27 oktober 2023

Hvor Skiftedags-Livet pulserer. (Efterskrift til Politivennen)

Larsbjørnstræde med de mange Fæstekontorer.

I disse Dage rejser en stor Skare af Landboere ind til Storkøbenhavn for at se paa Staden, inden de igen vender ud til den sunde, men noget ensformige Beskæftigelse paa Bondelandet. Larsbjørnstræde, som ellers ligger upaaagtet hen, oplever da en af sine store Dage. Den før saa stille Gade fyldes med en Sværm af solbrændte, vejrbidte Skikkelser, som særlig holder til i Nærheden af de mange Fæstekontorer, der fra Arilds Tid menes at være nødvendige for at skaffe Bonde og Landarbejder i Forbindelse med hinanden. Foreløbig har Kontorerne ikke saa travlt; men i røbet af de kommende Dage vil de faa en Del at bestille - for saa igen at føre en upaaagtet Tilværelse indtil næste Skiftedag. Der synes i Aar at være en Opgang at spore i Lønningerne. Det er jo et glædeligt Tidens Tegn, som ikke mindst Landarbejderforbundet den faglige Organisation, kan tilskrive sig Æren for.

Desværre er endnu ikke alle  Landarbejdere organiserede; men der er ingen Tvivl om, at Maalet en Gang vil blive naaet. Allerede nu er Landarbejderne bleven Faktorer, der maa regnes med.

Aakjærs gyldne Digterord: "Her kommer fra Dybet den mørke Armé og fordrer af Verden et Svar" er gaaet op for de bedste indenfor denne Befolkningsklasse og det er som sagt kun et Tidsspørgsmaal hvornaar Efternølerne kommer med.

(Social-Demokraten, 3. november 1923).

26 oktober 2023

Bernhard Svane Ingemann 1869-1923. (Efterskrift til Politivennen)

Bernhard Svane Ingemann var arkitekt og søn af arkitekten Valdemar Ingemann. De to dannede 1896-1911 kompagniskab. Han tegnede bl.a. for fabrikant Christian Hasselbalchs for hvem han tegnede Dansk Gardin & Textil Fabrik for. Han blev gift første gang med 1897 med Anna Møller (1871-1900) der var datter af arkitekt Georg E.W. Møller. Efter hendes død blev han gift 1901 med Ida Karberg. Medlem af bestyrelsen for Akademisk Arkitektforening, for Ejendomssocietetet og Det Kjøbenhavnske Bygge-Selskab

Hans samarbejde med faderen bestod især i 21 sanatorier og sygehuse, bl.a. Dronning Louises Asyl for småbørn i Ordrup (1898), Nationalforeningens Tuberkulosesanatorium i Silkeborg (1902-03), Folkesanatorium i Haslev (1903), Sanatorium i Skørping (1905), Resenlund (1905), Faksinge (1906-08), Spangsbjerg (1907-08) og Nakkebølle (1908), Julemærkesanatoriet ved Kolding Fjord (1909-11), Tuberkulosehospitalet i Hobro (1910), Alderdomshjem, Ruds Vedby Sogn (1909), Amtssygehuset i Nykøbing Sjælland (1911), samt 7 ejendomme i København og Lyngby. 

I 1898 fik "Fællesudvalget angaaende Ombygning af usunde eller uheldigt bebyggede Kvarterer og Tilvejebrungelse af forbedrede Færdselslinier i Byen" til opgave at overveje en færdselslinie fra Kultorvet til Vimmelskaftet. Som led i denne plan købte kommunen ejendommen på hjørnet af Kejsergade og Skindergade med henblik på Kejsergades udvidelse.  1904 afstod Kommunen afstod et areal så den kunne få en bredde af 25 alen og bevilligede 3.500 kr til udvidelse og omlægning. Bygningen Kejsergade 2 blev derfor bygget i forestillingen om at den ad åre ville komme til at ligge på en bred strøggade. Ved samme lejlighed fik husene omkring Gråbrødretorv de i dag kendte farver. Men planen blev endelig opgivet i juni 1905 - efter at bygningen stod færdig.

Grosserer Christian Hasselbalchs ejendom, Kejsergade 2, København (1904-05). "Dansk Gardin- og Textilfabrik". Tegnet af far og søn Valdemar og Bernhard Ingemann. Borgerrepræsentationen havde planer om at lave en direkte forbindelse mellem Vimmelskaftet og Kultorvet. Disse blev imidlertid i 1905 sat i bero, og senere helt skrinlagt. Men forklarer bygningens monumentale udseende. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bygningen blev i 1969 gennem Kejsergadesagen. Her havde Forsvarets Central Radio (en efterretningstjeneste under Forsvaret) installeret en aflytningscentral i kælderen hvor der gennem 6 år blev foretaget aflytning af udenlandske ambassaders kommunikation. Bygningen tilhørte dengang  Københavns Universitet, Asiatisk Institut. 

