05 juli 2023

Børn i Borgergade. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardeksteriør fra Borgergade-Kvarteret.

Det er en Fryd at se Børn, der leger paa en grøn Eng, - men det er trist en Skærsommerdag at kigge ind i københavnske Gaarde, thi her leger Børnene i Omgivelser, der er kvalmende trange. Det er ikke Syren og Jasminduft, der raader her. Her er der Skygger - ikke fra et kølende Buskads, men fra stinkende Skraldebøtter og Retirader. Her naar ingen Nattergalesang ned til Børnene, men der lyder et Par skældende Stemmer, - thi naar Krybben er tom bides Hestene.

Det er fattige Børn, der leger i disse Gaarde, hvor de graagule Mursten fortæller om en graa og trist Hverdag, der er Børn iblandt dem, der overhovedet ikke kender anden Slags Træer end dem der staar og stritter paa Boulevarder og i Parker.

Men der er ogsaa Børn iblandt dem som det jubler inden i, thi de skal paa Landet - vel at mærke, hvis det nødvendige Tøj til Rejsen kan skaffes til Veje. 

Det er et stort Spørgsmaal. 

Sæt Børnenes Kontor, der er deres eneste Frelse, deres eneste Udvej, nu sagde: "Nej! Nej, vi kan ikke skaffe den Trøje og den Bluse, vi maa stoppe op, - vi har ikke flere Penge i Kassen!" Ja, hvad saa! Saa skulde lille Eli blive Sommeren igennem ved de lugtende Skraldebøtter, saa skulde hun stadig lege Skjul i de kattestinkende Kældergange, i Stedet for at komme ud i en herlig Have, hvor der er Skjulepladser inde i de duftende Hyldebuskadser. Den graatriste Murstensflade skulde hun daglig stirre sig fortvivlet paa i Stedet for at hun burde have været derude under den store Himmelkuppel med de hvide drivende Skyer og flette Kranse af Kornblomster og Margueriter.

Men Forholdet er virkelig truende for lille Eli og hendes Smaa Veninder og Venner. Barnetøj koster nemlig en Hob af Penge, og Direktør Nielsen fra Børnenes Kontor siger til os: Kan De ikke gøre Folk begribeligt, at der maa hjælpes og hjælpes godt og hjælpes nu. Glem ikke Kontoret i Kr. Bernikowsgade Nr. 2, glem ikke Telefonnumret Byen 6225, glem først og fremmest ikke Børnene.

(Social-Demokraten 9. juni 1921).

Landegrænsen i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 10. februar 1920 blev der afholdt folkeafstemning i zone 1 hvor knap 75 % stemte for Danmark. Der blev stemt en bloc, forstået således at  det var flertallet som bestemte tiæhørsforholdet for hele zonen. Den 14. marts stemtes i zone 2. I modsætning til i zone 1 blev der stemt kommunevis, således at der blev taget hensyn til de enkelte kommuner ved grænsedragningen. 80 % stemte for Tyskland. Mellem de to afstemninger udkom nedenstående artikel:

Landegrænsen i Slesvig.

Tiedje-linjen som minimumskrav.

Flensborg, 16. februar.

A. W. Danskerne opfører sig som om alene afstemningen i den første nordslesvigske zone havde beseglet denne zones skæbne. De vil nu med al magt kaste sig ud i anden zone, primært mod erobringen af ​​Flensborg, og de er tilsyneladende meget utilfredse med at tyskerne fra Slesvig ikke har travlt med at følge dem dertil, men derimod holder fast ved at kun afgørelsen i hele afstemningsområdet også kan bringe afgørelsen om første zone. Det er naturligvis rigtigt at før afstemningen i anden zone indeholder alle beregninger om det nationale resultat af den første afstemning en ukendt mængde. “Flensborg Avis” taler derfor om matematiske tricks der er latterlige, inden anden zone har stemt. Men netop i denne skødesløse udtalelse fra det danske flensborgblad ligger den yderst værdifulde indrømmelse, at et retfærdigt nationalt samlet først kan findes efter anden afstemning, og at afstemningsresultatet i første zone alene derfor ikke tillader nogen grænsebestemmelse i sig selv, dvs. h. ikke engang en minimumsgrænse. Endvidere skal det igen og igen understreges, at ordlyden af ​​Versailles-traktaten ikke kun tillader denne opfattelse, men faktisk kræver det. Der er naturligvis ingen tvivl om hvilken uhyggelig hensigt der skulle forfølges med en blokafstemning i den første zone. Men helt uafhængigt af de enkelte bestemmelser vedrørende de forskellige afstemningstyper i første og anden zone, udtrykker traktaten at selve afstemningen slet ikke sætter en grænse, men at efter begge afstemninger er afsluttet, bør grænsen sættes "i overensstemmelse med befolkningens ønsker”. Så når selv minister H. P. Hansens blad "Hejmdal" hævder, at fredsaftalen ikke giver mulighed for anden mulighed for grænsedragning end i det mindste på grundlag af Clausenlinjen, altså på baggrund af sydgrænsen af først afstemningsområde, så væver folk tråde her for at binde den internationale kommission til danske ønsker. I virkeligheden har Den Internationale Kommission fuld frihed til at træffe beslutningen på en sådan måde at der etableres en uangribelig balance i fordelingen af ​​nationale styrker.

