Posten Ringsted-Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

Postbefordring. "Nestved Avis" af 28de ds. meddeler Følgende :

Igaar Efterm. Kl. 2½, havde man her den Fornøielje for første Gang at see den nye gjennemgaaende Post til de sydligere sjællandske Stæder og Lolland-Falster. Dens lange Udeblivelse fra Ringsted (2 Timer over Tiden) begyndte at ængste, da man formodede et Uheld; men endelig arriverede Fortravet, to Fjedervogne og en ussel Fjellevogn, hvorpaa Pakkepost-Godset, blandt hvilket en stor Mængde Smaapakker emballerede i Papir, saas henslængt og uden at være forsynet med Dæksel til Beskytteise mod Regn, hvilket, mildest talt. er en høist uforsvarlig Maade at behandle Folks Tøi paa; thi havde der kommet en god Regn vilde Størstedelen af Godset ufejlbarlig være bleven ødelagt. - Af de Reisende erfaredes da Aarsagen til Forsinkelsen: den laae ikke i Jernbanetogets Udeblivelse, thi dette ankom til Ringsted Kl. 9, men i, at Postvæsenet dersteds ikke havde sørget for Vogne, og afgik derfor Posten hertil først Kl. 12, efter 3 Timers Ophold. Det er at vente, at Generalpostdirecteuren vil drage Omsorg for, at Postexpediltonen i Ringsted for Fremtiden besørges hurtig og godt, saaledes som den altid har fundet Sted her i Nestved, og hvorpaa vi igaar atter havde Beviis, thi uagtet sex ankommende og afgaaende Poster stødte sammen her fra Kl. 2½ til 3, bleve dog disse, ialt 11 Vogne, hvoraf 7 lukkede, besørgede og afgik føden Kl. 4 til deres Bestemmelsessteder, hvorfor man navnlig kan takke den nidkjære Postembedsmand, Hr. Justitsraad Witte, som og Hr. Postholder Lundstein, der ikke lod vente paa sig med gode Befordringer, tillige sørgede for Postgodsets gode Pakning og Forvaring mod Regn, hvilket sidste stele til Tid og Sted, thi 1½ Time efter Postens Afgang havdes vedvarende Regn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1856).

Arbeider-Uroligheder. (Efterskrift til Politivennen)

De i Kjøbenhavn stedfundne Arbeideruroligheder havde et temmelig alvorligt Præg. Ikke færre end henved 150 af de ved Gas- og Vandanlæget arbejdende Folk, meest sjællandske Bønderkarle, havde forenet stg om at tiltrodse sig en høiere Dagløn end den allerede fastsatte, der er 1 Rdlr. og som efter disse Arbeiders Beskaffenhed er anseelig nok og meer end der ialmindelighed betales. Det er allerede omtalt, at de tillige med Vold søgte at forhindre de andre Arbejdere, der ikke vilde gjøre fælleds Sag med dem i deres Opsætsighed, i at fortsætte Arbeidei. Politiets Indskriden imod dem skeete paa en energisk Maade. Der blev først befalet dem at falde tilføie, og da de ikke vilde adlyde, men endog gjorde Mine til at bruge Vold imod den forsamlede Politiemagt, der bestod af henved 30 Personer, gjorde disse et formeligt Angreb paa de Opsætsige, hvorved det, efter at der havde vanket drøie Slag, lykkedes at arrestere tolv af de Værste og iblandt dem Ophavsmanden. Sagen er nu overgivet i Politie- og kriminalrettens Hænder. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. april 1856).

Qvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Qvaksalveri. Anledningen til en af Criminal- og Politiretten den 10de April paadømt Justitssag, hvorunder Tiltalte, Væversvend Jørgen Christian Hansen actioneredes for Qvaksalveri, var, at Johanne Marie Jacobsen, Skomagersvend Seest's Hustru, efter fra indeværende Aars Begyndelse at have været under Tiltaltes Cuur, for et Snit, han i Slutningen af foregaaende December Maaned havde bibragt sig i Spidsen af venstre Haands Pegefinger, den 30te Januar sidstleden har maattet indlægges paa det kongl. Frederiks Hospital, hvor det ved Undersøgelsen befandtes, at begge de yderste Led af Fingeren vare forsvundne og at af det Haanden nærmeste Led alene Benet ragede blottet frem af en omgiven Saarflade, samt at der i Haandhulen aabnede sig en Fistelgang, der steg op fra Fingeren, medens det tilbageblevne øverste Led (Knoen) var omgivet af Suppuration. I Slutningen af Februar Maaned er Seest's Hustru udskrevet af Hospitalet, dog uden da endnu at kunne undvære Lægehjælp, og gaaer den af vedkommende Overchirurg afgivne Erklæring betræffende hendes Tilstand ud paa, at Fingeren, som paa Hospitalet umiddelbart er amputeret (exarticuleret) selvfølgelig er tabt og derved Haandens Brug gjort meget ufuldkommen, hvilket Resultat yttres at være den nødvendige Følge af hvad der inden hendes Optagelse var foregaaet.