Han tegnede selv en række kendte ejendomme i København, Ry, Rungsted mm.

Gutenberghus mod Gothersgade (1913-1914). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gutenberghus mod Landemærket og Vognmagergade. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Landmandsbankens nye Udvidelse: Billede fra Dagbladet (København) 20. juni 1914.


Berh. Ingemanns familiefravsted 1900. Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 1, nr. 21. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Lauritz Jacobsen (1855-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Peter Laurits Jacobsen (1855-1923) blev kaldt "Sprøjteføreren" fordi han var sprøjtefører ved Københavns Brandvæsen (Østerbro Brandstation). Han blev kendt som bokser, idrætsleder og boksetræner.  I 1880’erne havde han som sømand på engelske og amerikanske skibe lært de basale færdigheder fra de slagsmål der opstod undervejs. I USA forfinede han disse af bokseren Charley Lucas. 

I 1889 blev han lærer i Københavns Athletklub som holdt sin første boksepræsentation under Jacobsens ledelse den 19. juni 1892. Med fagbevægelsen fremvækst og arbejderbevidsthed mente han at der var behov for en idrætsklub for arbejdere. Det resulterede i 1895 i Arbejdernes Idræts Klub - den første danske bokseklub - efterfulgt af IK99, IF Sparta, AK Jyden og andre. Jacobsen blev boksetræner i AIK hvor han også var den første formand. Han var lærer frem til 1897. Fra 1896 og et års tid frem var han endvidere med i bestyrelsen i det nystiftede Dansk Idræts-Forbund (D.I.F.).

Den første professionelle boksekamp i Danmark den 12 februar 1896 mellem boksetræneren i Athletklubben Hermod, den 29-årige tidligere professionelle bosker Johannes Jørgensen (Jim Smith) og den dengang 42-årige P.L. Jacobsen. Førstnævnte sejrede. 

I 1896 indførte Jacobsen idrætsgrenen køllesving, som han også underviste i en overgang. Fra 1902 til 1911 blev der endda afholdt danmarksmesterskaber i denne sport.

I 1909 kunne han således fejre 25 året for sin ansættelse i brandvæsenets tjeneste.

P. L. Jacobsen trænede senere professionelle boksere som Waldemar Holberg, Lorentz Hansen (Larry Hansen), Robert Hansen (Bobby Hanson) og Victor Dahl. Det over 50 siders lange afsnit om boksning i Idrætsbogen, der udkom i 1908, var forfattet af Jacobsen.

Jacobsens søn Frank der startede som professionel bokser i 1910 døde han i en ung alder. 


En af Sportens Pionerer

P L. Jacobsen

Blandt vore Brandfolk finder man mange udmærkede nuværende og forhenværende Idrætsdyrkere, men den berømteste af dem alle er vel nok Depotmester P. L. Jacobsen paa Hovedbrandstationen, der kendes af de fleste Sportsmænd som Bokselærer Jacobsen. Lederen af den velrenommerede Bokseskole i Blaagaardsgade 29, og nu i den senere Tid ogsaa af adskillige Mennesker som Filmeuren Jacobsen der er en af Hovedaktererne i adskillige af de Sensations-Films af dansk Oprindelse, man ser i Victoriateatret.

Naar man ser Jacobsen let og væver som en Yngling bevæge sig ben over Asfalten skulde man forsværge at der var gaaet 62 Aar. siden den berømte Brandmand kom til Verden i Gjentofte. men han gaar der som en levende Reklame for den bedste Ungdomskilde, Sporten.

Der findes mange store og gode Navne l Idrætsorganisationernes og Klubbernes Bestyrelse, men der er neppe en eneste af alle Spidserne, som har udrettet et saadant Pioner-Arbejde for dansk Idræt som Jacobsen har.

For mere end et kvart Aarhundede siden da Interessen for Legemsidræt var forsvindende lille, vendte han hjem fra fjerne Lande og fjerne Verdensdele, begejstret for det, han havde lært af Sport paa sine Togter som Sømand, og siden har han haft overordentlig stor Betydning for dansk Idræt, ikke blot var han Medstifter og Leder i adskillige Klubber den Gang som f. Eks. i A. I. K., men han viste sig ogsaa som en fortræffelig Lærer, og naar Boksning nu indtager et saa højt Standpunkt herhjemme, skyldes det i først i Række Depotmester Jacobsen.

