Sylvia Pio og Poul Geleff. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Louis Pios med-landsforviste, Poul Geleff (1842-1928) vendte i juli 1920 tilbage til Danmark, hvor han blev modtaget af Sylvia Pio og indlogerede sig der. Efter en hårdhændet behandling i tugthusene, fik Pio og Geleff et "tilbud" om en pose penge mod at de forsvandt ud af landet. Det blev ilde taget op af mange af datidens socialdemokrater. Det var Geleff som i en pjece afslørede at han og Pio var blevet bestukket af politiet til at emigrere. 

På denne "satiriske" tegning fra 1877 ses Poul Geleff, Louis Pio og dennes kone Augusta Jørgensen med Sylvia Pio på armen som spæd, efter at de er ankommet til Amerika. Carl Allers Tryk, 1877. Tegningen beviser indirekte at Sylvia blev født i 1876, og ikke i 1878 som hun til sin død hævdede, og som det også står på hendes gravsted på Vestre Kirkegård. 

Poul Geleffs ankomst i går. 

Poul Geleff, A. C. Meyer og E. Wiinblad på landgangen.

Klokken godt 8, en times tid senere end planmæssigt, hvilket vil sige med "planmæssig forsinkelse", ankom den store Damper »Frederik den ottende« med sine fra Amerika hjemvendende emigranter.

Poul Geleff var med ombord, og tilstrømningen til Amerikabådenes bolværksplads var større end sædvanlig. Adskillige både ældre og yngre socialdemokrater var mødt for at hilse den sidste af hine førere, som rejste arbejderklassen til kamp under feltråbet "Ingen pligter uden rettigheder, ingen rettigheder uden pligter".

En snævrere kreds af partifæller havde påtaget sig det hverv at tage imod Geleff. Der var de to veteraner fra bevægelsens tidligste tid, snedkerne P. Hansen og A. P. Berg, redaktør Wiinblad og folketingsmand A. C. Meyer med damer, folketingsmand, rådmand Fr. Andersen, redaktør Oskar Jørgensen, partikasserer Oskar Johansen, murer Lundberg og bogbinder Petersen.

Kun et snævrere udvalg af denne kreds fik lov at gå ombord på damperen. Det blev Wiinblad og A. C. Meyer forbeholdt at finde Geleff. De kendte ham jo fra midten af halvfjerdserne. Men havde manden mon ikke forandret sig stærkt siden den tid?

Det holdt dog ikke svært at finde Poul Geleff, den lille Mand derhenne - - selvfølgelig var det ham! Lidt dårlig til bens måske. Men ansigtet, som i ikke ringe grad minder om den salig hensovede minister Estrup, er ikke til at tage fejl af. Øjnene har stadigvæk det lune blink og munden, som kun delvis dækkes af det lyse, amerikansk klippede overskæg, har det gamle drag, der kan udløses både i alvor og satire.

Pressen erobrer for en stund den populære passager og underkaster ham et hastigt interview. Så overrækkes der ham en buket med hvide og røde blomster, og en flok driftige fotografer, der følger nuets begivenheder som måger følger skibet, giver os Geleff som han står på ovenstående billede med fødderne på skibstrappen og sin blomsterkost i hånd.

Da Geleff gik ned ad damperens bro, hilstes han med hurra fra mængden, og ved landstigningen modtoges han af partiveteranerne og de yngre fæller. I Staunings fraværelse bød partiets viceforretningsfører, Fr. Andersen, den hjemvendte gamle kampfælle velkommen i få, hjertelige ord.

Nu stod Poul Geleff atter på dansk grund - efter 43 års forløb, under hvilke mangt og meget har ændret sig i hans fødeland Den nyere tid meldte sig straks i form af automobiler, som kørte deltagerne til fru Johannes Poulsens hjem på Kastelsvej. Her mødtes gammel og ny tid i et lille, stemningsrigt samvær, som indlededes med, at fru Poulsen, Pios datter, hilste sin faders kampfælle fra 1871-77 Velkommen og bød ham til huse som gæst.

