Pauline Hjorth 104 Aar (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).

Gammel Strand i fin Stand. (Efterskrift til Politivennen)

Gammel Strand er i Eftersommerens Løb lavet saa fint i Stand, at den næsten ikke er til at kende igen, men bevares, nu er det jo ogsaa Kommunen, der selv skal til at overtage "Stranden" dernede. Hele Gaden er bleven asfalteret, men paa en ny Maade, idet der er lagt en Asfaltblanding ovenpå Brostenene, hvad der er en betydelig Besparelse i Forhold til den kostbare Undercementering, man hidtil har brugt.

Men selv om der nu er moderniseret, skal selve Gadebilledet med Fiskerkonerne forhaabentlig ikke skifte Udseende. Det er et saa karakteristisk Prospekt i Hovedstadens Fysiognomi, at en Ændring heri sikkert vil fremkalde de skarpeste Protester fra aIle, der elsker deres By.

Virker ovenstaaende Udsnit af Livet dernede, som vor Fotograf tog i Gaar, ikke som et helt lille Genrebillede, skabt af en Kunstners Haand.

(Aftenbladet (København), 25. september 1925).

Foto fra Aftenbladet (København), 30. september 1925, af en pæreskude taget ud for Børsen. 

I 1940 blev billedhuggeren Chr. Svejstrup-Madsens granit-fiskerkone rejst på Gammel Strand. Den trivelige kvinde havde nok ikke meget tilfælles med skovserkonerne der gennem århundrede på bare fødder vandrede fra Skovshoved Havn hertil. Her kommer Vivian Roses "Skovserpige" (2003) i Skovshoved nok tættere på virkeligheden. Fiskesalget ved Gammelstrand ophørte i 1958 og flyttede til Fisketorvet.

Gammelstrand i nutiden - nogenlunde samme sted som det første foto. Erik Nicolaisen Høy.

Agnete Bertram (1893-1983). (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Bertrams Elev-Opvisning.

Der er stor Interesse for Kvindegymnastik. Det flk man et glimrende Bevis for i Gaar, da den bekendte Gymnastiklærerinde, cand. mag. Frk. Agnete Bertram præsenterede sine Elever for et talrigt Publikum. Hver eneste Billet var udsolgt, og blandt Tilskuerne var baade højærværdlge Repræsentanter for Videnskaben saavel som for Idrætten og Sporten.

Opvisningen var en forbedret og udvidet Gentagelse af den Opvisning som Frk. Bertram gav i Fjor ved De Nordiske Idrætslege; men Opvisningen her virkede endnu mere homogent, endnu bedre. Der var Skønhed og Gratie over de 50 unge Piger, og de siddende og liggende Fællesøvelser var ganske fortrinlige.

Derimod kneb det lidt med Øvelserne paa Bommene. Det kneb for mange af de smaa Damer at holde Ballancen; men saadanne smaa Svagheder bærer man over med. Man frydede sig over hver Øvelse, der blev fuldført fejlfrit, og man klappede og klappede - og fik Øvelser gentaget.

(Klokken 5, 10. marts 1922).

Frk. Bertrams elever i Tempelgården, Idrætshusets store sal. Foto fra Klokken 5, 17. april 1923.

Den plastiske gymnastik. Opvisning i Idrætshusets store sal. Omkring 70 gymnaster. Pauserne blev udfyldt af Københavns filharmoniske Orkester. Foto fra Klokken 5, 21. april 1925. Samme år underviste Bertram også på Sønderstrand.

Hun er med i Danmarks første gymnastikfilm fra 1923 der varer over 50 minutter: "Med denne første danske gymnastikfilm i 1923 opnåede gymnastikpædagog Agnete Bertram (1893-1983) megen omtale i den københavnske presse. Filmen blev optaget i Carlsbergs æresbolig på Valby Bakke. Den rumlige iscenesættelse understreger gymnastikens æstetiske udtryk.  Gymnasterne er klædt i karakteristiske lyse og fjerlette silketunikaer, som  understøtter rummets antikke græske stemning. Filmen er inddelt i følgende fire afdelinger: 1) Indledende øvelser. 2) Gående og stående ligevægtsøvelser og ligevægtøvelser på bomme. 3) Siddende, liggende og knælende øvelser. 4) Gang- og løbeøvelser samt afslutning. (Kilde: Anne Lykke Poulsen og Karen Vedel: Kvindegymnastik, scenisk dans og kvinders medborgerskab i 1920erne og 1930erne". I 1924 kom der en grammofonplade.

