Det nye Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen).

Enghaveplads som et smukt Centrum i Vesterbros store Arbejderkvarter.

Af Borgerrepræsentant H. P. Sørensen.

En levende By er et Samfund i stadig Fremadskriden. Aldrig Stilstand men stadig i Arbejde og Vækst med det ene Formaal at skabe de bedst mulige Leveforhold og de mest praktiske og moderne Bekvemmeligheder for Byens Borgere.

Kun det Bystyre, som er besjælet af dette, har Storsyn nok til at forme Udviklingen i den virkelige Storstad, som København er eller er ved at blive. Det er en fortræffelig Egenskab at være sparsommelig, og Tiderne kan være saaledes, at Kommunen maa indskrænke sig, men kun Arbejde, Nyskabelse, Vækst og Udvikling er Tegn paa, at Byen er levende og bevidst.

Vi tager de store Forandringer, der i det sidste Par Aars Tid er sket og i de kommende Par Aar vil ske ude paa Vesterbro, som et Tegn paa, at København har Liv og Bevidsthed som en By, der sikkert arbejder frem mod et Maal.

Vesterbro var i mange Aar ligesom noget forsømt af Kommunens Ledelse. I Firsernes og Halvfemsernes Tid skabte et reaktionært Bystyre Saxogade- og Øhlenschlægersgade-Kvarteret Lange, mørke. skumle Gader, høje Huse med smaa Lejligheder og Baghuse med endnu mindre Lejligheder I næsten hver Ejendom. Usle smaa Gaarde uden Lys og Luft, Solen naar kun at strejfe ind i de øvre Etager. Et Arnested for Sygdomskim, et Hjemsted for Tusinder blege Børn,  der dog har samme Ret tål Solskin og Sundhed som alle andre.

Disse bange triste Gader, der ligger mellem Vesterbrogade og Istedgade, staar som et Skammens Monument over Højrestyret i denne By. Ligegyldige for .Arbejdernes Sundhed lod de Grundspekulanter rejse disse Huse og Gader, hvori de aldrig selv kunde tænke sig blot at gaa igennem.

Det var ikke saa mærkeligt, at Demokratiet, da det blev Flertal i København, søgte at raade lidt Bod paa denne forbryderiske Byggemaade ved at anlægge den brede Sønder Boulevard fra det gamle Kvægtorv ud til Enghavevej. Den har virket som en Luftkanal for dette Kvarter, og som en Magnet har den Aarene Igennem trukket Sidegadernes Kvinder og Børn til sig, thi dér kunde de dog nyde lidt af den linde mellem Husrækkerne forbudte Sol. Intet Steds i Byen ser man saa mange Barnevogne som paa Sønder Boulevard.

I de tyve Aar, der er gaaet siden, er der ikke sket meget paa Vesterbro. Men til Gengæld er der nu en rivende og for Befolkningen højst betydningsfuld Udvikling at spore. Det begyndte med det lille Springvand paa Enghaveplads under de grønne Træer. Nydeligt og fikst er det, og selv om Børnenes Kærlighed til Vandet er større end mange Mødres Beholdninger af tørt Tøj, saa pynter det alligevel, og naar nogen Tid er gaaet, vil det ligge stille og fredeligt uden at generes alt for meget af de glade Børn. 

Det næste var Opførelsen af en Bygning paa Enghaveplads af Karakter som en lille Bondegaard.  Man skaffede her Spiselokaler for Sporvejsfunktionærerne og Kommunens Vejarbejdere, Oplagsrum, Toiletter, Ventelokaler, saaledes at de 6-7 grimme, snavsede Træskure, der i Aarevis havde skæmmet Pladsen, kunde forsvinde. Samtidig fik Pladsen elektrisk Lys.

For nogle Uger siden fremsatte Borgmester P. J. Pedersen Forslag om at anlægge en Park paa Arealet i Forlængelse af Enghaveplads op til Vesterfælledvej. I Mødet den 21. April vedtog Borgerrepræsentationen Forslaget, og Arbejdet et allerede i Gang. Om et Aar eller to vil Anlæget være færdigt og Vesterbro hermed have et herligt Friluftssted for Beboerne fra de mange nærliggende mørke Arbejdergader. En Park, halvt saa stor som Ørstedsparken og kun nogle Minutters Vej fra Saksogade. Det bliver Legepladser, Bænke og Borde, Musiktribune og Mødeplads.

