Jon Alfred Mjøen: Den farvede Fare. (Efterskrift til Politivennen)

Den norske Racebiolog, Dr. Jon Alfred Mjøen, som har gjort en lang studierejse i Afrika, er nu i Amerika for at holde Foredrag ved Universiteterne i U. S. A. om Raceproblemer, som han i denne Artikel beskæftiger sig med, og som derovre ved Amerikanernes Emigrationspolitik har faaet aktuel Interesse.

Ind gennem Spejlglasruderne i vor Stamkafé paa Al Djezairs mægtige Terrasser vælder Sollyset, og udenfor pulserer et myldrende Liv i alle Farver og Nuancer. 

Paa vor Rejse mod det indre Algier saa vi paa nært Hold disse farvede Folk, som færdes med Turban, Krukker og Kurve paa Hovedet, til Fods eller paa de høje Vogne, trukket af Mulddyr. Kendte Billeder fra Rejsebeskrivelser og illustrerede Magasiner rullede forbi lyslevende: Høje, smukke Arabere i hvide maleriske Burnusser, brednæsede Berbere, spansktalende Europæere og de hemmelighedsfulde, hvidklædte Muslimkvinder med Slør og Pandebaand, som kun lader et Par sorte Stenkulsøjne udækkede. Paa faa Undtagelser nær er alle mørkhudede.

Muslimer i Bøn, vendt mod Mekka.

Af alle de Indtryk, som Synet af dette brogede Billede giver, er der særligt et, der fæstner sig og antager fast Form - Indtrykket af den enorme Raceblanding og Racekrydsning i Landene omkring Middelhavet - ja, helt op til Paris og Rhinprovinserne, Balkanstaterne og Sydrusland. Arabere, Jøder, Singalesere og Kabyler, Mozabiter eller Touaregger blander Blod med Sydspaniere, Franskmænd og Italienere, og man faar Halvblodsmennesker alle Vegne, mørkhudede Europæere med mere eller mindre semitisk Tilsætning.

Blind Tigger.

* * *

Hvor er de blevet af, disse stolte Arabere, Muhammeds Efterfølgere, som kom under Islams sejrende Halvmaane og bragte deres rige mauriske Kultur som Morgengave. Hvor de kom hen i Spanien, Italien eller Byzans, knejste der snart Kirker og Paladser i Guld og Mosaik. Ja, helt op til Venedig er Dogepaladset og Marcuskirken straalende Minder om dem. Med Vemod tænker man ogsaa paa en anden Storhedstid, da den latinske Kultur, befrugtet og fornyet af den lyse nordiske Bølge, grundlagde Kultursamfund over hele Sydeuropa og Nordafrika med Rom som Centrum. Længe efter, at den hellenske Kultur var gaaet til Grunde, beherskede den stærke romerske Folkeaand Verden. Geniale Mænds Værker opstod i Billedhuggerkunsten, Litteraturen og Arkitekturen; men Romernes stærke Trang til Verdensherredømmet førte hurtigt til Raceblanding.

Arabisk Skønhed (negrid).

Da den yngre Scipio stod paa Karthagos rygende Ruiner, var Folkets Skæbne forlængst beseglet. Slaver af fremmede laverestaaende Racer førtes til Rom i stor Maalestok, og de blev hjemme og giftede sig med romerske Kvinder, medens Mændene kæmpede ved Fronterne. Dertil kom under Kejserdømmet de barnløse Ægteskaber, og med disse og Raceblandingen var Roms Fald en Kendsgerning.

Haroline-Kvinde fra Tidekelt, næsten hvid (raceblandet).

Nu ser vi langs alle Middelhavets Kyster Ruinerne af en svunden Kultur og de hensygnende Rester af Fortidens Raceinstinkt, Racetræk og Kendemærker er blandet imellem hinanden i et meningsløst Virvar; det er snart ikke muligt at opdage et Fysiognomi af ensartet Racepræg i de tre Smeltedigler, Tunis, Algier og Tanger, kun een af Tusind bærer sin Races oprindelige Farve, Mellemfarver i alle Afskygninger er langt i Flertal. Inde i LandeI mod Biskra og den store Ørken bliver Racen renere, og enkelte Steder kan man finde usædvanlig smukke Typer.

Arabisk Arbejder.

Blandingen er taget tit i en uhyggelig Grad i de senere Aar. Hvor før i Tiden Mangelen paa Jernbaner og andre Befordringsmidler umuliggjorde et stærkt Samkvem, foregaar i Dag den livligste Forbindelse med dens uundgaaelige Følger. Overalt træffer man disse Smeltedigler, hvor alle mulige Racer smeltes sammen. Syd- og Østeuropa er Tumlepladsen for Negrenes, Mongolernes, Jødernes og andre asiatiske Stammers ikke helt harmløse Leg. Og overalt, hvor Guds syndige Jord er grøn eller byder paa noget, der kan gøres i Penge, enten det nu er i Sydamerika eller Australien, i Tunis eller Algier, saa myldrer det med europæiske Kolonister, der tilgrumser de Indfødtes og deres eget Blod.

En af de mange, som blander Blod med Araberne. 

Fænomenet Raceblanding er i stadig Stigning og griber om sig med en Fart, som ikke er til at spoge med. Men dette vil vi Mennesker i Følge vor Natur først indse, naar vi tvinges til at tage Standpunkt til Sagen. Med andre Ord, naar det er for sent. Blandingsmennesket er som bekendt et Produkt af to eller flere forskellige Racer, hvis Blod det har i sine Aarer. Jo fjernere Forældreracerne staar hinanden, desto større er Chancen for en uheldig Kombination af Egenskaber hos Mennesket.

Uharmonisk Racekrydsning, seksaarig Araberdreng. Der er næppe et Træk tilbage af den oprindelige Race. 

Man ser stadig vore Modstandere hævde, at Raceblanding er godt; det giver frisk Blod, siger de, uden at undersøge, hvor dette "friske Blod" kommer fra. Der nævnes Eksempler paa, at Blodblandingen har fostret Begavelser. Saaledes nævner man, at Porfirio Diaz, Mexicos Præsident, var Mestiz (Blanding mellem Hvid og Indianer), og Booker T. Washington var Mulat.

Man ser ogsaa anført, at August Strindberg var stærkt raceblandet. Jeg véd ikke, hvor paalidelig denne Paastand er, men af Strindbergs Afstamning at ville slutte, at Raceblanding skal til for at skabe det geniale Menneske, vilde være det samme som at sige, at man maatte dumpe til Studentereksamen for at blive en Henrik Ibsen.

