Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (3): Banden pågribes. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdag den 14. november blev Bulotti fanget. Endda på dramatisk vis efter at have affyret flere skud mod politiet som overmandede ham på planlægningsstedet i Lille Brøndstræde 6. Bemærk at pga gentagelser er kun bragt udvalgte artikler, hvor illustrationer fra andre aviser er indsat. Det fremgår af billedernes undertekster hvor de stammer fra. 

Balotti og bande tilfangetaget

Politiet fangede lørdag aften i København Balotti og 3 af hans hjælpere - Ballotti gjorde fortvivlet modstand.
En kamp i mørke på liv og død.
To opdagelsesbetjente såres ved revolverskud, men ikke farligt.
Det på Højbjerggården stjålne sølvtøj var indsyet i en madras i Balottis værelse
("Politiken")

Københavns Politi har lørdag aften efter en hidsig kamp på liv og død anholdt rovmorderen Ballotti.

Anholdelsen fandt sted efter angivelse af den polak Szadkowsky, som i tirsdags blev anholdt. Det var ham som proprietær Beck slog en flaske i panden; derfra stammede de sår, han havde i hovedet.

Som meddelt løslod politiassistent Nielsen i Hellerup i torsdags Szadkowsky, fordi det ikke var muligt at få nogen fornuftig forklaring ud af ham. Lørdag eftermiddag blev Szadkowsky anholdt påny på angivelse af en polsk skomager Altermann, der er vært i polakkolonien, Øresundsvej nr. 21.

Szadkowsky indrømmede nu at han var meddelagtig i rovmordet, og tilstod, at Ballotti og bandens øvrige medlemmer holdt sig skjult i København.

Han mente, at Ballotti var at finde i polakkolonien i Amagergade, og desuden gav han politiet den vigtige meddelelse, at alle tyvekosterne fra rovmordet var gemt i Brøndstræde nr. 6 hos skomager Schlewinsky, Ballottis gode ven.

Det var lørdag eftermiddag ved tretiden, at denne tilståelse forelå.

Politiinspektør Henrik Madsen satte straks 3 opdagere på vagt i Amagergade og 3 i Lille Brøndstræde. Ballotti kom imidlertid ikke, som ventet, ud i Amagergade. Derimod kom der en anden mistænkelig fyr som opdagelsesbetjentene tog op på politikammeret, hvor han efter at være konfronteret med Szadkowsky tilstod sin meddelagtighed.

Lille Brøndstræde. Fotograf Fritz Theodor Benzen. (Obs: Foto var ikke med i den originale artikel). Foto som viser den tætte sammenbygning af huse, af bindingsværk og tegl. Københavns Museum. Public Domain.

Anholdelsen.

I Lille Brøndstræde gik imedens overbetjent Niels Andersen fra Nørregades politistation. Overbetjent Kjær samt opdagerne Frandsen og Jandrup og lurede. Ved 5-tiden besluttede Niels Andersen og Frandsen at gå op i skomager Schlewinskys lejlighed i nr. 6 på tredje sal for at se om Ballotti ikke tilfældig skulle være der.

Niels Andersen gik forrest op ad den smalle trappe. Frandsen bagefter. På tredje sal standsede de udenfor en dør, som de oplyste med deres "tyvelygter". På bagsiden af et visitkort stod beboerens navn: Johan Schlewinsky. Gennem nøglehullet så opdagerne, at der var LYS inde i værelset. Uden at banke på åbnede Niels Andersen døren og trådte rask ind i værelset, fulgt af Frandsen. Ballotti stod midt på gulvet i den lille, lavloftede stue, der oplystes af en lille køkkenlampe.

--- Er du Ballotti? spurgte Niels Andersen ham

Kampen på liv og død begynder

- Nej. jeg er ikke, svarede Ballotti på godt dansk og hævede i det samme en revolver, med hvilken han affyrede to skud mod opdagerne. Det ene gled lige forbi Niels Andersens hoved, det andet sårede Frandsen i låret.

Revolverskudene skræmmede ikke de to kække opdagere. Niels Andersen sprang ind på banditten og slog revolveren fra ham. Inden opdagerne kunne komme ind på livet af ham, trak han imidlertid med en jonglørs behændighed en anden revolver frem og gav sig til at fyre. To nye skud knaldede, og kuglerne borede sig ind i loftets træværk.

I dette øjeblik faldt rovmorderen for et af Niels Andersens bekendte snuptag. Han blev kastet over i en lille jernseng, og begge politimændene kastede sig over ham med hele deres vægt. Ved vægten af de tre mænd knækkede jernsengen sammen på midten, hvad der i høj grad besværliggjorde kampen for opdagerne.

Ballotti kæmper fortvivlet

Naturligvis søgte politimændene først og fremmest at afvæbne morderen. Han knugede hånden så fast om revolveren, at det næsten var umuligt at vriste den fra ham, og han fik lejlighed til, mens han lå her på ryggen med de to mænd over sig, at affyre endnu to skud, hvoraf det ene strejfede Niels Andersen i højre tinding, så blodet flød ham ned over øjet.

Endelig fik man det farlige våben fra ham. Han begyndte nu at brydes med sine modstandere.

- Jeg er anarkist! I skal dø! skreg han, og uden at betjentene vidste, hvorledes det egentlig gik til, så de pludselig en dolk blinke i luften.

Ballotti førte sin højre arm, i hvilken han holdt mordvåbnet, på ryggen af Niels Andersen i den hensigt at gennembore ham.  Dolken skar en lang flænge i overbetjentens frakke omme på ryggen. I sidste øjeblik standsede Frandsen dette attentat. Dolken blev vristet ud af hånden på Ballotti der nu endelig var helt afvæbnet.

Under kampen var bordet med lampen væltet, så at der var mørkt i værelset. Politimændene pryglede løs på forbryderen af alle kræfter, og Niels Andersen søgte at tage vejret fra ham ved at klemme hans strube sammen, men han var stærkere end de.

Opdagerne er ved at give tabt.

Da kampen havde varet et kvarter, begyndte opdagerne at føle at kræfterne svigtede. De var begge foruden af kampen udmattede af deres sår og af den store spænding, hvori de befandt sig. De var ganske vist begge bevæbnede med revolvere og kunne sagtens have skudt forbryderen, men dette middel ville de først i alleryderste øjeblik anvende. De skreg om hjælp, så det rungede gennem hele huset, men ingen af husbeboerne kom til hjælp.

Niels Andersen sagde da til Frandsen: "Prøv, om du kan holde ham et øjeblik alene, mens jeg skriger om hjælp ud på gaden".

Overbetjenten slap sit tag i forbryderen, sprang hen og slog ruderne ud og skreg ud over det snævre stræde:

Hjælp! Hjælp! Her er mord i huset.

Overbetjent Kjær, opdageren Jandrup, nogle civile folk samt et par uniformerede betjente stormede op ad de mørke, stejle trapper, angst for, at de to kække opdagere skulle være myrdede. I sidste øjeblik kom de Niels Andersen og Frandsen, der var segnefærdige, til hjælp.

Ballotti måtte nu give efter for overmagten. En velvillig mand løb ned til den nærmeste hørkræmmer og købte et tykt reb, med hvilket han kort efter kom tilbage, og med dette blev den farlige forbryder bundet på hænder og fødder så solidt, som nogen forbryder nogen sinde er blevet bunden.

Han skældte og bandede på dansk og russisk og vred sig som en orm, mens fråden stod ham om munden af raseri. Han blev nu slæbt ned ad trapperne og af seks stærke betjente båret ud i strædet.

Brøndstræde 6. Det var på 3. sal anholdelsen fandt sted. Foto fra Aftenbladet, 16. november 1908.

Transporten gennem gaderne. Man vil lynche forbryderen.

Her var ganske ufremkommeligt af mennesker. Revolverskudene havde kaldt det første par hundrede til, og rygtet om at det var Ballotti, der var fanget, samlede tusinder af nysgerrige. Politiet, der nu også var mødt mandsstærkt op fra de omliggende gader, og fra Antoniegades Station, havde den største møje med at forhindre, at Ballotti blev lynchet.

- Dræb skurken! skreg man og trængte paa fra alle sider.

- Hæng ham på lygtepælen! råbte nogle.

Der var ingen droske at få. Man havde ikke anden udvej end hurtigst muligt at bære fangen til den nærmeste politistation. Gennem Lille Brøndstræde, Store Brøndstræde, Vognmagergade og Kristen Bernikowsgade bar seks politimænd Ballotti til politistationen i Antoniegade nr. 11. Mage til optog er vist aldrig før set i Københavns gader, og da stationens døre lukkede sig bag forbryderen, udbrød de tusinder af mennesker udenfor i et rungende hurraråb, der vist var ment som en hyldest til politiet, fordi det havde haft held til at fange Ballotti.

På Antoniegades Station var imens politiinspektør Theodor Petersen og politiassistenten kommet til stede. De tog Ballotti i øjesyn og gav derefter ordre til at han med det samme skulle køres til politikammeret på Nytorv.

Drosken der afhentede ham, kom ind i politistationens gård. Ballotti blev ført ud gennem køkkentrappen og lagt ind på bunden af vognen. Under ledsagelse af 4 politimænd blev han kørt til domhuset.

På politikammeret.

Hele domhuset var i oprør. Alt til rådighed værende mandskab var i virksomhed. Man lykønskede hverandre til den gode fangst. Foruden politiinspektør Henrik Madsen var politidirektør Eugen Petersen og birkedommer Valeur til stede.

Mens Ballotti lå bundet på gulvet og rasede, kom opdagere kørende med ny anholdte rundt omkring fra. Blandt disse var skomager Schlewinskys 19-årige kæreste og hendes kun 21 dage gamle barn. Hun har ligget i barselseng i den seng i hvilken tyvekosterne var gemt, og når man kom op til hende, hvad vi flere gange har været, for at få hende til at røbe Ballottis opholdssted, trak hun dynen op over hovedet, sagde, at hun havde barselfeber, og hun kendte ikke det mindste til nogen ting.

