Pastor Sick angriber Indre Mission. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Sick

Hans Anklage mod Missionen. - Lehnsgreve Holstein-Holsteinsborg.

Som det vil vides, rejser Lehnsgreven til Holsteinborg rundt lil Vækkelsesmøder. Pastor Sick skriver i den Anledning

Danmarks Lehn har som bekendt ikke alle den allermest kristelige og moralske Oprindelse. Jeg vil ikke gerne sige noget ondt om en død Mand; men det, om Kongen avlede en Søn med sin Frille, kan jo i alle Tilfælde ikke være mere moralsk og kristelig end om en Smedesvend avler en med sin Forlovede. Det, om en Konge levede i et malprobert Bigami med et stakkels, forløbent Pigebarn, kan jo dog i alt Fald, som primus motor til Lehns Erhvervelse, ikke siges noget fra et helligt Standpunkt ganske uangribeligt. Der var jo en Gang en, som sagde noget om den uretfærdige "Mammon". Hor kan, i hvor mange Aar der end forløber, aldrig bliive andet end Hor, og kan følgelig ikke kvalificere noget som helst Mammon til Betegnelsen retfærdig.

Har de nogensinde hørt, at en kristelig Lensbesidder føler sin Samvittighed besværet as sine Tusinder Tdr. Land og sine Millioner i Fidei-kommiskapital? Har De nogensinde hørt, at han beder Staten befri ham derfra og tillade ham at eftrefølge Herrens Ord om at "skaffe sig Venner ved den uretfærdige Mammon, som kunde tage imod eder i de evige Boliger"? Har De nogensinde hørt, at dette eller hint Lensforhold ophæves efter Besidderens Anmodning, for at Rigdommen kan anvendes til Enkers Underhold, tilskadekomne Fabrikarbejdere, udslidte Sygeplejerskers Alderdom eller Dagarbejdsskoler.

Lad en Mand gøre det, selv om han reserverer sig en 4- 5000 Kr. aarlig for sin Levetid, og lad ham saa gaa rundt og prædike Omvendelse og Tro til Herren Jesus, saa skal jeg love for, at de Missionsmøder skal blive velsignede og kristelig Barmhjertighed blive æret.

Biskopperne tier Vanrøgt paa Fattiggaarde.

Har De nogensinde hørt, at en Biskop herhjemme har kæmpet en djærv Kamp til Fordel for Fattiggaardsbørnene? Eller har vovet sin Stilling og sit daglige Brød for deres Skyld.

Der afholdes hvert Aar store Skolemøder rundt om i hver Landsdel. Det er gammel Skik, at Taleren jævnlig er en Biskop. Det er jo i og for sig saare godt, at Biskopper vil tale om "kristelig Opdragelse, Barnehjertet og Guds Kærlighed" og lignende alvorlige og dybe Emner.

Men for os andre, der ikke er Biskopper, og ikke nyder de med Bispestilllngen forbundne jordiske og timelige Behageligheder, men tværtimod maa staa ene imod Strømmen, maa vove alt, hvad jordisk og timeligt voves kan, inklusive Hus og Hjem - for os ser det saa ganske underligt ud, at Biskopper vil tale om kristelig Opdragelse, uden at rejse et Harmskrig over det ganske Land paa Grund af den sjælelige og legemlige Ødelæggelse af Børn paa Fattiggaarde. Hvor kan man holde Foredrag om Daabspagtens Bevarelse eller om Barndom og Trosliv, naar man ikke løfter en Haand for at ændre den Kendsgerning, at Børn, som ere under kommunal "Forsorg" paaføres en saadan Barndom, som absolut maa udslukte hver Gnist af Tro til en Fader i Himlen, og rodfæste de frygteligste Bauer dybt i de unge Sind !

Skal det dog altid være fra neden af, at Hjælpen skal komme ?

Skal det dog altid være i Opposition opadtil, at der gøres Alvor af Kærlighedsbudet ?

De grinende Pinstrup bønder.

De politisk onde Mennesker er faa. og den Fortræd, de volder, er den mindste.

Det meste ondt øves ikke ved dem, der er onde, men med dem, der ikke vil være gode. Det vil sige ved dem, der, saa snart de ikke handler enkeltvis, være som Led i et større Hele, kender sig ansvarsløse, og derfor gør, hvad de ellers aldrig vilde anse for retskaffent.

Man vil gøre stor Uret, hvis man vilde sige, at Flertallet af Sogneraadsmedlemmer og Amtsraadsmedlemmer er onde. De er ikke onde, de er i det væsentligste som Folk er flest. Men i deres Privatliv, naar de staar overfor Handlinger, de som Enkeltmænd skulde øve, kan de være under Ansvar. Er de i Fællig med de andre Sogneraads- eller Amtsraadmedlemmer, mener de ikke hver især at have eet fuldt Ansvar.

I et Sogn var en Fattiggaard. hvor Børnene levede under aldeles forfærdelige Forhold, ganske stridende mod Loven.

Præsten havde i Aarevis kæmpet for at faa dem bort, men forgæves. Saa kom der en ny Sogneraadsformand, der som Medlem ogsaa havde været med til at holde Haanden over den gamle utilbørlige Skik; men en Dag. som han gik op paa Fattiggaarden, kom hele den forvildede Flok af de stakkels Børn ham stormende i Møde; han havde set dem mange Gange før, men i det ene Øjeblik kom Ansvarsfølelsen over ham.

Han gaar dybt rystet hjem; og ved næste Sogneraadsmøde siger han aabent og naturligt til Medlemmerne, at hans Samvittighed er ramt, og at Børnene maa ud; han fortæller ganske jævnt om det Indtryk, han faa Dage i Forvejen havde faaet saa stærkt. Men hvad sker?

At de tilstedeværende Medlemmer griner ad ham, ikke ler, men haanende, spottende griner ad ham, fordi han nu føler sig truffen i sin Samvittighed.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 22. oktober 1908).

En Præst angriber Indre Misston.

Ak, vidste Du dog . . .

Den bekendte Pastor Sick ved Holstebro, hvis aabne Brev til Stiftsprovsten vi forleden Dag gengav, har paa Forlaget af 1907 udgivet en Pjece under Titlen: "Ak, vidste Du dog" i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Mission. Han erkender, at der saavel blandt Indre Mission som blandt andre religiøse Sekter - findes mange virkelige rettroende og varmt følende Mennesker, og hans Angreb er derfor vendt mod Hykleriet, Skinhelligheden og alt det af Umoralitet, som øves under Hellighedens Maske. Hr. Pastor Sick lever paa en Egn, hvor Missionen har ganske anderledes Tag i Befolkningen, end her paa Sjælland, og hvor Forholdet da er blevet det, at for at kunne klare sig nogenlunde, maa man ind under Missionen, enten Vedkommende tror paa den Sag eller ikke. Paa den Maade fremstaar Hykleriet og Skinhelligheden.

Alle Venner af Sanddruhed og Ærlighed under alle Forhold, maa derfor være Pastor Sick Tak skyldig, fordi han søger at dæmme op mod den Tanke, at naar en Mand blot kalder sig "hellig", har han Ret til at øve en hvilken som helst Skurkestreg. Selv om Pastor Sicks Bog slaar haardt, bør den dog læses af alle; thi der findes mangen drøj Sandhed i den.

Præsten erklærer, at Skinhellighedens magtfyldte Knytnæve er over den lille ærlige Kærne i Kirken, som ikke magter at afryste Aaget.

I Kirken, skriver Hr. Sick, har den religiøse Svindel, Skinhelligheden, bredt sig overordentlig vidt og udgør, ved sin Tilknytning til Menneskehjærtets daarligste Egenskaber og sin deraf følgende store Magt, den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk, og af et virkeligt humanitetsarbejde til Bedste for fattige hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede ...

Og længere nede fortsætter han om de hellige Samfundsmøder:

Efterhaanden udartede disse Samfund, og den degenerative Proces er nu i mange Egne saa vidt fremskreden, at saadanne Samfund er blevne Arnesteder for den modbydeligste Skinhellighed, for Løgn, Snyderi og Æreskænderi, for en Hjærteforraaelse, der langt overgaar den, man møder fra endog mest antikristelig Side, og for en Ødelæggelse, ikke mindst af Ungdommen, der bl. a. giver sig Udslag i, at af de Piger paa Landet, som bliver Mødre gennem et løst erotisk Forhold, er de 9/10 enten saadanne, som har haft det hjemløse Barns sørgelige Barndom, eller saadanne, hvis Hjemlivs Kilder er blevne tilsølede gennem de skinhellige Samfund.

Naar et Medlem af et "helligt Samfund" er en notorisk Kæltring og almindeligt vurderet som saadan, da er det en 'forfærdelig Parodi paa al Kristendom, naar "Samfundet" siger: "Vi holder sammen som hellige Brødre og Søstre, thi han er dog en hellig Mand, som er i vort Samfund".

