Familie udsat i Sverigesgade (Efterskrift til Politivennen)

Husvilde og Hjemløse.

En fattig familje sat paa Gaden med 5 smaa børn

Paa Rekvisition af Grundejerforeningen har Fogden i Gaar sat en Arbejdsmand Hansen, Sverigesgade 3 C. ud af hans Vejlighed tillige med Konen og 5 smaa Børn.

Hansen har før været Møllersvend, han ernærer sig nu som Arbejdsmand, men har i halvanden Maaned været arbejdsløs og har derfor maattet staa i Restance med Huslejen.

Ejendommen ejes af el Par rige Mænd, kancelliraad Busch og Grosserer Bergh. De skulde ikke vente paa deres skillinger og pubsede Grundejerforeningen paa den fattige Arbejdsmand. De ser endog ud, som om Grundejerforeningen har begaaet selvtægt og ikke benyttet Fogden. I hvert Fald er der ikke fra Fogedkontoret kommen Anmeldelse til Politiet om Udsættelsen. Arbejderfamiliens Møbler blev derfor smidt ud paa Gaden, og her har de staat en Dag og en Nat uden Tilsyn. Konen og de 5 Børn, hvoraf det største er 7 Aar, det mindste ½ Aar, maatte ligge paa Trappegangen Natten over og døjede meget af Kulde.

Viceværten, Olsen og Gaardmanden forbød dem nemlig at tage noget som helst ind paa Gangen, ikke en Gang en Dyne eller er Par Tæpper maatte Moderen tage ind i Huset for at skærme de Smaa med.

(Folkets Avis - København, 10. september 1905).

Udsat.

Familien overnatter paa Trappegangen.

Samtlige Beboere af Sverigsgade, der ligger i Sundby Kvarteret, var i Forgaars og i Gaar Vidne til det triste Syn, at en fattig Families bestedne Bohave blev sat paa Gaden, mens Familien - Mand og Kone og fem smaa Børn - stod uden Tag over Hovedet.

Det er i Huset Nr. 3 C, at Udsættelsesforretningen er sket. Kl. 3 i Fredags Eftermiddag rullede en Droske med Fogden og hans Folk op foran Døren, og under Ledelse af Viceværten, Husejer Olsen, blev Familiens Smule Indbo sat paa Gaden.

Det var paa Forlangende af den store Kasernes Ejere, d'Hrr. forhenværende Birkefuldmægtig Busch og Grosserer Berg, at Udsættelsen foretoges. Lejeren, Arbejdsmand V. Hansen, stod tilbage med 1 1/2 Maaneds Husleje - 22 Kroner - og da det var smaat med Mandens Arbejde, og der var syv Munde, der skulde have Mad, saae han sig ikke i Stand til paa Slaget at betale den manglende Husleje. Følgen var, at han og alle hans Ejendele blev sat paa Gaden, mens den tomme Lejlighed stod hen til ingen Nytte.

Under disse triste Forhold gik Arbejdsmand Hansen fortvivlet om for at finde et Sted, hvor Familien kunde være, men det lykkedes ham ikke at finde nogen Lejlighed til dem, og hans Hustru og hendes gamle Moder og et sygt ni Maaneders Barn tilbragte Natten paa Trappegangen, mens de øvrige Børn blev anbragte hos en Familie.

De vilde være flyttede for otte Dage siden, men da det netop den Gang øsregnede, og deres mindste Barn var meget sygt og havde voldsomme Krampeanfald, haabede de i nogle Dage at kunne bjærge sig og skaffe Penge til Huslejen.

Da vi i Gaar Middags var derude, laa alt Bohavet endnu paa Gaden, og ingen havde holdt Vagt ved det.

En varmtfølende Arbejder, Hansens Nabo, tog sig af Konen og det syge Barn og gav dem Mad og Husly. Hansen selv havde ved 1-Tiden skrabet saa mange Penge sammen, at han haabede at kunne skaffe en ledig Lejlighed.

Pi henvendte os til Viceværten, Olsen, der i sin Tid har spillet en stor Rolle som Husejer og nu har en Konfiture-Forretning paa Amagerbrogade, tæt ved Sverrigsgade. Han vidste naturligvis ikke noget godt at fortælle om den hjemløse Familie, som af alle de omboende fik det bedste Lov.

Men Hr. Lisen kunde vel i al Fald ikke sige noget ondt om det lille syge Barn eller dets fire smaa Søskende, og derfor giver hele denne uhyggelige scene det bedste Billede af Fattigfolks Tilværelse.