I værelset, hvor Balotti anholdtes. - Det stjålne sølvtøj var indsyet i madrassen.

Endnu flere timer efter, at anholdelsen havde fundet sted, holdtes Brøndstræderne afspærrede af politi. En meget vigtig handling skulle foregå i lejligheden, nemlig afdækningen af tyvekosterne som man vidste fandtes her.

Den blev foretaget af opdagelsesbetjentene Balle og Herskind, der blev hjulpet af en hel del politibetjente. Alt, hvad der fandtes i det lille rum, blev endevendt. Det var dog først, da man sprættede madrassen i sengen op, at tyvekosterne fra Højbjerggaard, det vægtigste bevis mod forbryderne, kom for dagens lys.

Her fandtes alt sølvtøjet omhyggeligt indsyet i halmen. De af Ballotti mod opdagerne affyrede skud blev konstaterede ved kuglerne i loftet og vægge, og efter endnu forskellige rent politimæssige undersøgelser blev tyvekosterne pakkede i to rejsekufferter, båret ned i en ventende droske, i hvilken Balle og Herskind kørte af sted med dem.

De anholdte.

Københavns politi har i alt anholdt 3 af deltagerne i rovmordet på Højbjerggård, nemlig Ballotti, Szadkowsky og Lobetsky. Ved nordre Birk sidder en fjerde deltager anholdt.

Szadkowsky der har angivet banden, hævder at de kun var 4 om rovmordet, men politiet ved med vished, at der findes i hvert fald en femte medskyldig, som desværre endnu er på fri fod.

Da planen til rovmordet lagdes.

Planen om at udføre rovmordet blev lagt i mandags, samme dag som mordet fandt sted. Mødet holdtes i skomager Schlewinskys lejlighed i Lille Brøndstræde nr. 6, 3. sal. Schlewinsky overværede mødet. Han er derfor også ligesom kæresten anholdt og vil blive straffet for meddelagtighed.

Straks efter, at planen var lagt, tog morderbanden afsted, bevæbnet med revolvere og dolke. De tog med toget til Holte, hvor fra de til fods nåede Højbjerggaard, hvor de udførte forbrydelsen på den måde, som tidligere udførlig er beskrevet.

Efter at rovmordet havde fundet sted, gik de over Virum ud til Lyngbyvejen, som de fulgte lige til København. Ved ankomsten til København gik de straks op i Brøndstræde hos Schlewinsky og gemte tyvekosterne, og derefter gik de ud at solde og soldede hele natten. 

Den følgende formiddag var det, vi overraskede Szadkowsky i dyb søvn oppe i Lille Brøndstræde nr. 15 på tredje sal og overgav ham til opdageren Sønderskov.

Samtale med Niels Andersen.

Kort efter Ballottis tilfangetagelse havde vi en samtale med overbetjent Niels Andersen.

Den dristige politimand, der tidligere har fanget så farlige forbrydere som modermorderen Arthur Jørgensen og rovmorderen fra Fredensgade, var endnu medtaget af kampen. Sårene i hovedet var dog heldigvis ganske ufarlige.

Hr. Andersen udtalte, at Ballotti var den værste forbryder, han endnu havde haft med at gøre. Hans håndled var så tykke, at opdagerne ikke kunne spænde om dem.

Desværre fik vi ikke lejlighed til at hilse på opdagelsesbet. Frandsen. da lægerne på Kommunehospitalet rådede ham til at blive derinde. Man ved nemlig ikke, om kuglen, der er gået helt igennem låret, ind fra forsiden og ud på bagsiden, muligt har berørt benet, så at en mere forsigtig behandling er nødvendig. Nogen fare for betjent Frandsens liv er der under alle omstændigheder ikke.

Hvad der nu vil ske søndag

Ballotti blev søndag morgen ført fra domhuset på Nytorv til tinghuset på Blegdamsvej. Dermed er Københavns Politi færdig med ham, og det bliver birkedommer Valeur, som skal afhøre morderbanden og fælde den første dom over den. Forhørene vil antagelig begynde allerede søndag. Efter hvad der hidtil er oplyst har kun Ballotti skudt og stukket med kniv.

Jeg er anarkist!

Da vi sent lørdag aften forlod politistationen, hørte vi endnu helt ud i hangen Ballottis røst: "Jeg er anarkist!" skreg han ustandseligt inde fra det værelse hvor han lå bundet på gulvet, omgivet af en forsvarlig vagt.

Hvorledes politiet kom på sporet.

"København" fortæller: 

Det er Københavns Politi, der har æren for pågribelsen, men at det overhovedet fandt vejen til denne, skylder politiet to civile folk, en russiskfødt skrædder Altermann og en danskfødt fru Vogel der tidligere har været gift med en polak. 

Disse to havde fået indrettet et slags polakpensionat på Øresundsvejen, hvor Balotti og hans hjælpere har søgt. Efter udåden mente man, at de ville komme tilbage, og opdagelsespolitiet fik et vink. Der blev straks sendt en afdeling opdagere derud, og mærkeligt nok fandt man den ene af røverne, der lige var kommet listende op ad bagtrappen.

Han blev overmandet og kørt til politikammeret. Her opdagede man, at manden var den samme, man havde anholdt i onsdags efter anvisning fra nogle folk, der havde bemærket, at hans ansigt var fuldt af friske sår og skrammer, og at han mulig var den samme polak, proprietær Beck havde såret med terpentin-flasken, umiddelbart før han selv blev skudt ned.

Polakken blev udleveret til Nordre Birks politi torsdag morgen, men løsladt samme dag, efter at han i et forhør havde forklaret, at han havde fået skrammerne under et slagsmål med et fruentimmer i Vognmagergade, og en hastig undersøgelse tilsyneladende havde bekræftet denne forklaring!!!

Nu fik Københavns Politi ham igen udpeget som en af de skyldige, og hvad mere er: Nu var manden blevet så meddelsom, at han ikke alene tilstod sin egen meddelagtighed i mordet - og denne var ikke ringe - men han gav en fuldstændig forklaring af mordets planlæggelse og dets udførelse, samt angav på hvilke steder man skulle søge Balotti og de øvrige skyldige.

Han fortalte, at de sammen med ham havde haft tilhold en tid dels i en ejendom i Amagergade, dels i Lille Brøndstræde nr. 6 på 3. sal hos en derboende skomager ved navn Clewinsky, en landsmand af dem, som politiet for øvrigt i forvejen havde sikret sig og afleveret til Nordre Birk, skønt han hårdnakket havde nægtet at kende hverken morderne eller noget til ugerningen.

Tre opdagere blev sendt til Amagergade og fandt her en anden af de skyldige, en ganske ung polak ved navn Lobelsky. Han lå og sov, da politiet trærgte ind til ham, han havde håndjernene på, inden han var blevet rigtig vågen, og sad næppe et kvarter senere ligeledes oppe på politikammeret som anholdt.

Szadkowskis tilståelse.

Politiinspektør Henrik Madsen har fortalt i et interview "København" har haft med ham, detaljerne i den først anholdte polak, Szadkowskys tilståelse.

Szadkowsky var, som fortalt, blevet særdeles meddelsom nu, da politiet anden gang fik fat i ham. Og efter den tilståelse, han aflagde, og som åbenbart er ganske åbenhjertig, er togtet til Højbjerggaard planlagt i mandags eftermiddags - altså på selve morddagen - oppe i kammeret hos skomager Clewinsky, hvor Balotti havde anmodet Szadkowsky, Lobelsky og den fjerde polak, der endnu er på fri fod, om at møde.

Balotti havde - i Clewinskys nærværelse - udviklet planen for sine kammerater, og ved 6 tiden kørte de fire røvere, bevæbnede med knive og revolvere, med toget til Holte, gik uantastede gennem skoven, forbi hotellet og ad Øverødvejen til Højbjerggaard. Her blev den ene stillet på post ved karlekammeret, hvor han spærrede fodermesteren inde. De tre andre trængte med Balotti i spidsen ind i spisestuen, hvor fru Bech sad og syede, og forlangte penge. Da hun erklærede, at hun ingen havde, og samtidig skreg op, kastede Szadkowsky sig over hende og tilføjede hende de to knivstik, der endnu binder hende til sygelejet.

Mens Szadkovsky og Lobetsky var i færd med at snøre hendes hænder og ben sammen, gik døren op og Bech styrtede ind. Szadkowsky, der var ham nærmest, sprang ind på ham, blev ramt i hovedet af terpentinflasken, men nåede alligevel, efter hvad han hævder, at få tilføjet Bech to knivstik i brystet, inden Balotti med sine to revolverkugler, der var affyret på ganske nært hold, strakte Bech død til jorden. Så slæbte de umenneskelige røvere den halvt bevidstløse fru Bech hen ved siden af mandens lig, plyndrede dem begge for ringe og andre værdigenstande, og gik derefter i gang med husets udplyndring.

Da udåden var fuldbragt, gik de fire banditter uforstyrret deres vej. Efter hvad man kan forstå af Szadkowskys fremstilling, har de fulgt vejen om ad Virum, indtil de nåede ud på Kongevejen, og ad den er de vandret lige ind til København, hvor de så har opholdt sig siden, og hver dag i aviserne har læst om politiets om militærets frugtesløse jagt efter dem ude i Nordsjælland.

Også om sporhundenes for øvrigt! - 

Den forklaring, fru Vestergaard fra Nyvej i Gentofte bragte politiet, er altså den eneste rigtige af de mange, øvrigheden har fået om mordernes vej. Hun har ganske rigtig mødt banden på Kongevejen ved Lyngby, umiddelbart efter at mordet var begået. Kun er der den uoverensstemmelse mellem hendes og Szadkowskys forklaringer, at hun nævner først at have mødt to polakker og bag efter fire, mens han hævder at de kun var fire i alt, men ganske vist gik to og to sammen. 