Det er en ubestridelig Kendsgærning, at i saare mange Tilfælde vil et hæderligt Menneskes Tilslutning til et saadant "helligt Samfund" mere eller mindre hurtigt medføre en gradvis Afstumpning af hans moralske Følelse og en Forfrysning af Kærligheden og Selvfornægtelsesevnen. Dette er ganske naturligt; thi man gør ikke ustraffet sort til hvidt; har man først en Gang været med til at gaa tværtimod al Hæderlighed og Retskaffenhed for at holde sammen med sin "hellige" Samfundsbroder, saa har man tilsat noget af det bedste i Mennesket.

Forfatteren anfører derefter følgende:

"Navnene "Missionsmand", "hellig", "Guds Barn" el. lign., som jo alle i og for sig er smukke, naar de vel at mærke bruges i ydmyghed og Sandhed, er paa Grund af Skinhellighedens enorme Udbredelse naaet til at have en dobbelt Betydning, dels af en oprigtig, bundkærlig Kristen, dels af en gediegen Kæltring".

Og han føjer til, at han en Markedsdag hørte en Mand udtale, at hvis han blot ikke kom til at handle med et "Guds Barn", vilde han nok kunne vente at faa handlet paa den ham tilsigtede Maade. At de moralske Følelser ofte afstumpes hos de Hyklere, der undertiden skjuler sig under Hellighedens Maske, leverer Præsten følgende Bevis for:

"En "Missionsmand", ledende i sit Sogns "hellige Samfund", en fuldgyldig Repræsentant for et saadant, skulde en Dag som Køber gøre en Handel. Varens Pris blev af Sælgeren sat til 900 Kr., og "Missionsmanden"s Venner, som skulde varetage hans Interesser og staa ham bi, siger til ham, at for den Pris bør han købe, ja, at han ligefrem ikke kan være bekendt at prutte Varens Pris længere ned, da den jo fuldelig var det værd. Men den "hellige" Køber, som vidste, at den fattige Sælger var absolut nødt til at skille sig af med Varen, vendte sig om til sine Venner og sagde: "Nej, jeg kan mærke, at det ikke er Herrens Villie, at jeg skal have den". Derefter pinte han Prisen ned til 400 Kr.; og da den arme Sælger i sin Nød slog til og gik ind paa Håndelen, vendte Køberen sig om til fine Venner og sagde: "Ja, for nu kan jeg mærke, at det er Herrens Villie, at jeg skal have den".

Forfatteren retter derefter et stærkt Angreb mod Velgørenheds-Humbugen og gør gældende, at selv om en Mand med en Indtægt af 6000 Kr. om Aaret ofrer 200 Kr. til forskellige Institutioner, da er det for intet at regne mod den Opofrelse, som den fattige Del af Befolkningen ofte udviser.

Ogsaa Hebron-Sagen omtales, og Præsten, som er godt kendt der paa Egnen, skriver:

Spørgsmaalet blev slet ikke afgjort efter Principet : Godt er godt, og ondt er ondt, - hvem der saa end over det. Men man anvender Principet: Fru Bransholm er en af de "hellige"' Samfund, altsaa er det godt; Sabroe er ikke "hellig", altsaa er det, han siger, Løgn og Djævelens Gerning selv om det er nok saa sandt.

Og længere nede:

Nu valgte man et ganske andet, visselig intet mindre end apostolisk Princip, og man vandt herved en Sejr; men den er tilsyneladende, lige som den vil blive kortvarig, fordi den er uægte. Hvilken blodig Livets Ironi! En Sejr i en aandelig Sag ved Hjælp af en - Alberti! Hellere maatte man have faaet en Dommens Møllesten om sin Hals og være sænket ud i Nederlagets Dyb end vinde den Sejr ved Hjælp af den mest samvittighedsløse Kæltring, som nogen Sinde har snydt Galgen. Ja, "Visdommen er bleven retfærdiggjort af sine Børn!"

En anden Del af Pjecen omhandler Administrationen og den manglende Ansvarsfølelse hos den enkelte, naar han skal dele Ansvaret med andre. Men en Mand af Ære er altid ene om sit Ansvar.

Ansvar kan ikke udstykkes, fordi enhver har Ansvar. I en Korporation, bestaaende af 12, har ikke hver enkelt sit Ansvar, men hver enkelt har et helt og fuldt ubetinget og uafhændeligt Ansvar. Kan en Mand ikke erkende det og vil han ikke handle under Indflydelse heraf, saa er han ikke en Mand af Ære, om saa den hele vide Verden vilde ære ham.

Pastor Sick henter derpaa en Række Eksempler væsentlig fra det kommunale Styre. Og han viser, hvorledes Mennesker kan gøre Ting, naar de staar som et Led af et større Hele, som de aldrig kunde enkeltvis.

Og Ansvarsløsheden udvikler efterhaanden det Princip i Folkets Sammndsmoral, som er den virkelige retskafne Administrations største Fare: "Pas dig selv!"

"Det største Bæst under Solen er efter dansk Betragtning den, der ikke passer sig selv", skriver han.

Om værgeløse Børn mishandles, hvad angaar det dig, pas dig selv!

Om Loven ikke overholdes, - hvad kommer det dig ved, pas dig selv!

Om nogen lider Uret, som ikke, kæmpende alene, kan faa Oprejsning hvad skader det dig, pas dig selv!

Om din Retfærdighedsfølelse saares ved at se Sandheden trampes under Fod, - hvad bilder du dig ind. pas dig selv!

Hvad er en rar Mand, en omgængelig Mand ?

En, som passer sig selv!

En lovende ung Embedsmand, - det er en, som passer sig selv!

En dygtig, besindig Præst, der har stor Fremtid for sig, - hvad er det?

En, som passer sig selv!"

Hr. Sick fortæller flere Eksempler om, hvorledes Ansvarsfølelsen ofte svinder bort i Kommunestyrelsen, naar det drejer sig om gamle, fattige Mennesker eller værgeløse Børn.

Der er Kraft og Indignation i det lille Skrift, som fortjener at læses overalt.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 22. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (2): Rovmordet på Højbjerggård. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen ved Køge skulle snart blive overskygget af en anden begivenhed mandag den 9. november 1908.

Bulotti søgte efter branden i Køge tilflugt i den russiske koloni omkring Lille Brøndstræde i København. Tyendeloven gav i vid udstrækning husbonden fuldstændig hånd- og halsret over sit tyende: "Forladt arbejdstjeneste i utide" var et så elastisk begreb at det stort set aldrig blev den tjenende der fik ret. Under retssagen i december 1908 skulle det da også vise sig at proprietæren havde det med at skaffe sig af med folk før skiftedag så han slap for at udbetale løn til dem. Fredeligere landarbejdere ville normalt bide det i sig, og bære den elendighed det førte med sig. 

Men Bulotti kom fra en anden verden hvor vold absolut var en mulighed for at få løst sine problemer - og det var nu anden gang det var sket. Han havde nemlig ikke glemt sit løfte til Beck på Højbjerggård om at komme tilbage: En novemberaften i 1908 tog han sammen med tre medsammensvorne, to polakker og en russer toget til Holte, og fortsatte til Øverød for at kræve sin løn.

Mordramaet på Højberggård.

 "Højbjerggaard", (>< mellem de to vinduer viser værelset hvor mordet fandt sted).

Et besøg på mordstedet
Soldater og politihunde på jagt efter morderen.
Panik mellem egnens befolkning.

Man vægrer sig ved at tro det. Den grufulde gerning kan man ikke få passet ind i et nordsjællandsk landskabs fredelige ramme. Meddelelsen om de 7 polakker, der stormer gården. myrder ejeren, binder og sårer hustruen, viser børnene i skjul og udplyndrer huset, synes jo kun at høre hjemme under de anarkiske tilstande i Ruslands fjernere egne. Og alligevel er det sket her på Sjælland, et par mil fra hovedstaden.

"Det er ikke godt at vide, hvem det næste gang går ud over. For at de skulle lade sig nøje med disse tre ugerninger, tror jeg ikke". Det er kusken, der kører os til "Højbjerggaard", som udtaler sin og hele egnens mening.

Et stykke ud ad Øverødvejen - og ned ad en sidevej, og vi er ved "Højbjerggaard". Den er ikke meget anselig; nærmest ligner den en jævn, god bondegård. Længerne er sammenbyggede; stuehuset er af nyere dato opført af røde sten, i den traditionelle landsbystil. Om sommeren ser det sikkert kønt ud med de frodige espaliertræer.

Nu er den afribbet og udskiller sig kun fra de omliggende gårde ved den mængde køretøjer, som holder udenfor på markvejen. Og så ved de politibetjente, der pr. cykle eller vogn kommer til eller forlader gården, samt ved de enkelte, højere øvrighedspersoner der færdes på gårdspladsen med alvorsfulde miner.