Aben Ali Baba holder Morgenfrokost.

Nej, selv om vi ved bevidste Eksperimenter kunde frembringe 10.000 Strindberg-Blandinger, vilde vi sikkert faa mange med Strindbergs Brutalitet, hans Tungsind, hans Lunefuldhed, hans Pessimisme og Kynisme overfor Kvinden, uden at faa mange Typer med Digteren Strindbergs geniale Skaberkraft.

Fremragende Blandingsmennesker er og bliver kun Undtagelserne fra den almengyldige Regel, nemlig den, at Blandingsmennesket gennemgaaende betegner en afgjort Tilbagegang i legemlige og aandelige Kvalifikationer, særlig i moralsk Henseende, sammenlignet med den ene eller begge de racerene Forældre. Medens Gennemsnitstyper af den rene Race udgør den bedre Borgerstand, nøjes Gennemsnittet af Blandingsmennesker som Regel med at øge den tiltagende Arbejdsløshed, fylde vore Fængsler og bebyrde Fattigkasserne.

Tuareg-Krigere.

En Amerikaner Elliot har nylig paavist Forholdet mellem Raceblanding og Kriminalitet, og Franskmanden Vacher de Laponge advarer i sine Bøger franske Politikere mod at se alt for optimistisk og sorgløst paa de farvede Racers uhindrede Indtrængen i Europa. Han har regnet ud, at der nu findes tre Millioner farvede Mennesker i Frankrig. I sit Forord til Madison Grants Bog "The Passing of the great Race" hævder Laponge, hvor skæbnesvangert dette Spørgsmaal kan blive netop for et Land som Frankrig. "Der trænges," siger han, "til den største Aarvaagenhed fra vor Side og en alvorlig Kontrol med de fremmede Indvandrere. Erfaringen viser os daglig, at der blandt disse Folk findes Elementer af allerlaveste Slags"

*

Vi kender alle Blandingsmennesket, hans ofte bundløse Letsindighed, hans Mangel paa EVne til at indordne sig under et Samfunds Love - helst lever han Fandenivoldsk og lader Vorherre spørge for Fremtiden. Holdningsløshed i Had og Kærlighed bestjæler han sin bedste Ven og gør sig ingen Samvittighedskvaler af den Grund. Hans Motiver og Handlinger er uberegnelige, hans Fantasi løber af med Fornuften, Driften er uden Kontrol, og hans Psyke og Moral vigende og præget af Mangel paa Balance.

*

Denne ofte ret sleske, ikke altid ubegavede, men ofte uheldige, altid upaalidelige type gjorde jeg allerede Bekendtskab med i mine unge Aar, da jeg besagte de saakaldte half breeds ved Buffalo og den kanadiske Grænse. Jeg traf ham ogsaa blandt Baskerne i Nordspanien og her og der blandt Hybrid-Befolkningen i Nordnorge og Sverige. Jeg husker særlig min Ven Ingvill Ola, i hvis Aarer der flød Taterblod med lidt "nordisk" Tilsætning, han kunde tjene som en god Illustration til mine Ord, som Eksempel paa det blandede Blods Inkarnation: Vanskeligt var det for Ingvill Ola at skelne mit fra dit, og Sandhed talte han nødig, og dertil kommer, at han ikke taalte Synet af en utømt Brændevinsflaske. Kort sagt: han var meget afholdt, og da han omsider døde, herskede der Sorg imellem Befolkningen. Den lille Klippeby havde mistet sin Syndebuk og sit Samtaleemne.

Gruppe af Kvinder fra Nordafrika. Ikke en eneste er nogenlunde raceren.

Medaillens mindre spøgefulde Side ser omtrent saaledes ud: Ved Sammenblanding af hinanden fjerntslaaende Racer er der givet Mulighed for en Række Uoverensstemmelser hos Afkommet, hvilket som Regel giver sig Udslag i en ringere Tilpasningsevne, mindre Modstandsdygtighed, nedsatte Aandsevner, og større Modtagelighed for - Disse ofte ulykkelige Individer tjener - hvad enten de lever paa den ene eller anden Maade - sig selv og Samfundet til liden Ære og de bidrager kun til at forringe Menneskenes Kvalitet og at forhøje deres Udgifter

*

Ikke for ingenting har de Indfødte i Sydafrika praget deres Visdom i Ordsproget: "Gud har gjort den hvide Mand, Gud har gjort den sorte Mand, men Mellemtingen har Fanden skabt."

Dr. Jon Alfred Mjøen.

(Nationaltidende, 8. maj 1927).

Den farvede Fare.

Nordisk Race.

I et af de mest øde Landskaber paa Kloden kæmpede for et Par Aartusinder siden en lille Folkestamme haardt for sin Eksistens. De geologiske Forhold i dens Hjemland - Arabiens Ørken - gjorde det vanskeligt at komme i Berøring med andre Folkeslag, og efterhaanden foregik der her en Proces, som Verdenshistorien ikke har set Magen til. Alle de svage, de uduelige, de daarligt aandeligt og legemligt udrustede Individer bukkede under i Kampen mod Ørkenen. Den lille Stamme voksede sig stærk indadtil og udadtil og steg til en Kulturblomstring, som aldrig før er set. Den voksede ligeledes i Magt og lagde store Dele af Verden under sit Herredømme - for saa at synke tilbage, prisgivet en mystisk Lov, som først vor Tid har bragt Klarhed over.

Nomade-Kvinde med sine Børn foran sin Goubis.

Men det, som gjorde den oprindelige Stamme stærk og levedygtig, var, foruden det udvalgte Menneskemateriale - Grundstammen - de Systemer, deres Statskunst var bygget paa. I Politik, i Økonomi, i Religion og Filosofi, i Hygieine og Folkeopdragelse fulgte de Linier, som virkede fremmende og rensende paa Slægten. Saaledes opstod disse stolte og smukke Racetyper, som Europa me I Forundring og Misundelse saa sejre i Kappestriden.