Kan Forældrene ikke præcis betale Huslejen, smides ogsaa de smaa Børn ud paa aaben Gade, og hverken den danske Præsteforening eller de københavnske Grundejere bryder sig om deres Skæbne.

Saa kommer der heldigvis en socialdemokratist Arbejder - maaske omtrent lige saa ubemidlet som selve den udsmidte Fader - han kommer som Biblens barmhjærtelige Samaritan og tager sig af dem, som Præsten og den Rige ligegyldige er gaaet forbi.

(Social-Demokraten 10 september 1905).

Jacob Philip André Skrike (1840-1905). (Efterskrift til Politivennen).

1864 juridisk embedseksamen. Assistent og senere fuldmægtig og ekspeditionssekretær i Indenrigsministeriet. 1880 borgmester i Aalborg. 1885 stiftamtmand i Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt, en stilling han havde til sin død. Skrike var dekoreret med kommandørkorset af Dannebrog og Dannebrogsmændenes hæderstegn. 

Chresten Estrup Jørgensen (1843-1879): Jacob Philip Andreas Andreas Skrike (1840-1905). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Embedet stiftamtmand blev oprettet 1692. Det betegner en amtmand som fungerer i en stiftby. Embedet er sammen med biskoppen stiftsøvrigheden. Siden 2019 består stiftøvrigheden i Viborg af biskop og direktøren for Ankestyrelsen idet Statsforvaltningen blev nedlagt og afløst af et Familieretshus. Direktøren kan så herefter uddelegere kompetencen til en person med titel af stiftamtmand. 

Stiftamtmanden er en verdslig leder. Ofte brugte politikere mm. stillingen til at placere folk langt væk fra København, så de ikke behøvede at afskedige dem. Men dette er dog næppe sket i Skrikes tilfælde. 

Stiftamtmand Skrike.

Som allerede meddelt i Morges, er Stiftamtmand. Kammerherre Skrike i Viborg i Gaar Efterm. afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.

Kammerherre Skrike var Søn af Kolonialdirektøren, Departementschef Adolf Skrike og blev, efter at have taget Studenterexamen fra Metropolitanskolen juridisk Kandidat i 1864. Han gik ind i Indenrigsministeriet, hvor han avancerede til Fuldmægtig og i 1879 tillige blev Expeditionssekretær. I 1880 blev Skrike Borgmester i Aalborg og i Slutningen af 1885 udnævntes han saa til Stiftamtmand over Viborg Stift og Amtmand i Viborg Amt.

Med Jacob Skrike gaar en af den danske Embedsstands fineste og nobleste Skikkelser og tillige en af dens dygtigste og mest afholdte Mænd bort. Strike var et klart Hovede med betydelige Administrationsevner og afgørende Myndighed i sin Optræden, men han var først og fremmest en Personlighed, hvis hele Væsen i sig selv rummede alle Betingelser for at udfolde et Embede som en Stiftamtmands. Lige langt fra forstokket Bureaukratisme og uværdigt Popularitetssnobberi var Kammerherre Skrike - eller "Kammerherren", som han blot almindeligvis kaldtes i sin Stiftsby - den jævneste og ligefremmeste Borger og den mest Selvstændige og retlinede Embedsmand. På Bunden jovial og godmodig kunde Skrike dog saare vel bruge sin Myndighed med Kraft, naar det tiltrængtes, men han var altid retfærdig, og han opnaaede derigennem at blive en paa samme Tid ualmindelig anset og overordentlig afholdt Embedsmand.

Der var Tider, hvor man havde Opmærksomheden henvendt paa Kammerherre Strike som Ministeremne, men han havde ingen som helst ministerielle Ambitioner og gav sikkert ogsaa nødigt Slip paa sit Stiftamtmandsembede, der tilfredsstillede den selvstændige Mand med det aabne, ligefremme Væsen og de tvangfri Former fuldtud.

Skrike var en Mand, der vilde sige sin Mening og sække sin Dom frit og utvungent, og han gjorde det paa en hyppigt ligefrem forbløffende aabenhjertig Maade, - han gik aldrig paa Listesko udenom en Sag men slog ret ned, hvor Kærnen laa. Skrike var ikke Diplomat og blev det aldrig - men netop derfor var han agtet og afholdt som faa.

Han var en konservativ Mand af den gamle Skole, men han blandede sig aldrig offentligt i Politik. Han levede et stille og lykkeligt Familieliv i den smukke gamle Amtmandsgaard i Viborg og var altid en velset Gæst blandt Byens Folk. For faa Maaneder siden lykkedes det at bevæge Skrike, der allerede længe havde skrantet, til endelig at forlade sine Embedsforretninger og begive sig til et Kursted. Men det blev ikke bedre her, og i Gaar døde saa den afholdte Stiftamtmand.

