06 februar 2023

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.


Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:


En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Glædespigens Endeligt. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel prostitueret Kvinde i Brøndstræde blev i Gaar funden som Lig i den Hule, hun beboede. Liget havde ligget i 4 Dage uden at nogen havde opdaget det, før pestlugten nu trængte ud fra Døre og Vinduer og overvældede al anden Lugt i den elendige Rønne. Den Døde hed Laura Larsen, og Døden kom over hende, medens hun sov en frygtelig Rus ud.

Hun efterlod sig ikke en Øre, og ikke en Pjalt ud over det sølle Pjus, hun havde paa, da Døden tog hende.

Nu har Fattigvæsnet hentet Liget, og om et Par Dage begraves den gamle Glædespige ude paa Vestre Kirkegaard ved siden af de andre Fattiglig.

(Bornholms Social-Demokrat 8. juni 1906).

Skindødes Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle 73-aarige Graver ved Assistens Kirkegaard Hatting har, som vi allerede har meddelt, oplevet et Tilfælde - den gamle Brygger Høyer - hvor en Mand var erklæret død, skønt han faktisk en skøn Dag levede op igen.

Men interessantere er det unægteligt, at Hr. Hatting erindrer et Tilfælde af forholdsvis ny Dato hvor den Skindøde var i allerbogstaveligste Forstand paa Gravens Rand.

Det passerede for 4 Aar siden, fortæller Hr. Hatting, ude paa Vestre Kirkegaard.

Det var en Dag, der skulde være en jævn borgerlig Begravelse, en Murer fra Vinstrupsvej, som skulde jordfæstes.

Kisten stod inde i Kapellet, men Laaget var ikke skruet paa, det gøres jo først umiddelbart før Kisten bæres ud. 

Saa hørte pludseligt Kirkegaardens Folk Spektakel inde fra Kapellet, og da de kom derind, gik Mureren frem og tilbage paa Gulvet - meget forbavset over, at han befandt sig paa dette Sted.

Manden var simpelthen vaagnet op i sin Kiste og havde ganske naturligt fundet Opholdsstedet lidt for trangt, derfor havde han lette Kistens Laag og var kravlet op af den.

Begravelsen blev der altsaa ikke noget af den Gang. Mureren kom hjem til sin Familie igen, det blev ganske naturligt en Smule Forbavset, da "Liget" blev bragt hjem i levende Tilstand.

Vi maa her bede vore Læsere erindre, at det er en gammel Kirkegaardsfunktionær, der fortæller - det maa tages i Betragtning ved Bedømmelsen af Affæren. Thi den forekommer os unægtelig at være af temmelig vidtrækkende Betydning, hvis virkelig Murer Larsen fra Vinstrupsvej den Gang var ved at blive begravet levende - og kun blev reddet fra det ved det Tilfælde, at han vaagnede lige før Begravelsen skulde foregaa - saa er der jo ikke det mindste i Vejen for at det Spørgsmaal, vi straks opstillede ved denne Artikel-Series Begyndelse: Er Skindødes Begravelse tænkelig nu til Dags? kan besvares med et Ja!

Vi skal derfor vende tilbage til det samtidig med at vi forresten i Anledning af nye Oplysninger vender tilbage til Historien om Frk. Bodenhoff og Monumentet paa Assistens Kirkegaard.

(Aftenbladet (København) 8. juni 1906).

I Randers Arbejderblad, 20. juni 1906 citeres Aftenbladet 5. juni 1906 for at have angivet en gammel graver som døde på Kommunehospitalet i 1852 for på sit dødsleje at have tilstået hvad der var foregået på kirkegården ved Bodenhoffs familiegrav. Dette benægtede dog en i 1906 stadig levende, men gammel graver Hatting - også fra Assistens Kirkegård - som værende en saga og intet andet. Vilhelm Hatting døde august 1910 og blev begravet på Assistens Kirkegård.

Preislers Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hundekirkegaarden.

København, 31. maj.

Lige ved indgangen til Garnisons Kirkegård på Østerbro har en gartner Preisler indrettet et lille stykke havejord til begravelsesplads for de husdyr, som ensomme mennesker mange gange føler sig knyttede til med inderlig kærlighed. Mange har det forvoldt sorg at deres firefodede ven ikke kunne få en ordentlig grav når døden havde revet den bort, og det er jo kun de færreste hunde og dyrevenner der har egen have hvor de kan stede deres kære dyr til hvile, når tidens fylde kommer. Hundekirkegården afhjalp derfor et længe dybtfølt savn og er nu næsten overfyldt, så der må tænkes på udvidelse.

