Louiseforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Louiseforeningen blev dannet i 1906  i København, opkaldt efter Frederik 8.s datter prinsesse Louise, med dronning Louise som protektor. Hofdame Georgina Oxholm var formand. Formålet var at  afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder ("pauvres honteuses", agtværdige fattige). Disse personer som engang havde kendt bedre dage kunne søge enårlig sum på 50-100 kr. til fx huslejehjælp, dækning af rekonvalescentrejser eller hospitalsophold. Den egentlige leder var  næstformanden Mimi Carstensen. Hun var formand 1910-1935. Augusta Fenger var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær.

Mimi Carstensen (Johanne Caroline Vilhelmine f. Nielsen, 1852-1935), Hun var gift med Nationaltidendes redaktør, Carl Carstensen (1837-1927). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Snobbernes "Louiseforening".

En grim Spekulation i Velgørenhed.

Man stifter i disse Dage her i Byen en ny "Velgjørenheds Forening "

Den stiftes af en Klike hofsyge Damer og er af "allerhøjeste" Klasse. Den er opkaldt efter Dronning Louise, som har lovet at være dens "Æresformand", og dens Navn er derfor "Louiseforeningen".

Formaalet angives at være at hjælpe enlige, trængende Damer af "har kendt bedre Dage".

Vi har modtaget en Bunke Tryksager fra Foreningen, som foreløbig ingen Medlemmer har, men kun en Bestyrelse. I denne Bestyrelse er en af den afdøde Dronnings gamle Hofdamer, Frk. Georgina Oxholm Formand, medens Fru Mimi Carstensen (gift med Redaktøren af Ferslews "Nationaltidende", Hr. Carstensen, som ved Journalistforeningens Jubilæum i Fjor kun blev Ridder af Dannebrog) er Næstformand og vistnok Spekulationens egenlige Ophavsmand. Som Kasserer er indtraadt Fru Caroline Bett (Magasin du Nord) og som Sekretær en frk. Mathilde Lütken.

Af de Love, som findes mellem Tryksagerne, fremgaar det at Foreningen vil hjælpe den særlige Slags trængende Kvinder, der før har haft bedre Dage. Understøttelserne tænkes at være paa 100 Kr. for 1 Aar og er beregnede paa Rekreation, Beklædning, Huslejehjælp o. l., ikke til Børneopdragelse eller Uddannelse.

Foreningens Medlemmer skal kunne indstille og anbefale, hvem de synes, til Hjælp, og Ansøgerindernes Forhold bliver undersøgt af en særlig Undersøgelsestvlnits, i hvilken sidder følgende Damer:

Grevinde Polly Ahlefeldt-Laurvigsen.
Fru Signe Benthien.
Frk. Augusta Fenger.
Fru Øjenlæge Estrid Hein.
Fru Emma Hirschsprung.
Fru Ministerinde Marie Lassen.
Frk. Henriette Nimb.

Naar man indgiver Ansøgning om Hjælp, faar man altsaa Besøg af en af disse Damer, der gennemsnuser Ens Forhold. Oversnadsskeriet og Komitesladderen er man altsaa sikker paa, men Hjælpen vil næsten altid udeblive.

Det hedder i Lovene:

Medlemsbidraget er 25 Øre om Maaneden. Der samles intet Grundfond. Naar de løbende Udgifter er fratrukne, uddeles hele det i Aarets Løb indsamlede Beløb.

En aarlig Generalforsamling indvarsles i 4 københavnske Højreblade.

Assistance vedrørende Foreningen ydes gratis; dog skal naturligvis Indkassationen og de løbende Udgifter til Trykning, Porto o. lign. afholdes af Kontingentet.

Forenigen omfatter ikke alene København, men saa vist muligt hele Landet, og i hver Provinsby søges dannet Filialer.

Ingen som ser nøjere paa hele dette Arrangement, kan tvivl om, at vi her staar over for en af de mest renlivede Hof-Snob-Foreninger, der længe har set Dagens Lys i det kongelige danske Neurupinien. Her kører Velgørenheden igen frem med røde Kuske og Lakajer, allerhøjeste Ærespræsidentinde, gamle Hofdamer og andre Damer, som er i Rangen eller vansmægter af en længere skuffet Trang til at komme der. Og Hof-Hof-Snob-Avisen "Dannebrog" fraadser i denne Delikatesse, saa Savlet staar i Skum om dens Typer.

"Ganske stilfærdig, uden Brask og Bram. er Louisesoreningen bleven stiftet", læsper Alberti, ganske ør i Hovedet og ude af Stand til at ofre en Tanke paa det sindssvage i selve Sagen.

Men enhver, der kan tænke, vil hurtigt forstaa, at denne udsøgte Samling Overklassedamer i deres Higen mod de allerhøjeste Saloner har vovet sig ind paa en Velgørenheds-Ide, som er ganske taabelig og uforsvarlig. 

Man bygget paa et maanedligt Kontingent af 25 Øre, og før endnu en eneste 25 Øre er tegnet udover de stiftende Damers Kreds, har man forbrugt flere hundrede Kroner til Tryksager, Breve, Skemaer og Opraab, som med betydelige Portoudgifter skal spredes over hele Landet. Alene den Sum, Damerne her staar i Forskud med, vil sluge de første Hundreder af 25 Ører, der kommer ind. Andre Hundreder vil gaa til selve Opkrævningen og Indsamlingen af Medlemsbidraget og til nye Tryksager, Regnskaber. Beretninger osv.

Men lad os betragte en afsluttet Indsamling, efter hvilken den første Uddeling skal foretages.

Man tænker allerede paa at give de første Understøttelser den 31. Oktober, Dronningens Fødselsdag. Bestyrelsen har ladet sig forlyde med, at den haaber at opnaa 4000 Medlemmer.

Skal vi sige, at man i Oktober Forbrug af store Ladninger Opraab, Porto osv faar 2000 Medlemmer, spredte over hele Landet. Der vil da normalt indkomme 500 Kr. Dog, lad os regne, at mange giver Ekstrabidrag, saa Summen fordobles til 1000 Kr. Det meste af denne Sum vil da opsluges af de allerede paaløbne Udgifter, og skal der blot uddeles nogle faa Portioner a 100 Kr. den 31. Oktober, maa Damerne se at skaffe dem ad anden Vej. og det bliver saaledes ikke for Medlemmernes Penge, der øves Velgørenhed.

Men tænker man sig nu, at Foreningen beholder sine 2000 Medlemmer Aaret rundt. Saa vil der normalt indgaa en samlet Bidragssum af 3 Kr. pr. Medlem eller 6000 Kr. til næste Fordeling. Vi tillader os at paastaa, at Halvdelen af denne Sum vil medgaa til Dækning af Udgifterne. Disse vil stadig stige, fordi Foreningen er anlagt for stort og bredt, med mange Provinsfilialer og et omfattende, vidtspredt Maskineri. Til Opkrævning og Pengeforsendelse vil medgaa alene 10 pCt. af Kontingentet; saa regnes der endda kun en Snes Kr. pr. Maaned til en københavnsk Opkræver. Dertil kommer, at alle Medlemmer har Indstillingsret. Det vil medføre, at Ansøgninger vil indkomme i næsten lige saa stort Tal som Medlemmerne. Dette i Forbindelse med Undersøgelseskomitens Virksomhed vil paanøde Foreningen en umaadelig Korrespondance, en stadig stigende Udgift til Afsættelse af Regnskaber. Beretning osv., en voksende Udfærdigelse af Tryksager, Kvitteringer og andet Tilbehør. Tilsidst tvinges Foreningen til at holde Kontor og Kontorassistance, og man en saa vidtløftig Administration være oppe paa de 3000 Kr. i Udgifter inden Aaret er omme. Der bliver da maaske andre 3000 Kr. til Uddeling. Det vil sige, at der skal indgaa 12,000 Femogtyveører, for der bliver noget at dele ud, og det vil at der bliver 100 Kr. til 30 Kvinder af mulig 1000 Ansøgere.

Resultatet bliver en urimelig Bortødslen af Penge til Administration og en urimelig Bunke skuffede Forhaabninger for Ansøgere, Indstillere og Medlemmer.

Paa et saadant Resultat er det, disse Damer søger Lejlighed til at gnide sig op ad Hoffet. I hele Foreningens Anlæg skinner Snobberiet igennem som i saa andre Velgørenhedssoranstaltninger. Navnet "Louiseforeningen", der minder baade om den nulevende og den døde Dronning, viser det. Dronningen skal være Ærespræsidentinde, en Hofdame Formand, og Uddelingen skal foregaa hvert Aar paa Dronningens Fødselsdag. Det hedder, at Statuterne har faaet "allerhøjeste Sanktion", og "Dannebrog" kan meddele, at Dronningen endog egenhændig har rettet i Lovene.

Dronningen og Hof-Snob-Damerne burde hellere egenhændig have grebet i deres egne Portemonnæer og uden Brask og Bram ofret noget af deres kolossale Formuer til Almisser. Derved vilde være gjort mere Nytte, men ganske vist mindre Spektakel, mindre Anledning til at snuse i Ansøgerindernes private Forhold, mindre Anledning til Pjat, Selvgodhed og modbydelig Avancements-Spekulationer.