Af politiassistent Pürschel, som dels har afholdt forhør på gården mandag nat, dels har fortsat dette i går formiddag, får vi en beretning om dramaet, der nok kan virke opstrammende på sindene.

Politiassistenten fortæller: Klokken var lidt over 8, da polakkerne ankom til gården. De to blev stillede på vagt udenfor, - den ene i porten, den anden uden for vinduet til røgterens kammer - og de fem mand stormede ind i gangen og herfra ind i spisestuen, hvor fru Bech sad og syede. Børnene var inde i barnestuen ved siden af soveværelset. Proprietæren sad inde i borgestuen, i færd med at lave kit.

For bedre at kunne forstå det derpå følgende optrin ridser politiassistenten følgende rids op af husets indre:

Have

Gårdsplads.

*) Fru Bechs plads da polakkerne trængte herind.

Da de fem mand stormede ind i spisestuen, udstødte fru Bech et angstskrig som hørtes af hendes mand. I næste øjeblik var hun imidlertid overmandet, stukket med en kniv dels ved højre skulderblad, dels i venstre arm og af en tredje forsvarligt bundet. Røverne skreg derefter: "Frem med pengene!"

Den myrdede proprietær Bech og hans hustru der blev hårdt såret.

I det samme kom proprietæren til. Han havde, som nævnt, hørt hustruens råb og løb fra borgestuen ad dennes 7-8 skridt lange gang hen til spisestuen. Instinktmæssig havde han grebet en flaske, og idet han åbner døren, og den ene af polakkerne vil springe ind på ham, knuste han flasken på polakkens pande. Men i samme øjeblik knaldede to revolverskud, Bech blev kastet om og yderligere gennemboret med tre knivstik, hvoraf det ene, der traf i hjertet, øjeblikkelig dræbte ham.

Efter at have forøvet denne udåd stormede røverne dels ind i havestuen, dels ind i soveværelset og i Bechs kontor, hvor de stjal mellem 2 og 300 kr. i kontanter, en del smykker, som de end ikke gjorde sig den ulejlighed at tage ud af etuierne, endelig stjal de fra spisestuen en del sølvtøj. Og først efter en halv times ophold på gården forlod de denne. Nogle af dem formodes at have taget flugten, nordvestlig retning over mod Rude Skov. Nogle må have gået ad Øverødvejen; i alt fald fandt man i går morges et tomt etui her.

Først da røverne var forsvundet, blev det muligt at tilkalde hjælp. Det traf sig så uheldigt, at proprietæren og røgteren i ulykkesøjeblikket var de eneste voksne mænd hjemme, idet fodermester Andersen og gårdens karl var gåer bort et par timer. Dette har selvfølgelig polakkerne vidst og indrettet deres overfald herefter.

Så snart de var borte, sprang en ung tjenestepige ud gennem vinduet og løb hen til hønseriejer Nielsen, hvem hun fortalte om den grufulde gerning. Hr. Nielsen fulgte straks med, fik fru Bech befriet for hendes bånd og tilkaldt en læge samt alarmeret det lokale politi.

Ved 11-tiden kom politiassistent Pürschel til stede og afhørte straks gårdens betjening, der dog intet kunne oplyse. Børnene, som skræmte var krøbet sammen i barneværelset, kunne heller ikke give nævneværdige oplysninger. Kun fru Bech kunne efter at hun var blevet bragt til sengs og hendes sår forbundet, fortælle, hvorledes overfaldet var gået for sig, samt at hun havde genkendt et par af karlene. Ligeledes meddelte hun, at den ene af polakkerne, da de havde plyndret huset forlod det, slog sig for brystet og sagde, at han var Bolotti. - Desværre var det ikke muligt at foretage noget effektivt mandag nat med de få mænd, politiassistent Pürschel disronerede over. Et par af dem indkvarteredes på gården for det tilfældes skyld, at en eller anden af polakkerne skulle vende tilbage og for søge at stikke ild på gården, hvad de plejer at gøre. Et par sendtes af sted til de nærmeste lands- og stationsbyer. Desuden blev politiet i København, Helsingør. Kalundborg, Korsør, Nykøbing Falster og Gedser samt Esbjerg telegrafisk underrettet om det skete, ligesom politiet i Helsingborg og Malmø, Warnemünde og Hamborg straks blev anmodet om at have et øje med ankommende polakker.

*

Stemningen var hele natten dyster, og ingen fik søvn på gården. Proprietær Bechs lig, som var lagt ovenpå spisestuebordet, kun tildækket med et lagen, måtte forelødig ikke røres. Fruen, som var bragt til sengs i soveværelset, led stærke smerter, navnlig i skulderbladet. Snitsåret i hendes arm var blevet syet sammen. Først i går formiddags kunne lægen erklære hende udenfor fare; men hun måtte ikke flyttes foreløbig.

Fru Beck. Tegningen stammer fra Aftenbladets artikel, den 11. november 1908.

Såsnart det blev morgen, begyndte betjentene en undersøgelse af terrænet udenom gården. Blodspor viste, at den ene af polakkerne havde lidt blodtab, formodentlig ham, der ramtes af flasken i hovedet. Et blodigt lommetørklæde fandtes bag gården. Men man kunne ikke heraf skønne, hvad vej røverne havde taget.

Rundt om fra de andre gårde og villaer begyndte folk at strømme til. De fleste steder havde man tilbragt en søvnløs nat, ængstelig for at polakkerne skulle hjemsøge andre ejendomme og måske endog stikke ild på huset. Ved Virum og Lyngby havde man mellem Kl. 9 og 10 i aftes truffet en bande polakker på landevejen, hvad der kunne tyde på, at de var vandret mod København. Andre mente at have hørt skrål fra Rude Skov, og nogle troede at have hørt en klynge mennesker komme vandrende ved Birkerød; alle disse modstridende oplysninger gjorde sindene ængstelige. Og det var flere steder en almindelig mening, at man sikkert ville høre fra dem i den kommende nat.

Sporhunden i arbejde. Et kompagni

infanteri

og en eskadron husarer rykker ud. Der

skydes på de vejfarende ved Birkerød.

Polakkerne antages endnu at være

på egnen.

Politiassistent Hakon Jørgensens hund som er uddannet af overbetjent Læssøe på Valby Politistation, og som har været omtalt her i bladet på grund af sine særlige sporevner, blev i går morges ført til Holte for at assistere. Såvel hr. Hakon Jørgensen som overbetjent Læssøe var med, og hunden syntes særlig godt oplagt.

Politiassistent H. Jørgensen og overbetjent Læssøe med deres hunde. Foto fra Aftenbladet, 14. november 1908.

Efter at have snuset til et tabt lommetørklæde og nogle blodige seglgarnssnore, som polakkerne havde brugt til at binde fru Bech med, satte Seit afsted i nordvestlig retning ind i Rude Skov. Uden famlen fulgte den sit spor gennem skoven til Birkerød hvor den et øjeblik syntes at tabe det. Men efter et hvil genoptog den arbejdet og genfandt sporet på hovedlandevejen der fører til Frederiksborg. Et stykke fra Birkerød svingede hunden til højre ind på vejen til Islerød og fulgte denne ned imod Sjælsø. Lidt før man nåede søen, gik den langs granskoven ved denne, fulgte så sporet langs søens bred og satte pludselig over et gærde op til det såkaldte "polakhus", der bebos af markarbejdere - væsentlig polakker - som arbejder på "Islerødgård". Hunden standsede ved døren og ville ind, hvorfor dens ledsagere - assistent Jørgensen, Læssøe samt 7 betjente fra Nordre Birk - omringede huset og sprængte døren. Huset var imidlertid tomt. Man undersøgte dog hver krog af det. Sengesteder m. m. for om muligt at finde tyvekoster herinde, og en mand entrede op på loftet, men uden resultat. Sporet syntes imidlertid at føre tilbage op imod "Islerødgaard". og man tænkte sig derfor den mulighed, at en polak herfra havde været med i komplottet. I alt fald følte man sig overbevist om, at husets beboere måtte vide besked med røvernes natlige besøg, og et par betjente forlod så her sporjagten for at søge oplysninger på gården. Sporet drejede imidlertid et stykke fra gården, fulgte bredden af Sjælsø, forbi et bådehus, hvor hunden standsede, af hvilken årsag man brød døren op og undersøgte huset; dog atter her uden resultat. Hunden gik så videre langs søen, fulgte udkanten af en pløjemark, satte over et hegn og fortsatte ad vejen ind til Islerød samt videre herfra uden særlige oplevelser til Hørsholm. Her hvilte man en stund, men da hunden syntes stærkt optaget af sit spor, fortsatte man sporjagten trods aftenens komme og håbede på omsider at få et resultat. 

En anholdelse.

