02 oktober 2023

Den nye Bro i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen).


I disse dage er man blevet færdig med en ny bro i Sydhavnen, derved er der fra linje 3's endestation blevet direkte forbindelse med dæmningen der fører til Sluseværket i Kalveboderne. For at komme over til denne dæmning, har funktionærerne ved Sluseværket hidtil måttet gå en lang strækning syd om Teglværkshavnen. 

Den nye bro er ca. 100 meter lang. I højre hjørne ses et par arbejdere i færd med at lægge sidste hånd på værket.

Ved den ny bro er der skabt en smuk promenade ud til sluseværket, men desværre kan turen ikke fortsættes over til Amager, idet militæret har sine skydebaner ud for dæmningen på Amagersiden. Når en gang skydebanerne nedlægges, vil den lange dæmning fra Sydhavnen til Amager sikkert blive offentlig tilgængelig, og København vil da gå en ny promenade, til glæde for de mange tusinder der har bopæl i dette kvarter af hovedstaden.

Den ny bro vil også få en mere praktisk udnyttelse, idet den amerikanske Ford-fabrik har sin virksomhed i Sydhavnen, og man er nu i færd med at uddybe havneløbet ind til broen, så de amerikanske skibe kan sejle ind til broen og udlosse Ford-bilerne i selve fabrikken. 

(Social-Demokraten, 24. januar 1923).

Fotoer fra Dagbladet (København) 11. januar 1923 som viser broen fra andre vinkler. På det nederste ses slusehuset.

Kort over området, 1926-1927. (Kbhbilleder). Sluseholmen ses tydeligt midt i Sluseløbet. Længst mod vest fører den ny nedlagte Frederiksholmsgade mod slusen - den ligger omtrent hvor Borgmester Christiansensvej er i dag. Den møder Sydhavnsgade umiddelbart før broen. Midtvejs på broen ligger Badeanstalten Sønderstrand umiddelbart vest for Slusen hvor den rager sydpå. Fra slusen går en spærredæmning til Amager mod eksercerpladsen.Vejlands Alle afbrydes brat ved denne. Stik syd for slusen hvor den blå og røde linje mødes ligger Koklapperne midt i Kalvebodløbet - de ligger nu langt inde i land.

Jens Otto Dahlerup Marton (1872-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Opfostringshusets Jubilæum.

København, Mandag.

Ved en ualmindelig smuk Fest, under hvilken man følte, at alle havde Hjærtet med, har det kongelige Opfostringshus i Dag sejret sit 150 Aars Jubilæum.

Man samledes ude i den store Bygning paa Kalkbrænderivej, hvor der opdrages 70 smaa, fattige Drenge, der faa fri Forplejning, Beklædning, Undervisning samt Konfirmationsudstyr. Adskillige af Kjøbenhavns dygtigste Haandværksmestre ere udgaaede fra Opfostringshuset, hvis tidligere Elever have dannet en særlig Forening, "Opfostringshusforeningen", hvis Medlemmer, "De gamle Drenge", ofte have en stærkt udviklet Kammeratskabsfølelse overfor hinanden.

De smaa Drenge, der kalde sig selv for "Skorperne", vare i Dag i Pudsen og hver var pyntet med en Dannebrogssløjfe. Iøvrigt var der mange meget sine Folk med Ordener paa Brystet. I Spidsen for dem alle var Kronprinsregenten i Generalsuniform, ledsaget af Kronprinsessen, Prinsesse Marie og Prinsesse Thyra.

Med stor Frejdighed sang alle Drengene en udmærket Kantate, der var forfattet af en af Skolens Lærere, Inspektør Marton, og som begyndte:

Vort Barndomshjem!
Hver Gang Din Fest oprinder,
Da samler sig Din Fortids mange Minder
Og vidner i et højt, enstemmigt Kor
Om al den Trøst, den Kærlighed og Varme,
Som her de fandt. Du aabned' Dine Arme,
Vort Barndomshjem !

Der var flere af "de gamle Drenge", der brummede Hymnen til Barndomshjemmet med, medens de havde Taarer i Øinene.

Sceneriet var iøvrigt ret ejendommeligt ved sin Kontrast: Den lavloftede Sal, de gamle Træbænke, de smaa, nette, men tarveligt klædte Drenge, de straalende Uniformer Kronprinsen havde Følge med - de dekorerede Æresgæster og de kjoleklædte Talere.

Det var Borgmester Dybdal, der holdt den egentlige Festtale, idet han forklarede, hvad Opfostringshuset var, og hvorledes det oprindelig var stiftet af den noble og humane Bernstorff, der straks havde vundet Gehør hos Frederik den 5te. I Aarenes Løb var det gaaet op og ned, og man havde ofte trængt til Penge for at føre Programmet igennem. I Anledning af Jubilæet havde Tømrermester Thorup, der er en varm Ven af Huset, skænket 10,000 Kroner til dette, og et lignende Beløb var indkommet ved Indsamling mellem "de gamle Drenge". Man var nu nogenlunde situeret. Borgmesteren betonede stærkt, at man altid vilde arbejde med Kristendommen som Grundlag i Overensstemmelse med Statuterne.

I endnu stærkere Grad akcentuerede Forstanderen, Professor Otto Jensen, dette Kardinalpunkt. Han samlede Hjemmets Program i disse Ord: at hæmme alt selvraadigt og at fremme alt selvstændigt med Bønnen som den bedste Hjælper.

Efter at Forstanderen med en Blanding af Højtidelighed og Hjærtelighed havde uddelt Præmier til Børnene, der hver fik et lille Skæmtens eller Alvorens Ord med, rejste Kronprinsen sig. Det var tydeligt, at ogsaa han var revet med af den almindelige Stemning. Forst bragte han en Hilsen fra Kongen og takkede de ældre, med hvem han havde været samlet, da den ny Bygning indviedes den 29de Juni 1880.

Derefter vendte Kronprinsen sig direkte til Børnene og sagde:

"Mine unge Venner! Jeg bringer Jer forst Kongens og min egen Hilsen. Gør altid Skolen Ære og Glæde og bliv gode Sønner af Eders Land og trofaste Undersaatter mod Eders Konge. Det har glædet mig at være sammen med Jer i Dag, og særlig har jeg glædet mig over Eders friske Sang. Ogsaa jeg vil lægge Jer paa Sinde et Par Linier i en gammel Sang:

Vokser du end fra Barneaar,
Du vokser dog aldrig fra Fadervor.
Voks op til gode danske Mænd!"

Det var jublende Hurraraab, der ledsagede det Leve, som en af de som Marschaller fungerende nykonfirmerede Elever udbragte for Kronprinsen, ildrød i Hovedet af Forvirring.

Der vilde have været Fest paa Opfostringshnset, selv om man kun havde haft denne Oplevelse. Da der nu tilmed serveredes med sød Suppe og Flæskesteg, var Jubelen hos "Skorperne" næsten over alle Bredder.

(Østsjællands Avis, 1. juli 1903)

Foto fra Illustreret Tidende, nr. 39 i anledning af 150 års jubilæet i 1903. Artiklen bragte udover teksten også et foto af Otto Jensen, Jens Martons far.

