Justitsraad Frederik August Christian Peschardt (1868-1915). (Efterskrift til Politivennen).

Den 8. september 1908 meldte daværende justitsminister P. A. Alberti sig selv til politiet for dokumentfalsk og underslæb. Alberti-skandalen stod ikke alene, bl.a. havde en del banker før da mistet flere hundrede tusinde kroner på sagførere. Og i maj måned 1908 havde en af Albertis gode venner meldt sig for næsten det samme som Alberti gjorde. Hans bedragerier fik store økonomiske konsekvenser for nystiftede byggeforeninger i fx Valby. Sagen er siden blevet overskygget af Albertis. Men her lidt om Frederik Peschardt. Frederik August Christian Peschardt var født i Horsens og havde 3 søskende. Han var gift med Ida Peschardt (født Haslund). De havde sønnen Olaf Peschardt (født 1895). 1894-1907 havde han kontor på Nytorv 17.

Sejladsen paa Søerne.

Et Selskab, bestaaende af Direktør Sophus Ritrer, Ingeniør Howitz og sagfører Peschardt har dannet sig i disse Dage under Navnet "De elektriske Baade". Der er afsluttet Kontrakt med det likviderende Aktieselskab "Sejladsen paa Søerne", hvorefter dette Selskabs Materiel paa visse nærmere fastsatte Betingelser overtages til Brug. Kontrakten er bindende for 3 Aar og det nye Selskab forbeholder sig Forkjøbsret til Materiellet for 35,000 Kr. - det stod oprindelig i ca. 200.000 Kr

l Det nve Selskab er etableret med en Aktiekapital paa 50,000 Kr i Ihændehaveraktier - a 10 Kr., og der udbydes 3500 Stykker. Enhver, der kjøber en Aktie a 10 Kr., modtager tillige et Kort, som giver Ret for Aktionæren eller en anden navngiven Person til fri Seilads, saa længe Brugsretten varer, foreløbig de søgne Dage.

For at Seiladsen kan foregaa saa hurtig i som mulig, skal den etableres som Ringroute saaledes, at der samtidig udgaar Baade fra begge Sider. Man vil søge Overenskomst med "Kjøbenhavns Sporveie", saa at der kan aabnes Korrespondancefart mellem Baadene og Svorvognene.

Den foreliggende Plan synes at have mange Chancer for at reussere. Faar 10 Kroners Aktionærerne ikke Andet, saa faar de dog fri Seilads, der repræsenterer store Procenter af de indskudte Penge.

Alle, der sætter Pris paa, at Søernes til dagligdags vel stillestaaende Fysiognomi oplivet ved Baadtrafiken, maa i ethvert Fald være det nye Selskab s Starten taknemlig for det initiativ, de har taget.

Cr.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 2. juni 1899)

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Nedgang til de elektriske både ved Søerne (1903). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aktieselskabet Sejladsen på Søerne" var grundlagt i 1893 for at løse et af hovedstadens trafikale problemer. Arbejdere fra gamle del af byen måtte spadsere rundt om Sortedamssøen for at komme til og fra arbejde. Den første Fredensbro 1878 var en smal træbro beregnet til fodgængere. Senere kom dæmningen. Omkring 200.000 mennesker passerede hver dag over eller uden om Søerne. Mere end sporvognene kunne klare.  De første både sejlede mellem Østerbrogade og Gyldenløvesgade med daglige sejladser i 1894. De sejlede hvert 7. minut. På grund af de ustabile petroleumsmotorer og klager over stanken fra beboerne i Østersøgade gik man allerede efter et års tid over til elektricitetsdrevne motorer. Rederiet tog navneforandring til "De elektriske Både". De stank dog af syre. I 1903 gik man over til moderne benzinmotorer. Passagertallet faldt drastisk da bilerne kom, folk begyndte at cykle og mistede efterhånden lysten til at tage færgen.

I oktober 1899 var Peschardt en af talerne på vegne af bestyrelsen ved nedlæggelsen af grundstenen til arbejderboliger på Trekronergade i Valby. I 1900 var han med til at rejse penge til at kysttrafikken langs Øresund kunne forblive på danske hænder, han var her formand for aktieselskabet "Kysten" hvor også Clauson-Kaas var involveret. Det viste de første år stort underskud. I de følgende år var Peschardt involveret i flere investeringsforretninger i skibe, samt likviditetsforretninger. Han var da blandt de kendte københavnere.

I juli 1904 lod Peschardt sig føre bag lyset af en engelsk svindler, en ung engelsk ingeniør Howard som havde henvendt sig med henblik på et lån til at købe gården. Han havde løjet sig til en alder af 27 (han var 22) og ejer af store rigdomme (7 kroner). Han købte herregården "Kaas" i Salling og giftede sig med husjomfruen. Han blev efterfølgende afsløret som svindler. 

På et tidspunkt begyndt Peschardt at spekulere, først i byggeforetagender, senere på Børsen. I oktober 1907 holdt Borgbjerg i Folketinget en længere tale hvori han udtalte mistillid til om justitsminister P. A. Alberti kunne adskille private og offentlige interesser. Heri blev også Peschardt nævnt som en af Albertis venner medspillere. I slutningen af maj 1908 brast boblen:

Den store Bedrageri-Affære

Albertis Justitsraad.

Mange smaafolk mister deres Penge.

København. Fredag Aften.

I Dag har Sagfører, Justitsraad Peschardt meldt sig selv til Politiet efter først at have begæret sit Bo under Konkursbehandling. I et øjeblikkeligt forhør tilstod han sig straks skyldig i Bedragerier til henved 400,000 Kroner.

Der foreligger endnu kun sparsomme Oplysninger om Enkelthederne, men man er dog allerede klar over, at en Del Smaafolk vil blive ramt meget haardt.

Efter den af Overretssagfører Anders Hvass foreløbig foretagne Opgørelse er Peschardts Gæld 600,000 Kr. og til denne findes ingen nævneværdig Dækning.

De 400,000 Kroner har Peschardt tilvendt sig ved Bedragerier, der for største Delen er udført paa den Maade, at han har brugt de Midler, der var ham betroet. folketingsmand, Overretssagfører Alfred Christensen har saaledes paa egne og 4 Høkeres Vegne begæret kriminel Tiltale. En Række Byggeforeninger har mistet ret store Beløb, som de havde deponeret hos ham, dels i rede Penge, dels i Obligationer. De sidste har Peschardt gjort i Penge og formøblet.

Peschardt var en højtbetroet Mand indenfor Odd-fellow-Ordenen og mange af dennes Medlemmer benyttede ham som Sagfører. Paa denne Maade har han indkasseret meget betydelige Beløb, der alle er brugte.

Forøvrigt har Bedragerierne strakt sig over en lang Aarrække og det er højst mærkeligt, at Katastrofen ikke er kommen for lang Tid siden.

Mange Laangivere har nemlig i de sidste 4 a 5 Aar kæmpet fortvivlet med Peschardt for at faa deres Penge, for et Par Aars Tid siden omtaltes del saaledes meget i visse Kredse, at Kontorchef, forfatteren Ricard næsten maatte true Peschardt paa Livet for at faa ham til at udbetale en Kapital, der var betroet ham as forfatteren Gustav Esmanns Enke.

En stor Del af de mange Penge har Peschardt brugt til et flot Liv. Han havde Sommervilla i Jægersborg og han holdt fint Køretøj, Kusk og Tjener. Han var en feteret Skydebanebroder i den Alberti-Køhlerske Klikke og i del hele havde han meget flotte Vaner, skønt han begyndte i fattigdom. I sin tidligste Ungdom var han Gaardskarl, saa blev han Kontorist, tog dansk juridisk Eksamen og banede sig ved sit gode Hoved og sin flid Vej opad.

Han indlod sig i Byggespekulationer, der dog ikke andrager meget store Beløb, og lige i den sidste Tid forsagte han saa uden Held at redde sig ved nogle vanvittige Kup paa Børsen. Peschardt var Sekretær i Selskabet "Hjemløses Venner", hvis fornemste Kraft er den moderate folketingsmand Neergaard. Peschardt er gift og har et Der har i nogen Tid gaaet Rygter om, at han skulde skilles fra Hustruen.