Der er nogen grund til at tro, at hunden var på det rette spor, i alt fald for en eller to af bandens vedkommende. At denne har opløst sig efter besøget på "Højbjerggaard", er nemlig det sandsynligste, og at en del af dem opholder sig i omegnen af Birkerød, hvis befolkning er opskræmte i anledning af besøget fremgår af alle ting.

Det meddeltes os således, at i aftes ved halvsyv-tiden, da en gårdejer kom kørende ad Frederiksborgvejen, faldt der tæt ved ham to skud. Skudenes nærhed lod gårdejeren føle sig overbevist om, at de var tiltænkt ham; men med en forstandig frygt for at være den underlegne i kampen, piftede han på sine heste og kørte hurtigst muligt hjemefter.

Meddelelsen herom nåede hurtigt politiet i Birkerød, hvor både betjent Nyland og reservebetjent Petersen gav sig til at undersøge den nærmeste omegn henimod Bloustrød. Dette førte til, at betjent Petersen kom ind på "Høveltegård", hvor man fortalte ham, at der oppe på høstænget lå en polak gemt, som måske hørte til banden. Petersen fik fat i manden, som var i besiddelse af en håndkuffert, man ikke i øjeblikket kunne få lukket op, men som man tænker sig muligheden af at indeholde et og andet fra røveriet på "Højbjerggaarden". Han oplyste at hedde Glütt, men nægtede ellers at udtale sig; han påstod ikke at have været med banden i aftes og heller ikke at kende noget til den. Han blev imidlertid straks taget med til Birkerød, hvorefter Petersen stærkt bevæbnet atter begav sig ud, med kurs mod Bloustrød. 

- Som man vil se, kan hundens spor udmærket godt stå i forbindelse både med den anholdte polaks skjulested og de faldne skud. Sandsynligheden taler for at banden befinder sig - spredt - i den skovrige omegn. 

Ligsynet.

Lidt over kl. 11 ankom distriktslæge Ditlevsen til gården for at foretage det legale ligsyn. Politiassistent Pürschel var til stede. Distriktslægen konstaterede 2 revolverskud i nakken samt 3 dybe stiksår, det ene i brystet i hjerteregionen, det andet i ryggen og det tredje i nakken, sammenfaldende med det ene revolverskud. Liget bærer andre mærker af voldsom behandling, bl.a. syntes det at røverne havde gjort sig anstrengelse for at få de ringe af der sad på ligets fingre.

Soldaterne rykker ud.

Med toget kl. 12.06 ankom Birkedommer Valeur samt et kompagni på 70 mand under kapt. Ulrichs kommando. Soldaterne, der hørte til 24. bataljon, deraf 40 mand vintermandskab og 30 mand befalingsmandselever, var efter rekvisition af birkedommeren stillet til politiets rådighed. De havde måttet afbryde deres øvelser og var så hovedkuls kommet afsted, at man i Holte kro måtte rekvirere frokost til dem. Straks efter at have indtaget denne blev de sendt ud i småpatruljer under kommando af løjtnanterne R. Wulff, Tryde og Fogh til afsøgning af den nærmeste del af Rude Skov.

Man nåede inden mørkets frembrud at få afsøgt den del af skoven, der ligger nørmest Øverød. Da man ikke længere kunne se, gik en del af mandskabet i kvarter. Resten fordeltes som vagtposter i en kæde udenom skoven, og hver mand fik forinden udleveret 5 skarpe patroner. Den del af mandskabet, der først tildeltes hvil, skulle i nattens løb sendes i småpatruljer gennem skoven.

Omtrent samtidig sendtes en eskadron gardehusarer under ritmester Garde-Jørgensens kommando og med premierløjtnanterne Hegermann-Lindencrone og grev Ahlefeldt-Laurvigen som førere for rekognoserings-patruljer ind gennem skoven ved Frederiksdal. Heller ikke rytteriet opnåede resultat ved sit første fremstød. Men ligeledes her var man beredt til at overnatte - - mandskabet medførte konservesforplejning - og i nattens løb ville man afpatruljere skovene.

Birkedommer Valeur,

som vi træffer i Holte krohave, og som har foranlediget soldaternes medhjælp, siger: Det er jo muligt, at vi ikke opnår større resultater; men soldaternes nærværelse vil i alt fald berolige sindene. Dette, at de ligesom våger over egnen i nat, vil gøre de ængstelige mere trygge. Og det er det, som denne egn i øjeblikket trænger mest til.

Vi forespørger birkedommeren, om det politi, der var på vagt mandag nat, var bevæbnet. Birkedommeren svarer herpå at, ham bekendt, var de alle forsynede med revolvere. Når vi har stillet dette spørgsmål, er det, fordi man på "Højbjerggaard" udtalte i går, at betjentene næsten var lige så bange som folkene selv for at gå ud i nattens mørke og den meste tid holdt sig inden døre.

Herpå svarer birkedommeren naturligvis, at han vanskeligt kan tro det. Navnlig da betjentene sikkert har haft revolver hos sig.

Efter hvad vi erfarer, er soldaterne i går blevet forsynet med skarpe patroner til brug i nødstilfælde.

Men en udåd som den her omtalte, gør atter spørgsmålet om betjentenes bevæbning aktuel. Kampen er ulige når en betjent sendes imod en morder der er forsynet med skydevåben og fra et baghold kan plaffe ham ned. Vil man opnå resultater, må betjenten ikke være ringere udrustet end dem, han skal pågribe

Fejlagtige anholdelser.

Det siger sig selv, at politiet er lydhørt overfor folks anmeldelser om at have set de formentlige mordere. Overalt er sindene jo opskræmte, og hellere vil man løbe risikoen og tage fejl, end afvise anmelderne. Dette kan ganske vist føre til sådanne fejltagelser, som i aftes i en beværtning på H. C. Ørstedsvej. I den omtalte beværtning kom 3 sortsmudsede, fremmed talende mænd ind; den ene havde endog en skramme tværs over næsen, og værten var derfor ganske overbevist om at have tre af polakkerne for sig og sendte i al stilhed bud til politistationen på Herluf Trolles Vej, hvorfra lidt efter en deling politi kom, som omringede huset og anholdt de tre mystiske fremmede. Det oplystes imidlertid hurtigt, at man denne gang havde taget fejl, idet de fremmede var tre persiske tæppehandlere.

Mere værd må man tillægge en anholdelse, der er foretaget i Roskilde, hvor mistanken henledtes på 4 polakker, som kom til byen i går middags. De syntes at være landarbejdere og var godt beslåede med penge. Selvfølgelig nægtede de at kende noget til mordet, men de er dag foreløbig blevet holdt tilbage, og deres signalement er i aftes blevet sendt op til Nordre Birk.

Endelig har man i selve Nordre Birk foretaget 10 anholdelser i løbet af i går. De 7 blev dog straks dimitterede. Men de tre holdt man tilbage endnu i aftes, dog er man ikke stærkt overbevist om at de har gjort sig skyldig i andet end løsgængeri, ligesom de formodes at være tyskere, ikke polakker.

De flygtende røvere. 

Endnu ved redaktionens slutning forelå intet resultat vedrørende de flygtende polakker. 

Straks efter mordet underrettedes politiet på Gedser-Warnemünderuten samt i Hamborg. Men for den muligheds skyld, at røverne skulle forsøge at slippe over til England, er også Esbjerg alarmeret, og endelig håber man at have spærret dem vejen til Sverige over Helsingborg og Malmø.

Det sidste er imidlertid det usikreste. Såfremt røveriet hos Bech er planlagt, er det ikke usandsynligt, at de kan have skaffet sig en båd i forvejen, eventuelt have stjålet den mandag nat og lagt Sundet imellem sig og forfølgerne, inden disse kunne forhindre det. Fra Bellevue, Skodsborg eller Vedbæk ville de uden større vanskelighed kunne slippe bort fra Danmark.

- Nu meddeles det, at man fra svensk side har opmærksomheden henvendt på de punkter ved kysten, hvor en landgang kan tænkes.

Det københavnske politi

har i går formiddag ladet sine opdagere foretage en undersøgelse hos den herværende russisk-polske koloni. Undersøgelsen har ikke givet noget positivt resultat; i alt fald har man ikke fundet de flygtende røvere; men det er jo, som sagt, muligt, at de slet ikke har søgt skjul her, og i alt fald har politiet opnået det at "revidere" listen over de her for tiden boende immigranter.

Det er særlig i Pilestræde- og Vognmagergadekvarteret samt omkring Adel- og Borgergade, at de holder til.

(Dagens Nyheder, 11. november 1908).

Proprietær Beck og hans ældste datter. Foto fra Aftenbladet, 11. november 1908.