Et Ord med paa Vejen:

Rytmen i Kvinden.

Fru Agnete Bertram har vundet Anerkendelse i vide Kredse med sin Kvindegymnastik. Det er lykkedes hende at skabe noget virkeligt smukt - og praktisk. Fruen udtaler sig her om Kvindens Gymnastik.

Gymnastik for Kvinder bør være -- Kvindegymnastik. Den bør være skabt og anvendt efter Kvindens særlige Bygning, Anlæg og Bevægelsesform.

Den gamle Gymnastik var ikke velegnet til Kvinden, den var for stærk, for streng, for militærisk - ja, den var født militærisk. Den havde det for Øje at skabe de bedst mulige Soldater.

Det skal ikke forstaas, at den gamle Form for Gymnastik er daarlig. Hovedformaalet for den er det samme som for Kvindegymnastiken: at fremme Bevægeligheden, Kraften, Elasticiteten. Men Formen for at naa disse Maal er egnede for Mænd - men ikke for Kvinder. De to er forskellige.

Med Kvindegymnastiken tilsigtes for det forste gennem systematisk Gennemarbejdning af Led og Muskelgrupper en forøget Bevægelighed, Elasticitet og Ydeevne. Svagere Partier (f. Eks. Lændepartiet og Bugmusklerne) skal styrkes, og uheldige Vanestillinger og Holdningsfejl skal lettes.

Det kan naas. naar den enkelte Gymnatiktime er bygget saaledes, at der faas en passende cg behagelig Motion, der øger Velbefindendet baade under og efter øvelserne, virker oplivende, forfriskende - uden at være trættende.

Det maa for det andet tilstræbes - ved at opøve Muskel- og Rytmesansen, det vil sige: den plastiske Bevidsthed - at give det fulde Herredømme over Legemet, saa baade Hvile og Bevægelse bliver fti og harmonisk.

Det naas ved Systemet, en stadig Undervisning, hvor Øvelserne gradvis bliver sværere - uden at det mærkes, at Fordringerne stiger, men at der stadigt føres til højere Standpunkt henimod Maalet.

Og her træder Musiken til som et Hjælpemiddel, dels for at understøtte Rytmen, men mest for at hjælpe Gymnasten til at give Udtryk for Bevægelsers psykiske Indhold og derved faa den dybeste Værdi af Øvelserne. Thi gaar denne Evne over i Blodet, her Gymnastiken været virkelig opdragende.

Den er blevet Kultur.

(Klokken 5, 19. september 1925).

Lykkens Udvalgte.

Fru Agnete Bertram der har Succes paa Forhaand.

Vi har forlængst meddelt at den kendte kvindelige Gymnastikpædagog Fru Agnete Bertram i Aften afholder en Opvisning i Idrætshuset, hvor hun, eller rettere sagt hendes Elever vil vise en ny Serie Øvelser. Fru Bertram er en af Lykkens udvalgte, thi næppe er Meddelelsen om, at hun arrangerer en Opvisning naaet ud til Offentlighedens Kundskab, før Publikum flokkes om de sædvanlige Billetudsalgssteder og sikrer sig Billetterne.

Der er udsolgt til den første Agnete Bertram-Aften og, beruset at Heldet og begunstiget af sin egen Forudseenhed, der en Gang i Vinterens Hjerte fik hende til at leje Idrætshuset for to Aftner i Træk, har Fru Agnete mu besluttet sig til at gentage sin Opvisning Fredag Aften.

Og der vil blive Rift om Billetterne til denne Aften, som der har været det om Billetterne til den første Opvisning paa Torsdag.

Den plastiske Gymnastik har altid haft et stort Publikum - og den er ogsaa vel værd at se. Fru Agnete Bertram har formaaet at give denne Art af Gymnastiken en skøn Udformning, men Gymnastiken er ikke glemt for Gratien. Det er det store i hendes System, og derfor fortjener det i Virkeligheden baade Støtte og Opmuntring. Men begge disse Begreber kommer af sig selv. Et Bevis herfor er, at der straks blev udsolgt til Opvisningen paa Torsdag - og et Bevis paa at Systemet er i bedste Hænder, har man deri, at det er lykkedes at arrangere en Gentagelse af Opvisningen allerede paa Fredag Aften.

Der bliver fuldt Hus og stor Begejstring begge Aftner.