Jens Marton blev ansat ved Opfostringshuset 1. maj 1893. Jens Marton var søn af en søster til arkitekten Jens Vilhelm Dahlerup (1836-1907), Margrethe de Fontenay Dahlerup (1844-1911) som blev gift med Otto Nicolai Jensen (1840-1915) i 1868. Faderen var forstander for opfostringshuset 1874-1914. Far og søn arbejdede altså ved jubilæet samme sted, Jens Marton som lærer og inspektør:

Otto jensens søn, Jens Marton, der også var lærer på skolen og som senere tegnede et noget mere flatterende portræt af sin far, fortæller i hvert fald, at forstanderen "forstod sig på drenge, fordi han selv havde været en rigtig dreng og huskede det. Ingen kom om hjørnet med ham, men heller ingen blev godforstået i en ballade som af ham. Han kunne i lange tider gå og nyde en ægte drengestreg og fortalte den til alle og enhver, han traf (...). Kun den dreng, der frækt prøvede på at bryde skolens gode tone og orden, blev holdt nede med hård hånd, til han kom på bedre tanker". Var man derimod lydig og veldisciplineret, var der ingen grænser for forstanderens elskværdighed og gode lune: især holdt den rare mand af "tykke gemytlige drenge. Dem havde han altid om sig i haven, og hvor han ellers havde travlt med håndens arbejde". (Carl Vilhelm Petersen: Snart med klap, men mest med stok).

Skolen lå på hvad der dengang hed Kalkbrænderivej. Dette navn blev ændret ad flere omgange, omfattende forskellige dele: Nordre Frihavnsvej (1892), Nordre Frihavnsgade (1906), Løgstørgade (1906) og Randersgade 1928. Bygningens nuværende adresse er på Randersgade 10.

Versificeret dramatisk fortælling, digtet "Skytsengelen" i 1918 anmeldt i Nationaltidende der kalder den "gode og sunde idealer for studenterugdommen og advarer den for løshed og udvendighed i livsførelsen". Anmeldt i Nationaltidende 2. juni 1918, København 7. august 1918, 


SKORPESPROGET

ET GAMMELT SKOLESPROG

AF

JENS MARTON

LIGESOM Dialekter er opstaaet og  bevares ved Afsondrethed, maa den egne Sprogbrug, som gerne findes i Kostskoler, hidrøre fra, at man der lever i et lille Samfund for sig uden Paavirkning af den store Nivellering ude i Almenheden.

Vore Dages, aabne Porte og nemmere Veje ud gør, at det særegne forsvinder, fra den klosterlige Skik og Brug, og det ejendommelige, lokale Sprog dør, saaledes paa den gamle Opdragelsesanstalt "Det kgl. Opfostringshus", en af Oplysningstidens gode Frugter, som Nyttetræet satte ved J. H. E. Bernstorffs Røgt, og som 1753 begyndte sit særegne Skoleliv paa Christianshavn i det nuværende „Søværnets Elevskole", i hvis store, stille Have Johanne Louise Heiberg søgte Hvile og Ro, da hun havde sit Hjem i Søkvæsthuset. Det var de store Kompagniers Tid, og Opfostringshuset maatte allerede 1775 overlade Handel og Søfart sin store Grund og selv flytte til Christians Plejehus, hvis store Bygninger strakte sig fra St. Kongensgade 108 ud til Bredgade, hvorfra man saa Skolegaardens Kastanje, en Søster til Rigsdagens kendte Træ, hæve sig kubehvælvet over det Plankeværk, som lukkede Byen ude fra det af lange, gule Bindingsværkslænger og store Porte afspærrede Hjem for 100 Drenge, nogle raske Fyre, som satte en Ære i Haardførhed og stolt kaldte sig Skorper, i Modsætning til andre Drenge, som var Krummer, et blødere Stof.

De grønne Drenge, som de kaldtes efter den oprindelige Dragt, grøn Livkjole med blanke Knapper, dannede i Aarenes Løb deres eget Sprog, Skorpesproget, nu næsten uddødt, efter at Skolen 1880 flyttede til Østerbro, og Skolelivet blev mindre strengt afsondret. Skorpenavnet bestaar dog og er nu blot en stolt Modsætning til Brokkerne, som alle andre Drenge i vore Dage kaldes med mindre Agtelse, end da de hed Krummer. Saa fast sidder dette Navn i alle Opfostringshusdrenges Bevidsthed, at de gamle Elever, som paa den smukkeste Maade holder sammen hele Livet, ovre i U. S. A. har dannet en Forening ligesom den, vi har herhjemme, og kalder den "Skorpe-klubben".

Har Udtrykket Skorpe sin forklarlige Oprindelse, kan det ikke siges om de fleste andre Ord i Skorpesproget; kun enkelte er tydelige nok, som Christianitter eller Nitter, Drenge fra Christianshavns Fattigskole, Bregadiener eller Jener, Drenge fra Bredgadens Skole og Ulke, Drenge fra Holmens Skole.

Medens Herlovianersproget har sin bestemte Metode og danner sine Gloser ved at forbinde den første og den sidste Del af det almindelige Ord, saaledes Spøret af Spanskrøret, er Skorpesproget som oftest vilkaarligt, tit dannet med ringe Smag, men af og til med et vist forsorent Humør.

Umiddelbart forstaaelige Ord er Runde, en tyk Skive Rugbrød, som den Dag i Dag er Elevernes Ration Morgen og Aften, og som stadig faar Æren for Drengenes gode Kræfter og hvide Tænder, og Endeskorp'en af Rugbrødet, Skalken, der tidligere var eftertragtet. I vore mere blødagtige Tider serveres den ikke, men gaar i Øllebrøden. Skalk brugtes i gamle Dage som Betegnelse for en særlig rask Dreng. Da Skorperne i U. S. A. vilde hædre en af deres Lærere, udnævnte de ham til Æresskalk.

Et ejendommeligt Ord er Lef, Slikkeri, som vel maa være en forkortet Form af en eller anden Sammensætning med "lefle", der brugtes meget i ældre Dansk. Ordet bruges endnu, derimod ikke det udvidede Garderlef, ekstra godt Lef, og Lemmelef, mindre anset Lef.

At skylde bruges heldigvis ikke mere. Det betød, at en lille Dreng for at kunne begaa sig maatte bringe en større Dreng, der holdt ham som Slave, Lef, naar han kom fra sit Hjem Søndag Aften. Tidligere havde Kostskolens yngste Elever det haardt under de ældres Tyranni, hvad gamle Soranere og Herlovianere kan fortælle en Del om, saaledes den barbariske Daab med forskellige Ceremonier, som nærmer sig Indianernes Pinsler. Paa Opfostringshuset bestod Daaben i at holdes under Vandposten en rum Tid. Nye Elever indviedes ogsaa ved en Spøg, som kaldtes Adam og EvaDen bestod i, at den lille nøje skulde efterligne en af de store Drenge i forskellige fantastiske Handlinger, Gebærder og Grimacer, som en taknemmelig Tilskuerkreds fulgte med nydende Latter; til sidst tog den store en Kasket og kørte den rundt i sit Ansigt; den lille fik samtidig en anden Kasket, og gjorde det samme, og da den i Forvejen var smurt ind i Sod, blev Følgen naturligvis en Jubel, som den lille Neger stod betuttet og saa paa uden at vide, hvordan han saa ud.

