Rekylgeværaffæren 1904/1905, 22. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Madsens Kuglesprøjter.

Hr. Albertis Udflugter.
Nye Oplysninger.
45,000 Magasiner under Arbejde

Nærmest ansvarlig i den opsigtsvækkende Rekylriffel-Affære, Manden, til hvem Spørgsmaalene maa stilles, og af hvem Svar kan kræves, er Krigsminister Madsen. Han er Rekylriflens Opfinder, og han er øverste Chef for Geværfabriken. Han havde dobbelt Anledning og Pligt til under de nuværende Krigsforhold at følge sine Riflers Veje og til omhyggeligt at vaage over, at der end ikke gaves nogen Magt Anledning til Mistanke.

Men ved Siden af Krigsministeren staar Justitsministeren med Ansvar for, at Landets Neutralitetspligter til Punkt og Prikke opfyldes. Gennem Politiet kan ethvert mistænkeligt Fænomen komme til hans Kundskab, og han bør straks beordre en Undersøgelse. Man har da ogsaa gentagne Gange set Vidnesbyrd om en næsten sygelig Ængstelse fra Hr. Albertis og hans Underordnedes Side, naar det gjaldt om at værne os mod russisk Mistanke.

Man forstaar da, at Hr. Alberti straks har beordret sit Blad "Dannebrog" til at rykke den betrængte Madsen til Undsætning.

Det søger først at rense ham for Mistanke om personlig Fordel. "Krigsministeren" - skriver "Dannebrog" har ingen Lod og Del i Selskabets (Dansk Rekylriffelsyndikats) Ledelse, er end ikke Aktionær i Selskabet. Hvad der interesserer, er imidlertid, paa hvilke Vilkaar Hr. Madsen har overdraget sin Opfindelse til Selskabet. Uden at være Aktionær kunde han jo godt oppebære Procenter af Salget. Der er maaske dem, som vilde mene, at en saa stor Patriot som Madsen burde forbeholde sit Fædreland en saa vigtig Opfindelse og ikke stille den til Raadighed for den højstbydende udenlandske Magt. "Sit Fædreland skylder man jo alt, hvad man kan udrette". Forsynet med de Madsen'ske Patent Kuglesprøjter kunde maaske Danmark, for hvis Forsvar Hr. Madsen interesserer sig saa levende, faa en lille Chance paa et enkelt Felt forud for mulige Modstandere. Vi skal dog ikke opholde os herved. I vor materialistiske Tid bør man vel ikke stille altfor store Krav til Patriotismen. Men da "Dannebrog" nu selv har fremdraget en Side ved Affæren, som vi hidtil har ladet ganske ligge, nemlig Hr. Madsens økonomiske Forhold til hans Opfindelse, bedes det ærede Blad skaffe sig og meddele Offenligheden fuld og klar Bested paa følgende Spørgsmaal :

1) Hvor meget har Staten gennem den aarlige Bevilling til Prøver og Forsøg ofret paa Udvikling og Forbedring af Hr. Madsens Rekylriffel (der tales i sagkyndige Kredse om en Sum paa op imod 1 Million Kr. i alt),

2) for hvilken Pris overdrog Hr. Madsen sin Opfindelse til "Dansk Rekylriffelsyndikat",

3) faar han Procenter af Selskabets Salg ?

Endvidere vilde det være af Interesse at faa Forholdet mellem det private Selskab og Statens Geværfabrik nøje opklaret. Hvilken Pris faar Staten for de til Selskabet leverede Rekylrifler? Der menes i sagkyndige Kredse, at disse staar Staten i ca. 300 Kr. pr. Stk., og paa den anden Side forlyder det, at Selskabet af den paagældende udenlandske Kunde faar 1800 Kr. pr. Stk. Ganske vist sluges en Del af Forskellen i Salær til Agenter og Underagenter. Men der maa vist alligevel blive en betydelig Profit tilbage til Selskabet.

Hele dette Forhold - et dansk Privatselskab, der indlader sig paa Forretninger med Udlandet uden at kunne fabrikere Riflerne selv, men som faar dem lavet paa Statens Fabrik og tager en betydelig Profit derved - fortjener en grundig Udredning. "Dannebrog", der har fremdraget hele denne Side af Sagen, vil forhaabenlig ikke undslaa sig for Arbejdet. 

*

"Dannebrog" paastaar, at en Bestilling paa 200 Kuglesprøjter langt snarere kan tænkes gjort af Portugal end af Rusland, der ikke vilde kunne nøjes med "en saadan lille Klat". Men vi har jo alt oplyst, at de 200 Kuglesprøjter kun er den første Levering, der skulde foretages i December og Januar; til 1. Marts skulde der leveres 2000. Det vældigt forcerede Arbejde paa Geværfabriken vilde være uforstaaeligt. hvis det kun gjaldt 200 Kuglesprøjter til Portugal, der næppe kan tænkes at have saa stærk Brug for dem, at den danske Geværfabriks Arbejderantal maa fordobles og den daglige Arbejdstid forlænges indtil 18 Timer!

Vi skal i Dag give et Par nye Oplysninger, der viser, hvilken betydelig Bestilling, det her drejer sig om.

Samtidigt med Rekylriflerne laves der dels paa den lille private Fabrik i Frihavnen dels paa Statens Fabrik, 43,000 Magasiner til Kuglesprøjterne. Selv om der paaregnes et ikke ringe Antal Magasiner til enhver Kuglesprøjte, vil man let se, at der umuligt kan bruges over 200 Magasiner til hvert, hvad der skulde, hvis hele Bestillingen kun udgjorde 200 Kuglesprøjter. De 43,000 Magasiner staar i et langt mere passende Forhold til 2000 Geværer. Vi kan endvidere oplyse, at Geværfabrlken har sat et stort Antal Bøssemagere i Arbejde med Fjedre og Dele til Kuglesprøjterne og Magasinerne. Müllers Stempelfabrik paa Godthaabsvejen har faaet Bestilling paa 6 forskellige Smaadele, hver i et Antal af 43,000, at levere hurtigst muligt. Fabriken arbejder Dag og Nat. Bestillingen er foreløbig paa 7000 Kr., men der er, hvis der arbejdes hurtigt og godt, stillet en yderligere Bestilling for 21,000 Kr. i Udsigt.

Med disse Oplysninger turde Livet være taget af alle "Dannebrog"s Udflugter. Vi henviser for øvrigt dels til vor Artikel i Gaar, med dens uigendrivelige Beviser, dels til omstaaende Interview af den portugisiske Generalkonsul, der, som man vil se, intet som helst kender til, at Portugal har gjort en saadan Geværbestilling.

*

Den Ritzau Erklæring, der blev udsendt i Forgaars, siger, at Dansk Rekylriffelsyndikat i September fik Tilladelse til at faa fremstillet 200 Rekylgeværer paa Statens Fabrik "paa Vilkaar af, at Syndikatet afgav Erklæring om, at disse Geværer ikke skulde afhændes til en krigsførende Magt, og - tilføjer Ritzaus Bureau en saadan Erklæring foreligger."

