Internatet for forvildede Kvinder paa Sprogø. (Efterskrift til Politivennen)

Ø-anstalten var oprettet efter initiativ af Christian Keller (Den Kellerske Aandsvageanstalt i Brejning) i 1923. Han var også stærkt medvirkende i Loven om Adgang til Sterilisation (1929) - Europas første racehygiejniske lov. Baggrunden for anstalten var at isolere "minusindivider" fra at sprede deres gener i samfundet. For mænd fandtes allerede en lignende anstalt på Livø.

Frida Nielsen var den første forstanderinde. Hun stoppede i 1939. Hun var ugift sygeplejerske, og i starten var der 18 piger mellem 16 og 42 år. 

Professor Keller om Internatet paa Sprogø.

Det strømmer ind med Anmodninger om at faa Piger optaget. - Pigerne er glade ved at komme til Sprogø.

Professor Keller er nu vendt tilbage til Brejning efter at have aabnet Internatet paa Sprogø. Vejle Amts Avis har talt med Professoren, der udtalte:

- Det strømmer ind med Anmodninger til os om at faa Piger anbragt paa Sprogø. I Løbet af faa Maaneder vil derfor alle 30 Pladser være optaget. En af de Piger, iler sidst er bleven ansøgt optaget, har 8 - otte - uægte Børn og Kønssygdomme har de næsten alle. Den første af de Piger, der blev anbragt paa Sprogø, har fem Børn; De vil saaledes forstå: at det var paa høje Tid, vi fik Anstalten derovre.

- Hvor mange Beboere er der nu paa Oen?

- Foreløbig kun tre Piger og Opsynet. Statsbanerne tog nemlig alt deres Materiel med sig, da de forlod Øen, saa vi skal have anskaffet meget nyt.

- Hvem er Opsynet?

- Frøken Frida Nielsen her fra Brejning er Bestyrerinde, og saa har hun to Assistenter. Desuden er der en Mand til at passe Landbruget. Det er imod vore Principper, at der kommer Personer af det andet Køn paa Pen, men det har været nødvendigt i dette Tilfælde, da der ikke findes nogen Kvinde, der kan styre Landbruget derovre.

- Er Pigerne utilfredse med at skulle være paa Øen?

- Nej, tværtimod. Nu kan de gaa uden Barnepige. Man kan sige til dem: Smid jer i Høstakken i Middagshvilen, og det er de henrykte for at kunne gøre. Noget saadant har ikke været muligt tidligere.

- Hvilken By er Sprogø nærmest knyttet til?

- Det skulde være Nyborg, men vi hører ind under Korsør, og begge Byer slaas nu om os. Vi kan vel saa høste Gavn af denne Konkurrence.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. august 1923).

Branden i Internatet paa Sprogø.

En 18aarig ung Pige tilstaar at have paasat Branden.

Øen lille Sprogø, saaledes som de fleste Mennesker kender Øen fra Overfarten mellem Korsør og Nyborg.

Om Branden paa Sprogø meddeles yderligere, at alle Udlængerne og derunder ogsaa Vævestuen og Mejeriet, er nedbrændt, men derimod reddedes Hovedbygningen, saaledes at alle de Internerede har Tag over Hovedet. Hele Besætningen blev reddet.

En 18aarig Pige, som før har forsøgt Ildspaasættelse, har overfor Politiet tilstaaet, at hun har paasat Ilden for at hævne sig paa Forstanderinden. Hun er ført til Korsør Arrest.

Professor Keller har udtalt, at Bygningerne maa genopføres. Hvis Pigerne ikke kan være der under Arbejdets Udførelse, maa de flyttes til Bregninge saa længe.

(Demokraten (Århus) 3. juni 1925).

Efter genopbygning af de nedbrændte avlsbygninger i 1925 udvidedes anstalten til at kunne have 44 ad gangen. 

I 1925 rejste socialminister Borgbjerg rundt til en række institutioner for at lære forholdene på dem at kende. En af dem var internatet på Sprogø, om hvilket han udtalte følgende:

Efter Besigtigelse af de Kellerske Anstalter tog Ministeren sluttelig til Sprogø, hvor Bygningerne, der tidligere benyttedes ved Isbaadstransport og senere af Statsbanefunktionærerne anvendtes til Rekreationshjem, nu er indrettet som Kvindeinternat. Desværre var der jo en af Pigerne, som for kort Tid siden var Skyld i, at tre Udlænger brændte. Der er nu Forhhandlinger i Gang for at faa disse genopført, men dertil kræves en Bevilling af Statskassens Midler, da Assurancesummen ikke vil kunne slaa til.

Ved at anvende Øer, Sprogø og Livø, som Internater, er man naaet et af størst Værdi, til et nyt, men absolut tilfredsstillende System. Gennem Brugen af disse Øer er det fængselsagtige Præg borte. De internerede føler nærmest, at de opholder sig paa et Hjem, og Flugt er ikke saa let.

Paa Sprogø findes ca. 30 Piger. Maaske bliver det nødvendigt at overføre dem til en Afdeling af Brejninge Aandsvageanstalt, indtil de brændte Bygninger er genopført. Indtil Branden var Forholdene paa Sprogø ellers fuldt tilfredsstillende. Ikke faa af Pigerne ønsker sig naturligvis gerne bort fra Øen. Efter et Ophold der bliver flere af dem bragt paa ret Køl; men naturligvis er der nogle, som i det Øjeblik, Frihedens Time slaar, atter søger ud paa Afveje.

Internatet har en dygtig Forstanderinde, og til at forestaa Landbruget findes paa Sprogø Danmarks første kvindelige "Husmand". 

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 24. juni 1925. Uddrag).

"Klokken 5"s Medarbejder aflægger Besøg paa Internatet paa Sprogø.

Øen, der tjener som Internat for 42 forvildede Piger. - God Behandling, herlige Naturomgivelser og en knugende Længsel efter Friheden.

Den lille aabne Motorbaad "Maagen2, der to Gange om Ugen afgaar med Post fra Korsør til Sprogø, hugger voldsomt i det kraftige Bølgeslag, og hvert Øjeblik overskylles hele det primitive Fartøj af Storebælts vrede Søer, saaledes at der ikke vilde være en tør Trevl paa mig, hvis jeg ikke havde søgt Ly under det lille Halvtag, der er rejst paa Dækket, og hvor der ved Siden af de opstablede Postsager til Sprogøs Beboere netop er Plads til Baadens eneste Passager.

Efter en Times Sejlads lægger Motorbaaden til ved den lave Baadebro nord for Fyret, hvor vi modtages af to Kvinder, Fyrmesterens og Fyrpasserens Hustruer. Det var let nok at komme i Posbbaaden, ogsaa let nok at forlade den og bestige Broen; men for Enden af denne pranger et hvidt Træskilt, paamalet de truende Ord:

Adgang forbudt uvedkommende.

Postføreren og hans Søn, med hvem jeg har gjort Sørejsen, passerer Skiltet uden at ænse det i rolig Bevidsthed om ikke at være uvedkommende. Mig er der ingen, der har haft Bud efter, men ogsaa jeg forcerer Landgangen og begiver mig ad en snæver Spadseresti op til det store hvidkalkede, 6-længede Bygningskompleks, som jeg er klar over, er Sprogø Kvindehjem, en særlig Afdeling af de Kellerske Aandssvageanstalter.

Kvindehjemmet paa Sprogø.

Interview med Forstanderinde, Frk. Frida Nielsen.

Gaardspladsen er mennesketom. Jeg ringer paa Hovedbygningens Indgangsdør. - En venlig yngre Dame i Sygeplejedragt lukker. Jeg spørger efter Forstanderinde Frk. Frida Nielsen, og det viser sig at være hende.

Jeg forebringer mit Ærinde, at faa lidt at vide om, hvorledes Livet former sig paa Sprogø. Frk. Nielsen betænker sig. Jeg er vistnok den første Journalist, der gæster Sprogø paa Arbejdets Vegne efter Kvindehjemmets Oprettelse i 1922.

- Hvad er det saa, De vil vide.

- Hvem bor for Tiden paa Sprogø? spørger jeg som Indledning.

- Foruden Kvindehjømmets Beboere tre Familier ved Fyret, Fyrmesterens, Fyrassistentens og Fyrpasserens.

- Hvor mange unge Piger kan Hjemmet optage? 

- 42 og alle Pladser er besat.

- Hvor stort et Personale beskæftiger Hjemmet?

- Vi er syv, alle Kvinder, foruden Forstanderinden en Økonoma, en Avlsbestyrer, en Vævelærerinde, en Systuelærerinde, en Assistent i Vaskeriet og en Assistent ved Rengøringen.

- Er det udelukkende unge Piger, der optages som Alumner?

- Udelukkende voksne Kvinder, svarer Frk. Nielsen. Alderen er højst forskellig - mellem 16 og 51 Aar - , og der er baade Enker og fraskilte Koner imellem

- Udelukkende aandssvage Kvinder? spørger vi.

- Det er Kvinder, der er kommen paa gale Veje i seksuel Henseende, svarer Forstanderinden uforbeholdent. De karakteriseres som lettere aandssvage, men adskillige af dem er ikke mere aandssvage end mange af dem, der »trækker« paa Københavns Gader

Hvilke Piger kommer til Sprogø?

- Der maa dog være en særlig Grund til Interneringen? spørger vi.

- I Reglen en eller anden Konflikt med Politiet. Man kender den Vending fra Retsreferaterne, at vedkommende slipper for Straf, f. Eks. for Tyveri fra en Kavaller, mod at lade sig internere. I andre Tilfælde er det Sogneraad eller Værgeraad, der besørger uheldigt anlagte Piger interneret, med Overværgeraadets, eventuelt Retslægeraadets Sanktion, fordi vedkommende ved deres særlige seksuelle Tilbøjeligheder anses for at være farlige for sig selv og deres Omgivelser.