Fru Johannes Poulsen (Sylvia Pio) var kun ganske spæd, da Poul Geleff sidste gang gæstede hendes faders hjem i Amerika. De to sås egentlig for første gang i går, og i kraft af den uendelige kærlighed, hvormed Pios datter omfatter sin faders minde, mødtes Geleff straks med sympati i det gæstfri hjem.

I den lille velkomsttale, A. C. Meyer holdt indenfor hjemmets vægge, kunne han pege på den eventyrets skønhed, som lå deri, at Geleff modloges af Pios datter i en stund, hvor skuffelsernes mørke skygge var gledet bort, og mindets glans faldt over den socialistiske bevægelses banebrydere.

En af vort partis veteraner, A. P. Berg, citerede et lille digt, Pio i sin tid skrev under et sygeophold her i landet. Det rørte tilhørerne og mest arbejderførerens varmhjertede datter.

Poul Geleff holdt ikke tale, hvad der ikke heller skal bebrejdes ham. Men med lune fortalte han træk af livet i det store Vesten, hvor han har levet og virket den største del af sit liv.

Der blev taget et billede af samværet, og da man skiltes, forberedte Geleff sig på at besøge nogle slægtninge på Østerbro.

Han skal nu til at studere det moderne København som jo unægtelig ser anderledes ud end i politidirektør Crones dage.

(Lettere sammenskrivning af Social-Demokraten, 21. juli 1920 og Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 21. juli 1920).

Det var Socialdemokratiet som foranlediget af at Poul Geleff led nød, fik ham tilbage til Danmark. Han bosatte sig i Nyborg hvor partiet finansierede ham via en pension. I 1927 rejste han af helbredsårsager til Italien hvor han døde i 1927. 

I 1920 meldte Sylvia Pio sig ind i Socialdemokratiet. Pios navn var nu igen blevet tone, efter at mange anså ham for at have forrådt arbejderbevægelsen. Hun brugte dog navnet navnet Fru Johannes Poulsen. Tiden havde arbejdet for Pios minde, og Sylvia gjorde en stor indsats: Hun arbejdede for få sin faders aske til Danmark og for at få hans navn rehabiliteret i socialdemokratiske kredse. 

I forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921, udvirkede hun med bl.a. hjælp fra Stauning at der blev opsat en obelisk på Vestre Kirkegård. I 1922 slog hun sig ned i Genève for at give sine børn den bedste uddannelse. Her førte hun et fashionabelt liv i selskab med fremtrædende internationale politikere, der kom til Folkenes Forbund. I 1923 fik hun indrejsetilladelse til Sovjetunionen, og hun opholdt sig et par år i Moskva, hvor hun forsøgte at skabe eksportfremstød for russiske kniplinger og kunsthåndværk. Samt til Wien der dengang var socialistisk og som hun var meget begejstret for og hvor hun blev inspireret til at danne et socialdemokratisk kvindeudvalg. I 1925 fik Sylvia en længerevarende alvorlig blodforgiftning under et besøg i barndomsbyen Chicago. 

Sylvia fik på sin europarejse inspiration og mulighed for at være med til at starte en socialdemokratisk kvindebevægelse. Dengang var der i partiet ikke udpræget stemning for en sådan. I 1928-29 var Sylvia med til at overtale Stauning til at nedsætte kvindeudvalg, for at samle, oplyse og aktivere kvinderne om partiet. Partiledelsen spændte ben for at lave et koordinerende forum, så de måtte holde møder i Sylvias lejlighed. Hendes fortid som lensgrevinde gjorde det ikke nemmere. Først i 1930 blev det officielt med nedsættelsen af Kvindeudvalgenes Klub (KUK), hvor Sylvia var forkvinde.

I 1930 fik hun en hjerneblødning der lammede halvdelen af hendes højre side. Den døde hun af i 1932, 54 år gammel.