Men i Gaar bringer "Vort Land" et Interview af Syndikatets Formand, Grosserer Søren Jensen, som har udtalt:

"Hvor Geværerne skal hen, kan jeg imidlertid ikke svare paa, fordi jeg ikke ved det. Vort Selskab forhandler med Agenter og staar paa den Maade i Forbindelse med Amerika og de fleste Stater i Evropa, undtagen Rusland, som fører Krig.

Vi har blot modtaget Bestillingen, og jeg tror, at Vaabnene skal gaa enten til Spanien eller Sydamerika".

Dette er altsaa Hr. Madsens Garant! Saa liden Værdi har den Ritzau'ske Meddelelse om, at Geværfabriken først afkrævede Syndikatet en Erklæring. Syndikatets Formand bekender, at han ikke ved, hvor Geværerne skal hen!

Krigsminister Madsen erklærede i Forgaars til "København": "Et Parti af disse Rekylrifler er bestemt til Portugal".

Syndikatets Formand "tror" derimod, at de skal "enten til Spanien eller Sydamerika".

Med hvilken ufattelig Letsindighed er man dog ikke gaaet frem i denne for Landet saa yderst alvorlige Sag!

Og hvor har Hr. Alberti, hans Embedsmænd og Politi været henne. En Geværbestilling paa selve Statens Fabrik maatte dog hurtigt blive kendt af Autoriteterne og burde straks have fremkaldt Undersøgelser om Bestemmelsesstedet.

*

"Dannebrog", der kommer saa daarligt fra sit egentlige Forsvar for Hr. Madsen, bebrejder os, at vi ikke har rejst Sagen gennem de socialdemokratiske Rigsdagsmænd, der er nøje knyttet til vort Blad. Der kunde da i Stilhed være foretaget en Undersøgelse. Og "Dannebrog" fortsætter:

"Allerede en Uge før "Social-Demokraten" gav sig til at skrige op, er der foretaget Skridt for, inden Riflerne bliver færdige, at skaffe fuld Sikkerhed for, at de er bestemte til Portugal. Forinden dette er klaret, bliver ikke en eneste Riffel udleveret af Geværfabriken. Denne Bestemmelse, der altsaa ikke i mindste Maade er hidført ved "Social-Demokraten", skyldes den danske Regerings omhyggelige Vaagen over, at der intet som helst sker, der kunde drage Oprigtigheden as vor Neutralitet i mindste Maade i Tvivl."

"Dannebrog", der lige har paastaaet, at Geværerne absolut var bestemt til Portugal, meddeler her, at Regeringen først nu er i Færd med at klare dette Spørgsmaal. I den Grad svigter Logik og Hukommelse dette Blad i dets haabløse Forsøg paa at forsvare Madsen (og Alberti.)

Men dernæst røber det. at det enten ikke aner, hvad der er foregaaet, eller ogsaa frækt forsøger at give Regeringen en Ære, som aldeles ikke tilkommer den.

En Uge før "Social Demokraten" rejste Sagen offentlig - skriver altsaa "Dannebrog" - har Regeringen gjort Skridt til at undersøge Sagen. Nuvel - dette Skridt foretog Regeringen, d. v. s. Udenrigsminister og Konseilspræsident Deuntzer, forrige Tirsdag, efter at vor Partifælle K. M. Klausen havde fremdraget Sagen i Finansudvalget, og efter at dette havde afkrævet Regeringen en Forklaring!

Vort Parti er altsaa netop gaaet den Vej, som "Dannebrog" i Gaar finder rigtig. Paa én Dag kunde Deuntzer - ved et Telegram - skaffe sig Underretning om, hvorvidt Madsens Forklaring om Portugal som Køberen var rigtig eller ej. Men der gik en hel Uge. Og i denne Uge fortsatte Geværfabriken sit Arbejde med den mest forcerede Hast. Det saa ud til, at man absolut vilde have den paabegyndte Levering gjort færdig. Vi fik endogsaa Grund til at tro, at man allerede var i Færd med at afsende en Del Geværer. Saa erfarede vi gennem Ali Nouri, at Hemmeligheden var kendt og laa i Hænder, der ikke vilde betænke sig paa at udlevere den til Udlandet. Det var da paa høje Tid, at der blev skredet ind fra dansk Side. Et offenligt Allarmraab forekom os nu at være det eneste Middel til at fremkalde en øjeblikkelig Standsning og en alvorlig Undersøgelse.

(Social-Demokraten 22. December 1904).

"Dannebrog" blev grundlagt af Alberti da han blev valgt til Folketinget i 1892. Alberti havde stor magt i regeringen, indtil han 1908 meldte sig som fordi han havde tilegnet sig 1,5 mill. kr. af statskassen, samt bedraget sparekassen for 14.7 mio. kr. Penge der var tabt. Avisen stoppede med at udkomme omtrent samtidig med at Alberti blev dømt til 8 års tugthus i 1910.

Lars Peter Elfelt: V. H. O. Madsen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Portugals Konsul dementerer Hr. Madsen.

Vi henvendte os i Gaar til Portugals Repræsentant her paa Pladsen, Hr. Generalkonsul Arntzen, idet vi gik ud fra, at han bedre end nogen anden maatte vide, om Portugal havde gjort en Bestilling af Vaaben i København.

Om Rekylgeværet fortalte Hr. Arntzen, at det var blevet ham forevist af Krigsminister Madsens Medhjælpere allerede for en 4-5 Aar siden, og han fandt da Geværet ganske morderisk. Konsulen havde set en Affyring af Rekylgeværet og bemærkede, at Projektilerne fløj ud med en saadan Hastighed og i en saadan Mængde, at det saa ud, som der var trukket en Tøjsnor fra Geværets Munding til Skydeskiven !

Vi spurgte nu, om det ikke vilde være naturligt, at den portugisiske Regering henvendte sig til sin Repræsentant i København, hvis den agtede at gøre Indkøb af Vaaben her i Landet?

Hertil svarede Konsulen:

Jo, det vilde Regeringen ganske bestemt gøre, men jeg har intet som helst hørt om nogen saadan Bestilling. Og Konsulen tilføjede senere:

Hvor Talen er om en saa vigtig Leverance, er det sandsynligt, at Portugal vilde sende enMand herop, og denne Mand vilde selvfølgelig blive "adresseret" til mig.

Mu kan det fastslaas, at saavel Geværfabriken som Fabriken i Frihavnen i lange Tider med forøget Arbejdskraft og saa at sige Dag og Nat har arbejdet paa at saa den store Bestilling færdig. Hele Antallet af Geværer og 43,000 Ammunitionsmagasiner til Patroner skulde afleveres til Marts Maaned.

Den første Levering (ca. 200 Stykker, hvilket svarer til en Bataillon) skulde afsendes i December og Januar.

Her er altsaa Tale om en omfattende Leverance - en Vaabenforsyning, som efter Portugals Generalkonsuls egne Udtalelser ikke kunde gaa for sig uden med ham som Mellemmand.