En af Skolens tidligere Elever tog sig en Gang for at optegne de Skorpeudtryk, som brugtes i hans Tid omkring. Midten af forrige Aarhundrede. Foruden, de allerede nævnte reddede han en Del Ord fra en Glemsel, som enkelte burde være dømt til. Saaledes Pesthuset som Navn for det kgl.. Opfostringshus. Det tyder paa, at Lokaliteterne og Forholdene i de gamle, usunde Længer i St. Kongensgade i ældre Tid har været saadan, at Drenge med deres Trang til stærke Udtryk blev inspirerede til en saa uhyggelig Benævnelse. Den var utænkelig i vore Dage, da Stiftelsen ligger som et Slot, lys og luftig, omgivet af Haver og med en solrig Legeplads omkring en moderlig-skærmende Lind i Midten.

Mimmerne kaldtes Fattiglemmerne i Holmens Arbejdshus, som laa langs Drengenes Gaard mellem St. Kongensgade og Bredgade. I et Hjørne af Gaarden var der en stor, aaben Skarnkasse, hvis brogede Indhold fristede Mimmerne fra deres Vinduer ovenover. De sad der, og pilkede gamle Støvler og Ragelse, de kunde bruge, i Sejlgarnssnører med Krog paa. Sprang en Dreng op i Skarnkassen og hjalp til, fik han firet et Kræmmerhus ned, fyldt med nogle af de Korender, som de gamle var sat til at pille.

Skolens Uniform hed med den kendte gamle Genetiv Husens Tøj. Andre Drenges Beklædning kaldtes Inte af Husens Tøj eller Brokketøj.

Skolens Klasser fra 1 ste til 4de kaldtes sidstny, næstsidstnytrediesidstny, og fjerdesidstny, jo fornemmere des besværligere. 

Portneren hed "Fatter Vivat". At smutte ud ad Porten forbi ham uden Tilladelse var at skotte.

Drengene lærte at sy. Et Redskab til at fugte Sømmene med oppe paa Skrædderværkstedet kaldtes en Vandkaptajn.

Challs Have var et forskønnende Udtryk for i Nødtørftshusene i Baggaarden. Nu kaldes de Sanssouci.

Aftenen før en Ferie eller Højtid var Stemningen gerne til Løjer. Det gjaldt da om at pudse hinanden. At skrabe Smørret af Sidemandens Runde var en almindelig Spas paa saadan en Smøraften. Ligeledes at bruge Bjælker, d. v. s. tygget Rugbrød til Angrebsvaaben. Hvor der findes lokale Sprog, er der altid flest Gloser paa Madens Omraade. Fedt Flæsk hed Nols, Spegesild Haresteg, Suppe Opvaskervand, Vandgrød Blaa Klumper eller Vandskvat, Blodbudding Negerbøf og Frikadeller Dæller.

En af Skolens berømmeligste Personligheder, i vide Kredse kendt som original Figur, men et elskeligt Menneske, Opfostringshusets Skrædder, altid blot kaldt Mester, en af Treaarskrigens raskeste Soldater, livfuld, barnligt lys af Sind og med et alle favnende Hjerte, var knyttet til Skolen hele sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. Da Kosten i Halvtredserne var sløj og knap og Drengene ligefrem klagede over Sult, fik han Medlidenhed med dem og bragte Frikadeller med hjemme fra. Drengene lønnede ham med Øgenavnet Dælle. Han bar dog Navnet med Glæde, det som alt andet. Engang bar han det endog ned ad Gaden, skrevet med Kridt rundt om Pulden paa den kendte store Grundtvigianerhat.

Dæller var forøvrigt en Herreret, som det fremgaar af følgende: Naar Drengene fik dem til Middag, vilde de gerne stikke nogle til Side for at nyde dem til Aftensmaden. Men da de ikke saa godt kunde gemmes den lange Tid i Lommen, skønt en Drengelomme har Hus- og Hjerterum for en Del, fandt de paa at trække dem paa Traade af Stoppegarn og ved Hjælp af Stoppenaale fæste dem under Bordpladen, hvor de saa hang parat, naar de skulde bruges, og uset af den vagthavende kunde hentes frem. En eller anden Skurk maatte imidlertid snige sig ind i Mellemtiden trods den aflaasede Dør, for der var stadig bidt til Dællen, naar Ejerne tog dem af Traaden om Aftenen. Der var stærkt Røre og stor Harme. Men Tyven var og blev usynlig trods Vagt ved Nøglehullet. Drengene havde ikke tænkt paa, at Oldfruen havde en lille Hund.

Ogsaa de blaa Klumper har deres Historie. Efter Drengenes Skøn var der ikke Sukker nok paa Vandgrøden. De smuglede derfor et Kræmmerhus ind til Bordet og rystede det i et ubevogtet Øjeblik ud over Tallerkenen. En tidligere, gammel Lærer havde den Skik at tage de Kræmmerhuse, han fik fat paa, og drysse Indholdet ud over sine Yndlinges Portion. En Spøgefugl tog en Gang en Papirtut Natron med og sørgede for at blive opdaget, da han vilde til at komme det paa sin Grød. Læreren tog „Sukkeret" og gik hen til Duksen: „Du er en flink Dreng, og fordi Du aldrig har Sukker med, skal Du have det hele", hvorpaa den artiges Grød blev sødet, mens hele Klassen smilte.

Kartofler gjordes latterlige ved Benævnelsen Kaduller.

At drikke hed at delle, at bede om noget at spække.

Det var et staaende Udtryk af de indeholdte naar de Søndag Aften modtog dem, deiv havde haft fri og vendte hjem med Lommetørklædet fuldt af Granater (Klumper af brændt Sukker): "#Giv en Beit. Sikke stud!. Tag og giv en Beit." Ordet stud var det samme som studs, og en Bid kaldte de en Beit.

Hvor Drenge opfindsomt kan hjælpe sig med lidt, fremgaar af den Pandekagebagning, de engang foretog. Til Køkken valgte de et Sted, fjernt fra al god Smag, men ogsaa fjernt fra Tilsynet,, og her fandtes et Gasblus, som var tilgængeligt, naar én Dreng stod paa en andens Skuldre. Panden var en Sardindaase, et lykkeligt Fund i Skraldekassen, og Mel fik man hos Oldfruen til uskyldigt Klister. Smør skrabedes af det tiloversblevne Runde, og Mælken havde man fra Morgenbordet i en Lærke. Lidt Sukker var med Karakterstyrke levnet, i Kræmmerhuset til Vandskvatten, og Æggene "fandt" man i Hønsehuset.

At være slunken var at være sulten.. En umættelig Dreng kaldtes en Slunketudse.

En flittig Dreng hed Student, at være flittig at studere. At læse hedder, nu at kile.

En, som var dygtig til et Fag, især Gymnastik, Svømning eller en Leg, kaldtes en Kraftstikker.

En Lokkebolle var en indsmigrende Natur, en, der fedtede for Lærerne. Nu hedder det en Fedtehas.

En slesk og lumsk Fyr var en sleben eller skaldet eller runken Rad.

En Sladderhank. er den Dag i Dag en Spejt. Ogsaa Verbet at spejte bruges.

At kalde en Dreng ved hans Øgenavn var at mase.

At være gode Venner hed at være Rakkere.

At rose sig selv var at stose.

Det meget fortjenstfulde at tage Skylden paa sig kaldtes at tage Pose.

Naar man inden for en Klasse traf Aftale om en fælles Optræden, var man ved at lægge over.

