa god Korsang herhjemme, og Koncerten endte da ogsaa med en stor Ovation for Dirigenten, Hr. Johan Bartholdy. Han havde ytret Ønske om at trække sig tilbage, men lod sig dog paa Generalforsamlingen den 12te December bevæge til at modtage Gjenvalg, hvad der foraarsagede stor Glæde indenfor Sangernes Kreds. Efter Juleferien modtog man paa ny til Prøverne.
Den 10de Marts havde Sangforeningen den Sorg at miste sin højtelskede Formand, Professor J. P. E. Hartmann. Det uerstattelige Tab gav Anledning til en Række Mindekoncerter. Ved Begravelsen den 20de Marts sang man i Kirken, senere ved Graven og om Aftenen fra Studenterforeningens Balkon. Et Par Dage senere gav Sangforeningen i Koncertpalæets store Sal sin Mindekoncert. Ved det kgl. Theaters Mindeforestilling den 28de [ulæseligt] Studentersangerne ved Udførelsen af Hartmanns dejlige "Vølvens Spaadom". Den 11te April sang Foreningens "lille Kor" i Studenterforeningen ved dens Mindefest for Mesteren. Som sædvanligt sang man Kantaten ved Universitetets Fest den 20de April i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fødselsdag. De fem første Dage af Juni tilbragte 85 af Sangerne paa Pinsesbesøg i Aalborg - en Tur, der jo blev udførlig refereret her i Bladet. Den 15de Juni sang man i Tivoli, og allerede Dagen efter afrejste det "lille Kor" paa en to Dages Tur til Nykjøbing Falster. Næppe hjemkomne herfra sang Studenterne atter, denne Gang ved Foreningen "C. A 28de Juni"s Fest i Kongens Have den 24de Juni. Og endelig sluttede man af med Skovturen den 30te Juni.
Som man ser, det er intet ringe Antal Gange, Studentersangerne Aar har sunget. Det musikalske Resultat har været meget tilfredsstillende; Sangerne har gjort megen Lykke ikke alene som Studenter, man ogsaa som Sangere.
Og naar Resultatet i Aar musikalsk har været saa godt, saa skyldes dette i første Række Dirigenten Hr. Johan Bartholdy. I selve Ledelsen af Foreningen har han haft en fortrinlig Støtte i Sangernes Økonomidirektør, Inspektør Uffe Wøldike, der i sin forholdsvis korte Formandstid har forstaaet at gjøre sig afholdt som faa, ikke alene mellem Sangerne, men hos alle, med hvem Studentersangforeningen i det begivenhedsrige Aar 1899-1900 er kommet i Berøring.
R- B.
(Dannebrog (København) 16. juli 1900).
Johan Bartholdy.
I sit 52de Aar er Professor BarthoIdy i Gaar Morges temmelig pludselig død. Uden foregaaende Sygdom, midt i sin Livsgerning, optaget af sit nær forestaaende Sølvbryllup, som skulde festligholdes bl. a. med en Koncert, bestaaende af egne Kompositioner, er den livsglade, mobile Mand kaldt herfra, ladende os andre - trods lignende, hyppig indtræffende Tilfælde - undrende og forbavsede tilbage.
Alle vi ældre, der har fulgt Bartholdy fra Ungdomsfærden, husker ham som et ideelt anlagt, ungt. begejstret Musikmenneske. Det var af Kærlighed til Kunsten, han forlod den Bane, som han havde forberedt, og der var over hans Ungdoms- og Manddomstid altid været Tilløb til det store i den musikalske Komposition. Men Bartholdy havde ikke Evne til at uddybe sine Værker, og derfor finder man blandt meget godt ogsaa ikke saa lidt usigtet og ligesom tilfældigt. Det betydeligste, han har skrevet, er vistnok Operaen "Loreley" - samt en Del af hans mange Sangkompositioner. Operaen "Dyveke" skyldes ogsaa ham.
Ved Siden af sin kompositoriske Virksomhed var den afdøde Kantor ved Matthæuskirken, og havde en betydelig Lærergerning, fra hvilken der er udgaaet ikke faa dygtige Sangere.
