Hvor Solen aldrig naar ned. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en af den gamle Bys snævre Gaarde.

Sommerferien staar for Døren. Den vidunderlige Tid, hvor vi skal samle nye Kræfter til at staa en lang Vinter igennem.

Men trænger vi Voksne til en Tid at lægge Byens Støv og Stenbro bag os, i hvor langt højere Gnad er det saa ikke Tilfælde med Børnene. Dem fra Baggaarderne og Sidegaderne. Der, hvor Solen aldrig kan naa ned, der, hvor Gaardspladserne er som Brønde, hvor frisk Luft kun kendes af Navn. Tænk. hvad det betyder for disse Børn i en Maaneds Tid at komme bort fra Byen ud til Mark og Skov og Vand. Derude, hvor blege Kinder faar Sundhedens friske Rødme, hvor Øjnene bliver blanke og Sindet som et Barnesind skal være.

Men alt, tyder paa, at det bliver smaat med Tilbudene i Aar fra Landboerne. Det er som om de holder sig mere tilbage end de tidligere Aar. 

Og derfor er det, vi gerne vilde lægge et godt Ord ind for vor Bys blege Børn.

Tiderne har medført, at der yderligere er bleven Smalhans i Hjemmene, og det faar Børnene selvfølgelig ogsaa at mærke. Derfor trænger de Smaa dobbelt i Aar til at komme ud og samle Kræfter og Minder, de aldrig vil glemme.

Se blot paa ovenstaaende Billede fra en af den gamle Bys Gaarde! Se den Flok dér paa Trappen. Taler den ikke for sig selv? Er den ikke som en eneste Bøn om lidt Glæde, lidt Lys og Luft - en Bøn: - Lad os komme ud paa Landet. Og vi slutter os saa kraftigt, vi formaar, til denne Bøn

(Aftenbladet (København) 19. juni 1923).

Børnenes Kontor. (Efterskrift til Politivennen).

Husk Børnenes Kontor!

Der ventes på sol i Adelgade.

Vor Fotograf tog i Gaar paa et af sine Strejftog ovenstaaemie karakteristiske Interiør fra det "indre" af et Hus i Adelgade.

Her sad et Par Smaabørn og læste flittigt paa deres Lektier. Det er snart Eksamenstid, og det gælder om at kunne kunde Geografi, Verdenshistorie og alt det andet, som skal til, for at de smaa Væsner kan komme op i en højere Klasse.

Og naar saa det Arbejde er gjort - hvad saa? Saa kommer det dejlige, der hedder Sommerferie, og Spørgsmaaiet er da, om disse Børn, vi her ser, og de Tusinder af deres Kammerater skal tilbringe Ferien i Adel- og andre indelukkede Gaders Baggaarde, eller om de skal faa Lov til at indsuge Landets unægtelig adskilligt sundere luft?

Dette Spørgsmaal tillader vi os at lade  at gaa videre til vore Læsere, der aldrig har svigtet, naar en god Sag stod paa Dagsordenen.

Svar nu ikke, at Solen jo slet ikke skinner, og at der altsaa ikke er "noget ved" at komme paa Landet!

Vejret kan heldigvis blive bedre - slettere i hvert Fald vanskeligt. Der er endnu nogen Tid, til Ferien begynder, og mangt ng meget kan blive solforgvldt til den Tid.

Men iøvrigt er alene det, at de smaa forlæste og trætte Børn kan komme ud til Skov og Strand, en stor Velsignelse for dem.

Derfor er det. vi beder Dem huske Børnenes Kontor i Kr. Bernikowsgade Nr. 2

(Social-Demokraten, 12. juni 1923).

Uddelingen af Klæder og Skotøj til Feriebørnene tog sin Begyndelse i Gaar Formiddags i Eksercerhuset i Gothersgade. Vort Billede viser en smuk lille Scene med en Mand, der fra de store Beholdere udsøger og tilpasser Fodtøj til de forventningsfulde Børn, der er mødt i Træsko og Kludesko. Alene dette Billede maa kunne røre mange Hjerter - og aabne manges Pengepunge. Børnenes Kontor i Kr. Bernikowsgade Nr. 2 og Filialerne i Frederiksborggade og Frederiksberggade tager med Glæde imod ethvert Bidrag.

Forventnigsfulde Skolepiger.

(Social-Demokraten, 26. juni 1923).

Børnenes Kontor uddeler Sommertøjet.

Glade Feriebørn prøver Ferietøjet.

(Atenbladet (København), 26. juni 1923).