Man maa i denne Forbindelse huske, at f. Eks. 2000 Rekylgeværer kan afgive et uhyre Antal Skud. Regner vi, at Rekylgeværet kan affyre 400 Skud i Minuttet, vil disse 2000 Mordapparater altsaa kunne udskyde 800,000 Skud i Minuttet og vil saaledes være en kolossal Gevinst for en krigsførende Magt!

Og fæster man sig nu ved Prisen paa de danske Rekylgeværer, fremkommer der et nyt Forhold, som skarp modsiger Snakken om, at Geværerne er til Portugal.

Rekylsyndikatet forlanger saadan noget som 1800 Kr. for Stykket. Deres virkelige Værdi er omkring 300 Kr.

Tror man et eneste Øjeblik at den portugisiske Regering vil benytte allehaande Mellemmænd og hemmelige Agenter og ad den Vej blive tvunget til at betale den høje Sum - naar Landet med sin Repræsentant som Talsmand kan erhverve Geværet direkte paa Pladsen for en langt lavere Pris?

Portugals Repræsentant i København har talt, og hans Ord er aldeles ødelæggende for det Væv af Udenomssnak og Dementier, hvormed Hr. Madsen søger at redde sig ud af den for ham saa pinlige Situation.

(Social-Demokraten 22. december 1904)

Hvad Pressen siger om Kuglesprøjterne.

Hele Pressen beskæftiger sig levende med vore Afsløringer af Rekylriffelaffæren.

"Politiken" underkaster de to "Dementier" fra Krigsministeren og fra Ritzaus Bureau en skarp Kritik. Om den Ritzau'ske Erklæring, at ingen Riffel vil blive ført ud af Landet, før der er skaffet fuld Garanti, skriver "Politiken" :

"Den Erklæring, som Riffelsyndikatet afgav, før Geværfabriken fik Tilladelse til at sætte Geværerne i Arbejde, er - efter Krigsministerens Mening - aabenbart ikke Garanti nok nu. Men atter her maa man spørge, om det ikke havde været hensigtsmæssigere at skaffe sig den fulde Garanti, forinden Tilladelsen blev givet. Det kan dog ikke være behageligt for Riffelsyndikalet, hvis det ikke kan faa sine Geværer ud af Landet. Hvad Glæde har det da haft af Tilladelsen til at lade dem forarbejde? Men Krigsministeren saae maaske, da Tilladelsen blev givet, med en Opfinders sangvinske Blik paa Sagen, medens han nu som Hærens og Geværfabrikens Øverste maa anvende en større Portion Skepsis."

"Politiken" vender i Aftes tilbage til Sagen, gengiver vore Meddelelser om Kaliberet og de russiske Patroner og tilføjer :

"Efter de Oplysninger, vi i Dag har indhentet, er "Social-Demokraten"s Opgivelser angaaende Kaliderets Størrelse og Patronernes Udseende rigtige."

Af de ankomne Provinsblade beskæftiger "Venstres Folkeblad" sig med Sagen og kritiserer bl. a., at den danske Stats Geværfabrik overhovedet har Maskepi med private Geværsabrikanter. "Det er vist nok bedst, at vi holder vore Fingre saa langt fra Aftrækkeren som muligt."

Højrebladet "Samfundet" skriver: "Her er det ikke nok med, hvad Ritzaus Bureau uden Angivelse af Kilde "ser sig i Stand til at oplyse". Her har Regeringen Pligt til selv at træde frem, til selv at dementere, klart og utvetydigt. Det er et Velfærdsspørgsmaal under hvis Behandling der maa handles aabent og kraftigt."

Vi kan ganske slutte os til disse Ord i et Modstanderblad.

(Social-Demokraten 22. december 1904).

Rekylgeværerne.

"Beviser"

Uforsvarlig Taushed.

Hvor glider vi hen.

Del er ikke nogen Overdrivelse, naar "Social-Demokraten" skriver, at dens Afsløringer fra Statens Gevarfabrik har vakt uhyre Opsigt. Endnu større Opsigt vækker det dog, at "Afsløringerne" ikke øjeblikkelig er blevne mødte med et officielt Dementi. I ethvert andet Land vilde der straks være blevel indledet offentlig Undersøgelse over for en Sag af saa alvorlig Natur. Hos os gaar vi udenom. "Social-Demokraten" fortsætter i Gaar, hvor Bladet slap i Forgaars, og møder nu frem med Beviser. Bladet hævder, at de Rekylgeværer, der i den senere Tid er blevne fremstillede paa Geværfabriken, prøves derude med russiske Patroner, med Patroner af et Kaliber, som kun den russiske Hær og ingen anden Hæs i Europa anvender, og som Støtte for sin Paastand præsenterer Bladet en AfbiIdning af den til Prøverne brugte Patrons Bundflade, som ganske rigtigt viser sig at være forsynet med russiske Skrifttegn.

Sigtelserne, bladet fremsætter, er da saaledes af saa graverende Natur, at vi ikke begriber, hvorledes Regeringen kan forsvare at forholde sig tavs og uvirksom. At Formanden for det private Syndikat, der laver Geværerne, kan være overlegen og mene, at det vil være at bevise "Ophavsmændene til Røverhistorierne" for megen Ære at dementere dem, er en Sag for sig. Men Regeringen - er det virkelig foreneligt med dennes Ansvar at sidde med Hænderne i Skødet og overlade til Tilfældet at bestemme Sagens videre Udvikling og Forløb?

At Sagen er af den alvorligste Natur, erkendes fra alle Sider. At det kan faa landsskadelige Følger, hvis "Afsløringerne" vinder Tiltro i Udlandet, er givet. Skaden kan kun afbødes ved, at Regeringen kraftigt og bestemt slaar "Afsløringerne" og "Beviserne" ned. Det officielle Dementi maa præsteres. Et uansvarligt Telegrambureaus Dementeren betyder intet, regeringsvenlige Blades Forklaringer og Interviews lige saa lidt. Der er Situationer, under hvilke en Regering er forpligtet til selv at træde frem. Her foreligger en saadan. 

Vi gaar stadigt ud fra som noget givet, at Regeringen kan dementere hvad der er fremsat af graverende og landsfarlige Sigtelser. Vi gaar stadig ud fra, at det er Løgn, hvad der er bragt til Torvs, men hvor vil vi da glide hen, hvis Sensationsjournalitsik af saa forbløffende og faretruende Art faar Lov til at passere, uden at der skrives ind fra det Offentliges Side? Hvor ender vi, hvis slig Færd faar Lov at gaa upaatalt og ustraffet hen?

Den Sag, som her er kommen frem, maa undersøges, og undersøges til bunds, om vi ikke skal risikere at glide ud i en Demoralisation, der kan afføde de farligste Konsekvenser. Her er ikke Tale om Skrøner af den Art, man kan affeje med el Smil. Her er Tale om Ting, hvor de dyreste interesser sættes paa SpiI. En grundig Undersøgelse er en bydende Nødvendighed. Regeringen maa kunne bringes til at forstaa dette, om den ikke har forstaaet det af sig sig.

(Samfundet (København) 22. december 1904).

