Sylvia Pio skulle betale. (Efterskrift til Politivennen)

Louis Pios datter, Sylvia, var meget aktiv inden for de socialdemokratiske kvindeudvalg. Ved udvalgenes 25 års jubilæum i denne tid opfriskes et par anekdoter om Sylvia Pio:

Hun havde været gift med grev Knuth til Knuthenborg, og takket være giftermålet (og skilsmissen) havde hun penge nok. Derfor var det hende, der skulle betale sal, kaffebord og rejser, når kvindeudvalgene holdt møder.

Engang sad man ved et sådant møde og ventede på Sylvia, men der gik en halv og en hel time, uden at hun kom. Bestyrelsen og deltagerne i mødet blev nervøse, ikke mindst fordi Sylvia jo skulle betale, men endelig kom hun glad ind ad døren og sagde med et stort smil:

- I må undskylde, at jeg kommer for sent, men jeg skulle have min søn sendt til hofbal.

Disse ord, der kom fra en glad mor, var for meget for de mindre hof-interesserede arbejderkvinder i kvindeudvalget, og trods Sylvia Pios store og oprigtige arbejde blev der kold luft omkring hende efter dette møde.

En anden gang ville et kvindeudvalg fremsætte et forslag på socialdemokratiets kongres i 1929. Fru Martha Poulsen, København, en af pionererne, som har fortalt disse anekdoter ved et møde i Slagelse, lavede et udkast og kom op til Sylvia Pio mod det. "Vi må vist hellere vise Stauning det, han sidder i værelset ved siden af", sagde Sylvia Pio.

Stauning så flygtigt på det, rev det i stykker og lavede et nyt, som blev sendt til kongressen i kvindeudvalgets navn. Kongressen forkastede det, men det blev vist aldrig rigtig kendt, at socialdemokratiets førstemand på denne måde blev "vraget" af partiets kongres.

(Sjællands-Posten (Slagelse), 21. januar 1954).

Sylvia Pios lillebror, Herbert Pio. forblev i USA. Han blev inviteret af Sylvia til Danmark et år hvor hun bekostede hans uddannelse ved et universitet i Hannover (ingeniør). Han tog før 1. verdenskrig til England og dernæst tilbage til USA. Han kom på besøg i 1953. Han var seks år da faderen døde. Han erklærede sig som republikaner (ikke socialist), og sandelig ikke for McCarthy. Han drev en forretning med bygningsmaterialer i St. Louis med 150 beskæftigede. Han talte dansk. Derudover havde Pio en tredje søn, Percival der var et år yngre end Herbert.

Pios ætling ... ! (Efterskrift til Politivennen).

En af Sylvia Pios børn, lensgreve og hofjægermester og dattersøn af Louis Pio, Frederik Magnus Knuth (1904-1970), var en af tolv dømte i "Sehested-sagen", en gruppe medløbere og landssvigere rekrutteret fra landet. Han var blevet ejer af Knuthenborg Gods 1926. Han blev kendt i 1930'erne som "Nazigreven" og "Kaktusgreven" pga som interesse for kaktusdyrkning. Grev Knuth var i 1933 medlem af den konservative ungdomsorganisation. I august 1933 havde bekendt sig som nazist:

Den fine mand lensgreve Knuth til Knuthenborg på det fede Lolland er en søn af Louis Pios datter, Sylvia og anset for at være en fremragende kender af kaktus og disse planters dyrkning. Men lensgreven har også interesse for politik og har tidligere talt konservatismens sag med glødende begejstring. Det er derfor forståeligt, at højrebladene har prist herren til Knuthenborg i høje toner.

Men ak, nu er glansen gået af Sankt Gertrud, idet Iensgreven er blevet nazist.

Forleden holdtes der møde på Christianssæde, og her stod greven og gav tidens politiske styre, frugten af hans morfaders banebrydende arbejde for socialismen, det glatte lag. Der manglede intet i tydelighed. Grev Knuth er en lærenem ung mand, og har han end glemt den mands gerning, hvis ætling han er, så har han desto hurtigere nemmet læren af talemåderne fra sit store forbillede, Adolf Hitler.

Lad os lige tage en grevelig mundfuld som denne: Lovgiverne er studehandlere, der i de høje hallers lumre luft sidder omkring ædetruget som fædrelandets snyltere! - den kunne selve Adolf Hitler ikke have givet bedre, og tendensen i grevens nyeste interesse samt prøven på grevens blomstrende sprog være hermed angivet tilstrækkelig tydeligt. 

Han synes åbenbart at have taget ved lære af grev Holstein. Men når grev Knuth udslynger den påstand, at de landmænd, der ikke hylder regeringens anskuelser, ikke bliver hjulpet, så er den unge nazist-hedspore på gyngende grund, så fremsætter han påstande, han er ude af stand til at bevise, fordi de er løgnagtige.

Kendsgerningen er jo, at tusinder af landmænd selvsagt er blevet hjulpet i deres vanskeligheder uden hensyn til deres politiske opfattelse. Det burde ikke mindst en ætling af Pio vide. Og må vi så give greven til Knuthenborg det gode råd, at han holder sig hjemme og giver rollen som kaktusdyrker. Her er han forhåbentlig mere velbefaren end i politik.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 1. august 1933)

I december 1934 holdt han en tale i "Konservative Studenter" hvor han atter bekendte sig til nazismen: 

"Det arbejderparti Louis Pio begyndte at rejse her i landet, er blevet et chance-parti, præget af bengnaveri! I den sidste tid synes det helt at stå på hovedet: Hans Nielsen taler forsvar og Stauning taler ædruelighed. Når socialisternes førere har fået ædt og drukket tilstrækkeligt, mens kammeraterne går på gaden og fryser, når de har glædet sig over deres høje stillinger og storfinansens gaver, får de af og til dårlig samvittighed og holder dundertaler mod kapitalismen for dog at vise at de gør lidt gavn for pengene."

Samtidig ivrede han for Hitler og nazismen hvis metoder han inderligt ønskede indført i Danmark. Talen blev dog afvist af konservative som usmagelig og antisemitisk, og at Det Konservative Folkeparti ikke havde brug for nazismen

Han blev under krigen dømt for blodskam, men takket være folketingsmand Hartel og gode forbindelser til tysker blev han benådet mod at melde sig til tjeneste hos SS på Østfronten. Frederik Markus Knuth (1904-1970). 

Foto af grev Knuth i anledning af afsigelsen af dommen ved Maribo Købstads Ret på 5 års fængsel for blodskam. Fra "Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen", 13. april 1942.

Sylvia Pio og Poul Geleff. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Louis Pios med-landsforviste, Poul Geleff (1842-1928) vendte i juli 1920 tilbage til Danmark, hvor han blev modtaget af Sylvia Pio og indlogerede sig der. Efter en hårdhændet behandling i tugthusene, fik Pio og Geleff et "tilbud" om en pose penge mod at de forsvandt ud af landet. Det blev ilde taget op af mange af datidens socialdemokrater. Det var Geleff som i en pjece afslørede at han og Pio var blevet bestukket af politiet til at emigrere. 