Tiltalte har i det Væsentlige forklaret, at han strax, da han i de første Dage af Aaret antog sig Seest's Hustru i Cuur, formodede at der var Koldbrand i Fingeren, og at han, da han dog ikke var vis herpaa, ombandt Fingeren med et Plejer, samt at han derefter forordnede varme Overslag af Havregrød med Rødløg, hvilken Behandling under hans daglige Tilsyn fortsattes, indtil han den 20de Januar saae, at Kjødet paa Fingeren var ganske raadent og snart af sig selv vilde af, hvorfor han med en Kniv løsnede og borttog det saavelsom Benene i Fingerens 2 yderste Led. Han har derhos indrømmet, at han paa Seest Hustruss Opfordring om ogsaa at borttage det fremragende Been af Fingerens inderste Led, har paalagt hende til den Ende at indfinde sig hos ham den følgende Dag, - paa hvilken hun imidlertid, som ovenanført, henvendte sig til Frederiks Hospital - men han har i Forbindelde hermed benægtet, at have havt til Hensigt at foretage nogen yderligere Operation, hvortil han ikke fandt sig dygtig, og paastaaet, at han kun vilde sige hende, at det bedste Middel var at lade Benet raadne bort af sig selv.

Angaaende Spørgsmaalet, om det indtraadte Resultat kan betragtes som en Følge af Tiltaltes Behandling, har vedkommende Overchirurg Yttret, at dette ikke kan afgjøres med Bestemthed, idet vel den af Tiltalte anvendte Fremgamgsmaade navnlig under visse Forudsætninger ingenlunde kan ansees for hensigtssvarende i Betændelse der tendere til Koldbrand, men Besvarelsen dog væsentligen maa beroe paa, i hvilken Tilstand Fingeren var, da Tiltalte begyndte Behandlingen, hvorom kun haves hans eget Udsagn om, at han strax har troet, at der var Koldbrand i Fingeren, mm dog ikke har været vis derpaa. Imidlertid har Lægen udtalt sin Opfattelse af Sagen i sin Heelhed derhen, at Tiltalte med et saa usikkert Begreb om Tilfældets Natur, som hans egen Angivelse forraader og ved en - under den i og for sig mulige Supposition af begyndende Koldbrand - vistnok uhensigtsmæssig Behandling, har paadraget sig grundet Mistanke om ved en letsindig Fremgangsmaade at have forværret det omhandlede Onde.

Fremdeles har Tiltalte vedgaaet, at han i flere Aar fornemmelig har ernæret sig og Familie ved at paatage siq Cuur for udvendig Skade, saasom Saar, Buldenskab, Edder og deslige, og han, der senest ifølge Criminal- og Politirettens Dom af 16de Januar 1847 er for 2den Gang begaaet Qvaksalveri tilfunden efter Forordn, af 5te Septbr. 1794, § 5, cfr. Forordn, af 12te Juni 1816, § 5, Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvilken Straf dog ved allerhøieste Resolution af 22de Mai 1847 blev formildet til en Mulkt af 40 Rd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, blev følgelig nu dømt for den ham imputerede Brøde 3die Gang begaaet, efter den citerede i Forordn, af 5te Septbr. 1794 til en Straf, der i Henhold til Lov af 3die Marts 1854 efter Omstændighederne fastsattes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder. Han tilpligtedes derhos at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, hvorunder Salair til Actor, Prøveprocurator Meyer og Defensor, Cancelliraad Procurator Dahl, med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. april 1856).

Simon Meisling (1787-1856). (Efterskrift til Politivennen).

En af Realskolesagens varme Forsvarere, Skibsclarerer K. Gad i Helsingør, har offentligen taget til Gjenmæle imod den af flere iblandt Helsingørs Indvaanere indgivne Petition om, at den lærde Skole deri Staden ikke maatte vorde nedlagt. Af et Avertissement fra Skolens Rector, Prof. Dr. Meisling, sees nu, at han først af Hr. Gads Gjenmæle har erfaret, at de Mænd, som have underskrevet Petitionen, have fremsat Anke mod hans Embedsførelse. "Jeg har derfor" - siger han - "udbedet mig af den kongelige Direction for Universitetet og de lærde Skoler en afskrift af Petitionen og dens Underskrifter for, efterat have fjort mig bekendt med dens Indhold, forsaavidt den angaaer mig, snarest muligt at anlægge Sag imod Vedkommende.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. september 1837).