Venstreaviserne citerede flittigt både fra ledende personer på Geværfabrikken på Amager, og fremtrædende politikere fra Venstre - fx Sigurd Berg. Sidstnævnte tilbageviste alle mistanker i Social-Demokraten, men medgav at der var behov for en nærmere undersøgelse som ville vise at der ikke kunne rejses nogen som helst beskyldning mod Danmark for brud på neutraliteten. Berg var desuden af den opfattelse at Geværfabrikken ikke under nogen omstændigheder måtte påtage sig leverancer af den påståede art, og at regeringen måtte tage alle skridt som var nødvendige imod dette.

Rekylgeværaffæren 1904/1905, 21. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Fra slutningen af 1880'erne udviklede kaptajn Vilhelm Herman Oluf Madsen og rustmester Rasmussen et maskingevær. Projektet var i høj grad finansieret af staten. Det var færdigudviklet til produktion i 1898. Investorer havde dannet Dansk Riffel Syndikat. Da var Madsen i mellemtiden blevet krigsminister, og i stedet var det løjtnant Jens Schouboe som stod som direktør. Geværet blev patenteret i 1901 og var på daværende tidspunkt meget avanceret og stabilt, om end dyrt. Det blev brugt i omkring 35 lande, bl.a. under den mexikanske revolution fra 1910.  Det var i brug et pænt stykke tid efter 2. verdenskrig og brasiliansk politi brugte geværet op til i hvert fald 2018.

Den russiske hær opkøbte mere eller mindre hemmeligt (mest hemmeligt) 1.250 geværer til brug under den russisk-japanske krig 1904-1905. Danmark var på det tidspunkt neutralt, og da der opstod begrundede mistanker om at statens geværfabrik på Amager leverede dele til Dansk Riffel Syndikat, var det et alvorligt anslag mod den danske stats neutralitet. De borgerlige, regeringsvenlige aviser benægtede alt, og anklagede avisen Social-Demokraten for at sætte statslige interesser på spil. 

Den japansk-russiske krig varede fra februar 1904 til september 1905, og endte med at Japan sejrede. Den danske kongefamilie og den konservative del af det politiske establissement sympatiserede med russerne, ikke blot fordi Japan var et fjernt, asiatisk land, men også fordi prinsesse Dagmar (1847-1928) var blevet gift 1866 med den senere Alexander 3, og zar Nikolaj (1868-1918) der var zar 1894-1917, var således hendes søn, Christian 9.s barnebarn. 

Herom handler de nedenstående udvalg af artikler fra årsskiftet 1904/1905.

Hjørnet af Bilbaogade (tidl. Jernvej) og den nu nedlagte Redhavnsvej. Vejen længst væk er Århusgade. Redhavnsvej løb mellem nuværende Trelleborggade og Sandkaj. Dansk Rekylgeværsyndikat lå i dette område og opkøbte og opførte stadig flere ejendomme i Nordhavnen. Jeg skal dog ikke kunne sige om lige præcis disse bygninger på et tidspunkt har tilhørt "Riffelsyndikatet". En stor del af fabrikken blev som bekendt saboteret under 2. verdenskrig, men der er stadig en del bygninger tilbage fra før sabotagen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2014.

Madsens Kuglesprøjter

To Erklæringer 

Vore Beviser.

Vor Artikel i Gaar om Hr. Madsens Rekylrifler og deres Tilvirkning paa Statens Geværsabrik vakte uhyre Opsigt og blev hurtigt hele Byens Samtaleæmne; ikke mindst i Rigsdagskredse var vore Afsløringer Genstand for levende Omtale.

Her kendte man nemlig i Forvejen Sagen, om end ikke i alle de Enkeltheder, som "Social-Demokraten" nu har gjort offenlig bekendt. Geværfabrikens mærkeligt forcerede Tilvirkning af Hr. Madsens morderiske Ildvaaben under de nuværende Krigsforhold i Østasien har været Genstand for Debat i Finansudvalgets Møde forrige Tirsdag.

Man ventede i indviede Kredse, at der straks vilde blive givet Ordre til at standse Fabrikationen, medens en omhyggelig Undersøgelse lagde Ansvaret paa de rette Skuldre. Men Geværfabriken fortsatte sin Virksomhed i om muligt forstærket Tempo. I Lørdags arbejdedes der saaledes lige til Midnat.

Vi erfarede nu, at Hemmeligheden var kendt af Mænd, der næppe vilde betænke sig paa at udlevere den til en eller anden udenlandsk Magt. Hver Dag kunde bringe en Afsløring i et Verdensblad og Danmark blive stillet i en højst uhyggelig Situation. Det gjaldt da om, at et dansk Blad og en offenlig Mening i Danmark skred ind, saa kunde den eller de Enkeltmand, der maatte være ansvarlige, ofres. Først og fremmest bør ingen Magt mistanke den danske Nation; for Enkeltmands uforsvarlige Handlinger kan Nationen ikke gøres ansvarlig, naar de blot straks desavoueres.

Vi havde haabet ved var Artikel i Gaar at fremkalde en øjeblikkelig Standsning af den mistænkelige Fabrikation og en aaben Erklæring fra Regeringen om, at den intet kendte til Sagen, men straks vilde lade den nødvendige Undersøgelse foretage og eventuelt drage de Skyldige til Ansvar.

Desværre - i Stedet for en saadan aaben og korrekt Fremgangsmaade møder man os med halvansvarlige Udflugter og med ganske uansvarlige "Dementier".

Erklæring Nr. 1

I Gaar Eftermiddags bragte "København" følgende Forklaring fra Krigsminister Madsen:

"Det er rigtigt, at der for Tiden laves Rekyl-Rifler paa Geværfabriken. Et Parti af disse Rekylrifler er bestemt til Portugal. Endnu er der imidlertid ikke gaaet en eneste af disse Rifler ud af Landet, og Forholdet er dette, at der ikke vil gaa en eneste Riffel ud af Landet, før der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke kommer nogen af de to krigsførende Magter i Hænde."

Man vil se, i hvilken Grad denne Erklæring minder om de krigsministerielle "Dementier' i Anledning af Træfældningerne i Dyrehaven, Kasematanlæget og de ekstraordinære Militærforanstaltninger.

Hr. Madsen indrømmer, at Geværfabriken laver Rekylrifler, men - siger han - et Parti af disse er bestemt til Portugal. Hvorhen er saa de Øvrige bestemt? - Den officielle Forklaring om Portugal som Køberen fremsatte vi selv i Gaar, og vi paaviste dens Usandsynlighed. Efter at have givet denne usandsynlige Forklaring til Bedste, bliver Hr. Madsen da ogsaa selv bange og erklærer, at der ikke vil gaa en eneste Riffel ud af Landet, før der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke kommer nogen af de krigsførende Magter i Hænde.

Man udbryder forbavset: en saadan Garanti er altsaa ikke endnu tilvejebragt! Den skal først skaffes, nu da "Social-Demokraten" har bragt Sagen frem for Offentligheden. Hvilken Selvafsløring!