(Social-Demokraten 28. september 1906, 2. udgave).

Louiseforeningen *).

Vi et anmodet om at optage følgende:

I "København" for den 5. ds. slaar Fru Karen Michaëlis i en længere Artikel til Lyd for ovenstaaende nydannede Forening, men Fruen gør det paa en saadan Maade, at det hos mig, og sandsynligvis adskillige andre, har givet Anledning til Tvivl om, hvor vidt man

bør støtte denne Forening med den Skærv, man kan ofre, for at bidrage sin ringe Del til Afhjælpning af den i vort Samfund herskende saa sørgelige Armod eller støtte en anden af de mange Foreninger, hvis Formaal er Hjælp af fattige.

Straks da jeg begyndte at læse nævnte Artikel, kunde jeg i et og alt slutte mig til Fru Michaëlis's Betragtninger, og give hende Ret med Hensyn tit det uheldige i, at de lykkelige, der blev tilstaaet

Understøttelse, skal fremstille sig for Dronningen og af dennes Haand modtage samme, jeg kunde give Fruen Ret, fordi ogsaa jeg anser det for muligt, ja, ligefrem for sandsynligt, at mangen fattig Enke nødvendigvis maatte lade være at søge denne forenings Hjælp, al den Stund hendes Selvfølelse forbød hende at udsætte sig for at blive nødsaget til, i sine fattige Klude, at skulle fremstille sig for Landets Dronning, paa dennes kongelige Slot, hvor kun Pomp og Pragt hører hjemme.

Jeg skulde imidlertid, for at bruge Fru Michaëlis's egne Ord, faa et andet Syn paa denne Sag; men ganske vist ikke i samme Retning. Fruen skuffede mig nemlig sørgeligt efterhaanden som jeg kom længere hen i Artiklen, og da forbi Fruen ved sit Besøg hos sin gamle Veninde, lod sig rive med af dennes Betragtninger.

Sagen er nemlig den, at jeg hidtil har levet i den Tro, at Meningen med Louise-Foreningen var at yde Hjælp til de i Samfundet virkelig trængende Enker, og ikke til dem, der forud havde hvad det var nødvendigt til Livets Ophold, saaledes som det er Tilfældet med Fru Michaëlis's gamle Veninde -

For saadanne forstaar jeg saa godt, at det ikke er forbunden med Vanskeligheder af nogen Art at skulle fremstille sig for  Dronningen. -

Er det da virkelig Meningen med Louiseforeningen, at den skal lade den virkelige Armod ligge, og kun hjælpe der, hvor der er hvad der behøves til Livets Ophold, men mangler noget til Fornøjelser og lignende; thi i saa Fald betakker jeg mig for at yde denne Forening min Støtte, men giver hellere min Skærv til de Foreninger, der tager Sigte paa at hjælpe, hvor virkelig Hjælp tiltrænges. 

Fru Michaëlis oplyser ikke om, hvorvidt hendes Veninde fik sin Ansøgning bevilget, men dette er vel højst sandsynligt, i hvert Fald kender jeg en fattig Enke, hvis hele aarlige Indtægt andrager 100 Kroner, ogsaa hun meldte sig som Ansøger, men uden Resultat. - Den Hjælp, denne Enke søgte, vilde nemlig ikke være bleven anvendt til Fornøjelse, men til det nødvendigste til Livets Ophold.

Jeg begyndte med at give Fru Michaëlis Ret, jeg skal slutte ligesaadan, det er virkelig "nogle", der nærer Betænkeligheder, men disse "nogle" faar gennem Fruens Artikel kun yderligere bekræftet, at Betænkeligheder ikke er uden Grund, hvorfor det sikker for Louiseforeningen og dens Ansøgere havde været heldigere, om Fruens Artikel var forbleve uskrevet, medens den paa den anden Side bidrager til at oplyse alle Velgørere om, at vil man støtte de virkelig trængende Enker, giver man ikk sin Skærv til Louiseforeningen, men derimod til de mange andre velgørende Foreninger, der har til Formaal at hjælpe der, hvor virkelig Hjælp tiltrænges.

Charlottenlund, 9. Novbr. 1906.

Gutzon Münster.

* * *

Begrebet "virkelig Armod" er lige saa vanskeligt at bestemme som Begrebet "virkelig Velstand". Alt er relativt - efter Stand, Opdragelse og tidligere Kaar.

Det vilde derfor være sørgeligt, om der blandt velgørende Mennesker kun var Offervillighed til at hjælpe dem, der mangler det allernødvendigste til Livets Ophold. Mangen Enke kan i Følge sin tidligere Stilling godt kaldes virkelig trængende, selv om hun ikke netop mangler lige det daglige Brød.

Det staar naturligvis enhver - ogsaa den ærede Indsender - frit for at give sin Skærv til de Foreninger, der efter hans Mening afhjælper endnu mere paatrængende Nød end Louiseforeningen. Men jeg er lige saa sikker paa, at andre vil have baade Hjærte og Evne til at tænke ogsaa paa dem, for hvis Skyld Louiseforeningen er stiftet.

Trangen til at hjælpe er altid af det gode, og en velgørende Forening er ikke overflødig, fordi den sætter Grænsen for Armod eller Trang højere op.

Karin Michaëlis.

*) Forsinket af Mangel paa Plads. Red

(København 16. november 1906)

Denne Forening blev dannet, fordi Mimi Carstensen ofte havde Lejlighed til at se, at skjult og tavs Nød ikke altid var den, som mindst fortjente Hjælp, og da navnlig, naar det var Mennesker, der ved Tidernes Ugunst var kommen ned paa et socialt Plan, der laa under det, hvor de ved Fødsel og Opdragelse hørte hjemme.

Mimi Carstensen har altid hørt til Kongehusets gode og trofaste Venner, og det kom da naturligt, at Prinsesse Louise baade tilsagde hendes Idé om at danne en Forening til Bistand for nødstedte, dannede Kvinder sin Hjælp, og ogsaa gav Foreningen sit Navn, ligesom hun lige til sin Død var dens Støtte og Protektrice.

(Olga Eggers: Kendte danske Kvinder, 1934.) 

Foreningen havde hovedkontor i Skindergade 21, 2. sal. 

Efter dronning Louises død i 1898 var der en otteårig periode, hvor der ikke var nogen dronning af Danmark. Dronning Lovisa måtte i 1906 tage stilling til, hvordan hun ville forholde sig til filantropien såvel som til andre forhold ved dronningegerningen. Hendes filantropiske  engagement kom i første omgang til udtryk ved, at dronning Lovisa engagerede sig i Louiseforeningen, stiftet i 1906 med hende som foreningens æresformand og navngiver (Louiseforeningen 1906: 4). Formålet var ifølge foreningens love:

“… at støtte navnlig enligt stillede Kvinder, der har kendt bedre Dage, uden Hensyn til Alder, 

ligegyldigt om de er gifte, ugifte eller Enker.” [Louiseforeningen 1906: 4]

Altså støttede Louiseforeningen udelukkende kvinder fra de bedre stillede sociale lag. At det var den målgruppe, som Louiseforeningen med dronning Lovisa som æresformand valgte at støtte, står i modsætning til det billede af gemalindedronningers filantropiske engagement, som var blevet tegnet af dronning Louise. De filantropiske foreninger, som dronning Louise havde været engageret i, skelnede ikke mellem værdigt og uværdigt trængende – alle, som ikke kunne få eller ikke ville modtage hjælp fra den offentlige forsorg, kunne få hjælp på Dronning Louises  Børnehospital eller på Diakonissestiftelsen. Dronning Lovisa havde dermed valgt en anden strategi for sit filantropiske engagement, og man kan argumentere for, at dronning Lovisa ikke havde fulgt den samfundsmæssige udvikling på samme måde som dronning Louise havde gjort det i sin tid. I Politiken kommenterede man på dronning Lovisas ændrede fokus ved Louiseforeningens oprettelse i 1906 på en måde, der giver indtryk af, at man ikke var tilfreds  med foreningens formål:

”Det kan være, at Dronningen kommer kørende med rød Kusk og Tjener til den fattige Konferensraadinde og Arbejderske; det kan ogsaa være, at de bliver kaldte op for en højtidelig Forsamling, hvor Dronningen sidder omgiven af pyntede Damer…”[Politiken 28/9 1906: 3. ”Louiseforeningen”]

For Politiken virkede Louiseforeningen altså gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, hvilket ses i den måde, som forestillingen om, hvordan præmieuddelingen ville forløbe, blev beskrevet på. Denne opfattelse smittede uvægerligt af på synet på dronning Lovisa, idet hun var foreningens æresformand. Dronning Lovisa kom igennem sit engagement i foreningen også til at virke gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, fordi det var det indtryk, man havde fået af Louiseforeningen i Politiken. Dronning Lovisa formåede ikke at udnytte sine roller og plads som gemalindedronning til at påvirke synet på hende som en filantropisk dronning i en positiv retning, fordi hun ikke havde øje for, hvordan engagement et skulle formes i henhold til offentlighedens forventninger til hende. Derfor blev hun kendt som dronning Louises lidt uheldige efterfølger – i hvert fald i filantropisk henseende.