For det tyske folk i Slesvig er det dog ikke et spørgsmål i dag om at tage den internationale kommissions formodede fortolkning af traktaten som rettesnor, men derimod et spørgsmål om at vide hvad man selv vil og bestemme den nationale platform som vi i dag kan bygge vores minimumskrav på. Det vil senere vise sig om dette minimumskrav vil ændre sig til vores fordel som følge af afstemningsresultaterne i anden zone. I dag handler det om på baggrund af de uomtvistelige stemmetal at bevise at kampens nuværende tilstand allerede har vist at Clausen-linjen er fuldstændig uholdbar. Vi sammenligner derfor foreløbigt Clausen-linjen med Tiedje-linjen, dvs. den linje som Johs. Tiedje beregnede for et år siden og som stort set er præcis den samme som det nu er baseret på de faktiske stemmetal hvis principperne om rimelig kompensation anvendes. Vi skal dog igen og igen understrege, at der kun kan være tale om et foreløbigt krav, fordi der tilbagestår et ukendt antal i beregningen, nemlig antallet af danske stemmer, der vil blive afgivet i anden zone. Det er allerede klart for os i dag at dette antal fortsat er et ubetydeligt mindretal i den anden zone. Men vi ønsker at kæmpe denne nationale kamp i reelle termer og derfor ikke operere på ubeviste fakta. Det er grunden til at vores foreløbige nationale krav, dvs. Tiedjelinjen, kun er placeret så langt op mod nord at der mellem Clausenlinjen og Tiedjelinjen forbliver et tysk flertal, således at området mellem disse linjer som vi kalder Tiedjebæltet, kan hævde tysk nationalitet for sig selv uden at skulle stole på det forventede store tyske flertal i anden zone. Beregner man landegrænsen på denne måde under hensyntagen til de mest presserende økonomiske behov og forbindelser, er resultatet en linje der går nordpå fra Højer og Tønder op til Aabenraa-distriktsgrænsen, omkranser de tyske byer Kapstedt og Tinglev og ender nær Gråsten for at nå Flensborg Fjord. Ifølge vores præcise optællinger, baseret på H. P. Hanssens valgresultater som bestemt ikke er manipuleret i tyske interesser (det modsatte er at frygte), blev der afgivet 6.937 tyske stemmer i dette Tiedje-bælte mod 6.766 danske. Samlet set er der fortsat et tysk flertal på 171 stemmer, dog ikke et stort flertal. Det er naturligvis også sådan i dette område at landdistrikterne afgav flertal af de danske stemmer, hvilket hovedsageligt opvejes af det overvældende tyske flertal af de 2.503 tyske stemmer i byen Tønder. Men det er alligevel markant at selvom man fraskriver Tønder by, så har den del af området der hører til Tønder-distriktet, kun omkring 700 flere danske stemmer end tyske, nemlig 3343 tyske stemmer mod 4098 danske. Det skal også særligt fremhæves at de steder syd for Tønder, som forbinder den tyske by Tønder med den anden zone, samt stederne syd for Højer, har overvejende tysk flertal. Der er f.eks. anført: Seth 152 tyske, 36 danske stemmer, Uberg 63 tyske, 7 danske stemmer.

Rudbøl, Rudbølkoog og Freidrichenkoog har også tysk flertal. I selve Højer var stemmeprocenten 581 tyskere mod 219 danskere. Man skal naturligvis altid tage i betragtning at især i de større byer, der i forbindelse med deres vækst overvejende er tyske, er antallet af stemmeberøvede, dvs. tyskere der ikke har været i landet i mere end tyve år, af betydeligt omfang hvis de havde fået lov til at udøve deres rettigheder.

Den vigtigste afgørende faktor for ledelsen af ​​Tiedje-grænsen på den centrale højderyg er det store tyske flertal, der blev opnået i hovedbyerne Keising, Rapstedt og Tinglev. Desværre blev der ikke opnået tyske flertal på de ni pladser i Aabenraa-distriktet og de otte pladser i Flensborg-distriktet, som falder ind i Tiedje-bæltet på østkysten, men mindst tolv af disse sytten pladser talte mere end en tredjedel af det tyske stemmer og i så fald vil fornuft og lige foranstaltninger sejre i den samlede beslutning, så er intet område som dette bestemt til at forblive som et dansk mindretal med det tyske Slesvig. For hvad var parolen hvorunder danskerne dengang gennemførte det, at den rent tyske sydbred af Flensborg Fjord med Glücksborg også var med i den anden zone: Flensborg ejer fjorden (fjorden tilhører Flensborg)? Så hvis sydbredden hører til Flensborg, gælder det samme for nordbredden, og vil man blot bevare anstændighedens udseende, kan man henføre fiskerlejet Rinkenæs til industribyen Flensborg, men ikke omvendt, stor handelsby til et halvt dusin små landsbyer.

Den følgende sammenstilling viser også, hvilke tal disse danske flertal i Aabenraa- og Flensborg-områderne i Tiedje-bæltet er. Der blev afgivet i Tiedie-bæltet, nemlig i Tønder-distriktet 5846 tyske, 4809 danske stemmer, Aabenraa-distriktet 544 tyske, 1156 danske stemmer, Flensborg-distriktet 547 tyske, 801 danske stemmer, i alt 6937 tyske, 6766 danske stemmer. 

