Kludeskoene. (Efterskrift til Politivennen)

En ond Historie fra det Virkelige Liv.

Der gik forleden Eftermiddag i Skumringen ude paa Carl Langesvej i Valby en fattig Kone med en Pakke Kludesko under Armen Hun vandrede fra Dør til Dør og falbød Skoene men - solgte aabenbart ingen, for hun kom efterhaanden til at se mere og mere kummerfuld og bedrøvet ud.

Saa dukkede der, da hun syntes helt og holdent at have opgivet Haabet om at sælge noget, pludselig en Mand op ved Siden af hende. En Mand, der længe havde staaet i en Port ovre paa den modsatte Side af Gaden og iagttaget hende.

Konen troede sagtens, at han vilde købe Sko. Thi der gik som et Glimt af Haab over hendes Ansigt. Man han havde ikke sagt to Ord til hende, før Haabet brast for hende - og mere end det:

Manden var Politibetjent!

Viksø hedder han. Oluf Viksø. Og han hører til de Nidkære Tjenesten!

Han tog Skoene fra Konen - beslaglagde dem, som han kaldte det - og noterede hende for ulovlig Omløben med Varer, skønt hun, overensstemmende med Sandheden, forklarede, at det var Sko, hun selv havde siddet og syet hjemme i Hjemmet.

Laurine Nielsen, hed hun. Og i Gaar blev hun som Sigtet og Tiltalt fremstillet for Dommer Carstens oppe i Byrettens 2. Afdeling for Politisager.

- - -

Overbetjent Lund. som de fleste Københavnere kender fra den Tid. han var Chef for Politivagten inde i Tivoli, mødte paa Anklagemyndighedens Vegne. Han skal altsaa være streng i sine Krav om Straf for de begaaede Synder. Men - - ja, det var ved Undersøgelsen konstateret, at - - først, at det var ganske rigtigt, at hun selv havde forarbejdet Kludeskoene, og dernæst, at hun hjemme i Hjemmet havde en syg og sengeliggende Mand samt fire smaa Børn, og at det var for at skaffe Medicin til Manden og Mad til ham og Børnene, at hun havde vandret rundt og forbrudt sig mod Lovens Paragraffer ved at falbyde de fattige Kludesko ...

Og Overbetjenten erklærede, at Anklagemyndigheden under Hensyn til de foreliggende Omstændigheder kunde frafalde Kravet om Straf for Konen og nøjes med, at hun fik en Advarsel,

Dommer Carstens, hvis Hjærte ogsaa sidder, hvor det skal, saa helt lettet ud, da han dikterede "Advarslen'" til Protokols Han tilføjede henvendt til Konen, at han jo godt forstod, hun havde forsøgt at skaffe Penge ved at sælge sine Sko, men Loven forbød det jo nu en Gang og - Loven maatte jo holdes.

- Skoene, sagde han saa pludselig, idet han pegede paa Pakken der laa paa Skranken med de beslaglagte 15-16 Par - Skoene? Og - ja. Jeg der skriver disse nøgternt refererende Linier, jeg kunde have tænkt mig Politibetjent Viksø foretage sig noget, der vilde have tvunget mig til at tage min Hat af for ham, hvor og naar jeg i Fremtiden maatte møde ham.

Men - jeg tager aldrig i mit Liv min Hat af for ham....!

Han sagde nemlig som Svar paa Dommerens Forespørgsel:

- Kludeskoene! Dem begærer jeg i Henhold til Loven konfiskeret til Fordel for mig selv som Anmelder! Betjent Viksø fik Kludeskoene konfiskeret og udleveret. Den fattige Kone gik tomhændet og med Taarer i Øjnene fra Rettens Stue Men han. Lovens nidkære Haandhæver havde en stor Pakke under Armen, da han gik.

(Aftenbladet (København) 13. april 1923)

Redaktionen meddelte dagen efter at der var indkommet 2 hundredkronersedler og flere ti- og femkronesedler til konen.