Bartholdy var en jovial og elskværdig Mand, der havde en stor Vennekreds. I nogle Aar var han Leder af Studentersangforeningen.
(Dannebrog (København) 7. december 1904)
Loreley blev i 1887 opført på det Kongelige Teater. Han blev kanto ved Matthæuskirken 1883.
Johann Bartholdy død.
Jeg traf ham for vel en 26 Aar siden for første Gang oppe i Albert Meyers sangkonservatorium. Han var da min første Lærer i Sang en aaben elskværdig, ligefrem Natur, sund og stærk med en Malmrøst, som kunde faa Jerichos Mure til at falde. Han var Fyr og Flamme, naar Talen var om Musik, robust som selve den jyske Natur, hvoraf han var rundet - kunde ikke sætte sig til Flyglet uden at rutsche frem og tilbage paa stolen, smække med Rodepulten og anslaa Klaveret med sine haarde Hænder, saa det rungede. Først da var han kapabel til at undervise.
Bartholdy og jeg s nakkede løst og fast om Musik, lige interesserede - en Del af Timerne forløb ganske vist udelukkende paa denne Maade - , og han spillede og sang sine Sange for mig med en aldrig utrættet Begejstring - "Jeg har skrevet alle mine Sange for min Kæreste" (hans nuværende efterladte Hustru) - det vat det stadige Omkvæd.
Hvor jeg holdt af ham! Og hvilke hyggelige Timer vi tilbragte sammen først i hans Ungkarlehjem i Nyhavn, senere da han som Nygift bosatte sig i Gothersgade, lige over for Botanisk Have - jeg som det beskedne "unge Menneske", han som den rasttøse Komponist, der skrev, saa Noderne føg omkring ham, medens han tillige forstod at traktere alle mulige Instrumenter.
Traf man ham atter efter et Sommerophold, kunde man være vis paa al høre ham sige: "Jeg strutter af Musik".
Og som han struttede af sundhed, Kammeratlighed og Glæde over Livet, var der ogsaa i hans Kompositioner en overdaadighed af Evne, Lyrik, af Guld og af slakker.
Thi Bartholdy var ikke nogen kritisk Natur. Han tog alt med af godt eller ondt, hvad der faldt paa hans Veje, arbejdede utrættelig, havde Elever i Massevis og fik endda Stunder til at koncentrere sin spredte Natur paa saadanne Opgaver som et Par Helaftensoperaer. De vil ikke overleve ham - dertil var han ikke kræsen nok i Valget af sine Midler - af hans mindre Sange vil man endnu i mange Aar huske en Række paa Grund af deres Ærlighed, deres lyriske Evne og den hele musikalske Naturkraft, som de indeholder.
Ja. Bartholdy struttede virkelig af Musik.
Foruden sin Virksomhed som Komponist fik Bartholdy med sin utrættede Arbejdskraft Lejlighed til at virke paa andre Mander i Musikens Tjeneste.
Man vil huske ham fra en Række populære Kirkekoncerter i Matthæuskirken til bedste for Sognets Fattige.
Man vil ligeledes huske hans Virksomhed som "Studentersangsoreningen"s Dirigent, hver han ikke sparede sig selv eller sine Kræfter, selv om hans robuste Maade at optræde paa maaske okke altid faldt i det akademisk renlivede Sangkors smag.
Underligt nok, at man vragede ham som Akademikernes Kordirigent. Thi var der noget, han var stolt af, da var de, netop det at være Akademiker. Vi talte saa ofte om Akademikernes Berettigelse til at være Foregangsmænd som Stand betragtet, og han hævdede med jysk Stædighed, at blot det, at man mere end det øvrige Bourgeosi forstod Fremmedordenes Betydning, gav studenterne en særlig Forret - og han var sikkert mere stolt af at være statsvidenskabelig Kandidat end af at være titulær Professor.
Med Johan Bartholdy har Landet mistet en fanatisk Elsker af Musik, en alsidig og dygtig, om end ikke særlig fremragende Kunstner - og et bravt Menneske
(Sophus Andersen)
(København 7. december 1904)
Johan Bartholdy døde pludselig af en hjerneblødning. Han er begravet på Vestre Kirkegård