At være overlegen over for de yngre hed at spille Svend.

At narre hed at prikke, at snyde at snose.

En daarlig Vittighed kaldtes skaaret Sjov.

At skære Knapperne af Bukserne til Klinkespil hed at drolleBlyknapperne, som sad i Skjortelinningen, hed Janter. Nu kaldes de Disser. Bægge Navne er ogsaa almindelige andre Steder i Drenge verdenen.

En Spytteklat hed en Olgert eller senere en Flamsk.

At tage paa Bar var at faa Prygl i bar Skjorte.

Motion, Luntetrav rundt i Gaarden for at holde Varmen, hed Stryg.

Kunstskøjteløb kaldtes at gøre Herre paa Isen.

At overnatte hjemme hos Forældrene hed at ligge i Dynerne.

At dele bruges endnu og betyder at faa et Stykke Ekstramad eller ved Middagsbordet at faa det, der er levnet af Lærerne.

Helle mig først! eller helle mig det! siges, naar man vil forbeholde sig Førsteret til noget. Udtrykket er vist ogsaa brugt andensteds. Helle mig sjok! var at helle sig sidst til noget.

Naar en Dreng ikke gad skifte Fodtøj for at komme over Gaarden, lod han sig draa, d. v. s. ride over af en anden.

Ved Aarhundredskiftet kunde man kun finde de fleste af disse Udtryk som Fortidslevninger i meget gamle Elevers Erindring. Skorpesproget er uddødt; de faa Gloser, som er igen, danner ikke et særegent Maal. Ord, som senere er kommet til, har ikke beriget Glossaret. Af dem kan nævnes at bøtte, som er at kaste Snebolde paa hinanden; at skejte over, d. v. s. at springe en anden over i Rækkefølgen, en Ret, ældre og stærkere Drenge tager sig over for de mindre; at tyre, d. v. s. banke Tøj; at kaje, d. v. s. at faa; at potte den, d. v. s. at sidde oppe i Pottevarmen, Stuevarmen, om Vinteren. En Pottekajer kaldes en, der "potter den".

En særlig Sprogform har Numrene, som Drengene har paa deres Tøj, Inventar og Ejendele, og som de desværre kalder hverandre med ligesom Soldaterne. Saaledes: Fi'tyve, ot'tredve, dæs (tres), hallers (70), syvlems (97).

Nogen Skønhed er der ikke ved Skorpesproget, og meget Vid er der ikke nedlagt deri. Man skal derfor ikke beklage dets Undergang i vor Tids Nivelleren. Men da det maaske kan have sin Interesse for en eller anden Filolog eller historisk interesseret, er det blevet optegnet her, saadan som det nu engang er. 

(Danske Studier, bind 19-22. 1922 side 64-69)

Om "Mester Christensen" hedder det på en hjemmeside:

I sin Bog "Personligheder fra svundne Dage ved det kgl. Opfostringshus, 1875-1920" giver Jens Marton en af Humor og varm Sympati præget Skildring af Mester Christensen, hvori det bl.a. hedder: "Til de gamle af Aar hører ogsaa Mester. Andet gammelt var der ikke ved ham. Man behøver blot at nævne Navnet; enhver, som har kendt ham, vil i Mindet straks føres hen til en lille ejendommelig lysende Verden af Ungdom og Glæde. Jeg regner det for en Lykke at have kendt og i mange Aar dagligt omgaaedes et saadant Menneske, et af de bedste, jeg har mødt. Alle vil sige det samme. Et Hjerte som en aaben Favn, et uskyldigt Sind som et Barn, en Tænkemaade, som var ledet af Finfølelse og medfødt Takt, der netop viste sig ved, at han ofte brød de ydre Former uden at støde eller saare, men altid kun glædede og morede dem, han var sammen med.  

Han var en Orig­inal i bedste Betydning. Som saa ofte for gode Mennesker var hans Liv, bag ved den Glans, der stod af det; en Tragedie. Men intet kunde dræbe dette glade Mod, intet plette denne blanke Sjæl". Som frivillig var han under 3 Aars Krigen med ved Fredericia og Isted. "Gamle Officerer har fortalt, at han vandt alle ved sit straalende Humør, sin Optimisme og sit Kammeratlige Hjerte. Syngende gik han paa. Det raske Mod svigtede aldrig. Det lette Københavnersind fløj foran og drog de sindige Jyder med". . "Mester blev populær hvor han end viste sig. Hans Ydre alene hendrog Opmærksom­heden paa ham; den lille ildfulde Skikkelse med de graciøse, hjertelige Bevægelser, det store bru­sende Sølvhaar om det skægløse Ansigt, det bløde grundtvigske Underskæg, den mægtige sorte, bløde Hat, det altid uregerlige Kravetøj og hele det spillende Liv, der udstraalede fra hans store, lyse Hjerte". - Ved Omtale af et Sommerbal paa en af de smukke Villaer ved Skodsborg, i hvilken Mester og Marton blev tilfældige Gæster hos fremmede, elskværdige Folk, og hvor Mester med Liv og Lyst deltog i Dansen med "disse sø'e, sø'e Stumper", holdt han en af sine improviserede, gaade­fulde Taler, som altid gjorde Lykke ved den elskværdige Festlighed, hvormed de uklare Ord blev sagt".

"Havner vi i et Elysium efter Døden er Mester en sikker Mand der paa en Plads blandt de bedste, ikke de bedste Skræddere, men de bedste Mennesker. Der drikker han da Guder­nes Nektar og holder maaske Taler, som er klarere end hans Jordiske". I Martons Bog findes Side 16, 20 og 23 fire fortræffelige Billeder af denne mærkelige Mand i forskellige Situationer. Den 22/1.23 døde Marton 50 Aar gammel.

Store Kongensgade 108. Over porten ses den tavle hvor der står: "Det Kongelige Opfostringshuus for Fattige Drenge Börn stiftet af Kong Friderich den Femte den 29 Junii 1753 og Herhid forflytet af kong Christian den Syvende den 17 Oct 1767." Oprindelig lå opfostringshuset i det senere Søkvæsthus. Efter nogle år flyttede det til denne bygning i Store Kongensgade. 1880 til Randersgade, se foto nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Skorpesproget.

Som bekjendt har vi foruden Rigsdansk og de forskjellige Egnes Dialekter eller Folkemaal adskillige andre danske "Sprogarter", om man ellers kan kalde dem saaledes, nemlig Soldatersprog, Forbrydersprog, Herlovianersprog osv., "Mundarter", der ligesom det vel nu forsvundne Tater- eller Kæltringesprog tales indenfor visse afsondrede Samfund, og som er mer eller mindre uforstaaeligt for den, der ikke er kjendt med de paagjældende Samfunds Terminologi.

I sidste Hæfte af "Danske Studier" fortæller Hr. Jens Marton lidt om et gammelt Skolesprog, som bærer det smukke Navn "Skorpesproget", men som nu er ved at bukke under for Tidens nivellerende Tendens.

Det var et Sprog, som taltes indenfor det 1753 paa Christianshavn oprettede kgl. Opfostringshus, som fra 1775 indtil 1880 havde Hjemsted i Christians Plejehus mellem Store Kongensgade og Bredgade, og Navnet hidrører fra, at det Hundrede Drenge, som havde Hjem i Opfostringshuset, kaldte sig selv for "Skorper" i Modsætning til andre Drenge, som kaldtes "Krummer" og senere, med større Foragt, "Brokker".