Valgets utilbørlige indflydelse, tidens ugunst, fratagelsen af ​​stemmer fra store, og altid kun tyske, dele af befolkningen, den resignation, der fulgte af den vold, som danskerne bestemt havde til hensigt gennem en blok-afstemningen, alt sammen havde dette åbenbart en betydelig indvirkning på Tysklands ugunstige stemmeresultater. Selv af de stemmeberettigede var der omkring 10.000, der ikke udnyttede deres stemmeret i den første zone og desværre må man formode at det var tyske vælgere, hvis stemme vi nu i høj grad mangler, primært på grund af den førnævnte opsigelse. For hvad vil vi med Tiedje-linjen og hvad vil vi med hele det her regnestykke? Vi vil vise, helt ud over de økonomiske nødvendigheder, at det rent nationale perspektiv også resulterer i Tiedje-linjen som et minimumskrav. Hvis vi antager at grænsen blev trukket ud fra denne linje, så ville Danmark af de 25.231 tyske vælgere i den første zone ikke falde under Danmark, men 18.294 tyske vælgere ville stadig blive hos Danmark, når man ikke tæller dem der blev frataget deres stemmer. Hvis man til dette tal lægger de 6.766 danskere der forblev med Tyskland som minoritet i Tiedjes-bæltet, er der stadig 11.528 flere tyske vælgere, der ville blive udleveret til Danmark, end danskere der blev med Tyskland. I hvor høj grad dette overskud på omkring 12.000 tyske stemmer vil blive udlignet af de danske stemmer afgivet i anden zone, er endnu uvist, og først derefter vil det vise sig hvor grænsen for en virkelig fair national balance endelig kan trækkes.

Indtil da er Tiedje-linjen dog det enstemmige krav som tyskerne i Slesvig nu fortsætter kampen om anden zone med. Det er åbenbart meget ubehageligt for danskerne at dette forenede tyske slogan nu bliver konfronteret med dem, da de mente at spørgsmålet om hele den første zone var afgjort. Foreløbig ved de ikke hvordan de skal gøre indsigelse mod de uomgængelige kendsgerninger, der er beskrevet ovenfor, bortset fra den konstante snak om fredsaftalens formelle bestemmelser som ville forhindre en revision af Clausen-linjen. Men hvor der er en ærlig vilje til at forstå, er der også en vej. Under alle omstændigheder vil tysk Slesvig fortsætte kampen for sin gode nationalret i vished om, at den skal føre til sit mål. Den vil ikke kun føre den med hårdhed, men om nødvendigt med de skarpeste våben.


Afstemningskort for den sydlige del af afstemningszone I og hele afstemningszone II med angivelse af valgresultaterne og indtegning af J. Tiedjes forslag til en alternativ grænsedragning. Indsat i øvre højre hjørne kort over hele afstemningsområdet. Kortets titel: "Karte zum deutschen Grenzvorschlag für Schleswig am 17. April 1920"


Die nationale Grenze in Schleswig.

Die Tiedje-Linie als Mindestforderung.

Flensburg, 16. Februar.

A. W. Die Dänen stellen sich, als wenn die blosse Abstimmung in der ersten nordschleswigschen Zone das Schicksal dieser Zone besiegelt hätte. Sie möchten sich jetzt mit ganzer Kraft auf die zweite Zone stürzen, in erster Linie auf die Eroberung Flensburgs, und offenbar ist es ihnen sehr wenig angenehm, dass die deutschen Schleswiger es gar nicht so eilig haben, ihnen dorthin zu folgen, sondern unerschütterlich daran festhalten, dass erst die Entscheidung im gesamten Abstimmungsgebiet auch die Entscheidung über die erste Zone bringen kann. Es ist selbstverständlich richtig, dass vor dieser Abstimmung in der zweiten Zone alle Berechnungen über das nationale Ergebnis der ersten Abstimmung eine unbekannte Grösse enthalten. "Flensborg Avis" spricht deshalb von Rechenkunststücken, die lächerlich seien, bevor die zweite Zone abgestimmt habe. Aber gerade in dieser unvorsichtigen Aeusserung des Flensburger Dänenblattes liegt das überaus wertvolle Eingeständniss, dass ein gerechtes nationales Gesamtuhrteil erst nach der zweien Abstimmung gefunden werden kann, dass also infolgedessen das Abstimmungsergebnis in der ersten Zone für sich allein überhaupt noch keine Grenzfestsetzung zulässt, d. h. nich einmal eine Mindestgrenze. Im übrigen muss immer Wieder unterstrichen werden, dass auch der Wortlaut des Vertrages von Versailles diese Auffassung nicht nur zulässt, sondern geradezu erfordert. Welche niederträchtige Absicht mit der en-bloc-Abstimmung in der ersten Zone verfolgt werden sollte, ist freilich nicht zweifelhaft. Aber ganz unabhängig von den Einzelbestimmungen über die verschiedenen Abstimmungsarten in der erten und zweiten Zone bringt der vertrag zum Ausdruck, dass mit der Abstimmung selber eine Grenze überhaupt noch nicht festgesetzt ist, sondern dass nach dem Abschluss beider Abstimmungen die Grenze festgesetzt werden soll "in Uebereinstimmung mit den Wünschen der Bevölkerung". Wenn also sogar das Blatt des Ministers H. P. Hansen, "Hejmdal", behauptet, der Friedensvertrag lasse keine andere Möglichkeit einer Grenzführung zu als mindestens auf grund der Clausen-Linie, also auf Grund der Südgrenze des ersten Abstimmungsgebietes, so konstruirt man hier Zwirnsäden, um die Internationale Kommission an die dänischen Wünsche zu binden. In Wahrheit hat die Internationale Kommission volle Freiheit, die Entscheidung so zu treffen, dass sie eine unanfechtbares Gleichgewicht der nationalen Kräfteverteilung herstellt. 