Han tog aldrig overfladisk pas Tingene, men anskaffede sig i Tidens Løb, uden at afskrækkes af Udgifterne, al den Sportslitteratur. han kunde opdrive i Udlandet og slugte en utrolig Bunke Teori saadan, at han efterhaanden blev en hel Videnskabsmand paa sine specielle Omraader, Boksningen og Køllesving. Magen til Jacobsens Sportsbibliotek findes neppe i nogen anden dansk Mands Besiddelse.

Ved sin Bokselærervirksondie ved Studierejser i Skotland og England udviklede han efterhaanden praktisk og teoretisk sin Viden, og skønt de her nævnte to Idrætsgrene som sagt er hans Speciale, saa er hans Idrætsinteresse alsidig, og dersom vore Rigmænd i sin Tid havde ofret lidt paa Sportens Alter, var Jacobsen sikkert blevet en dansk Hjertberg. Han havde baade Lysten cg Evnerne.

Det vil føre for vidt at bringe nogen Fortegnelse over alle de berømte Boksere, der har draget Nytte af Jacobsens pædagogiske Evner Der var f. Eks. Aage Hasmussen, der nu er Maskinmester paa et af Ø K s Motorskibe Der var Vald. Holberg og de to dansk amerikanske Professionals Robert Hansen og Lorenz Hansen, og der var "Sparta"s Bokselærer, selve Holger Hansen. De fleste af dein glemmer aldrig den Tak de skylder Jacobsen og kalder ham "Far", fordi han ikke blot har været deres Lærer men ogsaa som en Fader for dem.

Sine seneste Triumfer har han fejret som Lærer i Idrætsklubben at 1899, der bl. a. paa Søndag ved den store Konkurrence giver Prøver paa hvad han har lært Bokserne.

Til sine Formiddags-Motionstimer ser han utallige af Byens kendte Navne, bl. a. adskillige Skuespillere og Operasangere.

Det var ham, der i sin Tid satte Bokseoptrinet i Scene paa Casino i "Pengene eller Livet". Det er ogsaa ham, der har skrevet den eneste virkelige Lærebog i Boksning paa Dansk (et Afsnit af "Idrætsbogen")

Arnold.

(B. T. 8. maj 1917)


Hvor den røde Hane gol.

Sprøjtefører P. L. Jacobsen knuser en Taare:

"Jeg er født i et af de gamle Huse i Gentofte, som brændte forleden."

Saa rækker den populære Bokselærer os Billedet, der findes over disse Linjer:

"Det er mine Bedsteforældres Hus, og længst nede mod Søen er Dorthes Hus. Paa Trillebøren sidder jeg selv. Det var den Gang, jeg havde sagt Søen Farvel og var bleven Brandmand. Det er Schmidt, der har fotograferet det "

"Hvem er Dorthe og hvem er Schmidt?"

"Dorthe boede Dør om Dør med min Bedstemoder. De opkøbte Blomster og Frugt og tog ind til Byen og solgte det. Schmidt var ogsaa Brandmand. Ved Siden af var han Kunstmaler og Tusindkunstner. Han havde selv lavet Apparatet, han fotograferede med. Ak ja, det gamle Hus har altid staaet mig i Tanker - - -"

Men pludselig rynker Nævefægteren Panden:

"- - - Saa er der et Blad, der skriver, at der boede noget Rak, der var værre end det i den mørkeste Del af det gamle København, ude i de gamle Huse i Gentofte. Vil De skrive, at Sprøjtefører Jacobsen protesterer. Det var Selvejere og hæderlige Folk. Skriv, at Jacobsens Bedsteforældre ejede det Hus dér, inden det blev solgt til Kommunen "

Og Jacobsen knytter Næven -

Arnold.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 9. maj 1913)

Den 5. maj 1913 opstod der ildebrand i Mitchellsstræde, i et gammelt, stråtækt hus. En syg kvinde havde fået sin seksårige søn til at tænde op i kakkelovnen. Ved kakkelovnen var ophængt vasketøj fra dagen i forvejen, og det antændtes. Ilden blev hurtigt opdaget, men var ikke til at stoppe: Den bredte sig hurtigt gennem loftet til stråtaget og til nabohusene. De gamle landsbyhuse lå klinet op ad hinanden langs Mitchellsstræde, Asylstræde, Rolighedsstræde og Vinkelvej. Politiet og soldater fra Jægersborg og Garderhøjfortet hjalp med at redde mennesker og indbo ud af de brændende huse og holde nysgerrige på afstand. Herved reddedes menneskeliv, derimod nedbrændte på to timer 16 huse med fire udhuse, og 30 familier stod uden tag over hovedet.

