Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). (Efterskrift til Politivennen)

Theodorus Levin Levinsen (1851-1922) var søn af præsten Carsten Levinsen (1812-1873), Trinitatis Kirke. Student 1869 fra Metropolitanskolen. 1879 sognepræst i Frederikshavn, 1887 provst for Horns Herred. St. Matthæuskirke, Vesterbro.

Der findes flere indslag på denne blog hvor provst Levinsen indgår: Protestmøde mod flere Kirker paa Vesterbro (1896), Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken (1897), Provst Levinsen og hans Kors (1898) og Vi har atter Sorg over Provst Levinsen (1898).

Dødsfald.

Provst Th. Levinsen.

Inat er tidligere Sognepræst ved Sct. Matthæuskirken, Provst Theodorus Levin Levinsen, afgaaet ved Døden under et Ophold i Fredensborg efter længere Tids Svagelighed.

Provst Levinsen hørte til vor Hovedstads mest kendte Præster. Alene hans anselige Skikkelse og værdige, myndige Fremtræden vakte Opmærksomhed. Og i en lang Aarrække samlede han en stor Tilhørerskare ude i Sct. Matthæuskirken. I Københavns Præstekonvent var han en sikker Gæst, og til det sidste fulgte han med Opmærksomhed de kirkelige Bevægelser herhjemme.

Levinsen var Præstesøn og født i København den 27. Oktober 1851. Han blev teologisk Kandidat Januar 1875, var derefter en søgt teologisk Manuduktør og Formand for Teologisk Samfund og blev allerede i sit Kandidataar Kateket ved Trinitatis Kirke. 1879 blev han Sognepræst i Frederikshavn og 1887 Provst. I Frederikshavn gjorde han et betydeligt kirkeligt Arbejde, forberedte bl a. Opførelsen af en ny Kirke, og vakte derigennem Opmærksomhed, saaledes at man 1889 gjorde Levinsen til Biskop Steins Efterfølger som Sognepræst i det daværende kæmpemæssige og vanskelige Set. Matthæus Sogn. Provst Levinsen har selv fortalt, at en Ven den Gang skrev til ham og ønskede ham Lykke til at faa det store Sogn slaaet i Stykker, men Vennen anede neppe, i hvor mange Stykker Sognet efterhaanden skulde blive delt - og dog vedblive at være ret stort.

I mange Mander var det ikke let at blive Steins Efterfølger, skønt Steins Betydning - som Eftertiden har set - i hans Levetid blev stærkt overvurderet. Men Provst Levinsen tog fat med stor Energi og har ikke mindst i Menighedsplejen udført et meget opslidende Arbejde.

Saa kom den københavnske Kirkesag, og Levinsen var i Begyndelsen en af dens Støtter, talte ved dens Møder og arbejdede for Deling af Sognene. Senere kom der dog Vanskeligheder, idet Provsten havde den ældre højkirkelige Anskuelse, og Forholdet mellem ham og Kirkesagens Førere var til Tider præget af ret dybe principielle Uoverensstemmelser. Men Udskillelsen af nye Sognedistrikter og Sogne gik sin Gang paa Vesterbro som andetsteds i Hovedstaden.

I Efteraaret faldt den gamle Præst for Aldersgrænsen, og han, som før havde været saa flittig og kraftig, faldt sammen. Hans Helbred blev ret pludselig svagt, og han mærkede selv, at det bar mod Døden. Han havde den Glæde at opleve det i flere Henseender ejendommelige Tilfælde, at Menighedsraadets Flertal indstillede hans Svigersøn. Pastor Mundt, til hans Efterfølger, og Pastor Mundt er da ogsaa bleven udnævnt til Sognepræst ved Sct. Matthæus Kirke.

Ikke mindst i Menighedsplejen vil Provst Levinsen blive savnet.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 15. juli 1922)

Provst Levinsens Jordefærd.

Igaar fandt Provst T. Levinsens Jordefærd Sted fra hans gamle Sognekirke, St. Matthæus-Kirken paa Vesterbro, hvis Menighed i den Anledning havde givet saa talrigt Møde, at næsten alle Pladser var optagne. Iøvrigt saas adskillige Præster, saaledes Pastorerne Jørgen Falk Rønne. Lundsgaard, Harald C. Kryger, M. Th Nielsen, Vermehren og Dalhoff, ligesom man bemærkede en Deputation af Diakonisser.