Ballotti og hans bandes pågribelse.

Da efterretningen om Balotti og hans bandes pågribelse lørdag aften gennem telefonen og bladenes løbesedler spredtes ud over by og land, vakte den ligefrem jubel. Folk gik hele Sjælland over i frygt og bæven for, at de ville menneskedyr pludselig skulle dukke op på deres egn og udøve ny skændselsgerninger. Ingen følte sig sikker. 

Endelig fik altså politiet forbryderen og de fleste af hans medskyldige fanget. Det var sandelig også på tiden! Det er en ren farceforestilling, politiet har leveret i dette uhyggelige forbryderdrama. Det er ganske utilbørligt, at det kan lade sig gøre for sådan en udenlandsk bandit i uger at være på fri fod, gående fra den ene voldsdåd til den anden, brændende, skydende og myrdende Og hvad siger man til at Nordre Birks politi lader morderen Szadkowsky løbe uden at undersøge, om hans forklaringer passer!

Denne affære fastslår to ting: Vi må have et udsøgt, højt lønnnet korps opdagere, som står til rådighed for alle landets jurisdiktioner. Dette lille korps af dygtige mænd, der må have opdagergeni, opfindelsesevne, sporsans, rådsnarhed, der må være ukendt af forbryderne, som aldrig måtte ses i samme ydre osv osv. - skulle telegrafist eller telefonist tilkaldes, så snart en større forbrydelse var udøvet. Når virkelige opdagere straks blev sat på sporet, ville det sikkert i ethvert tilfælde føre til opdagelse af forbryderne. Nu har vi desværre alt for mange uopklarede forbrydelser her i landet.

Og så må vi have et ridende statspoliti, der skal rense landet for omstrejfere. Det er en skandale for vort land, at vi tåler alle disse mange løse elementer, som gør landevejene og byerne usikre, og som er en ren plage for landets borgere. Det er en alt for kostbar måde at forsørge de mennesker, som ikke vil arbejde, på, når man giver dem lov til i ubunden frihed at fare landet over tiggende eller stjælende som det kan træffe sig, og brændende huse og gårde af, enten ved ligegyldig uforsigtighed eller af ondskab. Særlig nu da alle disse mange slaviske folk har fået færten af, at i Danmark kan de gøre, hvad de vil, er det blevet til en nødvendighed at få ridende statspoliti. Forhåbentlig vedtager også Rigsdagen i indeværende samling både opdagerkorpset og statspolitiet.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 16. november 1908).

Lille Brøndstræde mod Landemærket (beskåret). Fotograf Fritz Theodor Benzen. Københavns Museum. Public Domain.

Ballotti arresteret!

En hårdnakket kamp.
6 revolverskud
Opdagelsesbetjent Frandsen og overbetjent Andersen såret.

Ballotti overmandes i ejendommen Lille Brøndstræde 6.

(Artiklen indledes med beretningen, nogenlunde som den der ovenfor er gengivet fra Næstved Tidende. Herefter fortsætter artiklen:)

Mordets planlægning og udførelse
En tilståelse.

Under så uhyggelige forhold opnår vi omsider en samtale med opdagelsespolitiets chef, hr. Henr. Madsen der har modtaget besøg af politidirektøren og birkedommer Valeur. Hr. Madsen fortæller:

Vi har nu her i København anholdt 3 deltagere i mordet, mens man ved nordre birk har gjort en del andre anholdelser uden dog endnu at vide om disse omfatter egentlige deltagere i komplottet. De 3 her anholdte er Ballotti, samt et par af hans landsmænd ved navn Czadkowsky og Lobetsky. De første værdifulde oplysninger der førte på sporet, har politiet fået af to prvate personer, nemlig en udlænding der hedder Altermann og en dansk dame ved navn Vogel. Denne dame har et herberg på Øresundsvej ved Strandvejen, og her har en af deltagerne boet det sidste døgn. De givne oplysninger førte til et par anholdelser, dels af Czadkowsky, dels af Klewinsky som for så vidt er meddelagtig som han har overværet planlæggelsen af mordet på Beck. Mordet er planlagt i Klewinskys værelse i Lille Brøndstræde nr. 6, hvor Ballotti i går blev grebet. Om udførelsen har en af de anholdte deltagere aflagt tilståelse.

Denne går ud på at de har været

4 mand om mordet.

De tog samme aften som de havde lagt planen, af sted til Holte med toget og gik til fods fra Holte Station til Øverød og Højbjerggård. Selve mordgerningen skildrer han væsentlig i overensstemmelse med hvad der tidligere er oplyst i Social-Demokraten. En af røverne blev ude i gården som vagt. De var alle bevæbnede med Browning-revolvere og knive. De 3 gik ind i stuen hvor de traf fru Beck. De forlangte penge, og da hun råbte, stak en af dem hende med sin kniv, Hendes skrig kaldte manden til, og han kastede en genstand (formentlig den tidligere omtalte flaske med fernis) i hovedet på den mand der havde stukket fru Beck. Så var det Ballotti skød Beck ned med to skud.

Straks efter foretog de plyndringen.

Med deres bytte vendte de så

tilbage til København

ad "forskellige omveje", som den anholdte udtrykker sig. Foreløbig ser det ud til som de kan være gået ad Virum til, til de nåede Kongevejen ved Lyngby, og de har så siden fulgt Kongevejen ind til København. Det kan derfor gerne være dem den tidligere omtalte dame på en køretur har set mordaftenen på vejen ved Lundehuskroen. Ganske vist erklærer den anholdte at de kun var 4 og at de gik 2 og 2 hjem mod København. Men det er jo ikke udelukket at der kan have været flere end 4 mænd om mordet.

Hvis man går ud fra at der kun var 4 røvere, går der altså i hvert fald endnu en af dem på fri fod.

I København samledes røverne i Lille Brøndstræde nr. 6 om natten og anbragte

tyvekosterne i barselssengen

hos Klewinsky, dels under madrassen, dels ved at sy sagerne ind i selve madrassen. Dag og nat har Klewinskys kæreste, Stanislawa derefter med sit 21 dage gamle barn ligget på vagt over rovmordets udbytte. Vor medarbejder har på sine ture i polakkvarteret flere gange besøgt Klewinskys lejlighed og talt med nogle kvinder der opholdt sig der. Barselskvinden spillede sin rolle godt og lød meget syg, så syg, at hun i det hele ikke var til at få i tale. På spørgsmål svarede hun kun med enstavelsesord og angav iøvrigt også at hun kun talte dårlig tysk og dansk. Ballotti vite sig ved disse lejligheder ikke, men måske har han været skjult i værelset.

Ballottis kærlighed.

Under et besøg i de christianshavnske polakkvarterer i går eftermiddags havde vi en samtale med en lettisk kvinde der er gift med marskandiser Rasmussen i Strandgade. Denne kvinde har tidligere haft et herberg for russere og polakker i Prinsessegade og har derfor et nøje kendskab til mange af de indvandrede, hvem hun ofte har hjulpet med at få arbejde. Adskillige kalder hende "mor" og henvender sig til hende om råd og dåd, fordi hun taler godt dansk. Fru Rasmussen fortalte os at hun i mandags havde besøg af Ballotti og Klewinsky. Hun kendte ikke Ballotti, men ikke desto mindre kom han til hende og bad hende hjælpe ham med at blive gift  med en ung kurlandsk pige der tjener hos en gårdejer i Viby. Fru Rasmussen spurgte Ballotti nærmere ud, og det viste sig at han kun havde set pigen en gang, nemlig i søndags under et besøg i Viby. Men han forklarede at han straks var blevet så forelsket i den kønne pige at han absolut måtte have hende og giftes med hende.

Fru Rasmussen kunne naturligvis ikke hjælpe Ballotti, og han gik vred bort, hvorfor hun nu gik og var meget bange for at han skulle komme og myrde hende.

Hos Aufseher Selinski.

I etagen under det værelse hvor anholdelsen fandt sted, træffer vi Aufseheren Selinski. Det er en høj, kraftig mand midt i trediverne. Han er i skjorteærmer og endnu meget nervøs efter det der er sket.

Han fortæller:

"Jeg lå her på min seng, halvt påklædt, og tog mig en lur, da jeg pludselig vækkes ved at en polsk kvinde kommer styrtende ind i værelset, skrigende og ude af sig selv og råber: "De skyder! De skyder!" I det samme hører jeg et frygteligt spektakel ovenpå. Skuddene havde jeg ikke hørt, men nu hører jeg råb og en voldsom larm og mærker at der er folk i kamp.

Jeg tror straks det er nogle fulde personer der slås. Uden at betænke mig et øjeblik, styrter jeg op ad trappen. Både trappen og værelset er bælgmørkt. "Lys! Lys!" er der nogen der råber. Jeg stryger en tændstik og ser da værelset fuldt af mennesker der kæmper på liv og død. "Det er politiet! Lad os få lys." I en fart er jeg nede af trappen og får hentet en køkkenlampe, og da jeg kommer derop, har betjentene fået den anholdte op i sengen og forsøger at holde ham nede.

Jeg træder nærmere med lampen, og lamslået af skræk ser jeg da hvem den anholdte er.

"Ballotti!" råber jeg og sætter lampen fra mig. Jeg er næsten ude af stand til at røre et lem. Så styrter jeg hen til vinduet og råber af mine lungers fulde kraft: "Til hjælp! Til hjælp!"

Imidlertid har politiet fået Ballotti overmandet og har fået givet ham håndjernene på. Et øjeblik efter er han bastet og bundet og føres afsted."