En Boksekamp i Civilretten.

Ørnfleth contra Dick Nelson.

I Torsdag var en munter Sag for ved et af Civilkamrene. Den saakaldte Bokser Ørnfleth havde anlagt Injuricsøgsmaal mod Dick Nelson for nogle formentlige fornærmende Udtalelser, sidstnævnte var fremkommen med i sin meget omtalt Bog om Oplevelser i Ringen.

Som Vidner mødte Dick med Sprøjtefører Jacobsen, Vald. Strack og Chr. Jacobsen fra Sparta, medens Ørnfleth havde skriftlige Anbefalinger fra flere Elever at henholde sig til.

Først demonstrerede Sprøjteføreren for Assessoren Forskellen paa den Ørnefleth'ske og almindelig Boksemetode. Med tjattende Bevægelser og fremstaaende Mave dansede han foran Skranken til Assessoren bad om at maatte se "den almindelige" Boksemetode.

Dick og "Sprøjten" gav nu en  Opvisning, der endte med, at Dick fandt sig selv henne i Kulkassen, hvor han var sendt hen med et velrettet Kæbestod.

"Sprøjten" foreslog elskværdig Assessoren, der udtalte Tvivl om, at det var gaaet "rigtig" til, at komme over Skranken og prøve, men Assessoren fik travlt med Bilag og Protokoller.

Sprøjtefører Jacobsen nægtede endvidere at have lært Ø. at bokse. Ø. kunde maaske tampe et Klaver, men en Mand - aldrig!

Chr. Jacobsen benægtede i malende Vendinger at have lært Boksning af Ø., Strack ligeledes. Sluttelig diskuterede man interesseret Erstatningskrav.

"Sprøjten" og Strack mente nok 1 Kr. kunde være passende, medens Dick bestemt holdt paa 75 Øre.

I Gaar faldt Dommen. Ørnfleth blev slaaet ud af Dick og og det eftertrykkeligt. Erstatning blev der ikke Tale om, idet Dick blev pure frifundet, ja, Udtalelserne blev end ikke mortificerede.

(Solidaritet 27. april 1920).

Thod Ørnfleth var en af Dick Nelsons elever som han anså for fuldstændig håbløs. Ørnfleths selvsikkerhed voksede imidlertid, og Dick Nelson ("the fighting Dane") lod ham blive i troen, indtil Ørnfleth tilbød at blive træner for Dick Nelson. Under en sparring mistede Dick Nelson tålmodigheden og gav Ørnfleth et korrekt gennemført hook i maven. Ørnfleth blev  fornærmet og forlod træningslokalet. 

Annonce i Nationaltidende 18. april 1917. Ifølge Social-Demokraten fra den 2. november 1916 hold Ørnfleth til i Handelstandens gymnastiklokale i Ny Toldbodgade 1 hvor han gav kurser i boksning til selvforsvar.

Herefter åbnede Ørnfleth sin egen bokseskole på badeanstalten Helgoland som ”Dick Nelsons elev og træner”. Han udfordrede herefter Dick Nelson til en dyst, som dog aldrig blev til noget. I stedet mødtes de som artiklen beretter i retten efter at Dick Nelson i selv selvbiografi havde skrevet et nedladende afsnit om Ørnfleth og bl.a kaldt ham charlatan, original og andet. Sagen faldt som det fremgår af artiklen ovenfor på flere usandheder. 

Se indslaget om Dick Nelson andetsteds på bloggen.


Jordefærd.

Sprøjtefører Jacobsen.

Den bekendte Sportsmand, Munderings- og Inventariemester ved Københavns Brandvæsen P. L. Jacobsen begravedes i Gaar fra Sdr. Kapel paa Vestre Kirkegaard. Følget var saa stort, at kun Halvdelen af det kunde rummes i Kapellet. Ved Kisten var plantet Bannere og Faner fra Brandvæsenet og forskellige Organisationer, sont er knyttet til dette, fra flere Idrætsforeninger og fra Dansk-amerikansk Forening. De samme havde sendt signerede Kranse til Baaren.