Afdøde Professor MeisIing var en af Kjøbenhavns mest bekjendte Personligheder. Fra 1826 til 1839 var han Rektor ved den lærde Skole i Helsingør, og da denne nedlagdes, flyttede han til Kjøbenhavn, hvor han siden den Tid levede. Han var en afgjort Cyniker, og der er navnlig som en saadan, at han blev saa almindelig bekjendt. Ingen skulde have troet, naar han saae denne Mand med den gamle, røde og bulede Hat, den luvslidte og fettede Kjole og dito Benklæder og sædvanligvis med et Skraa i Munden, at det var en af Danmarks lærdeste Mænd, han havde for sig. Og der var saa langt fra, at Mejsling lagde Skjul paa denne cyniske Foragt for sin Paaklædning, at han tvertimod holdt meget af at vise sig paa offentlige Steder, og saaledes havde man da tilsidst i en Række af Aar været vant til at see ham saavel paa Tivoli som paa Frederiksberg i hans stereotype Dragt, ar man tilsidst vænnede sig til at betragte ham som et væsentligt Appendix til disse Forlystelsessteder, og naar saa Nogen, der aldrig havde seet ham før, frapperet over hans Ydre, spurgte: "Hvem er dog den gamle Mand?" - saa svarede man: "Hvad! kjender De ham ikke? Det er den gamle Professor!" (Sjællp.)

(Ribe Stifts-Tidende 19. april 1856).

Simon Meisling.

(1787-1856.)

Standser, o Muser! Dands, og lad kymbalerne klinge
Lydt ei, men dæmpet og svagt; - der er paa Helikon Sorg! -
Samles, I Aander ved Styx, hist paa Elysions Bredder
For at modtage den Gjæst, Charon i Baaden har med!
Thi, skjøndt han ikke var født, Lakedæmon! paa din Jordbund,
Hørte dit Land han dog til, hvis Oldtid, kunstrig og herlig.
Ham sine Skatte oplod, som gjennem Aartusinder naaede;
Og hvor han dvæled' dog helst, da vakt var hans livlige Tanke.

Kyndig i Rythmernes Fald og i den klassiske Verskunst,
Cratos' Plecter han greb, slog den klarttonende Lyra,
Og det var Oldtidens Sang, men i vort hjemlige Sprog.
Mangen en herlig Idyl af Bion, Theokrit, Moschus,
Ligger nu aaben for os med Oldtidsformen og Duften,
Som han med digterisk Sands smukt havde vidst at bevare.
En Polyhistor i Sprog, Nøglen han havde til mange;
Derfor Ovid og Virgil lod for vort Øre han tone
Med den erotiske Klang og med den episke Ro. -
Han, skjøndt bekymret saa tidt, vraged' ei Skjemten og Glæden, -
Derfor han føied' dertil kunstrig den herlige Gozzi
Med sine Masker og Spøg, phantastisk blandet med Alvor.

Ikke dog kun han gjengav; - Digtningens reneste Kilde
Strømmed lidt ogsaa for ham, sprudlende Lune og Liv kun.
Saa gav han Billeder os, hjemlige, spøgende, smukke:
Øresundsk Vinteridyl, og Søndagen, tilbragt ved Kilden,
Hvilke man glemmer vist ei, mens Bølgen ruller i Sundet.
Ogsaa mangt elskeligt Qvad fløi som en Fugl fra hans Tanke.
Men det var tabt for ham selv, fremmed og nyt naar han traf det,
Thi han ei hædersyg var, og som et Intet var Roes ham.

Glædes I Aander ved Styx, som Broderaanden modtage!
Og giv Obolen for bam, som han vist neppe har med.
Sørger, I Muser, og lad dæmpet kun Cimb'lerne klinge,
Thi Simon Meisling er død: - der er paa Helikon Sorg! -

S. C. Fohrmann.

(Kjøbenhavnsposten 22. april 1856).

Søren Christian Fohrmann, S.C. (1797-1873) var kopist. Hans debut var: Kjærminder. Nytårsgave for 1828. trykt i Fabritius de Tengnagels Officin, 207 sider. Skrev desuden: Klintedigte: Erindringsblad for dem som besøge eller have besøgt Møens Klint (1841).

