Et Kærligheds Drama.(Efterskrift til Politivennen)

Elskerinden og Hustruen strides om Mandens Lig.

København, Tirsdag.

I Søndags begravedes en kendt Sagførerfuldmægtig paa Vestre Kirkegaard under stærkt dramatiske Omstændigheder. Paa den ene Side af Graven stod den dødes Hustru med sine 9 Børn og paa den anden Side af Graven stod den dødes Elskerinde med sit Barn.

Dette er vel næppe saa sjældent i denne By, men sjældnere var de nærmere Omstændigheder ved hele Begravelsen.

Da den døde, der havde været syg i længere Tid, mærkede, at hans sidste Time nærmede sig, rejste han sig fra Sygelejet i sit Hjem og vaklede hen til sin Elskerinde, der er Niece af en Restauratør i Saesgade. Her døde han kort efter Ankomsten i Elskerindens Arme. Den ulykkelige Pige gemte Liget, anmeldte Dødsfaldet til Skiftekommissionen og bestilte Begravelsen.

Da Hustruen, som kendte Mandens Forbindelse, indfandt sig for at høre om sin Mand. fik hun den Besked, at man ikke havde set noget til ham. Elskerinden vilde saaledes have Liget for sig selv og sørge for dets Begravelse.

Dette lykkedes ogsaa, men i sidste Øjeblik fik Konen Oplysning om Begravelsen og saa stod da de to sørgeklædte Kvinder med onde Øjekast til hinanden, medens Præsten kastede de Skuffer Jord paa Kistelaaget.

I Dag har Hustruen anmeldt det passerede for Politiet, saa Striden fortsattes og atter konstateres det, at Hadet og Skinsygen rækker langt ud over Døden.

(Fredericia Social-Demokrat  13. februar 1907)

Gadenavnet er en gåde.

Etatsraad Frantz Thestrup Adolph (1844-1907). (Efterskrift til Politivennen)

Frantz Thestrup Adolph, (1844-1907), grosserer. Søn af storkøbmanden Johan A. Grossererborgerskab som 25 årig. Arbejdede i sit fædrene firma Frantz Th. A.s enke. Optaget som medindehaver 1878 samtidig med broderen Johan Valdemar Adolph; fra 1896 var han eneindehaver.

Frantz Th. Adolph

Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Th. Adolph er, som meddelt, efter længere Tids Sygdom (en Kræftlidelse) i Gaar Morges afgaaet ved Døden. Han blev født den 13. Februar 1844 og opnaaede saaledes en Alder af 63 Aar.

Den danske Handelsstand har ved dette Dødsfald lidt et stort Tab, den har mistet en af sine nobleste Skikkelser.

Etatsraad Adolph var en Mand med mange repræsentative Evner, og det var derfor ganske naturlig, at han efter Tietgens Tilbagetræden blev valgt til Formand for den danske Handelsstand.

F. T. Adolph var født til at blive Handelsmand, som søn af den bekendte stoute Købmand Johan David Stadfeldt Adolph, der fra Ungdommen til sin høie Alder ved sin Energi og Dygtighed evnede at arbejde Moderens Forretning "F. T. Adolphs Enke" op til en af de betydeligste her paa Pladsen i saa at sige alle Brancher.

I denne store Forretning indtraadte den nu afdøde Etatsraad som ganske ung Mand, og under Faderens myndige Ledeste udviklede hans Syn paa Handelens mange Rørelser sig. Han har været med i den store Udvikling, den danske Handel er blevet underkastet i de sidste 40 Aar, han har set, hvordan de store omfattende gamle Købmandshuse afløstes af en Række specielle Virksomheder, der delte Brancherne mellem sig, saaledes at hans Firma fra at have omfattet Korn, Smør, islandske Produkter, Frø. Kolonialvarer, Seil- og Dampskibsfart i det sidste Aarti gled mere og mere over til udelukkende at hellige Kolonialbrancken sine Kræfter, og i dette Arbejde støttedes han i de senere Aar af sine to Lønner Carl Johann og Holger Adolph. 

Indenfor sine Standsfællers Kreds kom han ret udsigt frem i de forreste Rækker, og allerede i 1886 blev han Medlem af Grosserersocieteters Komite, hvor hans Fader havde siddet før ham. I 1895 valgtes han til Komiteret for Tietgen, og i 1895, efter Tietgens Død, blev han Komiteens Formand.

