Sluseværket. (Efterskrift til Politivennen)

Tegning af Jan Zibrandtsen.

Vi kalder almindeligvis Amager en Ø, og saa er det det egentlig slet ikke, selv naar baade Knippels-Bro er oppe og Lange-Bro drejet paa een Gang, for ude i Kalvebod Strand fører fra Sydhavnen paa Sjælland en 2 Kilometer lang og 10-15 Meter bred Dæmning over til den lille Ø. Vi ved alle, at den eksisterer, men heller ikke mere.

Den blev bygget i Aaret 1903 og har til Formaal at gøre Forholdene rolige i Havnen. I tidligere Tid var her en saa stærk Strøm, at Skibene ofte slet ikke kunde sejle imod, men pænt maatte ankre op for at vente paa bedre Forhold. Dette var selvfølgelig en stor Gene, og ligeledes kunde stærke Storme rive Skibene løs, naar de laa for Fortøjning i Havnen.

Ja, derfor lod man denne Dæmning bygge. Men helt kunde man dog ikke spærre, hvorfor den lange Tange blev brudt af en Sluse, for at i alle Tilfælde de mindre Skibe kunde passere.

Een Ting opnaaede man - efter hvad jeg kunde tænke mig ogsaa. Nu var det muligt at holde en vis Kontrol med, hvilke Skibe, der passerede.

- - -

Opraabet "Adgang forbudt" og endnu mere "Adgang, strengt forbudt" har en ligefrem magnetisk Virkning paa Menneskene.

Et saadant Skilt staar der ved Indgangen til Dæmningen ude i Sydhavnen ikke langt fra den nye "Sønderstrand Badeanstalt". Men vi er saa heldige at have den behørige Tilladelse og kan roligt fortsætte. 500 Meter, saa har vi naaet Slusestationen.

Her er ganske rart ude, stille og fredeligt. Nu er Vejret ogsaa ganske storartet. En svag Efteraarsdis ligger ude over Vandet, og kun svagt skelner man Amager, og allerede nogle Hundrede Meter borte sløes den græsklædte Dæmning af Taagen. 

Herude - rart afsides - som laa man paa Landet - bor Sluseværkets Kaptajn sammen med sin Assistent og sin Mekaniker. Villaen kan man se tydeligt inde fra Byen. Ja, jeg har nu - efter min Hjemkomst derude fra, mens disse Linier nedskrives - en glimrende Udsigt derover til. Jeg skelner tydeligt Villaens lille, nette Taarn, som er til for at fuldende Bygningsstilen. Ved Siden af ligger Midlen, som under Blæst sørger for Drivkraften til selve Sluseværket. I Dag har det imidlertid været stille, saa man har maattet benytte sig af den forefindende Motor.

- - -

Om Slusen er der maaske egentlig ikke saa meget at fortælle. Den minder jo meget om dem, der findes op ad de engelske Floder og i de hollandske Kanaler. Her er to Porte og imellem et Bassin, der vel paa en Gang kan rumme to Skibe af "Turisten"s Størrelse. - Til Højre, d.v.s. i Havnen, er Vandstanden lidt højere end normalt og til venstre lidt under. Men Variationen er meget ofte betydelig større, saa stor, at man maa lede Vand fra eller til Bassinet, for en af Portene lukkes op. - Til andre Tider kan Vandstanden være lige stor paa begge Sider Slusen, og i dette Tilfælde lader man begge Porte staa aabne paa een Gang, saaledes at Vandet i Havnen kan forfriskes.

Imidlertid faar jeg Lejlighed til at se Sluseværket i Funktion. Ude i det fjerne kommer netop et ret stort Motorskib sejlende. Det styrer lige herover imod. Farten standses lidt efter lidt. - Sluseværkets Kaptajn trykker paa en Knap - en Klokke ringer - Motoren arbejder - og Sluseporten kører til Side. - Ganske langsomt sejler Skibet ind i Bassinet. Her er rigelig Plads til det. - En lille Motorbaad slipper med ved samme Lejlighed. - Saa lukkes Sluseporten igen. - Et Øjeblik lader man Vandet falde til Ro, aabner saa den anden Port, og Skibet kan sejle ud.

Net og roligt foregaar det hele.