På denne "satiriske" tegning fra 1877 ses Poul Geleff, Louis Pio og dennes kone Augusta Jørgensen med Sylvia Pio på armen som spæd, efter at de er ankommet til Amerika. Carl Allers Tryk, 1877. Tegningen beviser indirekte at Sylvia blev født i 1876, og ikke i 1878 som hun til sin død hævdede, og som det også står på hendes gravsted på Vestre Kirkegård. 

Poul Geleffs ankomst i går. 

Poul Geleff, A. C. Meyer og E. Wiinblad på landgangen.

Klokken godt 8, en times tid senere end planmæssigt, hvilket vil sige med "planmæssig forsinkelse", ankom den store Damper »Frederik den ottende« med sine fra Amerika hjemvendende emigranter.

Poul Geleff var med ombord, og tilstrømningen til Amerikabådenes bolværksplads var større end sædvanlig. Adskillige både ældre og yngre socialdemokrater var mødt for at hilse den sidste af hine førere, som rejste arbejderklassen til kamp under feltråbet "Ingen pligter uden rettigheder, ingen rettigheder uden pligter".

En snævrere kreds af partifæller havde påtaget sig det hverv at tage imod Geleff. Der var de to veteraner fra bevægelsens tidligste tid, snedkerne P. Hansen og A. P. Berg, redaktør Wiinblad og folketingsmand A. C. Meyer med damer, folketingsmand, rådmand Fr. Andersen, redaktør Oskar Jørgensen, partikasserer Oskar Johansen, murer Lundberg og bogbinder Petersen.

Kun et snævrere udvalg af denne kreds fik lov at gå ombord på damperen. Det blev Wiinblad og A. C. Meyer forbeholdt at finde Geleff. De kendte ham jo fra midten af halvfjerdserne. Men havde manden mon ikke forandret sig stærkt siden den tid?

Det holdt dog ikke svært at finde Poul Geleff, den lille Mand derhenne - - selvfølgelig var det ham! Lidt dårlig til bens måske. Men ansigtet, som i ikke ringe grad minder om den salig hensovede minister Estrup, er ikke til at tage fejl af. Øjnene har stadigvæk det lune blink og munden, som kun delvis dækkes af det lyse, amerikansk klippede overskæg, har det gamle drag, der kan udløses både i alvor og satire.

Pressen erobrer for en stund den populære passager og underkaster ham et hastigt interview. Så overrækkes der ham en buket med hvide og røde blomster, og en flok driftige fotografer, der følger nuets begivenheder som måger følger skibet, giver os Geleff som han står på ovenstående billede med fødderne på skibstrappen og sin blomsterkost i hånd.

Da Geleff gik ned ad damperens bro, hilstes han med hurra fra mængden, og ved landstigningen modtoges han af partiveteranerne og de yngre fæller. I Staunings fraværelse bød partiets viceforretningsfører, Fr. Andersen, den hjemvendte gamle kampfælle velkommen i få, hjertelige ord.

Nu stod Poul Geleff atter på dansk grund - efter 43 års forløb, under hvilke mangt og meget har ændret sig i hans fødeland Den nyere tid meldte sig straks i form af automobiler, som kørte deltagerne til fru Johannes Poulsens hjem på Kastelsvej. Her mødtes gammel og ny tid i et lille, stemningsrigt samvær, som indlededes med, at fru Poulsen, Pios datter, hilste sin faders kampfælle fra 1871-77 Velkommen og bød ham til huse som gæst.

Fru Johannes Poulsen (Sylvia Pio) var kun ganske spæd, da Poul Geleff sidste gang gæstede hendes faders hjem i Amerika. De to sås egentlig for første gang i går, og i kraft af den uendelige kærlighed, hvormed Pios datter omfatter sin faders minde, mødtes Geleff straks med sympati i det gæstfri hjem.

I den lille velkomsttale, A. C. Meyer holdt indenfor hjemmets vægge, kunne han pege på den eventyrets skønhed, som lå deri, at Geleff modloges af Pios datter i en stund, hvor skuffelsernes mørke skygge var gledet bort, og mindets glans faldt over den socialistiske bevægelses banebrydere.

En af vort partis veteraner, A. P. Berg, citerede et lille digt, Pio i sin tid skrev under et sygeophold her i landet. Det rørte tilhørerne og mest arbejderførerens varmhjertede datter.

Poul Geleff holdt ikke tale, hvad der ikke heller skal bebrejdes ham. Men med lune fortalte han træk af livet i det store Vesten, hvor han har levet og virket den største del af sit liv.

Der blev taget et billede af samværet, og da man skiltes, forberedte Geleff sig på at besøge nogle slægtninge på Østerbro.

Han skal nu til at studere det moderne København som jo unægtelig ser anderledes ud end i politidirektør Crones dage.

(Lettere sammenskrivning af Social-Demokraten, 21. juli 1920 og Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 21. juli 1920).

Det var Socialdemokratiet som foranlediget af at Poul Geleff led nød, fik ham tilbage til Danmark. Han bosatte sig i Nyborg hvor partiet finansierede ham via en pension. I 1927 rejste han af helbredsårsager til Italien hvor han døde i 1927. 

I 1920 meldte Sylvia Pio sig ind i Socialdemokratiet. Pios navn var nu igen blevet tone, efter at mange anså ham for at have forrådt arbejderbevægelsen. Hun brugte dog navnet navnet Fru Johannes Poulsen. Tiden havde arbejdet for Pios minde, og Sylvia gjorde en stor indsats: Hun arbejdede for få sin faders aske til Danmark og for at få hans navn rehabiliteret i socialdemokratiske kredse. 

I forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921, udvirkede hun med bl.a. hjælp fra Stauning at der blev opsat en obelisk på Vestre Kirkegård. I 1922 slog hun sig ned i Genève for at give sine børn den bedste uddannelse. Her førte hun et fashionabelt liv i selskab med fremtrædende internationale politikere, der kom til Folkenes Forbund. I 1923 fik hun indrejsetilladelse til Sovjetunionen, og hun opholdt sig et par år i Moskva, hvor hun forsøgte at skabe eksportfremstød for russiske kniplinger og kunsthåndværk. Samt til Wien der dengang var socialistisk og som hun var meget begejstret for og hvor hun blev inspireret til at danne et socialdemokratisk kvindeudvalg. I 1925 fik Sylvia en længerevarende alvorlig blodforgiftning under et besøg i barndomsbyen Chicago. 

Sylvia fik på sin europarejse inspiration og mulighed for at være med til at starte en socialdemokratisk kvindebevægelse. Dengang var der i partiet ikke udpræget stemning for en sådan. I 1928-29 var Sylvia med til at overtale Stauning til at nedsætte kvindeudvalg, for at samle, oplyse og aktivere kvinderne om partiet. Partiledelsen spændte ben for at lave et koordinerende forum, så de måtte holde møder i Sylvias lejlighed. Hendes fortid som lensgrevinde gjorde det ikke nemmere. Først i 1930 blev det officielt med nedsættelsen af Kvindeudvalgenes Klub (KUK), hvor Sylvia var forkvinde.