Mindestenen på Vestre Kirkegård blev nedlagt 29. november 1932. Til stede var prominente socialdemokrater som Stauning (som havde en flirt med hende), Borgbjerg, Pios søn, og lensgreve Knuth. 

Hun nåede ikke at opleve at sønnen Frederik Knuth opstillede for de konservative i 1933 som konservativ nazi-agitator, og agiterede bl.a. for at knuse Socialdemokratiet. Han blev valgt som formand for lollandske storbønders Landboforening. Dog for outreret nazistisk agitation til at blive konservativ leder. I december 1941 blev anmeldt sag om blodskam mod ham. Han prøvede at undslippe ved at melde sig til Waffen SS, og rejste til Graz. Men han blev syg og fik hverken uniform eller våben. I 1942 blev han idømt 5 års fængsel for blodskam. Han blev løsladt 1944 - rygtet gik foranlediget af tyskerne. Efter krigen blev han fængslet og i 1947 idømt 2 års fængsel, som dog på daværende tidspunkt var udstået.

Strindberg i Danmark af Axel Lundegård. (Efterskrift til Politivennen)

“Strindberg er kommen”, skrev Victoria Benedictsson i sin notebog den 7de november 1887. Den 14de skrev hun, at hun havde set "Faderen", den 22de at  hun skulde have spist til middag med Strindberg og mig, men var bleven forhindret, og den 29de står der, at jeg havde besøgt hende og fortalt hende, "at Strindberg syntes meget godt om Fru Marianne".

Han havde lånt bogen af mig og “den behagede ham” (således plejede han at sige). Den unge dame, som omvender sig og bliver manden underdanig, vakte behagelige følelser hos ham. Det eneste, som foruroligede ham, var tanken om, at ‘Ernst Ahlgren’, der skrev så fornuftigt, var en kvinde.

Da de mødtes var han genert og nysgerrig. Han vidste ikke, hvordan han skulde være overfor hende. Naturligvis måtte der “være noget” bagved det kammeratskab mellem hende og mig. Selve udtrykket ‘kammerater’ havde i hans øren en foragtelig klang (derfor omdøbte han ogs ‘Griller’ til ‘Kammerater’ efter at han havde gjort sig fri). Venskab mellem mand og kvinde var for ham et unaturligt begreb. Det måtte hvile på løgn og forstillelse. Han troede at vi vilde tage ham og alle andre ved næsen.

Han bad, om han måtte låne romanen ‘Penge’. På titelbladet stod der en tilegnelse, hvor det forkætrede ord gik igen. Og under læsningen af bogen har han sikkert fået alle sine værste mistanker bekræftet. Da jeg fik bogen tilbage, var den forsynet med talrige randbemærkninger. Navnlig i slutningskapitlet, opgørelsen mellem Selma og hendes mand. Det havde åbenbart i den grad forarget Strindberg, at han måtte give udtryk for sin medfølelse med den forfordelte. Dér, hvor det om manden siges, at han, i stedet for at høre efter de alvorsord, som hans hustru henvendte til ham, sidder i tanker “optaget af at pille en hummer”, klapper Strindberg ham forstående på skulderen og skriver udenfor “Bravo!”

Og da manden løfter sit ølglas, føler Strindberg sig i den grad i et med ham, at han i overensstemmelse med sin egen smag retter ordet øl til ‘porter’. Han følger også med henrykkelse ordstriden mellem ægteparret, for det meste lidt vel meget i ægtemandens egen ånd. Således f.eks. da Strindberg til Selmas udtalelse om, at loven burde forandres (hun hævder at ingen kvinde burde have lov til at gifte sig, før hun er blevet myndig) føjer den formodentlig spøgefuldt mente bemærkning “burde ligeledes gælde for drenge, som ønsker at gifte sig i 12 års alderen”. Lige så lidt som ægtemanden vil Strindberg indrømme, at kvinden behøver noget at leve på, udover hvad hendes ægteskab bringer hende. Ægtemanden siger: “Livsindhold! Sludder! Hvor mange kvinder lever ikke, til de bliver 60, uden derfor at få noget livsindhold. Lad dem gifte sig, så kommer livsindholdet nok…” Strindberg stregede ordene under og skriver: “Godt sagt! Udmærket! Bravo!”

