"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.

Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.

Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier

En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 

Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.

Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.

Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.

Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).

Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket - opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

- Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

- Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).

På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.

Anna Jacobsen (1857-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Anna Theresia Jacobsen (29.3.1857-15.2.1926) optrådte fra ca. 1875 ved provinsscenerne; 1877 Frederiksberg morskabs-teater og Théâtre du Boulevard (senere Scala). 1883 spillede hun jomfru Vibe i Et enfoldigt Pigebarn på Casino. Derefter igen til provinserne og Norge. 1895–98 var hun ved Det kgl. teater. 1903 igen på Casino og dernæst ved Aarhus Teater 1904-09. 

Anna Theresia Jacobsen (1857-1926). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Fru Anna Jacobsen,

Et Jubilæum.

Det vil være naturligt, om Aarhus Theater bliver fuldt i Morgen Aften til Fru Anna Jacobsens Jubilæumsforestilling. Det vil kun være en ringe Tak for mange fornøjelige Stunder. Fru Jacobsen hører til de Kunstnere, som kaster Glans over den Scene, de hører til.

Saa mange Skuespillere gjør sig til af og herømmes ogsaa for, at deres Repertoire er omfattende. Det spænder over Skikkelser fra Carl Moor til Smukke Ferdinand, fra Desdemona til Jomfru Vibe, fra den nordiske Tragedies haarfagre, kyske Møer til den franske Farces letfærdige Elskerinder. Kunsten synes at bestaa i ligesaa godt - eller lige daarligt - at kunne spille en hvilken som helst Rolle, give en hvilken som helst digterisk Skikkelse Kjød og Blod. Det er dog langt fra givet, at det er disse Skuespillere, der er de store Kunstnere. I mange Tilfælde røber det store forskelligartede Repertoire jo ikke andet end Manglen paa den udprægede Evne, den Evnens Ensidighed, der er Betingelsen for den sande kunstneriske Styrke og Alvor.

Fru Jacobsen hører ikke til dem med det mangfoldige Repertoire. Mange har hendes Roller været gjennem Aarenes Løb; men alle bærer de det samme Grundpræg. Ikke blot, at de er faldet inden for den samme Kreds af Mennesketyper, men ogsaa at de er belyst fra et og samme Temperament, en og samme Grundopfattelse.

De sceniske Skikkelser, hun har fort frem, og som stiger frem for Erindringen, bærer alle Mærke af deres Skaberske. Med andre Ord: der er Stil over dem, paa samme Maade som en bildende Kunsters Værker i al deres Mangfoldighed kan bære Bud om det samme Sind, den samme Kunstnerpersonlighed.

Vil man forsøge at bestemme den Synsvinkel, under hvilken hun anskuer alle de gamle Kvinder, det er faldet i hendes Lod at fremstille, saa bliver det Humorens. Ved Humoren latterliggjøres der gjennem Sympathi. Hun ler, kan skoggerle ad de gamle Jomfruer, de gamle "pæne" Koner af Almuen, den simple Madam, Kjællingen; men hun holder af dem allesammen med alle deres Pudsigheder. Hendes Latter har derfor Sympathien til Grundlag, bærer aldrig Haanen i sig. Herved tages Brådden af Latteren. Og derfor er ogsaa den Latter, hun vækker, Udtryk for en ved hendes Spil frigjort Glæde, thi der lees, som hun ler: uden Ondskab, uden Antipathiens Spot.

Ud fra denne sin Sympathi udstyrer hun saa sine Figurer med de tusinde Smaatræk, som netop kun den kjærlighedsfulde Iagttager vil være i Stand til at aflure sine Modeller.

Hun kan vel overdrive, bruge for stærke Midler. Men saa er til Gjengjæld den komiske Kraft saa stor, at man bøjer sig. Hun staar jo her sammen med alle Komikens Store, saavel dens Forfattere som dens Skuespillere. Skruk-Hanne i "Ideale Magter" er en saadan eneste stor Overdrivelse i Maske, i Gebærde; men hvor dybt komisk er den ikke!

Men iøvrigt holder hun sig tæt nok op til sine Forbilleder i Livet. Hendes Bette Fip i "Livet paa Hegnsgaard" var en saadan "Studie i Marken" og gav et Billede, som virkede ved umiddelbar Sandhed paa Tilskuerne. Fru Jacobsen er ikke naaet højere i realistisk og komisk Menneskefremstilling end i denne Figur; men den betegner ogsaa i sig selv, hvor højt hun kan naa.

Saa husker man hendes halv- eller helsimple Madammer, som Enkefru Truelsen i "Ranke Viljer", de godlidende, gammeldags og rørende gamle Koner, som Madam Hansen i "Brødrene Hansen" og den bredt komiske! Madam Rust i "Sparekassen".

Men som al virkelig Begavelse har Fru Jacobsen sin Begrænsning. Hendes "fine" Damer er hidtil ikke lykkedes hende.

Man kunde derfor have ønsket til hendes Jubilæumsforestilling at se hende i en for hende mere karakteristisk Rolle end "Hertuginden" i "Hvor man kjeder sig".

Del kan imidlertid blive interessant at se hende løse denne Opgave. Man tør gaa ud fra, at det, der er af komisk Stof i Rollen, vil blive udnyttet; og den Latter, hun altid har evnet at kalde frem omkring sig, vil ogsaa hendes Jubilæumsaften bølge frem og vise hende, hvor paaskjønnet hendes Virksomhed er. Sven.

(Jyllandsposten 2. oktober 1908).

Fra 1909 blev hun en populær skuespillerinde på Folketeatret, hvor hun spillede københavnske småborgermadammer, skrappe bønderkoner og lystige gamle tjenestepiger. Afbrudt 1917-1918 af en sygdomsperiode. Hun vendte tilbage oktober 1918. Hun var gift med skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schæffer (1844-1916). 

Fru Anna Jacobsens Sygdom og Rekonvalescens.

Fru Anna Jacobsen i Rigshospitalets Grønnegaard.

I hele denne, nu snart sluttede Sæson har Fru Anna Jacobsen ikke vist sig paa Folketeatret hvis Publikum virkelig har savnet hendes blodrige Komik og skarpe Karakteriseringsevne.

Sygdom er det, der har holdt Fruen borte fra Scenen. Først var det en Øjensygdom, men da den var overstaaet. havde Kuren - en Svedekur - svækket Fru J. saa meget, at hun tog ud paa Landet til en Slægtning for at vinde Kræfter. De kom imidlertid ikke, og da hun stadig tog af i Vægt, lagde Fruen sig ind paa Rigshospitalet hos Prof. Gram.