I Følget saa vi Brandchef MüIertz, Vicebrandchef Friis, Brandinspektørerne Thisted og Wiese,, Form. for Dansk Idrætsforbund, Generalmajor Castenschiold, Sekretær ved samme N. P. Nielsen, Formand for Forretningsudvalget for Dansk Amatør Bokse-Union, Ingeniør Blom, Sekretær Rich. Jensen, Idrætsparkens Formand, Ingeniør Krøll, Form. for Dansk Atlet Union Arnold Rich. Nielsen, Form. for "Sparta" Rich Holm, Direktør Weber, Gas- og Vandmester Nedahl, Juvelerer Oscar Dahl og Museumsinspektør Kjær samt Formand for Københavns Idrætsforenings Repræsentantskab, Red. A. Harsfelt, Forf. Anker Larsen og Skuespillerne Carl Alstrup og Frier.

Pastor Welding talte ved Baaren. Brandfunktionærer bar Kisten ud af Kapellet.

Vod Graven bragte Folketingsmand A. C. Meyer den Afdøde en Tak for hans Eksempel som Idrætsmand.

(Nationaltidende 23. oktober 1923)

Jacobsen blev en overgang totalt uarbejdsdygtig efter at have pådraget sig tyfus, men ved sit gåpåmod og kendskab til genoptræning fik han sin fulde førlighed tilbage. Efter sin død i efteråret 1923 (død 17. oktober 1923) bragte nekrologerne antydninger af, at Jacobsen i sine sidste år ikke havde haft det så let. Det pinte ham nok, at han ikke længere kunne trænge ordentligt ind til den unge generation af sportsudøvere. Dette skyldtes nok så meget at denne tids unge mest så ham som en stædig gammel mand med forældede holdninger til opdragelse, disciplin og sportsudøvelse, og egentlig slet ikke var klar over, hvilken betydning Jacobsen havde haft for dansk idræt — og især boksningen — i tiåret efter århundredeskiftet.

Han var farfar til kunstneren Robert Jacobsen (1912), der endte med at blive en af Danmarks store skulpturkunstnere.

25 oktober 2023

Johan August Wilhelm von Weiss (1833-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.


Dette fotografi blev første gang offentliggjort i anledning af 1. bataillons 150 års jubilæum i december 1913 (ifølge København 2. december 1913). Det skulle efter teksten være taget for 50 år siden, altså i 1864).


80 Aar.

Wilhelm Weiss.

Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.

Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.

- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.

- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.

- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.

Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.

- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.

- De er født i København?

- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.

- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?

- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...

- Hvor kom De hen fra Viborg.

- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.

- Er De aldrig bleven saaret?

- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.

- I 1864 var De ogsaa med?

- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...

Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar. 

- Fik De her Ridderkorset?

- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.

- - -

Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.

Holger.

(København 28. maj 1913).

80 Aar.

Kaptajn Wilhelm Weiss.

I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.

Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.

Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.

Det bliver i hvert en anstrengende Dag.

Kaspar.

(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).

Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.


Foto fra Aftenbladet 14. august 1918 om Tivolis 75 årsdag hvor kaptajn Weiss omtales.


Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 


Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.


Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.


Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)


Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.
Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)


En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"


Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.


Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.


Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).


Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

Den gamle Patricierejendom. (Efterskrift til Politivennen)

Nytorv Nr. 3 er nu skal rives ned.

Til April Flyttedag forsvinder atter et af de gamle Patricierhuse paa Nytorv. Det er Ejendommen Nr. 3, som skal give Plads for en haardt tiltrængt Udvidelse af Privatbankens Vestre Afdeling, der har Lokaler paa Hjørnet af Nygade.

I den ældste eksisterende Vejviser betegnes Husets Beliggenhed som "ved Raadstuen". og det er vistnok rejst omkring 1700-tallet - muligvis før - idet Torvet jo allerede anlagdes 1610. I sin nuværende Skikkelse gør Bygningen ganske vist ikke noget særlig stilfuldt Indtryk. Men i gamle Dage har det utvivlsomt virket fornemt med Førsteetagens store Vinduer.

Det er ikke saa faa kendte Personligheder, der har haft deres Hjem her. I Aarene omkring 1770 boede saaledes bl. a. Gehejmesekretær Langebeck - en af Tidens højtansete Hof-Embedsmænd - her, ligesom en Række Storkøbmænd gennem Tiderne har resideret i Bygningen.

(Aftenbladet (københavn) 10. oktober 1923).

Nytorv 3, hjørnet med Nygade som det ser ud i moderne tid. Foto Erik Nicolaisen Høy.