Allerede i længere Tid forinden havde han forøvrigt været Formand for det meget betydningsfulde Smørnoteringsudvalg, og indenfor dette Udvalg havde han gjort et dygtigt og omfattende Arbejde.

Med sin Formandtstilling for Grosserersocietet forbandt han Stillingen som Formand for "Handelsstandens Fællesrepræsentation", og han var Formand for "De samvirkende Byerhverv". Desuden var han bl. a. Medlem af "Burm. og Wain"s Bestyrelse

I "Købmandsskolen"s Tilblivelse bar han en betydningsfuld Del, og det skyldes hans Initiativ og Utrættelighed, at Børsens Mænd i 1899 skød de 100,000 Kr. til, der var en uomgængelig Betingelse for, at Skolen kunde træde ud i Livet.

Sent vil det Arbejde glemmes, der fra hans Side blev nedlagt i den Gerning, han havde paataget sig for de danske Handelsinteresser.

(Roskilde Avis 6. februar 1907)

Etatsraad Adolphs Jordefærd.

I Middags fandt Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Thestrup Adolphs Begravelse under særdeles stor Højtidelighed Sted fra Frue Kirke.

Dennes Kor var dekoreret med en mægtig Samling stedsegrønne Træer, og hele Kirken var festligt belyst. Udfor alle Stolestaderne hang Kranse med Palmeblade.

Selve Kisten var dækket med de mange signerede Kranse, som for Størstedelen allerede tidligere er nævnte her i Bladet, og hvoraf vi endnu kun fremhæver følgende: En Krans fra Ds. kgl. Højh. Kronprinsen og Kronprinsessen, samt Kranse fra Indenrigsministeriet, det svenske Konsulat, den norske Handels Fællesforening, Provins-Handelsforeninger, Nationalbanken og andre Banker, Forenede Dampskibsselskab og andre Dampskibsselskaber, Sømandsforenirtgen, Skipperforeningen, Landhusholdningsselskabet og de samvirkende sjællandske Landboforeninger.

Fra Børsen var der lagt en Sølvkrans paa Kisten.

I det mægtige Følge var der mødt Deputationer (Bestyrelser) fra følgende Institutioner :

Grosserersocietetets Komite, Fællesrepræsentationen for den danske Handelsstand, de kjøbenhavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation, Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, Kolonialgrossister, islandske Købmænd Nationalbanken, Hørkræmmergrossister, Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse, Privatbanken, Handelsbanken, de private Assurandører, Burmeister & Wain, Papirhandlerforeningen, Urtekræmmerforeningen, Manufakturhandlerforeningen, Skipperforeningen, Forenede Dampskibsselskab, Handels- og Kontoristforeningen, Korn- og Foderstofudvalget paa Kjøbenhavns Børs, Mæglerkorporationen, Danske Handelsrejsende, m. fl.

Af Enkeltpersoner i Følget nævner vi iøvrigt: Ministrene, Grev Raben-Levetzau, Sig. Berg og Høgsbro, norsk Minister, Professor Hagerup, Landstingsformand, Konferensraad H. N. Hansen, Højesteretsassessor Schack, Retsformand Koch, fhv. Retsformand Madvig, Etatsraad Cl. L. Smidt, Telegrafdirektør Meyer, Generaldirektør Rubin, Departementschef Jerichau - Christensen, Borgmester Dybdal, Generalkonsul van Haarst, Overpræsident Oldenburg, Haandværkerforeningens Formand Rostrup, Kammerherre Krag, Geheimeetatsraad Goos, Landstingsmand Stilling, Grosserer Moses Melchior, Provst Fenger, Kammeradvokat Winther, Pastor Linnemann, Grosserer Hans Just, Kammerherre Suenson, Departementschef Krieger, Professor O. Bache, Grosserer Schnackenburg og Grosserer Baune som Repræsentanter for Provinserne i Børsens Smørnotering, Præsterne Prior og Storm og mange flere.