Blandt de Mænd, der i disse Dage har gjort alt fur at redde Peschardt, er Højres tidligere Kandidat i 7. Kreds, Dr. Petrus Beyer, Formand for Odd-fellow-Ordenen. Det var imidlertid umuligt at skaffe saa mange Penge, som der her var Tale om. 

(Social-Demokraten 30. maj 1908)

I forbindelse med Alberti-skandalen senere på året viste det sig at P. A. Alberti havde tilbageholdt en del af de indsamlede penge til "Hjemløses Venner" til eget brug. Peschardt var foreningens kasserer. En anen af de foreninger som havde overdraget Peschardt penge, var Nationalforeningen tilTuberkulosens Bekæmpelse - 5.000 kr. som Peschardt formøblede til sig selv.

Sagfører Peschardts Dom.

Sagen mod Sagfører Peschardt blev i Gaar paadømt ved den samlede Kriminalret. Tiltalen lod paa Falsk og Bedrageri, men Retten skønnede, at intet af det, hvori Peschardt havde gjort sig skyldig, kunde betragtes som Falsk, og han dømtes derfor efter Straffelovens Bedrageriparagraffer 251 og 253 til Forbedringshusarbejde i 4 Aar.

Frederik Peschardt, der er Søn af en Arbejder paa Crome & Goldschmidts Fabriker i Horsens, og som har levet sin første Ungdom i meget smaa Kaar, tog dansk juridisk Eksamen i 1890 og fik, efter i nogle Aar at have været Fuldmægtig hos Højesteretssagfører Bagger, Bestalling som Underretssagfører i 1894. Han blev straks derefter Sagfører for "Frelsens Hær" og tjente paa dennes store Ejendomskøb og deraf flydende Forretninger saa betydelige Salærer, at han i Efteraaret 1896 kunde flytte fra den beskedne Lejlighed, han hidtil havde beboet i Hyskenstræde Nr. 6, til en stor 6 Værelsers Lejlighed i Nørresøgade og senere til den Lejlighed i Stockholmsgade, hvor han boede, da han blev arresteret. Han udnævntes til Justitsraad i Maj Maaned 1904, uden at nogen forstod, hvorfor denne Udmærkelse tilfaldt den unge og forholdsvis ukendte Sagfører, og omtrent samtidig begyndte han det flotte og ekstravagante Liv, der i Løbet af kort Tid gjorde ham til en af Byens kendteste Skikkelser. Han holdt Villa i Ordrup, Ride- og Køreheste, og han slog i det hele om sig, saa man allerede den Gang straks begyndte at ymte om, at hans Indtægter langtfra lunde slaa til til de Udgifter, hans Liv krævede.

I Følge hans Tilstaaelse, efter at han den 39. Maj i Aar havde meldt sig selv til Politiet og var bleven arresteret, har han allerede i 1991 gjort sig skyldig i ulovlige Dispositioner over Værdier, der enten var ham betroede, eller hvorover han havde skaffet sig Raadighed i sin Egenskab som Sagfører for forskellige Byggeforetagender. Aar efter Aar tiltog hans Bedragerier, indtil Bankkracket i Februar i Aar gjorde det umuligt for ham at holde Svindelen dækket længere. Der var efterhaanden tilgaaet Politiet en Mængde Klager over ham med Hensyn til ukorrekte eller langsomme Afregninger. Han fik Udsættelse paa udsættelse for at kunne afvikle Galden, men tilsidst lukkedes alle Hjælpekilder for ham, og han saa ingen anden Udvej end at overgive sig til Politiet og tage sin Straf, da han under en Konference med Overretssagfører Anders Hvass, hos hvem han havde søgt Raad, havde opgjort sine Besvigelser til et samlet Beløb af ca. 530,000 Kr.

De Besvegne,

Blandt de ved Peschardts Bedragerier Besvegne er den tidligere Overbetjent i Opdagelsespolitiet, Kammerassessor Peter Klein, der har mistet ca. 18,999 Kr. - den Valbyske Byggeforening "Venners Hjem", der har tabt ca. 44,000 Kr. - Maskinmester P. Hansen, der har tabt ca. 14,000 Kr. - Byggeforeningen "Selveje", der taber ca. 65,000 Kr. - Hørkræmmer Herman Christensen, Carl Johan Wendt og Viktualiehandler Jens Peter Jensen, hvem Peschardt har besveget for ialt 30,000 Kr.

Endvidere har han - hvad der forøvrigt var den væsentlige Aarsag til hans Arestation - bedraget den herboende svenske Direktør Hugo Asplund for ca. 6000 Kr., fhv. Blikkenslager Reusch' Bo for ca. 50,000 Kr., Bugserselskabet "Stærkodder" for ca. 7000 Kr., Gaardejer Niels Jensen af Vanløse for ca. 55,000 Kr., Husejer Wilh. Behrendt for ca. 2299 Kr. og Tøjhusarbejder Hans Frandsen for ca. 4500 Kr.

Dommen lød, som nævnt, paa Forbedringshusarbejde i fire Aar, hvorhos Peschardt tilpligtedes at betale Aktionens Omkostninger, herunder Salær til Aktor og Defensor, 50 Kr. til hver.

(København 8. november 1908)

Peschardt kom til at afsone omtrent samtidig med Alberti som sad i Horsens Statsfængsel 1910-1912 og i Vridsløse Statsfængsel 1912-1917. Det udmøntede sig bl.a. i nedenstående satiretegning:

Tegning fra Kolding Social-Demokrat 9. december 1908. Den viser to "almindelige" fanger i stribede dragter, mens resten er klædt i kjole og hvidt, høje hatte, striber på bukserne osv.

Højesteretsdom.

Tvist om, hvem der skal bære Tabet ved et af de Peschardtske Bedragerier.

Et af de Bedragerier, som Justitsraad, Sagfører Peschardt i sin Tid gjorde sig skyldig i, var udført paa følgende Maade:

Han var i Besiddelse af en Obligation paa nogle faa hundrede Kroner, tilhørende Gaardejer Niels Jensen i Vanløse. Denne Obligation agtedes indfriet af Debitor, som i den Anledning ønskede Obligationen tiltransporteret. Niels Jensen underskrev derfor paa Peschardts Kontor en Transport, hvor baade Obligationen og Navnet paa den, der skulde have den tiltransporteret, stod in blanco. Peschardt i udrørte derefter i Transporten en anden Obligation paa noget over 62,000 Kr., ligeledes tilhørende Niels Jensen, og indførte sit eget Navn som den, der fik den overdraget. Del lykkedes ham derefter i "Bikuben" at opnaa et Laan paa 55,000 Kr. til en Rente af 8 pCt. p. a., mod at give Obligationen og Transporten i Haandpant.

Da Niels Jensen ansaa den af "Bikuben" paa denne Maade erhvervede Haandpanteret for ugyldig, anlagde han Sag imod "Bikuben", som havde oppebaaret Aars Rente af Obligationen, og paastod "Bikuben" dømt til at betale ham dette Rentebeløb.

Landsover- samt Hof- øg Stadsretten fandt ikke, at Transporten, der blev fremlagt under Sagen, havde noget mistænkeligt Ydre, og statuerede, at "Bikuben" maatte anses at have haft en til ekstinktiv Erhvervelse af Haandpanteretten tilstrækkelig god Tro. "Bikuben" blev derfor frifunden.

Ved Højesterets Dom blev Overrettens Dom stadfæstet i Henhold til dens Grunde. Det paalagdes Niels Jensen at betale "Bikuben" 200 Kr. i Procesomkostninger for Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. november 1910.)

Peschardt annoncerede i fængslet at han ville slå sig ned som tandlæge. Men det afviste formanden for "Dansk Tandlægeforening" da tandlæger kun kunne anerkendes når de havde en uddannelse fra Tandlægeskolen. Den 10. maj 1911 meddelte aviserne at Peschardt ville blive løsladt fra Vridsløselille den dag.

Albertis Justitsraad Peschardt død.