Bullottis værelse. (Illustration bragt i dagbladet Dannebrog 15. november 1908 som også bragte en udførlig beretning om anholdelsen)

Hos polakken Kreinofska.

Vi træder ind hos en anden af naboerne, hos polakken Kreinofska. Værelset støder lige op til det sted hvor morderen blev pågrebet. Mellem Kreinofskas værelse og trappegangen der fører ind til Ballottis værelse, er der et skillerum med et hul foroven. Overalt er der skummelt og mørkt, og vi famler os frem.

Værelset er kun et hul. På væggen hænger der på et søm en enlig køkkenlampe og lyser med et dystert skær. Møblementet er en seng med et par dyner, et bord og nogle kasser. Værelset er fuldt af mennesker. Af mænd og kvinder. Den ene af dem har et barn på armen, og alle er de fuldstændig rystede af skræk.

Vi taler med Kreinofska, en lille, intelligent udseende, yngre mand.

"Jeg sad her på sengen", siger han, "da jeg pludselig hører skud. Hvor mange skud? Jeg ved det ikke - en 5-6 skud! Og derefter høje råb og en forbitret kamp. Jeg hørte hvor de trampede og tumlede om på gulvet, og samtidig var der en kvinde der hvinede med sønderskærende skrig.

Vi sad som forstenede herinde et øjeblik. Vi anede en frygtelig ulykke. Jeg troede det var røvere der brød ind. Og grebet af rædsel, sprang jeg hen til væggen, fik fat i det store skrin som står der, og slæbte det sammen med en anden hen til døren. Skulle de forsøge at overfalde også os, ville vi i hvert fald varrikadere os så godt vi kunne. Allesammen flokkedes vi da sammen ved døren, både mænd og kvinder, og stemmede armene og skuldrene imod af al vor livsens kraft. Samtidig for kvinden der, Katerina Kreinofska, hen til vinduet, slog det op og hvinede ned over gaden: "Til hjælp! Til hjælp!"

Barnet græd i vilden sky. Alle stod vi i den dødeligste angst. Hvert øjeblik ventede vi at man også skulle bryde ind til os. Ingen af os var bevæbnede, men vi var beredt på at ville kæmpe til det yderste.

Så blev der endelig stille, og vi hørte trin af en mængde folk. Fra vinduet så vi gaden fyldt med politi".

Hr. Kreinofska kigger ængstelig ud på hangen hvor man ser politiets blændlygte pludselig kaste skær gennem mørket: Det falder med en grel refleks hen over væggen. Så bliver der mørkt igen.

"Oh, sig til politiet", siger han, "at der er en mængde rum oppe på loftet. Der ligger også en halmsæk. Jeg har set den. Er loftet blevet gennemsøgt? Er der ingen deroppe? Jeg er endnu så fuld af angst, at jeg skælver over hele kroppen. Jeg tør ikke bo her ... o Gud, hvad det dog bliver for en nat!"

Og en af de andre polakker føjer glædestrålende til: "Gudskelov! I morgen rejser jeg til Tyskland! Hjem!"

Vi forhører hos politiet. Loftet er blevet gennemsøgt. Og de angstfulde polakker trækker et lettelsens suk.

Kelner Frandsen om anholdelsen.

Vi taler med kelneren, hr, Frandsen i beværtningen "Brøndkuren" der har lokaler i stuen i ejendommen.

Hr. Frandsen forklarer:

"Jeg kom herop sammen med gadebetjentene der var blevet posteret herude. Vi hørte skuddene deroppe fra og kom styrtende ud i gangen. Oppe fra larmede man og råbte, men det var umuligt at høre hvad der blev sagt.

Gadebetjenten troede at alle de tre betjente der var blevet sendt derop, var blevet skudt, og de betænkte sig på at gå op ad trappen. Værtens kone, fru Hansen, herinde fra beværtningen var også kommet ud i gangen, og betjentene sagde nu til hende at hun skulle råbe "Frandsen! Frandsen!" - det var jo navnet på den ene af opdagelsesbetjentene. Hun råbte også, og oppe fra hørte vi nu brøle ned: "Ja, kom herop! Skynd jer! .... til hjælp!"

Fru Hansen står ved siden af os under samtalen og føjer til:

"Ja, jeg var ved at begynde at tudbrøle, idet jeg gik frem på den mørke gang og råbte. Så nervøs og ude af mig selv af skræk var jeg!"

Og hr. Frandsen fortsætter:

"Da vi kom derop, havde betjentene fået Ballotti lagt op på maven i sengen. Den ene holdt ved hans hovede og den anden ved hans ben. De lå over ham og tyngede ham ned med deres vægt. De sårede opdagelsesbetjent stod lænet op ad væggen og var bleg som et lig.

I en fart fik man håndjernene frem og fik dem lagt på ham. Men det varede kun et øjeblik. Med lynets fart havde han fået dem smøget af sig igen. Han kæmpede som en rasende. Men overmagten var for stor, og i næste øjeblik havde man fået fat i et par nye håndjern, fik dem skruet fast om hænderne på ham og fik dem forsvarligt låsede.

Der sendtes så bud her ned i beværtningen, hvor man hentede et reb. Med dette blev benene bundet sammen på ham, så han ikke kunne røre sig. Og båret af betjentende i arme og ben førtes han ned ad trappen og ud på gaden. Her stod folk allerede i hundredvis og de var ved at lynche ham da han kom ud Betjentene havde det største besvær med at holde ham fri.

På denne måde slæbtes han over på Antonigades politistation."

Hr. Frandsen tager et revolverprojektil frem, som han har fundet oppe på værelset. Det er til en revolver af svært kaliber. Projektilet bærer mærket 32.

Værtens hustru, fru Hansen.

tilføjer yderligere at hun er sikker på at der under kampen deroppe var nogle der flygtede ud af gården.

Hun hørte dem ile ned ad trappen og klatre over plankeværket, som fører ud til gårdene i Gothersgade.

Overbetjent Andersen var svært blodig i ansigtet da han kom ned.

Ballotti på gaden.

Allerede i går middags skete der anmeldelse til politiet fra en privatmand om at han havde set Balotti gå ud af ejendommen nr. 72 i Pilestræde.

Vi havde i aftes en samtale med denne mand der dog ikke ønskede at få sit navn nævnt da han frygtede for at muligvis nogle af Ballottis kammerater kunne forsøge at ville hævne sig på ham. Han fortalte os følgende:

"Jeg kender godt Ballotti fra den tid han boede i Pilestræde. Man lagde nemlig let mærke til ham fordi han ofte fik en skrigende rød trøje og med tyrkisk fez på hovedet. Jeg havde set ham mange gange og kendte godt hans udseende.

Nu i formiddags ved 11-tiden da jeg kom i gaden, ser jeg pludselig en person komme ud af den samme ejendom, nr. 72. Det slog mig straks at han af skikkelse ganske lignede Ballotti, skønt hans ansigt var meget forandret. Mens han tidligere var et flot, sort overskæg og langt hår, var han nu fuldstændig glatraget og kortklippet med maskine.

Men som sagt: Jeg kendte ham på hans legemsbygning. Denne var nemlig ret påfaldende, idet han ikke - som mænd ellers er - var flad over brystet. Men hans bryst buede så han omtrent var cirkelrund. Det var dette der slog mig. Og da jeg nu så på hans ansigt, kunne jeg, til trods for forandringen, også kende hans træk igen.

Jeg gjorde derefter politiet opmærksom på at jeg havde set ham her i byen. Ballotti var, da jeg så ham, iført en trøje med uniformsnit, tætsluttende og med stiv, opstående krave."

De røvede koster.

Straks efter anholdelsen gik politiet i gang med at søge efter de stjålne koster, og hele værelset blev underkastet en gennemgribende eftersøgning.

I madrassen i sengen fandtes da alle de stjålne værdigenstande, skeer og gafler, servietringe og smykker.

I den samme seng var det at Klewinskys hustru der lige havde overstået sin barsel, havde ligget. I tillid til at politiet ved en mulig ransagning ikke ville falde på at søge under den syge kvindes leje, har morderne gemt deres tyvekoster her. Og på disse tyvekoster har hun ligget siden mordet fandt sted.

Ved 7-tiden førtes madrassen, de røvede værdigenstande og andre af værelsets ejendele ned til en droske og kørtes til politikammeret på Nytorv.

Ophidselsen i kvarteret.

Rygtet om anholdelsen og de dramatiske omstændigheder under hvilke den havde fundet sted, spredtes med lynets fart i kvarteret, og hensatte det i den største ophidselse.

Fra alle sider strømmede folk til. Vinduerne åbnedes og man råbte og spurgte. Alle de omliggende gader var i et øjeblik sorte af mennesker.

Fra Antonigades politistation og fra hovedpolitistationen udsendtes der en stor politistyrke under ledelse af assistent With. Alle de tilstødende gader omkring Lille Brøndstræde blev øjeblikkelig afspærrede. Ved Landemærket var der trukket en stærk afspærring af betjente, ligeledes ved Vognmagergade og Gothersgade. Ingen civile fik lov at passere.

Udenfor nr. 6 var der yderligere en stærk vagt af politi. Hele kvarteret var som i belejringstilstand. Overalt vrimlede det af politi, uniformerede og civile der dels holdt mængden tilbage, og dels holdt øje med alle mistænkelige personer. 

Værelset hvor Ballotti blev fundet, var strengt isoleret. Udenfor det var posteret 4 betjente der med blændlygter undersøgte enhver som nærmede sig ad trappen.

En halv time efter anholdelsen var sket, stod der i tusindvis af mennesker i gaderne omkring stedet, og hele aftenen var der klynger af folk som ivrigt diskuterede begivenheden.

Ved 8-tiden blev gadeafspærringerne atter hævet.

På Højbjerggård.

Allerede i går aftes fik den sårede fru Beck meddelelse om at Ballotti og to af hans kammerater var anholdt.