Som det fremgår, blev der iværksat en klapjagt, bl.a. med udkommanderet militær. Egnen var opskræmt, folk flyttede sammen i husene, og politi og dommer måtte for at berolige kommunens borgere indlogere sig på Ny Holte Hotel. De skyldige blev set mange steder i København og omegn. Mange polakker og russere i Københavnsområdet kan have set sig mistænkte, der blev anholdt en del uskyldige polakker og russere - og finner. Aftenbladet kunne således den 12. november berette at Bullotti var pågrebet i Helsingør - hvad der ikke var tilfældet.

Polakkvarteret.

Ballottis ven, Jan Tschernetzky, anholdt.

Det udvendige af et "polakhotel" i Pilestræde.

Mordbrænderen Ballotti har ført en meget urolig og omskiftende tilværelse her i landet. Vi kunne i går meddele at han med forskellige mellemrum havde slået sig ned i København, hvor han snart boede i Pilestrædekvarteret, snart på Christianshavn, men længst hos skomager Neumann, Pilestræde nr. 70 over gården. 

Fra Ballottis interessante logivært peger sporet videre til en polak ved navn Jan Tschernetzky, en net ung mand der oprindelig er bogbinder af fag, men nu arbejder som skomager efter at have lært dette håndværk hos Neumann. Jan Tschernetzky arbejdede nu hos en skomager Frank, Landemærket 47, men blev i forgårs anholdt her og befinder sig fremdeles i varetægtsarrest. Da skomager Frank og hustru i forgårs aften kom hjem fra byen, stod en civil opdagelsesbetjent og ventede ved deres lejlighed. Betjenten blev til Tschernetzky kom hjem og tog så polakken med på stationen. Efter at den unge mand her havde afgivet forklaring, blev han holdt tilbage. 

Bullotti. Tegningen stammer fra Aftenbladet, 12. november 1908.

Blandt andet gik hans forklaring ud på at han 3 dage efter branden på Thornbjerggaard havde mødt

Ballotti uden skæg

og med blond paryk. Han traf mordbrænderen i Pilestræde og talte med ham. De to var under Ballottis tidligere ophold i København ofte kommet sammen, og til Tschernetzky har Ballotti omtalt sine pengemellemværender med de forskellige proprietærer han havde tjent hos. Mulig har han også udtalt sig om sin bedrift på Thornbjerggaard, da han forleden mødte vennen i Pilestræde, og sandsynligvis er det formodningen herom eller i det hele om et medviderskab fra Tschernetzkys side, der har fået politiet til at sætte den unge polak fast. 

Tschernetzkys øvrige bekendte mener ikke han kan have noget på samvittigheden selv. Han anses i kolonien for en pæn hæderlig mand om hvem der aldrig er oplyst noget ufordelagtigt.

Den pågældende aften da han mødte Ballotti, traf han aftale med denne om at møde ham igen en påfølgende aften. Om de da har været sammen påny, og hvad de har foretaget i forening, ved man foreløbig intet om. 

Hos en polsk familie i Brøndstræde meddeler man os yderligere om Tschernetzky at han efter at være kommet hertil fra Østrig og Tyskland, fik hjælp til at skaffe sig nogle små handelsartikler, hvormed han søgte at opretholde livet, idet han en tid vandrede rundt på landet og solgte.

Som sagt er Tschernetzky den eneste intimere bekendt af Ballotti man foreløbig har kunnet opspørge i København. Overalt i polske og russiske familier hævder man at såvel Ballottis som vennens omgangskreds var meget spredt og løs. Det formodes at Ballotti har benyttet flere af de her i byen oprettede

polske og russiske logishuse

Vi besøgte nogle af disse, men man vægrede sig alle vegne, ret naturligt, ved at kende noget nærmere til mordbrænderen eller bestemt at kunne huske, om han havde været imellem de mange skiftende gæster.

Vi indhenter dog her højst interessante oplysninger om de indvandrede polske og russiske fattiges livsvilkår i København, forhold, som bl. a. afgiver en overordentlig talende baggrund for det hævn- og ildgernings-raseri, der har grebet Ballotti for tilsyneladende små pengespørgsmåls skyld. Et af de største "hoteller", hvor Ballottis landsmænd taget ind på kortere eller længere tid, findes i den store ejendom, Pilestræde 86. Her har en indvandret mand ved navn Wisnewsky lejet lejligheder i forskellige stokværk inde over gården. Værelserne er væsentlig optaget af jernsenge med uldne tæpper og i de værelser rummes undertiden over 30 logerende. Priserne er noget forskellige, og værten afpasser den noget efter gæsternes fordringer. Det vil sige eftersom de ønsker en hel seng alene eller er villige til at dele med andre. Der betales gennemsnitlig 25 øre pr. gæst for natten. De særlig velhavende giver 35 øre, og de som logerer sig for længere tid eller fx ligger selvtredje i sengen, slipper med endnu lavere pris end 25 øre.

Pilestræde 86, gårdinteriør set fra nr. 82, o. 1899. Foto Fritz Benzen. Københavns Museum. Public Domain. Bemærk at fotoet ikke hørte til den oprindelige artikel.

Det er dog væsentlig de nylig ankomne eller folk på gennemrejse der optager disse logiser. Familien der slår sig fast i København, ser sig hurtig om efter private boliger.

En den af dem er efterhånden heldige, opnår godt arbejde, og flytter til forstæderne. Fra deres kreds dannes de forskellige

Russerkolonier.

der nu findes her i byen. Disse kolonier eller foreninger holder sig indbyrdes stærkt afsondrede, ganske som sædvanen er hjemme i Rusland eller Polen. Letterne der navnlig har fundet sig til rette i Ryesgade, har deres forening for sig selv. Russiske socialdemokrater ses jævnlig i små selskaber i "Kommunekælderen" i Gothersgade. De russiske og polske jøder er nået så vidt at de holder læsestuer, men også de deler sig igen i 2 afdelinger hvis medlemmer næppe nok kender hverandre. Bundisterne - tilhængerne af det store jødiske socialdemokratiske forbund "Bund" - holder læsestue i Linnesgade 37. Her kommer ca. 120 læsekredsmedlemmer, mens selve foreningen tæller ca. 40 medlemmer. Zionisterne - for hvem det nationale jødespørgsmål står i forgrunden - har læsestue i Gothersgade nr. 9. De synes netop i denne tid særlig virksomme for deres forenings vel og vil fx i morgen, søndag, spille komedie i Prins Wilhelms Palæ til fordel for deres kasse. Der opføres, fortæller man os, et stykke med titlen: "Dora eller millionæren som betler". Bagefter er der bal. 

Såvidt er nogle af de indvandrede nået. Andre som udgår fra logihusene, glider den modsatte vej, nedad i endnu større fattigdom, mange helt ned til

dybets bund

hvor tilstanden virker som en direkte omplantning på dansk grund af de udenlandske millionbyers forfærdeligste elendighed. Også her går logisforholdet igen, men i endnu lavere former. Her er ikke mere tale om at udleje en seng, men en soveplads i en seng, hvor ofte 3 eller endog 4 personer har fælles leje, hvis sengen blot er bred nok. De bedst stillede på dette trin bruger de gammeldags brede træsenge eller kasser som dem man ser i karlekamrene på landet. Andre rejser simpelthen rundt med den "dyne" - ofte nogle grå, sæklignende laser - og lejer sig en gulvplads, hvorpå de breder laserne ud og kaster sig til hvile mellem kakkelakker, væggelus og andet grådigt utøj.

Vi traf i Brøndstræde hvor især polske familier overvintret efter høst- og roearbejdet i Sverige eller hos vore egne bønder, et par familier der havde måttet forlade "Hotel Wisnewsky". De 25 øre pr. nat var efter deres formuesforhold en glubende pris. Nu havde de slået sig sammen om et lille, mørkt gårdværelse som de havde udstyret med 2 jernsenge med "madrasser" til i alt 4 kr. For værelset betaler de 5 kr. om måneden, men må dele køkken med nogle af kvarterets offentlige kvinder. Polakkerne klagede over at de ikke kunne sove om natten fordi disse kvinder fejrede de vildeste orgier og drikkegilder dør og dør med dem. Dog, hvad nytter det! siger en af konerne resigneret. For 5 kr. kan man vel ikke forlange andet! Hun syntes endda nogenlunde tilfreds, så længe de to familier har råd til at "brede" sig i de to jernsenge. Men en dag - eller rettere nat - når det kniber, rykker de måske ned på gulvet og lejer jernsengene ud. Der er jo plads til mange logerende, og det giver mønt!

I et lille, langagtigt lavloftet rum fandt vi i Pilestræde ca. 14 personer boende sammen, mænd og kvinder, voksne og børn. De deler 4 senge og ligger for resten på gulvet. Et tredje sted lå en ung kvinde i barselsseng. Et par mænd sad ved et lille bord og skar tykke skiver af et rugbrød som de langsomt fortærede med fedt på. Fra en lav, tyk kakkelovn steg en kvalm dunst af "suppe", kogt på ben med brød og kartofler imellem ud i værelset. Gardiner eller møbler fandtes så godt som ikke, og ved døren lå en større bunke fejeskarn ophobet, tilsyneladende resultatet af flere ugers fejning. 