- - -

I Tusindvis befordres der Skibe herigennem om Aaret, og kun sjældent sker der Uheld. En Paasejling kan selvfølgelig indtræffe, eller en Port kan gaa i Stykker, men man har da en Reserveport.

Ja, paa Sluseværket i Kalveboderne foregaar alt roligt og fredeligt, jeg følte mig ganske som hensat paa en Sydhavsø, langt fjernet fra Menneskenes Vrimmel - dog ikke fra Dyrenes: Kaptajnens lille, legesyge Hund kommer netop farende, gøende af fuld Hals. Det vil aabenbart sige, at hvis jeg bliver her ret mange Sekunder til, vil jeg blive ædt levende, hvorfor jeg foretrækker at sætte mig op paa min Cykle og køre den nærmeste Omvej over til den lille Ø, som altsaa slet ingen Ø er.

Niels Aage Svane.

(Nationaltidende 13. december 1925).

Slusen i dag (til venstre). Til højre slusekaptajnens hus hvortil også hører en lille have (kan ikke ses for husbåden. Skorstenene synes at være fjernet, ligesom vindmøllen. Slusehuset er nu landfast med Amager, men den smalle dæmning til Sjælland eksisterer stadig om end i en anden skikkelse. Kun det hvide skur til venstre er i funktion når sejlende (mest lyst- og motorbåde) skal åbne og lukke slusen. Porten midt i billedet kan ved åbning køre ind under kajen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hos de Husvilde i Ejby-Lejren. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejby-Lejren: Vi omtaler inde i Bladet et Besøg, vi har aflagt hos de Husvilde i Ejby-Lejren. Her ses en af Baraklejlighederne, der bestaar af 1 Værelse.

Medens der staar 500 Lejligheder ledige, lever 50 Familier under primitive Forhold i Ejby-Lejren.

I "Ødemarken"

Saa parodoksalt har Boligforholdene efterhaanden udviklet sig i København, at man maa henvise et halvt Hundrede Familier til at friste Livet i den kolde Vinter i gamle, tyndvæggede Soldater - Baraklejre. Samtidig viste den officielle Boligstatistik, der kom igaar, at der til Oktober Flyttedag stod natten 500 Lejligheder ledige. Her er ikke Tale om Lejligheder, der kun eksisterer paa Papiret, nej, der staar ikke færre end 436 nyopførte Andelslejligheder færdige til Indflytning, uden at man kan finde Lejere, der har Raad ti1 at tage dem i Besiddelse,

Vi aflagde igaar et Besøg ude i Ejby-Lejren for ved Selvsyn at konstatere, hvorledes de Husvilde lever herude over en Mils Vej fra de Steder, hvor Familieforsorgerne maa søge deres Beskæftigelse. Mellem Landbefæstningens Soldater har den fjerne Ejby-Lejr altid været betragtet som et Slags sibirisk Forvisningssted. Ode og fladt er der ude omkring Fæstningsartilleristernes Sommerlejr.

I den øde Lejr.

Ude fra ser Lejren med en Snes lave, ludende Træbygninger med af skallet Maling, ituslaaede Ruder og store, gustne Ukrudtstoffer paa Gangene, forladt og uddøet ud, men ser man nærmere til, hænger der hist og her nogle forpjuskede Stykker Vasketøj og dasker i Vinden, der suser raakoldt gennem de tavse "Lejrgader".

Denne Husvildelejr udmærker sig ikke som de fleste andre ved stor Børnerigelighed, thi af Hensyn til, at der er over en halv Mil til nærmeste Skole, henvises der kun Familier med ikke-skolepligtige Børn til Ophold her.

Hos Barakkens Beboere.

Vi ser indenfor i Lejrens tidligere Sygeafdeling, hvor der er sørget bedst for Lys, Luft og Rummelighed.

En smal Gang, der ikke maaler stort mere end et Par Meter paa den ene Led og næppe er 10 Meter i Dybden, skiller to Sæt "Lejligheder" fra hinanden, idet Gangen udgør det fælles Køkken for fire Familier.

I Baggrunden er der et lille Etfags-Vindue. Langs den ene Væg er der optømret en Hylde med 4 Primus-Apparater, og paa den anden Væg hænger der nogle Smaaskabe. Det er hele Køkkenudstyret for fire Familier.

Til hver Side er der et større og et mindre Værelse, og her skal altsaa flere Familier sove og spise og opholde sig Dagen lang. 