- Kommer de fleste fra København?

- Det kan jeg ikke sige. De kommer fra Landet, men en Del har naturligvis været i København. En ung Pige kan som bekendt komme galt afsted, hvor som helst - maaske lige med Undtagelse af Sprogø, tilføjer Frk. Nielsen med et lille Smil. 

- Hvor lang Tid varer Interneringen?

- Derom kan intet siges. Naar vedkommende efter et længere Ophold bør skønnes at være egnet til det, forsøges i Reglen med en saakaldet kontrolleret Familiepleje, Anbringelse i privat Hjem for Betaling og under Aandssvageansfallernes Tilsyn. I nogle Tilfælde kan vedkommende gives tilbage til Samfund som helt frit Menneske, i andre viser hun sig tydeligt ude af Stand til at taale Friheden, og saa maa naturligvis Interneringen fortsættes.

- Føles Tilværelsen her paa Sprogø uhyre ensom?

- Vi, der er optaget af vort Arbejde, føler det ikke, svarer Frk. Nielsen. Pigerne gør det sikkert mere. De føler det nok desværre oftest som en Straf at være her

Den daglige Levevis.

- Er der aldrig nogen, der forsøger at flygte?

- Saa godt som aldrig. Det vilde ogsaa være vanskeligt. En enkelt Pige svømmede en Nat ud til en Fisker, der laa med sin Baad ude i Bæltet, men han satte hende da i Land igen. 

- Hvorledes er Pigernes daglige Levevis?

- Almindelig og meget regelmæssigt. Desto lettere gaar det for Pigerne og for os. Vi staar op Klokken 6 om Morgenen, Pigerne gør selv i Stand paa deres Værelser, vi spiser Morgenmaaltid Klokken 7, og hver gaar til sit Arbejde, nogle i Marken, andre i Haven og atter andre inden Døre. Med Afbrydelse af en Middagspause arbejdes der til Kl. 4. Saa drikker vi Eftermiddagskaffe, og derefter har Pigerne "fri". De kan færdes hvor de vil, paa Øen, spadsere og tage Bad. Badning og Svømning er en yndet Sport.

- Hvorledes tilbringes Aftenerne?,

- Med Samvær i vor Opholdsstue, Haandarbejde, Oplæsning og først og sidst Radio. Vi har naturligvis Højttaler. En Gang imellem har vi Biografteater her. Vi faar hver Maaned tilsend! Film.

- Hvilke Film er mest yndede?

- Fyrtaarnet og Bivognen, lyder Svaret uden Betænkning. Det er ogsaa noget med Humør, Pigerne trænger mest til her i Ensomheden

Frøken Nielsen inviterer os paa en Rundtur i de store Bygninger. Alt, hvad vi ser, er lyst og venligt, rent og pillent, som var det blæst.

Samtaler med de ulykkelige Kvinder.

Efter at have takket Forstanderinden for den gode Orientering har jeg Lejlighed til at gaa en ensom Rundtur paa Øen.

Spredt i den meget store, smukt holdte Have arbejder fire af de internerede Kvinder. Jeg passiarer med dem, hvor jeg kommer frem, og en Passiar med en fremmed er for dem en sjælden og kærkommen Adspredelse. Havearbejderskerne er pænt og kvindeligt klædt paa. Ude i Marken træffer jeg tunge Kvindeskikkelser i klodsede Overalls. Paa Afstand tror man, det er Mænd, men det er solbrunede Pigeansigter, der kigger mig i Møde mider de bredskyggede Kasketter.

Endnu mere forskellige end Alderen, 16-51 Aar, er de Fysiognomier. Nogle gamle hærgede Ansigter taler tydeligt om Aandssvaghed og Degeneration, og deres Tale er taaget og usammenhængende. Andre Piger ser sunde, raske og nærmest intelligente ud. Det almindelige Indtryk er, at Pigerne paaskønner den Behandling, de er Genstand for paa Hjemmet under Frk. Nielsens Overledelse. Hverken Kosten eller Arbejdets Strenghed klager de over, men fælles for dem alle er Klagen øver den dræbende Kedsomhed, som Frihedsberøvelsen medfører, og Bønnen, om jeg dog ikke kan skaffe dem Friheden igen. De vil alle love at opføre sig som Dydsmønstre og skal nok tage sig i Agt for Mandfolk.

Et velkomment Stykke Chokolade kan jeg give dem, men med Hensyn til Friheden maa jeg jo melde Pas.

Øjnene dugges. Baaden lægger fra Land. Det sidste, vi hører, mens de vinker Farvel, er Bønnen om Frihed.

Friheden, som mange af os først skønner paa den Dag, vi har mistet den.

(Klokken 5, 11. juli 1928)

Der var også andre end den ene pige som forsøgte at flygte. I maj 1924 blev to piger "bortført", og vendte hjem måske i samme båd. De nægtede at give oplysninger om hvor de have været. I 1933 udbrød der difteritis. Mindst 1 døde på sygehuset i Korsør, mens andre 3 blev overført dertil.

Overlæge ved den Keller'ske Aandssvageanstalt H. O. Wildenskov udtalte i et nummer af "Ugeskrift for Læger" følgende:

Naar det Spørgsmaal rejses, om det ikke havde været muligt at lade de paagældende Patienter frigive, dels fra Aandssvageanstalten, dels fra Internatet paa Sprogø, uden at de i Forvejen var blevet steriliseret, gør Overlægen opmærksom paa den udtalte Tilbøjelighed, der er hos saadanne aandeligt defekte Mennesker til netop at søge Samkvem med andre aandssvage, og at den Arv, der afgives Afkommet af saadanne Forbindelser, i det overvejende Antal Tilfælde er yderst skæbnesvanger. 

Efter stramningen af steriliseringsloven i 1934 var det nærmest umuligt at forlade øen uden at blive steriliseret.

I 1937 bragte flere aviser en helsides reportage fra Sprogø hvor de også var blevet vist rundt af Frida Nielsen. Den var nogenlunde skrevet i samme positive ånd som Klokken 5 (se fx Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 21. august 1937).

Under Besættelsen blev kvinderne flyttet til Brejning da tyskerne besatte øen. Allerede den 14. juli 1945 fortalte en artikel i Korsør Avis om tyskernes ødelæggelser på øen. 

Udsigt over Kvindehjemmet paa Sprogø. Inde i Bladet bringer vi i Dag en Artikel, der fortæller om den lille ø midt mellem Fyn og Sjælland.

Sprogø - en Stat i Staten.

Livet paa Øen er atter ved at falde tilbage i de vante Folder efter Tyskernes Afrejse.

Paa Vejen til Sprogø ligger Fyrskibet Halskov Rev.

Forbindelse med Omverdenen er ikke noget dagligdags paa Sprogø. Paa Øen er der to Dage, som man ser hen til med særlig Glæde, nemlig Tirsdag og Fredag, for da kommer Postbaaden fra Korsør.

Skipperen paa den lille Baad hedder Jensen, og han er trofast over for Sprogø. Det skal staa haardt, om han svigter et Besøg. Han véd, hvor kærkomment og hvor nødvendigt det er, at Turen gennemføres; det er jo ikke Posten alene, Øen skal ogsaa have mange andre Ting, Levnedsmidler, og hvad der nu kan være.

Naar man kommer sejlende mod Øen, fanges Øjet uvilkaarligt af Fyrtaarnet. Højt og brat hæver det sig op, mens Bølgerne med en sagte Syden kammer over Revet nedenfor. Man er tilbøjelig til at tro, at Øen blot er denne Bakke med et Fyrtaarn paa Toppen.

Men bagved finder man et andet Syn. Dér strækker Øen sig ud med Marker og Haver. Vel har de ikke Sommerens Farvepragt i Januar Maaned, men alt staar pudret med Sne, og er der noget dejligere Syn end Marker og Haver helt i hvidt? 

Paa Sprogø staar denne Søjle og betegner det nøjagtige Midtpunkt mellem Fyn og Sjælland.

Jensen lægger sin Baad til Landgangsbroen, og den første Modtagelse besørges af Fyrmesterens Hund, der gøende betragter, hvem Baaden har med i Dag. Ogsaa Fyrmesteren og hans Assistenter er nede for at tage imod.

Saa staar man dér og betragter den snepudrede Ø og spørger i Tankerne sig selv, hvor Kvindehjemmet ligger.

Det viser sig, at Kvindehjemmet virkelig er det store smukke Kompleks lige op for Broen, nærmer  en stor, fornem 4-længet Gaard med gule Mure.

Smukt ser det ud, og der hviler en egen forjættende ro over Stedet. Ja. saadan synes det, naar man staar nede ved Badebroen og betragter det for første Gang.

* Saadan bor vi.

Paa Kvindehjemmet bor der for Tiden 38 unge Kvinder, og det kan ikke paastaas, at der er overbelagt, for der er Plads til 55.

Hjemmets Forstanderinde Frk. Stuhr.

Dagen begynder Kl. 7. Først serveres Morgenmaden. Serveringen sker paa Skift, og naar man har sunget en Morgensang, begynder Dagens Arbejde, og der bliver arbejdet med mange forskellige Ting.