Her har Fru J. ligget til Sengs i over 3 Maaneder, og først for nylig er Skuespillerinden kommet op og begyndt at gaa.

- Straks kunde jeg næsten ikke gaa, siger Fruen, der sidder i en magelig Stol i sit Værelse paa Rigshospitalet, men nu kan jeg gaa ud i Grønnegaarden, skønt jeg stadig endnu er saa træt i Knæ og Ryg. Men fremad gaar det, og jeg tager paa i Vægt. Om 2-3 Uger skulde jeg gerne rejse til et Rekreationshjem ved Kerteminde, hvor jeg tilbringer hele Sommeren for at være i fuld Kraft, til Folketeatret atter lægger ud. Jeg fik saamænd i Gaar Tilbud om at spille Friluftskomedie  ved Aarhus, men det hverken kan eller vil jeg. 

- Skønt De dog længes efter at spille Komedie?

- Ja, det ved Gud jeg gør. Det har været drøjt at ligge her hele Vinteren og tænke paa. at de nu spillede paa Nørregade - jeg skulde f. Eks. have haft Fru Dinesens Rolle i "Jette Gebert". Nu haaber jeg at faa en rigtig god Karakterrolle. Bare Prof. Ejnar Christiansen vilde skrive en til mig! Der er for øvrigt en Figur, jeg i den senere Tid har faaet stor Lyst til at spille. Den forekommer ganske viet foreløbig kun i en Roman. Det er Bedstemoderen i Maxim Gorkis Barndomserindringer. De maa kunne dramatiseres.

Fru Jacobsen har talt sig træt, og de før saa livlige Øjne bliver synlig matte.

Men forinden vi tager Afsked, siger den populære Skuespillerinde:

- Har Publikum, som De før sagde, virkelig savnet mig, saa kan De være overbevist om, at jeg har savnet det mindst lige saa meget.

(Aftenbladet (København) 3. maj 1918)

I 1924 spillede hun hovedrollen i "Bolettes brudefærd" på Folketeatret. Den blev i 1938 filmatiseret med Bodil Ipsen og Peter Malberg i hovedrollerne.

Fru Anna Jacobsen om svundne Tider.

I et morsomt gammelt Hus paa Hjørnet af Ørstedsvej og Sophievej bor Skuespillerinde Fru Anna Jacobsen, der i næste Maaned kan fejre sit 40 Aars Skuespillerinde-Jubilæum. Fru Jacobsen modtager os i sin hyggelige Dagligstue, der er smykket med gamle og smukke Mahognimøbler. Der er selv noget hyggeligt over Fru Jacobsen, naar hun sidder i Armlænestol paa Forhøjningen og dukker ned i Mindernes Dyb.

Privatbillede af Fru Anna Jacobsen.

- Jeg regner min sceniske Løbebane fra September 18S4, da jeg deterede paa Casino hos Theodor Andersen som Jomfru Vibe i "Et enfoldigt Pigebam". Selve Dagen kan jeg ikke huske; men det var i September. Alt hvad der ligger forud for dette vil jeg ikke tale om, det var saa sørgeligt .. . Naa, det skal vi nærmere komme ind paa. Jeg fik en god Debut og blev nogle Aar i Amaliegade. Men, ja jeg er saadan et sjovt Menneske, saa forlod jeg Scenen og privatiserede i flere Aar. En skønne Dag kom dog Lysten atter op i mig, og i 1896 aflagde jeg Prøve paa Det kgl. Teater, blev antaget og fik straks en Del Roller udleveret.

- Hvem var Direktør den Gang?

- Det var Peter Hansen, "Cabiro", som han blev kaldet. Naar jeg selv skal sige det, fik jeg en straalende Debut paa Kongens Nytorv som Madam Quist i Henrik Hertz' "Fristelsen", den samme Rolle jeg skal spille ved min Jubilæumsforestilling.

- Mødte De nogen Modstand ved Teatret, ny som De var?

- Ork nej, de var saamænd saa søde og rare allesammen mod mig, navnlig Fru Echardt cg daværende Fru Soffy Mantzius. Og sikke et Ensemble jeg kom ind i. Emil og Olaf, Fru Hennings, Elga Sinding, Jerndorff og den skønne Emma Thomsen. Mine bedste Aftener var naar jeg spillede sammen med Olaf Poulsen. Vi kunde saa godt sammen.

- Spillede De ogsaa i Holberg?

- Nogle enkelte Gange, bl. a. i "De Usynlige".

- Interesserer Holberg Dem?

Fru Jacobsen rynker Næsen;

- Egentlig ikke. Jeg fik flere Roller udleveret, men Stykkerne kom aldrig op. Da der saa var gaaet 8 Aar, fik jeg min Opsigelse.

- Hvorfor?

- Der skulde spares i de Tider, og de ældre paa Teatret krævede mere Gage. Peter Hansen var meget ked af det, da han maatte lade mig, som den sidst ankomne, gaa.

- Var De selv ked af det?

- Det kan ikke nægtes; men nu er Jeg ikke ked af at det gik som det gik. Jeg gik atter tilbage til Privatlivet, spillede saa 1 Sæson hos August Rasmussen i Provinserne, og kom i [ulæseligt årstal] til Aaarhus Tetaer under Benjamin Pedersen. Det var dejlige Aar, de 5 Aar jeg var der. De skønneste Minder jeg har fra Aarhus var da Oluf Poulsen optraadte som Gæst. Vi spillede sammen bl. a. i "Genboerne" og "Den politiske Kandestøber". Og paa mit 25 Aars Jubilæum spillede Jeg Hertuginden i "Hvor man keder sig".

- Var det Deres lykkeligste Aar?

- Nej, de sidste 16 Aar jeg har været ved Folketeatret er de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg kom dertil i 1909 under Johannes Nielsen, og vil De tro, at min første Rolle paa Folketeatret blev en dundrende Fiasko. Professor William Bloch satte "Den Stundesløse" i Scene, og man gav mig Pernilles Rolle. Jeg protesterede; men baade Johs. Nielsen og Bloch mente, at jeg kunde spille Rollen.

- Kunde De da ikke det?