Für die deutschen Schleswiger kann es sich aber heute nich darum handeln, die mutmassliche vertragsauslegung der Internationalen Kommission zue Richtschnur zu nehmen, sondern es handelt sich darum, zu wissen, was man selber will, und die nationale Plattform festzustellen, auf der wir heute unsere Mindestforderung errichten. Ob sich diese Mindestforderung durch das Abstimmungsergebnis in der zweiten Zone noch zu unseren Gunsten verschieben wird, wird sich später zeigen. Heute handelt es sich darum, auf Grund der unanfechtbaren Abstimmungszahlen nachsuweisen, dass schon der jetzige Stand des Kampfes die völlige Unhaltbarkeit der Clausen-Linie ergeben hat. wir stellen daher vorläufig der Clausen-Linie die Tiedje-Linie gegenübeer, d. h. eine Linie, die Johs. Tiedje schon vor einem jahre ziemlich genau so berechnet hat, wie sie sich auf den tatsächlichen Abstimmungszahlen jetzt ergibt, wenn die Grundsätze eines gerechten Ausgleichs angewandt werden. Wir müssen jedoch immer Wieder unterstreichen, dass es sich dabei nur um eine vorläufige Forderung handeln kann, weil eine unbekannte Grösse in der Rechnung bleibt, nämlich die Zahl der dänischen Stimmen, die in der zweiten Zone abgegeben werden wird. Dass diese Zahl auf jeden Fall eine unbedeutende Minderheit der zweiten Zone bleibt, steht für uns zwar schon heute fest. Aber wir wollen diesen nationalen Kampf reell ausfechten und daher nicht mir unbewiesenen Tatsachen operieren. Das ist der Grund, weshalb unsere vorläufige nationale Forderung, d. h. die Tiedse-Linie, nur so weit nach Norden hinauf gelegt wird, dass zwischen der Clausen-Linie und der Tiedje-Linie an und für sich eine deutsche Mehrheit bleibt, dass also das zwischen diesen Linien ligende gebiet, das wir den Tiedjegürtel nennen, seine deutsche Nationalität für scih allein zu behaupten vermag, ohne auf die zu erwartende grosse deutsche Mehrheit in der zweiten Zone angewiesen zu sein. Berehcnet man auf diese Weise die natinale Grenze unter gleichzeitiger Zugrundelegung der dringendsten wirtschaftlichen Notwendigkeiten und Zusammenhänge, so ergibt sich eine Linie, die nördlich von Hoyer und Tondern bis zur Apenrader Kreisgrenze hinaufgeht, die deutschen Orte Kapstedt und Tingleff umscliesst, um in der Nähe von Gravenstein die Flensburger Förde zu erreichen. Nach unseren genauen Zählungen, und zwar auf Grund der H. P. Hanssenschen Wahlresultate, die also sicherlich nicht im deutschen Interesse frisiert sein dürften (eher ist das gegenteil zu befürchten) sind in diesem Tiedjegürtel 6937 deutsche Stimmen abgegeben gegen 6766 dänische. Es bleibt also insgesamt eine wenn auch nicht grosse deutsche Majorität von 171 Stimmen. Dabei ist es natürlich auch in diesem Gebiet so, dass die Landgebiete den hauptanteil der dänischen Stimmen bringen, was in der Hauptsache ausgeglichen wird wurd die erdrückende deutsche Mehrheit der 2503 deutschen Stimmen der Stadt Tondern. Aber bezeicnend ist immerhin dass, auch wenn man die Stadt Tondern abrechnet, derjenige Teil des Gebietes, der zum Landkreise Tondern gehört, nur rund 700 dänische Stimmen mehr aufweist als deutsche, nämlich 3343 deutsche gegen 4098 dänische. Hervorzuheben ist ferner besonders, dass gerade die Orte südlich von Tondern, die also die deutsche Stadt Tondern mit der zweiten Zone verbinden, ebenso wie die Orte südlich von Hoyer überwiegende deutsche Mehrjeiten aufweisen. Es seien z. B. angeführt: Seth 152 deutsche, 36 dänische Sti,men, Uberg 63 deutsche, 7 dänische Stimmen.

Auch Rüttebüll, Rüttebüllerkoog, Freidrichenkoog haben deutsche Mehrjeiten. In Hoyer selbst ist das Stimmverhältnis 581 Deutsche zu 219 Dänen gewesen. Dabei muss man selbstverständlich immer in Rechnung stellen, dass gerade in den grösseren Orten, die im Zusammenhang mit ihrem Wachstum fast überall ein überwiegendes Deutschtum zeigen, die Zahl der STimmberaubten, d. h. derjenigen Deutschen, die noch nicht länger als zwanzig Jahre anfässig sind, nicht unbeträchtlich ins Gewicht gefallen wäre, wenn sie ihr Recht hätten ausüber dürfen.