I 1930 fik hun en hjerneblødning der lammede halvdelen af hendes højre side. Den døde hun af i 1932, 54 år gammel.

Mindestenen på Vestre Kirkegård blev nedlagt 29. november 1932. Til stede var prominente socialdemokrater som Stauning (som havde en flirt med hende), Borgbjerg, Pios søn, og lensgreve Knuth. 

Hun nåede ikke at opleve at sønnen Frederik Knuth opstillede for de konservative i 1933 som konservativ nazi-agitator, og agiterede bl.a. for at knuse Socialdemokratiet. Han blev valgt som formand for lollandske storbønders Landboforening. Dog for outreret nazistisk agitation til at blive konservativ leder. I december 1941 blev anmeldt sag om blodskam mod ham. Han prøvede at undslippe ved at melde sig til Waffen SS, og rejste til Graz. Men han blev syg og fik hverken uniform eller våben. I 1942 blev han idømt 5 års fængsel for blodskam. Han blev løsladt 1944 - rygtet gik foranlediget af tyskerne. Efter krigen blev han fængslet og i 1947 idømt 2 års fængsel, som dog på daværende tidspunkt var udstået.

Sylvia Pios Skilsmisse med Grev Knuth. (Efterskrift til Politivennen)

Anden del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

En slem Greve,

Hvorledes repræsentanter for den danske adel gebærder sig i det fremmede.

Overretssagfører Poul Hennings har indgivet klage over lensgreve Knuth, Knuthenborg, greven blev for 4 år siden i Paris forlovet med madame Antocolzki, med hvem han underskrev ægteskabskontrakt, og hvem han under forskellige påskud franarrede 50.000 francs. Det beløb kræver hun tilbagebetalt.

Grevens affære skal dysses ned.

Senere meldes fra Nykøbing på Falster, at grevens sagfører, overretssagfører Kjær i Maribo, til forskellige blade har udtalt, at det drejer sig om en ganske almindelig gældssag og om et mindre beløb end 50.000 francs. Udtrykket "franarret" i den fremkomne meddelelse var urigtig.

l øvrigt meddeler overretssagfører Hennings om

Madame Antocolzkis fremstilling af sagen:

Fruen, som er af det bedste selskab, datter af den berømte billedhugger Antocolzki, påstår at have modtaget ægteskabsløfte af grev Knuth. Ægteskabskontrakten var underskrevet, der var lyst for parret, der manglede kun den offentlige kundgørelse da greven under et intetsigende påskud rejste til London, hvorfra han atter rejste hertil landet. Han har ikke siden ladet høre fra sig.

Da fruen har haft adskillige udlæg for greven, både til bryllupsforberedelser o. a., i alt ca. 50.000 kr., kræver hun denne sum tilbagebetalt. Da hun er meget rig, stiller hun blot det Krav fra et retfærdighedssynspunkt, men vil for øvrigt lade pengene gå til velgørende institutioner.

Grev Knuth.

som nu opholder sig i København, formodes selv at ville hævde, at han har været genstand for en Intrige, og - da han ved bortrejse har unddraget sig den pression, han, fjernt fra sine vante rådgivere, var udsat for - mener han nu at være genstand for en "revanche" fra madame Antocolskis side.

Madame Antocolski har været gift med en mexikaner Riccy, men ægteskabet er opløst.

Det siger sig selv, at sagen er af meget vanskelig natur, og at dens enkeltheder til dels vil unddrage sig offentlig debat. Foreløbig vil den gå sin gang ved Maribo ret.

Stævningen er udtaget til i dag. Grev Knuths sagfører er overretssagfører Anders Hvass. Modparten anser det for muligt, at den civilretlige stævning vil blive efterfulgt af en kriminalretlig.

Grevens fortid.

Selvfølgelig gøres der alle forsøg på at dække over den fine, men yderst vidtløftige greves fadæser. Men med hans tidligere historier i erindring er der ingen grund til at tro, at sagen er mindre kompromitterende end fremstillet. Grevens fortid får i "Rosk. Tid." følgende omtale:

Den anklagede lensgreve er en ung mand, der gentagne gange har gjort sig mindre heldig bemærket med historier, der næppe ville være forløbet så heldigt for ham, hvis han ikke netop havde været lensgreve. Allerede som dreng gjorde han sig berømt ved sine abnorme anlæg, og han burde sikkert aldrig have været erklæret myndig. Et ophold på en engelsk kostskole, hvor hans familie havde fået anbragt ham, så en tid ud til at skulle hjælpe, men en skønne dag stak han af fra kostskolen, og sammen med en lille engelsk varietedame flygtede han til Paris, hvor han levede indtil hans penge var sluppet op; så forlod damen ham, og han blev af familien

sendt på en jordomsejling

under kyndig opsigt. Over Australien nåede han Amerika, hvor han i Chicago gjorde bekendtskab med den meget smukke unge Sylvia Pio, en datter af Louis Pio, den første socialistagitator, der måtte gå i landflygtighed til Amerika, hvor han døde 1894.

Den 6. juli 1903 stod brylluppet og den unge 21-årige lensgreve hjemførte som sin hustru til Knuthenborg datteren af den mand, der på grund af sine ideer og sympatier for arbejderbevægeisen for stedse måtte forlade sit fædreland og dø i et fremmed land. Nu kom hans datter tilbage til det gamle land som lensgrevinde og blev optaget i den fineste og mest eksklusive kreds i Dannevang, lensgrevestanden.

Til en begyndelse levede det unge par lykkeligt på det smukke gods ved Bandholm, hvor den  smukkeste herregårdspark i landet dannede rammen om deres unge lykke, og en ung stamherre til Iensgrevskabet så lyset her; men i 1907 blev grev Eggert myndig, og ved denne lejlighed fik han foruden det herligste gods, hvis jordtilliggende udgør 3020 tdr. land med skovarealer på 2170 tdr. land, og hvortil der hører en fideikommiskapital på omtrent 4 mill. kr., overdraget

2 millioner i kontanter,

som administrationskommissionen, hvori bl. a. sad grev Ludv. Reventlow, havde lagt til side i de år, Iensgreven var mindreårig. Det kunne lensgreve Eggert ikke tåle. De ulykkelige dispositioner, han ved slægtsarv er belastet med, troede han nu at kunne tilfredsstille ved sine penge, og på anden måde opførte han sig komplet som en sindssyg. Endnu vil man paa Lolland - Falster sikkert bevare mindet om hans automobilfarter, hvor han var alle vejfarendes skræk, han kørte løs som en komplet galning, der intet respekterede. Han betalte de bøder, det kostede, men blev ikke stoppet før han en dag kørte bag ind i et køretøj på Christian den 9.s bro ved Nykøbing Falster og kørte vogn, heste og kusk i Guldborgsund. Det var for stærkt, selv af en lensgreve, og køretilladelsen toges fra ham; men folk vil fortælle, hvorledes grev Knuth ved at lade sin tjener klæde sig på som greve og sig selv som tjener en rum tid endnu fortsatte sin vilde automobiljagt på Lolland-Falster. Så skete der imidlertid

en kedelig historie

med nogle badende småpiger, mens han var på et jagtbesøg hos sin onkel, grev Wedell-Wedellsborg ovre på Fyn, og grev Knuth måtte skyndsomst eksporteres midlertidig, indtil skandalen ved indflydelse og penge var blevet neddysset. Men grevinde Knuth, født Pio, forlangte skilsmisse efter den historie, og parterne blev separerede og har siden levet adskilt.