I en Afhandling om denne Araberstammes Oprindelse gør Poul Popence opmærksom paa, at dette lille Folk i sit private Liv og i sin offentlige Virksomhed, særlig i sin Folkeoplysning, gennemførte en konsekvent Racehygieine. At det ikke er Forældrenes, men Slægtens Egenskaber, som arves, kommer stærkt frem i det arabiske Ordsprog fra Osman: "Ønsker du en Søn, saa vælg for ham en Bedstefar og en Onkel paa Moderens Side, det gør mindre, at Moderen er en Heks blandt Kvinder". Dette arabiske Ordsprog har sit Sidestykke i et gammelt nordisk Ord, som jeg for mange Aar siden fandt paa Vestlandet i Norge: "Du skal ikke gifte dig med en Pige, hvis hun er den eneste i Slægten, du bryder dig om" .

Efter Krigen gik en Strøm af denne asiatiske Race fra Øst- og Sydøsteuropa imod Central-, Nord- og Vesteuropa.

De to Ordsprog - det arabiske og det nordiske - danner Spejlbilleder af hinanden. I begge er det Slægtens Værd, som er det afgørende.

Ægteskab var en Pligt i det arabiske Samfund. Er du ikke rask? siger Mahomed til en ugift Mand paa 30, og da Manden svarer: Jeg fejler intet, da siger Profeten: Saa er du Djævelens Broder. Det arabiske Samfund er et af de faa, der har samlet Pengemidler til Understøttelse af børnerige Familier. Disse Midler forvaltes desværre ikke længere efter uegennyttige Principer.

Flerkoneriet havde i den første Del en gavnlig Virkning paa Racen; men da Araberne begyndte at gifte sig med fremmede Slavinder, og det arabiske Blod blev opblandet med Negerblod - da Raceblandingen med andre Ord begyndte, var Folket viet til Undergang.

*

Araberfolket led den samme Skæbne som Romerne; deres fastbyggede Racehygieine slog klik, fordi Racekrydsningens Fare var ukendt for dem.

Racetype fra Sydøsteuropa, som man endnu ikke træffer i Københavns Gader. 

Det, som i Dag er igen af det stolte arabiske Folk, er et glædeløst og kulturløft Blandingsfolk af Analfabeter, som daarligt nok husker Forfædrenes Storhedstid. Arabere blandet med Negere, Negere blandet med Arabere og begges Blandingsbørn, blandet med Sydeuropæere - det er, hvad man møder i 1927.

Udprægede Blandingsfolk er ogsaa særlig udsat for veneriske Sygdomme. I Afrika optræder disse Sygdomme usædvanligt ondartede. Abessinien, Ægypten, Tunis, AIgier og Marokko er stærk hærgede. I Tunis findes i Følge Rubertel næppe en Indfødt, som ikke har haft veneriske Sygdomme. Gerhard Rolfs beretter fra Marokko: Sygdommene er stærkt udbredte og inficerer Befolkningen i den Grad, at der kun findes faa raske og sunde Kvinder. Dounari betegner en vis Sygdom som Marokkanernes Sygdom par excellence.

En kvindelig Skønhed af Touaregg-Stammen.

Et Besøg i en af Nordafrikas Araberbyer vil udslette den sidste Tvivl om, at man her staar overfor en Race i Nedgang. Det er nærmest Karikaturer af Racetyper, man finder her, sammenstuvede i mørke, snavsede og ildelugtende Kælderrum, befængt Utøj, Saar og Øjensygdomme, et hæsligt Vrangbillede af en en Gang saa stolt Urstamme - og de samme uharmoniske ansigtstræk møder vi atter og atter i Europas Havnebyer.

*

Den brave Borger vil sikkert spørge: Hvad bryder vi os om, hvad der foregaar i Afrika? Hvad kommer det os ved, om Folk i Tunis og Algier, i Marokko og Senegal har høj eller lav Pande, lyse eller falske Øjne, om de er Kærere af en høj Kultur eller gaar med Ring i Næsen. Den slags Ligegyldighed er farlig. Som jeg i en tidligere Artikel har anlydel, er det almindelige Samkvem vokset med rasende Fart i det sidste Tiaar. Hvor før i Tiden en Race gennem lange Tider kunde holde sig ren, der strømmer i Dag, takket være vore moderne Samfærdselsmidler, stadig tremmede Raceelementer ind, og der opstaar Kaos. Mere end en af vore Kulturnationer har allerede forspist sig paa sine ubudne Gæster. De begynder at mærkes, at Fremmedinvationen er en ufordøjelig Føde for Samfundet, Amerika f. Eks., de tager deres Forholdsregler,

*

Men Europas Døre staar fremdeles paa vid Gab, og det siger sig selv, at jo bedre Amerikanerne forstaar at lukke for Indvandring, desto stærkere vil de afviste rykke Europæerne ind paa Livet. Der siver en ustandselig Strøm udefra ind over vor Verdensdel. Mongolere og semitiske Elementer fra Øst og Syd, Orientalere, Asiater over Balkan og Negere og Arabere fra Nordafrika, Overalt sætter de Mærker efter sig; i alle Middelhavslandene og mere og mere æder Ondet sig ind over Centraleuropa. Man ser, hvordan Storbyernes Gader i større og større Udslrækning befolkes af smaa, sortsmudskede Skikkelser af et fremmedartet Udseende. Allestedsnærværende Opkøbere af gammelt Metal, nøjsomme kærlige i deres Forhold til Penge, uproduktive Mellemmænd med Blandingsmenneskets Stempel paa Panden : Elskværdighed, Forsagthed og Grusomhed samlet i en Person.

Eksempel paa Raceblanding i Vest-Europa.

Statsmændene ved ikke, hvad de skal gøre med disse lidt uvante Problemer og overlader det saa til Politiet, hvorefter de atter tager fat paa et mere kendt Tema: Skatning, mere Beskatning, stadig mere Beskatning.

Selvfølgelig bør der advares mod enhver Overdrivelse: Racebiologien og dens Dattervidenskab Racehygiejnen maa ikke misbruges i Racehadets Tjeneste. Vi skal ikke forfølge andre Racer, men bare værne vor egen. Vi skal elske vor Race, ikke fordi den er bedre, men fordi den er vor Race. Det har været sagt, at enhver Blodblanding med Naboer eller Nationen paa den anden Side Grænsen skulde være uheldig. Dette er dog ikke rigtigt; man kan tværtimod sige, at de fleste hvide Folkeslag med Fordel kan blande Blod, og at den saakaldte uharmoniske Raceblanding først kommer til, hvor de to Racers fysiske og aandelige Egenskaber fjerner sig nævneværdigt fra hinanden.