Simon Meisling. Der gives vistnok neppe nogen Kjøbenhavner, hverken af de Indfødte eller af de Indvandrede. uden at han har kjendt Professor Meisling af Udseende. Hver Dag saae man den cyniske Skikkelse spadsere ud af Vesterport, altid eens klædt, med Hænderne i Buxelommerne, et Halmstraa i Munden og Øjnene mod Jorden, tilsyneladende aldeles ligegyldig for Alt, hvad der passerede omkring ham. Det faldt vel vanskelig Nogen ind, at denne Mand for ikke ret mange Aar siden havde dyrket Muserne ingenlunde uden Held og skrevet Sager, der udmærkede sig ved virkelig Elegance; og dog var dette Tilfældet. Simon Meisling. der for nogle Uger siden afgik ved Døden, regnedes i Begyndelsen af Aarhundredet til en af vore mest lovende yngre Filologer. Han blev i 1808, førend han havde fyldt sit 21de Aar, Adjunkt i Helsingør, derpaa Adjunkt her i Byen og i 1822 Rektor i Slagelse. Det var under hans Ophold her, at H. C. Andersen kom i Huset hos ham; Meisling forstod slet ikke. hvad der laae i Andersen, og behandlede ham paa en forkeert Maade, medens han, som Andersen fortæller, anbefalede ham til Andre, stod han spottende ligeoverfor ham selv og unddrog ham den Opmuntring, som var ham nødvendig. Fra Slagelse overgik Meisling i 1820 til Helsingør. Ved denne Skoles Nedlæggelse i 1839 afgik han med Vartpenge og privatiserede derefter her i Byen. Meisling har nærmest gjort sig bekjendt ved sine Oversættelser af den ældre og nyere Lilerarur; han har oversat Virgil, Martial, en Deel af Ovid, en Deel af Iliaden, Bion, Moskhos, Musæos, Theokrit, Hesiodos, Anakreon, Kallimakhos, Theognis, Aratos og de homeriske Hymner. Han besad, efter hvad en competent Kritiker, Chr. Wilster, har yttret, megen Færdighed i Versenes tekniske Behandling og et godt Øre for deres Velklang, hans Vers ere saa lette og glatte, at man kan fare hen over dem som over en Glidebane. Han jog ikke efter lexikalsk Troskab, men forfaldt til den modsatte Feil, idet han var unøiagtig og ikke anvendte den behørige Omhu; han begik derfor Fejltagelser, der let kunde være undgaaede, blev af og til uforstaaelig og brugte urigtige Ord. Aarsagen hertil laae for en stor Deel i hans store Produktivitet; hvert Aar leverede han i længere Tid en tyk Oversættelse, og hvert Aars Produkt havde de samme Felt og Fortrin. Af de nyere Forfattere, som han har oversat, har han været heldigst med Hensyn til Gozzi. De fleste af hans originale Arbeider ere dramatiske, og adskillige af dem ere ikke uden Fortjeneste. Det er almindelig antaget, at han var en af den gamle "Corsars" stadigste og mest begavede Medarbeidere. Hans egenlige filologiske Virksomhed har nærmest bestaaet i at levere Anmærkninger og Oplysninger til de Forfattere, han har oversat, og desuden har han udgivet en spansk Grammatik. - Ved Meisling ledes Tanken uvilkaarlig hen paa en anden afdød dansk Forfatter, der ligesom han har beriget Literaturen med Oversættelser af ikke ringe Betydning, og ligesom han var en stor Cyniker, Frederik Schaldemose; i egenlig digterisk Begavelse stod Schaldemose rigtignok høit over Meisling, skjøndt han tilsidst plettede sit Talent ved at søle det i det gemeneste Dynd.

(Dagbladet 26. april 1856)

Stort set alle de steder hvor Meisling boede, er nedrevet. En af undtagelserne er Rådhusstræde 5. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Meislings oversættelse af Anakreons digt "Amor" (1826) spillede en afgørende rolle i H. C. Andersens eventyr om "Den uartige dreng"

Meisling boede mange steder i København: 1813 Frederiksberggade 24 (findes ikke mere). 1814 – 1819 Frederiksberggade 15. 1821 Nygade 2 (findes ikke mere). 1822    Frederiksberggade 24 (findes ikke mere). 1822 – 1826 Slagelse.  1826 – 1839 Helsingør. 1840 Rådhusstræde 5. 1841 Rådhusstræde 2. 1842 – 1844 Frederiksberggade 15 (findes ikke mere). 1845 Frederiksberggade 16 (findes ikke mere). 1846 – 1847 Frederiksberggade 6 (findes ikke mere). 1848 – 1850 Frederiksberggade 32 (findes ikke mere). 1851 Nørre Voldgade 2 (findes ikke mere). 1852 Rådhuspladsen 45-47 (findes ikke mere). 1853 – 1856 Rådhuspladsen 57 (findes ikke mere).