Kl. 1 indtraadte hs. kgl. Højh. Kronprinsen i Kirken, ført af en af den Afdødes Sønner, og ledsaget af et talrigt Følge, hvoriblandt Kabinetssekretæren, Geheimeetatsraad Rosenstand.

Sørgehøjtideligheden tog derpaa sin Begyndelse med Salmesang, hvorpaa Stiftsprovst Paulli holdt Talen:

Der er dem, der ønsker at kunne, om det var muligt, se ind i Fremtiden, i den Forudsætning da at kunne leve lettere. Men allerede Oldtids-Digterne og den hellige Skrifts Forfattere har skrevet herimod, og vi kan, med Apostelen Jakob, sige: Gud være lovet, at vi Mennesker ikke ved, hvad der skal ske imorgen. Og dette finder Anvendelse paa denne Lejlighed.

Denne Dag var allerede i Forvejen en Mærkedag i den Afdødes Familie; thi for to Menneskealdre siden fødtes han selv paa denne Dag, - og da tænkte hans Forældre: hvad skal der blive af dette vort Barn. Men var det da ikke godt for dem. at de ikke forud vidste, at Sønnen skulde stedes til Jorden paa sin Fødselsdag, eller vidste noget om dette hans Lidelsesaar?

Alt er her blevet forsøgt - hvad der menneskelige Kunst og den menneskelige Kærlighed har kunnet gøre, er blevet gjort. Hans Hustru har med en Selvopofrelse, der søger sin Lige, sammen med Sygeplejersken stridt med Døden Tomme for Tomme, og han selv har med rørende Taalmodighed baaret sine Lidelser. Men tilsidst maatte Haabet lades ude, og han og hans Hustru foldede saa omsider i Afskedens Stund Hænderne sammen til Bøn.

Da jeg sidste Gang besøgte ham i Sygeværelset, hvor Regnskabsbøgerne laa omkring - pligtopfyldende, som han var til det sidste, - da vidste han godt, at et større Regnskab forestod ham, - og da talte vi sammen om hans Livsgang, og vi had sammen en Bøn, som vi sammensluttede i dette: Herren har gjort store Ting imod Dig og forbarmet sig over Dig.

Allerede hans Fædrenehjem havde bidraget væsentligt til at gøre ham til den Mand, han blev. Og det, der udmærkede ham, var jo den sjeldne Dygtighed og Ihærdighed, det noble Sind, den gennemdannede Karakter, - hvilket alt satte ham i Stand til at gøre Fyldest paa hans fremskudte Plads i vort Samfund. Og for alt dette er der Grund til at takke Gud, der havde gjort disse store Ting imod ham.

Jeg har en særlig Tak at bringe ham fra Sømandsmissionen. Det lykkedes ham jo at skrive sit Navn ind i Rækken af sit Fædrelands bedste Sønner.

En Dag, da der blev gjort et sidste Forsøg paa at give ham Helbredelse eller i hvert Fald Lindring, og da han vidste, at det gjaldt Livet, nød han Alterens Sakramente med nogle af sine Nærmeste. Og da talte han dybtfølte Ord, som hans Kære aldrig nogensinde vil kunne glemme, og det var ikke Udtryk for en flygtig Stemning, men for den Tro, der har baaret hans Liv. Thi han fik tidlig Øje for Guds Riges Porte, og derfor er del den største Velsignelse, at Herren i Naade har kaldt ham hjem.

I denne Tro lyser vi da Fred over hans Minde.

En i Dagens Anledning skreven aandelig Sang blev derefter sungen og derpaa "Dejlig er Jorden".

Hs. kgl. H. Kronprinsen forlod derpaa Kirken.

Under Tonerne af Hartmanns Sørgemarche over Thorvaldsen bares Kisten derpaa af den Afdødes Sønner og andre Slægtninge ud af Kirken.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. februar 1907).

Antikivitetshandler Groonheim. (Efterskrift til Politivennen).

På Udkig.

En bekendt københavner, antikvitetshandler Groonheim, hængte sig for nogle nætter siden på et hotel ude i Dragør - ingen vidste hvorfor, tilsyneladende sad han i en god forretning.

I går blev han begravet fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård, og ved et uhyggeligt, meget pinligt optrin her fik man løsningen på gåden.