Hr. Madsen maa hurtigt have opdaget, hvor selvmodsigende og ødelæggende for ham selv denne hans første Erklæring er. Thi i Aftes udsendte gennem Ritz. Bur. følgende 

Erklæring Nr. 2.

I Anledning af Social Demokraten's og flere Middagsblades Artikler vedrørende Levering af Rekylgeværer fra Geværfabriken til et Aktieselskab her i Byen kan Ritz. Bur. oplyse følgende :

Tilladelsen til Dansk Rekylriffel Syndikat eller som det den Gang kaldte sig "Danish Oriental Trading Co. Ltd." til at søge Rekylgeværet afsat i Udlandet blev givet af Krigsministeren, daværende Oberst Tuxen, i April 1898, og der er siden den Tid gentagne Gange givet Tilladelse til paa Geværfabriken at fremstille Geværer i mindre Antal til nævnte Syndikat. Senest anmodede dette i September Maaned i Aar om at faa fremstillet 200 Rekylgeværer og Tilladelsen dertil blev given paa Vilkaar af, at Syndikatet afgav Erklæring om. at disse Geværer ikke skulde afhændes til en krigsførende Magt, og en saadan Erklæring foreligger.

Der er saaledes aldeles ikke Tale om, at der foreligger nogen Tilsidesættelse af Hensyn, der skyldes de krigsførende Magter.

Medens Hr. Madsens Forklaring til "København" dog var halvtansvarlig, er det nu det ganske uansvarlige Telegrambureau, som skubbes frem. Man vil bemærke, at Ritzaus Bureau ikke en Gang opgiver Minister en som Kilde til sine "Oplysninger'.

Vi forstaar saa godt, at Hr. Madsen ikke har ønsket at staa til Ansvar for den Ritzau'ske Erklæring. Den vil i interesserede udenlandske Magters Øjne være ganske betydningsløs alene af den Grund, at en Erklæring fra et privat Selskab om ikke at tilvirke Krigskontrebande umulig kan være tilstrækkeligt for en Stat, naar som i dette Tilfælde mange Omstændigheder tyder paa det modsatte og naar selve Staten paatager sig Tilvirkningen! Utrolig letsindigt vilde det være af den Stat, der under en Krig mellem to fremmede Magter paatager sig at fabrikere Krigsvaaben, ikke at skaffe anden Sikkerhed mod, at Neutraliteten ikke krænkes, end en saadan Erklæring.

Vore Beviser

Vi nødes nu til overfor de to Gaar offenliggjorte "Dementier" at tage Bladet fra Munden og fremfare vore Beviser for, at Geværfabrikens Ledere ikke kan have undgaaet at fatte Mistanke til Rekylriflerne.

Enhver Militær ved, at de forskellige Stater bruger forskellige Geværkalibre. Vi giver her efter en i Hæren almindelig anvendt Haandbog en Oversigt over de vigtigste Landes Kalibre, maalt i Millimeter:

Belgien . . 7,65 mm.
Bulgarien . . 8 -
Danmark. . . 8 -
England ... 7.7 -
Frankrig ... 8 -
Holland ... 11 -
Italien . . . 10,35 -
Norge . . . 10,15 -
Portugal... 8 -
Rumænien . . 6,5 -
Rusland ... 7,62 -
Svejts. ... 7,5  -
Spanien ... 11 -
Sverig ... 8 -
Tyrkiet ... 9,5 -
Tyskland ... 7,9 -
Ostrig ... 8 -

De Rekylrifler, som "Dansk Rekylriffel Syndikat' har bestilt paa Statens Geværfabrik, og som denne for Tiden tilvirker med saa forceret en Iver har Kalibret 7.62. Denne Oplysning vil ikke blive dementeret, thi den kan ikke dementeres. Beviset ligger ude i Geværfabriken og bestaar i de endnu ikke afsendte Rekylrifler. Enhver Fagmand kan med et Millimetermaal overbevise sig derom.

Men Kalibret 7,62 Millimeter er netop Ruslands Kaliber og eene blandt alle Stater Ruslands!

Krigsministeriets Paastand, at en Portion af Rekylriflerne er bestemt til Portugal, modbevises altsaa af Hærens egen Haandbog: Portugal har Kalibret 8 Millimeter.

Som yderligere Bevis for, al ingen Kyndig kan lade sig vildlede af en "Erklæring" fra Syndikatet, men selv straks er i Stand til at skaffe sig paalidrlig Besked, skal vi pege paa Udseendet af den Patron, hvormed de bestilte Rekylriflers Geværløb prøves. Dens Bundflade ser saa

Det øverste Tal betyder: Model 1904. De tre andre Tegn er de russiske Bogstaver P, F og Sch!

*

Vi har hermed godtgjort, at den  danske Stats Geværfabrik for Tiden laver Rekylrifler af Krigsminister Madsens Model og giver dem det Kaliber, som er Ruslands og kun Ruslands, samt prøver dem med russiske Patroner.

Herefter har Krigsminister Madsen Ordet paa ny. Han bedes nu møde frem under sit eget Navns direkte Ansvar.

(Social-Demokraten 21. december 1904).

Holger Damgaard (1870-1945): Dansk Rekylriffel Syndikat, 1915. Frihavnen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Landefjendsk mistænkeliggørelse

Det er endnu i fersk Minde, hvilken Harme det vakte her i Landet, da "Social-Demokraten" hin Søndag i Februar dette Aar bragte den Artikel, hvormed Socialistorganet søgte at mistænkeliggøre Ærligheden af vor Nevtralitet i Udlandets og da særlig i Englands Øjne.

Medens Sandheden var den, at vi i vor Nevtralitets Interesse foretog nogle faa og lidet omfattende militære Foranstaltninger, der i Omfang ikke kunde tilnærmelsesvis maale sig med, hvad andre baade smaa og store evropæiske Stater samtidig iværksatte i Iignende Øjemed, søgte "Social-Demokraten" at udbrede den Tro. at Danmark mobiliserede, og socialistbladet insinuerede, at der laa russisk Alliancepolitik bag den Mobilisering, der kun existerede i Bladets egen Fantasi. Det handlede således i lumpne Partiøjemeds Interesse uden at bekymre sig om, hvilke Farer slige Bekyldninger kunde nedkaste over vort Fædreland et Øjeblik, hvor der netop raadede en nervøs Spænding i Evropa, ja det gik endogsaa kom vidt, at det særlig henledte Englands Opmærksomhed paa os, skønt udenrigspolitiske Forhold og den for vort Lands økonomiske Trivsel saa afgørende økonomiske Forbindelse med England nærmede denne Mistænkeliggørelse lige til en landsforræderisk Handling.

Den berettigede Harme, socialistiske Hovedorgans Holdning vakte over det hele Land, nødte Socialisterne til snart at ophøre med at spille paa den Streng, men at "Social-Demokraten" ikke virkelig har fortrudt sin Holdning, at den ikke har skiftet Sind, men at den og dens Meningsfæller altid er rede til, naar som helst de tror, Lejlighed tilbyder sig, at sætte Landets dyreste Interesser paa Spil, naar de blot kan køle deres Had til det bestaaende Samfund, derpaa bragte Gaarsdagen et talende Vidnesbyrd.