Pølsemagerens ven.

Disse menneskers levevis står på samme trin som deres boligforhold. Brød og kartofler er deres væsentligste næring. Men "suppe" er en livret, som de en gang imellem gør fortvivlede forsøg på at stikke imellem. Nogle familier der boede i nærheden af en pølseslagter, skiftedes til at "låne" slagterens bortskaffede ben fra gårdens affaldsdynger. De tog benene med hjem, kogte suppe på dem, pillede dem, og sugede dem og lagde dem så pænt tilbage igen hvor de havde taget dem! Efter gode fund i pølsemagerens svinetønder fejrede disse fattige spisegilder der i forhold til deres daglige levemåde var topmålet af overdådighed og luksus.

I omgivelserne af lignende art færdedes Ballotti. I disse gyder og gårde levede han som logerende, snart længst nede, snart højt til vejrs, som fx hos skomageren i Pilestræde. Han havde 23 kr. til gode hos Beck på Højbjerggård og en hel del mere på Thornbjerggaard. For disse penges skyld satte han himmel og jord i bevægelse, søgte hjælp alle vegne, og da alt glippede, følte han sig berøvet en formue, som under hans eksistensforhold var nok til at sikre ham mod sult vinteren igennem. Ingen hjalp ham, alt bristede. Hadet til de hårdhændede arbejdsgivere, der nægtede ham penge, gjorde ham til et vildt dyr. Han gik ud og myrdede og brændte.

Jp. George.

(Social-Demokraten 14. november 1908).

Tegning fra Aftenbladet den 13. november 1908 som viser et værelse på en ussel kvist i Vognmagergade hvor Bullotti boede til leje hos en skomager Neumann i sommer. 

Polakkerne

Hvem trykker dem revolveren i hånden?

Forbrydelsen på Tårnebjerggård ved Køge, Solbjerggård ved Slagelse og nu det frygtelige rovmord på Højbjerggård i Øverød ved København har opskræmt sindene og givet anledning til spørgsmålet: Hvem har skylden?

Da de danske godsejere og storbønder ikke byder landarbejderne - hverken de polske eller danske - gode menneskelige vilkår, så er det indlysende at de hæderligste og dygtigste polakker i størst mulig grad søger Tyskland og Sverige frem for Danmark og kun tager hertil i mangel af noget bedre.

Altid er der spektakler mellem polakkerne og godsejerne og storbønderne, og i de senere år mere end nogensinde før.

Polakkerne snydes på alle måder.

Det er de også blevet tidligere, men da var de så dumme at de ikke forstod det. Nu ved de at de bedrages for en fortjent løn, for rejsepenge såvel som ved en hel del af deres indkøb. De behandles ofte værre end dyr. De skubbes og sparkes, hånes og skældes ud, og de er ikke altid som tidligere til sinds at sige tak til og kysse deres plageånder på hånden.

I arresterne i provinserne sidder der altid polakker. Anledningen er tyveri, brandstiftelser, vold, betleri etc.

Stadig sendes der på vor bekostning polakker ud over grænsen, og de samme vender trolig tilbage igen for på ny at blive hjemsendt. I disse dage sender politiet hver eneste dag polakker hjem på det offentliges bekostning som subsistensløse, og mange af disse har faktisk penge til gode hos deres husbond, de kære agrarer.

Hertil kommer følgende:

Når en polak mishandles for stærkt i sin tjeneste, forlader han denne, og han kræver så sit tilgodehavende. Husbonden nægter at betale i henhold til at polakken har gjort sig skyldig i kontraktbrud. Det er i god overensstemmelse med hvad der sker overfor danske tyende, men polakkerne forstår ikke at de skal berøves en del af deres surt fortjente løn, de kalder sådant for snyderi.

Det er ganske det samme som førte til at Ballotti myrdede proprietær Beck, og der går i dette øjeblik mange storbønder og ryster for livet, fordi de har beholdt polakkernes penge.

Der er folk - endda ikke så få - der spekulerer i at få tyendet til at forlade "pladsen i utide", når årets travlhed er forbi, for derved at tilbageholde den fortjente del af lønnen. De danske folk går til de socialdemokratiske blade og får juridisk assistance, men polakkerne er afskåret fra hjælp. Sproget lægger dem hindringer i vejen, og selv om man kunne skaffe dem juridisk hjælp, så vil de længe før sagen er sluttet, blive hjemsendt som subsistensløse.

De har intet middel til at få deres ret, og de griber da til den udvej, de har lært i deres fædreland.

De hævner sig.

En oprørende begivenhed på herregården Ulriksdal.

Her er et eksempel fra de sidste dage:

På herregården "Ulriksdal" på Lolland hvor forpagter Thye og hans søn, forvalter Thye, fører et strengt regimente, har man som på alle vore herregårde en flok polakker.

Forleden dag gav forvalteren en højst frugtsommelig polsk kone ordre til at rense køerne, hvilket hun da også gav sig i lag med. Forvalteren forlangte at hun med fingrene skulle skrabe noget møg af en ko, hvilket hun nægtede. Så slog han hende med sit egespir over maven!

En polak fortalte hendes mand at forvalte Thye havde slået konen med egespiret, og manden for så ind i stalden og ramte Thye, så hans ene finger blev noget læderet. 

Forvalter Thye anmeldte sagen, og borgmester Holck, Nysted, tog ud på "Ulriksdal" for at holde forhør. Konen lå syg i sin modbydelig snavsede rede i Thyes polakkaserne.

Hun fastholdt at være slået med stokken af hr. Thye, og to polakker erklærede at have set det.

Efter dette skulle man synes at Thye måtte være blevet anholdt. Men det skete ikke. Rettens folk satte sig derimod til at spise frokost sammen med hr. Thye og hans familie, hvorefter 

1) de to polske vidner blev taget med til Nysted, og

2) Den syge kones mand arresteredes i Maribo.

Denne stakkels fattige fremmede, der havde værget sin hustru, idømtes 150 kr. i erstatning til forvalter Thye for den dårlige finger, hvilket beløb antagelig udredes af hans og konens tilgodehavende løn for sommerens arbejde og en bøde på 100 kr. som han afsoner.

Altså den hovne og brøsige godsforvalter Thye, der efter konens forklaring og to vidners første forklaring har slået hende, tilkendes 150 kr. i erstatning af de fattige folk, og dermed er han færdig.

Polakken må døje en del fængselsstraf, og når han kommer ud, står han i et fremmed land, med tomme lommer efter at han og konen har slidt et halvt år for at have lidt at stå imod med til vinter.

Han er et hidstigt gemyt, så der behøves næppe så meget som her er sket for at trykke ham revolveren i hånden. Han bliver måske en Balotti nr. 2.

Fra en anden lollandsk herregård.

På Maribo Ladegård slog forvalteren forleden dag hovedet itu på en polak. Dommeren foreslog forvalteren at betale polakken 20 kr. i erstatning. Han fik imidlertid 50 kr. samt lidt for lægeregning og ridsspilde.

Ja, det er kun et par historier fra de sidste dage. De kan suppleres med hundrede alene for denne sommer. Men det er jo overflødigt. Enhver ved hvorledes polakkerne bliver behandlet og hvorledes de selv optræder.

Disse tilstande kan ikke blive ved.

Skal egespiret vedblivende danse på polske mænd og kvinders rygstykker, skal de fremdeles lokkes hertil med store løfter og bagefter med eller imod loven berøves deres arbejdsudbytte, så vil revolveren komme til at afgøre adskillige stridigheder, og på mere end en herregård vil den røde hane komme til at gale!

Hvad bør der gøres?

Ja, der er efter vor mening slet ikke andet at gøre end at lade de polske arbejdere blive hjemme og udelukkende bygge på den danske arbejdskraft.

Man vil sige at det ikke kan forslå, men det er slet ikke sandt.

Her er arbejdskraft nok i vores land, og der kan blive meget mere når blot ikke man ved dårlig behandling hvert år tvinger tusinder af unge kvinder og mænd bort fra landbruget ind til byerne og til Amerika.

(Social-Demokraten 16. november 1908)

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (1): Tornbjerggård, Køge. (Efterskrift til Politivennen).

Bullotti-sagen satte (på tragisk vis) fokus på russernes og polakkernes forhold i Danmark i starten af 1900-tallet. 1893-1929 er kendt som en periode hvor et betydeligt antal polske roearbejdere opholdt sig i Danmark. Mest som sæsonarbejdere, men en del blev boende hele året under kummerlige forhold i "russer- og polakkaserner", bl.a. i København. Her omtaltes de ofte i avisernes som ghettoer.

