21 februar 2024

Hans Dragehjelm (1875-1948) - Sandkassens Opfinder. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Dragehjelm: Leg - Arbejde - Børnelegepladser

Legen virker ikke blot adspredende, men tillige opdragende paa Barnet! Alle sjælelige Kræfter kommer i Brug, ikke mindst Fantasien. Den er Barnets Ledestjerne i Lege-Landet. De Indtryk, som Barnet faar fra sine Omgivelser, fra Legen og Legetøjet, arbejder det med paa sin Vis. Indtryk knytter sig til Indtryk; Barnet skaber herved sin egen Verden, hvor det føler sig som uindskrænket Hersker, fordi denne Verden er et værk af dets egen Fantasi. Der lægges herigennem den første Grund til den lille Barnepersonligheds Udvikling. Digteren og Folkeopdrageren Jean Pauls Ord lyder lige saa advarende som sundt naar han udbryder: "I Forældre, rør ikke ved Støvet paa Eders Børns Sommerfuglevinger". Med denne Digterens manende Røst i Minde maatte mangen voksen ofte have Grund til at ihukomme sine Misgreb overfor Barnet, naar Barneværelset ved Fødselsdage og Julefester forvandles til en Legetøjsbutik, hvor gode og velmente Gaverne end maatte være. I denne Butik fandt vel mangt et Barn sit Ønske opfyldt, men heller ikke mere. Thi Legetøjet bød det ikke nye Felter for ny Virksomhed, naar det modtages fikst og færdigt. Det blev et Ønskes Opfyldelse uden nogen varig Tilfredsstillelse.

Byd som Modsætning hertil det Legetøj, der hedder Sand! Børn lige fra 2-8 Aars Alderen elsker at rode i Sand, at bygge, grave og forme Figurer. De lader al deres Opfindsomhed raade deres arbejdende Fantasi finder Næring, og deres legemlige Kræfter kommer i Brug. Sand - den største Pædagog, siger et Visdomsord i Folkemunde i Tyskland.

Sandet gaar Børnene øjeblikkelig i Lag med, hvor de finder det - paa Strandbredden eller hos Brolæggeren paa Gaden. Grus, Jord, Bark er lignende Legematerialier, ja, endogsaa Grøftens Mudder-Masse eller Rendestenens Pladder kan friste de virksomme Barnehænder og lægge Barnets frodige Fantasi. Det var ved Rendestenen, Præsten traf Barnet i Færd med at forme sin Figur. Hvad laver du dér, spurgte han Barnet, - en Kirke, var Svaret. - Skal du saa ikke ogsaa have en Præst? . - Nej, jeg har ikke Skidt nok, lød Svaret.

Som det gaar med Barnets Trang til at grave og forme, kort sagt arbejde med sine egne barnlige Formaal for Øje, saaledes gaar det ogsaa med dets Trang til anden Bevægelse, til at kravle og klatre, vippe og gynge. Børn er mange Husværters Skræk, fordi Ejendommens Inventar i Form af Porte, Døre, Laager, Stakit, Skur osv. ikke kan være i Fred for Børnene; under deres  Tumlen og Leg laver de Spektakler med disse Ting, snart hist snart her.

Dybest set er det ganske uretfærdigt at skænde paa Børnene for dette Hærværk. Var der i Husets Nærhed eller, endnu bedre, paa selve Ejendommens Grund, en Legeplads for Børnene er der ingen Tvivl om, at de ogsaa nok lod Ejendommen i Fred.

Leg er lige saa nødvendig for Børn som Mad og Drikke. Leg - navnlig i det fri - er Udløsning af det mægtige Fond af Arbejdsevner og Energi, som ethvert sundt og normalt Barn sidder inde med.

Uden videre at ville lægge Beslag paa denne Arbejdskraft og omsætte den i "fornuftigt" Arbejde, helt og holdent, gaar ikke an. En og anden Skumler kan maaske ikke se rettere, end at det er baade Synd og Skam, at der skal gaa saa megen Energi til Spilde til unyttig Leg. For hans Betragtning vilde maaske det selverhvervede Barn være en ret tiltalende Tanke. Man vil maaske i denne Forbindelse uvilkaarligt tænke paa de moderne amerikanske Børne-FilmsskuespilIere, der siges at lønnes med Beløb langt over Ministergager. Men heldigvis behøver man ikke at gaa til saadanne Betragtninger for at kunne indføje Arbejdet som et naturligt Led i Barnepersonens Tilværelse.