Ægtemanden ryger i tavshed sin cigar og gider ikke svare på Selmas efter hans mening urimelige tale om, at den samme moral burde være gældende for kvinder som for mænd. Men Strindberg svarer: “Nej, ikke den samme. 1) fordi manden ikke kan få børn, 2) fordi det er ham, der betaler gildet.” Og mod Selmas udtalelse “Det kan aldrig være en pligt at underkaste sig ømhedsbeviser, mod hvilke hele ens væsen oprøres”, protesterer Strindberg med et understreget “Jo!” Han tager stærkt til genmæle overfor Selmas kætterske meninger. “Vrøvl” er et af hans mildeste udtryk. Da hun gentager sin påstand, at kvinder ikke burde gifte sig, før de var myndige, indvender han: “ved man da så fandens meget bare fordi man bliver 21. Nej, man ved ikke noget, før man bliver gift! Så kommer erfaringerne!” Og han trækker på skuldrene af hendes udtalelse om et indhold i ægteskabet. Indhold? “Was ist das?”

Alligevel var han i udmærket humør, da han lånte ‘Penge’ og skrev sine randbemærkninger. Han frydede sig ved tanken om, at kvinderne har en halehvirvel mere end manden. Det betyder, at de stod dyrene nærmere! Deraf drog han igen den slutning, at de ikke var modne for frihed og selvbestemmelsesret. Hvis han kunde have skabt dem om, vilde han sikkert have udstyret dem med et par halehvirvler til.

Han hævder, at kvindens kamp for menneskelige rettigheder vilde medføre en indskrænkning af mandens rettigheder. Derved vilde for fremtiden millioner af mænd være dømte til den samme kval, som havde ødelagt hans eget liv. Det var dette, han drog i leding for, når han slyngede sine kraftsentenser mod en kvinde, hvis liv var blevet ødelagt af de misforhold, som han forsvarede.

Således stod den datidige nordiske litteraturs stærkest og dybest følende personligheder overfor hinanden uden gensidig forståelse af de lidelser, der hjemsøgte dem.

VIctoria Benedictsson var midt i den krise, som førte til selvmordsforsøget natten mellem den 8de og 9de januar. Tilfældet vilde, at Strindberg var kommet til byen og boede på Leopolds Hotel.

I det samme værelse mod gården, hvor Strindberg nogle uger før havde skrevet sit afskedsbrev til mig, lå nu Victoria Benedictsson og stredes med døden.

Jeg vidste det. Jeg gik den nat op og ned ad gulvet i mit værelse, som lå lige overfor på den anden side af korridoren. Jeg led under den spænding, jeg var i, jeg længtes efter at dele den med en anden. Strindberg kunde jeg sende bud efter! Det var en fristelse, som jeg med sammenbidte tænder værgede mig imod.

Det bankede. Døren gik op. Udenfor stod Victoria Benedictsson i hvid natdragt og så bleg, at ansigtet lyste i skumringen.

Stønnende under sit hjertes uro sagde hun, at hun havde taget gift. (Det var morfin.) Hendes beslutning at dø stod fast, men hun følte en uovervindelig angst og bad, om jeg vilde våge hos hende.

