30 juli 2023
Resterne af gamle Københavnere.
27 juli 2023
Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)
Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.
Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:
Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.
Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.
Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.
Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.
Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.
Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand.
Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.
Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.
(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).
Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)
Til Tines Digter fra en Moder paa Als. (Efterskrift til Politivennen)
Herman Bangs Grav.
Ude paa en af Skraaningerne paa Vestre Kirkegaard ligger et ensomt Gravsted. Det er en stor, firkantet Græsplæne, indhegnet af et højt nøgent Buskads. Men midt i dette friske, grønne Græs bløder i Sommertiden de rødeste Roser ...
Det er Herman Bangs Grav. Ingen Sten eller Tavle angiver, at den store Kunstner her omsider fandt Ro og Hvile i sit syge, flakkende Sind. Saadan har han selv villet det. Og nu koster det Anstrengelse for uindviede at finde hans Grav paa den store Kirkegaard, men den, der leder om hyggeligt, vi tilsidst finde den ene navnløse Grav mellem de Hundreder af smaa, pænt plejede Grave. Det viste Herman Bang. Derfor blev han begravet saaledes.
Det hænder ret ofte, at min Vej falder ud ad Vestre Kirkegaard, og har jeg da blot en Smule Tid, glemmer jeg ikke at søge hen til Herman Bangs Grav og dvæle derved en Stund, bøje Grenene til Side for at se Plænens Roser, om Efteraaret nu har naaet den med sin Kulde.
Forleden var der nok een til, som havde fundet Vej til det ensomme, lille Gravsted. En Fremmed maatte have besøgt Graven, siden jeg var der. Dernede - midt i det duggede Græs laa en smuk Krans af gulnet, halvvissent Efterårsløv, hvori smaa, spæde Forglemmigejer piblede frem i deres svage Blaanen. Jeg løftede Kransen lidt op fra den vaade Græsplæne og læste paa et vedhæftet Kort: "Til Tines Digter fra en Moder paa Als".
Det var alt. Men disse faa, simple Ord, den smukke Krans af Efterårsløv, som den Fremmede havde bragt med herhen, maa gribe enhver, som kendte lidt til Herman Bang.
En sagte Hilsen - dernede fra ... Fra hans elskede Als og Fødebyen Adserballe ... Og Billedet af Adserballe Præstegaard staar pludselig klart for mig. Den hvide, straatækte Bygning, ad hvis kolde Mure den dybblaa Clematis drypper sine store, tunge Blomsterklokker. Hele den lille Landsby, med Gaardene, Vejene med de levende Hegn, den gamle Kirke og Gadekæret. Hermans Barndomshjem ....
En Hilsen fra en Moder. Digtede Bang ikke selv sine smukkeste Kvindeskikkelser - som han sagde - "af dit Blod, Moder"? Stella Høeg og Nian og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er Herman Bangs Moder ... "De er Børn af din Glæde og Børn af den Sorg. De var dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer ... " saadan talte han selv. Han lovede en Gang sin Moder, at han "skulde se til, at de ikke helt skulde glemme dig". Og han satte hende de ømmeste, evigste Monumenter ved sin Digtning.
Nu, flere Aar efter hans Død, er det elskede Barndomshjem, hvis Ulykkesdage han gennemlevede, atter vendt tilbage til Danmark. Og en sønderjysk Moder mindes Herman Bang ved en gulnet Løvkrans paa den stille Grav.
Carl Henrik.
(Nationaltidende 10. november 1920, 2. udgave).
Se også indslaget om Herman Bang andetsteds på denne blog. Artiklen er skrevet nogle måneder efter Genforeningen 15. juni 1920. Nedenfor er et nutidigt foto af Herman Bangs begravelse (foto Erik Nicolaisen Høy). Det lille træ som anes på tegningen ovenover, er har nu vokset sig stort.
26 juli 2023
Vestre Kirkegaard. Et Halvtreds Aars Minde. (Efterskrift til Politivennen)
Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.
Fodgængeren, som kommer gaaende over den store Jernbanebro ude ved Valby, ser Vestre Kirkegaard rejse sig som en Fjældskov over Jernbanelinien. Og er han kommen ind paa Kirkegaarden, forstærkes Indtrykket af Fjældet. Han vandrer højt oppe over Staden, og Luften er ren og frisk som oppe paa et Bjerg.
Om et Par Dage fejrer Vestre Kirkegaard sit 50 Aars Jubilæum, idet den blev indviet 1870.
Mærkeligt nok, at Vestre Kirkegaard er saa gammel. De fleste Kjøbenhavnere regner den for en ret ny Kirkegaard. Det hænger imidlertid sammen med, at den først i senere Aar er bleven stærkere benyttet. I lange lider var den i den almindelige Bevidsthed en fjerntliggende Kirkegaard uden Renommé. Det ansaas ikke for attraaværdigt at erhverve Gravsted derude, langt fra Byen, i ukendte Egne. Man holdt sig til de mere fornemme Kirkegaarde, Garnisons og Holmenis, eller I hvert Fald til Assistens!
Men nu er Forholdet anderledes! Nu er Vestre Kirkegaard ved at blive Stadens mest søgte. Nu har den brede Befolkning opdaget dens særlige Skønheder. Og den har særlige Skønheder.
Vestre Kirkegaard er ikke blot de Dødes Have, den er de Dødes Lund. Paa den passer det norske Udtryk "Gravlund'. Her har kyndige Hænder anlagt og plantet et stort Terræn, der rent landskabeligt set virker betagende ved sit afvekslende Terræn, sin Løvrigdom og sine Udsigter. Og ind mellem Træer og Høje og Grønsvær ser man de mange smaa Haver, i hvilke de Døde hviler.
Det er ikke Gravene, som behersker Kirkegaarden, endnu mindre Gravstenene; Vestre Kirkegaard er hverken en Samling blomstersmykkede Jordhøje eller en Samling hvide og graa Gravsten, Vestre Kirkegaard er først og sidst en Lund, hvor Træer og Buske luner og dækker over de Dødes sidste Hvilested.
Tre Kapeller har det været nødvendigt at opføre, Nordre Kapel 1892, Søndre Kapel 1908 og Østre Kapel 1913. Deres Arkitektur er vel ikke uangribelig, men de dominerer ikke. Ogsaa de dækkes af Lunden.
Netop nu, i Jubilæumsdagene, er Kirkegaardens Efteraarsskømhed stærkt fremtrædende. Den hører til vor Hovedstads Seværdigheder. Hvor Sydens Kirkegaarde byder paa kostbare og kunstfærdige Gravmæler, byder Vestre Kirkegaard paa den levende Naturs Løvpragt.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1920, 2. udgave).