Nej, jeg følte det selv, og jeg forvirrede ogsaa Publikum. Og er det ikke mærkeligt. Jeg har altid kun haft Lyst til at spille gamle komiske Karakterroller som Madam Rust i "Stærekassen", Madammen i "Forhus og Baghus", Kollektricen i "Ranke Viljer" og Pensionatsfruen i Emma Gads "Barnets Ret" o. l.

Anna Jacobsen som Madammen i "Forhus og Baghus".

- Har De aldrig følt scenisk Vandrelyst?

- Nej, der hvor jeg er, føler jeg mig hjemme. Jeg er Hjemmmenneske, og Scenen er mit Hjem!

- Byder Scenens liv mest Glæder eller Sorger?

- Mest Glæder, tror jeg nok. Jeg har altid følt mig hjemme paa begge Sider af Rampen, og jeg har ingen Skuffelser haft i min Kunst! Da jeg forlod Det kgl. Teater havde jeg maaske nogle sorte Dage og vilde løbe fra det hele; men jeg opgav da baade Rullekælderen og Kagekonehuset.

- Hvorledes former De Deres Roller?

- Naar jeg har læst en Rolle igennem, staar den lyslevende for mig, og det Indtryk udslettes ikke om saa Stykket faret bliver opført flere Maaneder efter.

- Hvordan er det at blive gammel?

- Det véd Jeg ikke. Det kan vi tale om, om en Snes Aar.

- Hvilket Publikum vil De helst spille for?

- Mine Kolleger. Jeg er aldrig gladere end naar jeg ser, at der sidder Skuespillere i Teatret, og saa siger jeg til mig selv: I Aften skal der tages fat!

- Det er sjældent at høre; det plejer at være omvendt!

- Ja, det véd jeg godt. Da jeg var paa Det kgl. Teater, og Provinsens Skuespillere i Maj Maaned fyldte Teatret, sagde Olaf og de andre, naar de kiggede gennem Hullerne i Tæppet: Naa, l Aften skal vi ordentlig pilles ned!

- Var Provinsens Skuespillere saa kritiske?

- De var dengang bitre paa alle os, der sad paa Thalias Flæsk i Hovedstaden. Hvorledes det er nu, ved jeg ikke.

- Hvad vil De spille paa Deres Jubilæumsaften?

- Madam Quist i "Fristelsen" og Kokkepigen i "Tjenestefolk". Husker De Fjeldstrup som Kusken? Hvor var han pragtfuld!

- Hvem skal spille den nu?

- Emil Helsengreen, og det er en Rolle der passer glimrende for ham. Aftenen slutter med en Epilog af Professor Einar Christiansen, frem￾sagt af Undertegnede.

- Hvilke Interesser har De udenfor Scenen?

- Jeg elsker at rejse, naar Foraaret bryder frem, og jeg har bl. a. 5 Gange været i Paris.

- Og hvad er Deres Ønsker for Fremtiden?

- At det maa gaa mit kære, gamle Teater i Nørregade godt. og at jeg maa være med til at dele dets Glæder og forhaabentlig meget faa Sorger, i mange Aar endnu.

- Og Deres nye Direktør?

- Det er en dejlig Mand!

(Klokken 5 (København) 15. august 1924).

Anerkendelsen som bedste komiske skuespiller kom til udtryk ved hendes 40-års jubilæum i 1925, hvor hun blev tildelt medaljen Ingenio et arti. Hun døde året efter.

Gravsten på Vestre Kirkegård. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grosserer Albrechtsen (1876-1908) og Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

Mord og Selvmord.

Skudt sin Hustru og sig selv.

I Formiddags noget før Kl. 12 er der i et Pensionat i Ejendommen Vesterbrogade Nr. 16 udspillet et uhyggelig! Drama, idet Grosserer Chr. Albrechtsen, Indehaver af Firmaet Vilh. Nielsen & Co., Gasværksvej 13, har skudt sin Hustru og derefter sig selv. Albrechtsen selv var død paa Stedet, medens Hustruen døde, da Politiet har hende ned i Ambulancevognen, som bragte dem begge paa Hospitalet.

Eller hvad der er oplyst for Politiet, er der Grund til at antage, at Ægtefællerne har været enige om at gaa i Døden. I Formiddags havde Fru Albrechtsen sagt til Indehaversken af Pensionatet, at hun vilde lægge sig til at sove, da hun, der iøvrigt var svagelig, ikke følte sig vel. Hun har sandsynligvis taget et Sovepulver, thi da Pensionatsfruen senere saa ind til hende, laa hun i dyb Søvn i sin Seng.

Lidt efter at Grosserer Albrechtsen ved Halvtolvtiden kom hjem fra Byen, lød der inde fra Ægteparrets Værelse to Skud og derefter hurtigt endnu to. Da man ilede derind, laa Fru Albrechtsen i Sengen i nøjagtig den samme Stilling, hvori hun laa, da Pensionatsfruen sidst havde set hende. Hun var skudt i Tindingen, medens Albrechtsen laa inde i Dagligstuen med Skudsaar i Munden. Hurtigst muligt tilkaldtes Politiet, som rekvirerede Ambulancevogn. En tilkaldt Læge konstaterede, at Albrechtsen øjeblikkelig var død, medens Fru A. endnu aandede. Ved Politiets Foranstaltning bragtes de begge ned i den nedenfor ventende Ambulancevogn, hvori de kortes til Hospitalet.

Efterretningen om den uhyggelige Begivenhed havde hurtigt bredt sig til Ejendommens Beboere, og derfra til Folk paa Gaden, saa at en overordentlig stor Menneskemængde havde samlet sig, da Ambulancevognen kom.

Paa Beboerne af Pensionatet, hvor Grosserer Albrechtsen havde boet i 1½ Aar, gjorde Dramaet et stærkt Indtryk, men man havde Følelsen af, at Ægteparrets fortvivlede Handling maatte være aftalt, derpaa tydede den Maade, hvorpaa Dramaet udspilledes. Fru A. har sandsynligvis ikke haft Mod til at gaa Døden imøde, og hun har derfor først taget et bedøvende Pulver. Dørene til deres Værelser var aflaasede, saa at de maatte sprænges, før man naaede derind.