(Klokken 5, 8. april 1926).

H. C. Andersens Boulevard, Agnete Bertram Skolen, set mod rådhustårnet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Hjemmegymnastik og Ligevægtsøvelser i Idrætshuset.

Fru Agnete Bertram havde ikke nogen stor Sukces ved Opvisningen i Aftes.

Der var en udmærket Helhedsvirkning over de Præstationer, som Fru Agnete Bertrams mange Elever viste i Aftes for et omtrent fuldtalligt Publikum i Idrætshusets store Sal. Der var ogsaa megen god og gediegen Gymnastik Imellem, men der var rigtignok ogsaa en hel Del Godtkøbskram.

Den oprindelige Hensigt med den bertramske Gymnastik var vistnok en Kombination af Gymnastik og Plastik, en Kombination, der ikke blot tog sig ud, men ogsaa var noget. Det var ogsaa lykkedes, men det synes nu, som om Systemet har udartet, som om der er lagt for megen Vægt paa det rent udvortes.

Herligt var det at se de 68 unge Piger gøre de fritstaaende Øvelser. Der var Takt, Rytme og Ynde over dem. De var af en ejendommelig, men god Virkning. Helhedsvirkningen var god, men det er oplagt Øjenforblændelse at katalogisere Præstationen som noget ganske enestaaende, som noget epokegørende. Det var den ikke. Mange af vore Damegymnastikhold kan vise Øvelsesserier, der ikke blot tager sig mindst lige saa godt ud, men som ogsaa rummer langt mere Gymnastik.

Det er tvivlsomt, om Flertallet af Aftenens Publikum vil indrømme det, men det er Ikke desto mindre rigtigt.

Aftenen indlededes med et virkelig godt Program l fritstaaende Øvelser, udført af Fru Bertrams 25 bedste Elever og de allerfleste af Ligevægtsøvelserne paa Bomme, der fulgte umiddelbart efter, var ogsaa gode. Ganske vist skete der en hel Del Smaauheld, men det kan ske i de bedste Familier, og det sker ogsaa i den virkelige Mesterskabsgymnastik. Et Par af disse Ligevægteøvelser, blandt anden den, der blev kaldt Aften, var lovlig fantasifuld, men uendelig indholdsløs. Andre, for Eks. Havfruerne, gav to af Eleverne Lejlighed til at udfolde et glimrende Talent for rytmisk Gymnastik og on anden Ligevægteøvelse paa Bommene, Kaalormen, gav en af Deltagerne Æren af at præstere Aftenens bedste Gymnastik. Det var en Nydelse at følge den Lethed og Elegance, hvormed denne vanskelige Øvelse blev udført.

Den blev ogsaa hilst med fortjent Bifald.

I de staaende Øvelser var der mangt og meget, som det ikke var nemt at blive klog paa. Der blev saaledes vist en kombineret Øvelse i at slaa Lussinger, feje, vaske, og jage Fluer væk paa samme Tid. Den tog Kegler hos den mere oplagte Del af Publikum. Men det var de færreste.

Det nye, der blev vist i Gaar, var Hjemmegymnastiken, der indlededes med den reglementerede fascistiske Morgenhilsen. De staaende Øvelser var glimrende kombinerede og blev fikst udførte, medens de siddende Øvelser var mindre overbevisende.

Aftenen sluttede med en Række Gang- og Løbeøvelser. Der var over dem en hel Del af det rigtige, af det oprindelige bertramske, af denne Blanding af Gymnastik og Plastik, der nødvendigvis maa være Hovedgrundlaget for den Kvindegymnastik, der vil være i Stand til for Alvor at slaa igennem.

Opvisningen blev ledsaget af Flygelmusik - og det gjorde sin Virkning. Musiken er i Stand til at skabe en hel Del af den nødvendige Rytme, den virker animerende baade paa Deltageren og paa Publikum. Og den var en udmærket Hjælper ved Opvisningen i Aftes.

(Klokken 5, 9. april 1926).

I 1929 deltog i Idrætshuset også et børnehold fra Bertramskolen.

Den kvindelige Linie i Gymnastiken.

En Dame, der har Sukces. - Interessen for Kvindegymnastik i stærk Stigen.

Agnete Bertram

Igaar og i Forgaars var der fuldt Hus i Idrætshuset til Agnete Bertrams Opvisning. Og paa Fredag Aften er Fruen igen i Idrætshuset med sine Elever - og der skal saamænd nok være fyldt paa Tilskuerpladserne Dag Ogsaa.