Ret beset er Leg intet mindre end et saa fornuftigt Arbejde og er saare nyttigt. Har den moderne Samfundsbetragtning gjort Arbejdet til Menneskets Adelsmærke "Arbejde adler" lyder jo en vidtforgrenet, landskendt Forenings Samlingsmærke - saa kan Børnenes Leg siges at passe fortrinligt ind i Udviklingen. Intet er Børn kærere end Arbejde og Syssel - paa deres Maade naturligvis. De vil ogsaa gerne kende "Slidet". I et gammelt Ord fandt Menneskets oprindelige Vilkaar sit klassiske Udtryk, naar det hedder: "I dit Ansigts Sved skal du æde sit Brød". Paa tilsvarende Vis har Menneskenes Børn Attraa efter Arbejdets Møje og vil gerne mærke at de bliver sultne, tørstige, varme og trætte deraf.

At den fri Leg virker adspredende og fornyende paa akkurat samme Maade som vel tilrettelagt Arbejde, skyldes Slægtskab mellem begge. Man ranker sig derved. For Barnet ligger udbredt en Verden af Foretagsomhed, af Øvelser og smaa Forsøg. Det er dets Arbejde mark paa samme Maade, som den voksne har sin Forretning eller sit Hverv. Lediggang er i Virkeligheden et Kunstprodukt, avlet under en misforstaaet Indgriben udefra i Opdragelsen.

At lade Barnet regere i sin egen, lille Verden og følge Naturens Love, bliver derfor for den opmærksomme Iagttager den Leveregel, der straks melder sig lige saa selvfølgeligt som naturligt.

Som Emil Aarestrup siger det i sit Digt:

O Børn. I støjende, som gør mig Huset
Med al sin Sneverhed saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leg beruset
og til et Barn igen lyksalig gjort!

Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
end I med eders fagre Uskykisstand;
og kom jeg videre end mine Fædre
i dette Skyggernes og Tvivlens Land!

Leg eders Legi I kan som jeg behøve
en Tumleplads for eders Luner smaa.
Det samme Børneværk vi alle øve;
vi støje, larme, sukke og forgaa.

Børn skal have et Sted, som er deres eget Rige, hvor ingen Voksen blander sig i hver en Smaating, som de foretager sig, Skolen lægger daglig sit rigelige Beslag paa det opvoksende Barn, saa snart det naar lidt frem i Aarene; Hjemmet kræver maaske ogsaa lidt bundet Arbejde - en lille Broder eller Søster skal passes, der skal løbes Ærinder for Mor - og det er ingenlunde de ringeste Hjem, som saaledes forstaar at lede det halvvoksne Barns Vilje og Evne i Retning af direkte og nyttigt Arbejde.

Men Barnet har sin daglige Ret til at færdes i sit eget Rige, selv om det kun sker for et Par Timer, hvor det kan udfolde sig efter sin Natur og Lyst. Har Barnet Lejlighed til at finde denne Tilfredsstillelse sammen med Kammerater paa en Legeplads med Sandkasse og med gode, solide Legeredskaber, er her en ypperlig, ja den bedste Forskole for Livet.

Thi det Barn, der har Lejlighed til at lege, og som lige fra lille lærer Virksomheden, den frivillige Virksomheds Velsignelse at kende, at føle Arbejdet, det forholdsvis tunge og trælsomme Slid senere i Livet, ikke som en Byrde, men som en Opgave, der ligger for, og som man derfor trøstig giver sig i Lag med som om det hele var en Leg! Et Barn derimod, som lige fra lille kun kender dels Arbejdets Tvang, dels Uvirksomhedens sløvende Indflydelse, vil let engang komme til at tilhøre de kroniske Lediggængeres samfundsødelæggende Hær.

Der er en æggende og stor Sandhed i den amerikanske Legepladsforkæmper Joseph Leos Ord: "Drengen uden Legeplads er Fader til Manden uden Arbejde."

Vort Indenrigsministerium har gennem Cirkulærer søgt at interessere By- og Sognekommunerne for Iværksættelsen af de i Virkeligheden let overkommelig og lidet bekostelige Foranstaltninger, der kræves til Indretning af offentlige Børnelegepladser. Rundt om i Provins som Hovedstad staar der nu en Række Pladser, - disse Barnlighedens Monumenter, der vidner om Børnelegepladsernes Fremtrængen, og flere Pladser vil komme til. I Byplanloven af 18. April 1925 er der udtrykt, at der i Byerne bør søges tilvejebragt Mulighed for Anlæg af hensigtsmæssigt beliggende og velindrettede Børnelegepladser.