Für die Führung der Tiedjegrenze auf dem Mittelrücken ist vor allem entscheidend die grosse deutsche Mehrheit, die in den Hauptorten Keising, Rapstedt und Tingleff erzielt worden ist. Bei den neun Orten des Kreises Apenrade und den acht Orten des Landkreises Flensburg, die an der Ostküste in den Tiedjegürtel hineinfallen, sind zwar leider deutsche Mehrheiten nicht erzielt worden, aber immerhin haben zwölf von diesen siebzehn Orten mehr als ein Drittel deutscher Stimmen gezählt und wenn bei der Gesamtentscheidung Vernunft und gleiches Mass herrschen werden, so ist kein Landstrich so wie dieser dazu bestimmt, as dänische Minorität bei dem deutschen Schleswig zu bleiben. Denn wie lautete die Parole, under der die Dänen es seinerzeit durchsetzten, dass auch das reindeutsche Südufer der Flensburger Förde mit Glücksburg in die zqeite Zone einbezogen wurde: Flensbog ejer Fjorden (die Förde gehört Flensburg)? Gehört also das Südufer zu Flensburg, so gilt das vom Nordufer nicht minder, und wenn man auch nur den Schein des Anstandes wahren will, kan man zwar der Industriestadt Flensburg das Fischerdorf Rinkenis zusprechen, aber nicht umgekehrt die grosse Handelsstadt einem halben Dutzend winziger Dörfer.

Um was für gevinge Zahlen es sich im übrigen bei diesen dänischen Mehrheiten der Apenrader und Flensburger Gebiete des Tiedjegürtels handelt, zeigt auch die folgende Zusammenstellung. Es wurden abgegeben im Tiediegürtel, und zwar im Kreis Tondern 5846 deutsche, 4809 dänische Stimmen, Kreis Apenrade 544 deutsxche, 1156 dänische Stimmen, Kreis Flensburg 547 deutsche, 801 dänische Stimmen, zusammen 6937 deutsche, 6766 dänische Stimmen.

Die unsaubere Wahlbeeinflussug, die Ungunstd der Zeit, die Stimmberaubung grosser und zwar immer nur deutscher Teile der Bevölkering, die Resignation, die sich aus der von den Dänen sicher beabsichtigten Vergewaltung durch die en bloc-Abstimmung ergab, all das hat selbstverständlich das Abstimmingsergebnis erheblich zum Nachteil Deutschlands beeinflüsst. Sogar von denen, die stimmberechtigtigt warem, haben in der ersten Zone rund 10,000 ihr Stimmrecht nicht ausgeübt und leider muss man wieder annehmen, dass es vor allem wegen der vorgenannten Resignation deutsche Wähler waren, deren Stimme uns nun bitter fehlt. Denn was wollen wir mit der Tiedje-Linie und was wollen wir mit dieser ganzen Berechnung? Wir wollen damit, ganz abgesehen von den wirtschaftlichen Notwendigkeiten, dartun, dass auch der rein nationale Gesichtspunkt die Tiedje-Linie als Mindestforderung ergibt. Setzen wir den Fall, die grenze würde auf Grund dieser Linie gezogen, so würden von den 25,231 deutscgen Wählern der ersten Zone zwar nicht an Dänemark fallen, aber es würden immer noch 18,294 deutsche Wähler bei Dänemark bleiben, die Stimmberaubten gar nicht gerechnet. Bringt man auf diese Zahl die 6766 Dänen in Anrechnung, die als Minderheit des Tiedjesgürtels bei Deutschland verblieben, so sind es immer noch 11,528 deutsche Wähler mehr die an Dänemark ausgeliefert würden als Dänen, die bei Deutschland blieben. Wie weit dieser Ueberschuss von rund 12,000 deutschen Stimmen durch die in der zweiten Zone abgegebenen dänischen Stimmen aufgewogen wird, bleibt abzuwarten und danach erst wird sich zeigen, wo endgültig die Grenze eines wirkluch gerechten nationalen Ausgleichs zu ziehen ist.

Bis dahin aber ist die Tiedje-Linie die einhellige Forderung, mit der das Deutschtum in Schleswig jetzt zunächst den Kampf um die zweite Zone fortsetzt. Es ist den Dåanen offensichtlich sehr unangenehm, dass ihnen diese geschlossene deutsche parole jetzt entgegentritt, wo sie geglaubt habenm die Angelegenheit der ganzen ersten Zone sei erledigt. Sie wissen auch gegen die unansechtbaren Tatsachen, die im Vorstehenden dargelegt sind, vorläufig nochts anderes einzuwenden, als immer wieder das Gerede von den formalen Bestimmungen des Friedensvertrages, die einer Revision der Clausen-Linie etgegenstünden. Aber wo ein ehrlicher Wille zur Verständigung ist, da ist auch ein Weg. Das deutsche Schleswig jedenfalls wird den Kampf um sein gutes nationales Recht weiterführen in der Gewissheit dass er zum Ziele führen muss. Es wird ihn führen nicht nur mit Zahigkeit, sondern, wenn es sein soll, mit den schärsfsten Waffen.

(Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 20. februar 1920).

Forslaget, der var udarbejdet af teologen Johannes Tiedje, betød som nævnt i artiklen, at grænsen skulle gå nord om Tønder og Højer over til Rinkenæs. Men selv om det kom til at spille en stor rolle i den almene bevidsthed, blev det afvist af Den Internationale Kommission, der ligeledes afviste danske forslag om en sydligere grænsedragning. Grundlaget for grænsedragningen blev i det store og hele Clausen-linjen, modsat hvad artiklen ønskede.

En hel familie i graven på en dag - Den Spanske Syge. (Efterskrift til Politivennen).

Spansk syge-epidemien har også i år haft mange triste familietragedier at opvise. I går middags begravedes på Vestre Kirkegård i København en hel familie: Mand, hustru og søn, der alle var døde af den spanske syge. Det var maskinfyrbøder Georg Petersen, hans hustru og lille søn.