Men netop af denne Grund maa Invasionen fra Middelhavslandene og Sydosteuropa af de os fjerntstaaende Racer betragtes som yderst betænkelig. Den rummer Faren for vor egen Eksistens, den nordiske Race vil trænges tilbage, smelte sammen, fortyndes, gøres ukendelig i det store Blodkaos, som er den moderne Folkevandrings Tragik.

Tiggerdrenge paa Vejen til Biskra.

En Raceblanding, som vokser sig stærk i et Land, der for var fri for den, trækker Forbrydere, misfornøjede og arbejdssky Elementer af tvivlsom etisk Oprindelse ind i Landet. Vi kan daglig se detle paa vore Gader i København, Stockholm og Oslo. 

Man spørger forundret: Findes der ingen Kræfter, der kan yde Modstand?

Som ovenfor nævnt synes Amerikanerne - Verdens gæstfrieste Folk - at være de første, der endelig fik Øjnene op for den Skade, som er sket ved at tillade uhindret Indvandring. De har forstaaet, at det her gælder Værdier, som, hvis de gaar tabt for Nationen, ikke en Gang ved Hjælp af de mest raffinerede Undervisningsmetoder kan genvindes. Man har indset, at det ikke gaar saa helt let at sammensmelte de daarlige Elementer med de gode. Saa længe Indvandringen til Amerika foregik fra England, Skotland og Holland, fra de skandinaviske Lande og Nordtyskland, saa længe Blodblandingen foregik indenfor en og samme Race - den nordiske - saa længe var alle Betingelser til Stede for et sundt Folk.

Uharmonisk Racekrydsning. Lille 6-aarig Tiggerpige.

Men Betingelsen var Racerenhed. Dette hellige Raceinstinkt, som fik den ægte Yankee til at trække sig ind i sig selv ved Berøring med en Farvet, det har Handelsmoralen og Uvidenheden desværre gjort Brud med.

Men af den Kendsgerning, at De forenede Stater fremdeles tæller saa mange begavede, initiativrige og karakteristiske slægter, har man villet trække den noget forhastede Slutning, at det amerikanske Samfund lidt efter lidt opslugte de andre Landes Proletariat, og man har med en Naivitet, som var et bedre Eventyr værdigt, ment - at i Smeltediglen blev de karaktersvage  stærke, de blinde seende, Forbryderne lovlydige. ja selv de aandssvage hlev begavede. Forholdet er imidlertid omvendt. Den stadige Fornyelse af Blodet, som fulgte med den nordiske Tilstrømning til de "uanede Muligheders Land", foranledigede den enestaaende Opdrift, som vi har været Vidne til i Løbet af 150 Aar.

Mænd af Kounia-Stammen.

Men denne Gæstfrihed aabnede ogsaa Dørene for de ubudne Gæster og for et Bundfald af svage, nedbrudte og sandelig forkrøblede af alle Racer, trukket frem fra de laveste Lag i Middelhavslandene og Balkan.

Kritikløs Indvandringsfrihed er en højst kortsynet Politik. Den vil altid i Øjeblikket fremkalde en ædel Selvfølelse af at skaffe "Tilflugt for de Hjemløse". Men det er et daarligt Standpunkt at give Almisse til enhver Tigger. - Almisser og Gaver gør mere ondt end godt. De bidrager til at oge Fattigdommens Byrder for fremtidige Generationer. Lad os ikke ved af hjælpe en Ulykkelig i Dag skabe to i Morgen.

Burde Talerne f. Eks. ikke have lært Nordmændene og Svenskerne at være forsigtige med, hvem de slipper ind i Landet? Tatergutten "Østa Linas Knægt", kendt fra det tragiske Lensmand-mord. burde lære os at tænke lidt mere over Racebiologi. En Kontrol med Indvandringen har større Interesse for de nordiske Folk i Europas nordvestlige Hjørne end for noget andet Folk i Verden. De nordiske Folk har som de racereneste alt at tabe ved Blodblanding, men intet at vinde.

Det er ikke lysteligt at tænke paa, at Kommunerne aarligt giver Tusinder af Kroner i Fattigunderstøttelser til fremmede Indvandrere. Det er disse Fremmedelementer og deres Børn, der fylder vore Fængsler og Fattighuse. Det er heller ikke tiltalende at tænke paa, at de som internationale Forbrydere rejser Europa rundt under nordiske Navne som Danskere. Nordmænd og Svenskere. Det er paa linje Tid, at Nordens Folk slutter sig sammen om en Indvandringspolitik.

Pe nordiske Lande bor ligge aabne for alle af vor egen Race og nærbeslægtede, som kommer i Kunstens, Videnskabens, Teknikens og det produktive Arbejdes Tjeneste. Men naar Sydens og Østens Frugtbarhed kræver Plads og vil høste, hvad andre har saaet, saa lad os bygge en Port - og ikke nok med det: Lad os ogsaa spærre den.

(Nationaltidende, 22. maj 1927).

Jon (John) Alfred Hansen Mjøen (1860-1939), norsk kemiker og farmaceut, studier inden for racebiologi og eugenik. Fremlagde 1908 "Norske program for rasehygiene". Deltog sammen med Ploetz ved stiftelsen af "Den internationale eugeniske føderation" i 1912, med Mjøen som vicepresident. Mjøen gik også ind for at det moderne samfund skulle nægte "dårlige arvebærere" (fx mentalt handicappede, forbrydere og prostituerede) at få børn. Som han også skriver i artiklen, fremhævede han "den nordiske race" som den mest rene.

Hans teorier fik stor modstand fra professorerne Kristine Bonnevie (1872–1948) og Otto Lous Mohr (1886–1967) og helsepolitikeren Karl Evang (1902–1981) som fremhævede at hans teorier savnede ethvert videnskabeligt grundlag. 

Han startede tidsskriftet "Den Nordiske Race". Med foredraget "Hvad koster minusindividene stat og samfund?" rejste han fra 1924 rundt i verden, bl. a. var han 1928 hos Mussolini. Under 2. verdenskrig tog det nazistiske Nasjonal Samling hans teorier til sig, og siden 2. verdenskrig har racehygiejniske teorier været anset for politik, ikke videnskab. Selv døde han i 1939 hvorfor vi ikke ved hvordan han ville have stillet sig.

En af de Boligløses Boliger. (Efterskrift til Politivennen).

 

Et utæt Bræddeskur, hvis Ydervæg paa to Sider maa dækkes med Græstørv.