"Social-Demokraten"s Gaarsnummer indeholdt nemlig en Artikel hvori det insinueredes, Danmark gjorde sig skyldigt i et groft Nevtralitetsbrud, idet vi leverede Vaaben til den ene af de krigsførende Magter, Rusland nemlig, og det tilmed fra Statens Geværfabrik.

Hjemmelsmanden til denne for Landet saa alvorlige og farlige Sigtelse er en Svensker, som har faaet tyrkisk Borgerret, og som under Navnet Ali Nouri nu flakker omkring og fører en ret mystisk Tilværelse som international Agent i Politik og vistnok meget andet.

Han har forleden været her Byen og boet paa Hotel Bristol, hvorfra han sendte Bud efter "Social-Demokraten", som ikke var sen til at stille sig til den mærkelige Herres Disposition. Hvad Ali Nouri fortalte "Social-Demokraten", gaar i al Korthed ud paa følgende :

Der findes her i Landet et Selskab, "Dansk Rekylriffel-Syndikat" som udnytter en Opfindelse af Krigsminister Madsen, Rekylriflen. For dette Selskab er Statens Geværfabrik i travl Virksomhed med at udføre en Ordre foreløbig paa 2000 Rekylgeværer, der siges at være bestemte til Portugal, men Virkeligheden er bestilte af Rusland.

"Social-Demokraten"s Udsending fandt det dog klogest at forlange Beviser for Rigtigheden af Ali Nouris Historie, og disse Beviser lovede den internationale Agent at skaffe til om Aftenen, men da "Social-Demokraten"s Udsending saa efter Aftale indfandt sig, fik han ingen Beviser men Udflugter, som at Ali Nouri nu bad om endelig ikke at omtale Sagen, fordi det drejede sig bl.a, om Velfærd, maaske Liv for en Person, der var Ali Nouri kær som Ven.

Efter denne Adfærd, der maatte vække selv en fjortenaars Drengs Mistanke - ti hvad gjorde "Social Demokraten" da? Lagde Socialistbladet Ali Nouris Historie hen blandt de mange Røverhistorier, som stadig stilles til Pressens Raadighed, anstillede det en alvorlig Undersøgelse paa rette Sted, hvad der vilde have været Bladet let, da saa mange Medlemmer af Rigsdagen nøje knyttede til Bladet? Hvis Bladet troede, at der var noget om, hvad Ali Nouri havde fortalt, vilde den sidste Fremgangsmaade ogsaa af den Grund have været at anbefale, at en Undersøgelse da kunde have været sat i Værk, uden at Landets nevtrale Holdning derved blev mistænkeliggjort i Udlandets Øjne. Saaledes vilde ethvert Blad - her som andet Steds - have handlet, hvis det blot i noget Maal bekymrede om Fædrelandets lnteresser og Velfærd.

Men "Social-Demokraten" gik en anden Vej; den forvissede sig om, der arbejdedes paa Rekylgeværer ude paa Geværfabriken efter det nævnte private Selskabs Bestilling, og saa serverede det i Gaar hele Hr. Ali Nouris Historie, skønt Bladet har en levende Følelse af, at han er en Æventyrer, om hvem Bladel selv insinuerer, at han er til fals for den højstbydende.

I Sandhed en smuk og værdig Journalistik !

Selvfølgelig er Ali Nouris Historie alt, hvad der kunde faa Betydning for vor Nevtralitet, lutter Paahit. Det er rigtigt, at der her i Landet findes et Selskab "Dansk Rekylriffel-Syndikat", der udnytter en Opfindelse, som oprindelig er gjort af nuværende Krigsminister Madsen og Rustmester Rasmussen, og som det overdraget af disse allerede 1898. Det maa her bemærkes, Krigsministeren ingen Lod og Del har i Selskabets Ledelse, end ikke er Aktionær i Selskabet. Det ligeledes rigtigt, at Selskabet med Krigsministeriets Tilladelse har gjort en Bestilling af Rekylgeværer paa Statens Geværfabrik, men vel at mærke kun paa 200 Geværer og ikke, som Social-Demokraten paastaar, foreløbig af 2000 Geværer. *) Det blev ved Bestillingen af de 200 Geværer opgivet, at Geværerne var bestemte for Portugal, en Opgivelse, hvis Sandsynlighed ogsaa paa anden Maade bestyrkedes.

Heri er der nu intet Spor af mærkeligt.

Det er for længst kendt af Offenligheden - saaledes blandt andet ved Udtalelser paa Riigsdagen af tidligere Krigsminister Schnack - at de militære Fabriker baade af økonomiske og tekniske Grunde heller end geme paatager sig Bestillinger ude fra. Det siger sig selv, at da den danske Stat ikke fuldt kan beskæftige Fabrikerne, vilde uden saadant Arbejde det kostbare Maskineri ofte staa ledigt paa en højst uøkonomisk Maade, og man vilde af og til være rødt til at afskedige Arbejdere, til med Arbejdere med en særlig Uddannelse, som det maaske ikke vilde være saa let at faa tilbage, naar man atter fik Brug for dem.

At Bestillingen paa de 200 Rekylgeværer til Portugal skulde have vakt Mistanke, er et mærkeligt Paafund. Hvad skulde de to store krigsførende Magter, og da særlig Rusland, med en saadan lille Klat Geværer? Hvad vilde 200 Rekylgeværer forslaa til de mange hundredtusender?

Derimod maatte Bestillingen til Portugal gøre et troværdigt Indtryk. Landet selv er lidet, men dets Kolonier i Asien og Afrika er af 9,000 Kvadratmiles Størrelse - altsaa dobbelt saa store som Tyskland og Frankrig tilsammen - og de rummer en Befolkning af over 14 Millioner; blandt denne Befolkning har Portugiserne ofte Kampe at bestaa, og hertil har de udmærket Anvendelse for de omhandlede Rekylgeværer.

Forøvrigt kan vi oplyse, at allerede en Uge før "Social-Demokraten" gav sig til at skrige op, er der foretaget Skridt for, inden Riflerne bliver færdige, at skaffe fuld Sikkerhed for, at de er bestemte til Portugal. Forinden dette er klaret, bliver ikke en eneste Riffel udleveret fra Geværfabriken. Denne Bestemmelse, altsaa ikke i mindste Maade er hidført ved "Social-Demokraten"s giftige Skriverier, skyldes den danske Regerings omhyggelige Vaagen over, der intet som helst sker, der kunde drage Oprigtigheden af vor Nevtralitet i mindste Maade i Tvivl.

Dette véd "Social-Demokraten" saa saare vel, og derfor himler den netop saa meget stærkere op.

"Social-Demokraten" har kun haft eneste Øjemed, det at gøre Fortræd, men det gode har den dog mod sin Vilje udrettet, at man atter har faaet Lejlighed til at se, hvad Socialdemokratiet fører i sit Skød.