Hans Hustru f. Gleerup fra "Vang" i Vendsyssel og en voxen Datter og Søn overlever ham.

H. R. A.

(Nationaltidende 4. september 1905).

Stiftamtmand Skrike.

Idet vi i Dag bringer et Billede af Stiftamtmand Skrike, føler vi os forvissede om, at dette vil blive opbevaret i mangt et Hjem til Minde om afdøde, der i en sjælden Grad var agtet og afholdt baade som Embedsmand og i øvrigt. Helst vilde vi have bragt det i civil Dragt - saadan som de fleste vil mindes Stiftamtmand Skrike - , men det bød sig nu ikke saa.

Da Borgmester Jork for 5 -6 Aar siden skulde forlade Byen, udtalte han ved den Afskedsfest, som var foranstaltet for ham, i en Takkeskaal for "Kammerherren" (den sædvanlige Benævnelse Mand og Mand imellem): "Saa meget tør jeg sige, at dygtigere Stiftamtmand faar Viborg aldrig". Det var stærke Ord, men der fandtes sikkert ikke en eneste i den store Forsamling, hvem de forekom for stærke. Kammerherre, Stiftamtmand Skrike var nemlig et usædvanlig klart Hoved, der snart kunde fordrive Vrøvl og Vaas. Da han i sin bedste Alder for 20 Aar siden overtog det høje Embede her, kom han ikke blot med sit gode Hoved, men tillige med betydelig praktisk Erfaring i Administrationen fra Indenrigsministeriet, Sjællands Stiftamtskontor og Stillingen som Borgmester i Aalborg, og S. hørte til dem, som Livet igennem forøger deres Indsigt, thi han var en saare flittig Mand, der ikke blot arbejdede ihærdigt i Bestridelsen af Embedet, men som tillige fulgte med baade i stort og smaat. Det var en ren Fornøjelse at søge en eller anden Oplysning hos Kammerherren, hvad enten det gjaldt kommunale eller andre juridiske Kvcestioner. Han havde til enhver Tid et klart Svar Paa rede Haand, og han gjorde sig ikke kostbar med sin Bistand. Hans Gerning var hans Liv. Ledelsen af Amtsraadsmøderne var fortrinlig, netop fordi den tilsyneladende næsten var umærkelig. Medlemnierne fik Lov at tale uden egentlig Parlamentarisk Orden. Altid kunde de "faa Luft" for, hvad der i den enkelte Sag laa dem paa Sinde, og selvfølgelig var ikke ethvert Bidrag af Værdi - og dog fremmedes Forhandlingen med tillbørlig Hurtighed og som Regel derhen, at Formandens Forslag gik igennem, uden at dette i nogen Maade blev stødende. Vedtagelsen faldt som den naturligste Sag af Verden af Hensyn til det fornuftige i Forslagene helt bortset fra, hvem der havde fremsat dem.

Selvfølgelig kan ingen Embedsmand, han være nok saa dygtig, gøre sig fortjent til en saa hædrende Omtale som saadan, uden at han som Menneske ogsaa er i Besiddelse af baade heldige og tiltalende Egenskaber. Kammerherre S. var da ogsaa en meget nobel Personlighed. Høj og lav, rig eller fattig fik, naar det gjaldt Embedet, samme bramfri og naturlige Modtagelse, uden Omsvøb eller Nedladenhed. Dertil var S. en sjælden aaben Karakter, der aldrig gjorde sit Hjerte til en Røverkule. Frit og djærvt udtalte han sin Mening baade offentligt og privat, og hvad enten det gjaldt op eller ned. Vi mindes saaledes et Tilfælde i Amtsraadet, da Regeringen (det var før Systemskiftet) havde paalagt Raadet at tvinge et Sogneraad til et Skridt, hvis Realitet Amtsraadet ikke billigede. Et Medlem tilraadedc at "lystre", - han vilde ikke være med til "forloren Radikalisme", som han kaldte det, men S. ønskede ikke saadan at løbe fra sit Standpunkt af Frygt for Ministeriet. Han vilde ikke være med til at tvinge et Sogneraad mod sin Overbevisning, førend han og med ham Amtsraadet selv blev tvungen. Nu - det skal indrømmes - saaledes kan ikke enhver Embedsmand optræde, saa aabent, saa uforbeholden i sine Ytringer o. s. v., som Tilfældet var med Kammerherren, uden at løbe sig en Staver i Livet. Han kunde, thi der var altid "Valuta" bag hans Ord og Optræden.