Saaledes - eller endnu værre - ser de ud, mange af de Hytter i Byens Omegn, hvor boligløse Familier har søgt Tilflugt. Der er og kan aldrig blive hyggeligt i et saadant Skur ude paa en bar Mark, især ikke, naar Regnen pisker og Sneen fyger, eller naar Termometrets Kviksølv staar nogle Grader under Nul. Naturligvis er det kun den haardeste Nød der kan faa en Mand til at anbringe Kone og Børn i den Slags Boliger, der jo slet ikke kan opvarmes ordentligt, selv om der ogsaa er en Ovn og noget at putte i den. Men hellere end at friste Tilværelsen i en Baghuskælder. hvor Lys og Luft er lukket ilde, eller bo i en Barak og dele Køkken med 1-4 andre Familier, er der nit-an Mennesker, der vælger en selv nok saa primitiv Pakkasse paa Landet.

Det vilde jo være godt, om "Boligløses Dag" i Dag kunde skaffe lidt bedre Forhold for en Del af de Familier, der gerne vil holde sig oppe og som hidtil har kæmpet en fortvivlet Kamp mod Bolignøden. Derfor bør Publikum i Dag tage vel imod de Mennesker, der heder om en Skærv til det smukke og samfundsnyttige Formaal.

(Aftenbladet, 28. maj 1927).

Bolignødens Svøbe. (Efterskrift til Politivennen).

25,000 Mennesker lever stadig under Bolignødens Svøbe og der mangler 17-18,000 Lejligheder

Borgmestrene Viggo Christensen og Hedebol udtaler sig om Boligsituationen. - Huslejelovens Ophævelse vil skabe en stærk Strøm af Husvilde.

Grundejerforeningerne udfolder i denne Tid en stærkere Agitation end nogensinde for at komme Boligloven til Livs og faa den afskaffet, og det hænger selvfølgelig sammen med, at de haaber at skaffe sig Gehør hos den nuværende Regering, i hvilken de har en femte Prioritet i Sundhedsministeren, Dr. Rubow, der for at blive genvalgt til Borgerrepræsentationen søgte at fiske saa mange Grundejerstemmer som muligt. 

I denne Agitation anvender Grundejerforeningerne to Argumenter, nemlig at de mange ledige  Andelslejligheder viser, at der faktisk ikke længere er nogen Bolignød i København, og at Boligloven staar hindrende for det private Byggeri, derved at den opretholder en saa lav Leje i de gamle Ejendomme, at Folk foretrækker at blive boende der, fremfor at betale de højere Lejer i nye Huse. Men kunde man sætte Lejen op i de gamle Ejendomme efter Behag, vilde Folk foretrække at komme til at bo i nye Lejligheder, og da kunde der atter blive Profit for Private ved Byggeriet.

Bolignødens bitre Tal.

Er det nu virkelig saaledes, at der ikke længere er Bolignød i København, eller er den dog taget kendeligt af?

V i spørger Borgmester Viggo Christensen, der svarer:

- Vi mangler 8 a 9000 smaa Lejligheder i København, der kan lejes ud til en forholdsvis billig Pris, og der er desværre ingen Nedgang i Bolignøden.

Fraset de mange Mennesker, der bor i Lysthuse, er vore Husvildeafdelinger stadig stærkt optagne, og vi er fremdeles kun i Stand til at tage os af de Familjer, der bliver sat paa Gaden. Dem maa vi jo anbringe, men andre kan vi ikke skaffe Plads til, hvor nødvendigt det end kan være, og hvor daarlige og usunde Boliger, de end har.

I vore Husvildeafdelinger har vi 1750 Familjer med tilsammen 7500 Personer.

Der er 3300 Familjer paa ialt 900 Personer, der er indlogeret hos andre Familjer.

I Lysthuse og usunde Lejligheder bor der 2700 Familjer med 8 a 9000 Familjemedlemmer. 

Af disse er der mange, der bor i daarlige og usunde Kælderrum og i Pulterkamre paa Lofter, der er indrettet til Beboelse. Det er Familjer, som vi har faaet opgivet fra Boligtilsynet, men foruden dem er der sikkert mangfoldige Familjer, der bor i saa usle og usunde Lejligheder, at de ikke vilde blive taalt som Beboelse under normale Forhold. 

Overfor denne Bolignød staar de 600 Lejligheder til normal Beboelse, som nu hører under Husvildeafdelingerne, og det Antal Andelslejligheder, der er ledige, og hvis Tal jeg ikke kender.

Der er saaledes stadig stor Bolignød her i København. Den er ikke væsentlig forandret.

Hertil kommer, at Byens normale Tilvækst kræver 3000 nye Lejligheder hvert Aar. Saa mange bygges der ikke for Tiden.

Derfor er der i den nuværende Boligsituation ikke nogen Basis for en Agitation for at faa Boliglovene ophævet, og der er heller ingen Grund til at ophæve de nuværende Restriktioner for Tilflyttere. Det er vistnok her en almindelig Anskuelse, at vi har givet noget efter her. Det er en Misforstaaelse. Der er kun sket det, at Kommunen har givet Tilladelse til Indflytning i nogle af de dyreste Lejligheder. Men det er kun sket i et minimalt Antal Tilfælde, og Kommunen er fremdeles nødt til paa Grund af Boligforholdene at opretholde Forbudetmod Tilflyttere.

Boligsituationen er bleven end alvorligere paa Grund af Erhvervskrisen og den deraf følgende Arbejdsløshed, idet der er mange, der ikke kan svare en normal Husleje. Dette har skabt forøgede Vanskeligheder, og derfor er der nu Bestræbelser i Gang for at faa dannet et socialtfilantropisk Selskab for om muligt derigennem at skaffe Boliger til en billig Leje.

Borgmesteren slutter med at betone at den stigende Husleje allerede nu bringer Folk ind under Kommunens Boligforsorg, men ophæves Boligloven og faar Grundejerne Lov til yderligere at forhøje Huslejerne, er der Fare for, at denne Strøm kan blive stærkere, og at der skabes et større boligproletariat.

Der mangler 17-18,000 Lejligheder.