De unge Kvinder bor i nydelige smaa Værelser, enkeltvis eller op til seks i samme Værelse. Nydelige Værelser er det, holdt i forskellige rene, klare Farver, lige beregnet paa at sætte Humøret i Vejret. Senge, Stole og Toiletborde er holdt i hvidt, og de unge Piger udnytter paa det bedste deres Toiletborde eller Kommoder, om man vil, til at stille Billeder paa. For det meste Billeder af deres Familie eller Veninder. For Enden af Gangene er der Vaskestuer, og overalt dominerer de flisebelagte Vægge. Smukke og fremfor alt lette at holde rene.

Hjemmets Funktionærer er alle kvindelige. 8 ialt. Øverstkommanderende er Hjemmets Forstanderinde, Frk. Stuhr, og for at forstaa hendes Indsats maa man simpelthen se Kvindehjemmet. Det er saa beundringsværdigt, at man uden at sige for meget tør paastaa, at det er enestaaende. Ikke alene præges alt af hjemlig Hygge, men alt skinner ogsaa saa propert, at man mest af alt har Lyst til at bruge Ordet - utroligt. Hvis man ret tænker igennem, hvad der maa kræves af et Menneske for at lede et Foretagende som Kvindehjemmet paa Sprogø, saa maa man beundre Indsatsen dobbelt, naar man gaar rundt i Bygningerne og ustandselig støder paa Ting, som man end ikke havde forestillet sig i Sin vildeste Fantasi. Men Æren skal deles med Fik. Stuhrs Medhjælpere. I nøje Samarbejde vejleder de Hjemmets unge Kvinder, oplærer dem og udruster dem til atter at komme ud i Livet og staa paa egne Ben.

* Mange Hænder er i Arbejde.

Kun faa Steder i Kvindehjemmets store Kompleks støder man paa Spor af Tyskerne. Hist og her er Gulvbelægningen mærket af en umotiveret opstillet Kakkelovn, som har endt sine Dage som gammelt Jern, men andre Beviser finder man ikke Alt skinner nyt.

Kvindehjemmets Vævestue. Her forarbejder de unge Kvinder smukke Kludetæpper og andre Vævearbejder, selv om Materialemangelen sætter sit Spor i Arbejdet.

I Forlængelse af Bygningerne ligger Gymnastiksalen, "Forsamlingshuset", som den kaldes paa Øen, og her dyrkes Gymnastiken ivrigt saavel af Funktionærer som de unge Kvinder.

Og Dagen igennem arbejdes der flittigt. I Vævestuen væves dejlige Kludetæpper eller syes kunstfærd ge Kludeklip, ved Siden af i Systuen forarbejdes Duge med fine Hulsømme, ligesom Pigerne syer alle deres Kjoler selv. Et Mejeri med Centrifuge findes der, Vaskeri med store Trækummer, kæmpemæssige Grukedler og Tørreskabe, Stryge- og Rullestue, og Hjemmet har ogsaa eget Vandværk og Elektricitetsværk. Køkkenet maa heller ikke glemmes, det er et Eventyr for sig, og her er Økonomaen man kun sjældent har set det. Hønseri er der ogsaa, og i Haven arbejdes der med at faa den i Orden igen, saa det kan blive Blomsterne og ikke Ukrudtet, der skal regere til Foraaret.

Overalt er det de unge Piger, der udfører Arbejdet. Mange af dem synger og ler, saa man kan høre det langt omkring. Et Par kører et Hestekøretøj med en saadan Færdighed, at man som Mand maa misunde dem af hele sit Hjerte.

Alt faar de unge Piger lært. Almindeligvis er de tre Aar paa Sprogø og de oplæres i almindelig huslig Gerning, til Have- og Markarbejde, de lærer at sy osv.

Ikke et Sted findes der noget Præg af Fængsel eller Anstalt. Selvfølgelig er der ingen Grund til at skjule, at nogle af de unge Kvinder kan længes hjem, det er ganske naturligt, men langt Størstedelen er glade. De kan føle sig hjemme, de faar en solid Uddannelse af kvalificerede Lærerkræfter, og overalt møder de Venlighed og Forstaaelse. Det er en Stat i Staten, velorganiseret og med et Livssyn, som kun kan findes i et saa lille Samfund - desværre.

* Paa Fyret.

Men Øen har ogsaa andre Beboere. Oppe paa den store Bakke ligger Fyrtaarnet. I smaa Huse ved Siden af bor Fyrmester Frandsen og hans Frue samt Fyrmesterens to Assistenter. Igennem hele Besættelsestiden maatte de føre deres egen lille private Krig mod den tyske Besættelses og den var ikke mindre modig end i andre Dele af Landet. Alene Mand maatte Fyrmesteren bakse de stupide Tyskere. Nemt var det ikke. De forsøgte at tyrannisere, hvor tyranniseres kunde, men ikke en eneste Gang undlod Fyrmesteren at gøre Modstand. Alt forsøgte Tyskerne, selv Trusler om Koncentrationslejr, men Fyrmesteren var ikke bange og gav dem raat for usødet.

Der kunde skrives en hel Bog om de Oplevelser, som Fyrmester Frandsen var ude for, mens Tyskerne huserede paa Øen. Sprogøs Besættelse og Tyskernes Optræden paa Øen er et lille Kapitel for sig selv i den tyske Besættelse i Danmark. Nu er Mindet om Tyskerne ved at forsvinde. Den halve Snes Barakker, som Tyskerne opførte paa Øen, er blevet revet ned og sejlet bort. Lidt staar tilbage endnu, bl. a. et Udkigstaarn; men længe varer det ikke, før ogsaa det falder.

* Tilbage til Sjælland.

Hen paa Eftermiddagen sejler Postbaaden bort igen. Hvad den bragte, er kommet i Land, og mange Ting skal den ogsaa have med tilbage.

Der bliver vinket Farvel til Baaden, da den lægger fra. Det er allerede mørkt og er ogsaa begyndt at blive diset.

Sprogø toner langsomt væk agterude. Fyrtaarnet er begyndt at sende sine Blink ud over Havet. Men ogsaa de forsvinder til sidst i Disen, som bliver tættere og tættere. Der bagude ligger en Ø, et lille Samfund. Faa er vel de Mennesker, som tænker paa det; men naar man en Gang har besøgt Sprogø, saa aner og tror man, at her findes der et Samfund, der vel ligger godt gemt, men hvor der trods alt findes en Lykke, en Glæde og fremfor alt en Næstekærlighed, som er langt større end blandt os, der ikke bor derude.

aw

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 29. januar 1946. Uddrag).

I 1949 fik anstalten installeret et tonefilmsapparat. Frk. Stuhr fik et kursus i hvordan hun skulle betjene apparatet. 

16. juli 1949 var det avisen "Københavns" tur til at bringe en reportage fra et besøg på øen. Den ligger i samme optimistiske tone som ovenstående artikel fra 1946, måske endda en anelse mere begejstret. Avisen snakkede dog tilsyneladende ikke med andre end fyrmesteren, skipperen på postbåden og frk. Stuhr. Avisen bragte nedenstående fotoer til artiklen:

Dette er "Friheden", det lille Sommerhus paa Øens Vestspids, hvor otte Piger ad Gangen gaar Lov til at holde "Sommerferie". Her er Forstander Frk. Stuhr paa Besøg, hun staar længst til højre i den hvide Kittel.

Frk. Stuhr er eksamineret Filoperatør, og Forstanderen ses her ved Hjemmets koderne Tonefilmapparat.

Viborg Stifts-Tidende bragte 3. december 1957 en helsides artikel med fotoer. Også denne artikel beskriver forholdene positivt, selv det at kvinderne bliver steriliseret.

Anstalten blev lukket i 1961. Først i 1960'erne begyndte man at finde ud af at isolation af dårligt stillede kvinder havde flere negative virkninger end positive. Den 30. april 1997 udsendte TV2 udsendelsen "Pigerne på Sprogø" hvor flere af anbragte gav et anderledes dystert syn på forholdene. Med Jussi Adler Olsens roman "Journal 64" (2010) blev Sprogø-kvinderne endnu mere kendt.

Omkring 500 kvinder opholdt sig gennem tiderne på øen. 

Prospekt fra Sprogø. Illustreret Tidende 14. oktober 1860.

Ulykken paa Muddermaskinen "Jupiter II". (Efterskrift til Politivennen)

 En frygtelig Eksplosions-Ulykke i Sydhavnen i Formiddags.

Ombord paa Muddermaskinen "Jupiter II" eksploderede en Kedel.
5 Mand blev saaret, og de to af disse er afgaaet ved Døden
Ulykkens Aarsag kendes endnu ikke.

Et Billede fra Fyrrummet, hvor Eksplosionen fandt Sted, som Rummet fyldtes med Damp og kogende Vand, der skoldede 5 saa frygteligt, at der efter Ulykken laa tilbage en fuldstændig Hud-Haand og to Hud-Fødder i Rummet.

Der er i Formiddags ved 10½-11 Tiden sket en særlig uhyggelig Ulykke i Sydhavnen ved Monbergs Plade: En Kedel ombord i Uddybningssmaskinen "Jupiter II" er eksploderet, og 5 Mand, som arbejdede nede i Maskinen, er bleven haardt forbrændt - de to er allerede i Formiddags afgaaede ved Døden.

Maskinen er lige repareret.

"Jupiter II" har lige været under Reparation, og den er endnu ikke taget i Brug. For kun et Par Dagc siden, 25de Juli, er Kedlen ombord paa Maskinen bleven trykprøvet, og nu idag blev der for føite Gang fyret op under den. Ikke længe efter fandt Eksplosionen Sted, og endnu ved man intet om, hvordan det er gaaet til. Politiassistent Jacobsen fra Valby Politistation kom straks tilstede med nogle Betjente, men det var ikke muligt at konstatere Aarsagen, og i Eftermiddag aflægger Politiassistenten pany sammen med Statens Skibsinspektør et Besøg ombord paa Maskinen for at konstatere, hvorledes Ulykken er sket.