Urolighederne i Rusland i 1905 skabte mange flygtninge fra Østeuropa, bl.a. jøder, se Morten Thing: De russiske jøder i København 1882-1943, s. 39ff. I denne strøm af mennesker blandede også enkelte kriminelle sig, en af dem Wasili Michael Karazoff. Han kom til Danmark 1908,  og opkaldte sig efter en russisk frihedshelt Bulotti fra 1700-tallet. Senere efterforskninger gennem Centralbureauet for Identifikation efter en henvendelse til politiet i Riga viste at "Johan Andrew Bulotti hat im Sü­den Russlands unter Anführung eines berüchteten Räuberhauptmannes mit Spitznamen "Mirsky" Ueberfalle u. Raubmorde ausgeführt. Wladislaw Szadkowski ist in Petersburg in Räuberbanden tätig gewesen." 

(Johan Andrew Bulotti har i det sydlige Rusland under anførsel af en berygtet røverkommandant med øgenavnet "Mirsky" udført overfald og rovmord. Wladislaw Szadkowski har været aktiv i røverbander i Skt. Petersborg.)

Men alt det det vidste hverken Lauritz Bech på Højbjerggård ved Øverød eller politiet da Bech ansatte Bulotti. Højbjerggård var en af Øverøds oprindelige seks selvejergårde. Bech fyrede Bulotti, som han anså for ”en doven russer”. Bulotti krævede sin løn uden held, og lovede ved sin afsked, at han nok skulle komme forbi ved lejlighed. Samme sommer fik Bulotti arbejde i 4 måneder på Tornbjerggård, i Ejby Sogn ved Køge. 

Her optrådte Bulotti med forskellige håndvåben, hvilket gjorde de øvrige landarbejdere bange for ham. Proprietæren på Tornbjerggård fyrede Bulotti lige efter høsten. Han fik ikke de 40 kr. Henvendelse til politiet og Studenternes Retshjælp hjalp ham ikke. Den 31. oktober 1908 overfaldt han sin tidligere arbejdsgiver, proprietær Julius Nielsen, og sårede fodermester Martin Andersen med tre dolkestik og satte ild på gården. Det var første akt:

Drama ved Køge.

Brandstiftelse og drabsforsøg.

Fra Borup - en stationsby midtvejs mellem Ringsted og Køge - indløb i går morges følgende Ritzau-telegram:

Gården Tornbjerg i Ejby Sogn tilhørende proprietær Nielsen, er lørdag aften ved 11:30-tiden nedbrændt med undtagelse af kostalden. Der indebrændte 6 heste, svinene og fjerkræet.

Ilden menes at være påsat af en russisk karl der har tjent på gården. Han har også gjort sig skyldig i drabsforsøg mod ejeren ved at affyre flere revolverskud mod ham gennem en dør og gennem vinduerne. Senere yppede han klammeri med de andre tjenestekarle, og da en af disse ville sætte ham udenfor, stak han ham i ryggen med en kniv, så lægen fra Borup måtte tilkaldes. 

Politiet i Køge har i nat søgt efter den russiske karl.

I aftes meldte Ritzaus Bureau yderligere i et telegram fra Køge:

Den russiske karl var indtil søndag eftermiddag ikke blevet anholdt. Han hedder Egan Ballotti, og han havde været i tjeneste hos proprietær Nielsen siden juli måned.

For 14 dage siden blev han bortvist fra gården, men ville da ikke tage mod den løn han havde tjent til den dato. Samtidig truede han med at ville myrde hele familien. I tiden siden da har han vagabonderet i omegnen og af og til vist sig på gården.

I aftes ved 9-tiden viste han sig, men først ved 11 tiden, da proprietær Nielsen kom hjem fra Køge, stak han ild på.

Den sårede karl Martin Andersen slæbte sig kun med stor besvær ud af den brændende længe. Han blev senere fundet i en vejgrøft og båret ind i et nærliggende hus.

Proprietær Nielsen mener at Ballotti er russisk anarkist, og at han har været konditor i sit hjemland. Han er 60-61 tommer høj, velbygget, har sort hår og sorte øjenbryn, sort overskæg, brune øjne og et net ydre. Han er iført lang kappe og blød hat.

Bygningerne var forsikrede for 20.000 kr. i landbygningernes almindelige Brandforsikring, sæd, besætning og inventar i Roskilde Amts Brandforsikring for ca. 33.000 kr.

Telegrammets tendens er jo ikke til at tage fejl af. Særlig grund til at fæste lid til proprietærens mening om at den omtalte karl er anarkist, synes der ikke at foreligge. Det ville måske heller ikke være af vejen nærmere at få undersøgt om russeren har fået den løn han har fortjent eller ej. 

(Fyns Social-Demokrat, 2. november 1908).

Proprietærens kone fortalte sin mand da denne kom hjem ved 11-tiden om Aftenen den 31. oktober 1908, at hun havde set en mistænkelig mandsperson luske omkring gården. Hun mente det kunne være Johan Bulotti. Nogen tid efter stod to af gårdens længer i brand. De opdagede at Bulotti kom løbende ud fra forvalterens kammer med en revolver. Han rev og ruskede i døren udefra og affyrede to skud gennem dørens glasruder, dernæst tre eller fire Skud gennem kontorvinduet. Familien flygtede ud i haven mens ilden bredte. Bulotti havde tidligere overfaldet forvalteren med revolver og kniv, og var blevet stukket i ryggen. Han fik sig dog slæbt udenfor, mens gården stod i lys lue.

Bulotti flygtede mod København, og skar undervejs sit store mørke Overskæg af. Han gik ind på en kro og spiste. Her blev han genkendt, og sognefogden tilkaldt. Overfor ham nægtede Bulotti imidlertid at være den han var. En anden sognefoged erklærede at det ikke kunne være Bulotti, fordi han ikke havde overskæg. Bulotti fortsatte senere sin vandring mod København.

Københavns "ghetto".

Den russiske tjenestekarl Egan Ballotti som anstiftede det uhyggelige mordbrandsforsøg i Vallore ved Køge, er efter politiets mening rejst til København for at søge skjul blandt den derværende koloni af landflygtige, russiske jøder. Som følge deraf er det københavnske politi naturligvis på sin post, og navnlig bliver det kvarter hvor jøderne har slået sig ned, skarpt bevogtet.

Københavns ghetto er det skumleste og mest utiltalende i hele København. Det omfatter de berygtede gader Vognmagergade og Brøndstræde, hvor byens bærme holder til, og hvor den menneskelige elendighed afspejler sig grellere end noget andet sted.

Fra rådne brøstfældige rønner slår en kvalm stank en i møde, og man soørger forbavset sig selv om der virkelig bor mennesker i disse huler, hvor luften synes forpestet af årgammelt snavs. 

I tidens løb er ejendommene da også blevet forladte. Selv den fattigste danske arbejder vægrede sig ved at flytte ind i dem. Men så kom årene 1905-06 de landflykgtige russiske jøder hertil, og de tog det ikke så nøje med komforten. De flyttede gladelig ind i de faldefærdige rønner, blot de kunne få tag over hovedet - de fleste var jo ikke bedre vante hjemmefra.

De tæller nu 16-1800 mennesker.

Går man en tur gennem kvarteret, mindes man uvilkårligt digternes skildringer af ghettoerne - jødekvartererne i verdens torbyer. Overalt støder man på de små sortsmudsede folk der er typen på den russiske jøde. De fleste er fattigt klædt, og der hviler noget underligt forskræmt over dem som frygtede de fare overalt.

I de første år levede de næsten alle i den største elendighed, og den herværende jødiske menighed måtte ofte ofre meget for at de kunne friste livet. I tidens løb har de fleste dog fået arbejde rundt om i byen så de selv kan tjene til deres ophold.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 4. november 1908).

Kortet fra 1879 viser nogle af de omtalte gader som forsvandt 1910, bl.a. Lille Brøndstræde, mellem Vognmagergade og Gothersgade. (Københavns Stadsarkiv).

I Københavns ghetto.

Polakkolonien i oprør.
Stor bestyrtelse og bekymring. 

i morges tidlig henvendte vi os i russer og polakkolonierne i Aabenraa og Vognmagergade og fortalte Bullottis landsmænd om den frygtelige udåd. 

Overalt hvor vi kom frem, vakte meddelelsen største bestyrtelse og bekymring.

en ung polak, Ivan Kannow, der er medlem af en hel stor polakfamilie, der bor til huse i en af de ældste og mest faldefærdige pakhuse i Vognmagergade, og ligesom sin familie ernærer sig som tobaksspinder, blev helt sørgmodig ved budskabet.