Den 16. april 1923 havde Aftenbladet endnu en beretning fra politiretten hvor betjent Viksø var involveret. Ane Christine Christensen, Rasmussens hustru fra Haveforeningen af 4. juli 1917 havde i kvarteret omkring Lyshøj Allé og Aarestrupsvej falbudt børstenbindervarer. Også her erklærede anklageren, overbetjent Lund at den anklagede kunne nøjes med en advarsel. Anmelderne var foruden Viksø også betjent Fuglebjerg der da Viksø var syg, var mødt op alene. Han krævede ligeledes de beslaglagte varer for udleveret, men da han passerede konen, udleverede han dem med ordene: "Værs'go, min gode kone. Tag De dem nu! Jeg skal ikke berige mig på Deres bekostning. Men nu er formaliteterne i orden" Så slog han hælene sammen og gik sin vej uden at vente på tak.

En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).

En nordsjællandsk Idyl. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdernes Hus i Hørsholm, "Vejlehus", efter Restavreringen.

Hørsholm, den gamle, Idylliske Landsby, der ligger gemt Inde medlem Skove og Marker, ca. 20 km Nord for København, er en af Nordsjællands Perler. Der er en Hygge og en Venlighed over den lille By, som kun er beskaaret faa af vore Byer i Nordsjælland, og trods det, at Byen ligger nær Station og forholdsvis nær Hovedstaden, har den bevaret alt gamle, solide Præg. Der findes ingen eller i det mindste kun faa af disse grimme cementatensbelagte Stationsbyhuse i Hørsholm. Overalt er den gamle Længestil med de smaarudede, hvldmalede Vinduer bevaret. Omegnen dannes af de store Skove mellem Rungsted og Hillerød. Kort udenfor Byen mod Nord ligger Kokkedal, hvorfra man har Udsigt over et af Nordsjællands smukkeste Landskaber.

Har man Ikke set Hørsholm, saa skylder man sig selv at gøre det, og hvis man har set Byen, saa er den absolut endnu et Besøg værd. En Søndagstur ad Kongevejen over Nyholte til Rudersdal, hvorfra Vejen fører fra gennem Skoven forbi Høsterkøb Kirke, er for en cyklist for Intet at regne. Dagen kan tilbringe i Hørsholm og Omegnen, og Hjemturen kan ske ad Strandvejen over Rungsted, Vedbæk og Skodsborg.

Og skal man have Madpakken med, eller vil man nyde et lille, godt Maaltid i den lille By, spiser man bedst paa "Vejlehus", Arbejdernes Forsamlingshus, der ligger midt i Byen, nogle faa Skridt nedad Vejen mod Rungsted. "Vejlehus" har en dejlig stor, skyggefuld Have med Græsplæner og gamle Frugttræer og skulde Vejret Ikke være til Friluftsmaaltider, ja, saa er de store, nymonterede Lokaler er parate til at tagemod Gæsterne, og Værten , Hr. Sørensen, skal nok sørge for, at alle bliver beværtet godt.

(Klokken 5 (Købehavn) 4. april 1923).

Annonce for Vejlehus i Helsingørs Avis, 10. august 1928.

En lille By for sig selv. (Efterskrift til Politivennen)

Folk, der i hastigt tempo passerer Enghavevej aner næppe, at der faa Skridt fra den befærdede Vej gemt inde paa en Plads ved Forsamlingsbygningen ligger en hel lille By for sig selv. "Husene" - en 7-8 gamle udrangerede Markedsvogne og et Par fhv. "Busser" - ligger omgivet af en utrolig Bunke Skrammel, og midt i det hele troner Skelettet af en Karussel.

Paa et nær, hvor Familien har været saa heldig at opnaa at faa en Lejlighed, er de alle beboede, dels af Folk, som har faaet Bolignøden at føle, dels af Folk, som - uanset Bolignød eller ej - er vant til lidt af en Nomade-Tilværelse. Man kan mene, hvad man vil om den hygiejniske Side af Sagen. Beboernes smilende og veltilfredse Ansigter tyder paa, at man tager Situationen, som den nu en Gang er, og prøver paa at tage den med godt Humør.

En Zigøjnerfamilie, som ogsaa havde til Huse der, forsvandt i al Stilhed i Lørdags, og Beboerne blev mildest talt ikke bedrøvede over Flytningen, Zigøjnerne var den eneste lille mørke kendte rigtig Forskel paa Begrebet Mit og Dit.