S. havde naturligvis en bestemt politisk Overbevisning - dog ikke nogen yderliggaaende - , men han var stor nok til i sin Embedsgerning at se bort herfra og behandle enhver strengt retfærdigt efter hans Overbevisning.

Dertil var han i Besiddelse af udmærkede repræsentative Evner. Uden Bram og Brask fremtraadte han med den Værdighed, som en virkelig Personlighed stedse i nogen Maade er omgiven af, og som giver baade Respekt og Tistid.

Byen, Egnen, Amtet vil længe bevare Mindet om denne fremragende, dygtige og humange Embedsmand, der levede for og i at lyse op og gøre Ret og Skel i den betydelige Gerning, som var ham betroet, og i hvilken han holdt ud en føje Tid efter, at de legemlige Kræfter havde svigtet.

aa.

(Viborg Stifts Folkeblad 6. september 1905).

Viborg Stifts-Tidende havde også en nekrolog 4. september 1905.

Monumentet blev rejst af by- og landkommunerne i Viborg Amt den 12. april 1907. Se Dagens Nyheder 13. april 1907.

Stiftamtmand Skrikes Jordefærd.

Stiftsprovst Paulli taler.

Kjøbenhavn, 9. Septbr.

I Dag Kl. 12 jordedes Stiftamtmand, Kammerherre Skrike fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var dækket under et Væld af Kranse, blandt hvilke bemærkedes en Krans fra Prins Christian og Prinsesse Alexandrine og desuden fra Amts- og Retsbetjentene i Viborg Amt, fra Dansk Sygeplejeforening, mange andre Foreninger og private Folk, som den afdøde havde staaet nær.

Efter Salmen "Alt staar i GudsFaderhaand" talte Stiftsprovst Paulli.

Han mindedes den afdøde, der var hans Ungdomsven, som en sjælden nobel og helstøbt Personlighed, der altid var besjælet af en overordentlig Retfærdighedsfølelse. Den Mand, ved hvis Baare vi nu stod samlet, var ført tilbage til den By, hvor han havde haft sit Ungdomshjem, han vilde nu faa sin Grav blandt os. Men Manden havde haft sin Gerning i en anden By, hvor han sikkert vilde blive mindet som en Mand, der altid havde stræbt efter at gøre sin Pligt og røgte det Kald og den Plads, han var sat til at udfylde.

Tilbage stod Hans Hustru og Børn. For dem vilde det maaske blive tungt og ensomt i de kommende Dage, men Haabet om Gensynet og Mindet om den kære afdøde burde leve i deres Hjerter.

Derefter sang man: "Det er vemodigt at skilles ad", og medens Kisten bares ud af Kapellet, tonede Salmen "Krist stod op af Døde".

I det talrige Følge saas: Indenrigsminister Berg, Stiftamtmand Bagge, Amtmændene Hoppe, Stemann, Tillisch og Bardenfleth, Højesteretsassessorerne Lassen og Larsen, Birkedommer Valeur, en Deputation fra Viborg Byraad med Borgmester Tolderlund i Spidsen, Viborg Amtsraad med Fabrikant Jensen, Dosserup Mølle, i Spidsen, Obersterne Fritz Holst, la Cour og WoriShsffer, Professor Amberg, Landstingsmand Berthelsen, fhv. Konseilspræsident Hørring, Bureauchef Kretz, Hofjægermester Friis og mange andre kendte Mænd.

Ved Graven foretog Stiftsprovst Paulli Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 11. september 1905).

Julie Laurberg (1856-1925) & Franziska Gad (1873-1921): Elisabeth Kirstine Skrike, f. Gleerup (1857-1928). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Spild. (Efterskrift til Politivennen)

En Formue i vore Skarnkasser.

En tidlig Morgenstund, naar man aabner Sovekammervinduet, har man ofte iagttaget en Kludesamler i Færd med at undersøge Skarnbeholderens Indhold. Ved Lejlighed interviewer man en saadan Mand og faar da oplyst, at Kludesamlerhvervet er en kummerlig Levevej.

Ogsaa dette Erhverv har sine uskrevne Love; saaledes arbejder Kludesamlerne hver med sine Gaarde, og det anses for uhonnet af en anden Kludesamler at ransage fremmede Beholdere. For den enkelte giver disse kun ringe Udbytte; men saa snart Kludesamleriet drives som Stordrift, bliver Udsigterne anderledes, om end ikke for Arbejderne selv.

Den eneste "Forretning" her i Byen, der driver Kludesamleriet rationelt, findes paa Kristianshavn i Dronningensgade Nr. 17 i en lille mærkelig, ældgammel Ejendom med en Gaard som en stor Dagligstue og et lille Baghus.