Børnenes Kontor i Kr. Bernikowsgade 2, og en Kreds af Rollinger, der glæder sig til Jul. Bidrag modtages her, staar der ved Indgangen til Børnenes Kontor, og det skal siges til Københavnernes Pris, at de ikke gaar ligegyldig forbi. Fra det Øjeblik Kontoret aabnedes i Gaar Morges var der livligt Rykind. Maaske var Gaverne ikke saa store som tidligere Aar, men de var lige saa talrige, og mange Bække smaa.....

Omkring Børnenes Kontor grupperer sig Storbyens fattige. Børnene er uskyldige, og de forstaar måaaske knap, at der begaas Uret imod dem. Men en Ting forstaar de: Julen er nær. Og denne Tanke opfylder Børnenes Sind. Skuf dem ikke. Giv din Skærv.

(Social-Demokraten, 2. december 1923).

Spændingen i Børnenes Kontor

"Børnenes Kontor" i Kristen Bernikowsgade.

(Aftenbladet (København), 18. december 1923).

Social-Demokraten, 23. december 1923

Sundhedsforhold paa Statsbanens Værksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Kort forinden Statsbanens Værksteder i 1909 flyttede ud paa sin nuværende Plads, tilkaldte den daværende Værkstedsbestyrer Werner Organisationens Formand og forklarede ham nogle Enkeltheder ved Værkstedernes Indretning, herunder udtalte han: "Der findes to store Ulæmper i Omgivelserne. Den ene er den saakaldte aabne Belvedere Kloak, og den anden er Kødfoderfabriken. Disse to Ulæmper har Værkstedsledelsen gjort alt for at fjærne, det er ikke lykkedes, og vi overlader det nu til Arbejderne selv at faa disse uheldige Forhold ændret.

Straks efter Overflytningen maatte Arbejderne erkende, at det var højst ubehagelige Omgivelser, de stiftede Bekendtskab med. Organisationen tog straks fat, og bl a. "Social-Demokraten" rejste en kraftig Kritik af disse Forhold, der for Kødfoderfabrikens Vedkommende synes at have baaret nogen Frugt, men dog saaledes, at det nu mere er Destruktionsanstalten, der til visse Tider har Æren af at forpeste Luften herude. Belvederekloaken har derimod i de forløbne 13 Aar faaet Lov at udvikle sig i Fred, den har i disse Aar forvandlet sig til en gærende, boblende Masse, der i særlig Grad om Sommeren udbreder en saa modbydelig Stank, at Opholdet i Værkstederne til Tider er næsten umulig Som bekendt er Værkstederne forsynet med Ovenlys, og naar Solen varmer paa Taget, er Luften ikke til at arbejde i. For at hjælpe herpaa er der lagt store Ledninger i Værkstederne, hvorigennem der kan blæses frisk Luft ind, men denne friske Luft findes ikke, vi maa helst lukke saavel Vinduer som Døre.

I 18 Aar har der fra Arbejdernes Side været arbejdet for at faa denne Pestkilde fjærnet, alt har været forsøgt, sidst prøvede vi at faa det sat ind som Nødhjælpsarbejde; men alt er forgæves. Det er jo kun Arbejderne, der lider herunder, det er jo ikke et Villakvarter.

I det sidste Aarstid har Borgerrepræsentant J. A. Hansen beskæftiget sig med Sagen, og efter hvad jeg har erfaret, er han naaet netop dertil, hvor ogsaa vi selv er standset, nemlig der: Hvem har Pligt til at rense eller fjærne denne Kloak? Kommunen siger, det er Statsbanens Pligt, Kloaken findes paa Statens Grund, og Statsbanerne siger, det er Kommunens Pligt at rense den, thi det er fra Kommunen den fyldes med Snavs. Her synes der saaledes ikke at være nogen Vej at finde, og jeg kunde da ønske at spørge, om der ikke her i Staden findes en Sundhedskommission, der har en vis Pligt til at paase, at en saadan modbydelig Pestkilde ikke faar Lov til at brede sig i flere Aar. Vi er ca. 1000 Mennesker, der daglig maa opholde os i disse Omgivelser, vi har saa godt som alle Familie, til hvem eventuelle smittefarlige Sygdomme kan hjemføres. Hvis Sundhedskommissionen vilde gøre sig den Ulejlighed at aflægge os et Besøg herude, vilde vi da faa nogen Forstaaelse af, at ogsaa vi har Ret til at kræve Beskyttelse for vor Sundhed. Vil man vedblivende vende det døve Øre til, glem saa ikke, at det er for sent at Lukke Brønden, naar Barnet er druknet.