Og det er nu alligevel en Grundregel for saadan et lille Samfund - ligesom det for resten ogsaa er det for det større.

(Aftenbladet (København) 28. marts 1923).

Hans Olaf Bjørløw (1871-1935). (Efterskrift til Politivennen)

H. O. Bjørløw var oprindelig fra Sande i Norge, og kom 1892 til Danmark. Han arbejdede i garverfirmaet Trautner & Søn i Sorø, senere nogle år værkfører hos garverme­ster Chr. Lasson i Vejle. Herefter startede han sin egen virksomhed. Han var den 16. marts 1898 sammen med andre erhvervsfolk indenfor læder- og skindbranchen med til at grundlægge Chromlæderfabrik A/S i Sankt Jørgens Gade 1 (nu Valby Tingsted) i Valby. Fabrikant Otto Klenow (1855-1923) ledede selskabet. Bjørløw købte ejendom i Trekronergade i 1914. Den 1. januar 1926 blev søn­nen Gunnar Bjørløw optaget i fir­maet, der i 1933 omdannedes til et aktiesel­skab. H. O. Bjørløw var bestyrelsesformand, Gunnar Bjørløw administrerende direktør. Da H. O. Bjørløw døde, indtrådte sønnen S. E. Bjørløw i direk­tionen.

H. O. Bjørlow - på gravstenen står dog Bjørløw.

Fabrikant Bjørløw boede i 1920 på skovbogårds Alle 6, Valby.

Fabrikant Bjørløw.

H. O. Bjørløws Chromlæderfabrik I Valby fejrer i disse Dage sit 25 Aar Jubilæum. Indehaveren er født i Norge, men kom efter at være uddannet i Garverivirksomhed her til Landet, hvor han bl. a. en Tid var knyttet til det kendte Garverifirma Trautner & Søn i Sorø. I 1898 etablerede han sig som selvstændig Garvermester her.

Han begyndte med et beskedent Fedeskindsgarveri, som han efterhaanden drev i Vejret. I 1905 tog han som en af de første fat paa Eksperimenterne med Minerallæder ved at garve Skindene med Chromiltesalte i Stedet for med Bark. Efter nogle Aars Eksperimenteren naaede Bjørløw saa vidt frem, at hans Virksomhed staar som en af de første herhjemme paa dette Område.

I 1914 byggede Bjørløw, som i de mellemliggende Aar havde erhvervet sig Indfødsret, sin store, moderne indrettede Fabrik i Valby. Allerede i 1917 blev det nødvendigt at udvide Virksomheden her. I de senere Aar har Fabrikant Bjørløws to Sønner Gunnar og Sven taget Del i Arbejdet.

(København 17. marts 1923)

Sønnen Gunnar Bjørløw (1900-1985) blev udlært i faderen H. O. Bjørløws kromlæderfabrik, og i USA hvor han opdagede ny viden om læderbehandling. 1926 fik han borgerskab som garvermester og blev samme år medindehaver af firmaet. Broderen Sven Bjørløw (1905-1995) sluttede sig til i 1929. 1933 blev H. O. Bjørløw Chromlæderfabrik omdannet til et familieaktieselskab hvor Gunnar blev merkantil, broderen Sven teknisk direktør. Gunnar trådte tilbage som direktør for virksomheden 1969.

Efter Otto Klenows død over­toges ledelsen af virksomheden af hans ældste søn, Paul Klenow (1885-1949). I 1932 om­dannedes virksomheden til et aktieselskab, og i 1937 blev der foretaget en sammenslutning med Ørholm Læderfabrik, hvis fabrikation overflyttedes til Dansk Chromlæderfabrik A/S. Efter Paul Klenows død i 1949 tiltrådte bro­deren, civilingeniør Lennart Klenow (f. 1897) som direktør. 

Se endvidere:

John M. Eriksen: Valbys Garverier i miljøhistorisk sammenhæng. Om "de fra garveriets usunde stoffer, der frembringer ilde lugt.". I Historiske meddelelser om København, 2001, 5, s. 129-140.

Bjørløws gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.