Foreløbig har man kun kunnet konstatere, at der ved Eksplosionen er sprængt 14 Damprør.

Ulykken.

Da disse 14 Damprør blev sprængt, er det kogende Vand og Damp fra Maskinen trængt ud i Fyrrummet, og dette er sket saa rask, at det ikke har været muligt for de Folk, som var beskæftigede dernede, at komme bort, før de var haardt medtagne af Ulykken. Noget nærmere om Ulykkesøjeblikket har man ikke kunnet faa oplyst, fordi alle de fire af de Tilskadekomne var saa haardt medtagne, at de slet ikke kunde oplyse nogetsomhelst.

De frygtelige Skoldninger,

som de fire af de Tilskadekomne har faaet, fik man et stærkt Indtryk af, naar man efter Ulykken kom ned i Fyrrummet, hvor iøvrigt alt saa nogenlunde uforandret ud - bortset derfra, at alt var vaadt, og at Fyret var dødt. Efter at de Tilskadekomne var førte bort i de tilkaldte Ambulancer, de to til Kommunehospitalet, de tre til Rudolph Bergs Hospital, laa der tilbage l Fyrrummet en fuldstændig Haand af Hud. Denne frygtelige Handske var Huden af den ene af de Saarede, som var skoldet saa forfærdeligt, at Huden helt var gaaet af. Og der laa to Hud-Fødder, der ganske paa samme maade var trukket af de rædselsfuldt skoldede Ben, da man fjernede Tøjet. Det var et Syn, som gjorde et voldsomt Indtryk.

De Døde og Saarede.

Som allerede meddelt, er de to af de fem Tilskadekomne allerede døde. Det var de to, om hvilke man var klar over, at de var haardest tilredte - den ca 50-aarige Værkfører Rasmussen, som var en udmærket dygtig Arbejder, der længe har været i Ingeniørfirmaets Tjeneste, samt den noget yngre Arbejdsmand Christian Hansen. Rasmussen var gift og havde Børn. Begge de to Døde var bleven ført til Kommunehospitalet, hvor Døden hurtigt indtraadte.

Af de tre andre Saarede er de to haardt medtagne. Det er Arbejdsmand Sørensen og Tømrer Behrens, og det er disse, der, ligesom den let saarede Smed Pløger, er kommet paa Rudolph Berghs Hospital. Der er stadig Politivagt på Ulykkesstedet.

Et Billede af Muddermaskinen, hvor Ulykken fandt Sted. Krydset betegner Ulykkesstedet.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28 juli 1923)

Grufuld Kedeleksplosion i Sydhavnen.

Kedlen i en Muddermaskine eksploderer. 3 Arbejdere dræbes. 1 svæver mellem Liv og Død. - 2 Arbejdere frelses som ved et Vidunder.

Maskinrummet, hvor Ulykken skete.

Ved 10½-Tiden i Gaar Formiddags er der paa Ingeniør- og Entreprenørfirmaet N. C. Monbergs Arbejdsplads i Vestre Teglgade ved Sydhavnen sket en frygtelig Eksplosionsulykke, hvorved to Mennesker blev dræbte og to saaredes haardt.

De to dræbte er den nogle og fyrretyveaarige Værkfører Rasmussen, boende Røddinggade 9, 3. Sal, og Arbejdsmand Chr. Hansen, Frederik VII's Gade 8, over Gaarden. De to haardt saarede er Arbejdsmand Anton Wilhelm Sørensen, Rantzausgade 37, 2. Sal, og Tømrer C. Behrends, Viborggade 81 A, 8. Sal.

Da Ulykken skete, var de fire nævnte Arbejdere beskæftigede i Maskinrummet paa Uddybningsdamperen "Jupiter II", som tilhører Firmaet Monberg. Værkfører Rasmussen befandt sig nogle Meter fra Kedlen, Arbejdsmand Hansen, befandt sig i dennes umiddelbare Nærhed, medens Sørensen arbejdede ovenpaa Kedlen. Tømrer Behrends opholdt sig i Rummets anden Ende.

Ulykken sker

Pludselig uden forudgaaende Larm eller Uregelmæssighed fra Kedlen skete Ulykken.

Henimod 20 af dens mange Ildrør rev sig løs af dens Lejer, og 18 af Rørene styrtede med voldsom Kraft løs paa de to saakaldte Porte, der danner Kedlens Forside, som sprængtes under det mægtige Tryk.

Chr. Hansen.

I et Nu fyldtes Maskinrummet med skoldende Vand og koghed Damp. De fire Arbejdere kastedes hl Jorden, Rasmussen fik af en af Gulvplankerne et dybt Saar i Hovedet, medens Hansen styrtede ned under de oprevne Gulvbrædder og opslugtes fuldstændig af det kogende Vand.

De fire ulykkelige Mennesker mistede selvsagt straks Bevidstheden.

Den første Hjælper forulykker.

Eksplosionen havde ikke foraarsaget større Detonationer; der hørtes kun et svagt Skrald, Luften opfyldtes i det samme af mægtige Dampskyer. En af Arbejderne, Maskinarbejder J. Pløger, der paa Land var beskæftiget nærmest Uddybningsdamperen, bemærkede først Ulykken. Han Ilede straks ombord i Damperen og naaede ned i det dampfyldle Rum; uden at ane nogen Fare satte han Foden paa Maskinrummets Gulv, men styrtede i det samme om med forbrændte Ben. Vandet styrtede højt op ad Væggene.

Værkfører Rasmussen.

Imidlertid var der blevet sendt Bud til Falcks Redningskorps og Politiet, og tre Ambulancer indfandt sig paa Ulykkesstedet. Redningsarbejdet var uhyre vanskeligt. Dampen, der ikke kunde slippe væk, stod stadig tæt i det lave Rum.  Først da al Dampen gennem Luftslanger, der blev ført ned gennem Koøjne og Skylight, var pumpet ud, kunne man trænge ned i Kedelrummet

Et grufuldt Skue.

Der mødte de indtrædende et frygteligt Syn. Paa Gulvet laa de fire forulykkede, skrækkeligt forbrændte. Deres skoldede Legemer var berøvet enhver Trevl af Hud. Store Partier af Huden havde løsnet sig fra de forbrændte Lemmer. Paa Gulvbrædderne laa en fuldstændig "Hud-Haand" og to "Hud-Fødder", der af det hede Vand var flaaet af de ulykkelige Ofre, hvis Legemer fra Top til Taa sad i blodigt Kød.

Da de fire Mand var blevet bragt ud af Ufykkesskibets Indre, førtes de til Hospitalet. 

De to værst medtagne, Værkfører Rasmussen og Arbejdsmand Chr. Hansen, til Kommunehospitalet, medens Sørensen, Behrends og Pløger blev bragt til Rudolph Bergs Hospital.

En Time efter Indlæggelsen døde Rasmussen uden at være kommet til Bevidsthed. Hansen vaagnede af sin Bevidstløshed kort efter sin Ankomst til Hospitalet. Han led frygtelige Smerter, og afgik ved 12-Tiden ved Døden.

I Løbet af Eftermiddagen krævede Døden sit tredie Bytte. Det var Arbejsmand Sørensen, der ved 6-Tiden udaandede paa Rud. Berghs Hospital. Han havde lige siden Indlæggelsen været ved fuld Bevidsthed.

Ale tre forulykkedes Hustruer var til Stede i Dødsøjeblikket

De Døde.

Værkfører Rasmussen, der som nævnt var en Mand i Midten af Fyrrerne, havde været ansat i Firmaets Tjeneste siden Efteraaret 1907. Han faar af baade Kammerater og Overordnede det bedste Skudsmaal. Ingeniør Gustav Monherg, der er Lederen af den af Firmaets Afdelinger, hvor Rasmussen arbejdede, betegner ham som en meget dygtig og usædvanlig samvittighedsfuld Mand. Han havde u saa at sige den daglige Ledelse paa Arbejdspladsen i Sydhavnen. Han efterlader sig Hustru og en Dreng paa 3 Aar.

Arbejdsmand Chr. Hansen var født 11. Juni 1884 og saaledes nu 39 Aar gammel; han havde været ansat hos Monberg 14-15 Aar, og har i den forløbne Tid erhvervet sig mange Venner blandt sine Kolleger og megen Paaskønnelse fra sine Overordnede. Han efterlader sig Hustru og en Søn paa 13 Aar.

Sørensen blev kun 28 Aar. Han efterlader sig kun sin unge Hustru, idet Ægteskabet var barnløst

Sørensen havde iøvrigt kun været ansat nogle faa Dage i Firmaet Monberg. 

Indtrykket paa Arbejdspladsen. 2 Arbejderes mirakuløse Frelse.

VI aflagde kort efter Katastrofen et Besøg paa Arbejdspladsen. Alt Liv var som lammet. Arbejdet gik ikke med den vante Fart. Det var som lagde Bevidstheden om den sørgelige Tildragelse sin tunge Haand over alles Sind. Alle Tanker var vendt mod Døden, der saa uventet havde besøgt den travle Arbejdets Plads, hvor Livets Gerning har sit Hjem. De stærke Mænd bevægedes ved det skete. Af fire Kammerater, der for faa Øjeblikke siden havde været levende og friske, var nu de to Dødens Bytte, medens to laa lidende i Hospitalets Senge.

Mand og Mand Imellem drøftedes den vidunderlige Frelse, som var blevet to Arbejdere, der ligesom de forulykkede var beskæftigede paa Uddybningsdamperen, til Del. I et Rum, der støder op til Kedelrummet, udførte de nogle Reparationer; til Kedelrummet førte en aabentstaaende Dør.