Peshardt.

Albertis gode Ven og højre Haand, fhv. Sagfører og Justitsraad Peschardt, er i Gaar død paa Kommunehospitalet efter en længere Tids Svagelighed.

Peschardt var Typen paa den rigtige Storsvindler, han var en snu Sagfører, en ret smart Mand og dette i Forbindelse med en slesk Optræden gjorde, at han fik Folk til at gaa i Tøjet.

Hans store Bedragerier var særlig rettet mod et Par af Byens største Byggeforeninger, og Hundreder af smaa familier har hos ham mistet alt, hvad de ejede.

Saa længe den store Byggeperiode var inde, klarede Peschardt imidlertid alle Skær; men da Tiderne begyndte at sløje af, brast alt sammen for ham. Og Aaret før Alberti, vandrede den daværende Justitsraad op paa Domhuset og meldte sig selv for Falsk og Bedrageri.

Indirekte blev hans Fald imidlertid den Tue, som fik Albertis store Læs til at vakle, og at det ikke var Smaating, her var Tale om, fremgaar af, at han fik 4 Aars Forbedringshusarbejde.

Efter sin Løsladelse boede han nede paa Gl. Holm. hvor han var gaaet i Kompagni med en tidligere Kollega.

Sit gamle Navn beholdt han, og han optraadte med en forbløffende Frækhed alle Vegne.

Der var dog intet, som nu vilde gaa for ham, og de sidste Aar har sikkert været meget knappe for ham.

Nu er han altsaa død, ingen vil savne ham, og Samfundet er bleven en uappetitlig Type kvit.

(Folkets Avis - København 22. maj 1915)

Den omtalte tidligere kollega var fhv. protokolsekretær i Kriminalretten Tychsen. Han kaldte sig "retskonsulent", men pga. mistillid blev forretningen ophævet. Han blev 46 år gammel. Alberti blev løsladt 1917 og levede et stilfærdigt liv indtil han blev kørt ned af en sporvogn på Nørrebrogade i 1932. Albertis navn er indskrevet i Danmarkshistorien, mens Peschardt vel stort set er blevet glemt.

Amager Bom. (Efterskrift til Politivennen)

Zibrandtsen ved sin Bom.

Der er i disse Dage af Sundby Grundejerforening aabnet Krig mod Bommen paa Amagerbrogade - denne forældede Indretning, som lægger en trykkende Skat paa Køretøjerne.

Afgiften, der svinger fra 4 Øre til 35 Øre pr. Vogn, er indrettet saa fordelagtig for Landboerne, at disse betaler den laveste Afgift, medens Københavnerne maa betale den højeste.

Nu, da Sundbyerne er saa stærkt bebygget, er det meningsløst, at der midt inde i denne store københavnske Forstad skal bibeholdes en Bom, blot fordi at de profitbegærlige Amagerkommuner vedvarende ønsker at indkassere de store aarlige Afgifter, som indkommer ved Bomforpagtningen.

Sundby Grudejerforening behandlede Spørgsmaalet paa et i Mandags Aftes afholdt Møde.

Foreningen vedtog enstemmigt en Resolution, i hvilken Bestyrelsen bemyndiges til ved alle lovlige Midler at virke hen til at faa Bommen afskaffet.

Forsamlingen vedtog at rette en Opfordring til Sundbyernes Handelsforening om at deltage i Kampen mod Bommen.

Det vedtoges desuden, at der skal anbringes store Skilte udfor Brigadeveej og Fælledvej. Paa Skiltenee skal der med alenhøje Bogstaver staa Opfordringer til at køre ad Omvejen henholdsvis til København eller til Amager.

Endvidere vedtoges dete at engagere flere Mænd, der skal posteres som Vagtposter udfor Skiltene. Mændene faar den OPgave at henvende sig til alle køretøjer, der passerer forbi, og opforrdre Kuskene til at dreje ad Genvejen - en Omvej , derr kun forlænger Kørselen med et Par Minutter.

Forsamlingen rejste sig, raabte Hurra og vedtog alle Forslagene med Akklamation.

I de nærmeste Dage træder Forholdsreglerne i Kraft.

*

Vi havde i Gaar en Samtale med den nuværende Bomforpagter, Hr. Peter Zibrandtsen fra Magleby, som i alt i 6 Aar har havt den Forretning at afkræve Bompenge.

Hr. Zibrandtsen overtog for 7 Aar siden første Gang Bomforpagtningen. Han fortæller, at tidligere kunde der herved tjenes gode Penge, men nu er det bleven en daarlig Forretning, siden Krigen mod Bommen er aabnet.

Oprindeligt laa Bomhuset længere inde mod Kristianshavn, ved Holmblads ejendom, altsaa omtrent ved det Sted, hvor nu Amagerbanens Hovedstation ligger. Holmblad fik Bommen flyttet længere ud ad Amagerbrogade, paa Pladsen skraas for "Syven", hvor han opførte et Bomhus med en Beboelseslejlighed for Bommanden.

For et Aarstid siden solgtes dette Areal til Murermester Mortensen, som her opførte et større Bygningskompleks, "Sønderborg", der ses i Baggrunden tilvenstre paa det vedføjede Billede, og med Facade ud mod den nye Sundby Boulevard.

Da Bommanden ved denne Transaktion blev husvild, forpligtede Bygmester Mortensen sig til at overlade ham og hans Efterfølgere en 3-Værelses Lejlighed gratis i sit nye Kompleks. Desuden blev der som egentligt Bomhus rejst den lille Træbod, der ligger udfor Kirkegårdshækken, vis-a-vis "Syven", og som ses tilvenstre paa Tegningen.

Nogen egenlig "Bom", saaledes som den fandtes i gamle Dage, er der ikke mere Tale om. Den nuværende "Bom", der ses tilhøjre paa Tegningen, bestaar af en høj Mast, som ikke er til at slaa ned. "Bommen" ligner nærmest en Flagstand, der er plantet i en massiv Jærnsokkel. Da i sin Tid Sporvejskørslen med sine Luftledninger begyndte, var der selvfølgelig ikke længer Brug for en bevægelig Bom til at slaa ned. Bommen blev saa afløst af denne faststaaende Mast.

Zibrandtsen har for i Aar betalt 15,000 Kr. i Afgift. Hans Kontrakt udløber den 1. April d. A., og Bomforpagtningen bliver da paa ny udbudt i Licitation af Magistraten og Amagers Oplandsbyer. Af de 15,000 Kr. faae København henved 6000 Kr., Taarnby ca. 6000 Kr., Maglebby henved 3000 Kr. og Dragør 150 Kr.

Den forrige Bommand, Vognmand Nielsen, betalte sidste Aar 23,000 Kr. i Afgift.

I de foregaaende Aar, som Zibrandtsen har været Bomforpagter, har han i aarlig Afgift betalte fra 16,000 Kr. til 22,500 Kr. Da hans Konkurrent Nielsen saa bød ham over med 500 Kr., traadte han tilbage, for efter et Aars Hvile atter at overtage Forretningen. Han fik den sidste Aar 8000 Kr. billigere, som Følge af, at 

Den nye Amager-Fælledvej

var anlagt, hvorved Trafiken ad Amagerbrogade mindskedes.

Hr. Zibrandtsen erklærer, at han ikke agter at fortsætte som Forpagter, nu, da Sundbyernes Grundejerforening har aabnet Krigen mod Bommen. Grundejerforeningen truer med at opslaa Skilte paa Amagerbrogades Sideveje med følgende Indskrift:

"Kør denne Vej og spar Bompengene".

Disse Plakater, siger Hr. Zibrandtsen, er et Indgreb i min lovlige Forretning, for hvilken jeg svarer Afgift ....

*

For et Aarstid siden tilbød Borgmester Jensen, at Amagerkommunerne kunde faa udbetalt een Afløsningssum af 50,000 Kr., mod at de gav Slip paa Bommen.

Amagerne var raske og satte Fordringen op til ikke mindre end 200,000 Kr. - - og dermed bristede den Forhandling.