På egnen hvor rygtet bredte sig med rivende fart, vakte det overalt beroligelse, og for første gang i den sidste uge har man sovet trygt.

Den nervøsitet der har hersket derude, fremgår af følgende brev, som er sendt til karetmager Nielsen i Varde af hans datter, der for tiden opholder sig på Højbjerggård. Hun skriver således:

"Kære forældre! Ja, I længes vel efter at høre lidt om hvor jeg er efter den frygteligt tildragelse. Jeg er endnu uskadt, men vi går alle sammen og venter på at blive dræbt. Værst er nætterne. Første nat havde vi soldaterne til at forsvare os. Sidste nat var vi ene. Vi sover allesammen i den øverste ende af huset. Jeg måtte straks da det var passeret, tilbage til gården og har lovet fruen at blive her indtil videre, da begge pigerne, fruen havde fæstet, snød hende. Når I skriver straks, så skriv her til gården. Nu kan jeg ikke skrive mere, da jeg er så nervøs at jeg ikke kan samle mine tanker."

Både i går formiddags og i går eftermiddags har birkedommer Valeur afholdt forhør på Blegdamsvej over de polakker der var anholdt i forgårs.

(Social-Demokraten, 15. november 1908).

Ovenstående billede viser Lille Brøndstræde set fra Landemærket. Det hus nr. 6 hvor pågribelsen af Bullotti og hans medskyldige fandt sted, ses som det fjerde på venstre hånd. (Illustration bragt i dagbladet Dannebrog 15. november 1908 som også bragte en udførlig beretning om anholdelsen).

Et besøg hos den russiske tolk

Vi var i går så heldige at træffe skrædermester Altermann i hvis polaklogi på Øresundsvejen Szadkowski blev anholdt.

Hr. Altermann, der er en yngre, intelligent mand med lyst skæg, taler godt dansk om end med en del akcent. Han har med sit store kendskab til de polsk-russiske kolonier været til uvurderlig hjælp for politiet, og er derfor, som meddelt en af dets tolke i retten.

"Jeg kender jo omtrent alle russere og polakker i byen." siger hr. Altermann. De fleste har været hos mig en eller anden gang, for at jeg skulle skaffe dem arbejde." 

"Czadkowsky har jeg to gange sendt over til arbejde i Sverige, men han duede ikke og kom hver gang tilbage igen Han er i det hele taget en sølle fyr, der er lokket med af Bulotti."

"Men hvorfor tilstod han da ikke da politiet havde fat i ham første gang?'

"Nej, de har det på en særlig måde, disse mennesker. Når man vil tvinge dem, kommer man ingen vegne med dem. Men han er jo katolik, og så snart jeg begyndte at tale til hans samvittighed, sagde, at uskyldige ville komme til at lide for hans skyld, foreholdt ham, at straffen blev lille, når han tilstod nu, og stillede ham god mad i udsigt, så smeltede han og tilstod det hele for mig

Så gik han i byen for at få oplyst Bulottis adresse, og imens sendte jeg bud til politiet. - Jeg står forresten stadig i forbindelse med politiet og får tilsendt signalementet, når der er noget i vejen med nogen af mine landsmænd, men jeg må sige, at jeg slet ikke kunne vide, hvem Bulotti var, efter det signalement, der blev opgivet. - Da Szadkowsky var kommet tilbage, politiet var ankommet, gik jeg op for at forberede ham. Men nu fik han et anfald af raseri og slog på, at han var anarkisk! "Ingen penge, ingen mad, ingen tøj," sagde han på sit gebrokne dansk. "Så må man selv tage!"

Han var også i en elendig forfatning, havde ikke fået noget ordentlig at spise i mange døgn. Men jeg fik da talt ham til rette igen så han godvillig fulgte med politiet."

Man ser hvor stor hr. Altermanns andel i røvernes tilfangetagelse er, og vi bliver da heller ikke forbavset, da han fortæller os, at birkedommer Valeur har spurgt ham om han vil modtage en traducør foruden de 200 kr., der i forvejen tilhører ham. Dette havde hr. Altermann selvfølgelig intet imod.

Desuden får han selvfølgelig sin betaling for det store arbejde, han udfører som politiets tolk ved forhørene.

"Men," spørger vi, "er De nu ikke bange for hævn fra Bulottis kammerater?"

"O nej. Jeg skal nok vide at forsvare mig! Jeg er ganske vist blevet truet flere gange, og i søndags var der en russer ude på Øresundsvej, som absolut ville have min kone til at fortæIle, hvor jeg var henne. Han var ikke til at blive af med, og min kone blev helt bange for ham. 

Men jeg skal nok være forsigtig."

(København 18. november 1908).

I samme nummer af Social-Demokraten var en udførlig beskrivelse af Becks begravelse i Søllerød. Der var bl.a kranse fra kongen. Præsten nævnte tilstandene på egnen hvor en af sognets fremskudte mænd havde begået et stort bedrageri, og nu mordet! Seneste talte Axel Beck, søn af indremissionspræsten Wilhelm Beck og anklagede "blødagtighedens talsmænd" og opfordrede ordensmagten til at "bruge sværdet". Fotoet stammer fra Aftenbladet, 16. november 1908.

Becks gravsted findes stadig på Søllerød Kirkegård: "Lauritz Nicolai Beck. F. 28/9 1872. D. 9/11 1908. Familiegravsted." står der på denne sten med udsigt over søen.

Barrison som Teaterstykke. (Efterskrift til Politivennen)

 Som i går omtalt af vor københavnske korrespondent har et nyt teaterstykke gjort lykke på "Kasino". Ideen til stykket har varietedamerne søstrene Barrisons livsskæbne givet.

Forældrene boede for nogle og 30 år siden i Aabenraa, hvor kun fattigfolk havde til huse. Faderen der hed Barejsen, var drejer, det kneb meget hårdt med at skaffe det allernødvendigste til livets ophold. Lejligheden var lille, og selv efter fattige forhold meget tarvelig. Her er i hvert fald nogle af de fejrede varietedamer født og opdraget.

En skønne dag rejste Barejsen til Amerika. Tilbage sad hustruen, der selv var en køn kone, med sine smukke pigebørn hvoraf den ældste nu var en 12-13 år.

Familien fik nogen hjælp - vist nok kun lidt - af en kendt modepræst. Han blev meget vred da han hørte at den ældste, meget smukke datter Abelone optrådte som statistinde på teatret.

Når præsten kom på besøg måtte man - for ikke at miste hjælpen - hykle en hellighed som slet ikke eksisterede, og det er et spørgsmål om ikke det netop var under disse forhold man fik ideen til Barrisons store varietenummer. Vi kunne i hvert fald meget vel tænke os at den unge kone og hendes børn har siddet i København og sunget salmer sammen med pastoren for så snart han var vel ude af døren at rykke hykleriet af sig og tage sig en munter kankan i den lille stue. 

Nå, efter nogen tids forløb skaffedes rejsepenge til Amerika. Derovre - men sikkert også først derovre - traf familien den talentfulde socialistiske journalist Fleron. Ved hans hjælp og under hans ledelse lagde den Europas og Amerikas levemænd for de smukke damers fødder.

Abelone blev gift med Fleron. De lever nu i København som meget rige folk. Moderen - fru Barejsen - bor også i København, mens faderen enten er død eller endu opholder sig i Amerika.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 10 november 1908).

Stykket "De fem søstre" er også omtalt i Aarhus Amtstidende, 9. november 1908. De gik på forskellige teatre landet over i hvert fald et par år ind i 1. verdenskrig.

Pastor Sick og Skræder Dyrmose. (Efterskrift til Politivennen).

 En haard Anklage

For nogle Dage siden døde en Skræder Dyrmose i Tvis ved Holstebro, men forinden han døde, havde han ønsket at nyde Alterens Sakramente, hvilket Ønske Pastor Willer fra Aulum dog nægtede at efterkomme, idet han derhos lod den Syge forstaa, at denne ikke kom i Himlen.

I Fredags blev Dyrmose saa begravet, og Pastor Sick fra Tvis holdt ved Graven en Tale, hvori han paa det stærkeste misbilligede sin Embedsbroders Optræden. "Paa Kirkens Vegne gjør jeg", sagde han, "Afbigt for den Synd, som i vor Jesu Navn er blevet begaaet mod den Mand, der ligger her og mod hans efterlevende Slægt. Jeg tør gjøre det, saavidt som jeg troer, at Himmeriges Port er aaben for hver den, som angrer."

Jgaar har Pastor Sick endvidere udsendt et aabent Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, og dette indledes saaledes :

"En Mand i Tvis laa paa sit Dødsleje; for sallig til selv at holde Befordring bad han en Nabo, der hævder sig at være en hellig Mand af "Indre Mission"s Kreds, om at gjøre ham den Tjeneste at hente mig. Naboen vidste, at den Syge havde Tillid til mig. Ved bevidst Løgn, vitterlig og vidnesafl, bibringer Naboen den dødssyge Mand den Sorg at faa ham til at tro, at han havde talt med mig, men at jeg havde næget at komme osv.

Han havde end ikke seet mig, endsige talt med mig, men han opnaaede det ved dels at fremstille mig for den Døende og Familien som en ond Mand, dels at maatte hente Sogneprræst for Aulum-Hodsager, Willer, der jo ligeledes hører til "Indre-Mission". Da denne kom, var det aabenbart, at den Syge vilde dø, inden et Døgn var omme; men han var ved fuld Bevidsthed, og i dyb alvorlig Erkjendelse af sig selv. Han bad Pastor Miller meddele ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Han erkjendte med Sorg, at han var en syndig Mand, som ofte havde bedrøvet Gud, men han vilde saa inderlig gjerne bede Gud om Tilgivelse, og fornyes og bekræftes i Herrens Naade ved Sakramentets Modtagelse, for saa at dø som en troende Kristen, der gaaer hjem til sin Fader i Himmelen. - Det var uimodsigeligt klart, at der i hans Hjerte ikke var noget som helst i Retning af falsk Trøst, men en ærlig Udmyghed og en sand Anger over for Gud; og dette passer ganske med mit eget personlige Kjendskab til Manden, og med deres Kjendskab, som stod ham nær. - Pastor Willer afslog at give dem Nadveren, og Begrundelsen var denne: Den Anger slog ikte til, han var vantro, »omvendt og ikke værdig at modtage Nadveren, og de to mødtes ikke mere, fordi nemlig Willer gik til Himmelen, den Døende derimod til Helvede. - Dermed kjørte Pastor Willer hjem; den Syge døde i hjerteskjærende Fortvivlelse, og Enkens Tiistand er meget alvorlig."