Pludselig hører de Ekpiosdonen, og i samme Nu smækker Døren i. Ad Sprækker og Aabninger i Dørfyldingen siver Dampen ind, men den er ude af Stand til at gøre dem nogen Skade. Hurtigt entrer de ad Stigen op i det fri, ser hvad der er sket, og forstaar, at den dræbende skoldhede Damp netop er blevet deres Frelse. Dampens Tryk har lukket den lille Dør, stoppet den eneste Udvej og standset sin egen dødbringende Fremtrængen

Ulykkesdamperen "Jupiter II".

Skibet hvorpaa Ulykken skete, var en almindelig Muddermaskine, eller som det tekniske Udtryk lyder, en Uddybningsdamper. Den er købt i Holland 1900 og har i de forløbne 23 Aar med større og mindre Mellemrum været i Brug forskellige Steder i Landet, hvor N. C. Monberg har haft Uddybningsarbejder i Entreprise. I det sidste Aar har den ikke været benyttet, men har henligget i Sydhavnen til Reparation. For nogle Dage siden blev Reparationen tilendebragt I Forgaars Aftes begyndte man saa Opfyringen under den nyreparerede Kedel, lidet anende de frygtelige Følger det skulle faa.

Ulykkens Aarsag

Hvad Skibssynsmand, Ingeniør Thastum forklarer.

I Onsdags foretog Slribssynsmand Ingeniør J. Thastum som Udsending fra Statens Skibstilsyn, en Trykprøve om Bord. Efter Ulykken i Gaar kom han til Stede og tog den eksploderede Kedel i Øjesyn. I Aftes forelagde han Social-Demokraten Resultatet af sin Besigtigelse.

- Maa jeg begynde med at alge, at Skibssynsmand Hansen i Juni Maaned foretog den Indgaaende Besigtigelse af Kedlen. Han blev Imidlertid syg, og jeg maatte derfor foretage den afsluttende Kedeltrykprøve. Der var Intet som helst i Vejen. Sikkerhedsventilerne prøvedes og fungerede udmærket. Manometret blev sammenlignet med Skibstilsynets Kontrolmanometer og viste en lille Divergens i Kedlens Favør. Der var altsaa Intet for mig at udrette.

C Behrens.

- Hvorfor er Eksplosionen da sket?

- Efter at have set Ruinerne, er det min Opfatelse, at der Ikke er sket nogen Kedeleksplosion. Toppladen i Forbrændingskammeret er af en eller anden Grund, som endnu er uoplyst, trykket ned. Derved er Rørpladen i Forbrændlngskammeret trykket fremefter og har presset den øverste Rørrække ud af Rørplademe. Vand og Damp er derved strømmet ud gennem Rørene, ud paa Fyrpladsen. Kedlen maa gaa med 6 Kilogram pr. Kvadratcentimeter. Dersom Damptrykket bliver for stærkt, letter Sikkerhedsventilerne. Den 26. Juli fungerede de udmærket. Vi satte Trykket op til 9 Kilogram og alt gik, som det skulde. Og i Dag har jeg igen efterset Ventilerne. Intet tyder paa, at de har svigtet. Ulykken er derfor næppe sket som Følge al for stærkt Damptryk. 

- Det paastaas, at Manometret Ikke har vist, hvor stærkt Damptrykket var?

- Paastanden er rigtig. Paa Kedlen sidder en lille Hane. Ved at dreje paa den kan Manometre afspærres fra Kedlen, der var drejet paa denne Hane, og Manometret var ude af Funktion. Men, fortsætter Ingeniøren understregende, denne Omstændighed har absolut ingen Betydning i dette Tilfælde, eftersom Sikkerhedsventilerne har fungeret.

- Hvem har lukket for Hanen ved Manometret?

- Rimeligvis afdøde Værkfører Rasmussen. Han skulde i hvert Fald paase, at Manometret stod i Forbindelse med Kedlen, men jeg gentager, at det ikke har Influeret paa Ulykken. Han har rimeligvis skruet Hanen fra efter Trykprøven den 25., og har derefter glemt at aabne den igen. Det var første Gang efter Prøven, at der fyredes op under Kedlen.

- Er det ikke muligt, at der Ikke har været Vand nok paa?

- Hvis der har manglet Vand, er det ogsaa afdøde Værkfører Rasmussen, der bærer Skylden. Jeg har gennem Aar kendt ham som en pligtopfyldende og dygtig Mand, og jeg vil ikke fremsætte Formodninger, før jeg i Morgen har foretaget et nyt Eftersyn.

- Kan Vandstandsglasset have været i Uorden?

- Det er muligt, at der har været Snavs i det. Men det er jo ikke bevist, at der var for lidt Vand paa Kedlen. Ulykken kan ogsaa skyldes andre Aarsager. Hvis f. Eks. Kedjen paa Topplademe har haft Brodragere - hvad jeg ikke ved, før jeg har talt med den syge Skibssynsmand - kan det tænkes, at en af disse Brodragere er knækket, hvorved Afstivningen er blevet for svag. Dette maa selvfølgelig undersøges. Maa jeg slutte med at sige, at jeg tror Værkfører Rasmussen har gjort sin Pligt.

Overskibsinspektoratets Indberetning til Handelsministeriet

Statens Skibstilsyn ledes af Overskibsinspektør E. Haack. Endnu inden Politiinspektør Jacobsen, Valby, der leder den politimæssige Undersøgelse, og Ingeniørerne, der leder den tekniske, har dannet sig nogen bestemt Opfattelse, har Hr. Haack sat sig i Forbindelse med Handelsministeriet, under hvilket denne Art Sager sorterer. Fuldmægtig Ove Nielsen i Ministeriet meddeler herom:

- Af Overaklbsinspektørens mundtlige Beretning fremgaar, at det lovbefalede Tilsyn har fundet Sted for faa Dage siden, og at Synsrapporterne er afsendt til Ministeriet inden Ulykken skete. De er Imidlertid endnu Ikke kommet os i Hænde. Overskibsinspektøren meddeler, at Rapporterne erklærer, at ingen Mangler er fundet ved Kedlen. Trykprøven forløb tilfredsstillende. Der foreligger en Sammenklapning af Kedelrørene, og den maa foreløbig antages at skyldes, at der har været for lidt Vand paa Kedlen. Kedlen har nylig været renset, og der kan da muligvis have sat sig Urenhed i Vandstandsglasset, saa Vandmængden Ikke kunde maales. Dette er dog kun en Hypothese. 

- Før paa Mandag, slutter Hr. Nielsen, faar Handelsministeriet ikke Rapporterne til Eftersyn, og det er derfor umuligt allerede nu at sige noget bestemt. Men saa meget er givet, at var der fundet Fejl ved Kedlen, vilde disse Fejl straks være blevet rettede.

Det maa kræves, at Ministeriet handler hurtigt og bestemt i denne Sag. Det skulde nødigt gaa, som efter Katastrofen paa Spritfabriken Fortuna i Hobro. Det tog Maaneder, om ikke halve Aar, før Offentligheden fik den rette Forklaring, og den var endda vanskelig nok at blive klog paa.

Aarsagen til Eksplosionsulykken i Gaar maa kunne forklares uden Omsvøb, og uden Tøven. I modsat Fald vil de Paastande, der allerede nu fremsættes Mand og Mand imellem, have let ved at vinde Tiltro og forøge Uhyggen

Sidste.

Sent i Nat, kort Tid før Bladet skulde gaa i Trykken, var vi sidste Gang i Forbindelse med Rudolph Berghs Hospital, hvor den sidste af de fire forulykkede henligger. Han var da endnu i Live, men den vagthavende Læge turde intet bestemt udtale om, hvorvidt hans Liv stod til at redde, eller om han vil følge sine Kammerater i Døden.

Tømrer Behrends er den af alle de forulykkede, der længst har været ansat hos Firmaet Monberg, idet det er godt og vel et Par og tredive Aar siden, han traadte i Firmaets Tjeneste. Han blev for et Par Aar siden Enkemand, og i Tilfælde af, at ogsaa han som Ulykkens fjerde Offer skulde gaa bort, efterlader han sig kun voksne Børn. Siden Hustruens Død bor han hos en Søn. Han er en Mand paa henimod 60 Aar.

(Social-Demokraten 29. juli 1923).

Ingeniør Thastum lagde ansvaret på værkfører Rasmussen: Der havde været for lidt vand i kedlen og han havde belastet sikkerhedsventilerne således at det sidste værn mod faren var fjernet. Arbejdsmand Chr. Hansen, Frederik VII's Gade 8 blev begravet på Assistens Kirkegård den 1. august. Arbejdsmand A. W. Sørensen den 2. august på Assistens Kirkegård. Værkfører Axel Rasmussen og skibstømrer Bærens blev begravet på Bispebjerg.

Eksplosionen paa Muddermaskinen.

Maskinmestrenes Forening retter Anmodning til Politidirektøren om en yderligere Undersøgelse.

I Anledning af Kedeleksplosionen paa "Jupiter II" forleden Dag, har Maskinmestrenes Forening rettet en Henvendelse til Politidirektøren om en yderligere udvidet Undersøgelse. Foreningen anfører dets, at Kedlen er fra 1890, altsaa 33 Aar gammel, og at den da maaske har været for gammel, det af Statens Skibstilsyns Undersøgelse den 23de Juli maaske ikke har været tilstrækkeligt effektivt, saa muligvis en Del af Ansvaret for Ulykken kan lægges over paa dette Tilsyn. Endelig ønskes det undersøgt, om de Mænd, som passede Kedlen, har været berettigede ti! at forestaa Pasningen af Kedelanlægget, eller om de, som det formodes, har været ganske ukendt med saadan Pasning.