Der er saa mange skikkelige Folk, som, naar Socialisterne en Tid tvungne, af Nødvendighed eller af taktiske Grunde, har stemt Tonen lidt ned, er tilbøjelige til at glemme og til at mene, at Socialisterne maaske dog er bedre end deres Rygter; men saa stikker Socialismen pludselig en Dag Hestefoden frem og sparker til alt, hvad vi andre holder i Hævd.

*) Naar "Social-Demokraten" fabler om en Bestilling paa 2000 Geværer, saa forholder det sig dermed saaledes, at Alis Historie slet ikke angaar de 200 Geværer, som er bestilte til Portugal, men derimod 2000 helt andre Geværer, som meget mulig kan have været bestilte til Rusland, men hvis Bestilling for længst er blevet refuseret, saaledes at Fabrikationen af disse Geværer ikke alene ikke har været sat i Gang, men ikke engang har været paatænkt.

(Dannebrog 21. december 1904)

Dannebrog fortsatte med artikler over temaet om at Social-Demokratens artikler var landefjendsk mistænkeliggørelse. Bladet var grundlagt af daværende justitsminster Alberti og i høj  grad dennes talerør. Som justitsminister havde han en interesse i sagen da det var hans ministeropgave at få mistankerne undersøgt. Artiklerne indeholdt få faktiske oplysninger, hvoraf de fleste er citeret i de efterfølgende artikler.

Hotel Bristol blev opført 1901-1902 på Rådhuspladsen 45-47, Frederiksberggade 40. Det var arkitekttegnet af Waldemar Schmidt (1864-1944).

Conrad Johan Bartholdy (1853-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død.  Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.

Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. 

Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).

Niels Christian Hansen (1834-1922): Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) og Octavia Bartholdy, f. Tørsleff (1854-1945). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie

1839-1899

II

- - -

Med Bartholdy som Dirigent

Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.

Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.

Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"

Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.

Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.

Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.

Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang. 

Brumbas.

(København 4. august 1899)

Menneskets Stemme.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.

Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.

Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.

Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?

Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.

Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.

Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.

(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)

Studentersangforeningen

Foreningens Virksomhed i den forløbne Sæson.

Den 5te Juli fyldte Studentersangfomingen 61 Aar, og faa Dage forinden sluttede Foreningen sin Sæson med sin aarlige Skovtur. Der er Grund til at kaste et Blik paa den Sæson, der er forløbet; thi aldrig tidligere har noget Aar været saa rigt paa Minder i Studentersangforeningen, aldrig har Sangerne sunget saa ofte - og saa godt. Sangerne er i Aar komne i Rapport til det store Publikum, og Resultaterne fra Koncerterne har vist, at det har været til stor musikalsk Nytte for den danske Studentersangforening, at den saa ofte er optraadt offenlig. Den 18de September i Fjor mødtes man til Aarets første Prøve. Ganske kort Tid herefter udførte det mindre Kor Ruskantaten ved Studentersangforeningens Rusgilde den 30te September. Den 23de Oktober fejredes Foreningens 60-Aars Fødselsdag ved en stor Fest i Larsens Lokaler. Den 16de November sang man ved Universitetets Reformationsfest, og to Dage senere assisterede Sangerne ved Griegs store Koncert. Den 6te December blev en Mærkedag i Sangforeningens Historie. Paa denne Dag gav Sangerne deres store Koncert paa Universitetet. Koncerten blev en meget stor Sejr for sangerne. Sjælden - eller aldrig - er der hørt saa god Korsang herhjemme, og Koncerten endte da ogsaa med en stor Ovation for Dirigenten, Hr. Johan Bartholdy. Han havde ytret Ønske om at trække sig tilbage, men lod sig dog paa Generalforsamlingen den 12te December bevæge til at modtage Gjenvalg, hvad der foraarsagede stor Glæde indenfor Sangernes Kreds. Efter Juleferien modtog man paa ny til Prøverne. 

Den 10de Marts havde Sangforeningen den Sorg at miste sin højtelskede Formand, Professor J. P. E. Hartmann. Det uerstattelige Tab gav Anledning til en Række Mindekoncerter. Ved Begravelsen den 20de Marts sang man i Kirken, senere ved Graven og om Aftenen fra Studenterforeningens Balkon. Et Par Dage senere gav Sangforeningen i Koncertpalæets store Sal sin Mindekoncert. Ved det kgl. Theaters Mindeforestilling den 28de [ulæseligt] Studentersangerne ved Udførelsen af Hartmanns dejlige "Vølvens Spaadom". Den 11te April sang Foreningens "lille Kor" i Studenterforeningen ved dens Mindefest for Mesteren. Som sædvanligt sang man Kantaten ved Universitetets Fest den 20de April i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fødselsdag. De fem første Dage af Juni tilbragte 85 af Sangerne paa Pinsesbesøg i Aalborg - en Tur, der jo blev udførlig refereret her i Bladet. Den 15de Juni sang man i Tivoli, og allerede Dagen efter afrejste det "lille Kor" paa en to Dages Tur til Nykjøbing Falster. Næppe hjemkomne herfra sang Studenterne atter, denne Gang ved Foreningen "C. A 28de Juni"s Fest i Kongens Have den 24de Juni. Og endelig sluttede man af med Skovturen den 30te Juni.

Som man ser, det er intet ringe Antal Gange, Studentersangerne Aar har sunget. Det musikalske Resultat har været meget tilfredsstillende; Sangerne har gjort megen Lykke ikke alene som Studenter, man ogsaa som Sangere.

Og naar Resultatet i Aar musikalsk har været saa godt, saa skyldes dette i første Række Dirigenten Hr. Johan Bartholdy. I selve Ledelsen af Foreningen har han haft en fortrinlig Støtte i Sangernes Økonomidirektør, Inspektør Uffe Wøldike, der i sin forholdsvis korte Formandstid har forstaaet at gjøre sig afholdt som faa, ikke alene mellem Sangerne, men hos alle, med hvem Studentersangforeningen i det begivenhedsrige Aar 1899-1900 er kommet i Berøring.

R- B.

(Dannebrog (København) 16. juli 1900).

Så tæt op ad hans død som 5. september 1904 var denne annonce i Dannebrog (København) 5. september 1904.

Johan Bartholdy.

I sit 52de Aar er Professor BarthoIdy i Gaar Morges temmelig pludselig død. Uden foregaaende Sygdom, midt i sin Livsgerning, optaget af sit nær forestaaende Sølvbryllup, som skulde festligholdes bl. a. med en Koncert, bestaaende af egne Kompositioner, er den livsglade, mobile Mand kaldt herfra, ladende os andre - trods lignende, hyppig indtræffende Tilfælde - undrende og forbavsede tilbage.

Alle vi ældre, der har fulgt Bartholdy fra Ungdomsfærden, husker ham som et ideelt anlagt, ungt. begejstret Musikmenneske. Det var af Kærlighed til Kunsten, han forlod den Bane, som han havde forberedt, og der var over hans Ungdoms- og Manddomstid altid været Tilløb til det store i den musikalske Komposition. Men Bartholdy havde ikke Evne til at uddybe sine Værker, og derfor finder man blandt meget godt ogsaa ikke saa lidt usigtet og ligesom tilfældigt. Det betydeligste, han har skrevet, er vistnok Operaen "Loreley" - samt en Del af hans mange Sangkompositioner. Operaen "Dyveke" skyldes ogsaa ham.