M. Kirketerp

(Social-Demokraten 7. juni 1923)

Udover sundhedsfaren skete der hyppigt arbejdsulykker på centralværkstedet. Her nogle eksempler fra de første år (listen fortsatte det næsten årti):

16. juli 1910, arbejder A. Jønsson, Skjalm Hvidesgade 9,  fik en finger knust af en nedfaldende hammer.

4. maj 1911 maskinsmed Christian Nielsen, Søndre Boulevard 87 fik sin hånd i klemme under en dunkraft. En finger knust og hånden lemlæstet.

19. juli 1911 Karetmager H. Westergaard, Matthæusgade 36, fik brystkassen klemt mellem bufferne på to jernbanevogne. (Berlingske 19. juli 1911).

8. marts 1912, arbejder Emil Nielsen, Guldborgvej 3, fik brud på ryggen og en del andre alvorlige kvæstelser, da drivremmen på en af maskinerne fik fat i hans tøj og trak ham rundt.

19. marts 1912, arbejder Th. Thomsen, Flensborggade 17, fik en stok gennem underlivet.

24. februar 1913, smed Mortensen, Landskronagade 127, venstre tommelfinger slemt såret i en maskine.

9. marts 1913. 5 arbejdere kom til skade ved kedelrørsprængning på godsbanegårdens lysstation. Alvorlige brandsår.

Central-Garage i Dronningens Tværgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Central-Garage i Hovedstadens Midte.

Den enormt voksende Biltrafik har først og fremmest krævet mere og mere Garage-Plads, uden at dette Krav altid har kunnet opfyldes, og selv om der er, og stadig bliver, indrettet og nyopført en Mængde Garager, har det ikke været nok.

Nu vil dette Savn for en Del blive afhjulpet, idet der for Akts. De danske Sukkerfabriker's Regning paa Pladsen, Dronningens Tværgade 30. bygges en mægtig Central-Garage med Ingeniør N. T. Beier som  Hovedentreprenør og projekterende Ingeniør. Der har fra gammel tid været Sukkerraffinaderi paa Pladsen, fra 1872 af. De danske Sukkerfabriker, som indtil 1887 her raffinerede vestindisk Sukker. Fabriken nedbrændte, som det vil huskes, i 1911, og siden har Pladsen ligget tildels ubenyttet hen. For at udnytte denne udmærkede Grunds Beliggenhed, har nu Sukkerfabrikeme besluttet sig til at bygge Garagerne.

Der opføres foreløbig 72 Garager, delvis af Jernbeton efter Brandvæsenets Forskrifter. Garagerne bliver fra 5 til 8 Meter lange og alle af en saadan Bredde, at selv de allerstørste Vogne kan rummes i disse. Hovedindkørslen bliver fra Dronningens Tvergade. hvor ogsaa to Kontorbygninger samt Opholdsstue for Chaufførerne ligger; men desuden bliver der Udkørsel til Helsingørsgade. Anlæget forsynes med Benzintank, lukket og aaben Vaskeplads, elektrisk Lys. ligesom der ogsaa i nogle af Garagerne indstalleres Centralvarme for Betjeningen, som er paa Pladsen Dag og Nat. Ligeledes paatænkes det efter udenlandsk Mønster i Forbindelse med Garageanlæget at indrette mekanisk Værksted, Automobilkølerfabrik. Vulkaniseringsanstalt, elektrisk Værksted, Opladningsstation for Akkumulatorer o. s. v., saaledes at Centralgaragen kan blive et Hjemsted for alle Motorkørende,særlig for dem, som bor i den indre By.

De første Garager vil antagelig staa færdige i Begyndelsen af Juni, og hele Komplekset skal være færdigt den 1ste Juli. Murerarbejdet udføres af Firmaet Chr. Olsen & Søn (Senius Olsen). Tømrerarbejdet af Tømrermester C. V. Hansen, det elektriske Anlæg af Firmaet Kemp & Lauritsen, og som Sukkerfabrikernes Tilsynshavende fungerer Ingeniør Christoffersen.

Komplekset er i sin Helhed udlejet til Ingeniør Beier for en længere Aarrække.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28. maj 1923).

Grunden skulle ifølge Klokken 5 (København) 31. maj 1923 tidligere have været beboet af Struense og Brandt, en "net lille pige der stod Christian 4.s hof meget nær" samt maleren Jens Juel. Ved sukkerfabrikkens indkørsel lå "Abel Cathrines Boder" som senere flyttede til Vesterbro. Den omtalte Beier var N. T. Beier. Garagen lå på sydsiden af Dronningens Tværgade mellem Adelgade og Borgergade. Her blev senere Dronningegården opført i årene 1943-1958.