Den stærke Interesse for Kvindegymnastiken.

- Hvad kan Grunden være til den Sukces? spørger vi Fruen selv.

- Det er saadan, at Interessen for Gymnastik i det Hele har været stadigt voksende i de sidtste Aaringer. Og det gælder ikke mindst, at Kvinderne er kommet godt med. For en Halv Snes Aar siden var det i allervæsentligste Grad ude paa Landet, at interessen var. By-Ungdommen var mere udenfor. Men dette Forhold har ændret sig i betydelig Grad.

- Kan man nu kalde det, De lærer Deres Elever for Gymnastik? Skulde man ikke finde et andet og et smukre Ord.

Dei smukke skal frem.

- Nej, det behøves saamænd ikke. Jeg har kaldt det for Gymnastik fra min første Opvisning i Studenterforeningen 1918.

- Men det er dog en anden Gymnastik end dem sædvanlige, der ses. 

- Det er vel en mere kvindelig Gymnastik. Den gamle Kvindegymnastik var i Linje med Mandegymnastiken, der igen kan føres tilbage til Militæret. Denne Gymnastik kan væro udmærket for Mænd, men der maa søges andre Veje for Kvinderne. Deres Gymnastik maa være i Overensstemmelse med kvindelig, naturlig Bevægelsesform. Skønhedsmomentet spiller da med ind, men derfor kan man godt fastholde de gamle gymnastiske Maal: Alsidighed i Bevægelsen, Motion og Holdning. At Musiken spiller en stor Rolle i min Gymnastik gør maaske ogsaa meget til, at Publikum synes om den. 

- Hvorlænge har De haft Deres Skole?

- Fra 1915. Jeg begyndte dengang med et Hold gamle Skolekammerater. 

- Og nu?

- Nu har jeg 18 Kvinde- og Børnehold.

(Klokken 5, 8. maj 1929).

Der vindes en video af et af hendes gymnastikhold som optræder i en park. Optagelsen er uden årstal.

Agnete Bertram (1893 - 1983) begyndte at undervise i gymnastik i 1915 og læste gymnastik på Kbh.s Universitet. Hendes første gymnastikopvisning var i 1918 med seks kvindelige gymnaster. Dengang optrådte kvinder normalt i gymnastikkjoler med bukser. Bertrams hold i ærmeløse og fjerlette silkekitler. Den traditionelle stillingsgymnastik var erstattet af rytmiske øvelser. 

I 1920 blev hun cand.mag. i dansk, engelsk og gymnastik - den første kvinde, der aflagde eksamen i gymnastik som universitetsfag. Samme år etablerede hun Agnete Bertram Kvindegymnastikskole, sammen med bl.a. Signe Prytz, den første kvindelige dr.phil. i gymnastik. Det var fortrinsvis det københavnske borgerskabs kvinder og piger.

I 1922 støttede AB oprettelsen af Nordisk Forbund for Kvindegymnastik og var medlem af den danske styrelse i de første år. Hun var i det hele taget internationalt orienteret og holdt i slutningen af 1920’erne kurser i Kbh. for engelske, amerikanske og polske gymnastiklærerinder. 

I 1925 blev hun gift med gymnastikinspektør Niels Christian Daniel Petersen. 

Omkring 1930 havde skolen ca. 1900 elever på årsbasis. 

1928 oprettede AB en etårig uddannelse for gymnastiklærerinder, der var efterspurgte i foreninger og på gymnasier, ligesom en del fik arbejde i udlandet. Samtidig var hun ansat som lærerinde i Universitetets Studenter-Gymnastik (USG) 1920-66 og som gymnastikinspektrice samme sted 1943-66. 

Fra 1957 holdt hun forelæsninger på Kbh.s Universitet. 

Agnete Bertram er begravet i urne på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 7, nr. 6.På stenen står: Gymnastikinspektør v. Universitetet NCD Petersen. 29 april 1892 10 sept. 1975. Cand. mag. Agnete Bertram 8 okt. 1893 14. marts 1983.  Foto Erik Nicolaisen Høy.

H. C. Andersenslottet. Samme bygning som ovenstående foto, blot fra den modsatte side. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En frygtelig Hestetransport over Østersøen hertil. (Efterskrift til Politivennen)

Døde Heste paa Kajen ved Larsens Plads. Til højre: en endnu levende men halvdød Hest løftes fra Borde, medens Politiet og den forargede Folkemængde ser til.