Under de nuværende Forhold bliver der næppe mere Tale om en saa høj Afløsningssum som 50,000 Kr. - Amagerbønderne har saaledes staaet sig selv i Lyset, da de svarede Nej.

- Kør om ad Amager-Fælledvej og Amager-Boulevard -- saaledes lyder Feltraabet i Sundby Grundejerforening.

Og bliver denne Parole gennemført, saa er Bommen inden længe dødsdømt - den vil af sig selv forsvinde.

(Social-Demokraten 28. februar 1908, 2. udgave).

Bompengene var siden 1790 opkrævet for at vedligeholde Amager Landevej (Amagerbrogade), samt til fælles formål for Amagers beboere. Det blev opført omtrent ved nuværende Norgesgade/Prags Boulevard, men snart flyttet til vestsiden af Amagerbrogade, lige syd for Accisseboden ("Tylvten"). Her havde bommanden også et lille bomhus. 1895 flyttede bommen til modsat side af Amagerbrogade, ved kirkegårdens sydlige hjørne på opfordring af L. P. Holmblad. Her blev opført et murstenshus i to etager (nedrevet 1906) samt et træskur (nedrevet 1915). 

Beliggenheden på hjørnet af Prags Boulevard (venstre side) og Amagerbrogade - hvor hestevognen kører ses på tegningen. Vor Frelser Kirkegård ligger udenfor billedet til venstre. Bomforpagterens fulde navn var Peter Cornelius Zibrandtsen. Zibrandtsen var i 1905 højstbydende til forpagtningen 1905-1906, med 21.500 kr.

Grundejerforeningens poster var blevet tjekket af kammeradvokat Winther, som havde tilrådet at man anviste, men ikke direkte tilrådede at køre ad sidevejene, for at undgå eventuelle erstatningssøgsmål af bomforpagteren. De kørende fulgte i stor stil anvisningen, og kun få vogne kørte ad Amagerbrogade. Dog fastholdt bomforpagterens faste kunder Amagerbrogade. De havde en overenskomst med en fast årlig sum

Krigen paa Amager.

I Onsdags Aftes inddrog Sundbyernes Grundejerforening Forposterne, hvilket med andre Ord vil sige, at Mændene med Afviserne, der anbefalede Folk at køre ad Brigadevej og Fælledvejen for at spare Bompengene, ikke optraadte mere.

Grundejerforeningen havde demonstreret sit Sindelag mod den famøse Bom og afsluttede nu fjendtlighederne, foreløbig for et Aar.

I Gaar udløb Fristen for Indlevering af Tilbud paa Bomforpagtningen for det kommende Aar.

Vi henvendte os i Gaar til Stadens Økonomikontor og fik at vide, at der var indkommet 6 Tilbud, som engang i næste Uge i Overværelse af de Lysthavende vil blive aabnede.

Økonomikontoret vidste selvfølgelig endnu ikke, hvad de forseglede Tilbud lyder paa. Vi ser os dog i Stand til at oplyse, at de 6 Lysthavende byder fra 5000 til 10,000 Kroner.

Bommens nuværende Forpagter, Hr. Zibrandtsen, har, som vi for nogle Dage siden forudsagde, ogsaa indgivet Tilbud. 

Han var i Gaar Eftermiddags ved 3-Tiden oppe paa Raadhuset og indleverede med en højst hemmelighedsfuld Mine sit Tilbud.

(København 13. marts 1908).

Amager-Bommen.

Tilbudene om Forpagtningen af Amagerbommen aabnedes i Gaar.

Det højeste Bud paa 10,000 Kr. var fra Arbejdsmand A. M. Andersen, Flensborggade 38.

Den nuværende Bomforpagter Zibrandtsen var Nr. 2 med 8,400 Kr. (Hans Bud i første Omgang var 8000 Kr.)

Derefter fulgte Gaardejer C. H. Crillesen, Englandsvej, med et bud på 8,300 Kr. (Første Bud 6000 Kr.)

Blandt de højeste Bud kan endvidere nævnes fhv. Vognmand Ahrensberg fra Sundby med et Bud paa 8,276 Kr.

De øvrige Bud var saa lave, at de ikke kan komme i Betragtning; bl.a. var der et Bud, som lød paa, at Vedkommende, saafremt han fik Bomforpagtningen, vilde afgive 85% af Indtægten.

Under Forhandingerne, der lededes af Borgmester Jensen, stillede Repræsentanterne for Amagers Oplandskommuner Forslag om, at Bommen ikke bortliciteredes, da Budene var altfor lave, men at Kommunerne selv overtog Opkrævningen af Bompenge.

Repræsentanterne for København og Sundbyerne gjorde gældende, at en saadan Ordning vanskeligt lod sig gennemføre, bl.a. paa Grund af, at der ikke kunde gennemføres nogen fuldstændig Kontrol med Opkrævningen.

Oplandskommunerne tog derefter Forslaget tilbage, men betonede dog, at Forslaget vilde blive optaget paa ny til næste Aar, saafremt Budene fremdeles var lave, eller saafremt Bomspørgsmaalet ikke var ordnet paa anden Maade.

Borgmester Jensen meddelte, at han af Magistraten havde faaet Bemyndigelse til at forhandle med Oplandskommunerne om Bommens Nedlæggelse.

Oplands-Repræsentanterne erklærede, at de vilde forelægge deres respektive Sogneraad Magistratens Tilbud. De var i hvert Fald ville til Forhandling, men de haabede, at Magistraten fremkom med et Tilbud, der kunde danne Grundlaget for Forhandlingen.

Borgmester Jensen svarede at han absolut ikke kunde fremkomme med noget skriftligt Tilbud. Derimod var han, saasnart de mundtlige Forhandlinger paabegyndtes, ville til at fremsætte et Forslag.

Det første Møde vil finde Sted, saasnart Oplandskommunernes Svar foreligger.

Med Hensyn til, hvem der skal være Bomforpagter, saa falder Afgørelsen en af de nærmeste Dage.

Paa Onsdag skal jo den nye Forplagter overtage Pladsen, saafremt ikke Zibrandtsen selv bliver den heldige og beholder Stillinge.

(Social-Demokraten 28. marts 1908, 2. udgave.).

Københavns Amt havde en betydelig indtægt af forpagtningsafgiften, som blev betalt af København og Frederiksberg. I 1910 var der tale om at afløse bomafgifterne med hhv. 12.000 (København) og 3.000 kr. (Frederiksberg) i 5 år, dog ikke Amagerbommen hvor amtet krævede 10.000 kr. i 10 år. Dette kunne borgmester Jensen på Magistratens vegne ikke gå med til. 

I november 1914 fremsatte Trafikministeren i Folketinget fremsat lovforslag  om ophør af opkrævning af bomafgift på landevejene i Københavns Amt og ved Amagerbommen med udgangen af marts måned 1915. Forslaget havde da været igennem Borgerrepræsentation, Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Amtsrådet. Forslaget ved vedtaget i Landstinget december 1914.

Bomforpagter Peter C. Zibrandtsen, Dragør døde 17. december 1946, ifølge "Dødsfald i Danmark".

Dagmar Koefoed (1887-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Dagmar Kofoed (1887-1908). Datter af urmager Christian Valdemar Kofoed og Nilsine Petrea Kofoed. Kort efter familien flyttede til København, døde faderen. Moderen døde 1902 hvorefter Dagmar blev tjenestepige. Hun forsøgte sig som varietesangerinde og i december 1906 ansat som sangerinde hos Lorry Feilberg på Operetten på Frederiksberg. Her måtte hun stoppe marts 1907, muligvis pga. at publikum ikke kunne lide hende. Herefter forsøgte hun sig som prostitueret. Hun traf en jævnaldrende tryllekunstner. Sammen med to danske kvinder, Anna Maria Nielsen og Vilhelmina Regine Breil, tog hun regelmæssigt til Helsingborg hvor de blev kendt som "Rådhusduerne" - og hos Helsingborg sædelighedspoliti. 