I Løbet af en Menneskealder eller noget mere har man herfra arbejdet en Formue sammen fra Københavns Skarnkasser.

Den nævnte Ejendom, der har Stue, 1. Sal og en Kvist, ligger indeklemt mellem to Huse af nyere Dato, og hele Tingen naar kun op til 1. Sal af disse nyere Ejendomme. Gennem en vindskæv Døraabning, der lige har Mands Højde, gaar man ad en smal Gang ud til Gaarden. Her fører en udvendig Trappe op til det lille Steds lavloftede Førstesal. I Stuen findes "Arbejdsstedet", hvor en Del af de i Løbet af Dagen indsamlede Sager aflæsses og sorteres; det er en saakaldet "Jernhandel".

Det lille Baghus er beboet af 4-5 ældre Mænd, hvis Udseende straks røber vore Gaardes "Kludesamler". De arbejder for Forretningens Ejer og faar som Vederlag Kost og Logi samt nogle Lommepenge efter Overenskomst.

Den nuværende Indehaver af denne Spild-Forretning har tidligere selv boet i det lille Baghus og været en Slags Formand for de andre Indsamlere; da hans Principal døde, blev han gift med Enken og derved Indehaver af Forretningens Ejendom, selve Forretningen og flere andre Ejendomme i det mørke Kristianshavn.

Alle disse Værdier er i Aarenes Løb indsamlede fra københavnske Skarnkasser, idet det Materiale, "Jernhandelen" har arbejdet med, stammer fra Byens Dagrenovation. Et godt Bevis paa, hvorledes mange smaa Bække kan blive til en stor Aa!

Hver Morgen ganske tidlig drager Forretningens Arbejdere ud paa Affalds-Fangst. De medfører Trækvogne og Sække; mindre Ting, som Klude, Ben og Brød, gammelt Fodtøj o. desl., gaar i Sækkene, som henlægges paa Trækvognen, naar de er fulde; større Sager, som kasserede Stole, Chaiselonguer, Kasser o. s. v., læsses paa Trækvognen.

Ud paa Eftermiddagen vender disse Trækvogne tilbage fra Byens forskellige Kvarterer med Sager, der mangen Gang bringer Kristianshavns Fattigbefolkning til Misundelse. Men paa den anden Side kan de ofte for faa Øre købe Nødvendighedsgenstande fra Rigmands Skarnkasse hos disse Samlere.

En af Forretningens Arbejdere udtalte sig saaledes : "Vi maa ud senest Kl. 4, thi allerede Kl. 3 begynder Skraldevognene at tømme Kasserne. Nu kender hver jo sine Steder og ved ogsaa, hvad Tid Kasserne bliver tømte, ligesom man ogsaa kender de bedre og mindre gode Steder. Naar da den første Tørn er taget tidlig om Morgenen, man kan jo altid sørge for a være forud for Skraldevognen, bliver der først noget igen efter Frokost at efterse. Og saa kan man godt  blive ved til hen paa Eftermiddagen."

Det er umuligt for en almindelig Kludesamler at konkurrere her, alene af den Grund, at han ikke kan bære de fornødne Driftsudgifter til Trækvogn, Lagerplads o. s. v. Men dertil kommer, at den ejendommelige Forretning i Dronningensgade er indarbejdet gennem en lang Aarrække.

I alle disse Tider er Spildværdierne fra vore Skarnkasser gaaet gennem denne Digel og blevet til Guld og mange Penge.

Pugma.

(Pressen (København) 24. juli 1906)

Dronningensgade set fra volden. Foto fra Aftenbladet 22. januar 1925.

Olga Eggers som Avisskribent. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Censors nye forbud.

"Det ligger til familien".

For kort tid siden antog Dagmarteatret i København en dansk nutidskomedie, "Fru Amfibia eller det lykkelige ægteskab", skrevet af en ung forfatter, Ludvig Rosenberg. Fru Anna Larssen skulle spille titelrollen.

Nu er der imidlertid kommet indsigelse fra censoren, hr. C. Levin, der har meddelt teatret at komediens "snit og tone" forekommer ham "betænkelig nær ved det smudsige". Han ser derfor helst at man opgiver at spillet stykket. Skulle teatret imidlertid fastholde sit ønske om at opføre det, kræver censor det tilbage til strygning. Efter hvad "Pol." oplyser, anser teatrets ledelse det for umuligt at spille stykket i den ændrede form, og har derfor standset indstuderingen.

Som man vil mindes, forbød den nye censor for nogen tid siden et fransk skuespil.