(Michelle Jørsing Kristensen: De filantropiske dronninger)

Den Russiske Revolution i Danmark: Wladislaw Jancukiewitz. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen af en russisk flygtning og følgerne af denne giver et indblik i russiske flygtninge i Danmark i 1905/06.

Siden 1900 var den russiske befolknings utilfredshed med zardømmet blevet mere og mere udtalt, og kulminerede i en demonstration foran Vinterpaladset 22. januar 1905. Denne blev mødt med brutal vold fra myndighedernes side, 4.000 blev dræbt eller såret. Det stoppede dog ikke aktionerne, måske tværtimod. I september havde regeringen undertegnet en for Rusland ydmygende fredsaftale med Japan, og i oktober udbrød der generalstrejke. 

Zar Nikolaj 2. udstedte "Oktobermanifestet" som lovede borgerlige og politiske rettigheder samt indførelse af et parlament. Selv om den nye "statsduma" kun fik rådgivende funktion i forhold til zaren, stoppede det dog urolighederne i de næstfølgende måneder og gav zardømmet et pusterum (indtil 1917). Samtidig arresteredes mange som mistænktes for at have deltaget i generalstrejken.

Den blodige søndag 22. januar 1905. (Revolutionen i Rusland).

En russisk flygtning død i København.

En russisk flygtning ved navn Wladislaw Jancukiewitz er for et par dage siden død på Blegdamshospitalet.

Han var klejnsmed og var forrige år beskæftiget i de butillowske fabrikker i St. Petersborg. Som bekendt gik arbejderne fra disse fabrikker i spidsen for den generalstrejke der fik zaren til at udstede det berømte oktober-manifest i hvilken der lovedes Rusland en fri forfatning. Det modtoges de første dage med jubel i hele det vældige land. Men desværre blev det kun ved løfterne. De revolutionære blev arresterede. Trepow og de andre bødler fyldte Ruslands fængsler med tusinder af frihedsmænd.

En af dem var den 28-årige Wladislaw Jancukiewitz. Den berygtede Peter Pauls-fæstning var overfyldt, Wladislaw blev hensat i en af byens almindelige arrester, og det lykkedes ham at flygte.

Han nåede til Wilna, hovedstaden i Litauen. Opfyldt som han var af begejstring for frihedens hellige sag to han under falsk navn på ny fat på agitationen. Han blev igen arresteret og måtte i 8 måneder tåle mishandlinger i et elendigt fangehul. Så lykkedes det ham ved partifællers hjælp atter at flygte. Han kom til Tyskland og derfra hertil byen. Han hørte til de russiske flygtninge som den russiske regering ønskede at få fingre i, og han måtte derfor opholde sig her under falsk navn.

For 14 dage siden blev han indlagt på hospitalet, lidende af tyfus, der nu har taget hans liv.

I morgen klokken 12:30 begraves han på den katolske afdeling af Vestre Kirkegård. Den russiske socialdemokratiske forening her i byen der tæller ca. 400 medlemmer, følger den døde kammerat til hans sidste hvilested og lægger en krans på hans kiste med røde bånd og inskriptionen: "Tak! Du blev et offer for revolutionen".

(Social-Demokraten, 29. september 1906, 2. udgave).

Katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.

Artiklen blev gentaget i Bornholms Social-Demokrat, med supplerende beskrivelse af begravelsen:

Søndag kl. 12:30 begravedes han på den katolske afdeling af Vestre Kirkegård. Den russiske socialdemokratiske forening i København der tæller ca. 400 medlemmer, fulgte den døde kammerat til hans sidste hvilested.

Den sorte, fattige kiste var ikke dækket af kranse. Der henlå kun tre, sendt af de landflygtige venner og en krans med hvide blomster fra socialistiske kvinder i Københavns 3. kreds. Russerne forsyner deres kranse med røde og sortbrune bånd. På den læstes:

Ære den faldne kammerat.

Fra en gruppe russiske bundister

i København

Den faldne i kampen for friheden

Russiske politiske emigranter.

Et offer for den russiske revolution

Fra den russiske soc. forening i Kbhvn.

Vennerne udtalte i disse ord den sandhed at Jancukiewitz, skønt han døde i København, faktisk blev ødelagt af opholdet i de russiske fængsler. Blandt de russere som samlede sig om båren, sås mange jødiske typer. Over dem alle var der et præg af alvor som ikke blot knyttede sig til stedet eller begivenheden. Men samtidig indestængt lidenskab der kræver luft.

Og aldrig så snart var pastor Braun færdig med sin i øvrigt ganske sympatiske tale over den hjemløse, i fremmed land hensovede arbejder og en salme sunget, før lidenskaben slog ud i flammer. Russerne bar deres døde kammerat fra kapellet til den nærved liggende grav under revolutionær sang. Foran vajede den socialistiske ungdomsforenings og 3. kreds' vælgerforenings faner. Just som de nåede graven, kom der endnu en krans fra 2 socialister. Båndene var mærket A. & N. B. Det var nærved at hverken krans eller præst kunne nå frem til kisten. Flygtningene dannede en fast karre om den.

Præsten fik dog forrettet jordpåkastelsen, men da en af russerne begyndte på en tale, nedlagde præsten protest derimod. Den druknede i røret ved den åbne grav. Hænder raktes i vejret mens flygtningene højlyst svor at ville vedblive med deres kamp for frihedens sag.

Så holdt folkeskolelærer George, en fordreven letter, en flammende tale om revolutionen og dens mænd. Han citerede en gammel admirals ord fra kirkegården i Sevastopol, at "dette folk vil hævne sig på sine undertrykkere".

Så lyder råbene igen og pludselig ses den russiske arbejderforenings formand, Wigotzki, siddende på to kammeraters skuldre. Han begynder på at oversætte Georgis russiske revolutionstale.

Men nu bliver både præst og sakristan rent ud forfærdede, og der sendes bud efter politi. Wigotzki fortsætter dog ganske rolig og slutter med at sige:

"Vi sværger at vi vil hævne vor kammerats død. Han var os et eksempel. Leve det internationale proletariat og socialismen!"

Et vældigt hurra bruser hen over den åbne grav, og ude på vejen står folk forbavsede stille.

Så synges en revolutionær hymne og så - ses en politimands uniform ude på vejen.

Men han kommer ikke ind på kirkegården. Præsten var dog så fornuftig at søge sagerne ordnet på en anden facon. Han bad folketingsmand A. C. MEyer der var til stede ved begravelsen, om at formå russerne til at slutte deres demonstration.

Nu fik A. C. Meyer lejlighed til at give den døde et farvel og så at oppfordre forsamlingen til at skilles.

(Bornholms Social-Demokrat, 2. oktober 1906)

De i artiklen omtalte jøder henviser nok til at zaren som et forsøg på at stoppe revolutionære tendenser iværksatte hårdere pogromer mod de russiske jøder. Zarens indenrigsminister og tidligere politichef, Plehve skal have udtrykt det på følgende måde: "Vi vil kvæle revolutionen i jødisk blod". Han døde i øvrigt ved et bombeattentat. 

Efter "Oktobermanifestet" 1905 eksploderede pogromerne, antallet af ofre sted til over 7.000 dræbte og sårede og ødelæggelse af jødisk ejendom steg til 60 mill. rubler. 

Revolutionssocialisterne på Vestre Kirkegård

Den sædvanlige førertaktik.

"Natt." bringer følgende udførlige beretning om de i går omtalte skandaler på Vestre Kirkegård:

Fra det katolske kapel på Vestre Kirkegård jordedes i lørdags en russisk flygtning, Wladislaw Jancukiewitz, som i tirsdags døde på Blegdamshospitalet. Han hørte til de i St. Petersborg arresterede revolutionsmagere, havde imidlertid set lejlighed til at undvige, men var allerede ved sin ankomst hertil angrebet af tyfus og måtte lade sig indlægge. Inden han døde, sendte han bud til pastor Braun ved katolsk Kirke i Bredgade, skriftede og fik syndsforladelse, og skulle i går jordes på den herværende katolske kirkegård.

Selvfølgelig ville vore egne socialister ikke lade lejligheden gå fra sig til at manifestere deres sympati for revolutionen. På kisten var henlagt kranse, signeret: "De revolutionære russere i København" samt en krans, på hvis bånd man læste: "Tak! Du blev et offer for revolutionen" og "Socialistisk Ungdomsforening"; såvel en fane herfra som fra "Socialdemokratisk Vælgerforening, 3. kreds" var opplantet ved kisten, og i det henimod 400 mennesker store følge, der bestod halvt af Russere, halvt af ungsocialister, sås folketingsmand A. C. Meyer.

Om jordefærdens forløb meddeler en tilstedeværende os følgende:

Skønt kapellet og katolikkernes kirkegård er privat eje, tillod pastor Braun dog de socialistiske fæller i håb om, at demonstrationen ville indskrænke sig hertil. Inde i kapellet gik det også roligt til.

Pastor Braun holdt sig fra enhver udæskende ytring, nævnte blot, at den afdøde var død som en god katolik, der havde gjort sit regnebræt op og fået tilgivelse.