Den 8. februar var der snestorm med orkanstyrke. Hun forlod Helsingborg centrum med en ukendt mand og blev et par dage senere fundet myrdet ved "Stampen" mellem Tågaborg og Stattena. Mordet vakte stor omtale i aviserne på begge sider af sundet. Men mens hun gik i glemmebogen i Danmark, er der også i nyere tid opmærksomhed i Sverige. Især fordi det afslørede det svenske politis totale uformåenhed, hvilke bl.a. gav sig udslag i (som også nævnes i en artikel nedenfor) at det blev noteret som et selvmord. Det medførte omfattende omorganiseringer i politiet og langt op i 1900-tallet opstod der myter og konspirationsteorier om mordet. 

De første artikler om mordet indeholdt en del unøjagtigheder, for ikke at sige usandheder:

En dansk Pige myrdet i Helsingborg.

Gennem R. B. har vi modtaget følgende Telegram:

Helsingborg, 9. Februar. Ved 8-Tiden i Morges fandtes paa en Kulbunke i Bydelen Statténa Liget af en ca. 20-aarig Pige.

Hun var kvalt med et Silketørklæde og havde desuden et langt Saar i Panden. Pigen, hvis Mund var tilstoppet med et Tørklæde, var næsten nøgen. Poliliet mener, at den myrdede er fra Danmark.

Nærmere Enkeltheder mangler.

Helsingborg, Kl. 11 Aften.

Den myrdede Pige er nu genkendt. Hun hedder Dagmar Kofod, er født i Marts Maaned 1887 og bor Dannebrogsgade 46, 3. Sal sammen med en jævnaldrende Pige Olga Petersen.

Begge Piger var godt kendt i Helsingborg, hvor de havde mange Herrebekendtskaber. De kom til Helsingborg i Fredags Aftes, og Mordet har rimeligvis fundet Sled Natten mellem Fredag og Lørdag.

Liget fandtes af nogle tilfældige forbipasserende Folk.

Liget var næsten fuldstændigt nøgent, og Obduktionen gav det Resultat, at Døden var hidført ved Kvælning. Den Myrdedes Klædningsstykker fandtes spredt paa Marken.

Det. er endnu ikke lykkedes Politiet at faa oplyst, hvem Dagmar Kofod har været sammen med. Hun har en Kæreste i København, der hedder Högvall, men har, saavidt Politiet har faaet oplyst, ikke været med i Helsingborg denne Gang.

Byen er oprørt over del uhyggelige Mord, og hele Byens disponible Politistyrke er beskæftiget med at søge efter Morderne.

Dagmar Kofod var godt kendt i Dannebrogsgade. Hun hørte til Gadens løseste Fugle af den allerlaveste Art. 

Udenfor Dannebrogsgade 46 - en skrækkelig Fattigkaserne - træffer vi en af Dagmars Veninder.

"Er det muligt." siger hun og spærrer Munden forfærdet op. da vi meddeler hende Dagmars sørgelige Endeligt, "ja - saa er det vel Kæresten, der har slaaet hende ihjel - det kunde ligne ham. Hun havde kendt ham en Maaned, det raa Menneske, men hun holdt af ham - men han var saa brutal imod hende han slog og sparkede hende undertiden saa Blodet flød" 

- - -

Dagmars Veninde skuffer sig og siger saa: "Hun rejste altid over med Högvall til Sverrig - for at tjene Penge - og saa har han slaaet hende ihjel i Fuldskab den Bandit. - Det var nu Pigens Mening. 

Vi trøster os ikke at dele den.

Vi gaar op ad de fugtige, mørke Trapper, der er slibrige af Smuds og Fugtighed, og banker paa hist og her. Nogle Steder svares der ikke, andre Steder lukkes der op: der kommer mærkelige Skikkelser frem i Dørene - de fleste i dybeste Neglige.

Endelig træffer vi paa Olga Marie Petersen, som det svenske Politi mener har været sammen med den med den myrdede i Helsingborg.

Olga bor hos sin Stedfader, der som det synes, ikke er meget ældre end hende selv.

"Olga! staa op." kommanderer Stedfaderen.

Olga kommer frem i har Chemise og kryber sammen bag Stedfaderen. Del er en ganske køn 17-Aars Pige.

Dagmar Kofoed siger hun tøvende, "jo-o - hende kender jeg nok "

"Har De været sammen med Dagmar i Helsingborg i Gaar?"

"Nej, det har jeg ikke - jeg kender overhovedet ikke Dagmar videre godt. Jeg tror nok, at hun har arbejdet paa Hirschsprungs Tobaksfabrik i Niels Juelsgade - andet ved jeg skam ikke"

Stedfaderen, der med rynkede Bryn har overværet Samtalen, bevidner nu med kraftige ord, at hans Datter har været hjemme baade Fredag, Lørdag og Søndag.

I Huset kender man ellers ikke videre til Dagmar. Paa 3die Sal, hvor hun angives at have boet til Leje i et lille Hummer, er der lukket og slukket.

Nøglen sidder indvendig, men trods vor ihærdige Banken er der paa det sene Tidspunkt ingen, der lker up.

Vi famler atter ned ad den fugtige Trappe og trækker Vejret dybt, da vi atter staar ude i Luften.

- - -

Vi har til Morgen indhentet følgende yderlige Oplysninger angaaende den Myrdede:

Dagmar Kofod har i længere Tid drevet om i Vesterbrogade-Kvarteret uden egentlig fast Bopæl. Hun har, som meddelt, tidligere boet i Dannebrogsgade 46, og før den Tid i Dannebrogsgade 7 og i Helsingørsgade.

Hun arbejdede paa Hirschsprungs Tobaksfabrik i Niels Juelsgade indtil for tre Maaneder siden - efter den Tid liar man ikke der set noget til hende.

Begge hendes Forældre er døde. Hendes Fader blev for et Par Aar inden funden død i en Stald - hendes Moder er død for kort Tid siden.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 11. februar 1908).

Annonce for Lorry Fejlberg i Social-Demokraten 22. april 1906. Se artiklen nedenfor.

Lystmordet i Helsingborg.

En enestaaende dyrisk Forbrydelse.

De eneste rigtige Oplysninger om den myrdede Dagmar Koefoed.

Samtale med den mistænkte Kæreste og Pigens Rejse-Veninde.

Om Dagmar Koefoed, der Søndag Morgen fandtes afklædt, kvalt og knivstukket paa en Kulbunke udenfor Helsingborg har adskillige Blade bragt en Del rent forkerte Oplysninger. De rigtige Oplysninger om den myrdede, samt alt, hvad der er oplyst korrekt og vidnefast lige til i Formiddag, findes i denne Artikel

Dagmar Kofoed var en letlevende københavnsk Pige, der logerede i Dannebrogsgade Nr. 46 i Baghuset.

Hendes Fader var Uhrmager og levede under ret gunstige Omstændigheder lige til det sidste. Meddelelserne om Dagmars elendige Barndomsforhold er ganske opdigtede.

Hun begyndte tidligt at gaa lidt i Byen, og da hun saa godt ud, har hun desuden altid kunnet faa Engagementer ved Varieteer.

Hun var forlovet med en Tryllekunstner, som hun har optraadt sammen med; men i den senere Tid har hun mest levet af sine Herrebekendtskaber.

Om Sommeren cyklede hun og hendes Veninder ud af Strandvejen, om Vinteren drev de om paa Vesterbro-Strøget for at kapre Herrer. Hun og en Veninde Marie Nielsen plejede desuden en Gang om Ugen at tage til Helsingborg, hvor de for Penge indlod sig med den første den bedste de traf paa, og som havde sin Ugeløn i Lommen.

Paa en af disse Udflugter er det Dagmar Kofoed har fundet sin Død.

Dagmar Kofoed var middelhøj, havde lyst Haar og langagtigt Ansigt. Hun var iført rødbrun Kjole med Jaket af samme Farve, brune Støvler og en sort Hat.

Dagmars Kæreste.

I en Del Blade fortaltes i Dag, at Dagmar var Kæreste med en herboende Svensker ved Navn Högvall, og enkelte Blade sigter endog ret uforbeholdent denne Mand for at være Morderen.