Mon det var Højres gamle "Kærlighed" til Vesterbro, der manifesterede sig deri, at Højre sammen med Venstre stemte Imod Parkens Anlæggelse paa det nuværende Tidspunkt. Man skulde ellers synes, at der havde været en Lejlighed til at gøre Afbigt for Fodgængernes Forsyndelser mod Vesterbro. Det ønskede de Ikke, men stemte imod til Trods for, at Vedtagelsen ogsaa betød et stort Arbejde til Aflastning af Arbejdsløslieden, nærmest 800,000 Kroner, som bliver givet til Arbejdsløn og derved ogsaa - og ikke mindst - kommer Byens Erhvervsliv og Handlende til Gode. Et saadant Standpunkt som Højres er i højeste Grad smaatskaaret.

I disse Dage ex imidlertid fremkommen langt det interessantere Projekt. Borgmester Hedebol fremsætter paa Torsdag i Borgerrepræsentationen Forslag om at opføre en kommunal Bygning til Raadighed for kommunale Institutioner paa den Grund, der støder direkte op til "Folkets Hus" og med Facade mod den nye Park, Enghaven.

I denne Bygning skal der først være Badeanstalt. I Stueetagen indrettes Afdelingen tor Kvinder, og paa første Etage Mandsafdelingen. Badeanstalten bliver fuldt moderne indrettet, og da der ialt bliver 171 Omklædningsrum, tør man forudsætte, at den vil kunne tilfredsstille uden alt tor stor Ventetid selv i travle Perioder. Denne Badeanstalt bliver dem største i Byen.

I anden Etage skal der være Rodekontor, Tuberkulosestation samt Klinik tor Hud- og Kønssygdomme, hvilke to sidste Institutioner her faar moderne og fuldt tidssvarende hygiejniske Lokaler.

Endelig faer Kommunebiblioteket, som nu er i Valdemarsgade, Lokaler i tredje og delvis i fjerde Etage. Biblioteket har længe trængt til Udvidelse og bedre Lokaler. De faas nu, og der indrettes i tredje Etage en stor Udlaanssal, læsesal og mindre Lokaler, medens der i fjerde Etage bliver I togoplag samt et Par Værelser til Brug for Studiekredse.

Denne foreslaaede kommunale Bygning vil uden Tvivl blive hilst med Glæde paa Vesterbro. Selve dette at samle en Række kommunale Institutioner i en Bygning er en udmærket Ide, som burde realiseres ogsaa i andre Bydele. Denne Beliggenhed er for Vesterbros Vedkommende saa god, som den overhovedet kan være. Centralt, midt i Hjærtet af det tættest befolkede Kvarter.

Med alle de her nævnte forslag vil man se, at Kvarteret om Enghaveplads antager en helt anden Karakter. Samtidig har Kommunen bygget 3-4 Beboelses-karréer, og flere følger efter i Tilslutning og som Ramme omkring Enghaven Og det er Ikke Beboelseshuse som dem, Højre lod bygge i Saksogade, men smukke rummelige Bygninger med store luftige Gaarde - hvor godt om man engang kunde flytte hele det mørke Vesterbros Befolkning ud i sunde Huse!

Enghaveplads-Kvarteret udvikler nu. Fra at ligne en Losseplads bliver det nu et Centrum, kommunalt, kulturelt og sundhedsmæssigt. Forretningslivet vil blomstre, Pladsen vil blive levende, et Tegn paa Arbejde, Virksomhed og Fremgang. Det er et saadant Initiativ, en Storbys Styre bør have, og de Mænd, der er i Besiddelse af dette, fortjener Tak. Der er umaadelig mange og store Opgaver for Byens vaagne Initiativ.

(Social-Demokraten, 3. maj 1927).

Hans Peter Sørensen (1886 – 1962). Socialdemokratisk politiker og redaktør. Overborgmester i Københavns Kommune 1946-1956. Redaktør af Klokken 5 1918-24, rigsdagsmedarbejder ved Social-Demokraten 1924, redaktør fra 1928 og ansvarshavende redaktør året efter. Han måtte træde tilbage efter tysk krav i 1941. Borgmester for magistratens 5. afdeling (trafikborgmester) i 1943, overborgmester 1946-1956.