Den unge forfatter der denne gang har måttet sande det blå blyants herskermagt, er redaktionssekretær ved ugebladet "Frem" under Julius Schiøtts ledelse. Han er gift med en sjællansk baron Eggers' datter, der under forfatternavnet Olga Eggers-Rosenberg har skrevet et par bøger som også kunne have godt af en omgang blåkridt.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 1. februar 1905).

En forbrydelse

"Social-Demokraten" fortæller om en fattig pige som blev kastet i fængsel for at afsone et alimentationsbidrag.

Der var to unge mennesker, som holdt af hinanden.

De var fattige, så fattige, at sliddet og manglen havde mærket deres legemer, og det stadig blev vanskeligere for dem at skaffe brødet.

Og da den unge kvinde skulle have et barn, rejste fattigdomsspøgelset sig endnu mere truende for dem, endnu mere ubønhørligt, da de skulle have et barn at sørge for, de to unge, der næppe kunne sørge for sig selv.

Der er et godt sted, hvor mange stakkels mødre er blevet plejede og trøstede, Fødselsstiftelsen, og derhen kom også Karen, da hendes time nærmede sig. Men hendes spinkle legeme, der i forvejen var svagt af at have fået utilstrækkelig kost og alt for meget arbejde i den tid, hvor kvinden ellers kun tænker på at pleje sig selv og blive plejede, kunne ikke tåle den vanskelige fødsel.

Fra Stiftelsen førtes hun over til hospitalet, hvor hun måtte være et halvt år, inden hun kom nogenlunde til kræfter.

Og i denne tid blev hendes forlovede stadig sygere af tuberkulose. 

Han sled dag og nat for at skaffe de usle kroner, som måtte betales for det lille barn. Han sparede på alt det, som skulle have hjulpet ham selv. Han vidste at i det øjeblik, han opgav kampen, var der ingen til at sørge for det uskyldige væsen.

Og han holdt ud, indtil Karen var blevet sendt bort fra hospitalet som helbredet, det vil sige, udtæret og kraftesløs af den lange sygdom.

Da så han blev indlagt som uhelbredelig, var hun ene om al forsørge sig selv og barnet. Hun kunne med anspændelsen af alle sine kræfter tjene en krone om dagen. Deraf skulle de begge leve.

Og da den unge kvinde, halv sanseløs af overanstrengelse og sorg måtte opgive det og erklære, at hun kunne ikke mere, svarede samfundet hende - med fængselsstraf.

Det hjalp ikke at hendes forlovede lå dødssyg og gennem feberen kaldte på hendes navn - hun måtte afsted, loven var over hende, loven, den retfærdige, forlangte, at hun skulle i fængsel for der at blive fuldstændig ødelagt, uden anden næring end vand og brød for det lægerne, der i forvejen var udsultet og arbejdsslidt.

Hun bønfaldt ham om at leve, indtil hun kom igen. Hun talte timerne derinde i fængslet, de langsomme timer, som hun vidste én for én stjal de sidste kræfter fra den hun elskede. Hun fik løfter om lettelser i sin straf, men de ville forlænge tiden, der skilte hende fra den døende mand - - og da hun så endelig, endelig, åndeløs, med hjerteslaget næsten standset af spænding, nåede hen hvor han lå - fik hun beskeden at han var død nogle timer i forvejen, død mens han nævnede hendes navn og anråbte hende om at komme til sig.

- - - 

For denne forbrydelse, at en kvinde bliver moder uden at præstens besværgelse har lydt over hende, at hun bliver svag efter sit barns fødsel, og at hendes kræfter ikke vil holde til det, samfundet forlanger, straffes hun med fængsel, medens hendes barn græder efter hende og hendes forlovede forgæves i sin sidste time kalder på hendes navn.

Jeg kunne "fristes til at spørge": Hvem er her den største forbryder, kvinden eller det sogneråd der så ubarmhjertig fortolker en så ond, uretfærdig og ubarmhjertig lov.

Olga Eggers Rosenberg.

(Bladet Adresseavisen, 21. juli 1905).

Skandale ved Poul Friis' Grav. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Kold kaster snavs efter hans enke - et uhyggeligt optrin.

København, tirsdag.

Langt udenfor byen ligger den store Vestre Kirkegård. Her blev teaterdirektør Poul Friis i eftermiddags begravet under stor deltagelse fra skuespillernes og det glade Københavns verden. Solen skinnede varmt over de dødes have med de mange idylliske anlæg, og naturen var netop så venlig og smilende, som den burde være, når den evigglade og hjertensgode Friis skulle stedes til den evige hvile.