Med Kæresten forholder det sig saaledes. Han hedder Osvald Lauritzen og er af Profession Tryllekunstner. Han gør Indtryk af at være en pæn ung Mand, og da vi i Gaar talte med ham, var han dybt rystet over Dagmars ulykkelige Skæbne. Med Graad i Stemmen fortalte han:

- Mit fulde Navn er Jens Osvald Lauritzen, jeg er født 24. Maj 1887, og er en Søn af Trikotagehandler L. i Aarhus. Da jeg var konfirmeret kom jeg ind paa Herredskontoret i Helsingør, det blev jeg imidlertid ked af, og tog til Tyskland og fik Plads I en Skibsmæglerforretning; da jeg Var en 18 Aar gammel slog jeg mig paa Tryllekunstprofessionen og begyndte at optræde i Tyskland  og tog senere her til Danmark og gennemrejste de danske Provinsbyer.

I Maj Maaned optraadte jeg i Kisten og Resten af Sommeren paa Alleenberg, og efter at der har været lukket, har jeg af og til gennemrejst en Del af Provinsen.

I April Maaned lærte jeg Dagmar Kofoed at kende en Aften ude i Bondestuen. Hun havde den Gang optraadt hos Lorry Feilberg, men var for Øjeblikket uden Engagement. Vi kom da jævnlig sammen og blev forlovede. Da jeg saa senere begyndte at optræde paa Alleenberg assisterede hun mig under Navnet "Miss Lilian'. Jeg vidste godt den Tang. at hun jævnligt sagte fremmede Herrers Bekendtskab mod Betaling, og jeg bebrejdede hende det.

Naar "Klokken 12" fortæller, at jeg har slaaet hende, saa er det pure Løgn og Opspind. Tværtimod har jeg hjulpet hende paa det bedste, hvad vor Omgangskreds kan bevidne, for jeg troede derigennem at vinde hende fuldstændig for mig, hvilket desværre ikke lykkedes mig.

I August Maaned blev hun anholdt af Sædelighedspolitiet og blev indlagt paa Hospitalet, hvor hun var i 5 Maaneder. Den Dag hun kom ud, hentede jeg hende selv, og hun boede da hos en af mine Slægtninge i Hedebygade. Men saa begyndte hun at tage til Helsingborg om Fredagen og blev derovre om Natten til Lørdag.

Naar "Klokken 12' fortæller, at jeg tog med, saa er det ogsaa Usandhed, jeg var jo, som jeg siger dem, endog ked af den Maade, hun levede paa (her gav Lauritzen sig til at græde, medens han talte).

Og saa dette med, at jeg skal være Morderen. Jeg, der elskede Dagmar Kofoed saa højt!

"Kl. 12 "s Historie om, at hendes Fader var død i en Stald i Elendighed er ogsaa gal. Faderen var Uhrmager og boede paa Gl. Kongevej. For 6 Aar siden døde Moderen, og da var der ikke noget rigtigt Hjem mere. Dagmar fik Lov til at flytte sig selv, og hun kom i Uføret. For et Aars Tid tilbage døde Faderen, men ikke i Elendighed, han havde Forretning til det sidste

Men Dagmar var, trods alt, en god Pige, og saa var hun smuk. Jeg vil nu gøre alt. hvad jeg kan for at faa hendes Lig ført hertil Byen og faa det begravet.

Dagmars Veninde og Rejsekammerat.

Dagmars Veninde, som hun plejede at tage til Helsingborg med hedder Marie Nielsen, Navnet Olga Petersen var et slags Rejsenavn, hun brugte. Hun er den sidste af Dagmars Bekendte. der har set hende levende. Vi bringer her hendes Billede.

Ogsaa med Marie har vi hast en Samtale. Hun udtalte til vor Reporter:

Naar "Kl 12" i Gaar lægger mig nogle Udtalelser i Munden, saa er det en af de groveste Usandheder, som kan laves. Jeg har aldrig udtalt mig til nogen om min Veninde Dagmar Kofoed; desuden bor jeg ikke i et lille Hul, men i en 2 Værelses Lejlighed i Dannebrogsgade 46, og jeg boede alene ikke sammen med min Stedfader.

Dagmar og jeg plejede at rejse til Helsingborg om Fredagen og vende Hjem igen Lørdag.

I Fredags tog vi som sædvanlig afsted med Toget Kl. 9,30 Aften fra Nordbanen. Kl 11 ½ om Aftenen forløb Dagmar mig paa Järnvejsgaden, jeg havde nemlig truffet et Par af mine Bekendte.

Om Lørdagen ventede jeg hende som sædvanlig ved Færgen, men hun kom ikke. Naa, jeg tænkte saa, hun blev derovre, noget ingen af os, som sagt, plejede.

Jeg kunde ikke forstaa, at hun ikke kom hjem i Løbet af Lørdagen og heller ikke om Søndagen. Først Mandag Formiddag erfarede jeg, hvad der var Vederfaret hende. Men det er mig ufatteligt, det hele.

Stedet, hvor hun er fundet myrdet, ligger ca. 40 Minutters Gang fra selve Helsingborg, hvordan mon nogen har faart hende derud? Jeg er nu overbevist om, at der maa have været flere om at dræbe hende, da hun var en stor kraftig Pige, som nok kunde værge sig overfor en enkelt Person, selv om det var en Mand; fuld tror jeg nu ikke hun har været, da hun ikke yndede stærke og berusende Drikke. Historien med at hun har arbejdet paa Hirschsprungs Fabrikker er opdigtet, som saa meget andet, der har staaet i Bladene. Hun var Sangerinde.

For at det københavnske Politi ikke skulde saa noget at vide om vor Færden i Sverrig, kaldte vi os for andre Navne, mit Navn var Olga Charlotte Petersen og Dagmars Navn var Dagmar Olsen

Dyrisk Raahed ved Mordets Udjorelse.

Det svenske Politi mener, at Mordet er foregaaet paa følgende Maade.

En Person har lokket Pigen med sig ud paa del ensomme Sted. Han har ment, at hun havde Penge, og har givet hende et Slag i Panden.

Hun har tørret Blodet bort med sit Lommetørklæde, medens hun har løbet for at redde sit Liv.

Morderen har indhentet hende, stoppet det blodige Lommetørklæde i halsen paa hende, voldtaget hende og kvalt hende. Foruden en lille Haandtaske fandt man paa Jorden i Nærheden af Liget, 5 Kr. og 5 Øre samt en Nøgle. Om denne Nøgle har vi faaet oplyst, at den hører til et Værelse i Kafe "Skive", Istedgade, hvor Dagmar og hendes Kæreste har logeret et Par Dage.

Morderen er et Uhyre i Menneskeskikkelse, han har lagt en enestaaende Raahed for Dagen ved Mordets Udførelse.

Samtale med Helsingborg-Politiet.

Det svenske Politi paa Spor.

I Formiddags, kort før Bladet gik i Trykken, forespurgte vi Hos Politiet i Helsingborg, om det var kommen Gaadens Løsning noget nærmere. Detektivafdelingen, som vi nu blev sat i Forbindelse med, svarede meget imødekommende, at detektiverne ikke kunde fortælle os, hvem Morderne var, da man endnu ikke havde paagrebet nogen. Politiet havde dog forstellige Spor. som det af Hensyn til Undersøgelsen ikke gerne vilde omtale.

Saa meget kunde man dog sige, at det meste af det, som i Gaar var fremsat som Gisninger og Sigtelser i Bladene, var uholdbart: Sporene viste i en anden Retning!

(Folkets Avis 11. februar 1908).

Karta över Helsingborg 1909. Platsen där Dagmar Kofoed hittades finns markerat i den förstorade rutan i kartans vänstra del, med siffran 1. ”Karta öfver Helsingborg. Upprättad 1909” Ur Helsingborgs stadsarkivs samlingar. Kortet hentet fra denne hjemmeside. På hjemmesiden findes endvidere et samtidigt foto af nabolaget til gerningsstedet.

Mordet i Sverig.

Dagmar Koefoeds Kæreste.

Hvem er den mørke Herre?

Tirsdags var der Forhør paa Helsingborgs Politistation i Anledning af Mordet paa Dagmar Koefoed.