Men da kisten skulle bæres ud, blev de herboende dansk katolikker, som var trådt til, skubbede til side, en halv snes russere greb kisten, løftede den op på deres skuldre, og i stedet for at give plads for præsten lige efter kisten, trådte en russerinde frem og holdt en tornekrans løftet over den,

Således gik man til graven. Næppe havde præsten endt jordpåkastelsen og skulle til at bede fadervor, førend en russer sprang frem og råbte: "Hævn! Hævn! Hævn!" og efter ham de andre. Inden det kunne forhindres, var en russer i færd med en lang revolutionær tale, og efter ham en anden og tredje, hvorpå en af ungsocialisterne sprang op og sluttede sig til disse.

Forgæves forsøgte pastor Braun at forhindre denne usømmelige adfærd; forgæves anmodede man hr. A. C. Meyer om at skride ind; han lovede det, men lod dem roligt fortsætte, indtil de havde fået sagt hvad de ville, og først da man havde fået tilkaldt politiets assistance og det trak op til konflikt med øvrigheden, anmodede hr. Meyer forsamlingen om at skilles.

Da var der hengået over en halv time og sørgehøjtideligheden var blevet ganske forstyrret.

---

Det er, som mange af vore læsere vil vide, ganske den sædvanlige socialistførertaktik, som fx gang på gang er blevet anvendt af folketingsmanden i Aarhus nordre kreds. Først lader man de menige Socialdemokrater lave alle de bøllestreger, de kan hitte på - ophidser dem måske endog til rene voldshandlinger - og til sidst, når politiet er i farvandet, holder man "beroligende" taler. "Gud bevares, hr. betjent, De kan jo selv se, at jeg står og be'r dem forholde sig rolige".

Ja, det er en nydelig metode!

(Aarhus Stifts-Tidende, 2. oktober 1906.)

Alberti og Rusland.

Russeren Vigotski arresteret.

København, onsdag.

I søndags begravedes en fattig russiske smedesvend der var død på hospitalet her i byen. En del af den dødes kammerater mødte ved graven på den katolske kirkegård og før man skiltes, stod en russiske cigarmager Vigotski frem og påbegyndte en tale.

Derover blev pastor Braun nervøs og protesterede, hvorefter der opstod lidt forvirring og der sendtes bud efter politi. Men før dette kom, var sindene faldet til ro og deltagerne på vej hjemad.

Nu skulle man tro at dermed var den historie ude af verden. Men den herværende russiske gesandt har villet det anderledes og det synes jo næsten som nævnte gesandt regerer heri i landet. Han lod nylig en maleriudstilling lukke og nu forlangte han en beretning om det der passerede på kirkegården.

Øjeblikkelig har autoriteterne taget affære og i morges tidlig før dagen gryede, indfandt politiet sig i Vigotskis hjem og arresterede ham.

Så snart han ankom til politikammeret måtte han i forhør og efter dettes slutning blev han atter indsat i arresten.

Dette skridt synes i allerhøjeste grad umotiveret, da Vigotski ikke på kirkegården har brugt udtalelser som kan kaldes farlige for det russiske rige eller dets statsoverhoved. Ikke heller kan der være tale om forstyrrelse af gravfreden, for den katolske kirkegård er privat grund og bestyrelsen har ikke forlangt ham tiltalt.

Foreløbig ser det hele ud til at arrestationen kun efterkommer russiske ønsker, men det er dog for galt at sådant tåles her i landet.

For øvrigt synes vi at sådanne arrestationer røber en beklagelig letsindighed fra autoriteternes side. Der lever her i byen en stor del russiske udvandrede. Det er fredelige mennesker der ikke fornærmer nogen, når de blot for lov til at leve i fred.

Men begynder man først at slæbe dem i arrest for bagateller, ligesom tilfældet er i deres hjemland, ja da er det vel sandsynligt at de fremtidig bliver mindre fredelige.

Vi får nu se hvad hr. Alberti vil gøre ved Vigotski. Efter fremmedlovens §§ 13 kan khan udvises, når blot ministeren finder det nødvendigt. Tænk, så fri og humane er lovenen i vort for sin frihed så forroste land. I Rusland har man ikke en mere brutal og vilkårlig lovbestemmelse.

(Horsens Social-Demokrat, 4. oktober 1906)

Russerens arrestation

Oscar Johansen appellerer arrestdekretet

Politiet trænger ind i en privatbolig.

D'Hrr. Albertis og Engen Petersens tjenesteiver overfor det russiske gesandtskab ved arrestationen af russeren Wigotski vækker opsigt i alle frisindede kredse.

Vi henvendte os i går til politiinspektør Henrik Madsen for at få oplyst, på hvilket grundlag politiet havde anholdt hr. Wigotski. Svaret lød: "Han er ikke anholdt, men arresteret, og anledningen er, at han har overtrådt straffelovens § 157, der dikterer straf for den, der ved vold eller trussel om vold forhindrer gudstjenester eller anden offentlig handling eller som forstyrrer gudstjenesten ved larm og uorden."

Wigotski har som det fremgår af vedstående erklæring af folketingsmand A. C. Meyer, ikke overtrådt denne straffelovsparagraf.

Vi forstår derfor ikke, hvorledes man har kunnet afsige arrestdekret over Wigotski. Fremragende jurister mener, at der her foreligger en retskrænkelse af ganske alvorlig art. Så snart det rygtedes, at Wigotski var arresteret, tog overretssagfører Oskar Johansen affære. Han anmeldte på kriminalrettens justitskontor, at han agtede at appellere arrestdekretet til Højesteret, og i formiddag vil hr. Johansen i fængslet på Nytorv få en samtale med hr. Wigotski.

Det er i højeste grad påskønnelsesværdigt, at hr. Johansen har taget sig af den unge russers sag, og det skal være interessant at se, om Højesteret også nu vil bøje nakke for de russiske magthaveres repræsentanter.

Politiet hos paster Braun.

Som meddelt i går ejes den katolske kirkegård af den katolske menighed. Det er således på et fuldstændig privat sted at Wigotski holdt sin tale. Forinden politiet kunne skride ind, måtte der altså foreligge en klage fra kirkegårdens ejere eller den præst der gjorde tjeneste ved begravelsen.

En sådan klage lader det også til at politiet har forsøgt at tilvejebringe. Tirsdag havde nemlig pastor Braun besøg af en opdagelsesbetjent der ville vide hvad der var foregået ved begravelsen. Hr. Braun erklærede at hverken han eller den katolske menighed ønskede at der rejstes tiltale mod nogen.

Med denne erklæring fra pastor Braun bliver arrestationen af Wigotski endnu mere ubegribelig, med mindre man fra visse sider tilsigter at ophæve den asylret som vi hidtil har været støtte af at yde de russiske flygtninge.

Russerne selv opfatter ikke optrinnet som nogen demonstration. I Rusland og Polen er kirkegården så godt som det eneste sted hvor der må tales. Det samme har de troet var tilfældet her i det frie Danmark.

På jagt efter endnu en russer.

En politimand trænger ind i en privat lejlighed.

Også en anden russer der talte på kirkegården i søndags, lærer Georgi, er man på jagt efter. Dette virker noksom at politiet vil udnytte begivenheden imod de russiske flygtninge. Georgi talte nemlig på kirkegården efter udtrykkelig tilladelse af pastor Braun. Han har altså ikke overtrådt paragraf 157.

Alligevel halser man rundt i byen for at få fat i ham.

Georgi bor som gæst hos en familie på Nørrebro. I går morges ved 7-tiden bankede det hårdt på døren, og da fruen halvt påklædt gik ud og lukkede op, præsenterede en mandsperson sig for hende som politimand.

"Bor her en russer ved navn Georgi?" spurgte han i en brysk tone.

"Ja", sagde fruen, "men han er ikke hjemme og har ikke været her siden i går."

Uden at spørge om forlov gik politibetjenten ind i den stue hvor Georgi havde boet og gav sig til at undersøge værelset og lukkede kufferter op. Til slut kastede han sig i en stol og gav sig til at gennemlæse breve, heriblandt flere ganske private breve med anden adresse end Georgis.

Den unge frue, hvis mand for tiden er bortrejst, stod ganske hjælpeløs overfor politimandens anmasselser. Hun gjorde spagfærdigt opmærksom på at et af de breve han læste igennem, var til en ung svensk dame der ligeledes opholdt sig som gæst i hendes hjem.

"Såh, sagde politimanden. Ja Georgi har jo en veninde!"

Den unge frue blev ganske flov ved denne udtalelse om en dame som hun havde ydet gæstevenskab, og som hun kun havde grund til at agte. Forinden afskeden stak betjenten fruen et kort i hånden med de ord: "Kommer Georgi her tilbage, er det Deres pligt straks at tilkalde en politibetjent og lade ham anholde!"

Med disse ord forlod betjenten lejligheden.

Med hvilken ret trænger denne betjent ind i en privat lejlighed.

I grundlovens paragraf 81 hedder det:

"Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Man kan sikkert gå ud fra, at der ikke foreligger nogen retskendelse i denne sag. Var der det, havde politibetjenten sikkert gjort den unge frue opmærksom derpå.

Foreligger der ikke en sådan kendelse, har politiet gjort sig skyldig i et fuldstændigt lovbrud, og der vil fra den pågældende families side blive gjort ansvar gældende mod politiet.