Så meget uhyggeligere virkede det, da pastor Kold fra Brorsonskirken begyndte en uhyggelig tale og lod Helvedes røde flammer knitre for den afdødes hustru og venner.

Hr. Kold gik ud fra, at Jesus kom til Verden for at frelse syndere og særlig de store, til hvilke den afdøde hørte. Han var et syndens barn, sagde hr. Kold, og jeg ved ikke andet at sige, end at han var en stor synder.

De fleste drog her et lettelsens suk, for man troede forestillingen forbi, men nu tog Kold først rigtig fat.

Der døde nylig en syndens kvinde, og hun råbte på det yderste: Lys! Giv mig Lys! Et Herrens barn trådte frem og sagde: Jesus, men den døende jog hende bort og skreg: Jeg kender ikke Jesus. Giv mig lyset! Det var forfærdeligt. Et menneske tabt, et menneske gået ind til den evige ild. Heldigvis døde Poul Friis ikke således. Han læste på det sidste i Herrens Bog, og han vendte sig i den sidste time mod den levende Gud, mod sin frelser. Men Herrens børn har også bedt for ham. Jeg har været til stede ved to møder, hvor man bad for Poul Friis. Hører I det, alle, så tag den hellige skrift og læs evangelisten Johannes, 1. Kapitel fra 1. til 8. Vers. Han vendte sig til Frelseren, og vi tør håbe, at han er gået ind til Vorherre Jesu nåde. Men hvorledes står det til med jer, der står i den farlige tribunes æggende lys. I skal alle dø som Poul Friis, dø, hører I. Hr. Kold er nu i voldsom ekstase. Hans øjne lyner i det blege, fanatiske ansigt, og han skriger mod fru Engelke Friis: Jeg siger til dig: vend om, før det er for sent. En kvindes ære bør ikke plettes og besudles ved, at hun halvnøgen stiller sig til skue for mængden. Det er en skam, som jeg beder Herren at vare mine børn fra. Lyd derfor den dødes røst. Han ønskede, at du skulde vende om og sætte dig ved korsets fod, og Gud give dig kraft dertil. Amen!

En uhyggelig stemning havde grebet alle under talen. Et par gange hørtes svage protester, men deltagerne lod dog den hårde præst fortsætte. Først da han var færdig, brød indignationen løs, og alle trængte sig om den stakkels enke og søgte at trøste hende.

Under pinlig stemning bragtes kisten i jorden, medens pastor Kold stiv og udeltagende gik bort. Hvad vedkom det ham, at han så blodigt havde fornærmet den dødes enke i en sørgelig stund. En helvedespræst har jo intet hjerte, ingen medlidenhed med sørgende enker eller staklerne, der kastes i svovlpølen.

Men hvorfor holder man da ikke præsterne borte fra begravelser, når man ved, at de er så dårlige følgesvende over tærskelen til den evige bolig?

(Horsens Social-Demokrat, 12. juli 1905).

Sognepræst Vilhelm Kold (1868-1932). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Teaterdirektør Friis' jordfæstelse.

En ligtale som ikke burde have været holdt.

Poul Friis' jordfæstelse fandt sted i går middag fra kapellet på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig havde mange af den afdødes kolleger givet møde for at vise ham den sidste ære. Man så bl.a. direktørerne Albert Helsengren, Frits Petersen, Henriksen, Wulff og Vilh. Petersen samt adskillige kendte skuespillere.

Talen holdtes af pastor Kold ved Brorsonskirken, og den var ikke egentlig trøsterig for de efterladte. Han havde kun kendt den afdøde som en synder, sagde han, men da han havde besøgt ham på hans dødsleje, havde han dog fundet både salmebogen og det ny testamente hos ham (disse to bøger lægges altid frem på hospitalerne). I sin sidste time havde den døende vendt sig til Herren. Og man har lov til at tro at dette skyldtes forbønner fra troende mennesker som for kort tid siden i forskellige forsamlinger havde bedt for hans sjæl Det var jo en farlig livsstilling Poul Friis havde valgt, ligesom det i det hele er farligt at stå frem på tribunen. Let kan en kvindes ære plettes og besudles, når hun halvblottet stiller sig frem for publikum. Derfor ville han særig henvende sig til enken og bede hende vende om fra den farlige bane. Det var også hendes mands ønske at hun skulle vende sig til Gud.

Talen gjorde ikke ubetinget noget gunstigt indtryk blandt de tilstedeværende. Og der kan vel også let opnås enighed om at pastor Kold i hvert fald på dette sted burde have holdt sine fordømmende meninger for sig selv eller også veget pladsen for en anden præste med mere menneskelig takt, følelse og forståelse.