Medens et Skolesprog som Herlovianersproget har sin bestemte Methode og danner sine Gloser ved at forbinde den første og den sidste Del af det almindelige Ord - Spøret = Spanskrøret - , er Skorpesproget ligesom Forbryder- og Soldatersproget som oftest vllkaarligt og ligesom disse tit dannet med ringe Smag, men ofte med et vist forsorent Humor.

At en "Runde" er en Skive tykt Rugbrød, er jo umiddelbart forstaaelig og ligeledes at "Skalken" er Endeskorpen, der tidligere var eftertragtet af Drengene - fordi den gav Kræfter - , men nu gaar i Øllebrøden. "Skalk" betød dog ogsaa en særlig rask Dreng, og en af "Skorperne"s forhenværende Lærere nød den Ære at blive udnævnt til "Æresskalk".

"Lef" betyder i Skorpesproget Slikkeri, "Garderlef" var extra godt Slik, og "Lemmelef" var mindre ansete Godter. At "skylde" betød, at en lille Dreng for at kunne begaa sig maatte bringe en større Dreng, der holdt ham som "Slave", Lef, naar han kom fra sit Hjem Søndag Aften; thi tidligere havde Kostskolens yngste Elever det haardt under de ældres Tyranni, ligesom Tilfældet var paa andre Kostskoler som Kadetakademiet, Sorø og Herlufsholm, og en barbarisk Daab med forskjellige Ceremonier blev ogsaa brugt her.

Blandt Drengene gik det kongelige Opfostringshus ogsaa under Navnet "Pesthuset".

"Mimmerne" var Betegnelsen for Fattiglemmeme i Holmens Arbejdshus, som laa langs Drengenes Gaard mellem St. Kongensgade og Bredgade. I et Hjørne af Gaarden var der en stor aaben Skarnkasse, hvis brogede Indhold fristede "Mimmerne" fra deres Vinduer ovenover. De sad der og pilkede gamle Støvler og Ragelse i Sejlgarnssnører med Krog paa, og naar saa en af Drengene sprang op i Skarnkassen og satte Fangst paa Krogen, fik han til Tak firet et Kræmmerhus ned, fyldt med nogle af de Korender, som de Gamle var sat til at pille. Det var Lef. Skolens Uniform, der oprindelig bestod af grøn Livkjole med blanke Knapper, kaldtes "Husens Tøj", medens andre Drenges Beklædning kaldtes "inte af Husens Tøj" eller "Brokketøj"; Portneren hed Fatter Vivat, og at smutte ud af Porten forbi ham uden Tilladelse var "at skotte".

Drengene lærte at sy, og et Redskab til at fugte Sømmene med kaldtes en "Vandkaptajn", medens "Challs Have" var Betegnelsen for Baggaardens Nødtørftshuse, der nu kaldes "Sanssouci". Aftenen før en Ferie var Stemningen til Løjer, og det gjaldt at pudse hinanden. Man skrabede f. Ex. paa en saadan "Smør- aften" Smørret af Lidsmandens Runde, eller man brugte "Bjælker", det er tygget Rugbrød, til Angrebsvaaben. I slige lokale Sprog er der altid flest Gloser paa Madens Omraade; her kaldtes fedt Flæsk "Nols", Spegesild "Haresteg", Vandgrød "Blaa Klumper" og Blodbudding "Negerbøf".

En af Skolens berømmeligste Personer, kjendt i vide Kredse som en original Figur, men et elskeligt Menneske, var Opfostringshusets Skrædder. Han kaldtes blot "Mester", og han var livfuld, barnlig lys af Sind og med et Alle favnende Hjærte. Da Kosten i 1850'erne var sløj, og Drengene ligefrem klagede over Sult, fik han Medlidenhed med dem og bragte Frikadeller med til dem hjemme fra. Han lønnedes med Øgenavnet "Dælle", som han dog bar med Glæde, en Gang endog ned ad Gaden skrevet med Kridt rundt om Pulden paa den kjendte store Grundtvigianerhat.

Kartofler kaldtes "Kaduller", at drikke hed at "dølle" og at bede om noget var at "spække". En umættelig Dreng kaldtes en "Slunketudse", at læse hed at "kile", og En, som var dygtig til Legemsøvelser, kaldtes en "Kraftstikker", medens en indsmigrende Natur var en "Lokkebolle" eller en "Fedtehas". At "spejte" var at sladre, og Sladderhanken var en "Spejt"; en slesk og lumsk Fyr var "sleben", skaldet" eller "runken", og den, der kaldte en Dreng med Øgenavn masede. Roste man sig selv, "stosede" man; gode Venner hed "Rakkere", at tage Skylden paa sig var at "tage Pose", at narre hed at "prikke", og at snyde var at "snose".

At skære Knapperne af Buxerne til Klinkespil hed at "drolle", Blyknapperne kaldtes "Janter", nu kaldes de "disser"; en Spytteklat var en "Olgert" og senere en "Flamsk" og at "tage paa Bar" var Betegnelsen for at faa Prygl i bar Skjorte.

I Artiklen anføres endnu en hel Del lignende Gloser af "Skorpesproget", der nu i det Væsentlige maa regnes til de døde Sprog; der var heller ingen Skjønhed ved det, hvad Foranstaaende formentlig vil vise, men det kunde vel iøvrigt nok staa Maal med Forbryder- og Soldatersprogene og lignende Argot.

C. K. 

(Jyllandsposten 6. oktober 1922)

Randersgade 10, bygget til Det kongelige Opfostringshus, nu Heibergskolen. Opfostringshuset lå her 1880-1953. Bygningen var tegnet af arkitekt Ludvig Knudsen. Teksten over porten hvor der nu står Heibergskolen, lød: "Det er en mand godt, at han har baaret aag i sin ungdom". 1953-2004 lå opfostringshuset i Hellebæk. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Dødsfald

Overlærer Dahlerup Marton.

Overlærer Jens Otto Dahlerup Marton ved Opfostringshuset er i Gaar efter kun en Uges Sygdom død af Lungebetændelse.

Han var Søn af afdøde Professor Otto Jensen, den tidligere Forstander for Opfostringshuset, og blev kun godt 50 Aar gammel.

Efter at have taget teologisk Embedseksamen blev han Lærer ved Opfostringshuset, hvor han særlig underviste i Dansk. Han var meget afholdt af Eleverne, af hvilke adskillige vedligeholdt Forbindelsen med ham, efter at de var bleven voksne, og han var Æresmedlem af deres Forening.

Overlærer Marton var en begavet og literært interesseret Personlighed, og han forsøgte sig ogsaa selv som Forfatter, bl. a. med en versificeret Roman "Herman Ryge" og et Digt "Skytsengelen", der var hans sidste større Arbejde.

At han ikke havde rigtig Held med sit Forfatterskab, kunde stundom gøre ham melankolsk, men for det meste var han i godt Humør, og han var i sin Bekendtskabskreds kendt som en frugtbar Lejlighedsdigter.

Han var ugift.

(København 25. januar 1923)


Jordefærd.