Men i øvrigt kan vi oplyse politiet om, at det er spildt umage at søge efter Georgi. Han har for flere dage siden forladt landet.

Har Wigotzski overtrådt paragraf 157?

Det har forbavset mig og ganske sikkert alle, som overværede de russiske emigranters demonstration på den katolske Kirkegård i søndags, at politimyndigheden er skredet til en anholdelse af Wigotzski. Endnu større må forbavselsen blive, når man betragter motiveringen af anholdelsen og det derpå følgende arrestdekret. Den unge russiske arbejder skal nemlig tiltales efter paragraf 157 i straffeloven, andet stykke.

Den pågældende paragraf har følgende indhold:

1) Forhindrer nogen ved vold eller trussel om vold afholdelse af gudstjeneste eller anden offentlig kirkelig handling, straffes han med fængsel eller forbedringshusarbejde indtil 1 år. 

2. Den som ved at opvække larm og uorden forhindrer eller forstyrrer gudstjenesten eller de enkelte religiøse handlinger straffes med bøde eller fængsel.

Første stykke har man altså slet ikke tænkt på at bringe til anvendelse. Men heller ikke paragrafens andet stykke kan komme i betragtning ved den tiltale der eventuelt vil blive rettet mod Wigotzski.

Jeg overværede hele begravelsen og må hævde at hverken Wigotzski eller nogen anden af de ved graven forsamlede russere har gjort forsøg på at forhindre eller forstyrre den religiøse handling. Præsten udførte uantastet jordpåkastelsen. Det var først bagefter at en af russerne holdt tale og at Wigotzski oversatte talen. At præsten rejste protest derimod, kan dog ikke komme til at falde ind under paragraffen da hverken den russiske tale eller oversættelsen "forhindrede eller forstyrrede nogen religiøs handling".

Der vil i det højeste kun kunne være tale om en krænkelse af kirkegårdsfreden. Og her har præsten lov til at tage affære. Men da præsten ikke fik brug for politi, og ikke har ønsket politiets senere indblanding, har man altså kun ment at kunne få ram på Wigotzski ved en ganske forkert påberåbelse af paragraf 157, andet stykke.

Af disse demonstrationer ved graven er uheldige efter danske begreber, kan kun give anledning til forhindring af gentagelse. Men hertil behøver man ikke en anholdelse af Wigotszki. Og det bør vel i denne forbindelse tillige fremhæves at i Polen og Rusland er kirkegården så godt som det eneste sted hvor demonstrationer kan foregå. Russerne har uden videre overført dette på danske forhold. Det stemmer til en mildere opfattelse af røret på katolsk kirkegård.

A. C. Meyer.

(Social-Demokraten, 5. oktober 1906, 2. udgave.)

Pastor Braun og Wigotzski

Vi har modtaget følgende:

København, den 5. oktober l906.

Hr. Redaktør !

Jeg har læst referaterne i "Social-Demokraten" angående demonstrationen i søndags på vor kirkegård.

Da der deri findes flere faktiske urigtigheder, håber jeg, at De i sandhedens interesse vil indrømme mig en lille plads for nogle få bemærkninger.

1 ) I nr. 273 (torsdag den 4. oktober) skrives: "den katolske pastor Braun lod sende bud efter politiet". Hertil må jeg bemærke, at jeg ikke lod sende bud efter politiet. Først da jeg havde forladt graven, hørte jeg at andre havde gjort det, efter at der råbtes: "Ned med præsten !" Derimod sørgede jeg for, at politiet ikke kom ind på kirkegården, da hr. folketingsmand A. C. Meyer imidlertid havde lovet at ville henvende sig til mængden, for at formå den til at gå bort. Jeg har på kirkegården ikke vekslet et ord med politiet, end ikke engang set det, fordi jeg måtte vende tilbage til kapellet, for at foretage en anden begravelse.

2) I nr. 274 (fredag den 5. oktober) fremhæves bl. a. med fede typer: "Georgi talte på kirkegården efter udtrykkelig tilladelse af pastor Braun". Dette forholder sig ikke således. På vejen fra kapellet til graven kom både Wigotzski og Georgi hen til mig og spurgte, om de turde holde tale ved graven. Derpå svarede jeg, at vi ikke var vant til noget sådant på vor katolske kirkegård, og derfor heller ikke ønskede, at det skete ved denne lejlighed.

Jeg gentog det samme i lignende udtryk umiddelbart efter jordpåkastelsen også på tysk, idet jeg samtidig opfordrede de omkringstående til at kaste jord på deres afdøde kammerat og så gå rolig hjem.

Men mens flere også efterkom opfordringen med hensyn til jordpåkastelsen, begyndte allerede en af russerne at tale - tilsyneladende rolig - hvorfor jeg også blev stående ved graven. Efter ham fulgte Georgi, og da blev gemytterne kendelig ophidsede. Skønt jeg også under denne tale blev stående ved graven, fatter jeg dog ikke at man efter foranstående fremstilling kan sige at Georgi talte med udtrykkelig tilladelse af pastor Braun.

En formelig protest har jeg rigtig nok først nedlagt da derefter Wigotzski begyndte at tale på dansk. Når det er fremhævet om sidstnævnte at han talte på et privat sted, så er det dog kun for så vidt rigtigt som den katolske vestre Kirkegård ikke er kommunens, men den katolske menigheds private ejendom, det bør dog ikke forglemmes at den tillige er en af staten anerkendt menigheds offentlige kirkegård.

Med tak for optagelsen

J. Braun

Pastor, Bredgade 64.

(Social-Demokraten 7. oktober 1906).

Vigotski løsladt.

Som vi forudsagde skete det.

Efter vidneafhøringerne i går i Vigotski-affæren fandt assessoren ikke længere grund til at holde holde Vigotski arresteret. Der har jo forøvrigt aldrig været nogen grund, eftersom detnu gennem sagens akter er konstateret at der slet ikke er talt særlig revolutionære ord ved graven, ligesom det også er fastslået at den kirkelige handlng ikke er blevet forstyrret.

I går eftermiddags var hr Vigotski igen en fri mand, og politiet meddeler nu at det kun har eftersøgt lærer Georgi for at stævne ham som vidne!

Hele affæren er da løbet ud i sandet som en mindre smigrende historie for dem der stod bag.

(Holbæk Amts Venstreblad, 10. oktober 1906).

Georgis Flugt.

Hans Ophold i Aarhus.

Den russiske revolutionære, friskolelærer Georgi, som holdt tale på katolske kirkegård i København ved sin landsmand Jancucewitchs begravelse, flygtede fra København umiddelbart efter, da han frygtede for at dele skæbne med den anholdte Wigotzki.

Georgi, en middelhøj, noget blond mand af et sympatetisk ydre, har selv ment, at hans tale på kirkegården kunne foranledige hans anholdelse og foretrak derfor at bringe sig selv i sikkerhed.

En opdagelseSbetjent har søgt Georgi i et Hjem på Nørrebro, hvor den unge russer havde fundet et foreløbigt opholdssted. Opdageren havde uden videre givet sig til at foretage en husundersøgelse og gennemlæst en del private breve, hvorefter han havde meddelt husets frue, at hun i tilfælde af Georgis tilbagekomst straks skulle tilkalde en politibetjent for at få russeren anholdt.

Men da var Georgi allerede på vej til et sikrere sted.

Han ankom her til Aarhus om aftenen tilligemed en ledsager fra København og boede hos folketingsmand Sabroe om natten. Næste morgen afrejste han syd på. Han kunne være kommet med skib direkte fra Aarhus til England, men man var bange for, at en kaptajn eller styrmand mulig kunne opdage den forfulgte og udlevere ham. Det var sikrere at betro sig til jernbanen.

Han havde haft til hensigt at tage over Esbjerg til England, men da han måtte gå ud fra, at politiet ville holde udkig her, lagde han vejen ned gennem Slesvig og var over Hamborg taget til London, hvor han sandsynligvis endnu opholder sig.

Flygtningen har senere ladet høre fra sig og udtalt ønsket om at kunne vende tilbage. Wigotzkis løsladelse gav ham et håb om, at dette kunne ske.

Politidirektøren har i den anledning udtalt, at Georgi næppe vil undgå en anholdelse, der måske kunne føre til udvisning. Han stod sig derfor ved at blive, hvor han var. Politidirektøren gjorde i øvrigt opmærksom på, at der ikke forelå noget som helst, der gav danske myndigheder anledning til at efterstræbe Georgi, selv om han befandt sig på et mindre sikkert sted end i England.

Heraf synes det at fremgå at Georgi kan have brugt hæslige ord mod den russiske regering og på grundlag heraf var udsat for at blive dømt og udvist.

Han vil da næppe på ny sætte sine fødder på dansk grund.

(Demokraten (Århus), 22. oktober 1906).

Oluf H. Jørgensen (del 4): Agrarbladet 1897-1911. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet 1897-1911. 
Del 5 Død og Eftermæle 1920. 

I juli 1897 blev Oluf H. Jørgensen redaktør ved det nystartede Agrardagbladet. Avisen København bemærkede at Oluf H. Jørgensen var en nedadgående stjerne og at bladet ikke havde kunnet få en bedre. I januar 1899 mageskiftede Oluf H. Jørgensen sin ejendom i Skanderborg med to større københavnske ejendomme - han var endegyldigt fraflyttet Jylland.