Lyrskovgade med kulturhuset forrest i billedet, Enghaveparken til venstre bag træerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Store dele af Saxogade er i moderne tid blevet nedrevet. Her dog en af de bygninger som er blevet bevaret og istandsat. Hele midten af Saxogade er i dag blevet omdannet til et åbent område. En park. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Uhyggelig begivenhed på Assistens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Fire kirkegårdsbetjente faldt sammen med kisten i graven under en jordefærd.

I går eftermiddags ved 3-tiden fandt der en meget uhyggelig begivenhed sted på Assistens gamle kirkegård. 

I kapellet havde pastor T. Høyer fra St. Andreaskirken bisat en gammel dame, enkefru Blichfeldt. Højtideligheden overværedes af et følge der tale ca. 35 mennesker, hovedsagelig ældre damer og herrer.

Otte kirkegårdsbetjente bar kisten fra kapellet til graven, fulgt af følget. Kisten blev anbragt på træunderlaget, der var lagt ovenpå graven og rebene blev stukket ind under kisten. Alle otte ligbærere stog herefter parat til at fire kisten ned.

Pludselig knækkede træunderlaget over den den ene side - og i samme nu styrtede kisten og fire ligbærere ned i graven. De tre kom hurtigt op, men den fjerde, den 35-årige kirkegårdsbetjent August Olsen fra Syvens Alle nr. 7, kom i klemme mellem gravens kant og kisten, og blev først efter en del besvær befriet af sine kolleger. Han klagede over stærke mavesmerter, og blev i ambulance kørt til Kommunehospitalet hvor det konstateredes at han havde pådraget sig en lettere underlivskvæstelse.

Begivenheden gjorde selvfølgelig et meget pinligt indtryk på følget. Efter en lille pause forrettede pastor Høyer jordpåkastelsen og lyste velsignelsen.

(Nationaltidende, 24. april 1927).

Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

En avislæsestue i Rundetårn?

Kommunale planer om den fremtidige anvendelse af Carl Lunds gamle malersal.

Har Turistforeningen en bedre ide?

For ikke ret lang tid siden rejste vi her i bladet spørgsmålet om Rundetårn og dets anvendelse. Vi slog til lyd for den tanke, at der burde skabes nyt liv i det gamle tårn, der blot har været en død museumsgenstand, siden observatoriet rykkede ud derfra.

Nu gør i disse dage teatermaler Carl Lunds flytning fra tårnet spørgsmålet om det ejendommelige gamle stykke arkitekturs fremtidsanvendelse aktuelt påny.

Det er en ret stor sal, som her bliver ledig, og man har lov til at spørge, om den nu skal stå tom gennem åringer og forfalde, eller om det ikke skulle være muligt at drage den ind i byens liv på en måde, der står i naturligt forhold til den popularitet, hvormed københavnerne altid har omfattet Christian den Fjerdes gamle tårn.

Vi har på sommerdage set engelske turister stå stille på Købmagergade og måbende stirre på den tykke, grå kolos midt i det myldrende cityliv.... alt andet forblev de uimponerede overfor, men Rundetårn - det gjorde dem stumme af forbavselse!

Hvor er Turistforeningen henne? Hvorfor har den ikke beskæftiget sig indgående med spørgsmålet: Rundetårn og dets fremtid, stillet forslag og idéer under diskussion? Turistorganisationens opgaver er i denne by så mange, at man stundom får indtryk af, at foreningens ledere ikke kan se skoven for bare træer - som det med et mildt udtryk hedder.... Magistraten, der har tilsynet med Trinitatis Kirke - og dermed også Rundetårn - har været mere vågen. Da vi spørger borgmester Kaper, om der er planer fremme om nogen kommunal anvendelse af den gamle Carl Lund'ske malersal, svarer han:

- Vi fører stadig forhandlinger med menighedsrådet om en samlet ordning af alle forholdene ved Trinitatis Kirke og Rundetårn, og i nær fremtid skal vi have et møde om sagen. Naturligvis har vi også opmærksomheden henledt på muligheden af en udnyttelse af den tomme malersal. Den tanke har været fremme, at man kunne indrette en avislæseslue, men om dette er praktisk gennemførligt, ved jeg ikke endnu.