Jordefærden fandt sted under stor højtidelighed og megen tilslutning. Pastor Hviid Nielsen talte over Jesu ord i beretningen om disciplines gang til Emaus: Hvorfor ser I så bedrøvede ud."

(Kolding Folkeblad, 18. februar 1920.)

Af andre aviser fremgår at manden var kedelpasser og det ene barn kom i samme kiste som moderen.

Petersen-Grønnebech blev syg af influenze, bragt til hospitalet samme dag som hans hustru fødte et barn. To dage senere døde han. Samtidig fik hans kone sygdommen, og i løbet af kort tid døde de begge. Tilbage var to små forældreløse børn

Politiinspektør Aage Steffensens begravelse, Aftenbladet 10. marts 1920. Med billede fra ligtoget på Pile Alle.

Nationaltidende, 19. marts 1920: På den under epidemien afdøde sekretær i justitsministeriet Jørgen Lehnsgaards grav på Vestre Kirkegård rejser hans venner i ministeriet med hans families tilladelse et større monument.

03 juli 2023

Flensborg Distrikt, Januar 1920. (Efterskrift til Politivennen)

 Artikel om stemningen før afstemningen i zone 1:


Om folkeafstemningen i Slesvig.

W. Flensborg, 27. januar

Efter de stormfulde dage med den voldsomme løsrivelse fra det tyske rige er roen vendt tilbage til den gamle bydel i Flensborg. Hvis engelske søfolk ikke slentrede langs kantstenene ned ad gaden og op ad gaden og farverne på den internationale kommission ikke flagrede fra Flensburg Hof, ville man ikke bemærke ændringen. De mange danskere fra nord på begge sider af Kongeåen er også midlertidigt vendt hjem efter at have deltaget som statister i den danske demonstration der fandt sted i søndags. Og det var kun i pressen at kampen udbrød om hvor mange "danskere" der egentlig var involveret i dette spidsrodsløb. En dansk Flensborg avis som forståeligt nok ikke kan lyve for meget for flensborgerne, siger otte tusinde, mens rigsdanske aviser, inklusive "Politiken", hvor alt hvad der sker i Slesvig nu skal pustes op, siger 20.000 til 30.000. Sandheden ligger dog ikke et sted i midten, men langt under det flensborgske danskerblads skøn. Efterfølgende sammenligninger af pålidelige tællere har vist at der i bedste fald var 4.000 til 5.000 danskere i den tyske by Flensborg søndag. Og da en stor del af dem gik til demonstrationen med deres rejsetasker i hænderne, mens de andre måtte holde åbne sangbøger i hændern, så de i det mindste kunne synge med på de danske sange, kan man få en idé om hvor imponerende slagkraftig ​​dette skuespil var - vi hørte en kendt dansker sige: "Nu tager jeg hjem, jeg har fået nok af stormbruset." Han hentydede til den overvældende musik der var til sangen til den danske kæmpedemonstration.

Men det er ikke nok at synge sange. En hård kamp er nødvendig for at holde de værste ting væk fra det truende tyske Nordmark. I den nordligste kommune af anden zone, Ladelund, altså på et sted der kunne se ud til at være det mest truede inden for den anden zone, opnåede den nationale bevægelse der ophidsede Slesvig-Holsten med de seneste stævner i går, en stor succes, hvilket er typisk for hele den anden zone. På et dansk møde, hvor kendte danske ledere fra nord skulle tale, nåede hovedtaleren kun til ordene "Mine damer og herrer!", før bønderne straks højlydt forlangte at han skulle tale tysk, og en afstemning viste at i hele salen var der knap en snes stemmer som valgte det danske sprog. Møderne tog derefter et rent tysk karakter og hundrede fremmødte meldte sig som medlemmer af den nye slesvig-holstenske forening. Det samme skete også andre steder. Den fare der truer slesvigernes ret til selvbestemmelse, skal dog tages meget alvorligt også i anden zone, og faren er af forskellig art.

For det første består det i at danskerne med hvad man kunne sige fabelagtig dristighed allerede mund til mund siger at der ikke længere er nogen tvivl om deres sags sejr. De bruger primært det økonomiske argument, men også antydningen af at stærke sympatier for Danmark slumrede under dynen og bare ventede på at vågne op igen.


Zur Volksabstimmung in Schleswig.