Vi erfarer, at Ingeniør Thastum, der har foretaget Undersøgelsen af Kedlen efter Ulykken, og som formodede, at Bundhanen havde været utæt, i Gaar undersøgte Bundhanen, og at det viste sig, at den var tæt. Hvad Kedlens Alder angaar, har man ved Undersøgelsen den 25de Juli konstateret, at Kedelmateriellet var fri for Tæring eller anden paaviselig Følge af Alder - men iøvrigt har Ingeniør Thastum i sin Indberetning til Overskibstilsynet henstillet, at der udtages Plader af Kedlen til Materiel prøve, for at det kan blive undersøgt, om Materiellet dog har været medtaget af Alderen.

Hvad endelig Spørgsmaalet om Pasningen af Kedlen angaar, da er der, saa vidt vi har kunnet faa det oplyst, vistnok Tale om, at ingen af de ved Kedlen beskæftigede havde den i Sønæringslovens § 5 foreskrevne Uddannelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. august 1923).

Maskinmesterforeningen Og Ulykken paa "Jupiter II".

En Henvendelse til Politidirektøren.

Som meddelt er den al Statens Skibstilsyn foretagne Undersøgelse at Aarsagen til Ulykken paa Uddybnings-damperen "Jupiter II" afsluttet, og Sagens Akter er tilstillet Handelsministeriet.

Maskinmestrenes Forening, hvis Protektor er Prins Valdemar, og hvis Formand er Hr. K. Rasmussen, er imidlertid utilfredse med Undersøgelsens Karakter, og de har derfor i Gaar rettet en skriftlig Henvendelse til Politidirektør Dybdal. Det hedder i denne Skrivelse:

Enhver, der har Erfaring med Pasning af Dampkedler, vil uvilkaarligt rette følgende Spørgsmaal: Var Kedlen, der er 33 Aar gammel, l forsvarlig Stand? Hvorledes kunde Skibstilsynet, der foretog Trykprøven den 25. Juli, undgaa at lægge Mærke til den utætte Bundhane? Har Tilsynet i det hele taget været tilstrækkeligt effektivt, sadledes at der ikke kan lægges noget Ansvar for Ulykken over paa Statens Skibstilsyvn?

Umiddelbart efter Ulykken blev Kedlen besigtiget af Skibsinspektør, Kapt. Grue, der er Navigatør, og ikke ansat som maskinkyndig Skibsinspektør. Senere har Ingeniør Thastrum sammen med Politiets Repræsentant foretaget en yderligere Undersøgelse. Ved denne Undersogelse er det konstateret:

1) at Hanen til Manometret har været lukket;

2) at Kedlen har manglet Vand;

3) at Sikkerhedsventilerne har været overbelastede;

4) at Bundhanen har været utæt, og dette sidste opgives som en af Grundene til Vandmagien.

Der rejser sig uvilkaarlig det Spørgsmaal: Har de Mænd, der passede Kedlen, været berettigole til at forestaa Pasningen af Kedeianlæget i Henhold til Sønæringslovens Par. 5? Eller har de, som det maa formodes, været fuldstændig ukendte med Pasningen af Dampkølelanlæg?

Den af Statens Skibstilsyn nu af sluttede sagkyndige Undersøgelse er resulteret i, at Ansvaret for Ulykken lægges paa en af de forulykkede Mænd. Men i et Forhold, hvor der med Føje kan rejses Tvivl om, hvorvidt Statens Tilsyn har været tilstrækketigt effektivt, bør man efter vor Opfattelse Ikko overlade Statens Tilsyn som Sagkyndige at konstatere Ulykkens Aarsager, og Undersøgelsen bør ikke sluttes, før der er skabt fuld Klarhed over saavel Ulykkens umiddelbare som medvirkende Aarsager.

Vi tillader os derfor at rette en ærbødig Anmodning til Hr. Politidirektøren om, at der maa blive foretaget en fornyet gennemgribende Undersøgelse, og at den sagkyndige Del af denne Undersøgelse maa blive foretaget af to udenfor Skibsinspektoratet staaende sagkyndige Mænd, der helst maa være Mænd med saavel praktisk som teoretisk Uddannelse og have lang Erfaring med Pasningen og vedligeholdelse af Dampanlæg.

Politidirektør Dybdal er for Tiden bortrejst, og Vicpolitidirektør V. D. Christensen, der varetager Embedet, havde endnu i Aftes ikke set Maskinmestrenes Skrivelse. Paa vor Forespørgsel erklærede han. at han i Dag vil sætte sig Ind i Sagen.

(Social-Demokraten 1. august 1923).

Formanden for Søfyrbødernes Forbund i Danmark, E. Jacobsen indrykkede den 2. august 1923 en lang artikel i Social-Demokraten hvori han gjorde opmærksom på at de arealer i Sydhavnen der hørte under uddybningsdamperen "Thames", foregik noget lignende. Søfyrbøderne var nu gået i land af frygt for eksplosionsfare. Revner var blevet svejset sammen, rørene lækkede da man brugte havvand med salt. Thastum slog fast at bundhanen ikke var læk, ligesom han var enig i at det var nødvendigt med en uafhængig undersøgelse.

Politimester Buch anmodede om en ny undersøgelse. Handelsministeriet foretog herefter en undersøgelse med deltagelse af bl.a. Statsprøveanstalten. Ved denne kunne det ikke endegyldigt fastslås at der var mangel på vand på kedlerne. Sagen blev herefter overladt til rigsadvokaten. Maskinarbejder Pløger forklarede under sagen at værkfører Rasmussen var blevet advaret om at fyre op. Rasmussen havde forlangt at manometret blev afsprosset, trods advarsel om at det var farligt.

Der findes flere fotoer af muddermaskiner i Kbhbilleder fra perioden. Bl.a. i Frihavnen og Islands Brygge.

Monberg, København: Jupiter Nr. I ved anlægget af ny Knippelsbro. Kbhbilleder.

Horserød-Lejren. (Efterskrift til Politivennen).

 Ferie eller Opdragelsesanstalt

Parti fra Horserød-lejren hvor københavnske Kommunelærere har oprettet en af deres Feriekolonier for Drenge.

Vor Kritik af de uheldige Forhold paa Københavns Kommunelærerforenings Feriekoloni i Horserød har kaldt talrige Lærere frem med skriftlige og mundtlige Henvendelser. Fra alle Sider takkes vi fordi vi skarpt har trukket Linierne op for Forskelien mellem en Feriekoloni og en Opdragelsesanstalt, og nogle Forældre har bedt os fortsætte med Offentliggørelse af Breve fra Børn i Horserødlejren.

Idet vi her gengiver Indholdet af to saadanne Breve, understreger vi, at medens det er os magtpåliggende at Feriekolonierne ledes saa de bliver hvad de bør være: et Sted, hvor Glæde og Tilfredshed raader, maa vor Kritik ikke opfattes som rettet mod de københavnske Kommunelæreres Feriekolonier i deres Helhed

"Vi har det rigtigt skummelt - ."

En lille Dreng skriver til sine Forældre i Landskronagade:

Kære Forældre!

Jeg er kommet godt herover, men vi maatte gaa to Mil. Lærerne er ikke saa rare, og Maden er ikke sa god.

Denn3 Dreng er ikke nogen "Værgeraadsdreng", som Løjtnant Oluf Madsen har stemplet som uvorn og uregerlig. Heller ikke det Barn, der har skrevet, nedenstaaende Brev, er fra Værgeraad eller Opdragelsesskole, og hans Anklage mod Feriekoloniens Lærere skal ikke kunne siges at skyldes andre Instinkter.

Kære Mor!

Jeg har det ikke godt. Forleden Dag fik vi meden Kærnemælk, som vor lavet af Havregrøden, som var Resten af det om Morgenen. I Dag Mandag, gik vi ti Drenge ud i Skoven, for vi var ked af at rende paa en lille Firkant. Da vi kom hjem, fik vi af Spanskrøret, og saa maatte vi vaske Gulv hele Dagen. Vi er 117 Drenge ialt, men der er saa mange, der fedter. Om Eftermiddagen faar vi Opvaskervand. - Vi staar ved det arme Flag hver Morgen og Aften, og synger, mens det hejses op og ned. - Vi har det rigtig skummelt. Vi synger altid. Nu skal vi bort fra de skumle Lærere og ikke leve af Klø.

Det er, for ikke at bruge et stærkere Ord, nedstemmende, at en Feriekoloni, der er oprettet ved private og offentlige Midler, fordi selv det fattigste Barn bør have en lille Plads i Solen, at denne Koloni af Børnene opfattes som et skummelt Sted, hvor skumle Lærere, bevæbnede med Spanskrør holder dem indespærrede paa et skarpt afgrænset Omraade og tvinger dem til at synge hastemte Fædrelandssange. Lige saa smukt den Sang lyder, der kommer fra Hjertet, lige saa ynkeligt virker Synet af disse Børn, der tvinges til at stille sig op paa Række og Geled for i Sang at udtrykke en Begejstring, de slet ikke føler. Det er Humbug, og i Ferietiden skulde Børnene dog gærne have Lov selv at bestemme, om de vil synge eller ej. Som det nu gaar i Horserød, er der mange Børn, der græder.

Den 12-aarige Robert fra Oehlenschlägersgade er for nogle Dage siden afhentet i Horserødlejren af sin Fader. Han fortæller, at han blev pryglet for den mindste Forseelse, og hans Oplysninger om Kosten er saadanne, at andre Forældre, der har erfaret det, nu sender deres Børn Madpakker.