Kisten prydedes af Kranse fra Matthæus Menighedsraad, Plejeforening og Søndagsskole, fra Kirkens Personale og Diakonissestiftelsen.

Provst Levinsen havde ønsket at blive begravet i Stilhed og uden nogen egentlig Begravelsestale, hvorfor Svigersønnen, den nuværende Sognepræst ved St. Matthæus-Kirken, Pastor Mundt, indskrænkede sig til at udtale nogle faa Ord ved Baaren og at bede en Bon. Efter at en Salme derpaa var sunget, blev Kisten baaret ud af den Afdødes nærmeste Slægtninge og Kirkens Præster, og den førtes nu, fulgt af en stor Del af den i Kirken forsamlede Menighed, til Vestre Kirkegaard, hvor Provst Levinsens sidste Hvilested var beredt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juli 1922)

Levinsens efterfølger i Matthæuskirken blev pastor Mundt (1878-), søn af læge Christopher Mundt. I 1908 blev han gift med Levinsens datter, Sophie Levinsen.

Theodorus og Anna Levinsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dick Nelsons Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

Under kolossal deltagelse jordedes bokseren Dick Nelson i går på Vestre Kirkegård. Kun en meget ringe del af de tusinder, der havde indfundet sig på kirkegården kunne få plads i kapellet, hvor kisten stod pyntet med blomster, medens mængder af kranse dækkede midtergangen helt ud til indgangen.

Efter at en salme var afsunget, talte pastor Richard Thomsen smukt over den afdøde, og han dvælede særlig ved den betydning som sporten havde for ethvert menneske. Legemet har vi fået - sagde han -  for at træne det, og for Dick Nelson var sporten det der fyldte ham mest med glæde, for han drev sport for sportens skyld. Han var en fair mand i sporten, og hans navn som sportsmand var kendt over hele verden. Dick Nelson var desuden en god kammerat - en kammerat, som alle holdt af og som ikke kendte til svig.

Da jeg sidst talte med ham, mærkede jeg at han var nedstemt, og han udtalte da også at der var noget tomt inde i ham. Han følte måske at han ikke længere kunde bevare sin store popularitet som sportsmand, og dette har måske pint ham.

Dick Nelson var desuden et hjertemenneske, hvad jeg fik et levende bevis på da hans lille pige døde. Dette tog den stærke mand sig meget nær.

Præsten skildrede derefter Dick Nelsons og hustrus samliv, der var som to store børns, og han sluttede med en inderlig opfordring til alle dem, der var ven og kammerat med Dick Nelson om nu at vise det virkelige venskab ved at stå den sorgbetyngede hustru bi i hendes store sorg.

Efter at følget påny havde sunget en salme, blev Edv. Griegs skønne melodi til "Aases Død af Per Gynt" spillet for violinsolo.

Derpå sang koncertsanger Chr. Gerland et stemningsfuldt farvel, hvorpå båren blev båret ud af idrætsfolk.

I spidsen for sørgetoget der sikkert talte en halv snes tusinde mennesker, vajede fanerne fra "Thor", "Hermod", "Sparta" og Politiets Idrætsforening.

Ved graven sang sangkoret "Lassalles Minde" et smukt farvel hvorefter fanerne som en sidste hilsen sænkedes over Dick Nelsons hvilested.

Bokseren Edmund Hansen bragte på hustruens vegne følget en tak for den store deltagelse, hvorefter det mægtige følge langsomt spredtes.

(Social-Demokraten, 10. juli 1922.)

The Daring French Folies that Startled Scandinavia. (Efterskrift til Politivennen)

Just See What's Thrilling Stolid Denmark Bare Knees and Pink Tights and a Leading lady That Comes Right Out and Shimmies in Front of All the Folks

COPENHAGEN.

TOURISTS and members of the Copenhagen foreign colony are chuckling up their sleeves at the good people of Denmark, Norway and Sweden over the "big thrill" these placid Scandinavians are getting out of the very Frenchy Follies which recently opened at a leading Copenhagen theatre.