VI taler derefter med Borgmester Hedebol, som udtalte:

Jeg kan ud fra min Erfaring sige, at der fremdeles hersker stor Bolignød i København. Det er vanskeligt at gøre op, hvor mange Lejligheder vi mangler. Jeg har nylig set, at en statistiker paa Grundlag af Befolkningstatistiken over Personer som er gifte eller har været gifte har udtalt den Anskuelse, at vi endnu mangler 17 a 18000 Lejligheder for at tilfredsstille det tilstedeværende Behov og tilvejebringe en rimelig reserve. Hertil kommer, at der nu i en Snes Aar næsten ingen gamle Huse er nedbrudt i København, og alle ved, at der findes et meget, betydeligt Antal Huse, hvor Lejlighederne i Virkeligheden er ganske utjenlige til Menneskeboliger. Af Færdselshensyn haaber jeg, at Kommunen indenfor en ikke altfor fjern Fremtid kan gaa i Gang med den besluttede Udvidelse af Torvegade. Herved vil yderligere et stort Antal Familier miste deres nuværende Bolig.

Hvad Kommunen har udrettet.

Kommunen har for det først i størst mulig Udstrækning udnyttet Statsboligfondsloven, ligesom den hidtil fuldt har udnyttet de tidligere tilsvarende Love, og Kommunen fortsætter i størst mulig Udstrækning sit eget Boligbyggeri.

Kommunen har saaledes indtil nu ved Tilskud og Laanegaranti til et Beløb i af 87 Mill. Kr. fremskaffet og bidraget til at fremskaffe 21000 Lejligheder. Paa Grund af den forringede Statsboligfonds-Lov har det i nogle Tilfælde været nødvendigt, at i Kommunen uden Statens Medvirkning og bagved Statslaanet støtter Laan eller tilsiger Laan for at det private Boligbyggeri ikke skal gaa i staa. Desværre har det borgerlige Mindretal i Kommunalbestyrelse ikke kunnet give denne Støtte sin Tilslutning.

Det kommunale Byggeri

Med Hensyn til Kommunens eget Byggeri er der at sige, at vi nys har fuldført to store Karréer, ved Ny Carlsbergvej med 224 Lejligheder og ved Strandboulevarden med 116 Lejligheder. I Løbet af Foraaret og Sommeren vil tre nye store Karréer blive færdige, ved Kirkegaardsvej med 168 Lejligheder, ved Sdr. Boulevard med 196 Lejligheder og i Sjællandsgade med 215 Lejligheder.

Under Opførelse er en endnu større Karré ved Enghaveplads med 348 Lejligheder.

Kommunen har saaledes fortsat henved 1000 Lejligheder under Opførelse, og forhaabentlig vil Kommunen se sig i Stand til fortsat i størst mulig Udstrækning at øve denne Virksomhed, der jo tjener det dobbelte Formaal at afhjælpe Bolignøden og at modvirke Arbejdsløsheden.

De nye Lejligheder kan lejes ud.

Vi bemærker, at Grundejerne paaberaaber sig de mange ledige lejligheder som et Bevis paa, at ingen Bolignød er mere.

Hertil svarer Borgmesteren:

Den sidste Opgørelse, nemlig den 1. Decbr. 1926, viste, at der var 1520 ledige Lejligheder i nye, privat førte Huse. I de samme Huse er der endnu ledige Lejligheder, men Antallet er dalet betydeligt.

Vanskelighederne her er denne, at disse Huse er opført eller delvist opført under Inflationsforhold, men er kommen frem paa Boligmarkedet i  Deflationens Bølgedal, hvor Befolkningens Købekraft er væsentligt forringet ved Lønreduktioner og Arbejdsløshed, men alle Vanskeligheder tiltrods viser det sig dog, at Antallet af disse Lejligheder stadig bliver mindre. 

Nu begynder nye Huse at nærme sig deres Fuldendelse. De er opført helt eller delvis i Deflationstiden, og altsaa til noget lavere priser, og her viser det rig glædeligvis, at Afsætningen af Lejligheder gaar langt lettere.

Jeg har saaledes foran mig liggende en Opgørelse over fire Byggeforetagender af denne Kategori. Det første ventes færdigt omkring 1. April og omfatter 84 Lejligheder. Disse var alle udlejede den 1. Marts. Det næste, der omfatter 158 Lejligheder, ventes færdig den 1. Maj, og alle disse Lejligheder var ogsaa udlejet d. 1. Marts. Det tredje ventes færdig den 1. Maj og omfatter 169 Lejligheder. Disse var udlejede den 1. Marts paa 27 Lejligheder nær. Endelig har vi det Fjerde, der ventes færdig den 1. Juni. Her er alle 70 Lejligheder allerede udlejede.

Disse 4 Byggeforetagender, hvis FuldendeIse ligger et Stykke frem i Tiden, omfatter saaledes 481 Lejligheder, der alle paa 27 nær er udlejede. Ogsaa Indskudene i disse noget Billigere Huse synes efter Omstændighederne at gaa bedre ind, end man havde turdet vente. Af et samlet Indskud paa 215,000 Kr. var der pr. 1ste Marts Indbetalt 87,000 Kr. 

Borgmesteren fortsætter:

Det, der nu efter min Mening tiltrængt nu, er, at Indenrigsministeren imødekommer det Ønske, som Københavns Kommunalbestyrelse enstemmigt har fremsat om, at Statsboligfondslovens Prgf. 5 bringes i Anvendelse eer »In Forudsætning, saaledes at Huslejen i Inflationens dyre Huse kan bringes ned saa vidt muligt til de ca. 10 Kr. pr. Kvadratmeter, som svarer til de nuværende Byggeomkostninger. Efter dette, tror jeg, at det vil være muligt efterhaanden dog at vinde noget Ind paa Bolignøden og i tilsvarende Grad at af hjælpe de sociale og moralske Onder, som den volder, men en ubetinget Forudsætning herfor maa det være, at den nuværende Huslejelov opretholdes, samledes som Forudsætningen hele Tiden har været.

(Social-Demokraten 15. marts 1927).

Hundreder af Familier i usunde Lejligheder.

De kan tiltrods for Lægeattest ikke faa nogen anden Beboelse.

Hvorledes Folks Sundhed undergraves paa Grund af Bolignøden.

Der kom i Gaar en Mand op paa Social-Demokratens Kontor og spurgte, om vi ikke kunde skaffe ham en Lejlighed i en af Kommunens nye Ejendomme. Hans Hustru havde nu ligget syg paa Hospitalet i 8 Maaneder af en Sygdom, der var foranlediget af den fugtige og usunde Lejlighed, de maa bebo, og Lægen har erklæret, at det er absolut sundhedsfarligt for hende at opholde sig i denne Lejlighed.