Kæmpe-Garagen i Byens Midte

Det gamle Sukkerhus' Grund i Dronningens Tværgade under Ombygning. - I Forgrunden en Række kendte Motormænd.

I Løbet af nogle Uger vil der i Hjærtet af den gamle By som omtalt, være rejst en Kæmpe-Garage. Den kommer til at ligge paa det gamle Sukkerhus' Grund i Dronningens Tværgade, der, hvor det største Baal, siden Christiansborg Brand, rasede en isnende Vinternat 1911.

Siden da har Arealet ligget saa godt som unyttet hen. Det var efterhaanden bleven en hel lille Idyl med Udsigt til de hundredaarige smalle Baggaarde, der grupperer sig uden om Grunden. Men nu holder altsaa den mest moderne Nutid og et Stykke Fremtid sit Indtog paaa Terrænet med 72 Garager, Benzintaks, Værksteder, kort sagt alt, hvad selv det mest fordringsfulde Automobil kan kræve af Pasning.

Det er den kendte Motormand, Ingeniør Beier, der har undfanget Ideen, der i Løbet af kort Tid vil blive til Virkelighed.

(Aftenbladet (København) 29. maj 1923).

I begge aviser angives branden at være sket i 1911. Det er ikke korrekt den foregik natten mellem 3. og 4. februar 1912, se andetsted på denne blog.

I september var Central-Garagen i fuld drift og alle garager udlejede. Blandt lejerne var admiral Richelieu, den belgiske minister Allart, overretssagfører Børge Jacobsen, kapelmester Gade, den amerikanske legationssekretær Cable, overlæge Guildal, baron Rosenørn-Lehn, speditør Haugsted og kammerherre O. C. Scavenius.

"Geyser" Katastrofen 1923. (Efterskrift til Politivennen).

Den uhyggelige katastrofe på "Geyser"

Der er i alt 56 sårede, deraf 16 hårdt.

Enkelte er så medtagne at der er fare for deres liv.

Krydseren "Geyser"

Om den telegrafist meddelte ulykke ved Sjællands sydspids foreligger nu følgende nærmere enkeltheder:

Da eksplosionen skete.

Katastrofen skete fredag morgen ved 8-tiden.

Ombord på krydseren "Geyser", der er kommandoskib i en øvelseseskadre, bestående af en række torpedobåde og minestrygere, afholdtes forsøg med de såkaldte "tågebomber", der ved hjælp af fosfor fremkalder kunstig tåge til anvendelse i krigsøjemed, og de fleste af eskadrens officerer overværede forsøgene. En tågebombe eksploderede for tidligt, og virkningerne var frygtelige. 52 personer af de omkringstående ramtes og såredes mere eller mindre hårdt. Der opstod panik ombord, og flere sprang i vandet, andre faldt om på dækket.

Da der var tilvejebragt nogenlunde overblik over den frygtelige situation, gav eskadrens chef, kommandør Wenck, straks ordre til de nærliggende torpedobåde om at yde hjælp, og redningsarbejdet begyndte straks. De sårede bragtes ombord i torpedobådene og førtes til Masnedsund.

Marineministeriet var imidlertid blevet underrettet pr. trådløs, og ministeriet foranledigede straks, at samtlige disponible læger og sygeplejersker i Vordingborg afgik til Masnedsund, hvor et af statsbanernes sanitetstog holdt parat. Efterhånden, som de sårede bragtes i land, førtes de til Vordingborg og indlagdes dels på det kommunale sygehus, dels på Garnisonssygehuset, hvor lægerne begyndte deres arbejde.

De sårede.

I løbet af to timer var alle de sårede forbundne, og eskadrens chef telegraferede til Marineministeriet, at der næppe var fare for nogens liv, men senere på dagen forværredes tilstanden hos 4-5 af de sårede, hvis liv man mente var i fare.

Blandt de hårdest sårede er "Geyser"s chef, orlogskaptajn Godtfred Hansen, kongens mangeårige adjudant og kendt som polarforsker.

Ombord på krydseren befandt sig bl. a. kronprins Frederik, der er næstkommanderende på torpedobåden "Delfinen", men kronprinsen kom ikke til skade.

Der forelå endnu hen på eftermiddagen intet om den tekniske årsag til ulykken, men fra Marineministeriet vil der fremkomme en officiel redegørelse.