Præsten slutter med at stille følgende Spørgsmaal til Stiftsprovsten: "Kan en kristen Præst vrage en Døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den Døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud? Kan en "hellig" Mand, en "Missionsmand", med Løgn forstyrre en Døendes sidste Timer, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den Døende ønsker tilkaldt, kan han med Løgn holde ham borte fra den Døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg? Kan han gjøre det netop som "Missionsmand" over for Folk uden for Indre-Mission? Kan han det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?

Ja eller Nej?"

(Thisted Amtsavis, 14. oktober 1908)

Fra Tvis.

Undertegnede Boelsmand Rasmus Eriksen af Tvis meddeler herved, at jeg Fredag den 2. Oktober om Morgenen Kl. 7½ kørte med min Befordring til N. Felding Præstegaard for at bede Pastor Sick om at tage med mig til min Nabo. Karl Dyremose, som var meget syg. Dagen forud havde jeg selv tilbudt Karl Dyremose at hente Præsten.

Jeg kørte saa hurtig som mulig til N. Felding Præstegaard. Da jeg holdt for Døren, kom Fru Sick ud til Vognen. Jeg bad hende om at sige til Pastor Sick, om han ikke nok straks vilde tage med mig til Tvis til min syge Nabo. Lidt efter kom Fruen ud igen og sagde til mig, at hendes Mand ikke kunde følge med mig nu, da han skulde læse med Konfirmander; han kunde ikke, for han var færdig med at læse med dem. Jeg svarede, at dette var meget kedeligt, da Manden var saa syg. Fruen foreslog mig da at tage ind til Holstebro, hvor der, som hun sagde, jo er flere Præster, og hun vidste ikke, om de havde Konfirmander den Dag.

Jeg kørte da til Holstebro, hvor jeg traf Pastor Bülow paa Kirkepladsen; men da han netop var paa Vej til sine Konfirmander og havde mange, som ventede paa ham, sagde han til mig, at han meget daarlig kunde tage med mig, før han havde læst med dem, især da det var sidste Gang inden Konfirmationen. Jeg spurgte, om der ikke var andre Præster ved Kirken, og da jeg hørte, at der nok var en Kapellan, men at han ogsaa havde Konfirmander nu, og Pastor Bülow ikke var helt vis paa, om Valgmenighedspræsten ikke ogsaa havde Konfirmander til samme Tid saa bestemte jeg mig til at køre tilbage til Tvis. Jeg havde da kørt ca. 3½ Mil forgæves.

Jeg holdt for hos den syge og bragte Besked og sagde til Konen, som kom ud til Vognen, om de ikke syntes, at der nu skulde sendes Bud til Pastor Willer i Aulum.

Derefter kørte jeg til mit Hjem. Lidt efter saa jeg, at der gik et Bud fra den syges Hjem til Næstnaboen Jens Laursen, og snart efter kørte han saa efter Pastor Willer i Aulum, hvem han straks fik med sig.

Omtrent samtidig med, at Aulum-præsten kom til Tvis, kom der med en Konfirmand Bud fra Pastor Sick, at nu kunde man hente ham.

Den syge og senere afdøde unge Mands Fader Søren Dyremose, takkede mig venligt for min Kørsel.

Rasmus Eriksen.

(Holstebro Dagblad, 21. oktober 1908)

Præsterne Sick og Willer.

Vi meddelte nylig Pastor Sick's aabne Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, der er Formand for Indre Mission i Danmark.

"Hern. Avis" har i Anledning af dette Brev spurgt Pastor Willer i Aulum, der var den af Pastor Sick anklagede, og Pastor Willer har da udtalt følgende:

- Jeg blev ganske rigtig for nylig hentet til en syg Mand i Tvis, og, skjønt det jo ikke hører til mit Pastorat, tog jeg beredvillig med, men jeg ytrede ganske vist fra første Færd min Betænkelighed ved at tage ham til Alters, da jeg jo i Følge Kirkeretten ikke havde Lov til det - og jeg har - navnlig i den sidste Tid, været af den Opfattelse, at hvis man kom inden for Pastor Sicks Rækkevidde, stod man sig bedst ved at have Loven paa fin Side. Nu ser jeg imidlertid, at man heller ikke da kan vide sig sikker. I øvrigt sagde jeg til den syge, efter at have talt med ham, at hvis han endelig vilde, saa vilde jeg ikke nægte at meddele ham Nadveren, men jeg vilde helst være fri, fordi jeg strængt taget ikke havde Lov dertil, og efter som jeg forstod hans aandelige Tilstand, var det ikke det, han trængte til paa dette Tidspunkt, og endelig ventede de hvert Øjeblik Sygevognen fra Holstebro, hvor han skulde indlægges paa Sygehuset, og hvis han saa ønskede det, var det jo i sin Orden, at en af Byens Præster tog ham til Alters der.

"At den syge vilde dø, inden et Døgn var omme", som Pastor Sick skriver, derom vidste jeg intet. - Paa mit SpørgSmaal, hvad Lægen - som nylig havde været der - havde sagt, svarede man, at han havde sagt, han skulde paa Sygehuset, og saa mente han nok, de fik Bugt med Sygdommen.

Havde Lægen havt lige saa klart et Blik for Mandens Endeligt som - forunderligt nok - Pastor Sick, der ikke en Gang saa den syge, saa havde han dog vist ikke ordineret, at den syge skulde kjøres ca. I1/, Mil paa Sygevogn og saa indlægges paa Sygehus.

Hvad den syge og jeg ellers talte om angaaende hans aandelige Tilstand, hører formentlig ikke Aviserne til, men der faldt, saa vidt jeg forstod, ikke et uvenligt eller ukjærligt Ord fra nogen af Siderne. Og den drastiske Afskedsscene mellem den syge og mig, som Pastor Sick skildrer, er mig ganske ubekjendt."

Det er den samme Pastor Sick, der paa "Forlaget af 1807" i Aarhus har udgivet Pjecen "Ak, vidste du dog", i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Missions Virksomhed. Han beskylder den bl. a. for at være "den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk og af et virkeligt Humanitetsarbejde til bedste for fattige, hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede".

(Bornholms Tidende, 21. oktober 1908).

Bernhard Willer (1857-1927) havde bl. a. været sognepræst på Endelave 1890-1900, hvor han stod for en markant og fordømmende indremissionsk kirke. Her havde han bl.a. forbudt grundtvigianske præster at udføre kirkelige handlinger i sognekirken. Trods talrige klager nægtede biskop Clausen (Aarhus) at gribe ind, hvorefter 70 af øens 130 husfædre i foråret 1899 valgte at løse sognebånd til pastor Frederik Melbye. Efter dette blev Bernhard Willer 1900 sognepræst i Aulum. 

Pastor Sick-Affæren.

Provst Zeuthens svar.

Provst Zeuthen har nu besvaret de af Præsten Sick til ham stillede Spørgsmaal. Provsten skriver:

De (Pastor Sick) retter deri tre Spørgsmaal til mig:

For det første: Kan en kristen Præst vrage en døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud?

- Da jeg ikke ved, hvad De forstaar ved Forsoningens Ord, kan jeg ikke tjene Dem i at svare enten Ja eller Nej, men skal udtale følgende, hvoraf min Mening vil forstaas: En sand Omvendelse er aldrig for sildig, men en sildig Omvendelse er ikke altid sand.

For det andet spørger De: Kan en hellig" Mand, en "Missions-mand", med Løgn forstyrre en døendes sidste Time, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den døende ønsker tilkaldt, kan kan han med Løgn holde ham borte fra den døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg?

- Nej, hvis han bærer sig saaledes ad, er han ikke en hellig Mand.

For det tredie spørger De: Kan han gøre det netop som "Missions-mand" overfor Folk udenfor Indre Mission? Kan han gøre det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?

- Nej, men jeg er ogsaa overbevist om, at Pastor Willer, hvem jeg kender som en i høj Grad alvorlig og nidkær Præst, aldrig har baaret sig saaledes ad.

(Viborg Stifts Folkeblad. 22. oktober 1908)

Stiftsprovst Zeuthen (1837) havde deltaget som underkorporal i krigen 1894 og blev stiftsprovst i Viborg. Kon 1895 til Fredericia. Tilhørte Indre Mission, og medlem af bestyrelsen for Kirkelig forening for Indre MIssion. 

Tvis-Sagen.

I "Rink. A. Soc Dem" har Pastor Sick, Felding-Tvis. offentliggjort flg.:

Da Stiftsprovst Zeuthen ikke har villet imødetomme mit Ønske om at undersøge Sagen, skal jeg tillade mig at meddele følgende Oplysninger :

I. R Eriksen kom Kl 8½. Jeg var i Øjeblikket ikke til Stede. Da det var umuligt at lade Konfirmanderne gaa hjem den sidste Dag før Konfirmationen og ligeledes lade dem vente, til jeg havde været hos den Syge - 4 Timer - fordi Forældrene saa vilde være bleven meget ængstelige, bad min Hustru Manden spænde fra. Hun vidste, at jeg med hendes Hjælp kunde afkorte Konfirmandforberedelsen og lovede derfor bestemt, at Kl. 10 a 10½ Formiddag skulde han kunne faa mig med, hun bad ham indtrængende om at vælge denne Udvej, men da han afslog det, raadede hun ham til at tage til den Holstebropræst, som ikke skulde have Konfirmander for sidste Gang den Formiddag.