Hele følget sad samlet i kapellet, og præsten skulle lige til prædike. En ældre pelsklædt herre trådte i det samme ind. Han ville sætte sig på en af de bageste bænke, men nåede ikke så vidt. En ældre dame - en af den afdødes nære pårørende - var nemlig straks faret hen imod ham, havde grebet ham i kraven og slyngede ham i ansigtet den ene hæslige beskyldning efter den anden. 

"Hvor vover De at komme her, elendige skurk. Er det ikke Deres skyld, at han ligger død her? Er det ikke Dem og Deres forbandede falske veksler som har bragt denne ærlige mand tiI betlerstaven. Det er Dem og Deres søn, der har lagt ham strikken om halsen ".

Den gamle herre var blevet ligbleg. Til sidst tog anklagersken ham bogstavelig talt i nakken vendte ham mod døren og førte ham ud.

Følget sad som bestyrtet. Man ventede, at hele højtideligheden var blevet aflyst, men præsten tog roligt plads ved kisten, talte om den afdødes brave, ærlige sindelag. Han havde bare ikke forstået at styre sit livs skib - andre havde bragt ham i ulykke.

*

Hvem var den gamle herre? Hvad lå der bag dette hæslige optrin? Begge spørgsmål har vi undersøgt, og de oplysninger, vi samlede, opfrisker historien om bedrageren Nathanson, som for en tid siden blev arresteret og nu henligger på 6. afdeling. Hans fader var det, som de voldsomme beskyldninger rettedes imod.

Hvorvidt han har nogen skyld i det skete, ved vi ikke, men faktisk er det, at hans søn var kommet i forretningsforbindelse med Groonheim, og i betragtning af sit fine navn havde han hos denne gjort så store "forretninger" at da han lå på sine gerninger, trak han desværre Groonheim med sig.

Sagen har vakt megen opsigt.

(Kolding Folkeblad. Ringsted Folketidende, 7. marts 1907). 

Et stygt optrin skete i onsdags ved antikvitetshandler Groonheims jordefærd på Vestre Kirkegård. Da den gamle antikvitetshandler Nathanson indfandt sig for at vise den afdøde den sidste ære, spærrede en af Groonheims kvindelige pårørende vejen for ham, og i sindsforvirrede og voldsomme ord råbte hun at han og hans søn havde ruineret Groonheim og drevet denne i døden. Sluttelig gav hun ham et nakkedrag og jog ham bort.

Det pinlige optrin som foregik så hurtigt at følget ikke havde været i stand til at forhindre det, blev nu heldigvis afbrudt, og den ophidsede kvinde bragt til ro, hvorefter jordefærden gik sin rolige gang.

Af hr. Nathanson erfarer vi at han så langt fra at skylde Groonheim penge, endog havde næsten 2.000 kr. til gode ved hans død. Hvad hans søn angik, da vidste han ikke besked med hans transaktioner og betragtede dem for sig uvedkommende.

(Nationaltidende 7 marts 1907, 2. udgave. Dagens Nyheder, 8. marts 1907).

Antikvitetshandler David Wulff Groonheim døde lørdag den 2. marts. Begravelsen fandt sted onsdag den 6. marts fra Mosaisk vestre Kirkegård 4-G-6. Kranse var frabedt, i følge annoncer indrykket af Antonie Groonheim og August Groonheim. D, W. Groonheim havde forretning i Rådhusstræde 5, og boede bl.a. i Ny Vestergade 9, 2. sal og Løngangsstræde. Her reklamerede han med Empire-, rokokomøbler, sølv-, kobber-, porcelæn-, stenoldsager. I 1880erne havde han måske forretning i Lavendelstræde 15, 1. over gården. Han blev nogle og halvtreds år og oprindeligt indvandret fra Holland.

I "Industriforeningen i Kjøbenhavn omfattende Gjenstande til Oplysning om forrige Aarhundredes stil. Sommermaanederne 1891" havde han adskillige effekter udstillet: 

691. En Glaspokal uden Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
692. En Glaspokal med Frederik IV's Navnetræk. (Antikvitetshandler Groonheim).
693. En Glaspokal med Vaabenskjold og Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
694. En Glaspokal med indslebet "Velkommen" og med Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
695. En Glaspokal med Blomster. (Antikvitetshandler Groonheim).
696. En stor Pokal uden Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
697. Et stort Glas med slebne Blomster. (Antikvitetshandler Groonheim).
698. Sex mindre Glas. (Antikvitetshandler Groonheim).