Danmarks Agrarforening var blevet oprettet i 1893 og fik stor tilslutning. Selv om den hævdede at repræsentere det samlede landbrug, var der dog særlige foreninger til varetagelse af enkelte landbogruppers interesser. Den fik en vis indflydelse på 1890'ernes landbrugspolitik, men mistede derefter indflydelse, bl. a. efter en indre strid.

Hof- og Stadsretten idømte februar 1901 Oluf H. Jørgensen en bøde på 200 kr (eller 20 dages simpelt fængsel) for i Agrardagbladet den 9. oktober 1899 at have påstået at sagfører Johs. Schiødts (Vejle) bror havde været impliceret i hospitalsforvalter Hermans bedragerier.

I august 1905 blev Agrardagbladet udbudt til salg. Bladet blev herefter købt af Oluf H. Jørgensen.

Annonce for Agrar-Dagbladet i Roskilde Avis 24. december 1904, 2. udgave.

30 Aar Redaktør.

Oluf H. Jørgensen.

Vi hører, at vor Kollega, "Agrar-Dagbladet"s joviale Redaktør, Hr. Oluf H. Jørgensen, paa Søndag den 1ste Juli holder sin 30-aarige Redaktørfødselsdag. For 30 Aar siden tiltraadte han som Medarbejder ved "Morgenbladet" Pladsen som Redaktør af "Skanderborg Amts Avis". Vi beder Hr. Jørgensen, som vi træffer paa Redaktørstolen i Færd med som altid at drukne i Aviser, der ligger hulter til bulter over Bord. Stole og Gulv, om et Par selvbiograferende Ord.

- Min journalistiske Virksomhed begyndte jeg i Januar Maaned 1871, da min Fader sendte Bud efter mig til sit Blad "Ringkøbing Amts Avis", Datidens eneste vestjydske Blad. Min Fader, der oprettede det, var oprindelig Overlærer i Aabenraa, hvor jeg fik min første Skoleundervisning, men han blev som saa mange andre fordreven efter 1864. 1ste Juli 1876 kom jeg som 23 tiårig ung Mand til Skanderborg, hvor jeg fik Redaktionen af "Skanderborg Amts Avis". Der virkede jeg, indtil jeg 1ste Oktober 1897 overtog Redaktionen af "Agrar-Dagbladet" som jeg redigerede for Aktieselskabet indtil i Fjor, da jeg købte Bladet, der nu ejes af mig.

Vi bad Hr. Jørgensen om at karakterisere Udviklingen i dansk Provinsjournalistik gennem de 30 Aar.

- Den er kolossal. For os, der erindrer de primitive Forhold, under hvilke der blev arbejdet i de Tider, staar den Udvikling, som den danske Provinspresse er undergaaet, som ikke saa lidt af et Eventyr. I Begyndelsen af 70'erne var det jo store Sager, naar en Avis udkom 4 Gange om Ugen i et lille bitte Format. Nogle faa Hundrede Holdere svarede den Gang til 2-3000 Holdere nu. Arbejdslønnen var lille, Trykkeri og Kontorforholdene mere end primitive. Saksen var et herligt Penneskaft, og Traad-Efterretninger kendte man kun af Navn de fleste Steder!

- Mener De, at Pressen er bleven demoraliseret?

- Provinspressen paa ingen Maade! Det kan langt snarere siges om Hovedstadspressen. Ansvarsfølelsen er stærkere i Provinsen, og det kollegiale Forhold langt bedre og smukkere i Gennemsnit der.

Vi ved, at Hr. Jørgensen har mange Venner i den danske Provinspresse ganske bortset fra politiske Divergenser. Han er selv kollegial som faa, og der vil følgelig fra mange Kolleger Landet over blive sendt ham en venlig Tanke paa Søndag.

Ogsaa fra dem, der lejlighedsvis har taget en skrap Tørn med ham.

V-s.

(Østsjællands Avis (Køge) 1. juli 1906).

Peter Sabroe kommenterede i 1907 en fabrikant Julius Andersens eksklusion af Socialdemokratisk Forbund i Aarhus. Han var blevet ekskluderet fordi han imod partiets politik om afskaffelse af titler og ordner, havde taget imod en orden (ridderkorset). Sabroe forstod ikke at Julius Andersen ville i samme selskab med riddere som fx Oluf H. Jørgensen. Selv havde Sabroe takket nej til borgmester Drechsels tilbud om en orden.

Redaktør Oluf H. Jørgensen.

Et 40 Aars Journalist Jubilæum.

Det er i Morgen 40 Aar siden, Redak- Oluf H. Jørgensen, "Agrardagbladet", begyndte sin Virksomhed som Pressemand ved "Ringkøbing Amts Avis".

I Pressen gaar slige Jubilæer ikke alt for ofte paa, thi Pressen har det tilfælles med Søen, at den tærer. Men Redaktør Jørgensen er som Jubilar ikke saa lidt af et Fænomen, spænstig og arbejdsglad trods nogen, fuld af Interesse og Lyst til at lægge Kræfterne i. "København" har lært ham at kende som en god og loyal Kampfælle i mangen drøj Dravat, og vi vil ikke blive ene om at sige de Ord i Dagens Anledning, at Redaktør Jørgensen al sin Tid har været sine Venner en oprigtig og trofast Ven, ligesom han heller aldrig gik af Vejen for et ærligt Fjendskab, hvor han stødte paa Anskuelser, der ikke lod sig forene med hans. Saa var han en stor Stridsmand for Herren, og med hans Maade at drage i Leding paa, kan det ikke undre, at der ogsaa vankede Skrammer til ham selv; for ham faldt det aldrig ind at give Pardon. For Ensidighed kan de Standpunkter, der plejes i "Agrardagbladet"s Spalter ikke altid frikendes, men det er jo endelig ikke det værste, der kan siges om et Standpunkt, navnlig ikke i disse Alsidighedens Tider.

Der gaar en solid klog og klar Linie gennem Redaktør Jørgensens offentlige Virksomhed. Han har fra første Færd været Landbrugets svorne Mand. Som Redaktør af "Agrardagbladet" har han fundet netop den Tumleplads, der svarer til hans Idéer og hans Sympatier, og med megen Dygtighed har han formaaet at give sit Blad den Særstilling, der sikrer dets Bestaaen, trods den skarpe Konkurrence, der præger vor Tids Presseforhold.

Personlig er Redaktør Jørgensen en meget afholdt Mand, fremkommelig og jævn af Væsen, agtet som Kollega og Menneske. Han gaar nu i sit 59. Aar, hvad ingen skulde se paa ham; siden 1897 har han redigeret "Agrardagbladet", hvortil han kom fra "Skanderborg Amts Avis", som han har stiftet, og hvis Redaktør han var i 21 Aar. løvrigt er hans mindeværdigste Aar sikker 1895, da han valgtes i Skanderborgkredsen som det forhandlende Venstres Kandidat; imidlertid blev Valget for en ganske ligegyldig Formalitets Skyld forkastet, og ved det derefter udskrevne Valg i 1896 maatte Redaktør Jørgensen bide i Græsset. Ind i Folketinget kom han saaledes ikke, men ved hele sin Virksomhed har han været nøje knyttet til ledende Venstrepolitikere, og ved de vigtigere Begivenheder i Tinget vil man den Dag i Dag se Redaktør Jørgensen dernede som "Agrardagbladets"s flittige Referent.

Redaktør Jørgensen er Sekretær og Kasserer i Agrarforeningen. For et Par Aar siden blev han hædret med Ridderkorset.

(København 31. marts 1911).

"Agrardagbladet"s Sammenslutning med "København". I "Agrardagbladet", der udkommer i Aften, retter Redaktør Oluf H. Jørgensen en Henvendelse til sine Læsere, hvori han meddeler den andet Sted her i Bladet omtalte Sammenslutning mellem "Agrardagbladet" og "København". Det hedder i Henvendelsen bl. a.:

"Idet jeg herved har meddelt "Agrar-Dagbladet"s Holdere, hvad der forestaar, haaber jeg, at de vil forstaa Situationen og billige det Skridt, jeg gør. Landbruget har ikke ydet "Agrardagbladet" tilstrækkelig Støtte; det er Sagen. Havde man gjort det, vilde det fremdeles have gaaet sin jævne Gang. Men selv om Bladet den Dag i Dag har mange og gode Venner ude omkring i Landet, er der altsaa ikke nok, som viser dette i Gerning. Jeg takker enhver, der virkelig har staaet mig bi med Raad og Daad".

(Nationaltidende 14. september 1911, 2. udgave).

Bladforhold.

I "Agrar-Dagbladet" i Gaar Aftes fandtes følgende:

Til

"Agrar-Dagbladet"s Holdere.

Det er nu 11 Aar, siden "Agrar-Dagbladet" begyndte sin Virksomhed her i Hovedstaden, og, lad mig sige det straks, det er ikke altid, Bladet har danset paa Roser.

Det kom frem i en vanskelig Tid. Sammenholdet i Agrarforeningen havde allerede lidt et Knæk, og Spliden mellem Landmændene stod nøje i Forbindelse med den Enkeltes Stilling til Forliget af 1894. Man rev og sled i hinanden, og det var selvfølgelig under disse Forhold meget vanskeligt for "Agrar-Dagbladet" at løse sin Opgave.