Dersom R. E. havde bragt den syge denne Besked: "Pastor Sick vilde meget gærne komme. men var forhindret indtil Kl. 10 a 10½, men til den Tid bad han mig meget indtrængende om at vente, for at han kunde komme derover" - saa vilde det hele have været i bedste Orden. Men Enken, Faderen og dennes Hustru har meddelt mig. at han gav en stik modsat Besked, nemlig denne, at jeg havde overhovedet rent ud nægtet at komme over til den Syge, ja, jeg havde endogsaa skældt saadan ud, men saa havde han (R. E.) skældt mig ud igen og saa havde jeg rigtignok ikke kunnet staa mig, men havde tilsidst smækket Døren i for ham osv.

Og jeg havde ikke saa meget som set Manden, endsige talt med ham.

Den syge og hans Familie kunde ikke faa denne Beretning til at passe sammen med deres Kendskab til mig, men paa den anden Side vidste de ikke ret, hvad de skulde tro, thi at nogen kunde nænne at fabrikere saadan en Beretning, kunde de heller ikke paa Forhaand tænke sig, og de var meget bedrøvede derover.

Er det ikke at forbitre den døendes sidste Time? Er det ikke at holde mig borte fra hans Dødsleje og fra Enkens første Sorg?

Af af Pastor Bülows Oplysninger fremgaar, at R. E. særdeles vel havde faaet det Svar, min Hustru gav ham. Er det saa ikke bevidst og vitterligt?

II. Saa er der Pastor Willers Adfærd overfor den døende og Hustruen.

Den Maade, hvorpaa W. skriver, at han maatte passe paa overfor mig ikke at gaa udover sin strengeste Ret, er en rigtig styg Insinuation. Jeg har aldrig givet W. Grund til den Frygt - tværtimod jeg har i disse syv Aar her i Felding-Tvis systemastisk stræbt efter at undgaa endog blot Skin af at vilde stænge ude eller reservere mig selv Eneret. Jeg har atter og atter beredvilligt lukkede op baade for Præster og for Missionærer af alle tre Retninger. Ingensinde har jeg villet monopolisere, hverken ved Møder og Gudstjenester eller ved Nadver, Daab, Bryllup og Begravelse. Jeg tror nok, jeg tør sige at have vist en saa grundig Liberalitet i den Henseende, at dette med Frygt far mig maa W. helst lade ligge.

Dernæst benægter W. min Paastand om det øjensynlige i, at Døden var ganske nær. Overlæge Delhlefsen har meddelt mig, at han nogle faa Timer senere saa Patienten, da "var han døende, ja, saa  godt som død".

Om det ved Dødslejet passerede har den afdødes Fader, Enke osv. meddelt mig ganske ensartede Beretninger, hvis Indhold gaar ud paa følgende: Pastor W. var saa mørk og saa haard. Den syge bad ham saa mindeligt, om han vilde give ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Men W. nægtede det med den begrundigelse. at han var ikke værdig. Den syge bad otter og atter derom, men forgæves. Han var vantro, uomvendt osv. Den syge mente ingenlunde om sig selv, at han var god nok, tværtimod; ham erkendte sig som en syndig Mand, der saa gerne vilde bede Gud om Forladelse og overgive sig til hans Naade og saa dø i Troen paa hans frelsende Kærlighed. Men W. hævdede, at dette med hans Anger og Tro, det slog alligevel ikke til. Han var det samme vantro Menneske alligevel og derfor ikke værdig til at modtage Sakramentet, og de to mødtes ikke efter Døden, fordi nemlig den syge gik fortabt til Helvede, medens W. gik til Himlen.

Personlig har jeg jo ikke overværet Samtalen, og for at give W. al mulig retskaffen Hensynsfuldhed skal jeg bede enhver, der vil danne sig en uafhængig Mening om Sagen, om ogsaa at tage dette med i Betragtning, at alle menneskelige Beretninger er ufuldkomne; trods al Sandhedskærlighedkan der - be paagældenbe uafvidende - være Enkeltheder, som er bleven misforstaaede eller har syntes dem skarpere, end W. maaske har ment dem. Men derfor er det ikke paa disse isolerede Enkeltheder, men paa Totalindtrykket, al man skal lægge Vægt.

Og det som bliver afgørende ved Sagens Vurdering, er Realiteterne. Kendsgerningerne, fordi der er ingen Mulighed for Misforstaaelse.

En Kendsgerning er det, at hvor inderligt end den syge bad derom, saa gav W. ham ikke Sakramentet. En Kendsgerning er det, at i den følgende Tid, indtil han blev stille, laa den døende i hjærteskærende Sorg, kaldte atter og atter ad mig, længtes inderlig efter, at jeg skulde være der og give ham Sakramentet og tale til ham om vor Herre Jesus.

En Kendsgerning er det, at faa Timer senere (altsaa paa et Tidspunkt. da hun ikke havde talt med og følgelig heller ikke kunde være paavirket af hverken mig eller andre) nærede man paa Sygehuset alvorlig Bekymring for den syges Hustru; hendes mentale Ligevægt var højst tvivlsom, og Aarsagen hertil øjensynligt Episoden med Nadvernægtelsen o. s. v. som hun fortalte om der.

En Kendsgerning er det, at da jeg den næstfølgende Dag blev hentet til hende, var hendes arme Hjerte bristefærdigt af Angst og Fortvivlelse, og alle hendes Ord gik ud paa det ene og samme SpørgSmaal, om Pastor Willer havde sagt sandt i, at Hendes Mand var ikke værdig til at faa Sakramentet, og var fortabt i Helvede o. s. v., - naar han dog saa inderlig gerne vride høre vor Herre til.

Eet er Realiteter, som man ikke kan komme uden om, - selv om man ikke har overværet Samtalen mellem W. og den syge.

Og paa Grundlag af disse Realiteter mener jeg mig, ihvor syndig og skrøbelig jeg end er, dog berettiger til, uden Personsanseelse og uden Personsuvilje, at spørge med brændende Harme og med inderlig Sorg i min Sjæl: "Kan I virkelig mene, at dette er af Herren Jesus, - han som fortalte Lignelsen om den fortabte og genfundne Søn?"

Felding-Tvis, den 22. oktober 1908

Geo. Jul. Sick.

(Herning Avis, 31. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

"Bræddehytten". (Efterskrift til Politivennen).

Det København, der forsvinder

Nedrivningen af "Bræddehytten" begynder paa Mandag.

Mon der skulde findes en eneste Københavner, som ikke kender "Bræddehytten", i hvert Fald at Navn, og har hørt den berømme som et af Byens bedste Madsteder? Det er næppe sandsynligt, thi dette Ungkarlenes Pandekagehus har altid forstaaet at bevare Duften af det rigtig gode gamle Kongens København over sig og ladet haant om al moderne Udvikling paa Restaurationslivets Omraade.

Men nu maa langt om lange "Bræddehytten" bøje sig for det moderne Livs Krav. Den ligger det ny København i Vejen, og derfor maa den nu væk. Paa Mandag rykker Arbejderne ind i Hytten og tager skaanselsløst fat paa Nedrivningsarbejdet. Om en halv Snes Dage er den fuldstændig jævnet med Jorden, og paa dens Tomt skal den ny Tivoligade anlægges.

"Bræddehyttens" Oprindelse ligger ca. 40 Aar tilbage i Tiden. Den begyndte som en Knejpe under Restauratør Schwartz' Ledelse, men gik allerede i Midten af 70'erne over til Restauratør Frederik Nielsen, som siden har været en omhyggelig Krofar for de mange Gæster og specielt for Stamgæsternes Kreds der Aften paa Aften lejrede sig ved del store runde Bord oppe ved Buffeten og drøftede Dagens Begivenheder, medens man lod Torskehovederne og Fadøllet smage sig og brød sig Pokker om, at Luften herinde, under det lave Loft og mellem de trange Vægge, efterhaanden forvandledes til en tyk Taage af Tobaksrøg og Maddunster, og hygiejnisk set giorde Lokalet tit en højst uappetitlig Spisestue.

"Bræddehyttens" Ry som et solidt og forholdsvist billigt Madsted er naaet langt udenfor Hovedstadens Grænser, og tilrejsende Bønder vænnede sig hurtigt til at skraa fra Jernbanen tvært over Gaden til "Hytten", for der at tage den første Bid Brød paa Københavns Grund.

Det har været en solid og rolig Tilværelse, "Bræddehytten" har ført, og det har været solide Penge, Hr Fr. Nielsen har tjent. Saagodt som ingen Forandringer er sket indenfor "Hytten"s Vægge i de sidste 35 Aar. De tre faste Tjenere har været i "Hytten" i en lang Aarrække. Christiansen har arbejdet der i 36 Aar, Jensen, der oprindelig ogsaa hed Christiansen, har arbejdet der i 22 Aar og Rasmussen i 18 Aar,

Paa Søndag er det altsaa sidste Dag, de serverer ved Stambordet i "Hytten", men den Dag vil ogsaa alle Stamgæsterne give Møde og tage Afsked med det gamle Madsted.

(Folkets Avis - København 26. oktober 1908).

Oprindelig blev bygningen rejst for et menageri, bl.a. giraffer. Enkefru Jensen lejede sig ind i det og brugte det som cafe. 1865 blev det overtaget af restauratør Schweiz og 1876 af restauratør Fr. Nielsen.  Bygningen indlemmedes så i Tivoli. I starten gik det ikke ret godt, men det blev dog med tiden en guldgrube for Jensen. "Bræddehytten" kaldtes også "Nr. 3" og "Krystalpaladset". Hvert år afholdt værten en stor frokost for stamgæsterne og Tivolis højere funktionærer hvor der bl.a. blev serveret østers.