Jeg gik med hende ind i hendes værelse, og hun gik igen til sengs. Jeg husker ikke mere, hvordan tiden gik. Sige noget kunde vel ingen af os. Men jeg kan huske, at mine tanker blandt andet kredsede om det kommende politiforhør. Det straffes med fængsel, hvis man ikke prøver at forhindre et selvmord. I de uger, der var gået forud, havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at frelse Victoria Benedictsson. Men at gøre vold på hende var uforeneligt med min retsopfattelse. Efter loven var netop dette min pligt. Men det vilde være at svigte en tillid, som, hvor tung den end var at bære, dog måtte bevares ubrudt, fordi hun havde betroet sig til mig, fordi hun stolede så ubetinget på mig. Her kom samvittigheden i åbenlys konflikt med loven. Der var for mig intet andet at gøre end handle imod loven og tage min straf.

Pludselig mærkede jeg, at der kom en stærk uro over den livstrætte, som jeg troede allerede var døende. Jeg forstod ikke straks, at hun følte, hvad jeg sad og tænkte på. Hun rejste sig op i sengen og bad mig gå. Da jeg afslog det, blev hun ude af sig selv af angst for, at jeg ikke vilde gøre, som hun bad. Jeg hørte hende låse døren efter mig. 

Jeg famlede mig frem i korridoren til Strindbergs dør. Da jeg trådte ind, fo’r han op af søvnen og stirrede vildt på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunde være alene, og hvorfor. Jeg betroede ham mere, end jeg havde ret til, af Victoria Benedictssons lidelseshistorie.

Han hørte på mig med et udtryk, som altid vil stå brændt ind i min erindring, et grumt og ubønhørligt udtryk uden mindste spor af menneskelig medfølelse. Som hos en menneskeæder.

Imens udførte naturen det redningsarbejde, som havde været lægens opgave, hvis han var bleven tilkaldt. Om morgen fortalte pigen, at fru Benedictsson havde været meget syg om natten, og at hr. Strindberg var gået tidlig ud. Få timer efter fik jeg at vide, at han havde forrådt den tillid, jeg havde vist ham.

Jeg sagde til mig selv, at han var utilregnelig netop på dette område, hvor jeg af svaghed havde skænket ham fortrolighed, og jeg fortalte senere alt til Victoria Benedictsson. Hun dømte ingen. Hun frikendte mit hjerte og min forstand; men mine nerver glemte hun aldrig.

Ved middagstid tog Strindberg igen ud til Klampenborg og skrev til mig, som om der ingenting var hændet, at han havde været så heldig at låne 500 kr. hos August Lindberg.

“Axel Lundegård” 

Lindberg kom ind hos Nimb med 500 kr. Han var vred på mig. Jeg tog ud hertil og åndede lettere, da jeg så skoven.

Oh! Og vandet!

Der er åbenbart et gran af sundhed i mit had til kulturen! Storstaden er jo et rudiment af barbariske tider, med de trange gader, byggede til brug under et forsvar, som nu er unødvendigt, fordi vi har et godt politi m.m.

Hvordan har fru Benedictsson det?

Hvad bestiller hun og hvilke planer har hun?

Nu får du fred for mine litanier og analyser.

Lev vel og lad mig høre noget om operationerne med Margit (og fru B-n).

DIn hengivne
August Strindberg
Klampenborg 9de januar 88.

(“Margit” - det var “hr. Bengts hustru” som i dansk oversættelse var indleveret til Det kgl. Teater).

To dage efter var han i endnu bedre humør. Han skrev:

“Sommerluft, Øresundsblåt, vand og måger som parres. VInduet står åbent, hønsene er sluppet ud, kogt oksebryst med peberrodssauce - livet er skønt!

Men ingen “politik” i dag eller i går! Kære, send mig den i korsbånd og klip ud af de andre blade, hvis du ser noget, som jeg kan have nytte af!

Hvordan går det med fru B? Hun burde bo herude hos en eller anden familie - en anden end den, jeg bor hos, for når man er ene, kan man aldrig være så ensom som midt i hoben.

Og fru M(argit)?

Stephensen motiverede sin standsning af tournéen med ‘Faderen’ med, at jeg har “lagt hindringer i vejen” ved at sælge til Lindberg.