Ægteparret havde været gift i to Aar, han var 31 Aar gammel, hun kun 20. Fornylig har Albrechtsen, der var nervesvækket, haft Ophold paa en Nerveklinik. Efter hvad man foreløbig kan skønne, maa Aarsagen til Ægtefællernes Beslutning om at berøve sig Livet søges i pekuniære Vanskeligheder. I hvert Fald havde Albrechtsen sidst igaar ladet falde Ytringer om, at det kneb for ham. I August forrige Aar overtog han Firmaet Vilh. Nielsen & Co., der driver Kolonialvarehandel en gros. Han var Eneindehaver af Firmaet.

Paa Kommunehospitalet, hvorhen Ligene kørtes, kunde man kun konstatere, at Døden var indtraadt. Politiet optog naturligvis straks Forhør over de af Pensionatets Beboere, som havde været tilstede, medens Dramaet udspilledes, ligesom det undersøgte Lejligheden og Ligenes Stillinger for deraf at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes alt er gaaet til. Der er neppe Tvivl om, at Grosserer Albrechtsen, efter at have aflaaset Dørene, straks er gaaet ind i Sovekamret og paa nært Hold har skudt sin trygt sovende Hustru. Hurtigt er han derpaa ilet ind i Dagligstuen, har sat Revolveren i Munden og trykket af.

Ved den ved Politiets Foranstaltning foretagne Undersøgelse af Revolveren, viste det sig, at denne var af en meget ejendommelig Konstruktion, saa at man maatte have en Bøssemager til at allade den. Der fandtes endnu 3 skarpe Patroner i den.

Grosserer Albrechtsen, der var Søn af en Proprietær i Giveegnen ved Vejle, efterlader sig ingen Børn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. juli  1908). 

Nutidigt foto af Vesterbrogade 16, på hjørnet til Skt. Jørgensgade. Pensionatet lå ifølge dette indslags artikler på 3. sal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter at være kommet tilbage fra Bangkok, boede Chr. Albrechtsen 9. november 1901 til 1. november 1905 i Studiestræde 51, mezz, 1. november 1905-6. december 1906 Vesterbrogade 67, 4. sal, 6. december 1906 er to adresser opgivet: Gl. Kongevej 85, 3. og Sortedams Dossering 87. Først fra 1. april 1907 opgives adressen til Vesterbrogade 16, 3. sal. Så de i artiklen opgivne 1½ år er en anelse overdrevet.

Skudt sin Hustru og sig selv.

Dobbelt Revolverdrama paa Vesterbro.

En 31-aarig Grosserer skyder sin 18-aarige Hustru og sig selv. - Sygdom og Fallit havde ødelagt deres Lykke.

I et Pensionat paa Vesterbrogade Nr. 16, 3. Sal, har 31aarig Grosserer Chr. Albrechtsen i Gaar Eftermiddags skudt sin 18aarige Hustru og derpaa sig selv.

Grosserer Albrechtsen, der er en Fætter til Brygger Carl Jacobsen, har ført et ret bevæget Liv, lsær før sit Ægteskab. Han havde nu et Kolonialvarelager - Firmaet hed Vilh. Nielsen & Co. - paa Gasværksvej 13 over Gaarden, men Forretningen gik daarligt. Albrechtsen har før faaet megen Hjalp hos sin Tante, den gamle Fru Jacobsen, og ogsaa hos Fætteren, Brygger Jacobsen, men nu havde de nægtet at hjælpe ham mere.

En 10-aarig Brud.

Han giftede sig for to Aar siden med en kun 16aarig ung Pige, Frk. Ellen Howarth, hvis Moder, Enkefru Howarth, indtil April Flyttedag har haft Pensionat i Westend. Fru Howarth var stærkt imod Ægteskabet, og hun og Datteren har siden da ikke haft nogen Omgang med hinanden.

Fru Howarth var skilt fra sin Mand, vinhandler Andersen, Tordenskjoldsgade.

I Vinter blev den unge Fru Albrechtsen syg. og hun kom senere paa Hareskov Kur-Anstalt, som hun først for nylig har forladt. Da hun kom hjem, sandt hun alt ødelagt.

Ægteparret har stadig boet i Pensionat, i ca. ½ Aar i ovennævnte Pensionat, hvor de for Resten var almindelig afholdt. Man havde ondt af den unge, syge Kone, der ikke var stort mere end et Barn. Flere Gange talte hun og Manden ogsaa om, at det var bedst at dø; Katastrofen kom derfor ikke uventet, ja, Pensionatets Værtinde, Fru Bang, raabte endog, da hun hørte ham dreje Nøglen om: Nu skyder han sig.

4 Revolverskud.

Et Øjeblik efter drønede de to første Skud gennem Huset. Nogle af Beboerne løb ned paa Gaden efter Politiet, men imens faldt der endnu to Skud. En Smed, som var bleven tilkaldt, dirkede Døren op, alle Pensionatets Beboere strømmede ind i det første Værelse, men de fleste af dem skyndte sig ud igen, forfærdede over det Syn, de havde mødt.

Paa Sengen laa den unge Kone i Krampetrækninger. Blodet vældede ud gennem to store Skudsaar i Tindingerne og farvede Sengen rød. I Man mente, at der endnu var Liv i hende, men da Lægen et Øjeblik efter traadte ind i Stuen, var hun død.

Inde i det næste Værelse, som Parret havde benyttet til Soveværelse, laa Albrechtsen paa Gulvet i en stor Blodpøl. Han havde slaaet foran Spejlet for at faa rigtigt Sigte. De to Skud var gaaet tværs igennem Hovedet, og Døden er indtraadt øjeblikkelig.

Morfinpulver først.

Paa Natbordet foran Hustruens Seng fandt man en Æske med Morfinpulvere, hvoraf der var taget en Del. Rimeligvis har hun været bange for at dø og har derfor bedøvet sig, men alle var enige om, at hun nok frivillig har valgt Døden.

Om Formiddagen havde hun været stærkt nedtrykt og undertiden helt opløst i Graad. Hun havde ogsaa overfor Fru Bang ladet skimte igennem, at nu skulde det hele være forbi.

Dramaet vakte naturligvis vældig Opsigt i Kvarteret. Folk strømmede til og stormede Huset, saa Politiet maatte rykke mandstærk frem for at rydde Trappegangen. Politiassistent Gyldenfeldt fra Svendsgade, kom straks til og optog et foreløbigt Forhør. Der var jo ikke meget at tilføje til de blodigt Fakta. De talte for sig selv, og Motiverne laa jo klart for alle.

Ambulancen var imens kommen, og den kørte Ligene direkte til Johannes Stiftelsen, hvor der i Morgen vil blive afholdt officielt Ligsyn.