Bl. a. afgav Dagmars Forlovede, Hr. Lauritzen. og Veninden, Marie Nielsen, Forklaring.

Det fremgik af forskellige Oplysninger, at Dagmar sidst er set Kl. 12 ½ Fredag Nat, da hun stod udenfor Hotel "Lorenzberg" sammen med to Herrer, som forsøgte at komme ind paa Hotellet.

Pludselig løb hun fra dem og over til en lille mørk Herre, som stod paa den anden Side af Vejen.

Senere har ingen set hende.

I Sverig er Ophidselsen stor, og Deltagelsen med den myrdede Pige giver sig til Kende paa mange Maader. Et Selskab, som i Lørdags var samlet paa Hotel "Molberg" i Helsingborg. indsamlede strax 150 Kr. til en Dusør for Morderens Paagribelse.

Man paastaar almindeligvis, at Morderen hverken kan være dansk eller svensk; dertil er det for raat.

Mistanken rettes nu ogsaa mod en Udlænding.

Dagmar og Tryllekunstneren i Aalborg

I Slutningen af sidste Sommer kom Dagmar Koefoed sammen med sin Kæreste, Tryllekunstneren la Garde, hvis virkelige Navn er Osvald Lauritzen, til Aalborg.

Sammen med nogle af de løseste kvindelige Existenser fejrede de nogle vældige Basseraller. Det hele Leben endte imidlertid med et Knald!

En Nat fik et Par af de løsagtige Kvinder lokket en nylig hjemvendt Dansk Amerikaner med sig op i en Lejlighed i Kirkegyde. og der blev Dansk-Amerikaneren saa udplyndret for adskillige Hundrede Kroner, som han havde hos sig.

Næste Dag nappede Politiet i Randers baade la Garde og hans to kvindelige Meddeltagere i Udplyndringen af Dansk-Amerikaneren, og Trekløveret blev ført tilbage til Aalborg. De var alle tre rejst fra Aalborg af Frygt for Politiet. la Garde fik for sin Part 30 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Han tog Straffen med alt andet end lyst Humør, han skal saaledes have været ved at græde af Ærgrelse, da han skulde fotograferes til Forbryderalbumet, og hans Ansigt var et stort og veltilfreds Smil, da han efter de 30 Dages Indespærring kunde forlade Arresthuset.

Heldigvis for den unge Mand har han kunnet bevise, at det ikke er ham, som har forøvet Forbrydelsen. Han skildres af Folk, der kender ham, som et Menneske, der egenlig ikke er ond af Naturen, men som meget let falder for en Fristelse og gærne lader sig lede af slette Bekendtskaber. En Del af sidste Sommer optraadte Lauritzen og hans Kæreste paa Alléenberg, han som Tryllekunstneren la Garde, hun som Sangerinden "Miss Lilian".

En Arrestation.

Der er i Gaar i Malmø bleven arresteret en tysk Musiker. som er stærkt mistænkt for at være Morderen.

Han spillede i et Orkester paa Hotel "Continental" i Helsingborg og kom Natten til Lørdag hjem Kl. 3 om Natten.

Man lagde Mærke til, at han var forkradset paa Hænder og i Ansigtet, og han havde tabt sit Slips.

Senere rejste han bort og efterlod alt sit Tøj paa Hotellet.

Det er endvidere oplyst, at en Politibetjent har set ham staa om Natten, før han gik hjem, og viste sig nede i et af Basunerne ved Havnen.

Meget kan tyde paa, at man her har faaet fat paa Gerningsmanden.

(Fyns Social-Demokrat 13. februar 1908).

Nedenfor et eksempel på en artikel hvis indhold tilbagevises af Folkets Avis, og som også afkræftes af andre kilder på nettet:

 Mordet i Sverig.

 Dagmar Koefoed var en stakkels falden Kvinde fra Dannebrogsgade i København.

 På Jagt efter Morderen.

Det er lykkedes ikke blot at faa konstateret Navnet paa den unge danske Pige, som er bleven fundet myrdet i Helsingborg, men ogsaa at faa Kendskab til det Liv, hun har ført, inden den frygtelige Død gjorde Ende paa hendes Tilværelse.

Dagmar Koefoed var kun 21 Aar og har sidst haft Bopæl i Dannebrogsgade 46 i København.

Faderen opretholdt i sin Familien ved at gaa rundt og feje Rendestene, skylle Kloaker, vaske Retirader og besørge lignende Arbejde. For et Par Aar siden blev han fundet liggende død i en Stald paa Gasværksvej, siden da har Konen besørget saa meget af hans Virksomhed, som var gørligt for hende. Iøvrigt lejede hun Værelser ud til løsagtige Kvinder, det gør de allerfleste der i Stedet, og i dette Kvarter er det maaske ikke nogen helt daarlig Forretning.

Dagmar skildres af Beboerne som en lille, køn lyshaaret ung Pige.

Hun rullede Cigarer om Dagen paa Hirschsprungs Fabriker, og om Aftenen gik hun paa Kommers.

Efterhaanden sank hun dybere og dybere og endte blandt de ulykkelige Kvinder, hvis eneste Erhværv er Utugt. Stor Skyld i dette havde hendes Kæreste, en Svensker ved navn Høgvall. Han mishandlede den stakkels Kvinde og førte hende jævnlig som en Slags Slavinde med til Sverig. Den Formodning, at Högvall har myrdet Dagmar Koefoed, vandt straks Tiltro, men er senere bleven forkastet.

Langt snarere maa man vel af den Omstændighed, at et Silketørklæde var stoppet i den myrdedes Mund, formode, at det er et af Dagmars elegante Bekendtskaber i Helsingborg, der har forøvet Mordet.

 Efter de Undersøgelser, Politiet i Helsingborg har foretaget, synes det absolut ikke, som Pigens Kæreste Högvall har noget med Mordet at gøre. Har har - saa vidt man har kunnet faa oplyst - ikke denne Gang været med Dagmar Koefoed i Helsingborg.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 13. februar 1908).

En myrdet Kvindes begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

København den 18. Februar.

I Dag blev den unge Pige, Dagmar Koefoed, som blev myrdet i Helsingborgegnen, begravet fra det lille Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var uendelig simpel - sortmalet Fyrretræ omhængt, efter svensk Skik, med sort Flor. Kun ganske faa Kranse brød alt det sorte.

Pastor Hansen fra Gethsemane Kirke talte. Han havde kun milde Ord at sige om den unge Piges Livsskæbne og triste Død.

Det tilstedeværende Følge var saa faatalligt, at da Kisten skulde bæres hen til Graven, var der ikke nok til at bære. Et Par Journalister, der var komne med, maatte hjælpe til.

Dagmar Koefoed blev for en halv Snes Dage siden funden som Lig paa en Losseplads undenfor Helsingborg. Hun var myrdet. Hendes Livsførelse i København har været af den Art, at man mener, at hun er bleven lokket over til Sverig, hvor hun har fundet sin Skæbne. Der er endnu ikke fundet Spor af Morderen. Mistanken har været rettet mod forskellige, som det hidtil synes uden Grund. Der synes at hvile et uigennemtrængeligt Slør over den uhyggelige Tildragelse.

(Ringsted Folketidende 19. februar 1908).

Mordet ved Helsingborg paa Sangerinden Dagmar Koefoed fandt Sted Natten mellem den 8. og 9. Februar 1908. Paa dette Tidspunkt opholdt Carl Kjær sig ganske vist i København med den berygtede Indbrudstyv Carl Christensen. Han kunde selvfølgelig i denne Tid havde taget en Sviptur til Helsingborg, men stor Sandsynlighed er der ikke for det. Netop i de Dage blev der begaaet forskellige Indbrudstyverier, som de to Kammerater senere er blevet dømte for.

Den 13. Februar indskibede de sig med "Esbern Snare" til Aarhus, tog derfra til Horsens, hvor de brød ind et Par Steder, og videre til Kolding, hvor de begik Tyveriet paa "Missionshotellet", og hvor Carl Kjær aflagde Forældrene et Besøg.