Overlærer Jens Marton

Det store Kapel paa Vestre Kirkegaard kunde langtfra rumme det store Følge, da Overlærer ved Opfostringshuset, cand. theol. Jens Marton igaar skulde stedes til Hvile fra Kapellet. Opfostringshusets Drenge, i alle Aldre og alle Størrelser, var samlet om Kisten, og i Følget bemærkedes ogsaa mange tidligere Elever.

Vod Baaren var opplantet "Opfostringsforeningen"s floromhyllede Banner, ligesom et Par af Skolens Faner, baaret af de smaa Elever, medens Medlemmer af Foreningen stod opstillede som Marskaller ved Kisten. Der var sendt et saa overordentlig stort Antal smukke Kranse, at vi maa nøjes med at nævne dom fra "Opfostringshuset" og "Opfostringsforeningen".

I Følget bemærkedes Opfostringshusets Lærerstab med Forstanderen Holten Lützhølt i Spidsen, Forstander T. Høy fra "Jægerspris", Overregistrator H. B. Krenchel, Fuldmægtig Chr. M. Hansen, Gyldendalske Forlag, Grossererne Georg Lendorff, Georg Willer ug Gerhard Nielsen, Professor, Arkitekt L. Knudsen, Direktør Carl F. Larsen og flere Præster i Ornat, Politiassessor Prytz og Frue.

Efter Salmen: "Gudskelov, det hjemad gaar" talte Pastor Herskind overordentlig smukt og stærkt personligt grebet over sin afdøde Ungdomsven. Han dvælede vod den lykkelige Barndom, deres Skoledage i Borgerdydskolen og omtalte Martons store Kærligbed til Børnene og hans rene, trofaste og beskedne Sind. Jens Marions Minde vil leve længe ude paa "Opfostringshuset" og blandt Eleverne, ældre og yngre.

Efter Talen spillede Axel Hildingsen gribende smukt Mozarts "Ave Verum', og under Tonerne til: "Jeg er træt, vil gaa til Ro" bar "Opfostringsforeningen"s Medlemmer Kisten ud af Kapellet.

Ved Graven bragte repræsentant Bestle, Formand for "Opfostringshusforeningen", den Afdøde en Tak fra alle Opfostringsdrengene og lovede, at hans Minde vilde blive holdt i Ære. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og efter Afsyngelsen af "Dejlig er Jorden" skildtes det mægtige Følge.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1923)

01 oktober 2023

Mellem Bjerge af gammelt Jern. (Efterskrift til Politivennen).

 

Et Blik ud over Oplagspladsen paa Djævleøen.

Det er ikke Alper og vildsomme Bjergegne, der paa ovenstaaende Billede hæver sig op. Det hele er et københavnsk Billede ude fra den gamle Djævleø, hvor Firmaet Petersen & Albeck har deres store Oplags- og Ophugningsplads.

Her ved Enghavebrygge kan alle Nationers Skibe mødes - om det saa var franske og tyske - og roligt lægge sig ved hinandens Side. De venter jo alle kun paa ét: Tilintetgørelsen ved Ophugning.

Selv den store Plads danner et højt Bjerglandskab, skabt af al mulig Slags gammelt Jern og andet Metal. 

Her er mer end hushøje Bjerge af afhøvlede Jernspaaner og Jernbaand, ved hvis Fødder der ligger et Kaos af alle mulige Jerndele.

Her ses Hjul til store Kaffemøller, Stykker af Kakkelovne, Jernvinduer, Rør, Dampledninger, Balkonknægte, Dele af Automobiler, Jernbanehjul m.m.m.

En Gang med i Arbejdet, nu unyttige Vragstumper, men sener - efter at have gennemgaaet Smeltediglens Varme - atter et Led i Verdensindustrien.

(Aftenbladet (København) 13. januar 1923).

Engholmen december 2004. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vilhelm Bergstrøm: Assistens Kirkegård. (Efterskrift til Polilitivennen)

Forfatteren Vilhelm Bergstrøm meddeler stemninger og minder fra Assistens Kirkegård.

I

Kontrastvirkninger er som dynamit under vage tankers indviklede væv. I det bevidste nu sprænges vævet bort, og i det rensede sind skyder en eneste tanke op - fakirens frøkerne der under ens blik bliver til et træ - og den ene tankes mange udløbere danner en mægtig krone, gennem hvis løb der går et stemningsfuldt sus. Man ånder ud og er livet på nært hold.

Det ændre mig en mørk aften da jeg kom gående ad Nørrebrogade at jeg så, ligesom for første gang så, på den ene side Nørrebrogade med sin trafik af automobiler, cykler, sporvogne, med sine lange, lysende lygterader og med sine fortorves menneskemylder, og på den anden side kirkegården med sin lange, hvide mur, henover hvilken skygger af vogne og mennesker gled som noget uvirkeligt, og med sin store mørke himmel, på hvilken stjernene blinkede stille. Gadens mylder, uro og larm imod kirkegårdens øde ro! Mine dagligtankers meningsløse sammenstimlen var i det samme sprængt i atomer. Jeg var alene, og det var som om jeg anede det store pulsslag ude i rummet og tiden. Det er vist det man kalder "den religiøse stemning", som så mange fornægter for netop ikke at røbe deres inderste. 

Jeg kender mennesker som ikke holder af denne tankevækkende del af Nørrebrogade der går forbi "Assistens", og jeg har dem mistænkt for en oplevelse som min. "Kedsommeligt stykke vej," siger de og dækker sig. Det er mennesker der ikke ønsker nogen forstyrrelse i deres dagligtankers spil, dette sløve dominospil hvortil anvendes brikker med et begrænset antal "øjne"; brikkerne med det uendelige antal er ubrugelige.

II
Nørrebrogade stiger svagt op mod Runddelen, og den høje murs overflade er anlagt efter waterpasset. Murens højde bliver derfor aftagende, indtil den ved Runddelen er så lav at man kan kigge over den, og perspektivet bliver dybere, end det i virkeligheden er, idet øjet forblændes. Den hvide mur synes i sin umådelige længde at begrænse en mægtig kirkegård.
Med mellemrum er der tremmeporte, og de har deres store betydning fr de forbipasserende, som herigennem holder øje med de vekslende årstider. De ser træer og buske grønnes derinde, og de ser bladene falde. Hvorledes skulle ellers mange stavnsbundne Nørrebrobeboere vide andet om årstiden end netop på den tørre dato på hans avis? De små kig gennem tremmeporten er en fornødenhed. Gennem tremmeporten får de efter mørkets frembrud det lille gys som er så oplivende efter en lang arbejdstid i et trivielt lokale inde i byen. Se, der brænder lys på en eller anden grav, - man er oprindelig provinsbo og har overtroen spillevende i brystet, ikke en gang en smule kværket af københavnergrinet.  - Mon det ikke er inde på den grav, hvor en ung pige for nogle år siden fandtes myrdet med et gabende snitsår  halsen? Hvor kunne manden gøre det, endda på en kirkegård! og man går hovedrystende videre. Men lyset på graven er i virkeligheden en fjern elektrisk lampes spejling i en blank granitflade.

Kirkegårdshjørnet mellem Nørrebrogade og Jagtvejen er "gennemsigtigt". Gennem et gitter ser man et stykke ind på kirkegården en skråt liggende hvid bygning i klassisk stil og med søjleportal. I måneskin tager bygningen sig meget romantisk ud. Her bor ikke desto mindre et sikkert højst prosaisk menneske, en opsynsmand der utvivlsomt, hvis han kom ud for en romantisk frase, som kirkegårdens grus ville smile lunt. 