Det er kun faa Dage siden Byen opskræmmedes ved Efterretningen om den uhyggelige Hestetransport ombord paa Damperen "Finnland" fra Danzig hertil, en Transport, der havde formet sig som et Dyrplageri af den uhyggeligste Art. Og nu i Gaar blev man stillet overfor en ganske lignende Affære, der blot er af en endnu mere hjærteskærende og forargelig Natur.

I Gaar Formiddags lagde Damperen "Niord", tilhørende Rederiet Hagen Jørgensen i Tordenskjoldsgade, ind ved Larsens Plads, kommende fra Danzig med en Last. der bl. a. talte 29 unge Heste fra Polen.

Eller rettere skulde tælle 29 Heste! Thi et større Antal af de arme Dyr naaede kun frem hertil som Lig. Lasten var fuld af Lig.

Rygtet om, hvad der var sket ombord paa Skibet, bredte sig hurtigt over hele Havnen. Alle Vegne fra strømmede Folk til. Og snart efter mødte Veterinærpolitiets Repræsentanter, Overbetjent Bjævertoft og Dyrlæge Henrik Jensen, der var bleven alarmerede pr. Telefon. .

Det ar et ligefrem lammende Syn, der mødte de to Mænd, da de kom ned i Skibets Last. Alle de 29 Heste, hvoraf Sendingen havde bestaaet ved Afgangen fra Danzig - de var her indkøbt af den kendte Hestehandler Westergaard og bestemte til Rasmus Larsen, Gasværksvej 33 - laa væltede rundt imellem hverandre i Skibets Bund, dækkede af Blod og Gødning, fyldte med aabne Saar, som de havde tilføjet hinanden ved Bid eller Spark i Rædsel og Raseri over de uhyggelige Kvaler, de havde maattet gennemgaa paa den lange Sørejse.

11 af Hestene var døde, da Skibet naaede ind. Og af de resterende var de fleste saa medtagne, at Dyrlæge Jensen straks var klar over, at det vilde være nødvendigt, at det vilde være en Barmhjærtighedsgerning at slaa dem ned hurtigst muligt.

Saa hurtigt, som det lod sig gøre, blev de 11 døde Heste en efter en lagt i Spillet, hejst op og svingede ind paa Kajen, hvor de snart dannede en stor Ligbunke, en Kadaverhøj, der fyldte Kajen med en kvælende Lugt. Og derpaa gik man i Gang med at bjærge de Dyr, der endnu var Liv i.

En Del at disse Dyr var imidlertid, som nævnt, saa medtagne at Søsyge og Kvæstelser, at Dyrlægen straks gav Ordre til at dræbe dem, og faa Øjeblikke efter gjorde nogle barmhjærtige Skud Ende paa deres Lidelser.

Ialt laa der tilsidst 15 døde Heste paa Kajen, og Hestehandler Rasmus Larsen fik saaledes kun udleveret 14 levende Heste, om hvilke han endda ikke véd med Sikkerhed, at de vil beholde Livet.

Ophidselsen mellem Mængden paa Larsens Plads var selvfølgelig stadig stigende. Det regnede med forbitrede Skældsord over Skibet. Og havde Folk kunnet finde en eller anden at lade Harmen gaa ud over, er der vist ingen Tvivl om. at vi havde faaet en amerikansk Lynchning at ae.

Men man kunde ikke rigtig (inde den enkelte paa hvis Hoved .Skylden kunde samles. Skibets Heder, Hr. Hagen Jørgensen, der forøvrigt ogsaa er Reder for Damperen "Finnland", syntes saa temmelig sagesløs, idet Veterinærpolitiets Tilladelse lyder paa, at der maa transporteres 32 Heste ombord i "Niord", og der som nævnt kun var 29. Yderligere har Rederen, efter den sidste Affære med "Finnland", udsendt skarpe Ordrer til sine Skibe om at iagttage alle de Forsigtighedsregler, der kan iagttages under Hestetransporterne

At dette ikke i fuldt Omfang kan i have været Tilfældet med Transporten i Gaar synes givet skønt Skibets Fører. Kaptajn Ankersen paastaaar det modsatte og hævder,  

den stærke Storm og den haarde Søgang.