Da Meisling flyttede tilbage fra Helsingør til København, boede H. C. Andersen her: 1838 – 1839 Nyhavn 20. 1840 Kongens Nytorv 13 (nedrevet). 1842 – 1845    Kongens Nytorv 13 (nedrevet). 1847 Kongens Nytorv 13 (nedrevet). 1848 Store Kongensgade 49 (nedrevet) 1849 – 1860 Nyhavn 67. Helsingør Latinskole lå 1807-1839 i Kongensgade 12 A-B. Opholdet hos Meisling i Helsingør afskrækkede dog ikke digteren fra at besøge byen adskillige gange senere.

De boede således i hver sin ende af byen. Mens Meisling holdt til i kvarteret omkring Nytorv og Rådhuspladsen, boede H. C. Andersen omkring Kongens Nytorv. De mødte dog ifølge et brev fra H. C. Andersen til Ingemann (5. januar 1838) hinanden tilfældigt på gaden, og Meisling skal have sagt "han maatte sige mig det, at han ikke havde været god mod mig i Skolen, men at han havde taget feil af mig, at det gjorte ham ondt, og at jeg stod høit over ham, som han udtrykkede sig. Bad mig glemme hans Haardhed og sagde om sig selv: Æren er Deres, Skammen er min!"

Bertel Christensen, Tobberup. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 21de April

I Anledning af den ulykkelige i Tobberup ved Hobro nu afdøde Bertel Christensen, til hvem herfra ved Red. har været indsamlet veldædige Bidrag, for hvilke Enken har aflagt sin inderlige Tak - beretter Møller S. Juul til Hodals Mølle i "Hb. Av.":

"Jeg har i over 40 Aar beboet Hodals Mølle, og som en Følge deraf er jeg bekjendt med Forholdene, og hvad det angaaer med Fattiglem Bertel Christensen i Tobberup, da skylder jeg Sandheden at erklære, at jeg paa given Anledning, Løverdagen den 16deFebr. d. A.. lod min Vogn afgaae med Hr. Distriktslæge Overgaard i Hobro til den isandhed trængende Mand; jeg var personlig tilstede og saae den stakkels Lidende i den ynkelige Forfatning, fuld af Saar fra Nakken indtil Hælene og han maatte i alle Maader behandles som et Svøbelsebarn. Hvorvidt Hr. Pastor Raaschou har opfyldt sin Pligt som Sjælesorger og hvorvidt han har Skyld i, at den fornødne Understøttelse ikke er bleven ham tildeelt, vil jeg overlade til Hr. Pastor Raaschou selv at forsvare. Forøvrigt skal jeg ikke undlade at bemærke, at jeg og 18 Sognebeboere i Raaschous Pastorat, under 30te Marts 1853, indgik til Ministeriet med en ham og hans Virksomhed i Embedet betræffends Forespørgsel, hvoraf en Gjenpart henligger hos mig til behageligt Eftersyn."

Da denne Forespørgsel nu har opnaaet en Alder af over 3 Aar, kunde det vel være værdi at erfare, hvori den bestaaer og Grunden til at den ikke er bleven besvaret. Vi kjende ikke til Pastor R.'s Virksomhed, men efter hvad der i den ovenfor omhandlede Sag er fremkommet, maa man vel antage, at en nærmere Undersøgelse ang. denne af vedk. offentlige Authoriteter vil være beordret, hvad det Offentliges egen Interesse simpelthen synes at udkræve. Dette tillige til Svarbemærkning til de flere herom modtagne Inserater, som deels føre Sagen ind paa en sideordnet Polemiks Gebeet deels synes os at gaae yderligere end vi ansee hensigtsmæssigt eller foreløbig berettiget.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. april 1856)

Se også artikel andetsteds på bloggen. Pastor Raaschou i Høislev holdt sin afskedsprædiken den 28. juni 1861. Han blev derefter præst i Qvislemark på Sjælland. Præstegårdens staldlænger nedbrændt i oktober 1861 til grunden. Kreaturerne blev reddet, men gårdens forpagter hr. Holme mistede det meste af sit indbo. Præsten var ikke til stede, idet han var i Jylland for at hente sin familie.