I København vakte de første meddelelser om ulykken den største bestyrtelse, og hele dagen kimede redaktionernes telefoner med anmodninger om nærmere meddelelser eller navne på slægt og venner, der befandt sig blandt de tilstadekomne.

Ved 5-tiden udsendte Marineministeriet fortegnelsen over de tilskadekomne.

De hårdest medtagne er som meddelt: Orlogskaptajnerne Godtfred Hansen og P. Ipsen, kaptajn P. Jensen, kaptajnløjtnanterne Nellemose, Rützou, Nørgaard, Vest, Westermann og Krarup, søløjtnanterne af 1. grad Hammerich, Dahl og Bornemann, maskinmester Hauschultz, undermaskinmester Borg, artillerimester Hemmingsen og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Orlogskaptajn P. Ipsen.

Ulykken vakte stor deltagelse overalt i København, da meddelelsen blev bekendt, hvilket imidlertid først skete hen på eftermiddagen.

Der gik mange forkerte rygter om, både hvad der var sket, og hvad der skulle ske i anledning af ulykken. Således hed det sig, at kronprinsen, der er næstkommanderende på en af bådene, var mellem de sårede. Dette er jo urigtigt. Derimod er kronprinsens chef, kaptajnløjtn. Rützou, som man ser af den offentliggjorte liste, mellem de hårdest medtagne.

Årsagen til ulykken.

I et københavnsk blad meddeles, at der nu skal nedsættes en undersøgelseskommission til at fremskaffe oplysninger om årsagerne til ulykken og skaffe klarhed over, hvorledes denne er gået for sig.

Dette er imidlertid, efter hvad vi erfarer ved forespørgsel hos ministeren, ikke rigtigt.

- Der er, siger ministeren, naturligvis snarest afgået både læger og sagkyndige til fornøden hjælp og undersøgelse, ligesom generalauditør Giørtz straks er afrejst, og det er jo meget antageligt, at der kan skaffes fuld klarhed uden nedsættelse af nogen kommission. Man ved da på forhånd, at den direkte årsag til ulykken er eksplosion af en af de såkaldte tågebomber, der blev demonstrerede af et privat firma for skibets officerer og for at vise mandskabet, - hvorledes et skib lader sig indhylle i en regntåge fx for under en farlig situation lettere at kunne komme en fjende ind på livet eller måske lettere undlade.

Chefen for sø-artilleriet, kommandør Saabye, udtaler:

Først i fjor begyndte den danske marine at anvende tågebomber. Man købte et svensk patent af opfinderen Jarnberg. Man anvendte hans system hele forrige år, uden at der skete et eneste ulykkestilfælde. Man kan derfor heller ikke foreløbig udtale sig om grunden til den ulykkelige begivenhed, der nu er sket.

Tågebomben består af en cylinder, der indeholder 10 kg fosfor, der stemmes op med en jernbøjle. Man antænder en lunte, der tænder ild i tændsatsen, som igen opvarmer fosforet, der flyder ned på en jernplade og derefter udvikler en voldsom tyk, hvid røg; men der skal selvfølgelig ikke kunne ske en stærkere eksplosion end netop den der kræves til at opvarme fosforet, og anvendelsen af tågebomber skulle da være ganske farefri.

Når der i dag var kommet så mange torpedobådschefer ombord på "Geyser", skyldes det, at torpedobådene hvert år skifter chef, således at de nye befalingsmænd ikke kendte tågebomberne, men før eskadren sejlede ud på øvelse, var samtlige torpedobåde blevet forsynede med tågebomber. Disse vil selvfølgelig ikke mere blive anvendte, men på det sømilitære laboratorium vil man søge at få tågebomberne til at eksplodere, naturligvis i mindre grad og under iagttagelse af enhver forsigtighedsregel. Først gennem en sådan undersøgelse mener man, at det er muligt at komme til klarhed over årsagen til ulykken.

Hen på eftermiddagen er der afholdt forhør, og det er herved konstateret, at ulykken skete ved 9-tiden, og at praktisk talt hele flådens officerer med undtagelse af de næstkommanderende, deriblandt kronprinsen, var ombord på "Geyser" for at overvære demonstrationen. Det var den hårdtsårede undermaskinmester Borg, der tændte bomben, og det er konstateret, at han har anvendt den reglementerede fremgangsmåde, og så vidt man har kunnet konstatere, må ulykken derfor skyldes en konstruktionsfejl ved bomben. 

Det var Godtfred Hansen, der faldt over bord.

Der var to af skibets mandskab, der faldt over bord ved eksplosionen, formentlig på grund af lufttrykket. De blev dog begge reddede straks.