Da grev Knuth kom tilbage, interesserede han sig meget for flyvesporten, og om han ikke var uddannet, var det i hvert fald hans mening at lade sig uddanne som flyver og lade indrette en flyveplads ved grevskabet. Hans gamle automobillyster kom ved denne lejlighed op i ham igen, og man vil sikkert erindre, hvorledes han arrangerede et væddeløb med den tyske flyver Rob. Thelen om at komme først fra Nakskov til Maribo, Thelen på sin flyvemaskine og greven i sit automobil.

Hans ekstravagancer havde imidlertid kostet ham mange penge, og af de 2 millioner, han modtog på sin 25-årige fødselsdag, var der 

ikke en klink mere tilbage. 

ligesom hans årlige forbrug langt oversteg hans rige gods's indtægter. Så begyndte han at sælge væk af sit fæstegods, og det var ikke småting, han her solgte bort. Pengene gik selvfølgelig ind i fideikommiskapitalen, men rygtet fortalte, at lensgreven beregnede sig et særligt salær og en vis provision, der, når det erlagdes, skaffede køberne en lavere pris og visse øjeblikkelige fordele.

Så indtraf der igen en af disse små historier. Lensgreven traf en dag nogle småpiger i Knuthenborg Park, og så måtte han afsted igen, mens historien blev klaret. Dette skete altså for 8 fjerdingår siden, og nu har han atter draget opmærksomheden hen på sig på en alt andet end smigrende måde; men at det forholder sig rigtigt, er der vist ingen med et nogenlunde kendskab til Eggert Knuth-Knuthenborg, der tvivler om. Uforståeligt er det kun, at han skulle have vidst, at madame Antocolzki er ejer af 15 millioner, og så løber sin vej uden at gifte sig med hende. Det kunne næsten tyde på, at lensgreven omsider er nået til det stadium af sindslidelse, hvor hans frihed er farlig for ham selv og omgivelser.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 6. maj 1914)

Sylvia Pio.

Med dampskibet "Frederik den Ottende" afrejste til New York sammen med 1.300 andre passagerer også grevinde Sylvia Knuth sammen med sin lille femårige datter, komtesse Eva.

Grevinden har haft en mærkelig skæbne. Hun der nu er 38 år, er datter af den forlængst afdøde socialistfører Louis Pio, der sammen med Brix og Geleff var kendt i "Internationale"s første dage herhjemme i halvfjerdserne.

Louis Pio flyttede jo senere til Amerika, og her traf han den unge, daværende stamherre, grev Eggert Knuth til det lollandske grevskab "Knuthenborg" (fideikomiskapital 3½ million kr.) den indtagende dame som han giftede sig med i 1903 og blev skilt fra i 1912.

Grevinde Knuth er nu vendt tilbage over Atlanterhavet.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 20. maj 1916).

Sylvia Mizpah Poulsen. Fotograf Julie Laurberg & Gad. 1918. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grev Knuth giftede sig efter skilsmissen med Sylvia Pio med en datter af kunstmaler Wennerwald. Han døde af spansk syge i Algier i marts 1920. Imellemtiden havde Sylvia Pio giftet sig med skuespilleren Johannes Poulsen. Efter hans død blev hans og Sylvias dengang 15-årige søn Frederik besidder af lensgrevskabet. Han skal have lignet Louis Pio. Sylvia Pio giftede sig anden gang med skuespilleren Johannes Poulsen (1881-1938). Det ægteskab varede endnu kortere: 1917-1922.

Sylvia Pio gift med Grev Knuth. (Efterskrift til Politivennen)

Sylvia Pio (1876 eller 1878 - 1932) var datter af Louis Pio (1841-1894) og Augusta Jørgensen. Sylvia fødselsdato er omstridt. På hendes gravsted står 1878 - hvilket hun også selv til sin død hævdede. Dette er en del af indslag om Sylvia Pio, se samtlige indslag.

Sylvia Mizpah Poulsen (1878/6-1932). Fotograf John Friis. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

En artikel i Politiken 28. februar 2005 skrev:

"Hvad Augusta Jørgensen angik, så fik hun en datter, Sylvia, i november 1876. Der blev indført i kirkebogen, at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Det er sandsynligt, at det var rigtigt. Pio slap ud af fængslet i 1875. Dog hævdede Sylvia selv som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. Det kan hun have gjort for at gøre sig selv to år yngre, men det kan måske også skyldes, at Pios faderskab ikke skulle kunne drages i tvivl."

I Chicago voksede hun op i fattige kår. 

Louis Pio. Fotograf Wilhelm Adolph Schulenburg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pios datter.

Afdøde Louis Pios eneste datter frøken Sylvia Pio, ligger for tiden syg af blindtarmsbetændelse i Chicago. Den unge dame der er meget afholdt mellem sine landsmænd, er i disse dage ifølge "Pol" blevet underkastet en livsfarlig operation.

(Fyns Social-Demokrat, 7. januar 1902)

Racine, Wis. d. 20. juli 1902

Miss Sylvia II. Pio, som har været ansat i civiltjenesteafdelingen på Chicago Rådhus i flere år som bogholder og som er datter af den afdøde danske socialistleder Louis Pio, er ifølge Chicago Tribune afrejst til Danmark for at holde bryllup med grev Knuth til Knuthenborg og Bandholmsgård på Lolland. Greven var forrige år på en rejse jorden rundt og gjorde bekendtskab med miss Pio i Miami, Florida. - Fra anden side oplyses at miss Pio kun er på feriebesøg hos sin onkel, oberstløjtnant Pio i Danmark, og at hun vil være tilbage på sin post på Chicago Rådhus inden sommerens udløb.

(Østsjællands Avis (Køge), 8. august 1902).

Louis Pios datter gift med lensgreve Knuth.

Fra London er nået en meddelelse hertil som er egnet til at vække den største opsigt. Den går ud på intet mindre end at datteren af det danske socialdemokratis førte fører, den af autoriteterne så stærkt forfulgt Louis Pio, i mandags i London er blevet viet til lensgreve Knuth til Knuthenborg.