Er Skolelærere ikke egnede til Ledere af Ferieliv?

Vi har spurgt Forretningsføreren for D. U. I, om han kan forklare, hvorledes en Institution, der er tænkt at tjøne til Gavn og Adspredelse for Børn, kan komme til at virke i stik modsat Retning.

Hr. Michaelsen, som i en Aarrække har haft med 10,000 Børn at gøre, og som fører Opsyn med Feriekolonier i Boserup, Juelsminde og Randers, siger følgende:

- Jeg spaaede paa Forhaand, at Lærernes Koloni i Horserød vilde gaa galt. Der savnes en praktisk Ledelse. Lærerne føler sis stadig siddende paa et Kateder med et Spanskrør i Haanden. D'Hrr. Lærere har svært ved at glemme, at naar Skolen er lukket er de ikke længere Lærere og Børnene ikke længere Elever, der skal underkastes Skolens strenge Disciplin. I de 6 Aar, jeg har haft med Feriekolonier at gøre og haft med Tusinder af Børn at gøre, har jeg aldrig hørt en Klage, aldrig hørt noget Barn ønske sig bort, endsige løbe bort, og aldrig set en Stok blive løftet for at fremtvinge en Betaling. Befalinger hører ikke hjemme paa en Feriekoloni. Der bør alt gaa ved gensidig Hjælpsomhed, muntert, under Smil og Latter.

Da Konsul Olsen skænkede 100,000 Kr. til Indrettelse af Feriekolonier i Horserødlejren og da Folketingsmand Friis-Skotte og Departementschef Schrøder gik ind i den Komite, der paatager sig Opsynet med Lejrens forsvarlige Forfatning, drømte de næppe om, at dette smukke Sted skulde blive forhadt af Børn. Det var næppe forudset, at noget Barn vilde flygte derfra for med Magt at blive ført tilbage. Under den Form er Feriekolonierne en Falliterklæring men jeg er overbevist om, at Kommunelærernes Koloni i Horserød er en enkelstaaende Undtagelse.

Disse Betragtninger rammer sikkert Sømmet paa Hovedet, og det glæder os at kunne fastslaa, at de københavnske Kommunelæreres Formand, Hr. Thorkild Jensen, straks har taget Klagerne op til Undersøgelse.

Et besøg i Feriekolonien.

Kommunelærer Kjartan Andersen, der har udrettet et fortjenstfuldt Arbejde for Feriekolonierne, ankom til København i Aftes, og i Selskab med ham vil en af "Social-Demokraten"s Medarbejdere i Dag aflægge et Besøg i Horserød.

Forinden har Hr. Thorkild Jensen sammen med Kommunelærerforeningens Kasserer, Hr. lllemann, afbrudt sin Ferie for at inspicere Kolonien. Han fortæller om sit Besøg:

- Et og andet er ikke, som det bør være. Pladsen Børnene har at tumle sig paa, er saaledes for lille, i og da en Koloni af trætte Husmødre støder umiddelbart op til Børnekolonien, har det medført, at Børnene har faaet Ordre til at holde sig stille, netop i de Timer, der er givet dem til Leg paa egen Haand.

Men Kosten er god og rigelig, selv om det en enkelt Dag er sket, at Vællingen var sveden, eller at der kun var en Ret Risengrød til Middag. KL 8 om Morgenen faar Børnene Havregrød med Øl. Saa gaar de i Vandet og Kl. 12 er de tilbage til Middagen, der bestaar af to Retter Mad. Hvert Barn faar alt, hvad det kan spise. Efter Middagen leges der til Kl. 3, hvorpaa der serveres Kakao med Wienerbrød. Saa spadserer Børnene under Læreropsigt for at vende tilbage til Aftensmaden Rugbrød med Paalæg og Te.

At Lærerne ikke tør lade Barnene gaa til Skovs paa egen Haand synes jeg ikke, at der er noget at sige til. At de mindste Drenge faar Hjemvé er forklarligt. At der er vanskelige Børn imellem kan ikke undgaas, naar vi skal have Dagarbejdsskolens Elever med, hvad man indtrængende har opfordret os til. Saadanne Drenge er stukket af tre Gange og kommet tilhage, naar det passede dem. Den sidste Gang fik de Spanskrør. Hvad var der at gøre.

- Er det ikke bedre, at hjemsende de Børn, som ikke ønsker at være paa Kolonien, end at straffe dem med Spanskrør og Ørefigen?

- Skoledirektionen ønsker, at vi skal beholde dem.

- Paa den Maade bliver Feriekolonien altsaa en Tvangsanstalt?

- Nej, det er ikke Meningen.

Hr. Thorkild Jensen har den ærligste og bedste Hensigt og han føler sig overtydet om, at netop Lærerne er egnede til at lede en Feriekoloni. Foreningen har en Række Kolonier Landet over, og vi har haft Besøg af en solbrændt Dreng fra Kolonien i Lohals. Han var henrykt og taknemlig over sit Ophold paa denne Koloni. Heldigvis er det da ogsaa saaledes, at Titusinder af Børn er lykkelige over det Arbejde, der gøres for at skaffe dem ud i Guds fri Natur. Dette Arbejde bør fortsættes og udvikles.

Men naar der opdages en Fejl, bør den rettes, og alt tyder paa, at Ledelsen af Kolonien i Horserød er i urette Hænder. Dersom Børnene her er særlig vanskelige, bør der ogsaa være særligt egnede Lærere til at føre Opsynet.

Vi skal, efter i Dag at have besøgt Lejren, gøre nøje Rede for Forholdene paa denne stærkt omdisputerede Feriekoloni.

(Social-Demokraten, 23. juli 1923).

En Dreng truer med at stikke Horserødlejren i Brand

Vor Medarbejders Besøg i de københavnske Kommunelæreres Feriekoloni.

Uheldige Forhold, der let vil kunne afhjælpes.

Tilkaldt fra Nyborg foretog Hr. Kjartan Andersen, Formanden for Kommunelærerforeningens Ferlekolonier, i Gaar en Rejse til Horserød sammen med en af "Social-Demokraten"s Medarbejdere. Resultatet af denne Rejse vil forhaabentlig blive, at der fremtidig oprettes en særlig Feriekoloni for Dagarbejdsskolens Elever.

Uro i Lejren.

Kommunelærer Oluf Madsen, der leder Feriekolonien i Horserød, bekræftede overfor vor Medarbejder, at han og hans Kolleger hyppigt havde straffet de Børn, der er kommet til Kolonien for at tilbringe nogle Dage i smukke og sunde Omgivelser, hvor Forplejningen er god og rigelig, og Opsynet foregaar under venlige, helst kammeratlige Former.

Hvad nu Kosten angaar kan det fastslaas, at Børnene ikke behøver at sulte. Der er fuldt op af veltillavet Mad fra Grød og Vælling til tykke Rundtenommer, medens der maa spares paa Kødretterne, eftersom der kun er budgetteret 1 Kr. 75 Øre pr. Barn daglig - og disse Penge ikke gaar til Forplejning alene. Naar der ikke desto mindre fra den første Dag, det nuværende Hold Drenge kom ud paa Kolonien, har været Uro, skyldes det andre Aarsager. De belyses i nedenstaaende Breve.

Men denne Uro har taget et saadant Omfang, at 10 Drenge forleden gennemprygledes med Spanskrør, fordi de havde forladt Koloniens Enemærker og var draget til Skovs. Og hvad værre er, en af disse Drenge, der var sendt til Kolonien for at glædes og oplives, truede i ubændigt Raseri med at brænde Horserødlejren af. Der maatte i den Anledning gives Nattevagten særlige Instrukser.

Den Dame, der er Leder af Husmødrenes Feriekoloni i Horserød, en Koloni, der ligger tæt op til Drengenes, fortæller endog, at Truslen om at sætte Ild paa blev iværksat, men heldigvis uden Følger. Hvorvidt dette er rigtigt var det umuligt at faa konstateret. Men alene den Omstændighed, at svagelige Husmødre, som er sendt til Horserød for Rekreation, gaar i evig Angst for Ulykker, er tilstrækkelig til at vise, hvor uholdbar Situationen er.

Nogle Børn er i den forløbne Uge hentede hjem af deres Forældre. Andre erklærer, at de har det udmærket, og paa ingen Maade vil hjem. Hvad Lederne angaar hævder de, at Uroen skyldes, at der i det Hold, som for Tiden befinder sig i Horserød, er en Del Drenge fra Dagarbejdsskolen.

Men samtidig siger Lærerne, at disse Drenge ikke er de værste, og at det ikke fortrinsvis er dem, der har faaet prygl. Det er Drenge fra Mellemskolen, der har været Postyr med.

Hvorom alting er, synes det, som om de Lærere, der har Opsyn med det nuværende Hold Drenge, ikke har Løst deres vanskelige Opgave tilfredsstillende.

Dette bør dog ikke forskrække urolige Forældre. De Fejl, der er, vil blive rettede, og den smukke Tanke, der er udmundet i Oprettelsen af en Række Feriekolonier Landet over, fortjener fremdeles Støtte fra alle Sider.

En Feriekoloni for Dagarbejdsskolens Elever.