W. Flensburg, 27. Januar

Nach den stürmisxchen Tagen der gewaltsamen Losreitzung von Deutschen Reich ist in der alten Stadt Flensburg äusserlich wieder die Ruhe eingekehrt. Wenn nicht englische Matrosen strassab, strassauf die Bordsteine entlang schlenderten und vom flensburger Hof die Farben der internationalen Kommission flatterten, so würde man den Wandel nicht merken. Auch die vielen Dänen aus dem Norden von dieseits und jenseits der Königsau sind vorübergehend wieder nach Hause gefahren, nachdem sie bei der dänischen Demonstration, die am letzten Sonntag stattfand, als Statisten mitgewirkt haben. Und nur in der Presse ist der Kampf darum entbrannt, wie viele "Dänen" denn eigentlich an diesem Spiessrutenlaufen beteiligt waren. Ein Flensburger Dänenblatt, das den Flensburgern begreiflicherweise nicht allzu viel vorlügen darf, sagt achttausend, reichsdänische Blätter, darunter "Politiken", bei denen jetzt alles, was in Schleswig passiert, verstärkt werden muss, sprechen von 20,000 bis 30,000. Die Wahrheit liegt aber nicht etwa in der Mitte, sondern noch weit unter der Schätzung des Flensburger Dänenblattes. Denn nachträgliche Vergleiche zuverlässiger Zähler haben als Höchstresultat ergeben, dass bestenfalls 4000 bis 5000 Dänen am Sonntag in der deutschen Stadt Flensburg gewesen sind. Und da von ihnen ein grösser Teil mit die Reisehandtaschen in der Hand im Demonstrationszuge ging, der andere aber darauf angewisen war, aufgeschlagene Liederbücher in der Hand zu halten, um die dänischen Lieder wenigstens mitsingen zu können, so kann man sich ein Bild von der imponierenden Gewalt dieses Schauspiels machen - einen bekannten Dänen hörten wir äussern: "Ich gehe jetzt nach Hause, ich habe henug vom Sturmgebraus." Das heisst von dem Gesang, der die überwaltigende Musik zu der dänischen Riesendemonstration war.

Aber mit der Liedersingen ist es nicht getan; es ist ein zäher Kampf nötig, um von der bedrohenden deutschen Nordmark das ärgste fernzuhalten. In der nördlichsten Gemeinde der zweiten Zone, Lagdelund, also in einem Orte, der innerhalb der zweiten Zone am meisten bedroht erscheinen könnte, hat zwar gestern die nationale Bewegung, die das Schleswig-Holsteinertum von den jüngsten Kundgebungen aus aufgewühlt hat, einen grossen Erfolg erzielt, der typisch ist für die ganze zweite Zone. Bei einer dänischen Versammling, in der bekannte dänische Führer des Nordens sprechen sollten, kam der erste Redner über die Worte "Mine Damer og Herrer!" nicht hinaus, denn sofort verlangten die Bauern stürmisch, dass er deutsch sprechen sollte, und bei einer Abstimmung ergab sich, dass im ganzen Saale, noch kaum ein Dutzend Stimmen sich für die dänische Sprache entschied. Die Versammlungen nahm dann einen rein deutschen Verlauf und hundert Anwesende meldeten sich als Mitglieder des neuen Schleswig-Holsteinerbundes. Aehnlich geht es auch in anderen Orten. Die Gefahr, die dem Selbstbestimmungsrecht der Schleswiger droht, ist aber dennoch sehr ernst zu nehmen, auch in der zweiten Zone, und die Gefahr ist von verschiedener Art.

Sie besteht einmal darin, dass die Dänen mit einer, man kann sagen fabelhaften Kühnheit heute schon von Mund zu Mund tragen, dass an dem Sieg ihrer Sache gar nicht mehr zu zweifeln sei. Sie benutzen dabei vor allem das wirtschaftliche Argument, daneben aber auch die Suggestion, dass under der Decke doch starke Sympathien für Dänemark schlummerten und nur darauf warteten, wieder wach zu werden. 

(Münchner neueste Nachrichten : Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 28. januar 1920).

Fotograf Holger Damgaard (1870-1945): Ankomst ved havnen i Flensborg. Ifølge Det kongelige Biblioteks emneord til fotoet må der være tale om Den Internationale Kommissions ankomst i Flensborg 1920. Fri af ophavsret.

Avisen København og talrige provinsaviser den 28. januar 1920 ville ifølge Raaes Telegrambureau vide at det danske møde i Ladelund var blevet sprængt af tyskerne ved at lave spektakel og synge så de danske talere ikke kunne komme til orde. I mødet deltog seminarielærer Eskildsen (Tønder), pastor Andersen (Holebøl) og sagfører Andersen (Haderslev). Damgaard ledede forsamlingen. Efter Eskildsens foredrag om danske stednavne ville pastor Andersen tale på dansk, men forsamlingen protesterede voldsom mod dette, og dirigenten måtte foretage en afstemning i hvilket alle imod 10-12 stemmer besluttede at der skulle tales tysk. Pastor Andersen gav herefter afkald på ordet. Forsamlingen vedtog herefter en resolution med følgende ordlyd: 

"De talrige samfundsmedlemmer fra Ladelund og omegn der er samlet i dag, lover endnu en gang at forblive loyale over for deres elskede tyske fædreland. Vi afviser med indignation alle fristelser fra dansk side, uanset hvilken form de måtte klæde sig i. Vi nægter at skulle ledes af formodet bedre levevilkår i staten Danmark, men vi forventer og ved at vi i fremtiden fortsat vil modtage vort daglige brød fra Guds hånd i vort tyske fædreland gennem loyalitet, ærligt og ærligt arbejde, som vi vil give til os selv og vores børn ved bordet af kærlighed til vores tyske fædreland Vil du nyde lykke og velsignelser."

En lokal gruppe af Slesvig-Holstenerforeningen blev stiftet i Ladelund. Omkring hundrede medlemmer tilmeldte sig straks.

"Die heute zahlreich versammelten Gemeindemittglieder von Ladelund und Umgebung geloben aufs neue, ihrem geliebten deutschen Vaterlande die Treue zu bewahren. Wir weisen alle Lockung dänischerseits in welche Form sie sich auch kleiden mögen, mit Entrüstung zurück. Wir lassen uns nicht bestimmen von vermeintlichen besseren Lebensbedingungen im Staate Dänemark, sondern wir erwarten und wissen, dass wir auch in Zukunft in unserm deutschen Vaterlande durch Treue, redliche und ehrliche Arbeit unser täglich Brot aus Gottes Hand empfangen werden, das wir am Tische der Liebe für unser deutsches Vaterland uns und unsern Kindern zum Glück und Segen geniessen wollen."