Meddelelsen bekræftes fra forskellige sider. På Knuthenborg venter man de nygifte hjem i dag og alle forberedelser til modtagelsen er gjort. Tjenerskabet som afskedigedes efter lensgrevens korte ophold på Knuthenborg sammen med sin forlovede, er atter sammenkaldt og indtrådt i deres tjeneste.

Grev Knuth har tilbragt de seneste år på rejser i udlandet. Under et ophold i Amerika gjorde han Sylvia Pios bekendtskab og resjultatet var at de blev forlovede.

Fra alle grevens slægtninge er der selvfølgelig gjort alt for at for at hindre mesalliancen. Man troede det var lykkedes at fremkalde et brud mellem de forlovede i foråret og man tog grevens hastige opbrud fra Knuthenborg som et tegn herpå. Skønt forberedt kommer meddelelsen om ægteskabet dog derfor ikke desto mindre overraskende.

-  -  -  -

I formiddags indløb et Ritzau-telegram der yderligere bekræfter at vielsen har fundet sted.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 10. juli 1902).

Miss Sylva Pio og grev Knuth-Knuthenborg.

Da den ultraradikale socialdemokrat Louis Pio i 1894 afgik ved døden i Chicago, efterlod han sig hustru og datter i små kår. Fru Pio fik en ansættelse i et af bykontorerne, og her lykkedes det også senere hendes datter at få plads. Den smukke, unge dame, der har arvet sin faders indtagende væsen, blev for nogen tid siden forlovet med en dansk adelsmand, grev Knuth-Knuthenborg, som i øvrigt er os ubekendt. Chicagobladene bringer i disse dage artikler om de nyforlovede og billeder af bruden. Politiken gengiver et billede af Chicago Chronicle og ligeså den efterfølgende tekst, hvori en dansk læser foruden pudsige misforståelser vil se en prøve på de amerikanske blades naive opfattelse af et europæiske hof. Artiklen lyder :

"Springet fra en pult i bykontoret i Chikago til en hæderfuld plads ved kong Christians hof i Danmark ligger langt udenfor en almindelig Chicago-piges indbildningskraft. Men frøken Sylvia Pio vil nu gøre dette spring.

Den unge dame er i øjeblikket på vej til sit fødeland, hvor hun vil ægte grev Knuth Knuthenborg, Brandholm, Lolland. Grev Knuth tilhører en af de mægtigste og berømteste familier i Danmark.

Louis Pio, faderen til denne lykkelige unge dame, blev for mange år siden forvist fra sit fødeland. Ved sin forvisning stod han endnu i sin ungdoms fulde kraft. Var hans ideer den gang trængt igennem, havde han nu været Danmarks konseilspræsident.

For det er Pios ideer, der omsider er blevet rådende i Danmark. Hans datter vil vende tilbage og forlange sin plads ved hoffet, og det vil ske ved hendes ægteskab ind i en af de familier, der drev hendes fader i landflygtighed.

En så forunderlig skæbne skyldes den ydre omstændighed, at hun sidste januar på Palm Beach Hotel, i Miami, Florida, mødte grev Knuth, som befandt sig på en rejse rundt om jorden. Der blev holdt et bal, og den unge dame anede ikke, at den fremmede, hun dansede med, nedstammede fra en af de familier, der efter at have grebet ind i hendes faders skæbne nu skulle gribe ind i hendes egen.

Det flygtige bekendtskab blev snart til venskab, og da grev Knuth erfarede, at frøken Pio var hans landsmandinde og da han erindrede hendes faders tragiske historie, blev venskabet til en langt alvorligere følelser. Den unge adelsmand følte en oprigtig kærlighed vågne til frk. Pio. Han sagde hende det, og han tilbød hende ægteskab og al den oprejsning, hun ønskede ved kong Christians hof.

Frøken Pio gengældte grevens kærlighed, men først ville hun tale med sin moder. Hun vendte da tilbage til sit hjem i West-Congress Street 1883 i Chicago Senere kom grev Knuth inkognito til Chicago, hvor han traf fru Pio. Hun samtykkede i forbindelsen, men forinden forlovelsen fejredes, måtte den unge adelsmand erhverve det fornødne samtykke af det danske hof.

Svaret, som indtraf for en måned siden, var en billigelse af hans forsæt. Samtidigt medfulgte en indbydelse fra hoffet til frøken Pio. Hun afrejste sidste uge og vil indtræffe til Danmark noget før grev Knuth, som herfra fortsætter sin rejse rundt om jorden. Han har dog nu forladt Australien og er på vejen hjem, hvor han vil gense sin Chicago-brud og bøde på den uret, hans hjemland begik mod hendes fader.

Grev Knuth, der er 25 år gammel, blev i 14-års alderen sendt til en skole i England, hvor han levede, indtil han for få år siden vendte tilbage til Danmark og indtog den stilling, han i kraft af sin fødsel var berettiget til at indtage. Frk. Sylvia er 24 år gammel. I Chicago har hun længe været anset som en enestående type på nordisk skønhed".

Således lyder Chicago Chronicles beretning, for hvilken den fraværende grev Knuth selvfølgelig ikke har det mindste ansvar. Den er skrevet ud fra det sædvanlige amerikanske synspunkt at en konge i Europa er en slags alderman i sit sogn.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. juli 1902)

Frøken Sylvia Pio fra Chicago er ifølge Nykøbing Dagblad i disse dage gæst på Oreby Slot hos baronesse Rosenørn, født Knuth Knuthenborg.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 7. august 1902)

A despatch from Chicago says Sylvia Pio, who has been an employee in the civil service department at the City Hall in Chicago, has started for Denmark, her native land, where she is to marry Count Knuth Burg, a member of one of the most illustrious and wealthy families of the country. Miss Pio met Count Knuth Burg, who was travelling around the world, at Miamo, Fla., last January. Later the Count came to Chicago and obtained the consent of Mrs. Pio, the mother, to marry her daughter. The approval of the leaders at the Danish court was nexxt sought. Their answer, received a month ago, was an acceptance to Miss Pio to come immediately to the Scandinavian court.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 13. august 1902).

Sylvia var gift juli 1903-1912 med lensgreve og godsejer Eggert Christopher Knuth. De fik 2 børn. På Knuthenborg på Lolland levede hun som lensgrevinde. Men ægteskabet med grev Knuth gik ikke. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Andréa Nielsen om Fagforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Er det til nogen Nytte at være Medlem af en Fagforening?

Dette Spørgsmaal bliver saa ofte rejst af Kvinder, naar rnan taler til dem om Organisationen. Vi skal der betale Kontingent 25 Øre om Ugen, siger de, hvad faar vi for de Penge; de, som staar uden for Organisationen, kan jo arbejde som vi andre, og de er fri for at betale Kontingent.