Vi aflagde forleden et besøg på denne idylliske lille plet. der ligger indhegnet af frodige syrenhække og kun skæmmes af nogle store drivkasser, som gartneren ikke kan undvære.

Et mylt af små hvide miniaturegravstene vidner om de afdøde dyrs værd. Indskrifterne er mange gange rørende, og flere af dem bærer vidnesbyrd om et ensomt livs historie, hvis eneste lyse side var venskabet med den afdøde, trofaste hund.

Vi så mænd og kvinder gå stille om mellem gravene og pusle med rive og vandkande og omhyggeligt tørre støvet af gravstenenes forgyldte indskrifter. Og vi lærte af disse menneskers ansigtsudtryk at selv de mindste ting i livet kan få værd for et menneske, især for et ensomt menneske.

De fleste indskrifter meldte kun hundens navn og alder, mange var dog forsynede med en skriftlig tak for den dødes kærlighed eller med ønsket om en fredelig søvn under grønsværet. Enkelte vidnede om en iøjnefaldende åndsuformuenhed, og atter enkelte var udtryk for et ubegribeligt hysteri.

Men hovedindtrykket man fik på denne lille kirkegård var det at menneskenes følelsesliv kan være meget udpræget, så det må have afløb på en eller anden måde. Og det er da ikke det værste man kan gøre at kaste sin kærlighed på et levende væsen som man er god
imod med al den trang til at vise sit overstrømmende hjertes gode vilje som må give sig udslag.

Og at give den man i live følte sig inderligst knyttet til - hvilken skabning det end måtte være -  et fredeligt hvilested, er dog sikkert ikke at lade pietetsfølelsen løbe af med sig.

I hvert fald tror vi at disse grave, omhyggeligt holdt som de er, skaber deres ejere mange lykkelige stunder, når alle de glade, små minder rinder i tankerne.

Og at en hund kan være kærlighed værd, fik vi ret indtrykket af ved læsningen af en Indskrift, der lød således:

Her hviler H. W. Petersens hund. Den døde af sorg over sin herres sygdom.

Den hund har sikkert fortjent al den omhu, Petersen nu viser dens minde. 

St. A.

(Morsø Folkeblad, 1. juni 1906).

Hundekirkegården.

Det er et sorgens budskab jeg i dag har at bringe hundeejere der havde tænkt at stede deres firbenede ven til hvile på hundekirkegården på Østerbro, når "Delle" eller "Joli" af alderdom og vellevned opgiver ånden.

Der er i de sidste år blevet begravet så mange hunde derude at der snart ikke er plads til flere. Følgen heraf er at prisen for en lille hundegrav nu er steget til 10 kr., samt som hidtil 1 kr. for hvert følgende år. For store hunde er prisen 20 kr. og 2 kroner om året.

Da hr. Preisler for nogle år siden anlagde den senere så stærkt frekventerede begravelsesplads for vores firbenede venner, var prisen kun 2 kroner for en lille grav og 4 kroner for en stor. Da han mærkede at ideen slog an, blev prisen sat op til henholdsvis 5 og 10 kroner, og nu er den som sagt blevet fordoblet.

Dertil er der jo ikke noget at sige. Forretning er forretning. 

Prisstigningen derude er en kendsgerning som jeg herved bringer til de deri interesseredes kundskab.

Abs.

(København, 13. februar 1907).

Hundeforgudelse.

En af Københavns mest kendte hunde, Povl (tilhørende den bekendte nyhedsreporter Heiberg), er i disse dage afgået ved døden, og blev i lørdags ved en lille festlighed stedet til hvile på Østerbros hundekirkegård. Det er bekendt at Povl havde visitkort, som Heiberg og Justine lagde ved siden af deres eget, når de kom for at aflægge visit hos venner. Vi røber vist nok heller ingen hemmelighed når vi meddeler, at Povl havde hjemmesko og slåbrok, og at hunden om natten sov i natskjorte. Povl fulgt i mange år sin herre til jubilæer og begravelser. Ved en sådan lejlighed blev Povl trådt af en af vore vægtigste etatsråder. Siden den tid koketterede den ved at trække lidt på det ene bagben. Povl fulgtes til graven af sin herre, hr. Heiberg, der græd bitterligt, og af 3 venner, hvorimellem en ung billedhugger. Denne lovede i f. "Polt" som mindesmærke at hugge et kødben i marmor. Povl havde selv ofte hugget et kødben.