Ved Møder i Købstadforeningen og i Organisationen for de bymæssige Landkommuner og i mange tilsvarende Kredse og Organisationer har Børnelegepladserne være til Forhandling. Provinserne har jo Fortrinet m. H. t Arealerne. Her kan Legepladserne gennemføres i Tide og uden særlige Bekostninger, forinden Byerne vokser sig for tætte og store. Skal samfundsmæssig Børneforsorg betyde noget i Børnenes daglige Liv, er Legepladserne en Nødvendighed.

H. Dragehjelm.

(Social-Demokraten, 5. september 1927).

Andre længere artikler om emnet stod i Social-Demokraten for Randers og Omegn, 23. juni 1928, Nationaltidende 6. maj 1930, Demokraten (Århus), 13. juli 1930, Social-Demokraten, 6. juli 1935, 2. udgave og Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 11. juli 1935, Nationaltidende, 15. maj 1944. Om andre emner skrev han en artikelserie til Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. december 1928, 29. december 1928, 7. januar 1929, 26. februar 1929 om "Østerland".

Legepladsen i Rosenborg Have. Social-Demokraten 22. august 1913. Legepladsen lå i en tidligere frugthave på hjørnet af Sølvgade og Kronprinsessgade. Fotoet er taget få dage efter opstillingen af legeredskaber, balancebræt, vippe osv. Tilsyneladende inspireret af Hans Dragehjelms ideer. 

I anledning af legepladsens 5 års jubilæum udkom nedenstående artikel:

Christianshavn Legeplads

Institutionen fejrer paa Tirsdag sit 5 Aars jubilæum

Paa Tirsdag er der gaaet 5 Aar, siden Christianshavns Legeplads paa Elefantbastionen indviedes.

Initiativet til Legepladsens Oprettelse skyldes Kommunelærer Hans Dragehjelm. Han rejste Sagen i Januar 1908, og et halvt Aar senere var Legepladsen altsaa indrettet. Det gik dog ikke saa let. De fleste stillede sig skeptisk, ikke overfor Ideen, men overfor Muligheden af at kunne realisere den. Christianshavns Vold var i tidligere Tid i høj Grad Sommertilflugtssted for Byens løseste Eksistenser, en Lersø, et Hotel Græsmejer for det christianshavnske Ros. Man spaaede, at hvad der blev rejst i Dag, vilde være revet ned i Morgen.

Hr. Dragehjelm lod sig imidlertid ikke afskrække. Han fik udmærket Støtte hos Politiassistent Hald og afdøde Fru Kaptajn Jürs, de nødvendige Pengemidler tilvejebragtes, Pladsen blev gjort i i Stand med Indhegning, Grusgrav, Vipper og andre Legeredskaber. Og Krigsministeriet gav den fornødne Tilladelse til at disponere over et passende Areal.

Den 15. Juli 1908 blev Legepladsen indviet, og det viste sig hurtigt, at den Ængstelse, man havde næret for Hærværk, var ugrundet. Politiet var parat til at tage Pladsen under sin særlige Beskyttelse, men dets Indgriben har aldrig været nødvendig, alt er gaaet med Fredelighed og i bedste Orden.

Legepladsen er blevet i højeste Grad paaskønnet. Børnene strømmede straks til den og har siden været dens trolige Gæster. En Optælling, der foretoges for et Par Aar siden, gav til Resultat, at Pladsen modtog over 100,000 Børnebesøg pr. Aar.

En Tid bestredes Udgifterne ved private Sammenskud. Siden 18. April 1911 har Foretagendet sorteret under særlig Forening, der har 300 Medlemmer og stadig omfattes med den største Interesse af Christianshavns Borgere.

Ogsaa Legepladsen er en Prioritet i den gamle Vold, som man bør respektere.

Pp.

(Riget. Illustreret Dagblad (København), 13. juli 1913).

Hans Dragehjelm arbejdede på Værneskolen på Maria Kirkeplads på Vesterbro. Herom følgende artikel:

Værneskolen paa Maria Kirkeplads.

Børnene leger ved Sandkassen.

Københavns Kommuneskole er i stadig Udvikling, og af de sidste Forbedringer er utvivlsomt den nye Værneskole paa Maria Kirkeplads en af de bedste. Tidligere var der rundt i byens Skoler Klasser for de svagest begavede Børn, som ikke kunde følge med ved den almindelige Undervisning En Del af disse Klasser er nu samlede i Skolen paa Maria Kirkeplads. Skolen begyndte i April Maaned

En Del af de svagest begavede Børn er det vanskeligt at lade sidde paa Skolebænk i 5 -6 Timer. Derfor lagges der Vægt paa at beskæftige dem i fri Luft, og de laveste Klasser faar Lov til under en Lærers Vejledning at lege, arbejde med Sand o. I , for derigennem at lære at bruge deres Hænder og at forstaa en Besked.