Hestene blev søsyge straks efter Afgangen fra Danzig Havn, og efterhaanden som Stormen steg til Orkan, kastedes de stakkels Dyr hid og did nede i Lasten og mishandlede hverandre, uden at man paa Grund af den voldsomme Søgang kunde forhindre det.

I Modstrid med Kaptajnens Erklæring staar imidlertid de Oplysninger, et Par af Besætningen paa Skibet, Donkeymand Rudolf Jensen og Matros Andersen, bagefter er fremkommet med og som gaar ud paa at Hestene var elendigt stuvede og stivet af, kun var bundet til nogle Lægter med en tynd Snor og Sækkelærredsgrime, som slet ikke kunde afgive nogen Støtte for Hestene naar de begyndte at slingre.

De to Mænd fortæller yderligere, at Dyrene i de sidste -10 Timer af Rejsen hverken har faaet vaadt eller tørt, saa man alene herigennem skulde have Forklaringen paa at selv de Overlevende af dem var saa udmattede og elendige som Tilfældet var.

De to Mænds Fremstilling maa imidlertid vistnok i hvert Fald i nogen Grad ses paa Baggrund af den Kendsgerning, at der har hersket nogen Misstemning ombord mellem dem og Kaptajnen, og at de straks efter Ankomsten hertil er bleven afmønstrede og sendt i Land.

Nu arbejder Politiet imidlertid med Sagen. Og det kan naturligvis betragtes som givet at den vil blive sendt til Retslig Afgørelse.

(Aftenbladet (København) 8. september 1925).

Fabrikantfamilien Madsen. (Efterskrift til Politivennen)

Fabrikant Conrad Martin Madsen (1841-1925) gift med Julie Johanne Jacobsen (1835-1915). 

Annonce for snedkermester C. M. Madsens patentvæve i Lolland-Falsters Folketidende 21. september 1880.

En opsigtsvækkende Opfindelse.

En forhenværende Saxkjøbingenser, Hr. Fabrikant C. M. Madsen, der for nogle Aar tilbage tog Bopæl i Kjøbenhavn, har i F. "Loll.-Falst. Folketid." fornylig opfundet en Væv. som formentlig vil vække stor Opsigt indenfor Industriens Verden i Ind- som Udlandet. Hr. Madsen har igjennem en lang Aarrække beskæftiget sig med Fabrikationen af mekaniske Væve og ogsaa vundet Anerkjendelse for en af ham meget sindrig konstrueret Væv, paa hvilken han allerede for en Snes Aar tilbage erholdt Patent. Den nu af ham opfundne Væv er indrettet til at forarbejde en egen Slags Madratser paa; Væven afleverer Madrats og vedhængende Skraapude, kantet, fix og færdig. Medens Hr. Madsen søger Patent for sin Opfindelse i de forskjellige evropæiske Lande, har han allerede akcepteret et overordentlig favorabelt Tilbud fra et af Ruslands størst industrielle Etablissementer om Salg af sin Opfindelse for Rusland. Et Tilbud om en Direktørpost ved samme Etablissement har han derimod afslaaet. Fabrikant Madsen var i en lang Aarrække etableret som Snedkermester i Saxkjøbing; han havde der en mindre Forretning og sad i trykkende økonomiske Kaar; det synes nu at være lykkedes ham, efter med sjælden Energi at have sat sine Ungdoms- og Manddomskræfter ind herpaa, at udnytte sit umiskjendelige Opfindertalent.

(Kjøge Avis 20. april 1898).

Parret fik følgende børn: Julius Martin Madsen, Jakob Carl Madsen, Christian Frederik Madsen og Christine Madsen (1871-1945).

Julius Martin Madsen (1873-1938) var gift (1906) med Marie Petersen (1879-1918). Han blev uddannet som maskintekniker og var derefter maskinkonstruktør på Orlogsværftet 1895-98, ingeniør i Akts. Vølund 1898-1901, 1901 medstifter af og til sin død medindehaver af ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen der navnlig beskæftigede sig med centralvarme-, ventilations- og spildevandsanlæg. 

Han havde en del poster indenfor erhvervslivet: 1919 bestyrelsen for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København,  1921-22 og 1924-32 som formand,  bestyrelsen 1919-1937 bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien i Danmark, formand 1926-32, 1924 medlem af Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse, 1927 af forretningsudvalget, 1931 næstformand og 1932 formand. 