En saadan Lejlighed koster 14 Kr. om Maaneden.

Andetsteds i Lejren er der enkelte Lejligheder med to Rum foruden det fælles Køkken, og her koster Herligheden nogle og tyve Kroner.

Ingen Udvej ud af det hele.

- Hvad skal det blive til? siger Beboerne. Nu ser vi, at der bliver 400 Lejligheder færdige i København, men vi hører ikke noget om, at man saa hjælper os ud af dette Øde.

De nye Lejligheder kan vi slet ikke tænke paa. Det faar vi aldrig Penge til. Kommer man først herud, er det næsten umuligt at faa Arbejde.

Naar man fortæller, at man bor i Ejbylejren siger de straks paa Arbejdspladsen: Nej det kan ikke nytte. Folk kan jo ikke komme ind i rette Tid derude fra.

Maaske kan vi saa vente en Gang at komme ind i en af de andre Husvilde-Barakker eller en af Kasernerne inde i Byen, men der er der jo heller ikke lysteligt. Saa er her da lidt bedre ude om Sommeren, men om Vinteren er her slemt. Børnene kan ikke taale denne Kulde herude. Derfor dør der ogsaa jævnlig Smaabørn herude. I Løbet af nogle Maaneder er der gaaet fem bort.

Saaledes taler Bolignødens haardest ramte Ofre, roligt og sindigt.

Som nævnt havde ingen af Lejrene Beboere igaar faaet Meddelelse om, at de kan komme ind til Byen. naar de første af de nye kommunale lejligheder aabnes for Indflytning til 15de December. Vi har spurgt Inspektør Lütz Høppermann. om de Huevilde fra lejren da ikke slipper ind til Julen.

- Det kan vi desværre ikke garantere for, lød Svaret. Forinden vi kan sætte nye Folk ind i de gamle Indkvarteringssteder. som bliver ledige, maa vi gøre lidt i Stand, men vi gør vort bedste.

Saa maa formentlig en Del af Militærlejrens husvilde Beboere fejre Jul der, hvor de er, medens de mange nye dyre Lejligheder maa staa tomme.

En

(B. T. 12. december 1925)

Ejbylejren var den første lejr for Vestvoldens besætning. Senere kom paradislejren (1896), Husum Kaserne (tidligere fattiggård), Avedørelejren (1911-2003) og Glostruplejren (1916). Den bestod i starten kun af 6 træbarakker, men blev udvidet først med en teltlejr, senere en baraklejr. Den lå øst for voldgaden (voldpunkt XIV). I hele Vestvoldens levetid var den den største lejr. Lejren blev udvidet i forbindelse med sikringsstyrkens mobilisering.

Jørgen Theodor Johannes Hansen (1856-1940): Ejbylejren. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er uden årstal, men tilstedeværelsen af soldater leder hen på at det må være taget før lejren blev nedlagt. 

'

Betongulve og -fundamenter til Ejbylejren (med bl. a. latrin) kan stadig ses langs Vestvolden for enden af Kamstrupvej og Lucernevej. Fotoet er taget nogenlunde fra latrinfundamentet som ligger lidt afsides i forhold til den øvrige lejr, og viser i øvrigt kun et udsnit af lejren. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kulbjærgene i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Tegninger og Tekst af Anton Hansen.

Som en vældig Blæksprutte strækker Byen Armene famlende omkring sig ud i Landet. Nøgne Gader med enkelte Husrækker, ufærdige Gavle og strittende Lygtepæle.

Senere følger den modstaaende Række Huse. Gavlene forsvinder. Husene danner Blokke og Lygterne tænker en ny Bydel til Storkøbenhavns faste Legeme. Armene famler videre, de føler sig for efter mere Bytte. Kolonihaverne, Gartnerierne og de smaa Bøndergaarde i Omegnen sluges. Byen vokser og vokser.

I de senere Aar er Frederiksholm og Sydhavnen groet frem. Alt er nyt herude. Selv om Befolkningsmængden til dagligt er paa Højde med en stor Provinsby ligger Sydhavnens Kulbjerge paa Marker med gult Vintergræs, som endnu ikke er kvalt under Kulstøv og Sod.