Vi talte derefter med Kontorchef Halmind, der leder den kommunale Afdeling for Huslejemaal, og Hr. Halmind svarede straks: Nej, vi kan ikke stille ham bedre end de andre ca. 400 Familier, der har Lægeattest for, at den Lejlighed, de bebor, er sundhedsfarlig, foruden alle de mange, som Boligtilsynet har indstillet til at faa en anden Lejlighed, fordi den de har, nærmest er uegnet til at tjene som Menneskebolig.

VI maa gaa frem paa den Maade. at vi først og fremmest, naar vi faar en Ejendom færdig, sørger for at anbringe de Husvilde der, som kan betale Lejen og ønsker at komme ind under ordnede Boligforhold. I anden Række maa vi derefter sørge for de Mennesker, der bor i usunde Lejligheder, men her maa vi jo desværre ogsaa tage al dem. der kan betale Huslejen.

Men der er Hundreder af disse Familier, som vi absolut Ikke for Tiden kan gøre noget for. De bor i elendige Lejligheder i Baggaarde, hvor de maaske betaler en Snes Kroner om Maaneden, og de kan ikke betale mere i Husleje. Vi er klar over, hvor forfærdeligt det er i sanitær Henseende, at disse Mennesker maa blive boende, men hvad skal vi gøre? Vi har ingen Steder, hvor vi kan anbringe dem til den Leje, de kan betale.

Det er jo endog saaledes, at vi maa lade Folk blive boende i usunde og daarlige Baggaards-Lejligheder i de gamle Ejendomme. Kommunen efterhaanden har erhvervet sig, Vi har ingen andre Steder at anbringe dem.

Saavidt Kontorchef Halmind som med sine Udtalelser har aabnet et nyt Indblik i den herskende Bolignød og dens ødelæggende Følger. Hundreder, ja maaske Tusinder af Familier, der maa leve i sundhedsfarlige Boliger, fordi det er umuligt for Tiden at skaffe dem bedre Boligforhold, og hvis Sundhed Dag for Dag undergraves, saaledes at de maaske faar Mén deraf hele deres Liv.

Og saa vover Grundejerne af Poul Rasmussens Støbning at paastaa, at der nu ikke længere er Bolignød i København.

(Social-Demokraten, 18. marts 1927).

Familien Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Stakkels Mo'r - ! 

Børstenbinder Jensens Hustru, fotograferet i Hjemmet i Husvildebarakkerne paa Finsensvej sammen med 8 af sine 12 Børn, hvis Fader sidder arresteret for Drabsforsøg paa det ene af disse.

Det uhyggelige Drabsforsøg, der i Forgaars Aftes blev forøvet paa Trappegangen nede i Holbergsgade af den 44 aarige fhv. Børstenbinder, nu Arbejdsmand Oscar Ludvig Jensen, som i en Rus gjorde et desperat Forsøg paa at strangulere sin lille 5-aarige Søn, har aabnet for et Indblik i et Hjem og et Familieliv, der i sin hjertegribende Fortvivlelse ligefrem synes at trodse al Menneskelighed.

Familien bestaar, som vi fortalte i Gaar, af Mand, Hustru og 12 Børn, af hvilke de to ældste, der er henholdsvis 16 og 12 Aar, opholder sig hos nogle Slægtninge paa Fyen, - hvorfra familien for nylig er kommen her til København, - medens en 8-aarig Dreng, der er stærkt kirtelsvag, er paa Sanatorium, og den 5-aarige Dreng, der var Genstand for Attentatet fra Faderen, og som for øvrigt er noget aandssvag, foreløbig er anbragt paa Hospitalet. Tilbage paa Hjemmet derude i Barakkerne paa Finsensvej Nr. 259 sidder den stakkels Mo'r med de tilbageværende 8 Børn, som man ser dem her paa Billedet, vor Fotograf tog derude i Gaar.

Fru Jensen, der kun er 39 Aar gammel, gør et svageligt og forkuet Indtryk, udslidt, som hun er af Kampen for Tilværelsen, og medtaget af de mange Børnefødsler. Paa vort Billede, der staar som en ligefrem uhyggelig Dokumentation for Berettigelsen af Dr. Leunbachs Kamp for Børnebegrænsningen, ser man i bageste Række fra Venstre til Højre den 10-aarige Anna Marie, den 9-aarige Jens, Wilhelm, 7 Aar, og Jens Peter 6 Aar - i forreste Række, fra Højre til Venstre: Knud, 3 Aar, Niels, 1 Aar, og Klara, 2 Aar nærmest ved Moderen, der paa sit Skød bærer den sidste af Flokken, som kom til Verden for kun 3 Uger siden.

Den stakkels Mo'r, der endnu i Gaar Middags intet anede om Mandens Forbrydelse overfor den lille aandsvage Dreng, men troede, at han kun var anholdt for Beruselse og inden længe vilde komme hjem igen, sidder nu alene med Børnene derude i det fattige Hjem. Hun kender ikke et eneste Menneske her i Byen, eftersom det kun er ganske kort tid siden, Familien kom til København og flyttede ind i Husvildebarakkerne efter at være hjemsendt ovre fra Svendborg, idet Jensen er forsørgeIsesberettiget paa Frederiksberg.

Beboerne derude i Barakkerne akildrer for øvrigt Jensen som en skikkelig og fredsommelig samt meget flittig Mand, der stadig har slidt, dels som Arbejdsmand og dels som Børstenbinder, for at skaffe det nødvendige til Livets Ophold for sig og sine, saa man staar ganske uforstaaende overfor hans Forsøg paa at dræbe den lille Dreng.

(Aftenbladet (København) 11. maj 1927).

Han drak Fattighjælpen op i mange Aar.

Det har vakt Opmærksomhed, at man under en nu afsluttet Nævningesag i Kobenhavn erfarede, at Oscar Ludvig Jensen - Manden, der forsøgte at kvæle sin lille Søn - en lang Aarrække igennem, tilsyneladende i en Snes Aar, har drukket de Penge op, han fik udbetalt i Understøttelse gennem Fattigvæsenet til sig og sin Familie. Han boede paa Frederiksberg, hvor han fik udbetalt 40 Kr. om Ugen - og efter hans egen Forklaring for Retten havde man Indtrykket af, at disse Penge for Størstedelen omsattes i Spiritus.