Beboerne i Pensionatet skildrede den unge Frue som en meget indtagende Dame, men hun var overnervøs og ofte saa stærkt ophidset af sin Nervøsitet, at det kom til stormende Scener mellem hende og Manden.

Albrechtsens Forretning varetages nu af Overretssagfører Kalko, der var Ungdomsven af ham.

Albrechtsen selv var Søn af en Proprietær i Give ved Vejle. Han kom som ungt Menneske ind i Østasiatisk Kompagni og var i nogle Aar i Siam, tilsidst avancerede han endog til Filialbestyrer derovre, men Længselen efter København drev ham hjem.

(Folket Avis 4. juli 1908).

 Christian Laurits Ingvar Albrechtsen (1876-1908) var langt ude i familie med brygger Carl Jacobsen: Hans far (Christian Andreas Emil Albrechtsen, 1848-1928) var fætter til brygger Carl Jacobsen. Et foto af hans barndomshjem findes på internettet. Faderens mor var Lyna Marie Holst (1806-1890), og hendes lillesøster var Laura Christine Holst (1819-1911), der i 1839 blev gift 1839 brygger J.C. Jacobsen.

Albrechtsen var født i en tid hvor rollefordelingen ideelt set var som tegningen viser. Teksten lyder: "Hygæa"-Brödet vinder Dag for Dag mere og mere Indgang i alle Hjem hvor den gode Smag er raadend. Dette Rugbröd har haft en kolossal Sukces, alle vil smage det, og hvor det en Gang er prövet, holder man ved det." Af den øvrige lange tekst fremgår at brødet blev fremstillet på "Forstædernes Brødfabrikker" på en "syrefri og bakteriefri Gærsort".(Nationaltidende 28. september 1906, 2. udgave).

Et frygteligt Drama paa Vesterbro.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv.

De fulgtes ad i Døden efter fælles Overenskomst.

---

Sidste Akt.

Straks efter at den blodige Scene var udspillet kom Politiassistent Gyldenfeldt fra Vesterbro til Stede sammen med Opdageren Maden. De aflaasede og forseglede Værelserne efter at de havde taget Forklaring af Pensionatets Folk.

Der fremkom intet udover det, vi her har fortalt om de to Ægtefæller, som fulgtes ad i Døden.

Albrechtsen havde forøvrigt været ansat i Østasiatisk Kompagni og i en Aarrække opholdt sig i Bangkok, hvor han havde paadraget sig den Sygdom, som han senere overførte paa sin Hustru.

Deres Ægteskab var ikke saa lidt af en Roman, Albrechtsen var blevet udnævnt til Værge for den unge Pige, som han med Djævlens Vold og Magt vilde gifte sig med. Hendes Moder satte sig imod Partiet af al Magt, men Kampen endte foreløbig med, at Moderen blev indlagt paa 6. Afdeling, og Albrechtsen giftede sig med Pigen. Nu er Romanen altsaa slut med et Mord og et Selvmord. Albrechtsen var en Nevø af Brygger Jacobsen. Hans Moder var en Søster til Brygger Jacobsens Moder.

(Aftenbladet 4. juli 1908. Uddrag).

Det frygtelige Ægteskabsdrama i København.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv. - Pekuniære Vanskeligheder drev dem i Døden. Dramaets Enkeltheder.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, 3. Juli.

Ejendommen paa Vesterbrogade Nr. 16 har i Middags været Skuepladsen for et frygteligt Ægteskabsdrama, hvorved en af Hovedstadens Yngre kendte Grosserere, Chr. Albrechtsen har berøvet sin Hustru og sig selv Livet.

Det unge Ægtepar boede i Fru Bangs Pensionat paa 3. Sal, hvor de havde lejet et Par Værelser. Fra de blev gift for 2 Aar siden, har de stadig boet i Pensionater, men det var Meningen, at de nu til Efteraaret vilde have stiftet eget Hjem. Nu har de selv med Døden stillet sig i Vejen for denne Beslutning.

(Herefter følger en beretning som følger de ovenstående artikler).

Motivet

til den fortvivlede Handling var ingen af Pensionatets Beboere i Tvivl om. Det fremgik af deres Udtalelser, at de havde ventet, den maatte komme.

Grosserer Albrechtsen havde i lang Tid følt sig stærkt trykket af pekuniære Vanskeligheder. Det faldt mange Gang svært for ham at opfylde sine Forpligtelser, og der ymtedes endog om en nærforestaaende Fallit. Hans Hustru var meget svagelig. Hun havde i længere Tid lidt meget af Nervøsitet og havde gennemgaaet en Kur derfor paa Hareskovens Klinik, men uden synderligt Resultat. Efter at være kommen hjem laa hun næsten altid til Sengs, og det kunde vel næppe være anderledes, end at hendes stadig Sygdom og de evindelige pekuniære Vanskeligheder maatte male Livet sort for det unge Ægtepar, og de har da foretrukket frivilligt at søge Døden.

---

Grosserer Albrechtsen var nylig fyldt 31 Aar. Han var en Søn af Proprietær Albrechtsen i Give ved Vejle og var af alle anset for en usædvanlig flink og dygtig ung Mand. Som ganske ung var han traadt i Østasiatisk Kompagnis Tjeneste og havde i nogen Tid været ansat paa Selskabets Kontor i Bangkok.

Livet i Troperne tilfredsstillede ham dog ikke, og han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han giftede sig med en Datter af Vinhandler P. Andersen. Hun var den Gang kun 17 Aar gammel, men led allerede da en Del af Nervøsitet.

Herhjemme overtog Albrechtsen for et Aars Tid siden Grosserer Vilh. Nielsens Forretning i Kolonialvarer, men den synes altsaa ikke at have villet gaa for ham.

Opdager.

Aarhuus Stifts-Tidende 4. juli 1908).

Nemesis?

Skøndt der allerede er gaaet nogle Dage, siden Byen opskræmmedes af de to dystre Revolverskud fra Vesterbrogade, samler denne Begivenhed alligevel stadig Interessen om sig.

Man mærker det, naar man kommer ud paa Caféer eller paa Sporvogne. Hvad og hvorfor drøftes stedse med ikke ringe Iver, og de Gisninger, der opstilles, er hverken faa eller uoriginale!

Københavnerne er af Naturen stemt til at ræsonnere. For det meste er Ræsonnementet lovlig hurtig færdigt, men Lysten til at bestemme og definere enhver Hændelse er der.