Tegning fra Holbæk Amts Venstreblad 4. november 1908. Fra venstre mod højre: Hoffiskehandler Oscar Frederichsen, journalist Carl Muusmann, possementmager John Güthler, kaptajn Weiss, restauratør Fr. Nielsen og journalist Andr. Buntzen. Oplægget kan være et maleri som Fr. Nielsen bestilte i sommeren 1907 hos kunstmaler H. Oswald, "Stambordet i Bræddehytten". Dette maleri udløste en retssag, idet Oswald havde lavet endnu et maleri og solgt det for 500 kr. Ved en dom blev han pålagt en bøde på 200 kr, dog ikke erstatning..

"Bræddehytten" Den sidste Bøf.

Allerede i Lørdags Aftes begyndte den højtidelige Afskedsfest. Folk strømmede til og blev stuvet sammen om Bordene til der bogstaveligt talt ikke var en Tomme Plads tilbage. Man sad saa tæt som Fluer paa et Stykke Sukkerbrød. Opvarterne holdt sig med Møje en smal Sti aaben, hvor de fortvivlet kæmpede sig frem, drabeligt svedende og med mægtige Klaser af Ølglas i Hænderne.

Helt ud under aaben Himmel sad Folk og risikerede en Lungebetændelse for at komme til at vise deres Deltagelse. Midt i Mylderet stod Stambordet tomt og med Stoleryggene stillede paa skraa ind over dets jomfrueligt hvide Dug. De lignede to Rækker Mindestene, der vakte Andagt om sig, ikke mindst, da det rygtedes, at de ventede paa Stamgæsterne, som Værten havde indbudt til en sidste hyggelig og fortrolig Fællesspisning.

Og Stamgæsterne kom, og der kom gode Gaver paa Bordet, og der blev spist og drukket og holdt Taler, og en af Stamgæsterne havde forfattet og ladet trykke en Sang, som blev omdelt og afsunget under megen Begejstring.

Man vil forstaa, at Festdeltagernes Tænder løb i Vand ved følgende Vers, der som i en Sum indeholder al "Bræddehytten"s Poesi:

En vil ha' grilleret Lammeho'de,
og en anden Kalvefrikasse,
Pandekager efter sidste Mode
og en lille Omelet soufflé;
Gullash, Skinke, Røræg, Bøf, Karbonade,
Blodrød Oksesteg, Torsk, Aal l Gelé;
"Hytten"s Mad er dejlig, Gæsterne glade,
muntert rasler Gaffel, Kniv og Ske

Det blev en Aften, som varede til den aarle Morgenstund. Klokken var 5, da de sidste Gæster forlod "Bræddehytten".

Intet Under, at Stemningen var ligesom en Smule mat i Gaar. Man havde Tømmermænd og saa sort paa Tilværelsen. Dette var altsaa absolut den sidste Aften. De endnu noget medtagne Stamgæster satte sig sukkende ved Bordet og bad om en Sodavand til at begynde med.

Alligevel steg Humøret tilsidst, som det jo plejer, og der var ved Midnatstid stort Liv og Lystighed i den gamle hytte.

Klokken 1 blev der lukket og slukket. "Hytten"'s Saga var ude, uigenkaldelig og for stedse.

I Dag rykker Haandværkerne ind og tager sat paa at jævne det minderige lille Hus med Jorden.

Absalon

(København 2. november 1908).

Tivoligade er Bernstorffsgade. Helt lukke gjorde Bræddehytten dog ikke. Den genåbnede den 15. maj 1909 på Vesterbrogade 3, med N. P. Jensen som vært. Han var fhv. vært på Café Bellevue, Bredgade. Her var udsigt til Tivoli fra en stor veranda med plads til 150 gæster.

Tjener Christiansen flyttede med til den nye "Bræddehytten". Her fik han overrakt dannebrogsmændenes hæderstegn i oktober 1922 og et guldur med guldkæde i anledning af hans 50 års jubilæum. Han blev den første restaurationstjener som blev kongeligt dekoreret. Tidligere på året i 1922 var han fyldt 75 år, og havde ifølge ham selv serveret 3 millioner skipper labskovs. Foto fra BT 29. september 1922.

Ernst Nyrop Larsen: Vesterbrogade 3, Bræddehytten. 10. oktober 1908. Kbhbilleder. Public Domain.

Christian Carl Brix (1820-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. Han underviste efter sin embedseksamen i forskellige skoler, navnlig i Borgerdydskolen på Christianshavn. Studierejser til Stockholm og Uppsala (1845) og til England (1851). 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for København. 1864–1866 medlem af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Han stod i rigsdagen i anden række, hans indflydelse var mere mærkbar i den nationalliberale ledelse af hovedstadens offentlige liv. Blev professor 1869,  etatsråd 1886.

Alfred (Alfred Valdemar) Larsen (1860-1946): Efterslægtens gård på Østergade nr. 54. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjobenhavn den 31te December 1878. Det politiske Møde, som den kjøbenhavnske Afdeling af den herværende Grundlovsværneforening havde sammentrommet med Bebudelse af, at Berg, Hørup og andre af det radikale Venstres Koryfæer vilde indfinde sig. og hvortil de kjøbenhavnske Rigsdagsmænd af det opløste Folkething vare indbudne, fandt efter Bestemmelsen Sted igaar Aftes i Gothersgadens Exercerhus.

- - -

. . . Derefter talte Brix, som i et fortrinligt Foredrag oplyste, at det var Venstre, der havde standset hele vor Udvikling. Han erindrede om, at Højre havde indbragt mange Reformforslag om Skolevæsenet, Præsternes Lønning, Toldtarifen, Forsvarsvæsenet o. s. v., men Venstre havde systematisk modsat sig alle disse Forslag. Naturligvis bleve hans Udtalelser modtagne med Larm, Hylen og usømmelige Tilraab af den største Del af Forsamlingen, og der blev endogsaa raabt til ham, at han skulde "sikke af" o. s. v., men han modstod al denne Tumult med den største Koldblodighed og Fasthed. 

(Fyns Stiftstidende 2. januar 1879).

Grundlovsværneforeningens Valgmøde som i Mandags Aftes afholdtes i Gothersgadens Exercerhus, var besøgt af flere tusinde Mennesker. Allerede forinden Kl. 7 havde Folk begyndt at opstille sig i god Orden paa Fortogene i Gothersgade, hvor Tiden tilbragtes under alskens behagelig Skjemt. Især lod det til, at Bestemmelsen om at tage 10 Øre i Entre tiltalte Publikum. "Havde I. A. Hansen altid gjort det, havde han ikke behøvet at laane af Kassen". Thi det var man enig om, at en Frihedsmand trængte til andet end Ideer og Frihedskjærlighed; "Snapse og baiersk Øl" maatte ogsaa til. Forøvrigt havde man sinde, hvis Høire skulde gjøre "et morderligt Grin", at vise, at der her i Kjøbenhavn fandtes et "Demokrati".

- - -

--- Professor Brix udtalte, at den foregaaende Taler havde givet Høire sit Skudsmaal. Ja, hvis han havde Ret til at give Skudsmaal, saae det slemt ud. Grunden til, at Høire havde stillet sig i en saa stærk Opposition mod Venstre var, at Venstre i en Række af Aar havde hæmmet vor Udvikling; det havde reist et nyt Spørgsmaal, hvorfor det satte alle Hensyn tilside, i de første 22 Aar af vor Frihed gik Udviklingen rask fremad. Efterat Venstre tilligemed de nu saa forkættrede Godseiere vare blevne enige om et nyt Landsthing (og Berg med!) havde Venstre begyndt sin Opposition. Taleren mindede om, at det havde nægtet Reservens Indkaldelse, det havde indsendt den bekjendte Adresse til Kongen og endelig havde det viist det af den foregaaende Taler saameget omtalte Maadehold ved at nægte Finansloven. Taleren gjennemgik derefter de sidste Aars politiske Historie under stærke Afbrydelser (Tal om Arbejderne! - Estrup leve ! - Hurra! Venstre leve!). Den provisoriske Finanslov blev udstedt, fordi saavel Landsthing som Folkething havde vedtaget hver sin Finanslov. Der var altsaa kommet en Rift i Grundloven, men Skylden var Venstres, der havde været ufordrageligt. Venstre havde ikke henvendt sig til den rette Dommer over Ministeriet, nemlig Rigsretten. Hvorledes havde det store Venstre hævdet sine Principer? Ved at gaa fra hinanden. Hvis Parlamentarismen herskede, vilde man nu ikke kunne danne et Ministerium af Folkethinget (Gaa, gaa! stærke Raab). "Jeg viger ikke, om De skrige nok saameget. Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere, og dette er min Berettigelse til at staa her (stærk Støj). Hvis De bliver ved at skrige saaledes, maa det siges, at kjøbenhavnske Venstremand, som vare i Minoritet, ikke kunde give deres Mening tilkjende uden ved Skraal og Skrig". Høire elskede Grundloven høiere end dem, der ved deres ubesindige Fremstormen udsatte den for Fare. Grundloven leve! (Hurra! Brix leve! Hurra! Hyssen). -

- - -

(Thisted Amtsavis 2. januar 1879. Uddrag).

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Christian Carl Brix (1820-1908). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. C. Brix som Skolemand.

Ved Professor Fr. Bokkenheuser.

Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.

Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.

Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."

Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.

Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.

Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.

Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.

Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.

I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.

I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet

Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.

Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)

Etatsraad C. Brix død.

14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,

Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.

C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.

I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.

Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.

Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.

(Dannebrog 27. oktober 1908).

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.

Etatsråd Chr. Brix' familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.