Som et Led i denne Undervisning er der i Gaarden anlagt en Legeplads med en stor Sandkasse. Vort Billede viser en saadan Scene, hvor Børnene af Sandet har dannet et bakket Landskab. Der er dannet en lille Skov af Kviste, og en lille Bræddebro fører over en lille Sø. Børnene spaserer med deres Værktøj over Broen

For Tiden har Skolen ca. 350 Elever.

(Bornholms Social-Demokrat, 6. oktober 1913)

Bygningen bag kirken var opført 1877 for den private Hauchs Latin- og Realskole, grundlagt af Adam Gottlob Øhlenschläger Hauch i 1872. Skolen blev nedlagt i 1890, hvorefter Københavns Kommune overtog bygningen i 1899. Bygningen blev ledig efter at kommunale mellem- og realklasser flyttede til Forchhammersvej. 

Fra 1900 havde Københavns Kommune oprettet værneklasser på skoler. Skolen blev også indrettet til tunghøre skolebørn. I 1916 begyndte 3 klasser svagthørende børn. Den fortsatte på Rysensteensgades Skole. Skolen havde en filial med 200 elever på Fælledvej 12. Børnene kom hovedsagelig fra små, fattige hjem, hvor de trængte til mad som i starten  blev lavet af et nærliggende afholdshjem. Tilsammen havde de to skoler omkring 700 elever. Skolen blev  nedlagt i 1982 og eleverne overført til Engskolen.


Foto af Hans Dragehjelm, Roskilde Avis, 3. juli 1935. Hans Dragehjelm var gift med en kommunelærerinde som omkom ved en ulykke i august 1916, kun 31 år gammel efter et 3 uger langt lidelsesforløb efter at være blevet kørt over at en sporvogn på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej. Hendes hånd blev revet af, og benet måtte amputeres..

Foto af Hans Dragehjelm i Social-Demokraten 16. februar 1945 i anledning af hans 70 års fødselsdag.

Hans Chr. Dragehjelm (1875-1948):

”Et frirum for en barndom i leg og læring. Det var ideen bag sandkassen, som kom til Danmark fra Berlin og London for knap 100 år siden. Det var timelærer på Christianshavns Vold, Hans Dragehjelm, der øjnede sandkassens potentiale. I 1907 blev en bunke sand anbragt midt i Rådhushaven i København. Året efter blev den fjernet igen, men på initiativ af Dragehjelm åbnede den første sandkasselegeplads i 1908 på Christianshavns Vold. Fortalere så sandkassen som et civiliseret alternativ til bybørnenes leg i rendesten og grusbunker. Som Hans Dragehjelm skriver i 1913: ”Paa Gaden gror de vilde Skud i Barneverdenen, og her vil alle Dage findes slette Elementer, Børnene bør vogtes imod.” Oprindelig var sandkassen rettet mod skolens elever, men da sandkasserne dukkede op på byens legepladser, blev den et småbørnsrum. Ideen om sandkassen blev båret frem af en nostalgisk drøm om at give et stykke natur tilbage til byens børn. I sandkassen blev bybørnenes leg lagt ind i hygiejniske og pædagogiske rammer. Og de fik særlige sandkassedragter på for ikke at smudse bytøjet til. Sandkassedragten blev senere videreudviklet til nutidens børnetøj: fl yverdragten. I modsætning til datidens dyre legetøj, der mere var til pynt end til brug, kunne børnene boltre sig i sandkassen: ”Her møder Barnet ikke den evindelige Retten paa sig, som er saa almindelig fra de Voksnes side.” Inden Dragehjelms død i 1948 var sandkassen blevet en institution – og så selvfølgelig at Dragehjelms arbejde er gledet over i ubemærkethed. Kilder: Ning de Coninck Smith: ’Legepladser og byudvikling i København 1830-1930’ ”

Sandkassen i Rådhushaven, Riget 29. maj 1913.

Dødsfald

Børnesags-Pionæren og Digteren, fhv. Kommunelærer Hans Dragehjelm

En Idealist og særpræget Personlighed, den gamle Nykøbingenser, fhv. Kommunelærer Hans DragehjeIm, København, er afgaaet ved Døden, 73 Aar gammel. 

Hans Dragehjelm var født paa Møllersvej i Nykøbing, Søn af forlængst afdøde Garver Christensen mange Aar havde han sin Gierning ved Københavns Kommunes Skolevæsen, en Gerning, han gik op i helt og fuldt som den fremragende Pædagog og store Børneven han var.