50 Aar.

Ingeniør Julius Madsen

Imorgen fejrer Maskinfabrikant, Ingeniør Julius Madsen sin 50 Aar, Fødselsdag.

Ingeniør Madsen, der er født i Sakskøbing, Søn af Fabrikant C. M. Madsen, blev som ung uddannet i sin Fødeby i H. C. Frederiksen Jernstøberi og Maskinfabrik. Efter at have taget Maskinisteksamen var han Maskintegner i Tyskland og i en Del Aar Maskinkonstruktør paa Orlogsværftet. I Aarene 1898-1901 var han derpaa Ingeniør paa "Vølund", og i 1901 blev han Medstifter og Medindehaver af Ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen her i Byen.

Ingeniør Julius Madsen har foruden at frontarbejde sin Virksomhed til betydeligt Omfang, forlængst i vide Kredse vundet et udmærket Navn som en kyndig og indsigtsfuld Mand, hvis Arbejdskraft, der bliver lagt Beslag paa fra mange Sider. Han har saaledes i en Aarrække siddet i Bestyrelsen for Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien, og har været baade Foreningens Formand og Næstformand, ligesom han er Medlem af Industriraadet. Han er Formand for Jernindustriens Ulykkesforsikring. Medlem af Forretningsudvalget for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark.

Ogsaa indenfor politiske Kredse er Ingeniør Madsen skattet og velkendt. Han er bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Den konservative Vælgerforenings 3die Kreds, og er Suppleant paa den borgerlige Fællesliste til Borgerrepræsentationen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 19. juli 1923).

Julius Madsen var medlem af socialrådet 1923-29, sociallovgivnings-kommissionen 1925-29, invalideforsikringsretten 1921-33, arbejdsnævnet fra 1926, arbejdsløshedsfondens bestyrelse fra 1927, socialministeriets arbejdsudvalg fra 1932, åndværkerbankens bestyrelse fra 1928, bestyrelsen for Pensions-forsikringsanstalten fra 1924(-1938) og formand for Arbejdsgivernes ulykkesforsikring fra 1932., formand for bestyrelsen i A/S Det danske Kulkompagni. 

Politisk var han 1923-33 medlem af Københavns borgerrepræsentation og formand for den borgerlige fællesgruppe, medlem af Københavns havnebestyrelse fra 1926. Han var medlem af Det konservative Folkeparti og var medlem af hovedbestyrelsen.  Hans holdning til fagforeninger kom til udtryk i nedenstående sag:

Betydningen af HKs indmeldelse i 1932 i DsF

I 1932 vedtog HKs kongres at indmelde forbundet i De samvirkende Fagforbund. To gange tidligere - i 1922 og 1928 - havde HKs ledelse vedtaget en indmeldelse i DsF, og begge gange var beslutningen blevet forkastet af et flertal af medlemmerne ved en urafstemning. Indmeldelsen i 1932 blev vedtaget uden urafstemning.

Indmeldelsen i 1932 var den umiddelbare anledning til, at KUs ledelse gennem læserbreve i "Konservativ Ungdom" fra medlemsside blev afkrævet svar på følgende spørgsmål: 1. Kan en KUer forsvare at stå som medlem af det "røde" HK? 2. I benægtende fald: Hvilke alternativer til HK kan KU da opstille? Svaret fra KUs ledelse var ikke til at misforstå, idet det rummede en advarsel mod at indmelde sig HK, der karakteriseredes som en ren og skær "propagandaorganisation". Politiske hensyn var KU-ledelsens begrundelse for at fraråde medlemskab af HK. Samtidig rummede svaret et vagt formuleret løfte om en anden løsning på medhjælpernes sociale problemer.

KUs bestræbelser gik i første omgang ud pa at skabe en alternativ fagforening for medhjælpere. Allerede paa KUs delegeretmøde i Nakskov i 1934 stod det imidlertid klart, at tanken ikke lod sig realisere, og man besluttede som en konsekvens heraf at give grønt lys for medlemskab af HK for om muligt derved at søge forbundet ændret "indefra".