D. W. Groonheims svigermors? dødsannonce. Hun blev begravet på Vestre Kirkegård. Nationaltidende 9. august 1906.

12.231. Skåne. Liten, väl slipad skafthålsyxa af ovanlig form, med utdragen bane och djupa orneringsfåror (fig. 198»), köpt hos antikvitetshandlanden D. W. Groonheim i Köpenhamn, som uppgaf sig ha köpt den af en kringvandrande handlande, som förvärfvat den mellan Lund och Trelleborg. (KONGL. VITTERHETS HISTORIE OCH ANTIQVITETS AKADEMIENS MÅNADSBLAD. TRETTIONDE OCH TRETTIFÖRSTA ÅRGÅNGARNA. MED 85 FIGURER. 1901 och 1902.

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. marts 1904. O. W. Groonheim kan være en bekendt til David.

En Forbryders Selvbiografi. (Efterskrift til Politivennen).

Litteratur.

Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen og praktisk strafferet. Redigeret og udgivet af Politiinspektør Aug. Goll og Fængselsinspektør S. Grundtvig. Aargang XXIX. Nr. 2. (G. E. C. Gads Universitetsboghandel).

Omtrent Halvdelen af dette ret omfangsrige Hætte optages af "En Forbryders Selvbiografi", udgivet af Dr. med K. K. K. Lundsgaard. Noget egentlig nyt fortæller denne Selvbiografi os ikke. Emnet er væsentlig det samme, som Overpolitibetjent Carl Hansen behandlede i sin meget omtalte Bog "Spild" - den Skæbne, der kun altfor ofte rammer Gadens Drenge her i Byen, naar de af slette Tilbøjeligheder og daarligt Selskab ledes bort fra Hjemmet og vænnes til det vagabonderende Liv, og den Vanskelighed, der er for dem ved at komme af Sumpen igen, naar de først en Gang kommen ned i den. Ja, der er Partier i denne "Selvbiografi", der har en saa slaaende Lighed med Partier af Carl Hansens Fortælling, at man uvilkaarlig gribes  af den Tanke, at det maa være en af denne Forfatters Modeller, som her selv har grebet Pennen for at skildre sit Liv. Men der er vist desværre saa stor en Bunke at gribe ned i, og den ene af Bunken ligner saa meget den anden, at hvad der her i Selvbiografien fremtræder som særlige Træk hos denne ene, i Virkeligheden er Fællestræk hos saa mange.