Det er nu forøvrigt ogsaa ganske rimeligt, at man ved en Lejlighed som denne giver sig nogen Tid til Filosofi. Thi det horer jo dog til Sjældenhederne hertillands, at et ungt Ægtepar, der tilsyneladende lever lykkeligt sammen, enes om at gaa i Døden og fuldbringer Planen paa en kynisk og opsigtsvækkende Facon.

Adskillige vilde da nok synes, der laa nogen Urimelighed i dette: at Grosserer Albrechtsen havde sin unge, smukke Hustrus Tilladelse til at begaa sin forfærdelige Handling. Der hører nemlig mere til end et Par fede Ord og en romantisk Beslutning i et løftet Øjeblik. Sikkert er det, at det langt overvejende Flertal af de raske Mennesker, der hvisker hinanden et: "I give my life for You" i Øret, meget vilde betakke sig, hvis det en skønne Dag krævedes.

Selv om det skulde være sandt, at Albrechtsens Forretning gik sløjt, og at hans Frue var saa syg, at Livsglæden nødvendigvis maatte være knækket for hende, - ja, der forelaa der vel endda næppe nogen fyldestgørende Forklaring. -

Nej, man maa vist søge Aarsagen dybere end i en uovervejet, omend maaske velment Ytring en Aften, de Unge var i Stemning til Maaneskinslyrik.

Og efter de nu fremkomne Oplysninger at dømme, har Lyrikens Modsætning: den skærende Prosa været Hovedfaktoren i det myrdede Ægtepars Liv.

Albrechtsen kom for 3 Aar siden fra Bangkok, og var blevet Bogholder i Ø. K. Man indlogerede sig hos en Fru Hovarth, der havde Pensionat i Westend, og blev hurtig forelsket i den nydelige, 15-aarige Datter. Fruen ejede et Teaterblad, som A. efterhaanden fik Magt og Raadighed over, - hvorledes det egentlig gik til synes endnu vanskeligt at udrede.

Efterhaanden blev A. meget uklar med Fruen, og han søgte nu at faa hende indlagt paa 6. Afdeling, hvilket ogsaa lykkedes. Saa var han fri for hende i 2 Maaneder, og da hun kom ud, skete der igen noget romantisk: A. "bortførte" den purunge Pige og holdt Bryllup med hende!

Senere fik A. den omtalte Forretning paa Gasværksvej, men det saa ud til, at de utvivlsomt stygge Planer, han havde søgt at realisere, vilde hævne sig. Det gik skævt. Hans lille, stakkels Hustru begyndte at sygne hen, han selv drak til den store Medaille, og den Omstændighed, der havde tvunget ham til at gifte sig med Ellen, formørkede Samlivet.

Hun besluttede tilsidst at ville forlade Manden, og det ser da nu ud til, at Mordet er sket imod hendes Vilje.

Albrechtsen var fortvivlet herover, men Ellen holdt fast ved sit Ønske. Tilsyneladende lykkedes det da ogsaa Albrechtsen at forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes.

Den unge Frue brugte ofte Sovepulvere for at døve Smærterne i det forpinte, lille Legeme.

Hvem véd om den halvt sindsyge Mand ikke har benyttet sig af denne Viden . . .

Stakkels, lille Ellen, blev det Din Lod at undgælde for, hvad Din Mand forbrød?

Kan da Nemesis ramme andre end den Skyldige?

Ja, hvem andre kan vel give Svaret, end den Sfinx, der slog sine skarpe Kløer i Dit hvide Bryst.

Nemesis, - den uløste Gaade!

Th. Borre.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 6. juli 1908)

I begravelsesprotokollen står der bl.a. at han var død "af selvmord ved skydning efter umiddelbart forinden at have aflivet? sin hustru. Økonomisk vanskelighed". Ellens var født Howarth.

Grosserer Albrechtsen og hans Hustru begraves.

I al Stilhed blev i Gaar Ægteparret Albrechtsen og hans Hustru begravet paa Bispebjærg Kirkegaard.

Der var lige efter Dramaet af Dr. Lund blevet afgivet en Erklæring om at Albrechtsen var sindssyg, da han skød sig selv og sin Kone.

Og til denne Betragtning holdt Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen sig da ogsaa, da han holdt Talen ved de to Kister. Ingen kunde gaa i Rette med Manden, der havde udført den frygtelige Daad, fordi hans Sind havde været formørket. Vi maa nøjes med at bede for at hans og hans Hustrus Sjæl maa finde Fred.

Det lille Følge, der bestod af Familien og et Par af de nærmeste Paarørende sang Salmerne: "Aldrig er jeg uden Naade", og "Du Herre Krist, min Frelser est", og de to Kister sænkedes i Fællesgraven.

Tæppet gik ned for Tragedien.

(Aftenbladet (København) 7. juli 1908)

Flere aviser oplyser at det var på Bispebjerg Kirkegård. Andre Vestre Kirkegård. Det sidste er forkert, ægteparret blev begravet i samme grav på Bispebjerg.

Ægteskabsdramaet. I gaar blev Grosserer Albrechtsen og hans Hustru i dybeste Stilhed begravet fra St. Johannesstiftelsen.

Til Stede var kun de Afdødes Forældre, Personalet fra Albrechtsens Forretning og Overretssagfører Kalkow, som var Grosserer Albrechtsens Ven og juridiske Konsulent.

Efter at Pastor Rasmussen fra St. Johannes Kirke havde holdt en kort Tale og foretaget Jordpaakastelsen, satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, hvor Ægteparret nu hviler i en Fællesgrav.

(Holbæk Amts Venstreblad 8. juli 1908).

Præsten og hans Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

En Mindetale.

Pastor Jul. Ifversens Hustru, der døde forleden i Barselsseng, blev i Forgaars begravet fra Helligkors Kirke i Kjøbenhavn. Blandt Talerne var Pastor Ifversen selv, og han udtalte ifl. "Kristel. Dagbl." bl. a.:

Nu er hun gaaet over Jordan, som tidligere tre af vore Smaadrenge. Livet i Gud var hendes kosteligste Eje. Nu er hendes skrøbelige Lerkar brudt itu, men selv er hun gaaet ind til Livets Herre, og det vil vi prise og takke for, og did alene vil vi stunde. Og engang skal vi faa vore Legemer igen og saaledes evigt være hos Herren.