Man har kaldt Hans Dragehjelm for Sandkassens Opfinder, og der er noget om det. Han har nemlig i en Menneskealder i Skrift, Tale og Gerning arbejdet med Problemet Børnenes Leg. Han slog paa et meget tidligt Tidspunkt til Lyd for Indretning af Legepladser for smaa Københavnerbørn, og han har en meget stor Andel i, at der næppe findes et Anlæg eller en Park i nogen større dansk By, uden at der er tilknyttet en Legeplads 

Dragehjelm skrev i sin Tid en Pjece om "Barnets Arbejde i Sand", og det var denne, der gav Anledning til, at den af alle Børn saa højt elskede Sandkasse blev et uundværligt Led af enhver Legeplads. Dragehjelm arbejdede utrætteligt og uselvisk for denne Sag, foretog talrige Studierejser i Udlandet for at hente nye Ideer og Impulser, og efterhaanden slog Ideen virkelig an herhjemme. Paa hans Initiativ, og med ham som Raadgiver oprettedes i Aarenes Løb talrige offentlige Legepladser for Børn, baade i Hovedstaden og mange andre Steder i Landet. Hans Dragehjelm har skrevet en lang Række pædagogiske Afhandlinger og Vejledninger om sin Kongstanke - ogsaa i udenlandske Tidsskrifter, og for sin Indsats modtog han i sin Tid Ridderkorset.

Men Hans Dragehjelms Forfatterskab indskrænkede sig ikke til pædagogiske Problemer. Han havde sin Debut som Digter i Lolland-Falsters Stifts-Tidende den 9. Maj 1896 med et Digt "Ved Birket Sø", beskedent signeret "En Student". Gennem Aarene har han skrevet mange andre Ting til sit Barndoms Blad, baade Poesi og Prosa.

Et karakteristisk Træk for Dragehjelm var hans store Kærlighed til sin Fødeø. Hver eneste Sommer fandt man ham ved Marielyst, og der gik næppe en Sommer, hvor han ikke gav sin Glæde over Gensynet med Falster Udtryk i smukke Vers.

Hans Dragehjelm efterlader sig Hustru, men ingen Børn.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. april 1948).

Det omtalte digt stod ganske rigtigt i Lolland-Falsters Stifts-Tidende:

Ved Birket Sø den 8de Maj 1896.

Sol, o Sol, kast dine Straaler
Ned i gylden Farveglans
Over Birketsøens Vover
Over Søens grønne Krans!

Luft, o Luft, mens skjønt Du blaaner,
Tryk saa Søen til dit Bryst;
Men, o naar, ja naar Du graaner,
Slip dit Tag, forlad dens Kyst!

Fugl, o Fugl, paa dine Vinger
Flyv hen over Søens Spejl,
Ja, mens opad Du Dig svinger,
Styr din Kurs for fulde Sejl!

Sø, o Sø, ved dine Bredder
Yd et Tempel, et Asyl
For Enhver, hvad han end hedder,
Der vil undfly Larm og Hyl!

En Student

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. maj 1896).

Kommunelærer, Cand phil Hans Dragehjelm og Frederikke Dragehjelm. Gravsten på Vestre Kirkegårds lapidarium. Stenen blev fundet tilfældigt på Sydhavnstippen og bragt tilbage, dog ikke på det for længst nedlagte gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

20 februar 2024

De store Oversvømmelser i Gaar. (Efterskrift til Politivennen)

Overst: Kolonihaverne mellem Borups Allé og Hillerødgade under Vand. - Nederst: Bohavet flyttes ud

Skyernes Vandflod, der i Morgentimerne i Gaar styrtede ned over Hovedstaden og dens nærmeste Omegn, anrettede en Skade, som endnu slet ikke kan overses.

Vi omtalte i Gaar en Del af de Steder, der var bleven hærget af Vandfloden. Andet Steds i Bladet giver vi i Dag yderligere et Overblik over, hvad Uvejret har foraarsaget af Ødelæggelser.

Ovenfor bringer vi en Række Billeder, der er et tydeligt talende Bevis for Vandflodens Styrke. Navnlig i Havekolonien "Rosendal" paa Hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, en Koloni, der tæller 70 Smaahaver. blev haardt medtaget, dels som Følge af den styrtende Regn, dels som Følge af, at Lygteaaens Kloak sprang. Som man vil se paa ovenstaaende Billeder, stod Vandet herude en halv Meter højt, saa Folk maatte flygte ud af Husene.

Ca. et halvt Hundrede af de smaa Huse er paa det nærmeste ødelagt, og selvfølgelig er alt, hvad der vur dyrket af Havebrugssager, gaaet tabt

En ældre Dame, der laa syg i et af Husene, maatte i sin Seng anbringes med Benene oppe paa Stole, saa højt stod Vandet over Stuegulvet. Mange af Kolonihavernes Beboere maatte søge Tilflugt hos Familier og Bekendte. De, der trods alt vilde blive boende, blev færget til Indgangen af deres Sommerhjem paa sanimenbundne Ølkasser.