Selvbiografien er nedskreven i Sommeren 1905 paa Ladegaardens Sygestue efter Opfordring af Dr. Lundsgaard, der fungerede som Læge der, og er oprindelig kun bestemt til at skulle læses af og Sygeplejersken - "den Herre og Dame", som de stadig benævnes i Biografien - men er nu udgivet med "Forfatteren"s Tilladelse. Det er øjensynlig af det Forord, hvormed Dr. L. ledsager Levnedsbeskrivelsen at han har omfattet sin Patient med megen Sympathi; men Hovedaarsagen, hvorfor han har ment at burde forelægge Biografien for Offentligheden - og tilmed i et Fagskrift - er uden Tvivl den, at han har ment, at den trods sin Ubehjælpsomhed i Formen giver et godt Indblik i de Vilkaar, hvorunder Forbrydernaturen udvikler sig, og derfor ogsaa yder Bidrag til Forstaaelsen af, hvorledes Naturer af denne Art retest bør behandles. Navnlig bør Offentliggørelsen vistnok betragtes som et Indlæg i Spørgsmaalet om Oprettelsen af Kriminalasyler; thi det er vistnok Dr. L's Mening - som det ogsaa ses at have været Overlægens Mening paa Kommunehospitalet, at et Individ som Carl C. N. er ganske upaavirkelig af Straf og snarere hører hjemme paa en Anstalt, der er beregnet paa abnorme Forbrydere. Det fremgaar nemlig, af en af nævnte Overlæge ved Lejlighed afgiven embedsmæssig Erklæring, der meddeles i Forordet, at Carl C. N. fra Fødselen af er et degenereret individ, der tilmed fra sin tidligste Barndom af har lidt af epileptiske Anfald. Fra Barndommen af har han ogsaa - som han selv udtrykker det - havt "kløe i Fingrene", som han tilfredsstillede ved om Natten at stjæle fra Moderens Portemonnæ, og Uro i Kroppen, der bragte ham til al skulke fra Skolen og i Stedet for søge hen til "Jødens Bule" paa Christianshavn, hvor han traf daarligt Selskab og lærte at drikke - Alkoholen har sikkert været hans Livs største Ulykke - og at stjæle. I Jødens Bule, syntes han, der var Sjov, og der lærte han og hans Kammerater at drikke - "og vi syntes, det var Sjov at drikke med voxne Folk! baade Mænd og Kvinder, og vi lærte ogsaa, naar der ikke var Mad eller Drikke (Brændevin) i Huset, at tigge og mange Gange at snatte, som de kalder det at stjæle, den Profession var vi Drenge snart øvede i". Der er i Skildringen her og andet Steds adskilligt, som uvilkaarlig leder Tanken hen paa Dickens' Oliver Twist. Han skildrer bl. a., hvorledes han i de to Aar, der gik hen, efter at han var kommen fra Kommunens Internat - hvis Forstander var "en streng Mand, men en retfærdig Mand", og hvor "en Ting er vist, Drengene lærte godt", saa godt endog, at han strax efter at være kommen ud derfra blev Dux i den Klasse i Friskolen, hvor han blev sat - og til sin Konfirmation var blevet Medlem af et vel organiseret Drengekomplot i "det ædle Haandværk" (Tyveri), hvis Samlingssted var Bulen, enten det var Dag eller Nat, medens de Operationer, de gjorde, var "det ædle Lommeoperation, som mest foregik paa befærdede Steder". "Jødens Bule", siger han, var Samlingsstedets rigtige Navn, men Rønnen er senere revet ned og der er opført en stor og stadselig Bygning paa dens Plads.

Carl C. N. har aldrig hørt til de farlige Forbrydere. Naar han blev fuld, kunde han ganske vist slaa om sig, saa det sikkert ikke har været godt at komme ham nær; men i denne Tilstand har han aldrig selv villet vide af, hvad han gjorde. Sin største Forbrydelse - en Ildspaasættelse - skildrer han ligeledes at have begaaet uden at have vidst af det. Han var løbet fra sin Plads og havde flakket om flere Dage og Nætter uden at nyde synderlig andet end Brændevin - "om Aftenen vandrede jeg videre og videre uden Maal bare fremad. Hvor langt jeg var gaaet, og hvor jeg var, ved jeg ikke. Et Stykke henne paa en Mark laa der en Gaard, der gik jeg hen for at hvile mig og sove lidt, krøb op paa Stænget, og hvordan det gik og ikke gik, staar endnu for mig, naar jeg tænker derpaa, jeg var ikke kendt der og havde heller ikke været der før eller senere, men et er vist, i et Nu stod Gaarden i Brand, og at det var mig, er sikkert, jeg ved blot ikke, hvordan jeg bar mig ad dermed eller jeg kunde gøre det."

Selv opsummerer han i Slutningen af sin Selvbiografi - han var, da han skrev den, 32 Aar gammel - sine Forbrydelser og de ham overgaaede Straffedomme saaledes: Den ærede Læser og Læserinde kunde maaske spørge, hvor mange Gange jeg har været straffet i mit Liv af Politiet, men saa vit de da rigtig foragte mig. Nu vel, da jeg har skrevet det andet, kan jeg vel og maa taale deres Afsky og Foragt, men ret længe gaar det ikke. Den første Gang jeg blev straffet, fik jeg, som Læsere ved, 10 Slag Ris, anden 12, tredie 15, fjerde 20, femte 25, sjette 2 Gange 20, syvende, da var jeg 15 Aar, 10 Slag Rotting, ottende 15, niende 25 Slag Rotting, alt for Tyveri, dels Indbrud og Lomme- og Lejlighedstyveri, saa det var en smuk Barndom, og som Voxen 18 Maaneder for Ildløs, anden Gang 8 Maaneder for Indbrud, tredie 18 Maaneder for Indbrud, fjerde 18 Maaneder for Indbrud og femte 2 Aar for Ran. Det bliver - tilføjer han - ikke saa lidt. Men dersom jeg har skaffet den ærede Læser og Læserinde et Par fornøjelige Timer med mit Krimskrams, beder jeg dem ikke dømme mig for haardt, da jeg har været dømt rigeligt i mit Liv". Den Galgenhumor, der ligger i denne sidste Bemærkning, skimter forøvrigt igennem paa flere Steder, medens ved Siden heraf ogsaa, og da navnlig naar han taler om sit Hjem og sine Forældre, virkelig Alvor og Kærlighed træder frem. "Læseren vil maaske spørge, hvordan jeg kan huske det altsammen. Kære Læser, dersom Deres Moder en Gang fortalte Dem, hvordan Deres Barndom har været, saa kan De tro. De vilde huske det, og det har min Moder ogsaa saa tit gjort."