The show has shattered the usual Norse calm with all the effect of a hula dancer prancing. Into a prayer meeting.

Society and bohemia hail It as a daring departure from the humdrum. Ministers are calling on their flocks to stay away from tho "disgraceful spectacle." Stockholm and Christiania are howling for a tour. Seats are sold out weeks ahead. Everywhere one goes he is asked, in a whisper, "Have you seen the Follies?"

Visitors from the Continent or America buy front-row seats, expecting something daringly extraordinary. Instead, they are mildly amused, somewhat bored shocked not at all. And they go out grinning at their gasping neighbors and wondering where on earth these Danes and Swedes have been for the past ten years!

For the show that is startling Scandinavia is what the Americans term "old stuff." Copenhagen's "sensation" is nothing more than the Follies father used to like back in the days when bead breast plates were tho nadir of naughtiness and the comedian got a roar everytime he mentioned pajamas.

This is the answer - the Follies, a type of stage entertainment introduced to the rest of the world long ago, has just reached Scandinavia. And its people are thrilled by costumes that would now be considered passe In Paris or Now York; they are cracking their ribs at gray-bearded "gags" which went out of fashion with the extinct runway.

The first Follies are said to have been given the world by Buda Pest. That was

a long time before the war, when the Hungarian capital yielded nothing in spice or gayety to any European city. It was the first city to start the "revue" as opposed to the stereotyped musical comedy or operetta; and the novelty quickly spread to other countries.

Paris gave the Follies international fame with the Folies Bergere. In about 1005 the managers introduced the institution to the States. The idea then traveled back across the water to London, Berlin and Vienna. 

But there was one part of the world to which Follies failed to penetrate. Scandinavia, cool and serene, takes its entertainment leisurely. Even Copenhagen, which claims to be the capital of Scandinavian art life and culture, was content to jog along with musical comedies, acrobats - and Ibsen plays for the highbrows.

That is, it was so content until recently, when one of Copenhagen's producers woke up to the fact that barrels of bullion had been coined by the backers of a different kind of girly-girly show.

"I'll start the Danish Follies!" he decided.

His librettist he set to work translating all the wlso cracks that saw service on Broadway and the boulevards back in history. He ordered extra spotlights and increased his orchestra. He lassoed all the prettiest girls he could find, judging them with due regard to curves and dimples. And he called on his costumer. 

There was the first hitch. The producer, as best he could, described what he wanted. The costumer blinked. A yard of chiffon and a few dozen beads! It sounded interesting, but - impossible. Muffs instead of skirts! V-backs to the waist! This was something entirely new to tho Danish mind.

The costumer told the producer he was perfectly willing to do what ho could, but he frankly, admitted he never had made such costumes and he very much doubted he could make them. It was necesary, the producer found, to send to Paris to have the job done.

Mlle. Yvonne Daunt, in the Costume a Swedish Star Refused to Wear.

Difficulty number two came when the first costumes arrived and a dress rehearsal was ordered. The Swedish actress who was to be starred in the new show rushed out of her dressing room, shaking in the manager's face a handful of silk and silver spangles.

"Do you expect me to wear this?" she demanded. "Just this?"

"Certainly," replied the manager. "It's modeled after the costume Yvonne Daunt wore in her last success in Paris."

"I wonder she didn't freeze to death, then!" exploded the leading lady. "Give me something to wear or give me my release" 

She got her release, along with half dozen beautiful Scandinavian blondes who couldn't see themselves trotting out before a Copenhagen audience in white tights. The producer, undaunted, filled their places and got another leading lady willing to risk a cold. He was gambling heavily on the show. He was betting that Scandinavians, under the skin, are no different from New Yorkers and Parisians. And he won.

Tho morning after the "first night" of Copenhagen's first Follies the newspapers bristled with reviews. Some of the adjectives cheered loudly for the new show; others reared up on their toes and shouted, "Naughty! Naughty!" Before the week was over the house was sold out far in advance, all Copenhagen was talking about the Follies, and the news was speeding to Norway and Sweden that there was "something spicy In Denmark."

Agnes Brienmann, Dancer of the Danish Follies. (c Kadet & Herbert).