Ja ganske vist har de maaske Arbejde ligesaavel som de organiserede, men de staar aldeles retsløse overfor Arbejdsgiverne og maa finde sig i de Forhold, som disse mer eller mindre vilkaarligt byder. Thi veed Arbejdsgiveren, at hans kvindelige Arbejdere - i dette Tilfælde tænker jeg navnlig paa Syersker - staar i deres Organisation, er han nødt til at tage noget Hensyn ogsaa til deres Mening. Jeg skal ganske kort omtale, hvad en enkelt forretnings Syersker har opnaaet i de sidste Dage ved Organisationens Hjælp.

Omtalte forretning forfærdiger for største Delen Bomuldsarbejde, og Syerskerne havde der som saa mange andre Steder staaet ligegyldige overfor Organisationen, men efterhaanden som Tiden gik, sank Arbejdslønnen, og Syerskerne følte, at de stod magtesløse. De besluttede da at melde sig ind i Fagforeningen og sendte derefter en Skrivelse til Fagforeningen med Beklagelse over den stedfundne Lønreduktion. Nogle Møder afholdtes og en Henstilling til vedkommende Forretning om at betale højere Arbejdsløn blev ikke tagen til Følge. Syerskerne nægtede da alle at tage Arbejde Hjem paa de gamle Betingelser.

Rasende derover sendte Arbejdsgiveren en Skrivelse til Foreningens Bestyrelse med Fordring om at faa opgivet, hvem der havde givet Anledning til, at der blev rørt op i hans Sager, disse skulde afskediges af hans Forretning. Samtidig havde vi imidlerlid indbudt ham til en Forhandling om Sagerne, og det kan kun siges, at den i alle Retninger førte til en tilfredsstillende Ordning for de organiserede Syersker. Saaledes maatte Arbeidsgiveren gaa ind paa at betale 18 og 20 Øre for smaa Drengebenklæder, som han for kun gav 15 - 16 á 19 Øre for, det bliver en Merfortjeneste af 2 a 3 Øre pr. Par. eller, lavt regnet, at en Syerske syr 6 Par om Dagen, en Merfortjeneste af 12-18 Øre om Dagen, 72-108 Øre om Ugen. Og naar vi regner med 48 Arbejdsuger i Aaret, 56 Øre til 51 Kr. 84 Øre om Aaret.

Et andet Arbejde, Bomuldsbenklæder til Voxne, vil der i Fremtiden blive betalt 5 Øre mere for end hidtil; det bliver 30 Øre mere om Dagen, naar der opstilles samme Regnestykke som ovenfor nævnt, 90 Øre om Ugen og 43 Kr. 20 Øre om Aaret.

Og da Syerskerne havde erklæret, at de ikke vilde arbejde sammen med 2, som ikke var i Foreningen, gik Fabrikanten ind paa at afskedige disse, saafremt de ikke til 1ste December var blevne Medlemmer af vor Forening. Som man ser, førte vor Forhandling kun til Fordel for de organiserede Syersker; og saaledes er det selvfølgelig altid til Gavn og Nytte at staa i sin Fagforening.

De Tal, som her er fremsatte, maa mer end tydeligt nok vise, at de 25 Øre, som indbetales om Ugen til Foreningen, eller 13 Kr. om Aaret, kommer igjen med større Rente end nogen Bank kan give. Hav derfor ikke saa mange Betænkeligheder, eller lad Tiden gaa med at spørge til hvad Nytte.

Naar I skal være med i Arbejdet, da vær med som maalbevidste, organiserede Arbejdere, der forstaar at hævde deres Stilling og at blive respekteret.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 26. november 1901)

Andrea Johanne Marie Brochmann,  født Nielsen (1868-1954). Familie. Forældre: cigarfabrikant Lauritz Christian Nielsen (1842-1918) og herreskrædder Anna Pedersdatter (1842-92) som var formand for de Kvindelige Herreskræderes Fagforbund. 

Andrea Nielsen var født i et socialdemokratisk arbejderhjem, og i hjemmet kom bl.a. partiets stiftere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff samt den socialistiske feminist Jaquette Liljencrantz. Moderen Anna Nielsen var 1890-92 formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), den ældste selvstændige kvindelige fagforening, aktiv i kvindebevægelsen (De samlede Kvindeforeninger) og var med til at udgive kvindeforeningernes tidsskrift "Hvad vi vil". Arbejderkvinderne havde i modsætning til den daværende kvindebevægelses overklassekvinder, dobbeltarbejde: husarbejde. Det havde kvindebevægelsens kvinder tjenestefolk til.

Andrea Brochmann gik 1875-83 på Mathilde Borums pigeskole på Nørrebrogade. Da der ikke var råd til at hun blev lærer, blev hun i stedet herreskrædder. I Dansk Skrædderforbund var der blandt de mandlige svende uvilje mod kvinderne, og da Andrea Nielsen i 1896 mødte op til et agitationsmøde for skræddere fra en af de københavnske systuer, sagde den daværende formand for skrædderforbundet at “han havde rigtignok ikke tænkt sig, at der skulde komme kvinder”. Hun var formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF) 1887-1909 deri starten havde godt 35 medlemmer. Men holdningen i Dansk Skrædderforbund ændrede sig. Ved årsskiftet 1898-99 havde KHF over 1.200 medlemmer, og skrædderforbundet iværksatte en strejke (se artiklen Syerskerne i Provinsen, 14. april 1899). 1.000 kvindelige skræddere nedlagde arbejdet for at få udarbejdet en fælles prisaftale og dermed ensartede lønninger. Arbejdsnedlæggelsen varede i 14 dage og førte til en sejr for kvinderne og indgåelse af den første prisaftale. (Se artiklerne herom på bloggen)

Andrea Nielsen var kvindesagsforkæmper og blandt de ledende i kampen for kvinders valgret, og hun var samtidig overbevist socialdemokrat. 1899 var der for første gang kvindelige talere ved en 1. majdemonstration på Fælleden. Hun talte om kvindernes organisering og om den netop afsluttede strejke. 

Andrea Nielsen blev gift 1905 med journalist, politiker Jens Peter Brochmann (1870-1937) og de to arbejdede sammen på avisen Social-Demokraten. 

Andrea Brochmann forblev formand indtil 1909, 1899-1909 tillige medlem af Dansk Skrædderforbund og De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. Så udtalte hun at hun var “nervøs og træt” og desuden efter sit giftermål ikke længere i faget. 

I 1907 trak de socialdemokratiske kvinder sig ud af Kvindeforeningers Valgretsudvalg, og dannede Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening hvor hun var formand. Socialdemokratiets hovedbestyrelse afslog at optage foreningen i partiet - man ikke ønskede at optage særskilte kvindeorganisationer. Selv da loven om kvinders valgret til de kommunale råd blev vedtaget i 1908, fastholdt Socialdemokratiet modstanden mod særskilt kvindeorganisering. 