Es wurde in Ladelund eine Ortsgruppe des Schleswig-Holsteiner-Bundes gegründet. Ungefährt hundert Mitglieder traten ihr sofort bei.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 28. januar 1920).

Efter en gentagelse af et agitationsmøde i Agtrup hvor fremmødet af tysksindede var overvældende, frasagde talerne sig ordet og talerne, bl. a. Kloppenborg-Skrumsager, Chr. E. Christensen, Tage Jessen og Eskildsen, besluttede ikke at afholde flere møder i 2. zone. Den 1. marts 1920 afholdtes et lukket dansk agitationsmøde i Christiansens Gasthof hvor kun indbudte blev tilladt adgang. Omkring 100 skal være fremmødt. Et privat dansk møde (den 6. marts?) med ca. 70 deltagere blev ifølge Heimdal afholdt i Antoni Carlsens Gæstgiveri i Ladelund. Der blev vist lysbilleder, og der blev holdt dels en tysk, dels en dansk tale på folkemål - hvilket formentlig er sønderjysk. 

Ifølge en opgørelse i Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. marts 1920 var der i Ladelund 322 bosiddende vælgere, dertil kom 103 udefrakommende hvoraf 10 nord for Kongeåen. Ved afstemningen stemte 106 for Danmark, 292 for Tyskland. Så selv fratrukket udefrakommende var resultatet solidt flertal for Tyskland (96 for Danmark, 189 for Tyskland). På trods af det tyske flertal i Ladelund, foreslog et mindretal (2 mod 3) i den internationale kommission at tildele Danmark Medelby, Ladelund, Sønder Løgum og Aventoft. Begrundelsen var lokale afvandingsforhold. Kristi Himmelfartsdag maj 1920 protesterede de tyske flertal mod at blive indlemmet i Danmark.

01 juli 2023

Italienske Krigsfanger. (Efterskrift til Politivennen)

Det var i fjor på denne tid, at krigsfangernes tog drog over Danmark fra Tyskland. Efter krigens og fangenskabets lidelser skulle de endelig hjem til deres Kære. Men døden var med i krigsfangernes tog og søgte at gøre så rig en høst som muligt blandt dem, der var hårdest medtaget af alt det, de havde udstået. Mange var allerede døde i Tyskland på den lille sørejse hertil ombord paa det danske skib, der besørgede transporten. Og mange døde her i byen.

Der var talrige italienere imellem, og de fik deres grave i dansk jord - som de andre, der bukkede under, inden de kunne nå frem over København.

Det var for at mindes disse Italiens døde sønner, at der formiddags holdtes en sjælemesse i Katolsk Kirke i Bredgade. Den blev meget højtidsfuld - som hele interiøret i kirken var fuld af højtid. Omkring katafalken, der var hensat foran alteret, grupperede sig pragtfulde kranse, som var sendte fra den italienske legation. Generalkonsulatet og Dante Alighieri, og kirkestolene prydedes af faner.

En andagtsfuld skare havde fyldt kirken: Medlemmer af den italienske koloni og den italienske forening, andre venner af Italien og honoratiores. Man bemærkede: Københavns kommandant, generalmajor Nyholm, med adjutant, Harrel, viceadmiralerne Evers og Wondel, fransk minister Paul Claudel, belgisk minister Allart, russisk minister von Meyendorff, rumænsk minister Tresnea-Greciano, italiensk generalkonsul Valdemar Glückstadt og vicekonsul Luzi, jagtkaptajn, kommandør Carstensen, kommandørerne Gottschalck og Schultz, professorerne Heiberg, Verner Dahlerup og Pierre Oesterbye, direktør, Dr. Th. Madsen, direktør, dr. Victor Madsen, professor Otto Bache, professorinde Howitz, redaktør Svenn Poulsen, arkitekt Carl Brummer, forfatterne Børge Janssen og Sigurd Trier, direktør A. Fonnesbech, direktør S. Prahl, translatør A. Carlsen. direktør Anton Petersen (Wivel), restaurator Giannini m. fl.

Messen celebreredes af pastor Braun med assistance af pastorerne Baron von Kettenburg og Olrik. Og da messen var til ende, gik pastor Braun foran altret og talte:

De faldt ikke på slagmarken. De faldt efter de sygdomme, de pådrog sig under krigen og i fangenskabet. Men de havde lidt og stridt som de andre, valpladsen krævede som ofre, og derfor skal deres minde hædres og æres. Derfor rejste vi dem også en mindesten derude på kirkegården, et monument, der skal fortælle efterslægten om deres dåd, og derfor vil der hvert år på denne dag blive afholdt en sjælemesse, der også skal erindre om deres tunge lod på vej til deres kære, men de skulle aldrig se dem igen ....  

Til sidste  foretoges den højtidelige indvielse af katafalken -  røgelsesduften fyldte kirken, medens den store skare langsomt og stille drog mod udgangen. Bagefter førtes kransene til Katolsk Vestre Kirkegård, hvor de nu smykker de italienske soldaters srave. -Jean

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 15. januar 1920)

Mindesmærket for de italienske krigsfanger som døde på hjem hjem efter krigen. Foto Erik Nicolaisen Høy.