Jernbanespor forsvinder pludseligt i en Vandpyt, Lygter dingler fra foreløbige Træstolper og de mange Fabrikker og Beboelseshuse skinner ny og røde med hvide Vinduesrammer. Vejene er hist opkørt Mudder og her gule af ny paastrøet Grus. Fabriksvinduerne saa klare, at man kan se igennem dem. Baade Bøg og Spindelvæv kræver sin Tid. Marketenderen maa nøjes med smaa utætte Bræddeskure og Vasby Kro, hvidkalket mellem nøgne Træer, ligger her endnu.

Kullene breder sig. I Frihavnen og langs den indre Havn har Kulstøv i snart en Menneskealder sværtet Kajer, Gader og Mennesker og nu hæver Koksbunkerne sine takkede Rygge over Sydhavnens Bassiner. Fra Tyskland og Frankrig kommer nogle faa Ladninger hjem, men er kun Spandevis i Forhold til hvad vi faar fra Englands velforsynede Kulkælder Tusindvis Tons af prima engelske Koks snappes af Kraner, naar den dukker sit graadige Gab ned i Kulskibenes sorte Lastrum, hurtigt farer den tilbage paa Skinnerne og spytter Koksene fra sig paa dansk Jord. Under de bøje Koksbunker gaar Skraberen i sin cementstøbte Rende, underjordiske Staalhænder som skraber de usorterede Koks hen til en Elevator. Med Elevatoren føres de op i Siloens øverste Etage, hvor de knuses og derefter slænges ned paa forskellige Riste som Inddeler Siloen og som sorterer Koksene. Hver Arbejdstime ligger 50.000 Tons knuste og sorteret færdige til at læsses paa lastbiler eller, hvis det er Provinsen som har det for koldt, paa Jernbanevogne. Naar det er Vinter, rigtig Vinter, ikke denne Blanding af Foraar og Høst, som vi for Tiden glæder os over, leverer et enkelt Firma i Sydhavnen 6000 Tons Koks dagligt som sin Del af Byens Brændselsforsyning, men da blusser Ilden i Kakkelovnen fra Morgenstunden.

Engang gik Koner og Smaadrenge rundt paa Kulkajerne og samlede de Kulstumper, som Kranen i sin rige Overflod spildte ovenud, det er forbi. Konerne, Børnene med samt deres hullede Sække, er forsvundet men i Sydhavnen ligger nu Kulfiskeren i en lappet Motorbaad. Forsigtigt trækker han Dræget langs Havbunden og i Dagens Løb vokser den lille Kulbunke ved Siden af Motoren til et Par Hektoliter Indhold. Tiderne er daarlige for Importørerne og de store Aktieselskaber suger paa Labben. De ligger paa Lur herude, parat til at udnytte den Kulde som de haaber Vorherre inden længe vil sende Københavnerne til Straf fordi de lader et Vindue staa aabent. nøjes med to Briketter til at varme en hel Dag og glædes over udsprungne Krokus i Frederiksberg Have. Det er en Vinter, som der vil gaa sære Frasagn om. Kommende Slægter vil ryste paa Hovedet naar Oldingen fortæller om den Ungdomsvinter, da Knopperne svulmede og Krokus og Eranthis brød frem at en mild Jord i Begyndelsen af Januar eller - maaske Vinteren varsler om ny og bedre Tider for Folk I Norden.

(Social-Demokraten 11. januar 1925)

Anton Christian Vilhelm Hansen (1891-1960) var teatermaler, og senere kunstmaler. 1909-1918 tegnede han for Ekstra Bladet. 1918- det norske Arbejderbladet. Sammen med Ragnvald Blix udgav han det satiriske tidsskrift Exlex, 1923-24 medredaktør af Mot Dag og desuden medarbejder ved Simplicissimus 1919-32. 1924-1936 tegnede han i Social-Demokratens søndagstillæg, Hjemmets-Søndag. 1934 nedsatte sig som malermester. Bladtegner 1945 ved Information. Fra 1948 ved Ekstra Bladet. Han illustrerede en række bøger, bl.a. Kristianiabilleder, Kria. 1922, Akershus, 1923 (m. tekst af Edv. Bull), J.O. Bøving-Petersens Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927, Johs. V. Jensens Udvalgte Myter, 1931-32, 62 Tegninger til Crimms Eventyr, 1941 (m. indledn. af Johs. V. Jensen) og Skitser til Uglspil, 1945 (med forord af Aksel Jørgensen).

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Ostre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924