Andrea Brochmann på talerstolen ved et friluftsmøde på Kvægtorvet, et agitationsmøde i 1. kreds' vælgerforening i den store forgård til selve slagterhusene på Kvægtorvet. Der deltog flere hundrede. Ved mødet talte også Stauning og cand. mag Vilh. Rasmussen. Andrea Nielsens emne var kvindens stilling til skattebyrderne. (Social-Demokraten 19. august 1912).

I forbitrelse over Socialdemokratiets kvindepolitik var hun i 1908 medstifter af Socialdemokratisk Kvindeforening (SK) og efter 1912 tillige formand. Det var partiledelsen meget utilfreds med - “separatistiske tilbøjeligheder” kaldte Thorvald Stauning det. Da kvinderne for første gang kunne opstille til Folketinget i 1918, opstillede Socialdemokratiet kun to kvinder: Andrea Brochmann og Helga Larsen. Det Radikale Venstre opstillede ni kvindelige kandidater. Kun Helga Larsen blev valgt. Først i 1929 (på bl. a. Sylvia Pios initiativ) dannedes socialdemokratiske kvindeudvalg. Senere blev hun valgt til Landstinget 1926-32 og 1933-40. 

Andrea Brochmann var 1917-43 medlem af Borgerrepræsentationen. Her argumenterede for arbejdernes berettigede lønkrav, for arbejdsløshedsunderstøttelse, folkekøkkener og brændselshjælp. Hun argumenterede  for opførelse af kvindehuse til enlige og selverhvervende kvinder og husmoderferiehjem, og nødvendigheden af vuggestuer og fritidshjem og forebyggende børneforsorg. 

Se også Silkehusets"s Syersker, om forholdene i 1902 Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation, 23. januar 1923.

Andréa Brochmann blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Urnen stod i kolumbariet indtil 1974, hvorefter den blev nedsat et ukendt sted.

Alfred Jørgensen, fritænkeren. (Efterskrift til Politivennen)

I juni 1878 døde Alfred Jørgensen. Han er på flere måder interessant: han optrådte som medlem af Fritænkerforeningen, han spillede en mærkværdig rolle i arbejderbevægelsens tidligste år og så var hans søster Augusta Jørgensen (1853-1924) gift med Louis Pio. 

Augusta havde i  efteråret 1871 meldt sig ind i den danske afdeling af den socialistiske Internationale, og blev formandinde for den kvindelige sektion. Hun påstod at Louis Pio opfordrede hende til at henvende sig til Karl Marx. 

Alfred Jørgensen skal efter politispioners rapporter have bestilt "en fane, blodrød og 3 en halv alen bred" et par dage før slaget på Fælleden 5. maj 1872 hos flaghandler Mørck ved Kongens Nytorv. 

Da Louis Pio blev arresteret 5. maj 1872, blev Augusta Jørgensen forkvinde for damekomitéen der sørgede for hans forplejning i varetægtsfængslet. Augusta Jørgensen nævnes i Brandes' dagbog december 1872, og fremkom i foråret 1874 med det ejendommelige ønske at han gjorde hende gravid. Som tilhørende de finere klasser, og hun kun arbejder, kunne han ikke imødegå det. Det kunne derimod Louis Pio, med hvem hun fik en datter, Sylvia i november 1876. Kirkebogen anfører at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Sylvia selv fastholdt som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. 

I 1875 var der begyndt i Social-Demokraten at være små mødeindkaldelser til dannelse af Fritænkerforeningen, den 10. september 1875 således vedtagelse af love. Mødested var Gothersgade 129 hos Jacobsen. Ofte underskrevet af snedker A. Winther som var en ledende skikkelse inden for foreningen. Af andre medlemmer nævnes R. Jensen, Fr. A. Hertz, O. Jensen, Jantzen, Stemelt, Lundqvist, Zimmermann, possementmager Jensen, Palm, Chr. Schjødt. 

I 1876 begyndte foreningen at holde offentlige møder, bl.a. om hvordan man blev fritænker, om gudtilbedelsen og kongegalskaben. Af aktiviteter kan nævnes at man i december 1876 opfordrede RIgsdagen til at Grundlovens §3 ophæves, den om at Folkekirkens religion er den evangelisk-lutherske mm., samt ophævelse af de paragraffer i straffeloven som angår forhånelse af Folkekirkens religion. Foreningen foreslog fuldstændig og uindskrænket religionsfrihed med bortryddelsen af straffelovens § 156, ophævelse af helligdagsanordningen. I september 1878 startede foreningen månedsbladet "Den frie Tanke: Ugeblad for Behandling af religiøse og videnskabelige Spørgsmaal." Det udkom 1878-1883

Opfordring til samtlige Medlemmer af Fritænkerforeningen.

Da foreningsmedlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensen, er afgået ved døden fredag den 14. ds., og begravelsen finder sted i dag, tirsdag den 18. ds. kl. 1 fra kapellet på kommunehospitalet, opfordres ethvert medlem at møde ovennævnte tid og sted.

Det bemærkes, at foreningens ordfører, A. Winther, holder talen ved graven.

Bestyrelsen For Fritænkerforeningen.

( Social-Demokraten, 18. juni 1878.)

Socialisterne har mistet deres bekendteste digter, idet nemlig “journalist” Alfred Jørgensen er død i fredags på Kommunehospitalet, hvorfra han skal begraves i morgen, tirsdag. Han var oprindelig smedelærling, men efter at et gloende jernstykke havde berøvet ham synet på det ene øje, gik han i købmandslære, og var netop bleven svend, da det socialistiske røre begyndte herhjemme. Han skrev ret kvikke vers og helligede nu sin lyre til de store “principper”, Pio forfægtede. En kort tid var han nominel redaktør af “Socialisten”, men opgav snart journalistiken for at være pavillondigter, dvs. viseforfatter for sangerinder, hvoraf han ernærede sig i de sidste år. Partiet vil næppe savne ham, og dets organ omtalte ikke i går hans dødsfald med et eneste ord. Hans søster, Augusta Jørgensen, er om bekendt blevet gift med Louis Pio i Amerika.

(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis ..., tirsdag 18. juni 1878.)

Opfordring til alle Fritænkere.

Da Fritænkerforenings-Medlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensens begravelse er udsat til torsdag den 20. ds. Kl. 12:30 pr. fra kapellet på Assistents Kirkegård, opfordres alle til at møde ovennævnte tid og sted.

Ifølge en efterladt skriftlig begæring af den afdøde, holder ordføreren for Fritænkerforeningen, A. Winther, en tale ved graven.

Bestyrelsen for Fritænkerforeningen.

(Social-Demokraten, 19. juni 1878.)

At min kære søn, Alfred Jørgensen, er afgået ved døden den 14. ds., efter 3 års tiltagende brystsyge, bekendtgøres herved af hans moder og søskende.

Marie Jørgensen.

Begravelsen finder Sted torsdagen den 20. ds. kl. 12:30 præcis, fra kapellet paa Assistents Kirkegaard.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 19. juni 1878.)

Begravelse med forhindringer.