(Aarhus Amtstidende, 12. juli 1905).

Fru Engelke Friis om pastor Kold

Et interview.

Det pinlige optrin, som i forgårs fandt sted ved Povl Friis's begravelse, drev os i går til at opsøge enken, fru Engelke Friis, for at høre hendes mening om præstens besynderlige opførsel.

Vi traf fruen ude hos sin slægtning, hr. restauratør Christensen, Langelinies Pavillon.

Vi udtalte vor forundring over præstens uheldige tale.

"Ja, jeg hører, at så mange har været vrede over den", siger fruen, "men det er jeg slet ikke. Jeg er selv religiøs, og min mand var det meget i den sidste tid, han levede. Det var nogle indremissionærske damer, som min mand kendte, der havde skrevet til pastor Kold og bedt ham se til min mand. Poul var meget glad over præsten. Og så var det jo meget naturligt, at jeg bad ham tale over stakkels Poul.

Pastor Kold havde sagt mig i forvejen, at han måtte tale efter sin overbevisning, og jeg havde svaret, at til mig måtte han sige alt, hvad han ville. Det eneste, jeg var lidt ked over, var, at han sagde ved kisten: "Her ligger en synder, jeg siger, her ligger en synder." Det gjorde mig lidt ondt; jeg véd jo bedst, hvor god Poul var. Men da præsien begyndte sin tale med at sige: Jeg selv er den største synder af jer alle," så kan man jo egentlig ikke bebrejde ham noget."

"Det må dog altid blive taktløst, når en præst ved en kiste griber lejligheden til at fordømme en hel stand, mennesker han aldeles ikke kender". Indskyder vi. "De plejer jo

ellers altid at føre deres mesters ord "dømmer ikke", i munden".

"Ja, efter min opfattelse mente han det slet ikke sådan. Der var jo mange, som var stødt over, at han havde sagt til mig, at jeg var et slet menneske. Men det er jeg såmænd. Præsten sagde, at den største sorg, han kunne tænke sig, var, om nogen af hans småpiger ville være skuespillerinde, og det samme ville jeg også sige, hvis jeg havde en datter. Men præsten ville, at jeg skulle blive en af hans menighed, og det sagde jeg ham ganske roligt, at det kunne jeg ikke. Det ville han ingen glæde få af."

"Det er, som jeg siger", indskyder hr. Christensen, "når folk er så fanatiske som den pastor Kold, så ---

"Den almindelige mening vil dog vist altid være, at talen er et af de sædvanlige overgreb fra præsternes side," siger vi.

"Det kan godt være, men det er synd for pastor Kold. Han mente vel, vi trængte til det. Og jeg er glad over, at jeg har gjort det alt sammen så godt for Poul, som jeg kunne, og jeg véd, han ønskede, at pastor Kold skulle tale over ham".

Vi tager afsked med fruen og går. Dybt undrende os over, at fru Engelke Friis's blide elskværdighed har kunnet inspirere pastor Kold til så heftige og uretfærdige ord.

Fru Annie.

(Bladet Adresseavisen, 13. juli 1905).

Flere aviser viderebragte i det følgende dage Kristelig Dagblads beretning om at en unavngiven ungdomsven til Poul Friis skulle have besøgt ham på hospitalet hvor han fortalte at han var blevet omvendt i sidste øjeblik.

Poul Peter Jørgen Friis (1854-1905). Han debuterede 1872 på Folketeatret. Uden succes og prøvede dernæst i provinsen og Norge. Fra 1885 direktør for et provinsteater. Hans enke var Leonhardine Angelika "Engelke" Friis, født Wulff (1867-1944). Hun blev senere gift med diplomat og godsejer Georg Harry Ryan Treschow (1872-1926). De er begge begravet på Vestre Kirkegård.

Pastor Vilhelm Kold var Brorsons Kirkes første præst 1901-1927. Han var en udpræget vækkelsesprædikant. Han havde været aktiv med at få Nordvestkvarteret udskilt som særskilt sogn. Herefter blev han formand for Indre Mission til sin død i 1932. 

Indre Missions kritikere opfattede ham som "svovlprædikant". Han truede sine konfirmander med at hvis de gik til alters uden tro, kunne de "li'så godt tage en mudderpram og sejle ad helvede til". Dem, der syntes, at de ikke ville kunne glæde sig i paradis, hvis deres slægtninge gik fortabt, trøstede han med, at deres fortabte slægtninge dog ikke kunne trives i paradis, forstokkede syndere som de var. Der blev klaget over hans varetagelse af præsteembedet i Taulov.