Siden "Social-Demokraten"s første Artikel om disse Forhold har vi modtaget en stor Mængde Indlæg, dels fra Forældre, dels fra Pædagoger. Nogle gør opmærksom paa, at i andre Feriekolonier hersker der fortræffelige Tilstande - hvad vi i Forvejen vidste. - Andre protesterer mod den Opfattelse, at Lærere ikke egner sig til Organisatorer af Børns Fritidsbeskæftigelse, og igen andre giver gode Anvisninger. Vi optrykker her et Brev af særlig Interesse. Det lyder:

Som Medlem af Tilsynskommissionen for Dagarbejdsskolen paa Christianshavn har Deres Artikler o, Feriekolonierne interesseret mig. Det synes herefter at bekræfte sig, at der endnu findes Lærere, der ikke har Øjet aabent for, at Værgeraadsbørn ikke maa behandles som anden Klasses Børn. Tværtimod finder jeg. at disse i særlig Grad trænger til Lærerens Bevaagenhed, saaledes at forstaa, at Læreren ved Godhed og Bestemthed søger at vinde Barnet for sig fremfor at støde det bort og derved eventuelt fremelske Trods.

Man skal ikke vise sin "Kærlighed" og Overlegenhed, som Drengen, der sagde: "Dig ka' jeg li', for Dig ka' jeg tæve".

Under alle Omstændigheder var det ønskeligt, om De i Deres ærede Spalter vilde slaa til Lyd for, at Børnene i Kbhvns. Dagarbejdsskoler fik deres egen Feriekoloni med deres egne Lærere.

Dette Spørgsmaal har gentagende været fremme paa rette Steder, men troer jeg, at der er taget mere Hensyn til den pekuniære end til den opdragende Side af Sagen.

Blev der oprettet en saadan Koloni, vilde antagelig Lærerne, men i særlig Grad Børnene fra Dagarbejdsskolerne, blive tilfredse.

Børnene vilde - det er jeg overbevist om - i ethvert Tilfælde tage paa Ferie med Glæde og nyde den som en Ferie bør nydes.

Ærbødigst

Carl Poulsen,

St. Møllevej 5.

Lærerne om Ledere.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Lærernes Evner som Ledere af disse Kolonier har vi bl. a. modtaget følgende:

Med Beklagelse læser jeg om Forholdene paa Horserød Feriekoloni. Dog maa jeg tillade mig at sige, at naar der rejses Spørgsmaal om Lærere som Ledere af Feriekolonier for

Børn, saa er jo Forholdet dette, at der naturligvis findes Lærere, som ikke ret forstaar Opgaven; men jeg tror, at det er de færreste. Med den Erfaring, som jeg gennem Kendskab til Frederiksberg Kommunelærere« Feriekolonier har, véd jeg, at disse under Hr. Floranders og Hr. Orttrups Ledelse er saa gode, at alle Børnene hver Ferie ønsker at komme igen paa disse. Jeg mener, at det som er Tilfældet med Horserød, maa kunne rettes ved Valget af saadanne Lærere, som bedre forstaar Opgaven end de omtalte. Til de Forældre paa Frederiksberg. som har Børn paa Horserød under Hr. Florander, tør jeg sage, at disse er i gode Hænder, da Hr. Florander altid er afholdt og ligefrem elsket af Børnene og har et sjældent og forstaaende Greb paa at omgaas Børn. Det samme gælder for den Koloni paa Kongsøre, som Hr. Orttrup for Tiden leder, idet disse to Lærere er to ganske udmærkede Ledere af Børnekolonier. I Københavns Lærerkorps findes sikkert nok ogsaa saadanne Ledere, og som før omtalt maa det kunne lykkes at vælge saadanne, at Ferien kan blive til Glæde for Smaa som for Store.

Ærbødigst.

Thv. Petersen,

tre Kolonisters Fader,

H. Ibsensvej 50.

Vi anser det for et Held, at denne Sag er blevet rejst. Og vi nærer ingen Tvivl om, at de københavnske Kommunelæreres Formand, Hr. Thorkil Jensen, sammen med Hr. Kjartan Andersen, som selv er en udmærket Leder af Feriekolonier, nu vil drage Omsorg for, at Uroens Aarsag fjernes.

Saa meget er givet, at Børn, der er sendt paa Laudet for at tilbringe et kort Spand af Tid under harmoniske og lykkelige Forhold, ikke bør have et Spanskrør svævende over deres Rygstykker. Er der Børn, der ikke egner sig til Kolonilivet, som ikke ønsker at være paa Landet og som demoraliserer de øvrige, er det den simpleste Sag af Verden at sende disse Børn hjem. At prygle dem vækker kun deres Trods og forleder dem til at ophidse Kammeraterne.

Indtil videre er der kun sket det, at Ferieopholdet paa en enkelt Koloni er blevet mindre vellykket for et enkelt Hold Drenge. Men den Ulykke er ikke større, end at der med Lethed kan raades Bod paa den.

(Social-Demokraten, 21. juli 1923).

Social-Demokraten den 22. juli 1923 oplyste at frk. Jensen, viceskoledirektør ved Københavns Skolevæsen var afrejst til Horserød for at undersøge forholdene. Den 23. juli 1923 oplystes at formanden for de københavnske kommunelæreres forening, hr. Thorkild Jensen havde udstedt et kategorisk forbud med at anvende spanskrør i lejren. Samme Jensen skrev en længere redegørelse i Social-Demokraten den 24. juli hvor han afviste klagerne, men indrømmede dog at dogle drenge havde fået prygl som alternativ til at sende dem hjem. Til slut nærmest truede han med at hvis lærerne skulle lave sådanne kolonier for fremtiden for kun at blive kritiseret som uegnede til det, ville de bare stoppe det.

Formanden for tysk børnelejr i Horserød angreb også Social-Demokraten den 26. juli 1923, men indrømmede at kommunelærernes feriekoloni burde have flere end 4 lærere til at passe de 150 drenge, bl.a. fordi de havde den dårligste plads og "trætte husmødre" (nervesvage kvinder) som naboer.

Øverst til venstre: Ældre og yngre kvindelige Gæster med Lejrens eneste Hunde-Pensionær. Til højre: Lejrens Skaber, Konsul Jens Olsen deler Chokolade ud til sine Hjertevenner, Børnene. Nedest: Børnene paa Legepladsen. Foto fra Aftenbladet (København) 8. juli 1925.

En bekendt kunstners datter finder sin faders ben på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorledes vore berømte mænd behandles.

I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.

Bladet skriver:

At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:

Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.

En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.

- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.

Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig om

Samtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.

VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:

Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.

Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her

kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.

De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården. 

Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.

Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.

(Folkets Avis, 5. juli 1923).

"Hellig Hansen" død. (Efterskrift til Politivennen)

Portræt fra hans sidste Leveaar.

Natten til Lørdag lukkede den 74-aarige Snedkermester Hans Hansen sine trætte Øjne ude paa Almindelig Hospital, hvor han tilbragte de sidste otte Aar af sit Liv.

"Hellig-Hansen" - som han kom til at hedde paa Grund af sit fromme Ydre - var i 80'erne Københavns hædrede Byggekonge.

Han kom som Haandværkersvend fra Fødebyen Kirkerup, energisk af Sind, med stærke Hænder og med en brændende Lyst til at arbejde sig i Vejret.

Heldet fulgte ham i en lang Tid. Han fik "Nap" i et Par Byggeforetagender, der rakte en vis Opsigt ved en den Gang ukendt Flothed, og opførte ti store Ejendomme, dels i Farimags- og Frederiksborggade-Kvarteret, dels - og navnlig - Dagmarteater-Komplekset og "National". 

Disse to Byggeforetagender vakte den Gang den allerstørste Opsigt, og Københavnerne valfartede til "National" og beundrede Salens brede Arkitektur, de svære Søjler og de flotte forgyldte Kvindeskikkelser og Engle 

Endnu den Dag i Dag ser man med nogen Velbehag paa den Elegance, der ligger i disse Bygningsværkers Linier, og Dagmarteatret og det tilhørende Hotel bærer i sit Ydre og i nogen Grad ogsaa i sit Indre Vidnesbyrd om sin Bygherres Fantasi og stort anlagte Form.

Men, som ofte omtalt, stak der jo en Del "forgyldt Elendighed" i Foretagendet. Det saa ud som Marmor og var Kalk og gemene Sten, og Herman Bang gennemskuede Herligheden og fandt Stof til sin dengang saa stærkt omtalte Roman "Stuk".

Hans Hansen i sin Velmagtsperiode 

Men "Hellig Hansen" stod i sin Berømmelses Straaleglans og naaede sit Livs stolteste Øjeblik, da Christian den 9. fæstede Ridderkorset paa den tidligere Kirkerup-Bondes Kjoleopslag.

Saa kom Nedgangsperioden med Knald og Fald, og Hansen mistede hurtigt hele sin betydelige Formue - og dermed sin Prestige.

Fattig og nedslaaet maatte han tllsidst ty ind bag Almindelig Hospitals beskyttende Mure, og her levede han stille og beskeden, drømmende om den store Tid, da han var Københavns mest omtalte og feterede Mand

(Social-Demokraten, 17. juni 1923).

Detalje med Hans Hansens krummelurer, Rømersgade 3-5. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De fleste af de bygninger som Hans Hansen var bygherre for, findes stadig:

Kastanievej 1, Frederiksberg (1874), Mynstersvej 10, Frederiksberg (1877), Rømersgade 1-5 (1879 af Julius Bagger), Ahlefeldtsgade 16 (1879), Dag Hammarskjölds Allé 3-5 (1879-80), Nørre Farimagsgade 13-15 (1880-81 af C. Knudsen), National Scala (1880-83 af H.V. Brinkopff), Dagmarteatret (1881-83 Ove Petersen efter forlæg af Charles Abrahams, finansieret af Isak Glückstadt), Cirkusbygningen (1885-86 af H.V. Brinkopff, forberedt af Hansen, færdiggjort af andre bygherrer)