De fleste Beboere lider naturligvis et stort Tab.

I Kolonihaverne ved Borups Alle. En ung Pige maa "soppe" gennem Gangene.

Vandflodens Ødelæggelser i Gaar.

Falck maatte pumpe 131 Steder.
Landbohøjskolens Bibliotek under Vand.


Øverst: En Ellehammer Pumpe, koblet til en Fordvogn, i Virksomhed ved Isenkræmmerforretningen, Gothaabsvej 66, som stod fuldstændig under Vand. - Nederst: Kælderbutikens Indehaver i Vand til Knæene. 

København og dens Yderkvarterer fik i Gaar at mærke, hvad en Vandflod vil sige, selv om vi i Forhold til Ødelæggelserne i Udlandet maa siges at være sluppet naadigt. Men alligevel er den Skade, den styrtende Regn og de sprængte Ledninger medførte, meget betydelig.

Paa Forsiden omtalet i de vældige Oversvømmelser i Havekolonien "Rosendal" paa Hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, men ogsaa mange andre Steder fyldte Vandet Kælderne.

Saaledes stod Isenkræmmerforretningen i Kælderen til Ejendommen Godthaabsvej 66 fuldstændig under Vand, saa Varerne bogstavelig talt flød rundt i Butikken. Man fik saa fat i en Ellehammer-Pumpe, der kobledes til en Fordvogn, og paa den Maade lykkedes det i Løbet af nogle Timer at lænse Lokalerne.

Særlig ude paa Frederiksberg var det galt, fordi Kloakerne ikke kunde tage det nedstrømmende
Vand, som derfor hurtigt fyldte en Mængde Kældere.

Saaledes skete der meget betydelig Ødelæggelser i Landbohøjskolens Bibliotek, der er Installeret i Kælderetagen. Til alt Held lykkedes det Redningskorpset at faa bjerget en stor Del af do mest kostbare Værker, men mange Bøger blev ødelagt.

Den travleste Dag I Redningskorpsets Historie.

Dagen I Gaar blev forøvrigt ten travleste t Redningskorpsets Historie.

Sna snart Uvejret var trukket over ved 9-Tiden, blev Korpsets Telefoner bogstavelig talt blokeret i timevis.

Ialt var der indtil sent i Aftes pumpet 131 Steder, og endnu i Dag maa Arbejdet fortsættes, navnlig
i Kvarteret GI. Kongevej, Grundtvigsvej samt Pilealléen og Allegade.

Paa Godsbanegaardens Terræn ved Enghaven stod Vandet saa højt, at Rangeringen kun kunde foretages med største Vanskelighed, og Portørerne maatte arbejde barbenede, idet Vandet mange Steder gik dem til Knæene.

Ogsaa ude i Landet er der sket mange Oversvømmelser, flere Steder med Dæmningsskred ved Banelinierne, men København og Omegn fik denne Gang dog Hovedparten af Vandfloden at mærke.

(Aftenbladet (København), 16. august 1927).

Nu svømmer de Døde inde paa Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

 Vandfloden over Assistens Kirkegård.

Vi bringer her nogle billeder fra de store oversvømmelser på Assistens Kirkegård. Vandet har flere steder mishandlet gravstederne stygt, og på andre steder er der dannet hele indsøer med gravplantninger som småøer. Det er ikke mindst den nyere del af kirkegården ned mod indgangen ved Jagtvejen der har taget skade. Vort billede giver er indtryk af det udseende de dødes have viste i går melem bygerne.

(Social-Demokraten, 22. august 1927).

De store oversvømmelser i København.

Øverst: Redningskorpsets store motorsprøjte i pumpevirksomhed på Assistens Kirkegård - Nederst: De oversvømmede gange og gravsteder.

Styrtregnen har forårsaget store oversvømmelser i København. Allerede i lørdags var det galt på Assistens Kirkegård, og i søndags sted vandet yderligere, således at redningskorpset måtte pumpe hele dagen og må fortsætte mandag. Man måtte aflyse flere begravelser på grund af vandfloden.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 23. august 1927).


Redningskorpset overnatter på kirkegården.

Falcks redningskorps har haft ualmindelig travlt i de sidste dage. Siden i går morges har en skare redningsmænd arbejdet på at pumpe Assistens Kirkegård læns for vand, og det synes også som om det skal lykkes i denne omgang. Men det har været et stort og drøjt stykke arbejde - og for at det ikke skal være spildt, hvad der blev gjort i går, har redningskorpset ikke blot fortsat med udpumpningerne hele natten, men har også haft mandskab liggende beredt i et sovetelt der blev rejst på kirkegården.