Hun vidste ikke blot, at hun var en Synder, og der var mange Taarer paa hendes Vej, men det er ikke om hendes Skyldbrev, der skal tales; det er alt betalt .... Hun levede sit Liv i nært Samfund med Gud.

Der var Aar, da det var meget svært i det timelige, men hun udviste stor praktisk Sans og sparede paa sig selv. Og det gjorde hende ondt, naar hun ikke kunde hjælpe. Og naar Herrens Venner samledes i vort Hjem og bragte os Hjælp, priste hun Guds Naade, og al den Lykke, Gud havde givet hende.

Den første Opgave fandt hun i sit Hjem, men dernæst glemte hun ikke, at hun var Præstens Hustru. Hun forstod ogsaa i denne Henseende at ofre, saa hun ikke skulde staa som en Hindring for Præstegerningen. I en særlig vanskelig Sag sagde hun til sin Mand; "Du kan under ingen Omstændigheder give efter i denne Sag".

"Herren er min Hyrde!", det var hendes Livs Ord; fra ham fik hun sin Styrke. Og hendes sidste Ord var Glæde over, at hun snart skulde faa Lov at være hos ham.

Det var altsammen Guds Naade over et Menneskeliv. Hun har nu naaet sin Rejses Maal, de fjerne og dog saa nære Egne.

- -

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard. Pastor Ifversen forrettede Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 3. juli 1908).

Julius Ifversen (1863-1927) er behandlet andetsteds på denne blog. I Ugeskrift for Retsvæsen findes en længere gennemgang skrevet af Peter Garde af en sag hvor pastor Ifversen havde nægtet at gifte en murersvend.

Sofus Marius Breckwoldt - "Bananen" (1866-1947). (Efterskrift til Politivennen)

Da "Bøffen" besejrede "Bananen"

og Bananen maatte opgive i Kallundborg.

I disse Dage er det 25 Aar siden det meget omtalte Væddeløb "Sjælland rundt" mellem "Bøffen" og "Bananen" - Carl Hector og S. Breckvoldt - udkæmpedes.

Begivenheden vakte kolossal Opsigt, ogsaa indenfor Datidens Sportskredse. Overalt diskuterede man Chancerne i det 52 Mil lange Løb, Kødspiserne akcepterede i overstrømmende Optimisme Væddemaal paa op til 5 mod 1 paa Hector, og Vegetarianerne var lige saa sikre paa en Sejr for Grøntsagerne. Bølgerne gik højt i de to Lejre, og Ekkoet naaede selv til Udlandet, hvor man ved daglige telegrafiske Meldinger holdt sig underrettet om Stillingen paa de forskellige Etaper.

Løbet blev en straalende Triumf for Bøffen Carl Hector. Omskrivende Ordsproget til: Selv om du ogsaa har det i Benene, kan du ogsaa godt have noget paa Hovedet, bar han under hele Løbet en Stanleyhat. Takket være denne Talisman fuldførte han den 52 Mil lange Rute paa mindre end fem Dage, mens Bananen paa Grund af hovne Føder maatte opgive ved Ankomsten til Kallundborg;

I København blev "Bøffen" modtaget med larmende Ovationer og efter Løbet opstod en enorm Hause i Bøffer - og Byens Slagtermestre viste deres Taknemmelighed over Sejrherren ved at invitere ham til Fest paa Kvægtorvet, hvor han fik overrakt en Sølvpokal.

(Kallundborg Avis 27. juni 1933)

Dagbladet "Politiken" arrangerede løbet der var på 52 mil i juli 1908. Ved 50 årsdagen var kun den da 71-årige Carl Hector stadig i live. Han medgav ved den lejlighed, at hans modstander var langt ældre, og desuden løb i solheden, mens han selv kun løb i de kølige aftentimer. Hector var dengang 21 år, mens "Bananen" var 42. Hector løb i øvrigt ikke, men gik i tyksålede støvler med hæle. Bananen løb i lette, tyndsålede sko. Breckvoldt havde på daværende tidspunkt været vegetar i 10 år, og ville bevise vegetarismens overlegenhed. Han levede af æbler, bananer og vand under hele tiden, mens hans modstander spiste kød.

Der er i nyere tid skrevet artikler (fx Per Jørgensen: Kampen mellem Bananen og Bøffen. Krop, Kost og sundhed primo 1900) og lavet podcast om selve løbet. Ligesom løbet lagde navn til en stumfilm med titlen "Bøffen og Bananen"i 1913. Med selveste Gissemand (Holger Pedersen). Men der er også mere til historien en dette løb.

I de følgende år udfordrede Breckvoldt kødspiserne flere gange. I 1912 forsøgte Bananen sig med et lignende løb (kapgang) på 56 mil. Denne gang med en amerikansk fru Humphries. De ankom i skøn samdrægtighed. Fruen havde i øvrigt kun spist 2 bøffer, og roste Breckvoldt og vegetarismen. 

En dansk Sportmand der tilbyder at æde Bakterier.

Breckvoldt vil sluge Tyfus - eller Kolerabaciller.

Et interessant Forsøg. Naturhelbredelsen. En Lægmand om Lægerne.

S. M. Breckvoldt.

De kender Breckvoldt, den saa ofte omtalte vegetariske Sportsmand, der har agiteret og eksperimenteret for at slaa til Lyd for den vegetariske Kosts Fortrin overfor Kødmaden. Sidst tog Breckvoldt en tur som Fyrbøder med Østasiatisk Kompagnis "Tranquebar" ud til Østen. Han har Attester for af han kun fik udleveret Brød og Frugt som sin Foder paa Turen, at han udførte Arbejdet til fuldstændig Tilfredshed, og at han var sundere og raskere end nogensinde, da han kom hjem fra den.

Men man kender ikke Breckvoldt, naar man tror, at han nu vil ligge stille. Han, som er Ild og Krudt, naar der er tale om Vegetarismen. Den giver Menneskene det, der er det vigtigste af alle Goder: et kraftigt, modstandsdygtigt Legeme, som Sygdommen gaar saa langt udenom som en Indbrudstyv om en Politibetjent. Ja modstandsdygtigt Her er vi ved Breckvoldts sidste:

Han tilbyder at sluge Sygdomsbaciller: Kolera Tyfus eller en anden djævelsk Slags Baciller, netop for at vise, hvor modstandsdygtigt hans Legeme er overfor Sygdomsbringerne.