Den 19. Februar blev de to Tyve grebet paa Odense Banegaard, og siden da har de ikke været paa fri Fod.

(Holstebro Dagblad 29. marts 1908).

I marts 1909 påstod en tugthusfange Carl Thomsen Kjær at det var ham der foruden andre mord havde begået mordet på Dagmar Koefoed. Han blev den 23. juni 1908 indsat i tugthuset for at afsone 6 års straf for tyveri. Her blev han flere gange indlagt på sindssygeafdelingen på Viborg Sindssygeanstalt, der i modsætning til Aarhus Anstalt ikke havde en fængselsafdeling. Overlæge Geill var kriminalpsykiater. Kjær led også af epilepsi. Mordet var på daværende tidspunkt stadig uopklaret, og politirapporter udelukkede ikke selvmord.

Tugthusfangens Tilstaaelser.

Er Cigarmageren sindssyg?

Den i Gaar omtalte 22-aarige Tugthusfange Carl Thomsen Kjær, der har "tilstaaet" at være skyldig ikke alene i Hjortshøjmordet, men ogsaa i Mordet paa Dagmar Koefoed og endelig i et Mord paa Koldingkanten, ligger stadig til Observation hos Overlæge Geill paa Viborg Sindssygeanstalt. Før om nogle Maaneder vil Overlægen ikke kunde afgive Skøn om hans Sindstilstand.

Men for Resten taler alt for, at Kjær enten er sindssyg, eller at han har lavet sine Historier for at få en lille Afbrydelse i det ensformige Tugthusophold. Alene den Omstændighed, at han, da Hjortshøjmordet  blev begaaet, kun har været 15-16 Aar gammel, gør, at hans "Tilstaaelse" maa betragtes med Skepsis. Men ydermere er der at bemærke, at man i Kolding slet ikke kender noget til et uopklaret mord der paa Egnen.

Kjær paastaar, at han paa den Tid, Hjortshøjmordet blev begaaet, har været hos en Gartner i Hjortshøjegnen - ingen Gartnere derude kender noget til ham.

Hjortshøjmordets store Gaade er altsaa lige langt fra sin Løsning.

Vestsjællands Social-Demokrat 25. marts 1909

Overlæge Geill skrev senere en artikel i Tidsskrift for Fængselsvæsen, ud fra hvilken Social-Demokraten 29. december 1910 havde en længere kronik om "tugthusfange nr. 109" på Viborg Sindssygeanstalt. Efter en længere redegørelse for hans opvækst og senere forbryderbane konkluderer han at tilståelserne var fantasi ("pseudologia phantastica").

Carl Kjær og Dagmar Koefoed. "Social-Demok." oplyser følgende: Carl Thomsen Kjær har virkelig et halvt Aars Tid været Kæreste med Dagmar Koefoed, og har levet af det, som hun tjente. Hun brød imidlertid med ham og blev Kæreste med en omrejsende Tryllekunstner.

Angaaende selve Mordet i Helsingborg blev det oplyst at Dagmar Koefoed, efter at have været sammen med et Par svenske Herrer, traf en tredje Herre, med hvem hun forsvandt ud ad den Kant i Byen, hvor hun Morgenen efter blev fundet død.

Umuligt er det altsaa ikke, at den paagældende Person er hendes tidligere Alfons, Carl THomsen Kjær, der har villet tvinge hende til at genoptage Forholdet til ham.

(Kolding Folkeblad 30. marts 1909).

I 1911-1912 var en tugthusfange, Hans Christian Madsen under mistanke for at have myrdet Dagmar Koefoed. (Foto fra Social-Demokraten 28. august 1912). Han havde tilstået tre andre mord i Sverige, men benægtede hårdnakket at have myrdet Dagmar Koefoed. I august 1912 blev han udleveret til det svenske politi i Helsingborg. I oktober 1912 måtte politiet opgive at få han anklaget for mordet. Derimod blev han dømt for 2 andre mord og 2 voldtægtsforsøg. Herefter blev den danske presse tavs omkring dagen. Den svenske bragte med jævne mellemrum artikler om sagen helt op i nutiden.

Et Barns Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

En lille hemmelighedsfuld Højtidelighed paa Kirkegaarden.

Paa Vestre Kirkegaard fandt der i forgaars en stemningsfuld Højtidelighed Sted. Det var et lille Arbejderbarn, der blev begravet, Zenia Ystrøm, Datter af en Enke Emmy Y. Denne Begravelse gik for sig uden en Præsts Medvirken og uden Salmesang - den blev ikke mindre alvorlig -- stemningsfuld for det.

Ca. 100 Medlemmer af Socialistisk Ungdomsforening var mødt med ders Fane. Den lille Kiste blev i Processionen baaret ud til Graven hvor Chr. Christensen talte i smukke jævne Ord.

Derefter sang man en Sang, forfattet af Fru Lucinka Hansen. Vi citerer et Vers:

Tag derfor Døden som en Skyld for Livet.
Men aldrig som Belonnings rige Væld.
Af Jord vi kom, til Jorden bli'er vi givet.
Saa er vi kvit, betalt vi har vor Gæld.
Men kæmp for Liv, saa længe de det ejer,
For Lykkens Liv til store og til smaa.
Kan hænde vi engang i Liv faar Sejr,
Saa kan saa trygt til Dødens Søvn vi gaa

Da Sangen var sunget til Ende, kastede man Blomster ned paa den lille Kiste, og dermed skiltes Følget.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1908).

Gustav Theodor Hansen (1847-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden.

Jordefærd. For faa Dage siden afgik, som alt kortelig omtalt her i Bladet. Herredsfoged i Kolding Herred G. Th. Hansen ved Døden. Han stammede fra Flensborg, hvor hans Fader, Centralkassekasserer og en anset dansk Patriot, gjorde sig hæderligt bekendt ved i 1864, førend Tyskerne, efter Dannevirkes Rømning, naaede til Flensborg, at redde alle Statens Penge ved i Tide at forlade Byen.

Herredsfoged Hansen var anset som en flink og " særdeles flittig Embedsmand, der i de Jurisdiktioner, hvorved han havde virket - Mariager og senest Kolding Herred - havde forstaaet at sætte sig i et godt Forhold til Befolkningen.

I Middags fandt Begravelsen Sted fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

Paa Kisten var der henlagt mange Kranse, deriblandt fra Sognefogder i Kolding Herred og fra Amtmanden over Randers Amt, Kammerherre Hoppe.

I Følget bemærkedes bl. a. Departementschef Asmussen, Birkedommer Valeur, Birkedommer Sylow og Redaktør i Hillerød Hanson.

Talen holdtes af Provst, lic. theol. Fenger. I sin kønne Skildring at Hansens Personlighed berørte han dennes slesvigske Herkomst og fremhævede i denne Forbindelse hans patriotiske Sindelag og hans for Slesvigerne karakteristiske friske Humør og frejdige Sind, der havde baaret dem og bar dem gennem saa mange Trængsler. løvrigt skildrede Taleren den Afdøde som den samvittighedsfulde og pligtopfyldende Embedsmand, der altid havde haft en udstrakt Haand til Befolkningen, og som den kærlige Familiefader, der havde bragt Lys og Liv over sit Hjem. Taleren sluttede med Bøn.

Ledsaget af Følget bares derefter Kisten ud til Graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28. januar 1908).

Dødsannonce fra Nationaltidende 23. januar 1908.

Forældrene var kammerråd og assistenshusforvalter Christen Hansen og Catharina Marie Hencke. Gustav Theodor Hansen var cand.jur., byfoged og -skriver i Mariager, Herredsfoged og -skriver i Onsild og Gerlev Herreder og i Kolding Herred in Mariager. Han døde 20. januar 1908 under et kurophold i Oslo, Norge, 61 år gammel. Mariager Byråd sendte en krans til båren.

Gustav Theodor Hansen og Agnes Frederikke Christiane Mogensen (1855-1915) havde en datter, Margrethe Agnes Hansen (1880-1933) som var Paul Vilhelm Peter Bergsøes (1872-1963) første kone (fra 1901). Derudover datteren Catharina "Ina" Louise Hansen (1882-1966).