(Klokken 5 (København), 27, august 1927).

København kunne den 28 august 1927 meddele at pumpningerne sluttede den 27. august 1927.

Stormen har, som det sædvanlig er tilfældet, sat Assistens Kirkegård under vand. Der pumpes altid efter en sådan naturbegivenhed. Men der er noget galt ved afløbsrenderne, og det røres der tilsyneladende aldrig ved. Derfor hedder det altid når vi har uvejr i København: Nu svømmer de døde inde på Assistens Kirkegård!

(Folkets Selvstyre, 1. november 1927).

Kloakering på Assistens Kirkegård.

Den smukke hovedgade der skærer Assistens Kirkegård fra Jagtvejen til Kapelvej, ligger i denne tid på et stort stykke hen i et frygteligt uføre. Der er nemlig igangsat et større kloakeringsarbejde der følger alleen som derfor graves op. 

Som man erindrer, var kirkegården i sommer under de voldsomme regnskyl mage steder fuldstændig oversvømmet, og man har derfor indset nødvendigheden af at have systemet i orden så man ikke når foråret kommer og med det muligvis nye vandstrømme, skal risikere mere oversvømmelse. 

(Folkets Avis - København, 16. november 1927).

Oversvømmelse på Assistens Kirkegård. Fra Social-Demokraten 25. marts 1924.

Børnenes Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Til venstre. Hospitalets Facade. Til højre: Smaa Patienter og deres Plejersker paa Havealtanen. I Midten: Prof. Monrad med Sygejournalen. - Nederst: Paa Altanen mod Øster Farimagsgade. Til højre: En lille Pige med engelsk Syge faar Massage.

Solen skinner ind i de lyse Rum, hvorfra der lyder Barnepludren og ind mellem lidt Barnegraad. Der høres bløde Kvindestemmer, der tysser og beroliger. Gennem Stuerne, hvor 5-6 høje, skinnende propre Senge har Plads, tripper nogle smaa blege Væsener afsted, men i næste Øjeblik moder man andre Smaa med solbrunede Kinder og Smil om Munden.

Vi er ude i Professor Monrads Verden - Dronning Loiuses Børnehospital i  Øster Farimagsgade, den store, røde Bygning med de mange Balkoner, der, naar Vejret tillader det, er fyldt med Børn og Barnesenge, Og midt imellem de sinaa vandrer unge Kvinder med milde Ansigter  og Øjne, der lyser af Kærlighed til de Væsener, der er betroet til deres Varetægt og Pleje. At Kærligheden er gensidig ser man, naar de passerer Sengene. Saa rækkes der buttede eller spinkle Arme op imod dem, og de gør det ikke forgæves. Hvor travlt end Plejerskerne har. bliver der altid et Minut tilovers til lige at tage Barnet op og kæle et Øjeblik for det.

Plejemoderen, Frk. Petersen, svæver som den gode Aand over det hele; den gode Aand, der er Grundelementet i hele Hospitalet derude.

- Er Børn vanskeligere at have som Patienter end Voksne, spørger vi. 

Nej, absolut ikke, lyder Svaret De falder hurtigt til Ro, naar vi har faaet dem herind og er lette at have at gøre med.

- Men der kræves særlige Evner og en uendelig Taalmodighed?

Ikke naar man holder af Børn, og det gør vi vel alle herude, saa er det en uendelig Glæde at pusle om dem. De er nemlig selv taalmodige og glemmer vist hurtigt Savnet af Hjemmet og Forældrene, naar de har vænnet sig til os. Vi har ca. halvandet Hundrede Børn her, lige fra Nyfødte til Fjortenaarsalderen. Nogle har været her i flere Maaneder - f. Eks. Knud der. Og Frk. Petersen peger paa den sødeste lille Dreng, dor smiler mod os med et Par skælmske Øjne. "Han er lam i hele Kroppen. Men vi venter og haaber paa Bedring"

- - Vi gaar fra Stue til Stue, og stadig gentager Indtrykket sig af en uendelig Godhed og Omhyggelighed for de smaa Patienter. Der er ligefrem noget opløftende ved et Besøg derinde, som ikke paa noget andet Hospital

Der lyser den højeste menneskelige Følelse, Kærligheden til de hjælpeløse, lidende Børn, ud fra hver Krog. Og man bøjer sig i taknemmelig Beundring for det Eksempel, den store Læge og hans Stab giver os andre, der maaske daglig gaar dette Hospital tankeløst forbi

- - -

Fra mange Sider vilde man sikkert gerne i Dag paa Prof. Monrads 60-aarige Fødselsdag have grebet Anledningen til at takke ham.