Med Aarene smuldrede Agrarbevægelsen hen, og Bladet mistede dermed lidt efter lidt det Grund1ag, det skulde staa paa. Hertil bidrog ogsaa Systemskiftet i 1901 og den derved skabte politiske Situation. Den Skattepolitik, Agrarforeningen var en Talsmand for, gennemførtes ganske vist, om end i en noget forvrænget Form, men efterhaanden brød den virkelige Forhandlingspolitik igennem og gjorde forsaavidt Agrarernes Organisation overflødig.

Alt dette svækkede naturligvis ogsaa et udpræget Agrarblad. Det blev de politiske Interesser, som paa ny greb Folk, og da Regeringen var bleven Venstres og Landbodemokratiets, havde "Agrar-Dagbladet" intet andet Valg, end enten at følge med i Politiken eller gaa ind.

Agrarforeningens ledende Mænd havde samtidig trukket sig tilbage eller var døde (Ahlmann, Langholt, Andersen-Rosendal o s. v ). Kort sagt, Stillingen blev efterhaanden vanskelig for "Agrar-Dagbladet", og som Bladets nuværende Udgiver agter jeg nu at handle derefter, idet jeg med dette Kvartals Udløb vil opgive "Agrar-Dagbladet", medens jeg selv træder over som Medredaktør af Dagbladet "København", der er det Hovedstadsblad, som politisk staar mig nærmest.

"København" fører samme Fordragelighedens og Forhandlingens Politik som "Agrar-Dagbladet". "København" er et uafhængigt, regeringsvenligt Blad med en meget stor Læsekreds, ogsaa ude omkring i Landet. Det er et udpræget nationalt Blad, og saa er det, hvad det daglige Indhold angaar, et af vore bedst redigerede Dagblade.

Fra 1. Oktober gaar "Agrar-Dagbladet" altsaa op i "København", og jeg anbefaler indtrængende mine ærede Holdere og gode Venner fra nævnte Dag at abonnere paa "København" som Afløser af "Agrar-Dagbladet".

I vore Dage vil jo ogsaa Landmændene have et livligt, alsidigt Blad at læse, med righoldigt Stof fra Hovedstad og Provins, fra Land og By. I "København" vil de faa et saadant Blad. De bringer daglig et godt Stof, skrevet af kvikke og intelligente Penne. 

Jeg haaber derfor, at det trufne Arrangement vil tiltale "Agrar-Dagbladet"s Holdere saa godt, at De alle fra 1. Oktober følger med mig over til "København", hvor jeg altsaa fortsætter min journalistiske Virksomhed, som stedse skal blive af en saadan Art, at det danske Landbrugs økonomiske, politiske og sociale Interesser ikke glemmes.

By og Land, Borger og Bonde, - det bliver mere og mere Fællesløsenet imod det fremvældende og anmassende Socialdemokrati!

Idet jeg altsaa herved har meddelt "Agrar-Dagbladet"s Holdere, hvad der forestaar, haaber jeg, at de vil forstaa Situationen og billige det Skridt, jeg gør. Landbruget har ikke ydet "Agrar-Dagbladet" tilstrækkelig Støtte; det er Sagen. Havde man gjort det, vilde det fremdeles være gaaet sin jævne Gang. Men selv om Bladet den Dag i Dag har mange og gode Venner ude omkring i Landet, er der altsaa ikke nok, som viser dette i Gerning. Jeg takker enhver, der virkelig har staaet mig bi med Raad og Daad. Jeg véd, at den Meddelelse, de her faar, vil gøre dem ondt; men følg mig kun trøstigt over i min ny, mere grundfæstede Virksomhed. Ingen vil fortryde det!

Oluf H. Jørgensen.

-

KØBENHAVNS Venner vil sikkert med Tilfredshed modtage Meddelelsen om denne Styrkelse af vort Blad. Hr. H. Witzansky bliver som hidtil Bladets Chefredaktør med d'Hrr. Henning Jensen og Oluf H. Jørgensen som Medredaktører.

Kobenhavn.

-

Om Overgangen af "Agrar-Dagbladet" til KØBENHAVN, skriver "Nationaltidende" for i Aftes følgende

Efter Forlydende ophører "Agrardagbladet" at udkomme i Løbet af næste Uge, og dets Abonnenter modtager da i Stedet "København". Redaktør Oluf H. Jørgensen, der er "Agrardagbladet"s Udgiver, overdrager nemlig sit Blads Aktiver til "København" i hvis redaktionelle Ledelse han selv indtræder. Hr. Witzansky bliver som hidtil "Købehavn"s Chefredaktør, medens Hr. Oluf H. Jørgensen sammen med Hr Henning Jensen bliver Medredaktører.

"Agrardagbladet" opnaaede en Levetid af 11 Aar Dets første Nummer udkom i Agrarforeningens store Dage, og det vandt oprindelig en ikke ringe Udbredelse, navnlig paa Sjælland og Fyen.

Efter at Agrarbevægelsen havde udspillet sin Rolle, medvirkede "Agrardagbladet" til at fremme det Samarbejde, som i da senere Aar har fundet Sted mellem det maadeholdne Venstre og Højre. Og under Kampen om Forsvarssagen tog Redaktør Jørgensen uforbeholdent Standpunkt for en Ordning af Forsvaret med Københavns Befæstning som Grundlag.

Vi har jævnligt været uenig med "Agrardagbladet" og givet dette Udtryk i vor Polemik; men vi har i de senere Aar ogsaa jævnligt haft Lejlighed til at yde Redaktør Oluf H. Jørgensen Anerkendelse for den Støtte, han gennem sit Blad ydede de politiske Bestræbelser, hvis Formaal var Samarbejde mellem den radikal-socialistiske Alliances Modstandere.

(København 15. september 1911).

"Agrardagbladet"

Bladet gaar ind, og Oluf Iørgensen bliver Medredaktør af "København".

"Agrardagbladet"s Dage er talte. Om et Par Dage gaar Bladet op i det arbeiderfjendske Blad "København" og Redaktør Oluf H. Jørgensen indtræder som Medredaktør ved nævnte Blad.

Dermed kon det vel siges, at de sidste Rester af den store Agrarbevægelse er sunken sammen i en rygende Ruinhob.

Det var i 1897, at Oluf Jørgensen fik "Agrardagbladet" startet. Det var store agrarske Tider, og Oluf Jørgensen red da den høje Hest. Han opflammede vældigt de danske Gaardmænd. naar han talte om de 80,000 Landmænd, der stod bag Agrarforeningen.

Det lykkedes da ogsaa straks at samle en anseelig Hær omkring "Agrardagbladet", men det viste sig umuligt at holde sammen paa disse Folk.

Da det ikke gik med den agrariske Ophidselse, slog Redaktør Oluf Jørgensen sig klogeligen paa den konservative militariske Samlingspolitik. Han, der havde kæmpet i forreste Linje for den Agrarforening, der som en af sine Hovedopgaver havde Indskrænkning af de militære Udgifter, gik nu den modsatte Vej og krævede større og større militære Bevillinger.

Det siges, at Hr. Oluf Jørgensen fik Hjælp af Grev Frijs og at han ved denne Hjælp holdt sit Blad gaaende de sidste Aar. Meget taler for, at dette Rygte er sandt. Mindre tror vi paa det Rygte, der kombinerede Hr. Jørgensens "Agrardagblad" sammen med Asger Karstensens 30,000 Kr.

Nu er "Agrardagbladet"s Rolle altsaa forbi. Hr. Oluf Jørgensen har gennem dette Blad først bidraget til at sprænge en god Portion Gaardmænd ud af Venstre og bagefter har han bidraget sit til at lede disse Gaardmænd over i Højre.

Ovenpaa dette Arbejde fortjener den fordums Radikaler fra Skanderborg at blive Medredaktør ved "København" sammen med Eks-Pastor Henning Jensen, der en Tid har snyltet paa Socialdemokratiet, og Hr. Witzansky, der har snyltet paa den Hørupske Radikalisme.

Krage søger Mage, og vi maa sige: Det er et herligt Trekløver, der fra 1. Oktober skal redigere "København".

(Bornholms Social-Demokrat 15. september 1911).

Perioden som medredaktør for København sluttede 1. juli 1919. Der blev stille om hans person, udover at han deltog som festtaler og til forskellige begravelser.

Dagbladet København var på daværende tidspunkt under ledelse af Harald Witzansky et borgerligt opinionsorgan. Siden 1897 tillige med præsten og skribenten Henning Jensen. Witzansky var 1900-1907 medlem af Københavns Borgerrepræsentation for den liberale gruppe. Han gled derefter rask mod højre og endte i 1913 med at blive ekskluderet af Venstres redaktørforening. I 1904 havde en gruppe tidligere medarbejdere oprettet Ekstra Bladet - og de to blev hurtigt konkurrenter. København kritiserede stærkt Socialdemokratiet og fagforeningerne. Under Harald Witzansky blev bladet en overskudsforretning - han ejede de fleste aktier i bladet. Dem solgte han imidlertid i 1918 til den konservative politiker Alexander Foss. I 1922 forlod Witzansky helt København og overlod til til partiet Venstre. 