(Holbæk Amts Venstreblad, 17. oktober 1907).

Foto: https://dis-danmark.dk/bibliotek/907581.pdf

Chr. Heiberg (1848-1908) debuterede 1866, og skrev siden for bl.a. Adresseavisen, Aftenbladet, Dagens Nyheder, Dags-Avisen, Københavns-Posten, København, Politiken og Nørrebros Avis. Han fejrede 40 års jubilæum i 1906. Han var efter sigende kendt af ethvert barn på gaden, bl.a. for sin cigar og hunden. Han skulle også have været den første til at give Edvard Brandes en "tugtelse" af private grunde. Hans kone Justine Elisabet Nielsen var også journalist.

05 februar 2023

Peter Michael Johan Brock (1842-1906). (Efterskrift til Politivennen)

P. M. J. Brock var numismatiker, dr. phil (1874) og inspektør og slotsforvalter ved de danske kongers kronologiske samling på Rosenborg Slot. 

Literatur: Minderne om søslaget på Kolberger Heide, i den  kronologiske Samling på Rosenborg. Af Dr. P. Brock

Dr. P. Brock er, som bekendt, ikke alene en af de ypperste af vore meget få numismatikere, men også en af vore kyndigste og mest fremragende museumsmænd. Som sådan har han ydet en række særdeles værdifulde arbejder over Rosenborg Slots og de derværende samlingers historie, og han har nu, gennem Forlagsbureauet, ladet udgå et lille skrift om de minder, der i Rosenborgsamlingen findes om Christian IV, for så vidt søslaget den 1. juli 1644 angår. Efter et citat af Blicher, som uden skade kunne have været borte, giver dr. B. med den grundighed og nøjagtighed, som man fra hans tidligere bøger er vant til at finde hos ham, en historisk fremstilling af de skæbner og tilskikkelser, der i århundredernes løb har ramt den dragt, Christian IV bar i det nævnte søslag, hans blodige skjorte, hans gennemskudte hue, hans tørklæde, manchetter o. a. m. - og går dernæst over til at godtgøre, dels at et par ørependeloguer: guldhænder, der omfatter et stykke metal, og som for et halvt århundrede siden, efter at have færdedes Gud ved hvor, endelig havnede på Rosenborg, - i sin tid har tilhørt Christian IV's frille Vibeke Kruse, - dels, at det af de nævnte guldhænder omfattede metal er stumper af den svenske kugle, som i søslaget den 1. juli 1644 splintredes ved at ramme fænghulsdækslet på en af "Trefoldigheden"'s kanoner, og af samme fænghulsdæksel, der selvfølgelig ligeledes splintredes. Disse danske og svenske metalstumper slog, som Gud og hvermand ved, ind i Christian IV's pande og ene øje, hvilket sidste læderedes ikke ubetydelig. På foranledning af dr. B. har prof. Johnstrup analyseret nogle afbrudte partikler af de af guldhænderne omfattede metalstykker, og resultatet af denne analyse har været, at det ene af disse stykker er metallisk jern (altså kanonkuglejern), det andet bronce, med kobber og tin, altså fra Trefoldighedskanonens dæksel. Det er ganske vist ikke nogen epokegørende opdagelse, dr. B. har gjort, men det er, trods genstandenes lidenhed, en højst interessant "relikvie"-erhvervelse og en levende erindring om en konge, som trods hans fejl og mangler og trods den for en del umotiverede apoteose, han tidligere har været genstand for, dog er alle danske kær. 

F J. Meier

(Dagbladet (København), 23. maj 1890).

Wilhelm Marstrand (1810-1873): Christian 4. på Trefoldigheden. Søslaget ved Kolberger Heide, 1865. Som det blev gengivet 200 år efter at slaget havde fundet sted, og efter 1864 hvor man havde behov for historiske helteskikkelser (mon det holder for en historisk analyse?). Det Kongelige Bibliotek, materiale fri af ophavsret. Billedet hænger i Christian 4.'s kapel i Roskilde Domkirke.

Brocks gravsted på Assistens Kirkegård: N
umismatikeren, museumsinspektør dr. phil. Peter Michael Johan Brock (1842-1906) og Johanne Marie Brock (1835-1926). Johanne der ellers var 7 år ældre end Peter, overlevede ham altså med 20 år! På soklen står: "Non dolor est major qvam cum violentia mortis unanimi solvit corda ligata fide". Hvilket i mit ubehjælpelige latin vist betyder noget i retning af: Der findes ingen større smerte på jord, end når døden skiller to trofaste hjerter".