- Det er forfærdeligt, sagde han. Og så skader det os andre så utrolig meget. I forvejen er det forbundet med stor vanskelighed for os fremmede at få arbejde her. efter en sådan katastrofe bliver forholdene endnu værre. Netop for otte dage siden skrev vi hjem til en halv snes landsmænd og venner i Galicien at de godt kunne tage herover uden risiko. Der er jo altid plads i et land for folk der vil arbejde. Nu er det måske for sent at stoppe den. De er måske allerede taget afsted. Og nu! Tro endelig ikke at vi polakker er sådanne nogle røvere og banditter som Bullotti. Der er jo ukrudt i alle verdensdele. Forholdet bliver vel nærmest det samme som når fx en af deres landsmænd gør sig skyldig i en forbrydelse i et fremmed land. For deres hæderlige arbejdende landsmænd samme sted vanskeliggøres tilværelsen sikkert også. Personlig kender vi slet ikke Bullotti hernede. Hans navn er for øvrigt meget almindeligt i polen. Men hvem garanterer for at han ikke er en eller anden bortflygtet storforbryder fra vort fædreland. Hans gerninger taler jo for ham. Jeg kan kun sige Dem, sluttede den unge mand, at vi hernede som gerne vil leve hæderligt, er meget bekymrede over en sådan historie.

Det er jo også hæderlige mennesker blandt de fattige, selv om det er polakker - tilføjede han idet vi fjernede os. 

(Aftenbladet 10. november 1908). Samme nummer havde også en lignende beretning om Køge som angivet ovenfor.

Paa Feltfod. (Efterskrift til Politivennen)

Rundt om fra Vesterbros og Valbys Fabriker lyder Frokostfløjterne. Klokken er otte. Murersvendene, der er i Færd med at opføre den nye Mur mellem katolsk Kirkegaard og Vejen, lægger Vaterpas og Ske fra sig og tager Madpakken frem. Medens Septembers blidt varmende Morgensol faar Træernes gulnende Løv til at skinne som purt Guld, sidder en ældre adstadig Murersvend paa den smalle Bænk, der staar under et Gravsteds spinkle Hængeask, og spiser med god Appetit sit Smørrebrød.

Inde paa Vestre Kirkegaard standser Graverkarlene deres Arbejde og kryber op af Gravene, de er i Færd med at kaste. Der er paa Kirkegaarden et Hus, hvor de mandlige og kvindelige Arbejdere (Lugekonerne) spiser deres Mad, men i godt Vejr foretrækker en og anden at holde Frokost uden Dørs, siddende i en Hjulbør eller paa en af de sorte Bukke, som man ved Begravelser stiller Kisten paa. Tet er et heller ikke usædvanligt Syn at se en Mand sidde paa Kanten af den frisk opkastede Grav med Smørrebrødspapiret og Snapseflasken ved Siden af sig. Hvad skal man sige til det? Livet kræver sin Ret. selv i de Dødes Have.

Ude paa Vejen, der fører ad Frederiksholms Teglværker til, holder tre, fire Arbejdsvogne paa Rad. Kuskene sidder i Grøften og spiser deres Mad, Hestene gumler i Muleposerne. Nogle Vejarbejdere har taget Plads paa en Skærvebunke; en Kammerat af dem ligger paa Maven inde i Græsset og tygger sindigt medens han læser i en Stump Avis, der har været om Smørrebrødet. Paa en Byggeplads ud for Vestre Fængsel, hvor Sporveisselskabet opfører en stor Tilbygning til Remissen, er der indrettet et helt Marietenderi. En Kone koger Kaffe under aaben Himmel, i et Træskur sidder Arbejderne om et rigtigt Bord, det er næsten herskabeligt, og de har tilmed Taffelmusik. En forhutlet Fyr spiller Violin for dem og tjener derved adskillige Tiører og, desværre ogsaa, Snapse. I en Vindueskarm i Nybygningen sidder en rask ung Blikkenslager og slaar med Hælene Takt til Musiken.

Nede paa Banelinien kører en Trolje udefter. Den er fuld af frokostspisende Jærnbanearbejdere. Et Par Mænd, der banker Tæpper over en Galge, der er rejst paa en ubebygget Grund ved Vejen, ligger flot henslængt med Frokostpakkerne mellem sig paa et prægtigt rødt Tæppe. Oppe paa Boulevarden holder en Mælkevogn. Kusken sidder paa en Bænk og spiser, medens Drengene Spiller Klink. Nogle Telefonarbejdere har lejret sig paa Taget af et Hus. En Kludesamler sidder paa en Trappesten og spiser, medens en stor Hund staar logrende foran ham.

Pludselig skærer en hæs Fløjten gennem Luften. Den besvares fra alle Sider. Frokosttiden er forbi. Nu skal Arbejdet igen begynde.

Aage.

(København 29. september 1908.)

Vestre Fængsel set fra Gammel Carlsberg ca. 1896. Tv. inspektørboligen, th. kapellet på Mosaisk Kirkegård. I forgrunden banegraven fra banelinjen mod Roskilde 1847-1864 (skinnerne delvist taget op). Kbhbilleder. Public domain.

Skinhelligheden afsløret af en Præst. (Efterskrift til Politivennen).

Hvad Pastor Sick siger om de Helliges Slyngelstreger, Fattiggaardene og Børnefordærverne 

Hovedansvaret for den Børnefordærvelse, der er almindelig her Landet, maa efter Pastor Sicks Udtalelse paa et Møde i Rømersgade lægges paa den Skinhellighed, der er gaaet i en forunderlig stor Del af Landets Befolkning.

For nogle Aar siden kom der en Mand ind i Præstens Studereværelse. Manden var døddrukken, men vilde dog forklare Præsten, hvorledes han skulde prædike. Imedens han talte indtrængende til Præsten, forrettede han sin Nødtørft paa Gulvet. Denne Mand var en af de mest hellige i Tvis, han hørte til de syndefri. og der er megen Syndefrihed paa den Egn. Provsten hører ogsaa til dem. 

En anden hellig Mand i Tvis, der ogsaa drak som en Svamp, skød i en Rus sin Kone og sit Barn; men straffet blev han ikke, thi man bruger ikke al straffe en hellig Mand i Tvis for den Slags Ting. Derimod stjal en fattig Mand 1 Kr. 56 Øre af Kirkebøssen, og han fik fik Vand og Brød, thi Loven skal jo ske Fyldest.

Maries Saga er ogsaa karakteristisk for Forholdene i denne skinhellige Egn. Marie var en ung Pige, der var i Pleje. Hun fik sin Mad og sine Klø i ligelige Portioner hver Dag; men en Smule Kærlighed fik hun aldrig, thi man regnede hende ikke for andet end for et Dyr, der maatte gøre Nytte kor Føden. Saa en Dag gik hun hen og druknede sig i Aaen, men det gjorde ikke det fjærneste Indtryk paa Folkene. Hun var en trodsig Tøs, var alt, hvad de sagde til den Ting. Myndighederne trak Vaad efter hendes Lig, men paa en saadan Maade, at der efter 14 Dages Forløb endnu intet Lig var fundet. Saa indstilledes Eftersøgningen. Et Par fattige Arbejdere, der havde Hjærte for den unge Piges Skæbne, genoptog Eftersøgningen for egen Regning, og i Løbet af en halv Dag havde de faaet Liget i deres Vaad. Nu viste det fig, at Liget havde en rød Stribe omkring Halsen, som kunde tyde paa en anden Død end Drukning. Maaske forelaa her en Forbrydelse! Men Myndighederne fandt ingen Anledning til at sætte en Undersøgelse i Gang. Den trodsige Maries Død var Egnen ganske ligegyldig.

Den bærende Betragtning herhjemme er den, at de fattige Børn er noget Djævelskab. Derfor ofrer man ikke meget paa dem, og derfor pisker man dem og spærrer dem inde i mørk Arrest i Børnehjemmene. Det er Midler, som ikke opdrager et Barn, men dresserer det. Ved saadanne Midler kan man dressere et Barn til noget saa uappetitligt som at kysse Fru Bransbolm.

Pastor Sick siger om Fru Bransholm, at han hellere vilde se sine Børn i deres Grav end have dem i den Kvindes Hænder.

Vi skal naa dertil, at Staten lærer, at den har Pligt til at sørge for Kvinder og Børn. En Kvinde kan være den usseligste Tøjte, eller hun kan være saa ren i sit Hjærte, har hun født et Barn, er hun det største i Verden. Hun er Moder! 

Pastor Sick udviklede derpaa, hvorledes de Kvinder, der "kommer galt af Sted", enten rekrutteres fra de uægte Børns store Skare eller fra de stærkt religiøse Hjem, hvor Religionen har fortørret Hjærterne. Og han sluttede paa Mødet med at sige:

"Jeg skal love d'Hrr., at der skal blive ryddet op indenfor den skinhellige Svindel, ligesom der er bleven ryddet godt op indenfor Forretningssvindelen«

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 21. september 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.