Endelig skal vi citere en Karakteristik, han giver af sig selv, og som vist ikke er helt forkert: "Læseren vil maaske ogsaa vide, hvordan Forfatteren er af disse faa Ark af sit Liv. Naar jeg selv skal sige det, er jeg en meget hidsig Karl, der skal ikke meget til at faa mig gal, og saa er jeg maaske heller ikke saa god, som jeg burde være. Det har mange Gange sket i straffeanstalten, at naar Galden ikke har kunnet eller maattet faa Luft, er jeg bleven daarlig, men det har ogsaa sket, og det sker i Reglen paa saadanne Steder, de vil tvinge en ved jernhaard Tvang. Saa bliver jeg rasende og saa ved jeg ikke, hvad jeg gør. Men derimod, har jeg det godt (der kan være Grænser for alt) saa tror jeg ikke, jeg kommer nogen for nær, naar de vil lade mig være det Skidt, jeg er".

Selvbiografien, der i Tidsskriftet er meddelt med Forfatterens egen, højst mangelfulde Retskrivning, indeholder utvivlsomt et i mange Henseender interessant Stykke Forbryderpsykologi, hvad der ogsaa rummes i en Bemærkning af dens Forfatter til Dr. Lundsgaard. Under et Besøg hos ham, efter at han var kommen ud fra Ladegaarden, klagede han over, at han vel sagtens blev nødt til at stjæle igen, og Dr. L. bad ham da om hvis det blev Indbrud ikke at lade det ske hos ham (Doktoren). Han svarede naa denne Anmodning ved at strække sin Haand ud imod Doktoren og sige: "Hr. Doktor, hvis jeg ikke faar noget at drikke, giver jeg Dem mit Ord paa, at det ikke skal blive hos Dem. men faar jeg Brændevin, ved jeg ikke, hvad jeg gør, og saa maa De have mig undskyldt, om det skulde blive her".

Af Heftets øvrige Indhold skal vi fremhæve nogle Bemærkninger af Aug. Goll i Anledning af det i forrige Hefte indeholdte "Tilbageblik" af Fængselsinspektør Ammitzbøll. I dette Tilbageblik hævdede A., at deri siden August 1902 begyndte Benaadningspraxis og Fængselshjælpens i Forbindelse hermed staaende Virksomhed havde bevirket, at Lovens Straffetrusel og Straffebehandlingen i Straffeanstalterne havde tabt en stor Del af sin Virkning. Paa Grundlag af statistiske Undersøgelser hævder G., herimod, at Straffangernes stærke Tiltagen i Perioden 1901-04 er en naturlig Følge af Domstolenes Tendens til at foretrække Forbedringshusstraffen fremfor andre Strafarter og af Tyvsrecidivets Tiltagen - Faktorer, der har taget deres Begyndelse i 1899 og derefter stadig er fortsat, medens de i 1902 paabegyndte Benaadninger i saa Henseende hverken har gjort fra eller til. Og ligeledes hævder G., at A. ikke har Ret i, at Fængselshjælpens Virksomhed skulde have gjort adskillige Fanger ligegyldige for Straf, fordi de venter at blive tagne under Armene af Fængselshjælpen; Fanger, der er "ganske ligegyldige for Dom og Straf", har existeret til alle Tider og vil sandsynligvis vedblive at existere, saa længe Samfundet bestaar, hvor stor Virksomhed for at komme dem til Hjælp bag efter, der saa end udfoldes.