Beslutningen blev foreløbig ikke offentliggjort, og blev den 31. august 1934 forelagt for Det konservative Folkepartis hovedbestyrelse af Jack G. Westergaard. I sit indlæg forbeholdt han KU ret til at tale frit om de arbejdsgivere, der lønnede deres kontormedhjælpere dårligt, og om Nakskovbeslutningen sagde han: "Vi har søgt at skabe en konservativ kontormedhjælperforening, men det er desværre ikke lykkedes os, hvorfor vi har anbefalet vore folk at melde sig ind i den bestående, ikke af sympati, men for at ændre hele den politik, der råder der". Partiformanden Christmas Møller støttede i denne sag KU, hvorimod Dansk Arbejdsgiverforenings formand Julius Madsen meget stærkt imødegik beslutningen bl. a. med truslen om at forlade partiet, hvis den førtes ud i livet. En skarp ordveksling fulgte Julius Madsens indlæg, i forbindelse med hvilken Poul Sørensen, der dengang var KUs næstformand, kraftigt tog til genmæle mod Dansk Arbejdsgiverforenings formand. Efter en frokostpause blev man enige om at udsætte en evt. offentliggørelse af Nakskovbeslutningen, indtil alle muligheder for et fagligt alternativ til HK var undersøgt.

I de følgende 14 måneder forhandlede KU og DA om etableringen af såkaldte upolitiske arbejdsløshedskasser til handels- og kontormedhjælpere. Forhandlingerne endte uden resultat. Det spørgsmål, de i sidste instans var strandet på, var magtforholdene i kassernes bestyrelse. Her stod DA stejlt pa kravet om arbejdsgiverdominans, mens KU ligeså stejlt krævede paritet mellem funktionærer og arbejdsgivere.

-- Note: Poul Sørensen talte ved funktionærudvalgets møde d. 27.11.1935 om "den stærke stemning ude i landet", som KU indtil videre havde holdt igen overfor, men hverken kunne eller ville fortsætte med at tøjle. Det konservative Folkepartis Arkiv, Hovedkontoret; --; Poul Sørensen som svar til Julius Madsen på hovedbestyrelsesmødet d. 31.8.1934: "Vi har hundreder af arbejdsløse i vor forening. Hvad skal vi sige til dem", --.

(Funktionærlovens forhistorie inden for Det konservative Folkeparti, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 11 (1974 - 1976) 4)

Julius Madsen var blevet Arbejdsgiverforeningens formand i 1930'ernes første kriseår (formand 1932-1938). Pristallet gik stærkt nedad og kravet om nedsættelse af lønningerne voksede inden for medlemmernes kreds. Både i 1933 og de følgende år var der sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet som førte til lovindgreb fra den socialdemokratiskradikale regering, dels i form af forbud mod arbejdsstandsninger, dels ved ophøjelse til lov af forligsinstitutionens mæglingsforslag. Julius Madsen bekæmpede statsindgrebene, bl.a. ved at forsøge at skabe en nærmere kontakt med De samvirkende fagforbund. Han var bl.a. med til at der i 1936 blev indført forhandlingsregler for arbejdsmarkedet i hvilke det frivillige voldgifts-princip fik en stærkere placering. Desuden var han imod lov om forbud mod overarbejde og indgik enfrivillig overenskomst med De samvirkende fagforbund. Forligsforhandlingerne overlod han i 1934 til fabrikant Hjalmar Madsen. En uhelbredelig lungesygdom tvang ham tiæl at overlade arbejdet til næstformand oldermand Esper Eising (formand 1938-1941). Han blev i 1937 æresmedlem af Jernindustriens Sammenslutning.

Julius Madsens gravsted på fabrikant Madsens familiegravsted på Vestre Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En anden af C. M. sønner var fabrikant Christian Madsen (1878-1946). Han var ansat i sin fars virksomhed fra 1898. Han gik på Preussische höhere Fachschule für Textilindustrie (Krefeld) 1899-1901 og var ansat i tyske og danske fabrikker 1902-1907. 

 Annonce med tegning i Krak, Kjøbenhavns Gulvkludefabrik.

Christian Madsen var medindehaver af Østerbros Dampvæveri ved Brødr. Madsen, formentlig Øresundsgade 4 (1908-), Kjøbenhavns Gulvkludefabrik, Aagade 38 (C. M. Madsen & Co.) fra 1926.

Fabrikant Madsens familiegravsted på Vestre Kirkegård. Den liggende sten til venstre øverst er for C. M. Madsen, datteren Christine Madsen (1871-1945),

Julius Madsen (1873-1938) Formand for Arbejdsgiverforening. Derudover bl.a. sten for Waldemar M. Madsen (1903-1970), død i Los Angeles, direktør Jacob Madsen (1873-1958) og Olga Madsen (1884-1975). Foto Erik Nicolaisen Høy.