Most of the comment centered about Miss Agnes Brienmann, who - since she appeared in the Follies, at any rate has become famous as "the most shapely girl in Denmark." In the first act Miss Brienmann trips out in short silver toned tights, with a breast shield of the same hue. Her only other ornament is a diamond-studded anklet.

This is the costume which Copenhagen theatregoers describe either as "terrible"

or "daring," according to their lights. But several Americans say they recognize it as a "dead ringer" for a costume worn in one of Mr. Ziegfeld's Follies of pre-war date. Likewise, they fall to see anything particularly "snappy" in the ostrich feather headdress of Miss Kis Anderson.

"But wouldn't such a thing be prohibited in New York?" untraveled Copenhagen folk demand, innocently and sincerely.

"It wasn't when I saw it back in 1909," reply their American friends. "That sort of thing is a llillo bit out of date on Broadway. They've gone back to clothes, you see. The two best musical shows of the present season don't share a single pair of tights between them."

"But it's Parisian, anyway!" counter the Danes.

To which the French reply that Paris, like New York, has had a revulsion against the undraped. The most talked-of actress in Paris today Is Mlle. Lysette Chambral. Her fame rests on the costume she wears in the season's biggest revue, in which she takes the role of Joan of Arc and appears in chain armor covering her front head to heel!

Even sober sided Londoners refuse to indulge in exclamations over the Follies when they come to Copenhagen. England, they say, no longer gets excited about tights. The patrons of the music halls prefer swagger kilts and just a peep at dimpled knees; for example, the costume of May Leigh, one of the current favorites along Piccadilly.

A Photograph of Mary Leigh (left), Illustrating the Kilts English Theatregoers Prefer to Tights. When Miss Kis Anderson Appeared in This Ostrich Headdress, the Danes Gasped and the Tourists Yawned.

So the French and the Americans and the British chuckle up their sleeves when the Swedes and the Danes and the Norwegians talk about tho "naughty Frenchy Follies." But the Scandinavians, even if they don't see the joke, are good natured about It.

"Wo don't care if we are ten years late," they say. "We're getting thrilled and - we like it."

(The Morning Tulsa daily World, Comic and Magazine Section, 2. juli 1922).

Avisen har fået navnene galt i halsen: Der er tale om Agnes Brissmann (1893-1954) og Kiss Andersen som optrådte i Scala-Revyen 1922.

Paa Sydhavnens Fluepapir. (Efterskrift til Politivennen)

Københavnerne må nødvendigvis efterhånden drage mod syd, siden vejen nordpå er blevet lidt vel rigelig besat. Men sydpå ligger der forøvrigt også store strækninger kyst og venter på at blive taget i besiddelse. Når man får ordnet spørgsmålet om den nye Strandvej - og det kan ikke lade vente længe på sig - vil man da også se byens børn drage i lige så tætte skarer den vej som nu mod nord. Se blot på vort billede der er taget fra terrænet bag Sydhavnen. I paradisisk frihed udfolder livet sig her hvor solen skinner over en kyst der ligefrem minder om Vestkysten af Jylland, men har den fordel at det tager lige så mange minutter at komme derud som det tager timer at nå den jyske strand.

(Aftenbladet, 4. juli 1922).

Vandvognen, som hele Byen sukker efter. (Efterskrift til Politivennen)

Nu og da kommer der en Regnbyge, men faa Minutter efter, at Solen er fremme, er Regnen fordampet, og Jorden vedbliver at være lige tør. Gennem flere Ugers Sommervarme er den store Stenørken, som Storstaden er, forblevet et Helvede, hvor Varmen staar tykt mellem Murene i de lange, snævre gader. Da bliver man taknemlig for et lille frisk Vindpust, som man om Vinteren er taknemlig for en Solstraale. Og man bliver glad i Sindet, naar man ser Vandvognen komme luntende gennem  Gaderne. Vort Billede er taget fra Dosseringen, hvor en Vandvogn er i Færd med at fylde paa, for senere at svinge ind i Ryesgade og de smaa Baggader, der støder ud til Byens og Landets tættest beboede Gader. Der bor nemlig flere Mennesker i disse Gader, end der er indbyggere i Korsør.

(København 25. juni 1922)