“Lagt hindringer i vejen”? ”Sælge”? Har jeg solgt? Hvor er så pengene?

Farvel og lad mig høre noget om fru B, hvis ‘Penge’ jeg har læst med øjnene spærret op af nysgerrighed.

Din
Aug. S-g.
Klampenborg, 11de januar 1888.

(Oddgeir Stephensen havde på Casino spillet ‘Faderen’ og planlagde en tourné med stykket).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juli 1920).

Udvidelse af Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vestre Kirkegård vil nu blive udvidet med 20.000 kvadratmeter af det areal som kommunen ejer vest for kirkegården.

Det ny stykke vil ved et terrasseanlæg blive forbundet med den højere beliggende kirkegård.

Udenfor kirkegårdens sydgrænse anlægges en hovedvej der skal forbinde Sdr. Boulevard med den projekterede strandpark ved Kalvebod Strand.

I anledning af 50 års jubilæet 1920 blev oplyst at der var foretaget 140.000 begravelser på de 50 år.

(Kjøbenhavn, 30. juni 1920.)

Etatsråd Olesens jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

De, der fredag middag kom ind i Garnisonskirken i København for at vise etatsråd C. A. Olesen den sidste ære, vil sent glemme den pragtfulde harmoni der behersker den skønne gamle kirke. Sjældent har man herhjemme set blomsterflor som det man her stod overfor, og som såre ejendommeligt blandede sig med ansigtsudtrykkene hos den afdødes gallaklædte medarbejdere, der hele kirken igennem stod æresvagt for den gamle chef. Side om side med kransen fra kongen fandtes sølvkranse fra de institutioner der havde stået etatsråd Olesen nærmest, og de prægtigste blomsterdekorationer fra alle erhvervsorganisationer og de mange virksomheder og selskaber med hvilke etatsråden var kommet i berøring. Pastor Hviid-Nielsen talte for det store følge i hjertelige vendinger; man fik indtrykket af hvor højt præsten havde lært at påskønne etatsråden Olesen som den virksomme, trofaste, uegennyttige og retsindige medborger der var stoltest når han følte sine undergivnes hjerteslag imod sig, og gladest når han i hjemmet kunne samles med alle sine kære. I særlig grad dvælede præsten ved hjemmet der stod som et symbol på det rigtige samlingssted hvor alle følte sig som en enhed, lige fra den trofaste hustru til de gamle tjenestefolk der havde udfyldt deres gerning gennem 30-40 år. Efter talen spillede en af husets trofaste veninder, frøken Gunna Breuning-Storm, etatsrådens mest yndede musikstykke, Bach's air og børn og familien bar kisten ud. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, hvor Spritfabrikkernes funktionærer bar den gamle etatsråd til hans sidste hvilested. Om eftermiddagen afsløredes i overværelse af familien en PrXXX af etatsråd Olesen på Spritfabrikkernes kontor, som selskabets funktionærer havde påtænkt at overrække etatsråden på hans 75 årige fødselsdag den 27. juni.

( Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 28. juni 1920)

Etatsråd Olesens gravsted på Vestre Kirkegård Afdeling C, rk. 4, nr. 2. På  den central sten står: Direktør etatsraad C. A. Olesen * 27.6.1845 +20.6.1920. Nik. Olesen *22.6.1851 +16.3.1932. Foto Erik Nicolaisen Høy.

St. Jacobs Gæstehjem. (Efterskrift til Politivennen).

Støvlelageret i Sandkisten.

En søvnløs Nat i St. Jacobs Gæstehjem.

Det var en lummer Nat i &t. Jacobs Gæstehjem. Luften paa Sovesalene rar saa stærk, at den skulde fortyndes med Radium, for at de stakkels søvnløse Mennesker, der kastede sig hid og did paa deres Lejer, kunde faa den til at glide ned.