Efter hvad vi erfarer, var den ene af dem, der blev slynget over bord orlogskaptajn Godtfred Hansen.

Kongen har flittigt holdt sig underrettet.

Så snart meddelelsen om ulykken var nået til kongen, der jo opholder sig paa "Klitgaarden" ved Skagen, kom der øjeblikkelig anmodning fra majestæten om at blive holdt nærmere underrettet om ulykken; der er også i eftermiddags fra Marineministeriet tilgået kongen et langt

telegram med udførlig fremstilling af det passerede og meddelelse om de såredes tilstand.

33 mand ligger på sygehuset.

I alt kom der 56 mand til skade ved ulykken, men 23 af dem er ikke mere medtaget, end at de efter forbindingen kunne finde tilbage til flåden, hvilket skete i løbet af aftenen. Derimod må 33 mand, hovedsagelig officerer og underofficerer, blive liggende på sygehuset.

Næsten alle er kommet til skade ved at blive forbrændt af fosforet, og øjenvidner fortæller, at dette stof formelig åd sig ind i kødet.

Den mest medtagne er kaptajn Rützou, men også kaptajnerne Nellemose og Nørgaard samt undermaskinmester Borg og den menige Andersen er meget slemt forbrændt. Kaptajn Rützou er søn af sagfører Rützou i Nakskov og ca. 33 år gl.

Vordingborg kondolerer flåden.

I løbet af eftermiddagen har borgmester, redaktør Andersen, Vordingborg, været om bord i eskadren for at udtrykke deltagelse over ulykken

Øvelserne er indstillet.

Eskadrens øvelser er blevet indstillet, da jo næsten hele staben af officerer og underofficerer er kommet mere eller mindre til Skade.

Melding fra Vordingborg.

De såredes tilstand er uforandret.

Vordingborg, fredag.

I Masnedsund Havn henlå fredag aften alle de ved øvelserne i Smålandshavet deltagende fartøjer med undtagelse af krydseren "Geyser" og torpedobåden "Lossen", der ligger et godt stykke ude i farvandet, ved en i aften foretagen tælling af samtlige mandskaber er det konstateret, at der ingen savnes. Der har hele dagen gået rygter om, at en mand i vildelse skulle være sprunget over bord og druknet. Det er altså nu afkræftet.

De 23 mand, der har forladt sygehuset, vil senere blive ført til marinehospitalet, da deres sår stadig skal være under kontrol.

Lægerne udtaler deres ros over det udmærkede arbejde, der præsteredes af Masnedsund jernbanestations personale, som var til stor hjælp for lægerne under transporten af de sårede marinere.

Kronprins Frederik har et par gange, senest kl. 9 i aften, aflagt besøg hos de sårede.

Ved 10-tiden blev det opgivet at de såredes tilstand var delvis uforandret. Som hårdest medtaget opgives stadig kaptajnløjtnant Rützou og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Mange af de såredes familier er i aftenens løb ankommet til Vordingborg, hvor de fra officersforeningens og underofficersforeningens foranstaltning er blevet indkvarteret hos byens borgere.

Sidste efterretninger om de sårede.

Alle er ved bevidsthed. 

København, lørdag.

"København" har sent i nat haft en samtale med Vordingborg Sygehus, som meddelte, at kaptajnløjtnant Rützou havde det dårligere end om eftermiddagen.

_ _ _

Rit. Bur. har ved forespørgsel på Vordingborg Sygehus lørdag morgen kl. 7½ erfaret at der ingen egentlig forandring er indtrådt i de såredes tilstand. De er alle ved bevidsthed, og ingen klager sig.

Fosforets giftige virkninger neutraliseret.

Generallæge Bornemann har til "Kbhvn." udtalt, at der ikke synes at være fare for forgiftning ved den brændende fosfor, idet man ved anvendelsen af kalkvand menes at have neutraliseret fosforens giftige virkninger.

(Randers Dagblad 26. maj 1923).

Den uhyggelige eksplosionsulykke.

Torpedobåde i Masnedsund Havn

Der kondoleres.

Også fra udlandet.

Kongen af Sverige har overfor kongen udtalt sin deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Til den danske flådes kommanderende admiral, viceadmiral H. Konow, har de svenske marineforvaltning lørdag afsendt følgende telegram:

"Den kongelige svenske marineforvaltning udtaler sin dybe beklagelse af den sørgelige ulykke, der har ramt den danske marines personale under dets arbejde i fædrelandets tjeneste. (sign.) Lindberg."