Ved Siden af sin kompositoriske Virksomhed var den afdøde Kantor ved Matthæuskirken, og havde en betydelig Lærergerning, fra hvilken der er udgaaet ikke faa dygtige Sangere.

Bartholdy var en jovial og elskværdig Mand, der havde en stor Vennekreds. I nogle Aar var han Leder af Studentersangforeningen.

(Dannebrog (København) 7. december 1904)

Loreley blev i 1887 opført på det Kongelige Teater. Han blev kanto ved Matthæuskirken 1883.

Johann Bartholdy død.

Jeg traf ham for vel en 26 Aar siden for første Gang oppe i Albert Meyers sangkonservatorium. Han var da min første Lærer i Sang  en aaben elskværdig, ligefrem Natur, sund og stærk med en Malmrøst, som kunde faa Jerichos Mure til at falde. Han var Fyr og Flamme, naar Talen var om Musik, robust som selve den jyske Natur, hvoraf han var rundet - kunde ikke sætte sig til Flyglet uden at rutsche frem og tilbage paa stolen, smække med Rodepulten og anslaa Klaveret med sine haarde Hænder, saa det rungede. Først da var han kapabel til at undervise.

Bartholdy og jeg s nakkede løst og fast om Musik, lige interesserede - en Del af Timerne forløb ganske vist udelukkende paa denne Maade - , og han spillede og sang sine Sange for mig med en aldrig utrættet Begejstring - "Jeg har skrevet alle mine Sange for min Kæreste" (hans nuværende efterladte Hustru) - det vat det stadige Omkvæd.

Hvor jeg holdt af ham! Og hvilke hyggelige Timer vi tilbragte sammen først i hans Ungkarlehjem i Nyhavn, senere da han som Nygift bosatte sig i Gothersgade, lige over for Botanisk Have - jeg som det beskedne "unge Menneske", han som den rasttøse Komponist, der skrev, saa Noderne føg omkring ham, medens han tillige forstod at traktere alle mulige Instrumenter.

Traf man ham atter efter et Sommerophold, kunde man være vis paa al høre ham sige: "Jeg strutter af Musik".

Og som han struttede af sundhed, Kammeratlighed og Glæde over Livet, var der ogsaa i hans Kompositioner en overdaadighed af Evne, Lyrik, af Guld og af slakker.

Thi Bartholdy var ikke nogen kritisk Natur. Han tog alt med af godt eller ondt, hvad der faldt paa hans Veje, arbejdede utrættelig, havde Elever i Massevis og fik endda Stunder til at koncentrere sin spredte Natur paa saadanne Opgaver som et Par Helaftensoperaer. De vil ikke overleve ham - dertil var han ikke kræsen nok i Valget af sine Midler - af hans mindre Sange vil man endnu i mange Aar huske en Række paa Grund af deres Ærlighed, deres lyriske Evne og den hele musikalske Naturkraft, som de indeholder.

Ja. Bartholdy struttede virkelig af Musik.

Foruden sin Virksomhed som Komponist fik Bartholdy med sin utrættede Arbejdskraft Lejlighed til at virke paa andre Mander i Musikens Tjeneste.

Man vil huske ham fra en Række populære Kirkekoncerter i Matthæuskirken til bedste for Sognets Fattige.

Man vil ligeledes huske hans Virksomhed som "Studentersangsoreningen"s Dirigent, hver han ikke sparede sig selv eller sine Kræfter, selv om hans robuste Maade at optræde paa maaske okke altid faldt i det akademisk renlivede Sangkors smag.

Underligt nok, at man vragede ham som Akademikernes Kordirigent. Thi var der noget, han var stolt af, da var de, netop det at være Akademiker. Vi talte saa ofte om Akademikernes Berettigelse til at være Foregangsmænd som Stand betragtet, og han hævdede med jysk Stædighed, at blot det, at man mere end det øvrige Bourgeosi forstod Fremmedordenes Betydning, gav studenterne en særlig Forret - og han var sikkert mere stolt af at være statsvidenskabelig Kandidat end af at være titulær Professor.

Med Johan Bartholdy har Landet mistet en fanatisk Elsker af Musik, en alsidig og dygtig, om end ikke særlig fremragende Kunstner - og et bravt Menneske

(Sophus Andersen)

(København 7. december 1904)

Johan Bartholdy døde pludselig af en hjerneblødning. Han er begravet på Vestre Kirkegård

Johan og Octavia Bartholdys gravsten på Vestre Kirkegård. Nederst på stenen står at den er "rejst af venner". Mindestenen blev opsat december 1908. Den er udført af billedhugger Aage Hassel.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da Kæresten døde og skulde begraves. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Hjælpe-Assistent ved et større Statskontor her i Byen er forlovet med en smuk ung Dame. Hans Opfindsomhed i at skaffe sig Fridage er ligefrem opsigtvækkende: det gaar saa tit paa, at Kollegerne med Misundelse skumler over, at han har dobbelt Gage, eftersom han kun gør Tjeneste hveranden Dag.

For ca. en Uge siden mødte han i meget nedtrykt Sindsstemning paa Kontoret. Han fortalte, at hans Forlovede var afgaaet ved Døden paa Rovsings Klinik efter en Operation.

Kondulation af alle mandlige og og kvindelige Kontorarbejdere, af hvilke de sidste særlig udtrykte deres dybe Medfølelse for den unge Mand, der næsten taarekvalt trykkede Damernes Hænder. 

Selvfølgelig fik han Lov til at gaa for at ordne Begravelsen. I Forgaars oprandt Begravelsesdagen. Paa Vestre Kirkegaard skulde hun stedes til den sidste Hvile.

Fra Kontoret mødte en Deputation med en meget stor og flot Krans med Silkebaand i Dannebrogsfarver og Inskription om, at den var fra samtlige Kolleger.

Ved Kapellet stod Deputationen og smaafrøs, men der viste sig ikke noget Følge, ikke en Gang den Afdødes Forlovede gav Møde. Der gik et Kvarter, to, tre - en hel Time, men stadig ingen; Kapellet lukkedes ikke en Gang op.

Saa gik man til Graveren. Der var ingen Begravelse den Dag. Saa gik turen til Rovsings Klinik. Der var ingen kvindelig Patient død i de sidste 4 Maaneder 

- Altsaa en Mystifikation - men lad ham give en  Forklaring! Og i Gaar toges han i skole.

Jo, hun var virkelig død, men ganske vist i Hjemmet, og Begravelsen skete borgerligt og i al Hemmelighed. Han fik saa Kransen for at lægge den ud paa Graven.

Men tænk hvilken Frækhed, - opad Dagen blev han set paa Gaden, der gik han frank og fri med sin "afdøde" Forlovede under Armen.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1904).