Ganske særligt kneb det for fire af Gæsterne, de Herrer Carl Nielsen, Edvard Gottfredsen, Christen Olsen og Sofus Berg, der henholdsvis bærer Kælenavnene "Tulle", "Nassemand" , "Det sorte Faar" og "Stangen".

Lummerheden fik dem til at fantasere om store kolde Snapse, "forgyldte Bornholmere" og Øl med Skum.

Men dels var det Nat, og dels havde de ingen Penge, og endelig var det ikke saa dan at slippe ud af Gæstehjemmet. De fantaserede imidlertid videre og saa kom en af dem i Tanker om, at der i Ingerslevgade laa en dejlig Skotøjsforretning med let og behagelig Adgang. Det var en Forretning, der, hvis den lykkedes, kunde give baade til det ene og det andet.

"Tulle" og "Nassemand" lovede at besørge det fornødne, naar de to andre vilde hejse dem ud af Vinduet i Gæstehjemmet. Det vilde de, og det gjorde de.

"Tulle" og "Nassemand" kom lykkeligt afsted, plyndrede Skotøjsbutiken og gemte efter Aftale Tyvekosterne i en Sandkiste paa Svineryggen, hvor "Det sorte Faar" og "Stangen" næste Dag skulde hente Varerne og besørge Omsætningen.

Ogsaa dette gik efter Programmet, men alligevel faldt de to førstnævnte i Kløerne paa Politiet. Skønt de nødig vilde, maatte de dog ud med Sproget og tilstod ikke alene Skotøjstyveriet, men ogsaa en Snes andre "Bræk" .

"Det sorte Faar" og "Stangen" var derimod hverken til at hugge eller stikke i. De kendte ikke noget til det hele. De var oven i Købet saa uskyldige, at da de havde "fundet" Sko-Lageret" i Sandkisten, var de paa Vej til Politiet med det, da de blev annammede.

"Tulle" og "Nassemand" røg hver 18 Mdr. i Forbedringshuset. "Faaret" og "Stangen" skal for Landsretten.

(København 21. juni 1920).

Svendsgade Politistation ved Vesterbro Torv. I Saxogade lå en politivagt med detention. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Bølle i St. Jacobs Gæstehjem

Han overfaldt Bestyreren og Buffisten.

Politiassessor Hastrup fremstillede i Gaar i Dommervagten en ondskabsfuld Fyr, Ole Christensen, der gentagne Gange er straffet for Vold. Skærtorsdag havde han paany været paa Færde, denne Gang i St. Jacobs Gæstehjem i Saxogade, hvor han overfaldt Bestyrer Ove Petersen, idet han slog nogle Tænder ud paa ham og flækkede hans Overløbe. Da Buffisdt Thomsen søgte at komme den Overfaldne til Undsætning, slyngede Christensen nogle tomme Ølflasker efter ham og Bestyreren.

. Hvis du ringer efter Politi, slaar jeg dig ihjel, sagde han.

Dommer Bentzon gennemgik kort Rapporten med den Anholdte; paa Dommerens Spørgsmaal om hans sidste Bopæl svarede han: - Svendsgade Politistation. Han oplyste iøvrigt, at han i sin Tid havde været Søfyrbøder, - men at det ikke var i de sidste Par Aar. Der blev afsagt Fængslingskendelse over ham, foreløbig for otte Dage.

- Vil De have en Forsvarer? Spurgte Dommeren.

- Nej, det kan være lige meget, svarede Christensen. Den sidste, jeg havde, sad og sov.

Saa blev han hjulpet ud til Arresten.

(København 3. april 1926).

St. Jacobs Gæstehjem lå på Saxogade 80/82, hjørnet ved Istedgade. Det var ikke første gang der var optøjer. 27. december 1923 berettede København om at en tidligere straffet voldsmand, Carl Julius Hein, sammen med fire berusede kampfæller var blevet fjernet af politiet for nattefredens skyld, bl.a. havde han knaldet en flaske i hovedet på en betjent. Selv sagde han at de var blevet overfaldet af politiet.