- Kan gulvet bære så tunge vægte som store avisoplag?

- Det er muligt, at det bliver for meget, hvis man ogsaa skal have oplag af gamle aviser samtidig med fremlæggelsen af dagens avislekture. Men benyttelsen og anbringelsen af aviser er et stort spørgsmål både for de store biblioteker og for fællesbibliotekerne, og det venter endnu på sin løsning.

.. Såvidt borgmester Kaper. En københavnsk avislæsestue vil muligvis afhjælpe et savn; men vi spørger alligevel: Har Turistforeningen en bedre ide?

(Nationaltidende, 21. april 1927).

Oppe på Rundetårn. Foto fra Klokken 5 (København), 23. april 1927.

 Rundetaarn

Planer med tårnet, kirkeloftet, krypterne og pladsen.

Spørgsmålet om Rundetårn har i den seneste tid gentagne gange været under debat, og ved Borgerrepræsentationens møde i aftes gav borgmester Kaper beretning om hvorvidt man var kommet med forhandlinger og overvejelser.

- Rundetårn, udtalte han, burde tilhøre byen; jeg har forhandlet med Kirkeministeriet herom, og jeg håber at nå til det ønskede resultat. Så vil der være mulighed for at vi kan gå videre ad den vej vi allerede har betrådt: holde tårnet i god stand og udstyre det efterhånden i stil med fortidens udstyrelse - dog ikke i væsentlig grad med fortidens instrumenter, da vi ikke har kunnet fremskaffe dem. Vi har dog fundet en kikkert fra Rundetårn på Bornholm og resterne af to gamle planetarier af hvilke det ene er blevet overgivet til Bertram Larsen, som jo er en ren tusindkunstner. Blot han får en to-tre hjul, kan han få et helt instrument ud af det. 

Bibliotek på kirkeloftet.

Kirkeloftet er nu blevet ledigt efter i en række år at have været udlejet til teatermaler Carl Lund. Jeg tænker mig at det kunne anvendes til aflastning af folkebiblioteket i Helligåndshuset.

De overfyldt krypter.

Under kirken er ikke mindre end otte krypter som efter ældre tiders skik er fyldt med døde, men efterhånden som det har knebet med pladsen, har man smækket kisterne ovenpå hinanden, så krypterne er stoppet, og en række kister med historiske personligheder er helt skjult og deres kunstneriske værdi ved at gå tabt. Man vil nu søge at få en ordning på dette.

Præstebolig og fliser.

Der er fremkommet anmodning om en præstebolig ved Trinitatis, og det kan lade sig gøre, hvis man fjerner det gamle ligkapel. Derved opnår man også at få pladsen selv, der er noget af det mest forsømte her i byen, reguleret. Det vil være muligt at bevare mindesmærkerne på pladsen ved siden af kirken og belægge det hele med fliser i stedet for den såkaldte græsplæne. Derved opnår vi en lignende frihed og skønhed som på mange italienske kirkepladser.

(København, 6. maj 1927).

Rundetårn set fra et tag i Skindergade. Foto fra Social-Demokraten, 17. maj 1928)

Georg Laursen - Højforræder? (Efterskrift til Politivennen).

Rigsretten i Leipzig erklærer Georg Laursen skyldig i Højforræderiforsøg.

Hans Handlinger betegnedes som en Trusel mod den tyske Republiks Sikkerhed, og Straffen kom til at lyde paa 2 Aars Fæstningsarrest.

(Fra vor Korrespondent).

Berlin, Lørdag.

Rigsretten i Leipzig fortsatte i Dag Behandlingen af Lands- og Højforræderisagen mod Danskeren Georg Laursen. Ligesom de to foregaaende Dage forlangte Rigsadvokaten Forhandlingerne ført for lukkede Døre. Laursens Forsvarer, Dr. Kurt Rosenberg protesterede, men Rigsretsdommerne fulgte Rigsadvokatens Henstilling.

