Fra Vinduet i Førstesals-Lejligheden paa Skt. Hans Torv er der Udsigt til Fælledvejens Politistation, og ved Vinduet sidder Politistationens tidligere Assistent gennem godt og vel 25 Aar, Hr. C. P. Lindbæck.
- Helt kan De nok ikke undvære Deres gamle Station!" bemærker jeg og nikker i Retning af den firkantede graa Bygning paa den anden Side Torvet, der har været Rammen om Hr. Lindbæcks Virksomhed et langt Liv igennem.
-Naa, det er nu ikke saa meget det som den Omstændighed, at man ikke kan faa, hvad man vil af Lejligheder her i København for Tiden, jeg var jo godt kendt herude i Kvarteret, og da jeg saa skulde flytte fra min rare gamle lejlighed paa Stationen - Aldersgrænsen forstaar De - saa tilbød dette sig, og jeg tog det ....
Men ellers kan De jo for saa vidt nok have Ret i, at jeg er vokset godt sammen med Nørrebro. Det var i 1879, jeg første Gang kom herud. Thi saa her jo lidt anderledes ud end i Dag. Kredsen var mere end 3 Gange saa stor, som den er nu, men paa dette mægtige Areal (hvis Grænser var Ladegaardsaaen, Søerne, Øresund til "Slukefter" og saa en Linie ind over omtrent hvor Bispebjerg Hospital nu ligger) boede der den Gang knap en Trediedel af de Mennesker, som nu bor i 6. Politikreds: det indre Nørrebro.
For Resten havde Nørrebro et daarligt Ry, da jeg kom herud som ung, menig Betjent, "Raharberlandet" blev det kaldt, og mentes at være Arnested for alskens Forbrydelse og Tilflugtssted for det værste, ja, mest forbryderske, Proletariat. Naa, helt saa slemt, som Bedsteborgerne vilde gøre det til, var det nu ikke, skønt der var noget om, at "Rabarberkvarteret", som Rantzausgadekvarteret den Gang kaldtes, nok beboedes af Byens daarligste Befolkning. Morsomt har det for Resten været gennem alle de Aar, jeg har været herude, at se, hvorledes det sociale Niveau er blevet højnet. Det indre Nørrebro er ikke længere noget Proletarkvarter, nej, dets Befolkning er gennemgaaende Smaa borger og pæne Arbejdere. Den berygtede "Nordvestvej" fik jo for Resten netop Navneforandring og kom til at hedde Rantzausgade, fordi der var sket denne sociale Forskubning til det bedre, og Beboerne var kede af, at deres Gade skulde bære det ilde hørte Navn. Hvad der for Resten efter min Mening i meget høj Grad var medvirkende til, at denne Del af Nørrebro gennemgik Forvandlingen fra decideret Proletarkvarter til et pænt Arbejderkvarter, var Ladegaardsaaens Tørlæggelse. Kvartererne paa hver sin Side af den skillende Aa havde for været som to fjendtlige Magter. Fra den "pæne" Side af Aaen kiggede man med Indignation og en lille Smule Væmmelse over til det kasernebebyggede Kvarter paa den anden Side. Men Gudskelov: Aaen skilte jo!
Saa blev Aaen fyldt op og dermed faldt den naturlige Grænse mellem Borgerne og Proletariatet paa hver sin Side. den langsomt rindende Strøm. Samtidig tog Byggeriet alvorligt fat herude, hvor jeg i mine ganske unge Dage havde vandret under grønne Træer og over vidtstrakte Fælleder og Marker rejste den ene Murkolos sig efter den anden, indtil vi havde det Nørrebro, som vi nu ser for vore Øjne.
Ofte naar jeg nu sidder og tænker tilbage paa de længst forsvundne Tider, først i 80erne, saa maa jeg undres over, hvordan vi Politifolk egentlig i det hele klarede os baade i den ene og anden Retning. Vore tekniske Hjælpemidler var mildest talt usle. Vi var den Gang paa Stationen alt i alt en 30-40 Mand.Dette var ikke meget til det mægtige Distrikt, vi havde at afpatrouillere og holde Orden paa. Naa, det kunde vel endda være gaaet altsammen om vi bare havde haft nogenlunde moderne Forbindelsesmidler, dels med hinanden, dels med Stationen. Men Telefoner var der ikke noget, der hed, ej heller Cykler. Det var ikke altid helt let, hvis der skete et eller andet ude i en af Distriktets Yderkanter, saa enten at faa tilkaldt Assistance eller afgivet Rapport om det forefaldne. Man maatte trave hjem paa sine Ben eller sende et Bud, om man var saa heldig at faa fat i et. Da jeg nogle Aar efter blev Inspektionsbetjent har jeg tilbragt mangen Dag i eet Trav fra Morgen til Aften for at faa inspiceret hele Kredsen.