Man maa forstaa, at dette ikke er Spøg, men rammende Alvor. Hr Breckvoldt stiller sig selv til Raadighed sum Forsøgskanin. Han antager, at han kun vil blive let inficeret af Sygdomspirerne og han vil ved en Naturhelbredelses-Metode - Diæt og Vandkur - hurtigt ryste Sygdommen af sig igen. Hr. Breckvoldt, der som sagt har eksperimenteret med sit eget Legeme mener, at Lægerne ikke er fuldt paa det rene med Naturhelbredelses-Metoden eller i hvert Fald agter den for lidt. Til dem er det da han siger: Værsgod, prøv engang med mig. Giv mig for Eksempel en Tyfus paa Halsen, og jeg skal vise, at jeg kan faa den væk i en Fart

Man kan ikke nægte Forsøget vilde være Interessant; men Spørgsmaalet er Kan det iværksættes? Tør Lægerne gøre det? Breckvoldt tør det, det er i hvert Fald sikkert.

Man ved, at der fornylig blev gjort et Forsøg ude paa Rudolph Bergs Hospital, hvor en Læge prøvede at lade Gonokokker indpode i Armen. Man hørte imidlertid ikke noget nærmere om sagen, det var formodentlig ogsaa kun en Prøveballon. Men Forsøget med Vegetaren ville være endnu mere vidtgaaende, da det drejer sig om at konstatere en bestemtd Ernæringsmetodes Hærdning af det menneskeliger Legeme.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1914).

Både dr. Madsen på Seruminstituttet og kommunelæge og vegetar Michael Larsen afviste at gøre et sådant forsøg. Han foreslog i stedet Breckvoldt at forsøge sig udenlands.

Da Breckwoldt fik Pokalen.

Som omtalt vilde "Bananmændene" i Vegetar Klubben "Tagore" hædre den gamle Vegetar Brechwoldt ved Fortunløbet. Det skete ogsaa Den gamle rapfodede Gullerod- og Bananspiser fik overrakt Sølvpokalen af selve Generalmajor Castenskjold, der udtalte:

- Baade De og jeg, kære Breckwoldt, er jo lidt ældre Herrer men vi kan jo da Gudskelov endnu være med til at tage en Tørn.

Dog maa jeg sige, at jeg ikke vilde have været i Stand til at gøre Dem denne Løbetur i Dag efter; men jeg spiser ogsaa andet end Grøntsager. Maa jeg ønske Dem til Lykke med den smukke Præstation.

Og saa fik Breckwoldt Tagore Sølvpokalen med de lueforgyldte Bananer og med Inskription: I Sommersol, i Vinterfrost, Bananen er den bedste Kost.

(Aftenbladet (København) 16. marts 1925).

"Bananen" og hans søn - Helge og Sofus M. Brechwoldt løber tur i Dyrehaven. På daværende tidspunkt mere end 60 år. Aftenbladet (København) 17. januar 1927.

Sønnen Helge Johan Anthon Damm Breckvoldt (1903-1970?) var sølv- og guldsmed og atlet (IF Sparta). Han vandt sølv ved de danske mesterskaber på 10.000 meter 1925. Søsteren Eli Damm Breckvoldt (1895-?) var en af de første kvinder, der stillede op til løb. Hun var desuden skuespillerinde og kabaretsangerinde på Casino i 1920'erne. Familien var vegetarer.

"Bananen" kan selv.

I København findes en rask ung Mand paa 65 Aar, som vi præsenterer ovenfor. Han hedder Brechwoldt, er ivrig Forkæmper for Vegetarianerne og en ivrig Sportsmand. I adskillige Aar har han deltaget i det aarlige Frederiksborgløb, 33 km. Han har hvert Aar besat Pladsen som Jumbo, men Københavnerne har hyldet ham og forkælet ham, fordi han i det hele taget gennemførte Løbet. Men i Aar ønskede "Sparta" - uvist af hvilken Grund - ikke at have Brechwoldt med, selv som Jumbo, og han blev lukket ude fra Løbet. "Bananen", som hans Kælenavn er, blev gnaven og sagde: Vil I ikke have mig med, saa kan jeg selv. Og Dagen før det store Frederiksborgløb startede han fra Hillerød og løb de 33 km i ca. 3½ Time. Han løb alene, men ledsaget af en Mængde Cyklister. Han blev modtaget med Leveraab, da han kom til Stadion i København.

(Fredericia Social-Demokrat 20. august 1930).

"Bananen hyldes paa Aalborg Stadion.

En Hædersaften for den gamle Idrætsmand S. M. Breckwoldt.

---

Hvis Slagtermester Randrup havde været paa Aalborg Stadion i Aftes havde hans Teori om Bøffens fortræffelige Egenskaber sikkert faaet et uhyggeligt Grundskud ved at se den herlige gamle "Banan", Sportsmanden, Vegetaren, Afholdsmanden, Antirygeren S. M. Brechwoldts smidige Skikkelse flugte over Maallinien efter et Løb paa 2200 Meter med en Slutspurt, der tog Vejret fra det tusindtallige Publikum og fremkaldte en Torden af Bifald og Hurraab. S. M. Brechwoldt, eller som han bedre er kendt "Bananen", skal efter sigende være 66 Aar. Troede man ikke inderligt paa det højtærede Idrætsudvalgs Sanddruhed, vilde man ryste overbærende paa Hovedet. - En 66-aarig Mand, værdig til Aldersrente og det hele, med saadan en Spændstighed og saadan en Krop - nej, den Fødselsattest er vist nogle Dage for gammel. Og saa er det netop lige det, den ikke er. "Bananen" er, siger og skriver 66 Aar, og hans blændende Smidighed, hans fænomenale Udholdenhed og hans ungdommelige Skikkelse er ikke opnaaet ved Steinack- eller Bratbjergkunster, men ved en maalbevidst, daglig og ihærdig Legemskultur, en Træning som alle og enhver er i Stand til at gennemgaa. 

Rørdals og Kommunens Opgør

Det blev selvfølgelig den gamle Idrætsmand, der satte Præget paa hele Stævnet i Aftes Trods Regnen strømmede Folk til i Tusindvis, og da "Bananen"s graanende Isse viste sig paa Banen, var der samlet mellem 4 og 5000 Mennesker.

---

(Aalborg Amtstidende 31. juli 1931. Uddrag).

På sine gamle dage dansede Breckvoldt folkedans og meldte sig ind i Dansk Vandrelaug.