Bygningen rummer for øvrigt en bemærkelsesværdig symbolik. Den er som et Janushovede, men med uensartede fysiognomier, fortil ædelt klassisk, bagtil plumpt borgerligt! Huset der opførtes i 1805 og blandt andet den gang havde til opgave at være hotel for eventuelle skindøde samt sidste station for utvivlsomt døde, skildrer sin tids Danmark på en egen anskuelig måde. Omtrent således var ånden under den landsfaderlige regering.

Graverboligen som efter anlægget af metrostationen blev flyttet og renoveret. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020)


III
Da Assistens Kirkegård i 1760 blev indviet, lå den langt ude i det grønne land. en rejse borte fra den lille by so stak sine spir op over voldene. Rejsen blev kun gjort afdøde fattigfolk og deres pårørende - for ordentlige folk holdt sig til i kirkernes og voldenes skygge og ville naturligvis ikke begraves som hunde langt ude i ødemarken. Kongen bød at de indenbys kirkegårde skulle udryddes, men hvad gjaldt vel en konge, endog en enevældig, mod selve saligheden? Man bukkede for dette kongelige reskript og smuglede sine lig i jorden på de gamle, hellige og anset pladser.

Endelig opstod der en banebryder, en fin mand som ville begraves derude, hvor ærligheden slap op. Skulle man tro at han havde noget med kancelli at gøre - men det havde han, for han var kancellisekretær. Til hans navns "æwige Amindelse" hidsættes her I. S. Augustin. hans død kan vi dog ikke værdsætte på rette måde, idet vi ikke nærmere kender ham eller hans motiver. Var han en dannet, åndsoverlegen mand, i sit hjerte en tilhænger af revolutionstidens frihedsånd, eller var han en snob?

Hvad han så var, banebryder blev han. Ingen, selv af bedre ekstration, havde fremtidig noget imod at hvile i samme jord som kancellisekretæren. Kirkegården der ved sin indvielse kun omfattede 3 tdr. land, udvidedes i 1805 ud mod Nørrebrogade til 17½ tdr. land. Senere forøgedes kirkegårdens areal så at det omfattede 38 tdr. land. Det sidste halve hundrede år har kirkegården efterhånden indhentet og omsluttet af den voksende by været i aftagende. Hellig Korskirken og Kapelvejens legeplads tog en så stor part og de to kommuneskoler har krævet deres af jorden. Tendensen går i retning af udryddelse. Men hvis kirkegården endelig skal nedlægges, hvad vil man så gøre med alle de berømte mænds støv som hviler her?

Johan Samuel Augustins mindesten, den øverste del af den lange inskription.

IV
Assistens Kirkegaard er en stille Have, Ikke så stærkt besøgt, Ikke så populær »om den storstilede Vestre Kirkegård, hvilket viser en manglende historisk sans. For på Assistens Kirkegård hviler det største antal af det sidste århundredes store mænd. Nævnes skal navne
H. C. Andersen, Redtehar, Høedt, Søren Kierkegaard, Henrik Hertz, Edv. Lemcke, og J. N. Madvig ikke at forglemme. Der går et sus af dansk ånd over kirkegården. 

I gamle dage var kirkegården arbejdernes udflugtssted. Nu da arbejderne har fået kolonialvarer, har også denne klasse i nogen grad svigtet. Dog går naturligvis sommersøndag en del stivpyntede familiefædre fra Jagtvej og det mørke Jægersborggade-kvarter tur her. De
holder sig til den "fine" afdeling ud mod Nørrebrogade, og som tunge humlebier afsøger de gravsted efter gravsted, idet deres næring dog ikke er blomsterne, men gravskrifterne. De staver sig gennem navnene og hæfter sig særlig ved titlerne; det er som at læse romaner
fra de højere sfærer, hm, ja dér ligger stiftsprovsten, som man gang stod ret for som soldat. Nu er han død. Men en leende arbejder er mere værd end en død stiftsprovst. Således kommer der balance i regnskabet.

Jeg har ofte fulgt arbejdernes eksempel og studeret gravskrifter med udbytte. Der kom jeg nu pludselig til at stå foran forfatterinden Mangors gravsted. Mangor? Dette navn bragte mange minder frem. Var det ikke hende med kongebogen? Ak, en glansfuld fortid stod levende ved dette navn. Jeg huskede at man i mit hjem, da jeg kun var en lille dreng, snakkede j om Mangors kogebog hver gang omkring en stor middag. En gang havde jeg vist haft hendes værk i hånden, stort var det som Bibelen. Bagi afbildedes en såre prægtig gris, hvis fede krop var delt med punkterede linjer ligesom et kort med landegrænser. Monstro der eksisterede mage til kogebog mere? Det foresvævede mig, at de moderne var blevet så magre og indholdsløse.

Og med sådan en opdagelse går man videre og falder måske i tanker foran gravene, hvor linedanser Roat og luftskipper Tardini, der fik folk til at juble i 1820-erne og 40-erne, hviler. Eller ens blik falder på en sten med navnet Chr. Sørensen. Hvis man er journalist og véd, at en Chr. Sørensen var sættemaskinens opfinder, hvilke tanker gør man sig så ikke! Til underretning tjener, at den eneste rigtige Chr. Sørensen døde 1861!

V
Nu og da støder man på en grav, i hvilken der er nedrammet en pæl med et bræt, påmalet: Hjemfalden! Et trist ord! Nu er den døde mand for alvor død, han lever ikke mere i slægtens minde. Fra sådanne hjemfaldne gravsteder har man flyttet monumenter - når de da betød
noget i kunstnerisk henseende - hen bag den nordre mur. Her står de på række og geled som soldater og har ikke anden mening end ved deres særegenhed at afgive underholdning for nysgerrige forbipasserende.

Mange af disse monumenter er fra slutningen af det 18. århundrede. Regnen har strømmet ned over dem, solen har skoldet dem, og skriften er blevet utydelig. Ja, vejret har en tung fod og mægter før eller senere at træde kancelliråden, eller hvad det nu er for en hædersmand, ud, så at det er som om han aldrig har levet på denne syndige klode.

Med glæde har jeg betragtet monumenterne bag den nordre mur, smukt arkitektonisk opbyggede, som de er, og ganske enkelte prydede med symbolerne: en nedadvendt fakkel eller en slukket lampe på en "underste hylde". Ja, hvor er de ædle i deres stil, disse gamle gravstene. Man tænker som modsætning på den nye tids granitplader, på hvis overkant en påklistret marmordue sidder og hælder med hovedet. Rent bortset fra symbolets meningsløse anbringelse, hvad vedkommer så duen fx afdøde bryggeriarbejder Rasmussen, forudsat da at han ikke i levende live har haft et dueslag og været medlem af "Duevennen", hvis formål er at opdrætte raceduer i Danmark. Mon han for øvrigt qua dueven ville have været tilfreds med dyrets race? Kunne man ikke komme bort fra den slags monstrøse anbringelser, som støder øjet lige så meget som tanken?