Men han har unddraget sig enhver Hyldest ved at rejse bort paa Ferie. Nu maa vel først og fremmest taknemmelige Forældre nøjes med at sende Hospitalet en Blomster-Hilsen.

(Aftenbladet (København), 19. august 1927).

Foto fra Aftenbladet (København) 16. december 1926: Forberedelser til juleaften på Dronning Louises Børnehospital.


Hjørnet af Lundsgade og Uppsalagade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En af de Familier, der bor ulovligt. (Efterskrift til Politivennen)

 

Her ser De en af Repræsentanterne for de ulovligt boende Familier, som truedes af den kommunale Udsmidning: Havnearbejder Viggo Sørensen, hans Hustru og hans Børn. Yderst staar den 5-aarige Pige Alice, en blomstrende Glut. I det andet Billede ses Moderen med den 5 Mdr. gamle Erik paa Skødet - en hel lille Kraftkarl at se paa. I Døren staar Sørensen selv med Alice paa Armen. Det er ude i Kolonihaveforening "Sundbygaard', Billedet er taget. Men der kunde tages flere af samme Art i de andre Kolonihaveforeninger, Borgmesteren vendte sin haarde Haand imod, da han udsendte Opsigelserne til Fraflytning til Oktober.

Inde i Bladet fortsætter vi Havnearbejderfamiliens Historie, den giver et fortræffeligt Bidrag til Belysning af det hele Spørgsmaal.

I artiklen  i bladet fortælles om den 31-årige havnearbejder Viggo Sørensen, hans 30-årige kone som havde tuberkoluse mens hun boede på Christianshavn og den 5-årige datter Alice. Efter at være flyttet væk, har hun ikke mere tuberkulose. Nu blev de så opsagt og skal flytte. Nedenfor bringes et lille citat fra artiklen:

En Guds Lykke - - !

---

Der er noget af det samme i de Mennesker, der har rejst deres egne Boliger ude i Kolonihaverne. Og da Opsigelserne kom - ud med jer alle! lød det - fik man en Fornemmelse af, at det ligefrem blev dem forbudt at klare sig selv, de skulde ind under offentlig Forsorg, de skulde ind i Barakkerne. Der er næppe megen Idyl dér. Endnu er det i frisk Erindring, hvorledes en af Lejerne foreslog, at man skulde forære Borgmesteren en Pose Væggetøj fra en af Kommunes Husvildebarakker for at vise, hvilket Avlscenter for disse Dyr Husvildeboligerne var blevet. Man skulde altsaa tro, at Borgmesteren mente at Antallet var stort nok paa dem, for hvem de fortvivlede Boligforhold havde lukket alle Sunde, saa de intet andet Valg havde end at søge Kommunens Husvildeboliger. Man skulde tro, han med Djævlens Vold og Magt vilde have Tallet højere.

- - -

Men han faar det ikke. De ude fra Haverne kommer ikke derind denne Gang. Borgmesteren har givet sig. I Aftes blev der udsendt følgende Meddelelse:

"Forhandlingerne mellem Borgmester Pedersen og Bestyrelsen for "Hjemmets Værn af 1927" angaaende Helaarsbeboolserne bragte det Resultat, at under Forudsætning af, at Helaarsbeboerne selv vilde bidrage til, at Forholdene I deres Haver blev bragt i saa nær Overensstemmelse med Magistratens Cirkulære af 12/2 27 som muligt, er der bevilget en Udsættelse med de Helaarsbeboerne til Oktober Flyttedag givne Opsigelser."

- - -

(Aftenbladet (København), 17. august 1927)

Artiklen (hvoraf ovenstående citat stammer) var skrevet af Jens Hammer som var pseudonym for redaktør Carl Rasmussen. I Aftenbladet 25. februar 1959 fortælles at han altid indledte morgenens arbejde med "en glansfuld fremførelse af Gralsfortællingen eller Så kold den lille hånd er ... (han) mødte ofte med fiskestang og frokostkurv, og endnu før trykningen af bladet var i gang, styrede han mod moserne og geddefangsten. I artikler fulde af livs- og naturglæde skildrede han sine oplevelser. De var forløbere for de lystfiskerrubrikker, man i dag finder i næsten alle blade." 

Han startede ved Aftenbladet i 1903 da C. W. Bærentzen overtog ledelsen af bladet. Han nåede at fejre 50 årsjubilæum. Mest kendt for teater- og musikanmelder. Han døde i starten af januar 1955.