For nogle dage siden læstes i “Social-Demokr.” en bekendtgørelse om, at et medlem af “Fritænkerforeningen”, journalist Alfred Jørgensen, skulle jordes på Assistenskirkegården tirsdag middag og at nævnte forenings “ordfører”, snedker Winther i henhold til et af den afdøde udtalt ønske ville tale ved graven. Der indfandt sig et betydeligt følge, men jordfæstelsen kunne ikke istandbringes den dag, fordi - graven ikke var færdig. Der blev anstillet betragtninger over denne “hændelse”, men man kom ikke til noget Resultat, og næste morgen bekendtgjordes det, at begravelsen var udsat til i går Kl. 12:30. Denne gang gik følget (og de nysgerrige) ikke forgæves. Ledsaget af en rød fane bares liget fra kapellet til den fugtige grav, om hvilken der samlede sig et par hundrede mennesker. Pastor Sommerfeldt talte kort og smukt om livet efter døden, kastede de tre skovle jord på kisten og bad Herrens bøn under dyb stilhed. Lidt efter fremtrådte snedker Winther og erklærede, at han havde givet den afdøde det løfte at udtale ved graven, at den jordede havde levet og var død som fritænker. Jørgensen troede ikke på et liv efter døden og havde ikke levet herfor; men han havde levet for sine medmennesker og, efter talerens udsagn, ofte gavnet og glædet dem. Derfor bragte taleren ham en tak. Nu afsang en kvartet en firstemmig sørgesang, og følget spredte sig i stilhed.

g.

(Morgenbladet, 21. juni 1878.)

I går begravedes på Assistenskirkegård den såkaldte “journalist”, socialist og fritænker Alfred Jørgensen, ved hvilken lejlighed der forekom en ejendommelig skandale. Efter at jordfæstelsen var til ende og den fungerende præst havde forladt stedet, trådte en person hen foran graven og holdt en længere tale, hvori han med kynisk råhed fornægtede al mulig religion og lovpriste og velsignede den afdøde, fordi han ligeledes havde været en sådan fornægter. Forhåbentlig vil politiet finde den vedkommende og ved at statuere et advarende eksempel sørge for, at vore kirkegårde for fremtiden kunne fritages for sådanne forargelige optrin.

(Dagens Nyheder, 21. juni 1878.)

I Folketidenden, 26. juni 1878, kan man læse en artikel om Fritænkerforeningen. Skribenten er stærkt imod gudsfornægteri, og angiver to eksempler. Her er det ene:

Nylig døde et medlem af Foreningen journalist Alfred Jørgensen, fhv. redaktør af “Socialdemokraten”. Han har skrevet flere sange såsom den: “Til Kamp vort Løsen det er givet, Til Kamp mod Kapitalens Magt. Til Kamp mod Æren og for Livet, Vor Nød og Retfærd staar paa Vagt.” Men han kunne ikke holde styr paa sin ungdom og sit varme blod; det lagde ham tidligt i graven, hvilket just ikke er nogen praktisk anbefaling for gudsfornægtelse  i livet.

På sin dødsseng skal han have forlangt, at snedker Winther, der er formand for hin forening, skulle tale ved hans grav. At dette ville ske, kundgjordes forud i “Social-Demokraten”; men da Alfred Jørgensen skulle begraves på fattigkirkegården ved Valby, fik Foreningen begravelsen udsat og foranstaltede ham nu begravet for betaling på Assistenskirkegård. Det averteredes da påny, at snedker Winther ville tale ved graven. Et par hundred mennesker fulgte, og en socialistisk fane var med. Hospitalspastor Sommerfeldt holdt en lang tale i kapellet og en lignende ved graven om saligheden efter døden og livet i himlen som trøst for dette livs trængsler, specielt anvendt på den afdøde og hans efterladte. Der sluttedes med et fadervor og de tre spader jord. Pastorens tale og bevægelser var a la blomstergråd. Omtrent hele følget beholdt dog hatten på, hvor man ellers plejer at tage den af under bønnen. Så snart pastoren var gået ned, steg snedker Winther op og talte. Den afdøde var - sagde han - død uden at tro på noget liv efter dette, og det havde W. lovet ham at sige ved hans grav; for han ville begraves, som han havde levet. Talen var mat og kort; der blev sunget en sang, et farvel som dog kun de nærmeststående kunne høre. Da pastoren gik, fulgte jeg ham, uagtet jeg kun var mødt i arbejdsdragt og med mit værktøj i hånden. Jeg spurgte ham, hvorledes det kunne stemme med vor religion at holde sådan en tale over og kaste jord på en, som i bladene forud var erklæret som gudsfornægter. Han svarede, at han kun havde talt, som han plejede, og i øvrigt måtte jeg henvende mig til kirkestyrelsen. Jeg sagde ham, at når han påtog sig et sådant hverv og lagde en kristelig betydning deri, hvad jeg ikke gjorde, kunne han ikke fritages for personlig skyld. Det var en skandale, hvad der her var sket; for derved skadedes folkekirken i folks omdømme. Jeg talte ivrigt og heftigt for at gøre et indtryk, da jeg mærkede, han var aldeles flegmatisk, men jeg nåede ikke at få ham varm. Ved begravelsen var opdagelsespoliti til stede.

Foreningen fortsatte sit arbejde  nogle år endnu. Social-Demokraten kunne 19. marts 1880 berette at den oprettede en søndagsskole med undervisning i naturhistorie, historie, fysik og kemi. Bal afholdes for at skaffe penge. Fra dette år synes også en hr. Rasmussen at have overtaget Winthers formandspost i foreningen. Social-Demokraten, 2. maj 1880 meddelte at han var rejst til udlandet og at politiet ville anholde ham. I 1881 blev der indledt kriminelle undersøgelse mod Winther pga sine udtalelser. Foreningen synes at have holdt en række offentlige møder et års tids endnu hvorefter såvel forening som tidsskrift synes at være ophørt.

Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876. New York Passenger List oplyser at Louis Pio, 32, merchant, "Mrs. Pio", 24, wife, "Infant Pio, F[e]male", 1, ankom med skibet "State of Indiana" fra Glasgow til New York 12. april 1877, sammen med familien Geleff. Her blev de gift og barnet døbt. Datteren, Sylvia Pio oplyste senere (og det står på hendes gravsten) at være født i 1878, ikke 1876.

Jesuskirken blev indviet d. 15. november 1891. Kirken er meget utraditionel i sin indretning og har af nogle været kritiseret for at være blasfemisk, Carl Jacobsen var selv karakteriseret af sin egen præst som en fritænker. Pudsigt er det, at der sidder et pentagram på alteret, og bagsiden af kirken er prydet med to søjler og en bue med nogle af tegnene fra dyrekredsen mejslet ind, som er båret af hovederne af hhv. ”Den Grønne Mand” og ”Den Hornede Gud”. Toppen af buen bærer et ligebenet kors med et omvendt pentagram.

Læs også indslagene om Sylvia Pio.