- Kongen har fra dronning Alexandra og kejserinde Dagmar modtaget telegrammer, i hvilke disse udtaler deres hjertelige deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Islands førsteminister Eggerz har i et telegram til hs. maj. kongen udtalt deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Den kommanderende admiral har i anledning af ulykken på "Geyser" modtaget telegrammer med udtryk for deltagelse fra kongen af Norge, chefen for den finske flåde, hertugen og hertuginden af Vestergøtland, prins Carl og prinsesse Ingeborg, og fra den kommanderende admiral i Norge.

Foruden de allerede tidligere nævnte telegrammer har marineministeriet modtaget telegrammer fra et stort antal privatpersoner og en række foreninger og institutioner, der har udtalt deres deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

I bedring.

Rützou kan nu tale med sin hustru.

Vordingborg, søndag.

De sårede fra ulykken på "Geyser", som henligger på Garnisons Sygehus i Vordingborg, befandt sig søndag eftermiddag alle vel. Kaptajnløjtnant Rützou har hele tiden været ved fuld bevidsthed og har kunnet tale med sin hustru, som opholder sig på sygehuset.

I løbet af dagen er 2 af de sårede overført til Garnisons Sygehus i København.

Norge og Godfred Hansen.

Christiania, lørdag.

I anledning af eksplosionsulykken ombord på krydseren "Geyser" skriver "Aftenposten" i dag: Med sorg og dyb beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om den forfærdelige ulykke, som er overgået den danske marine og en del af dens flinke mandskab. Ikke mindst den norske sømandsstand og den norske flådes officerer og besætning vil føle med i den sorg, som er overgået Danmark. Med særlig beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om, at kaptajn Godfred Hansen er blandt de hårdest sårede. Hans navn er for stedse indskrevet mellem de udlændinge, som Norge står i særlig taknemmelighed til.

Kongen kommer i dag.

Skagen, mandag.

Kongen afsluttede søndag eftermiddag sit pinsebesøg på Skagen og afrejste kl 3,55 sydpå over Frederikshavn, ledsaget af adjudant, kapt. Dahlberg. Dronningen bliver endnu i nogen tid på Klitgaarden.

Når kongen i dag har givet audiens her i København, afrejser han i eftermiddag til Vordingborg. I aften afrejser han til Aarhus for at overvære grev Frijs' bisættelse.

Et besøg på sygehuset.

En mængde blomster og en meget udstrakt hjælpsomhed.

(Privat).

Vordingborg har på en storstilet måde vist sin hjælpsomhed i anledning af den beklagelige ulykke, ikke således at forstå, at byen som sådan har stillet midler til rådighed; det er slet ikke sagen, men der strømmer en hjælpsomhed og enestående venlighed alle i møde, der på en eller anden måde er berørt af den triste ulykke. Det mærkes straks på Garnisonssygehuset, hvor et væld af blomster liver op i gangene og på sygestuerne. Blomsterne er hovedsagelig bragt til sygehuset af unge damer fra byen, og selv ude fra omegnens gårde er der sendt blomster ind.

Garnisonens underofficerer har frivilligt taget vagt på sygehuset for at være til rede med hjælp og bistand for de såredes pårørende, så lægerne og deres hjælpere kan være fritaget for dette ofte anstrengende arbejde. Det er nemlig et meget stort antal hustruer, søskende eller venner, der er rejst til Vordingborg for at se til de syge.

Såvel officererne som underofficererne har på sygehuset et bureau, hvor disses pårørende straks får anvist logi ganske uden nogen udgift. Der er somme steder, hvor en familie har taget mod en indkvartering på hele syv personer.

De fleste af de sårede er gifte, og alle de unge hustruer befinder sig naturligvis i Vordingborg. De holder sig tapper i selve sygeværelserne, men så snart de er udenfor sygestuen, står humøret naturligvis meget lavt.

I går havde værnepligtig Carl Andersen, der ligger på samme stue som bl. a. undermaskinmester Borg og kaptajnløjtnant Nellemose, besøg af sin fader, moder og broder. Andersen er ret medtaget, men var alligevel nogenlunde tilpas i går. Imidlertid skulle forældrene af sted, og moderen i sagde da til Andersen, at nu rejste hans fader og broder, mens hun blev tilbage. Da rejste Andersen, der ligger med bind for øjnene, sig op i sengen, og sagde, så det skar i hjerterne: "Jeg vil se dem først. Jeg vil se dem". En sygeplejerske kom til og fik ham beroliget, men den lille episode gjorde dog et meget stærkt Indtryk på de tilstedeværende.

To af de sårede som atter har meldt sig til tjeneste om bord på en af torpedobådene.