"Peter Ordrup". (Efterskrift til Politivennen).

Et letsindigt Væddemaal.

I Lørdags Eftermiddags sad der i en Beværtning ved Gl. Strand i Kjøbenhavn en broget Forsamling af Lediggængere og Bøller fra Vognmagergade og Brøndstræde. Præsidenten i den smukke Forsamling var "Den dovne Dreng", og om ham fylkede sig "Ole Nifinger", "Flæske-Karl", "Fløjtedrengen", "Peter Ordrup" og andre celebre Personligheder.

"Peter Ordrup" førte Ordet og fortalte vidt og bredt om sine "Heltebedrifter". Blandt Andet fortalte han, at han kunde svømme som en Fisk, og at han havde reddet flere Mennesker fra at drukne.

"Flæske-Karl" tillod sig under hans Foredrag at komme med flere tvivlende Bemærkninger, hvilket havde til Følge at "Peter Ordrup" udfordrede ham til en Kapsvømning i Kanalen lige med det Samme.

"Flæske Karl" betakkede sig dog, men erklærede, at han vilde vædde "en Gang stegte Rødspætter over det Hele! og 4 "Krus", hvis "Peter Ordrup" kunde holde sig oven Vande i 20 Minutter.

Da "Flæske Karl" lagde Pengene paa Bordet, sagde "Peter Ordrup" Top, kastede Frakke og Hat, og sprang fra Bolværket paa Hovedet ud i Kanalen. Der samlede sig hurtigt en Mængde Mennesker, og blandt de Tilstedekomne var ogsaa Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar.

Hs. kgl. Højhed forlod dog hurtig Skuepladsen og hentede en Betjent.

"Peter Ordrup" vilde dog ikke med det Gode op af Vandet, og det varede længe førend det lykkedes Politiet at faa ham op. Han rev sig saaledes en Gang løs fra Betjentene og sprang ud i Vandet igjen.

Da man endelig fik ham paa det Tørre var han i Følge "V. L." nok saa frisk og forlangte sin Gevinst, men i Stedet for, blev han puttet i en Droske og kjørt til Arresten paa Nytorv.

(Jyllandsposten 14. marts 1898).

Ifølge Aarhuus Stifts-Tidende var der en tilskuer der havde råbt "Selvmord, hjælp, politi!"

Peter Ordrup

der som omtalt forleden gav en Svømmepræstation tilbedste i Gl. Strands Kanal, mødte i Gaar i den offentlige Politiret og blev idømt en Bøde paa 50 Kr. for sin Vandpantomime, der rangerer under "Gadeuorden"

De 4 Kroner, Væddemaalet gjaldt, maa saaledes siges at være surt fortjente.

(Folkets Avis - København 20. marts 1898.)

"Røde Vilhelm" og "Julekagen", der er to kendte københavnske Bondefangere, har forleden sammen med en kollega, kaldet "Peter Ordrup", plyndret en Konditorsvend for 100 Kr.

Ovenpaa denne Bedrift blev det smukke Trekløver ifl "Soc.-Dem." arresteret.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1902).

Rundskue.

En kendt københavns Bølle, "Peter Ordrup", sad forleden Dag i en Kælderbeværtning i Ryesgade i København og drak med nogle Venner, da 2 Mænd kom ned og forlangte et Par Genstande.

- De mener vel til hele Stuen? Spurgte Peter Ordrup advarende.

- Nej, kun til mig og min Kammerat, svarede Manden.

- Maa jeg saa tillade mig at belære Dem om, hvad der er god Tone her paa Pladsen, sagde Bøllen og rejste sig.

Faa Minutter efter laa Manden med Ansigtet halvt knust og det ene Ben sparket over. Man bragte ham paa Hospitalet, hvorfra han nu er udskrevet som delvis Invalid.

Er det for meget at et saadant Udskud af Menneskeslægten faar læsterlige Klø? Vi holder paa Pryglestraffen overfor saasanne Individer.

(Ærø Avis 6. august 1904.) 

Ifølge Aftenbladet (København) 2. august 1904 foregik det i Ryesgade 66, og Peter Ordrup blev idømt 1 års forbedringshus og 200 kr. i erstatning.

Et uhyggeligt Drama for en Flaske Brændevin.

Druknet i Københavns Havn.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, Tirsdag.

Paa en Beværtning i Nyhavn sad i Eftermiddag ved Femtiden nogle Kreaturtrækkere, deriblandt en, som gaar under Navnet "Peter Ordrup" - en af Københavns Særlinge.

De talte om at svømme, og "Peter Ordrup" talte med stor Autoritet, da han faktisk var en brillant Svømmer.

"Tør du svømme over Nyhavn med alle Kludene paa?" spurgte en ham.

"Lad gaa - - lad os sige for en Flaske Fuselfri"

"Top!"

Og hele Selskabet gik ud på Gaden, og "Peter Ordrup" sprang resolut ud.

Pludselig saa man ham saa synke. I sin Ivrighed var han sprunget lige ind i en Bunke Tang, og han var straks ude af Stand til at røre sig. Han arbejdede og arbejdede - tilsidst fik han Krampe og gik til Bunds.

Og det blev saaledes hans Død.

Til Ros for ham, som havde væddet med ham, skal det siges, at han øjeblikkelig sprang ud for at hjælpe ham, men vær var omkommet selv.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. juni 1906).

Hædret af Bisser

En sjælden Højtidelighed fandt i Lørdags Sted paa Vestre Kirkegaard. Man erindrer, at en af Byens kendteste Bisser, kaldet Peter Ordrup, for en Tid siden druknede under Forsøget paa at svømme over Kanalen ved Nyhavn; det galdt et Væddemaal om en Flaske Brændevin. Forleden blev han begravet paa Vestre Kirkegaard.

Imidlertid havde en af hans Kammerater, "Fløjelsvesten", faaet Skrupler, fordi han havde været med til Væddemaalet og saaledes paa en Maade var medskyldig i, at Peter Ordrup druknede. For at gøre Bod satte "Fløjelsvesten" sig da i forrige Uge i Spidsen for en Indsamling til en Krans til den dødes Grav. De fleste af Byens ældre Bisser, og navnlig "Kreaturførerne" fra Kvægtorvet gav en Skærv med hertil, og der blev hos Dina Schultz købt en pragtfuld Krans til 12 Kr., som præsenteredes - med vedhængende Kvittering - for Giverne paa Halmtorvet.

I Lørdags lagdes den i Overværelse af en Mængde "kendte Navne" paa Peter Ordrups Grav, blandt de tilstedeværende var Fløjelsvesten, Gummisjalet, Oskar den 1. og Oskar den 2., Bræddestablen, Rødepeter o. fl. Der blev talt nogle kønne Ord om den bortgangne Kam'rat, og derefter gik Flasken en Omgang rundt til Minde for den Afdøde.

(Pressen (København) 3. juli 1906)

Dina Schultz havde en blomsterforretning på Hellerupvej 60 eller 72. I hendes drivhus indrettede "A/S Dania Biofilm Kompagni" (i 1913?) senere et atelier. I 1908 havde hun et gartneri på Katrinevej.

Infamt! Atter en Præst, der laver Skandale ved Graven. (Efterskrift til Politivennen)

København, Torsdag.

Hvis man tror, at den Næse, som Enevold Sørensen nylig tildelte den unge Pastor Høyrup afskrækker Præsterne fra at lave ny Dumheder, saa fejler man storligen.

I Søndags stod Pastor Schack i Helligaandskirken og rasede i halvanden Time mod Smudsbladene. Han nægtede sig end ikke at nævne et stort københavnsk Morgenblad, som hørende til denne Del af Pressen. Det er utroligt. at en Præst i den Grad kan bryde med al Takt og Sømmelighedsfølelse, saavel overfor Pressen, som overfor de Mennesker, der kommer i Kirken for at høre Guds Ord.

I Dag har en anden Præst, Hr. Gottschalck- Hansen, henlede Opmærksomheden paa sig ved dum og urimelig Tale.

Den unge Mand, Thorvald Høien, der druknede i Roskilde Fjord for nogle Dage siden, blev begravet ude paa Vestre Kirkegaard. Præsten benyttede nu Lejligheden til at holde en Tordentale over Sporten. Høien var en ivrig Boldspiller, men han tog ikke sin Gud med i Sporten, sagde Pastor Hansen. og derfor gik det ham ilde.

"Herren straffer og her har han Øvet sin Magt med sin vældige Arm", skreg Pastoren ud over det sørgende Ligfølge, og han fortsatte: Sandelig siger jeg, det er Herren, der har gjort det. Han griber praktisk ind i Livet, naar det er nødvendigt. Han minder os om sin Nærværelse, naar vi glemmer ham."

Selvfølgelig fremkaldte disse ildeanbragte Ord en meget trykket Stemning blandt Deltagerne og den afdødes Slægt og Venner. Og det er forresten ogsaa lige drøjt nok, at Mennesker, der møder sorgfulde ved en Slægtnings Baare, skal høre paa sligt jammerligt Vaas, som det Pastor Hansen bød paa i Dag.

(Horsens Social-Demokrat 29. juni 1906).