Man havde forberedt sig paa, at Sagens Behandling vilde vare fire Dage, og at Dommen saaledes tidligst vilde falde paa Mandag Aften. Det virkede derfor overraskende, da Rigsadvokaten i Eftermiddag kun holdt en ganske kort Tale og straks efter meddelte Retspræsidenten, at Dommen vil blive afsagt i Dag, hvorefter Dommerne trak sig tilbage.

Dommen.

Ved 7-Tiden var Rigsretten færdig med sine Overvejelser og vendte tilbage til Retslokalet, hvor Retspræsidenten meddelte, at Georg Laursen var frifundet for Anklagen for Landsforræderi, men idømtes 2 Aar og seks Maaneders Fæstningsarrest for Forberedelse paa Højforræderi for Handlinger, der er en Trusel mod Republikens Sikkerhed, for Dokumenttyveri og for Dokumentforfalskning. Endvidere skal Laursen betale en Bøde paa 500 Guldmark og efter udstaaet Straf udvises af det tyske Rige. Den Tid, Laursen har siddet i Varetægtsarrest vil blive ham godskrevet med 6 Maaneder, saaledes at Straffen, han skal afsone, kun bliver to Aar. Dommen anses for at være meget mild. Naar der virkelig har været Grundlag for Domfældelse, saa er det enestaaende, at den Anklagede slipper med saa lille en Straf.

Interview med Georg Laursens Forældre.

Den unge Malersvend var Ven med Lenin og Trotsky, som han havde truffet i Svejts.

(Fra vor Korrepondent)

Aarhus, Lørdag.

Den i Berlin arresterede Georg Laursens Forældre bor i et lille Hus i Nørre Allé 50 her i Byen, hvor Deres Korrespondent i Dag har aflagt Besøg for at erfare nærmere om den danske Eventyrers Liv.

Hans Fader, en fhv. Lagerforvalter, fortæller, at Georg Laursen har lært Malerprofessionen og l 1909 begav sig ud paa Rejse. Han gennemtravede hele Europa, indtil han ved Krigens Udbrud faldt til Ro i Svejts. Her traf han Lenin og Trotsky, og der opstod i Løbet af kort Tid et venskabeligt Forbold mellem den danske Malersvend og de to Verdensrevolutionære, der faa Aar efter indskrev deres Navne i Verdenshistorien.

I 1917, da Lenin og Trotsky rejste hjem til Rusland for at styrte Kejserdømmet, skiltes de tre Mænd, og Georg Laursen blev i Svejts. Her forsøgte han i 1919 at lave Generalstrejke og blev i den Anledning udvist af Landet. Saa kom han tilbage til Danmark og Indvalgtes i Ledelsen af Malerforbundets Aarhusafdeling og blev Medlem af et af de mange den Gang eksisterende kommunistiske Partier herhjemme. Paa den kommunistiske Samlingskongres i 1932 valgtes Georg Laursen til Formand for Partiet Denne Stilling beklædte han et Aar, saa rejste han til Moskva, og fra den Dag har ingen herhjemme kunnet følge hans Færden før nu, Meddelelsen om hans Arrestation i Berlin naar frem til Offentlighedens Kundskab.

Han var en stille Dreng, slutter Faderen, men han læste meget og har i Udlandet modtaget de Indtryk, der drev ham ud i Kommunismen. Georg Laursens Moder, der har hørt paa Mandens Beretning om Sønnens Liv, føjer til:

- Jeg kan ikke forstaa, hvordan han er kommet Ind i saadan noget. Han var den mest ejegode Dreng, man kunde tænke sig. Nu har Ulykken ramt ham.

E.

(Social-Demokraten, 3. april 1927).

Georg Laursen. Foto fra Arbejderbladet, 1. april 1927.

Laursen var anklaget for at være spion for Rusland, og bl.a. skulle skaffe beviser for at England drev militærspionage mod Rusland. Han rejste til Tyskland hvor statspolitiet imidlertid havde ham under mistanke og arresterede ham. Georg Laursen blev indsat på fæstningen Gollnow i Tyskland. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, en overgang som medlem af forretningsudvalget i partiet. I forbindelse med Hindenburgs 90 års fødselsdag den 2. oktober 1927 blev der arbejdet på at få ham benådet. 