Selv kaptajnløjtnant Nellemoses tapre hustru, der roligt og praktisk har passet sin mand, støttet og plejet ham med en beundringsværdig ro, fik tårer i øjnene.

Overlægen må naturligvis besvare en mængde forespørgsler, de telefoniske tager underofficererne sig af, men mange spørger jo ængsteligt overlægen: "Hvordan går det?" Og han svarer hver eneste elskværdigt og stilfærdigt.

Lykkeligvis ser det ud til, at ulykken i hvert fald næppe skal koste menneskeliv. Selv kaptajnløjtnant Rützou, der jo er meget hårdt medtaget, synes at være i bedring. Alle patienterne er blevet undersøgt på øjnene, og heldigvis ser det også på dette område ud til, at ulykken ikke får følger; så vidt man på dette tidspunkt kan skønne, vil alle de sårede beholde synet. Derimod slipper de naturligvis ikke for nogle svære ar i ansigtet efter brandsårene.

Ved middagstid i dag udstedtes den officielle bulletin, der udtaler, at alle patienterne er i bedring og nu må anses for at være udenfor fare.

Kongen har i formiddags aflagt besøg på marinehospitalet i København, hvor de lettest sårede jo befinder sig. Man venter i Vordingborg kongens ankomst kl. 5 med ekstratog, og på banegården vil han blive modtaget af kommandør Wenck, oberst Schwartz og borgmester Andersen, og på hospitalet bliver kongen modtaget af overlæge Lundstein og formanden for byens hospitalsudvalg, red. Olsen.

De såredes tilstand.

København, mandag.

I den mandag morgen gennem marineministeriet udsendte bulletin angående de på Garnisons Sygehus i Vordingborg liggende sårede hedder det, at for de flestes vedkommende er feberen lavere i dag end i går, og at sårene er ved at rense sig. Kaptajnløjtnant Rützou har sovet et godt og befinder sig noget bedre. Det højre øje er stadig meget medtaget.

Værnepligtig Carl Andersen, der i øjeblikket nok er den dårligste; lidt uklar og urolig; men iøvrigt lidt bedre.

For alle de øvriges vedkommende må meldingerne betegnes som tilfredsstillende.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. maj 1923)

Den 11. juni 1923 døde Poul Rützou af sine kvæstelser.

Kaptajn Poul Rützou, dræbt under militærets eksperimenter, føres til ligkapellet ved Holmens Kirke. Foto fra Social-Demokraten, 13. juni 1923.

Kisten bæres ud af kirken. Foto fra København, 16. juni 1923.

Følget forlader Holmens Kirke for i regn og slud at begive sig til kirkegården (Garnisonskirkegård). Foto fra Social-Demokraten 16. juni 1923.

Sørgetoget gennem byen. (Lige bag kisten ses kronprinsen). Foto fra København, 16, juni 1923.

55 blev såret ved eksplosionen: 21 søofficerer, 14 dæksofficerer og dæksassistenter, 2 midlertidige befalingsmænd, 12 faste menige og 6 værnepligtige. Kun 2 af de sårede kunne samme dag genoptage deres tjeneste om bord. 21 af de sårede blev 26. maj overført til Marinehospitalet i København, mens de 32 hårdest medtagne forblev på Garnisonssygehuset i Vordingborg. Flere af de sårede blev mærket for livstid.

Maskinmester E. Borg, der havde forestået demonstrationen, blev blind, og adskillige fik store, smertende og vansirende sår i ansigtet, på halsen, armene og kroppen. Det tog år og mange smertefulde operationer, inden sårene var helet nogenlunde. Flere af de involverede blev mærket for livstid af vansiringer og ar, som selv de dygtigste kirurger i Danmark og England kun til en vis grad kunne hjælpe, ved hjælp af plastiske operationer. Premierløjtnant Kai Hammerich gennemgik mere end 3 års behandlinger og 14 plastiske operationer i både Danmark og England.

Kammerater fra Søofficerskorpset opsatte på årsdagen for Rützous død en mindesten på hans grav, hvor der stod. "Poul Rützou, Kaptajnløjtnant i Flaaden, 1. Dec. 1892, 11. Juni 1923. Søofficerskammerater rejste dette Minde." Til stede var flere af de sårede, kaptajnløjtnant Nørgaard, kaptajnerne Bondesen og Scheibel, kaptajnløjtnant Poulsen, søløjtnant Dinesen, professor Ehlers med frue og grosserer Knud Wulff. Foto fra København 12. juni 1924.

Poul Rützous mindesten og anker på Garnisonskirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2021.