- Saa slemt har det nu ikke været - siger Ekspeditionssekretær Larsen, med hvem "Berlingske Tidende" har drøftet Sagen. Men, det er rigtignok, at Manden drak; og vi har ogsaa haft vor Opmærksomhed henvendt derpaa og har saa vidt muligt sørget for, at det var Konen, der kom og hævede Pengene. Men hun har ikke kunnet komme hver Gang, bl. a. ikke naar hun laa til Sengs efter Barnefødsler. Vi har da passet paa, saa godt det lod sig gøre, og f. Eks. udbetalt den ugentlige Understøttelse i to Portioner. Manden har som sagt drukket en Del, men alle Pengene har han ikke kunnet omsætte i Spiritus, ellers hævedes vilde Familien jo ogsaa være døde af Sult. 

Ekspeditionssekretær Larsen bemærker iøvrigt, at Jensen kun har boet knapt et Aar paa Frederiksberg, og at han før den Tid har faaet Fattigunderstøttelsen paa Landet.

- Hvorledes er det iøvrigt muligt, at en Mand, der saa lang en Aarrække igennem har været under Fattigvæsenet, kan opnaa Tilladelse til at gifte sig?

Af Papirerne fremgaar det - siger Ekspeditionssekretæren - at Jensen i Juli 1920 fik Tilladelsen til at gifte sig. Det skete iøvrigt efter Indstilling af Fængselshjælpen og paa et Tidspunkt, da han ikke havde faaet saa særlig megen Fattighjælp. Han havde den Gang boet sammen med sin senere Kone i længere Tid og faaet 6 Børn med hende. Det Offentliges Understøttelsespligt blev iøvrigt ikke større ved den Lejlighed.

(Ribe Stifts-Tidende 12. oktober 1927).

Et nævningeting idømte senere på året Oscar Ludvig Jensen 4 års forbedringshus.

En skandaleaffære fra Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Gravstedet der blev solgt to gange.

Det var optaget da det skulle tages i brug.

På Østerbro tales der i disse dage meget stærkt om en affære fra Holmens Kirkegård af ikke helt almindelig art.

En familie, der har købt et gravsted, fik for nogen tid siden anmodning om at fjerne det lig, der uretmæssigt var blevet begravet der. Der blev naturligvis stor bestyrtelse over denne anmodning, og man henvendte sig på kirkegårdens kontor og foreviste den kvittering, man i sin tid havde fået.

Til en begyndelse blev kvitteringens ægthed bestridt, men imidlertid blev en af kontorpersonalet klar over at det var ham, der havde skrevet kvitteringen, hvorefter sagen blev taget op til en grundig undersøgelse.

Af denne fremgik det, at alle de gravsteder, der var købt for en årrække, men som ikke var blevet tilset gennem flere år, var solgt påny. Således også det gravsted, her er tale om.

I 46 år havde gravstedet ikke været tilset, og det var derfor blevet solgt igen.

Nu, efter at den ny ejer har haft det i 11 år, vil skæbnen, at de gamle ejere, efter 57 års forløb, atter får brug for gravstedet, og så finder det overdraget på andre hænder. Nu raser der en hård strid om, hvem der har ret til det.

Således fortælles det. Vi har forsøgt at komme i forbindelse med klokkerkontoret uden at det dog er lykkes os, men vi skal i morgen vende tilbage til sagen.

(Folkets Avis - København, 6. maj 1927).

Affæren fra Holmens Kirkegård.

Der er iværksat en undersøgelse for at få opklaret den mystiske sag.

I anledning af den i går omtalte affære fra Holmens Kirkegård hvor et gravsted er solgt to gange, har vi i går henvendt os til klokkerkontoret hvor vi talte med hr. kancelliråd Hansen der imidlertid kun kunne give den besked, at der er en undersøgelse i gang for at få sagen opklaret, og før det sker, kan der ikke meddeles noget.

Kancelliråden ville dog ikke benægte at der var en stor sandsynlighed for at den kedelige fejltagelse foreligger.

(Folkets Avis - København, 7. maj 1927).

Uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Enken fandt sin mands grav kastet op og en anden begravet deri.

På Holmens Kirkegård i København har en gammel dame i firserne, enkefru Rafn, i mange år med stor omhu tilset og passet sin afdøde mands grav. En dag fornylig, da hun som sædvanlig kom på kirkegården, fandt hun til sin forfærdelse graven udslettet, og i dens sted var en frisk grav. Gravstenen var blevet fjernet og sendt til stensliber for at blive gjort rede til et nyt navn.

Da enken undersøgte forholdet, viste det sig, at familiegravstedet var købt på 40 år og at denne tid var udløbet, så administrationen var i sin juridiske ret til at lade en anden få graven. Kirkegården havde ikke, hvad man ellers plejer, givet meddelelse om, at retten til gravstedet skulle fornyes.

Grundet på klager over dette og lignende forhold på kirkegården, vil man nu udarbejde forslag til en omordning af kirkegårdens administration.

(Demokraten (Århus) 9. juli 1928).

En uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Graven var sløjfet og kirkegårdsledelsen havde glemt at meddele enken det.

Da enkefru Rafn forleden kom ud på Holmens Kirkegård i København for at se til sin afdøde mands grav, blev hun forfærdet over at opdage, at graven var sløjfet og gravstenen sendt til sliber for at blive slebet af til et nyt navn på den friske grav, der var anlagt på pladsen.

Administrationen var i sin juridiske ret: Familiegravstedet var købt på 40 år, og tiden var udIøbet, og retten til gravstedet var ikke blevet fornyet. Familien havde ikke været opmærksom på at de 40 år var gået. Uden at give noget varsel, uden at skrive til familien, uden at sætte sig i forbindelse med enken, som til stadighed kom på kirkegården og passede graven omhyggeligt, havde man taget gravstedet i brug påny.

Der har været ført forhandlinger med Marineministeriet, under hvilket kirkegården sorterer; men her har man holdt sig til sin juridisk i ret også under hensyn til at enken efter den sidst begravede mand var fortvivlet ved tanken om at kisten skulde flyttes.

I "Politiken" udtaler kaptajn baron Schaffalitzky de Muckadell i Marineministeriet, at man havde ladet et år gå over tiden. Man kendte ikke den gamle dames adresse, men for fremtiden vil man på gravstederne opsætte plader, når lejemålet er ved at udløbe, og så undgå en gentagelse af dette pinlige tilfælde. I det hele taget, udtaler kaptajnen, går vi i gang med en systematisk ændring af administrationen. Den har ikke været så god, som den burde være.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. juli 1928)