VI
Kun en gang har jeg følt rædsel på en kirkegård, og det var netop på Assistens. Jeg var dengang 12 år gammel og havde været med min stedfar henne på familiegravstedet. Vejen gik hjem over den vestlige del af kirkegården. Jeg fandt, husker jeg, at der var så kønt der, rigtig et sted at lege røver-soldat. Syrenbuskene var høje og vildtvoksende. Græsset vældigt og saftigt. Kirkegårdens sædvanlige rette linjer var brudte på dette sted. Uregelmæssigheden genindført. Mørkegrønne træer med lodret koralløv groede udover gangene, og der stod store hængepile af et udseende som gamle nissemænd med mægtig hængende hårvækst.
Mange af gravene blev borte bag buksbombuskene der trængte sig sammen om bed af nælder og tidsler, iblandet uhyre langstilkede fandens mælkebøtter, hvis store, gule blomstersole åbenbart befandt sig vel i vildnisset. På sådan en grav var tavlen halvskjult og overgroet med irgrønt mos. Det var vidunderligt. Når dertil kom at gravene mange steder lå spredt med græsplæner imellem, så vil man forstå hvad fr en herlig tumleplads det var for en dreng. Og planter og buske duftede vildt og forgørende i solen.

Men pudselig blev dette paradis til alle rædslers boplads. Jeg husker jeg gik med et syrenblad i hånden og brækkede det, - et syrenblad brister så akkurat. Så var det min stedfar ganske jævnt og stilfærdigt sagde:

- Det her, det er koleragravene!

Jeg kastede syrenbladet i græsset, og den grønne saft på fingrene syntes mig den rene gift. Den stærke duft fra buskene blev mig uudholdelig, også den var giftig. Jorden var edder og forgift at gå på, og selve stedet var forbandet, syntes jeg. Og ude af mig selv styrtede jeg hjem. Jeg vaskede min hænder. Det var som om de ikke kunne blive rene. Jeg havde hørt så meget i mit hjem om koleraen. Man havde indpodet mig rædselsbacillen.
Jeg var rystet. Den store pests sidste efterdønning.

VII
Nord for koleragravene er jorden ternet ud i ganske små bidder. De fattige småbørns grave! De ser forfaldne ud og forglemte. for fattigfolk har sædvanligvis mange børn, og de levende går frem for de døde. Når en lille engel med brune eller blå øjne dør, bliver der nok bedrøvelse. Men ingen stor, tærende sorg. Man græder, men trøster sig med at det var måske bedst sådan, og nu har han det jo godt. Og dagene går, og lettelsen er følelig.

Med mild sorg i sindet maler faderen stort og kunstigt på et stykke papir: sov sødt lille Karl. Papiret sættes i glas og ramme og anbringes henne på den lille grav. Eller måske sætter han sig til at skære nogle pinde ud som han forsyner med pæne kunstfærdige sløjdsnit. Pinden hamrer han sammen til en indhegning af størrelse som den lille bid jord henne på kirkegården, og selvfølgelig laver han i indhegningen en lille låge, ja denne indhegning med den lille låge, det er som det døde barns sidste legetøj.

Når indhegningen er sat om graven, står faderen stille en stund, mens noget vådt kommer ham i øjnene, så går han hjem til dagliglivet. Måske har han dog forinden gjort sig endda lidt mere umage med graven. Han har jaget en flaskehals, hvori der sidder en tæt prop, ned i jorden. Flaskebunden har han hjemme sprængt bort, og i det derved fremkomne blomsterglad har han hældt vand og stillet blomster. Men når blomsterne er visne, er barnet næsten glemt.

Man kan blive helt melankolsk derud på den småkvadrerede jord. Alle de kærtegn disse små væsner har fået - og nu så glemte! Øde, mere øde end noget andet sted er der mellem de fattige børns grave.

VIII
Tværs gennem Assistens Kirkegård går en poppelalle af høje, slanke træer. I den bladløse vinter ligner de mægtige, opretsående ris der i blæsten under den isgrå himmel svinger som til tugt og ave. Om sommeren rasler poplernes hårde blade som kastagnetter. Denne alle danner kirkegårdens rygrad.

Alleen benyttes som genvej mellem Kapelvej og det store, tætbeboede Jægersborggade kvarter. Egentlig betragtes den mere som en almindelig vej end som hørende til kirkegården. En stadig strøm af arbejdere glider igennem den. Der kommer en snedker medbrædder bundet fast til sin cykel, og der en kone med en barnevogn. Hun er høj og graftbygget, minder om massemordersken Augusta Overby som også færdedes her med sine små ofre. På en bestemt bænk ved alleen kvalt hun et af sine plejebørn, ikke for vindings skyld, men hvorfor? Det er en uløst psykologisk gåde, for hun [mangler tre ord] derom.

En sommer [et ord mangler] passerede jeg alleen hvis løv ruskede monotomt og trist. Gennem en eller anden åbning i syrenbuskene fik jeg til tider øje på en nykastet grav, hvis kranses røde og hvide bånd skinnede mod det gule løv. Kom jeg fra Jagtvejsiden, plejede jeg at dreje af ved en gravsten der har en portrætmedaljon af en [to ord mangler] værtshusholder. Han så så menneskeligt hen over sin grav på folk, at man blev tryg og vel til mode. Selv på dette kedelige, fuldstændigt tørlagte hjørne der sikkert aldeles ikke lignede hjørnet hjemme i gaden, [mangler et ord] og hans kone drev videre på bevillingen, bevarede han sit humør og var mig til megen trøst og husvalelse. ja endog på kirkegården og blandt de døde kan man erhverve sig [mangler et ord]

Tæt ved alleen ligger møddingen skjult af plankeværk og høje buske. herinde ender de visne kranse med deres tilsølede bånd. En ligegyldig mand sendte en krans - man kan jo ikke være andet bekendt - og enken rørtes ved hans "tanke". kransen var med til ved sine blomster at dække over den kendsgerning at graven er et mørkt firkantet hul hvor ormene venter den døde. Nu ligger den ligegyldige mands "[Ord mangler tanke", hvor den hører hjemme, på møddingen, samme steds ligger for øvrigt kranse fra mere følende medmennesker.

Glemt, glemt!

Byen sluger al interesse. Byen der ligger udenom kirkegården og knurrer svagt med sine blandede lyde.

Vilhelm Bergstrøm  

(Nationaltidende, 11. januar 1923. Dagbladet (København), 12. januar 1923).

En Spillebule stormet i Nat. (Efterskrift til Politivennen).

Et godt Kup paa Thorvaldsensvej.

Politiet har i den sidste Tid haft sin Opmærksombed henvendt paa en Spillebule paa Thorvaldsensvej. Spillebulen havde til Huse i Villaen Nr. 28, hvor en kendt Københavnerinde. Fru Klarsson, residerede. Fru Klarsson er i denne Tid bortrejst, men Spillebulen bestyres under hendes Bortrejse af en Frk. Nielsen og Spillet gaar lige lystigt og ugenert for sig.

I Nat banede nogle frederiksbergske Opdagere sig Vej til Spillesalen. De beslaglagte Banken, der indeholdt ca. 800 Kr. og tog de 8 Spillere der var bænkede om det grønne Bord, med paa Stationen.

Alle Spillerne er kendte Københavnere.

Det er Restauratører. Forretningsfolk og Rejserepræsentanter. De havde i lange Tider holdt til i Villaen paa Thorvaldsensvej og de blev alle meget forundrede over at Politiet havde faaet Færten af, at der spilledes Hazard bag de nedrullede Gardiner.

(Klokken 5 (København) 6. januar 1923).