---

(Nationaltidende 14. november 1906. Tillæg: Juridisk Tidende. Uddrag).

Et Carlsberg-Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

Carlsbergøllet er i Dag 60 Aar gammelt.

I Dag for 60 Aar siden bryggede J. G. Jacobsen det første undergærede Øl til Forhandling fra Carlsberg.

Den lille Kobberkedel, hvori han forinden havde foretaget sine mange og omhyggelige Prøvebrygninger, staar nu udstillet ude i Hovedkontorbygningens nederste Buegang.

Hvilken mægtig Udvikling der er foregaaet i de forløbne 60 Aar, afgiver denne Kobberkedel og dens Omgivelser et imponerende Vidnesbyrd om. Thi i Hallen udenfor Buegangen. hvor Kedlen staar, snurrer Bryggeriernes Aftapningsmaskineri ustandselig rundt og tapper op propper over 100 Millioner Ølflasker om Aaret.

Til alle Verdens Hjørner sendes Carlsbergs Ølsorter - baade det tykke og det tynde, det skattepligtige og det skattefrie - og bringer rene om dansk Industris høje Standpunkt.

J. C. Jacobsens Bolig paa Gl. Carlsberg.

Bryggeriernes Grundlægger, Dr. J. C. Jacobsens Portrætmedaillon vil fra i Dag findes ved Foden af alle Ølflaskerne, idet man har aftrykt saavel Aversen som Reversen af den Medaille, Bryggeriernes Overdirektør, Dr. Carl Jacobsen, har ladet præge til Minde om den første Bajerskkølbrygning 10de November 1847 og om den nu fjorgamle Sammenslutning 1ste Oktober 1906 af de to Bryggeriers, Gamle og Ny Carlsbergs, Ledelse.

Vi tillader os paa Jubilæumsdagen at bringe et Billede af den afdøde Stormands Bolig paa Gamle Carlsberg, i hvis hyggelige Stuer han har undfanget og udformet sin stolte Idé om at ofre Hovedparten af sit Livs Arbejde paa dansk Videnskabs Alter.

Jubilæet i Dag er Institutionens og ikke nogen Persons Jubilæum, men det er ved enhver Omtale af Carlsberg umuligt andet, end at man maa standse ved Mindet om denne hedengangne Brygger, især da Bryggeriernes nuværende Overleder baade indadtil og udadtil betræder de fædrene Spor.

Dr. Carl Jacobsen har i et Billedhæfte, der omsendes til alle Bryggeriernes Forbindelser i Ind- og Udland, sat sit Navn bag sin Faders under dennes Arbeidsmotto: En Mønsterproduktion uden Hensyn til øjeblikkelig Fordel, for at Ølbryggeriet her i Landet kan holdes paa et højt og hæderligt Standpunkt.

Men Carl Jacobsen har forlængst anbragt sit Navn i det samme ophøjede Felt, hvori hans Faders staar præget, naar det gælder Virksomheden udadtil.

Hvis man et Øjeblik tænkte sig, at disse to Jacobsen'ers Ofre for Videnskab og for Kunst om føje Tid skulde ophøre, og Midlerne fremtidig i vendte fra Carlsberg fonden tilbage til den Jacobsenske Familielomme - hvor vilde da vort Folk ikke føle et smerteligt Savn.

Dette Tankeexperiment belyser allerbedst de to Mænds fædrelandske Arbejde. Fattige vilde Kaarene have været for Videnskabens og Kunstens Dyrkere herhjemme, om ikke Carlsbergbryggeriernes Ledere havde sat sig de store folkelige Maal som Resultat af deres smukke faglige Bestræbelser.

Derfor mærkes ogsaa et Carlsberg-Jubitæum paa en stærkere Maade ude i Befolkningen, end noget andet dansk Forretningsjubilæum vil formaa. Held og Hæder for Carisbergbryggerierne! Saadant er det Jubilæumsønske, som i Dag - udtrykkelig eller stiltiende - sendes ud til Carlsberg fra store Kredse af vort Folk.

(Dannebrog (København) 10. november 1907)