Han blev i slutningen af 1927 hemmeligt udvekslet med 3 tyske statsborgere og blev herefter russisk efterretningsagent under navnet Georg Franzevitj Moltke, og sovjetisk statsborger marts 1928. 

Under 2. verdenskrig var han speaker på Radio Moskvas danske udsendeler under navnet Peter Hansen. 1949 blev han arresteret og sendt i en gulag-lejr i Sibirien 1949-1953 (han havde bl.a. kendt Trotsky). Herefter blev han rehabiliteret og døde 1977 i Moskva. 

Hos General og Generalinde Nyholm i Kastellet. (Efterskrift til Politivennen).

Malere har klattet, og Tømrere har larmet  Maaneder igennem i Kommandantboligen i Kastellet, hvor Hærens skiftende Chefer gennem flere Generationer har haft deres Embedsbolig. Men nu er Værket ogsaa fuldendt: et yndefuldt Billede i en fin, gammel Ramme.

- - - - 

General Nyholm er Københavner, i en Aarrække Københavns Kommandant, men fra Efteraaret 1 9 -ti. da han afløste Ekscellensen Ellis Wolff som kommanderende General, Hærens Øverste. 

Den nye kommanderende General, Generalløjtnant Nyholm, ved sit Arbejdsbord.

Generalinden, der siden December har været stillet paa en Taaltnodighedsprove af de alt-lovende Ilaandværkere, mindes under vor Visit Dagene paa Sølvgades Kaserne.

- Jeg vilde jo nok ikke bytte, siger Generalinden og ser ud over Pladsen foran Kommandantboligen, men kender De den Fornemmelse at blive rykket op med Rode? De allerførste Dage er .det lidt overraskende, og jeg er ny her. endnu i Morges satte Malerne et Skilt op paa Trappen: "Pas paa, malet."

Husets Frue fører mig gennem det 200-aarige Hus' dejlige Rum. I hine Tider byggede man Boliger, nu er det Standard-Lejligheder der dominerer Tidens Smag.

Generalinde Nyholm og Husets purunge Datter i den lille Salon. 

I Salen, hvor Kommandantboligens repræsentative Fester gennem Aartier har fundet Sted. domineres den ene Langvæg af Billeder af Kongehusets Medlemmer i gyldne Rammer: Kong Christian den Niende, Kong Frederiks den Ottendes og den nuværende Konges Portræter.

Interiør fra den store Spisestue, der ligger mellem Reprlsentationssalen og Generalens Arbejdsværelse.

I "Den gule Salon" ud mod Haven vidner et smukt, gammelt Flygel, Møbler af ædel Skønhed. Kunsten paa Væggene om den Kultur, der gennem Aarhundreder har været danske Embedsmandshjems fornemste Kendemærke, i Flugt med Salonen Generalens Arbejdsværelse, tungere og mørkere end Salonen, den ydre Ramme om et alvorsfuldt Arbejde.

- - - -

"Søndag"s Medarbejder skylder Husets purunge Datter en Tak. Hende var det, den med ungdommelig Ynde og kvindelig Gratie overvandt Generalens ... Faderens Betænkeligheder overfor den fotografiske Plade.

- Jeg vilde, indvendte General Nyholm. helst leve en Privatmands Tilværelse, men det lader sier vel næppe gøre. føjede han til med el vindende Smil.

Husets Datter smilte ogsaa. Det Smil sagde:

- Nu kunde du ikke slippe længere, Far.

* * *

På et af denne Sides Billeder ses Generalinde Nyholm med sin Datter og den unge Dames Dagligstue. Billedet er en Afsløring af Lektielæsningen for Middag tn hyggelig Time, i hvilken Læsebøgernes Redelighed i nogen Grad fortrænges under Genfortællingen af Dagens Skoleoplevelser, store og smaa i broget Blanding.

* * *

En forhenværende Minister vilde flytte Nationalmuseet ud i Kastellet. Men Skæbnen vilde det anderledes, til Glæde for de Tusinder af Byens Børn, der bag den gamle Port med Vaabenet og Vagten finder den gammeldags Ynde og Skønhed bevaret, som Brostenene ellers har dræbt.

E. S.

(Nationaltidende, søndagstillæg, 27. marts 1927).

Kommandørboligen på Kastellet. Foto Erik Nicolaisen Høy.