Og hvordan var man aflagt den Gang? Ja, man begyndte med 600 Kr. som "overtallig" Betjent, som det, vi nu kalder "konstitueret", den Gang hed. Naar man saa blev fast ansat fik man 700 Kr., men der var intet, der den Gang, som nu, hed ganske automatisk at avancere op i de bedre Lønningsklasser. Nej, frem kom man kun, om der var en bedrelønnet Stilling ledig og - om Ens Overordnede fandt En kvalificeret til at indtage denne Post. Der var mange ældre, veltjente Politifolk, som aldrig naaede op over en Løn paa 1100 Kr. i de Tider. Husker jeg ikke meget fejl begynder en betjent nu mod ca. 4000 Kr.
Naa, i 1895 blev jeg Assistent herude og kort efter blev saa 7de Politikreds (Østerbro) skilt fra og senere 8de (det ydre Nørrebro). Her paa det gamle Nørrebro har jeg set en Slægt vokse op og en anden dø ud, og mit Hovedindtryk af disse to Slægtled er saa ubetinget dette, at det sociale Niveau, saavel hvad den almindelige Dannelse som hvad de økonomiske Forhold angaar, er Hævet betydeligt højnet. Er der Tale om "Proletariat" i dette Ords egentligste Forstand, saa holder dette Befolkningslag vel nærmest nu til ude i den ydre Kreds.
Jeg har selvfølgeligt haft med mangt og meget at gøre i alle disse Aar, men det er dog aldrig - jeg ved næppe, om jeg skal sige "heldigvis" eller "desværre" - falden i min Lod at arbejde mod store og mystiske Sager, Sager af en saadan Beskaffenhed som f. Eks. det nylig stedfundne Mord paa Chaufføren ved Damhussøen. Kun een eneste uopklaret Mordsag har jeg haft i mit Distrikt, og det var "Mordet" paa den halvgamle, berygtede Kvinde i Slotsgade! Jeg sætter " Mordet" i Citationstegn, thi jeg for min Part er ganske overbevist om, at dette slet ikke var noget Mord, men et Selvmord. Hun havde stranguleret sig selv i Fuldskab efter et Orgie sandsynligvis. Ellers har Mordsagerne, jeg har haft med at gøre, altid været "oplagte", den halvforrykte unge Mand, der snittede Halsen over paa Kæresten paa Assistens Kirkegaard for et Par Aar siden f. Eks., eller et for Resten uhyggeligt Tilfælde, jeg havde et af mine allerførste Aar herude: en sindssyg Kvinde, der myrdede sin 11 Aar gamle Søn .... Det, der satte Præget paa nogle af mine sidste Dage herude, var for Resten "vore egne Bolsheviker", da de smadrede Ruder nede paa Nørrebrogade ved Blaagaardsgade.
I Grunden var disse drabelige "Syndikalister" nogle højst sølle fyre - i alt Fald naar man fik dem paa Tomandshaand. Uendeligt smaa og fejge. Det var bare, naar de optraadte en bloc, at de var saa "rapkæftede", for at bruge et folkeligt Udtryk. Jeg ved godt, at Befolkningen var lidt ængstelig for dem, men egentlig talt var de nogle særdeles skikkelige Fyre, der bare følte Trang til at lave "Brand i Gaden", men var saare villige til at krybe til Korset, naar Retfærdigheden havde faaet Tag i dem ....
Ja, slutter Hr. Lindhæck: Forskellen mellem før og nu er netop paa det politimæssiges Omraade saa uendeligt stort! Vi havde ikke nær de Midler i Hænde mod de smaa og større Forbrydere, som Nutiden sidder inde med! Der var ingenting som hed Fingeraftryk! Eller Politihunde! Apropos Polithunde: hvorfor har man ikke sat en Politihund paa Sporet efter Rødovremorderen! Straks altsa - nu er det selvfølgelig for sent! Men det er mig en Gaade, at man ikke har grebet til dette Middel her, hvor der efter min Mening frembød sig en saa enestaaende Lejlighed til at anvende det."
E. D.
(Nationaltidende 13. maj 1922)
