Den halvautomatiske Telefoncentral. (Efterskrift til Politivennen)

Halvautomatbordet for de 1000 overførte Christianshavnerabonnenter. - I Ovalen til højre spiller en Dame paa Automatklaviaturet.

Medens Telefonistinderne hidtil har skullet være i Besiddelse af en vis legemlig Behændighed og Smidighed for at tumle med Snore og Propper paa den høje Tavle foran dem, saa skal de nu, hvis de ansættes ved et Halvautomatbord, nærmest have en Skrivemaskine-Dames Fingerfærdighed.

Den første halvautomat er jo nu indrettet i den hidtil overbebyrdede Amager-Central i Norgesgade, hvor ogsaa Sundby-Centralens Abonnenter flyttes over. Foreløbig er kun 1000 Christianshavnere, der hørte til "Byen", blevet "Halvautomater", men alle de andre ovenfor omtalte Abonnenter bliver det i Løbet af 1½ Maaned.

Hvordan selve det nye System, rent teknisk set, er, kan vi ikke her udrede nærmere, men kun sige, at en Del af Damernes Virksomhed erstattes af automatiske "Findere" Og "Vælgere", sindrige automatiske Maskiner, som nede i Etagerne under Telefonhallen i en hurtig Drejen rundt og Gliden erstatter det menneskelige Arbejde. Med andre Ord: Hvor der hidtil krævedes to Damer, er nu én tilstrækkelig.

Telefondamen sidder, som det ses paa Billedet, foran et Bord med mange Taster, hvorpaa hun spiller, som paa en Skrivemaskine, medens forskelligt farvede Lamper ustandseligt giver hende Signaler.

Dyrt har dette Anlæg været- og snart kommer Hellerup-Central med - men Vejen er nu banet foren fuldstændig Overgang til automatisk Drift. Det vil imidlertid blive overordentlig dyrt - ca. 20 Millioner Kr. - saa Selskabet betænker sig jo nok en Tid endnu, saa meget mere, som der ikke her er Mangel paa Telefondamer, saaledes som Tilfældet bl. a. er flere Steder i Amerika. Overhovedet er det, efter Direktør Johansens Mening, meget tvivlsomt, om hel Automatdrift passer for os.

indtil den nye Drift er helt indført paa Amagercentralen, er der jo forskellige Vanskeligheder, og bl.a. lægges det de Abonnenter, der skal trykke paa en Knap paa deres Telefon, paa Sinde, naar de skal tale med Amager, da at løfte Telefonen af, før de trykker paa Knappen.

(Aftenbladet (København), 9. januar 1923).

De gamle telefoncentralbygninger findes stadig rundt omkring i byen. Her er Nora, på hjørnet af Blågårdsgade 8 og Baggesensgade 16. Centralen er tegnet af arkitekten Jens Ingwersen (1871-1956) og opført 1933. Altså efter de ovennævnte artikler er skrevet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da Sandheden om 8 Timers-Dagen kom frem. (Efterskrift til Politivennen)

 Hvad Stenograferne afslørede. - 8 Timers arbejde om Dagen og paa Det Kgl. Teater om Aftenen.

Nu kan man altsaa i en nær Fremtid vente Resultaterne af Undersøgelserne om Virkningerne af 8 Timers- Dagens Indførelse i lndland og Udland.

Imedens der ventes, kan det være ganske underholdende at opfriske, hvad der kom frem i den Kommission, der i 1910 var nedsat for at faa revideret Lønnen og Arbejdstiden for Hærens og Flaadens Haandværkere og Arbejdsmænd.

Orlogsværftets Chef, Kontreadmiral Zachariae, var Kommissionens Formand og havde faaet den lidt usædvanlige, men fortræffelige Idé at lade Forhandlingernes Ordlyd optage stenografisk. Der var altsaa ikke alene ingen Misforstaaelse mulig, men i den stenografiske Gengivelse fik 8 Timers-Dagens tilsyneladende saa fanatiske Tilhængeres Udtalelser hele den friske Charme. De afslørede paa ofte helt pudsig Maade den egentlige Sandhed om 8 Timers-Dagen.

Hovedresultatet blev, at de forskellige Statsinstitutioners Arbejdere gennemgaaende var bedre lønnede end Arbejderne i den private Industri - deres Timeløn var højere, og hertil kom jo endda Værdien af Pensionsretten. Men uagtet den gunstige Timefortjeneste var Aarsindtægten lavest for Orlogsværftets Arbejdere, hvad der udelukkende skyldtes den korte Arbejdstid derude - kun 6 Timer 50 Minutter midtvinters og ellers til op imod 8 Timer. Maskinarbejderne havde den Gang et aarligt Antal Arbejdstimer af 2305 paa Orlogsværftet, 2856 i Statsbanernes Centralværksted og 3320 hos Burmeister & Wain.

Under Kommissionens Samtaler med Arbejdernes Repræsentanter kom der, som sagt, af og til ganske interessante og morsomme Momenter frem.

Baadebygger Nielsen kommer for og udtaler: Med Hensyn til en Forlængelse af Arbejdstiden turde jeg pointere, at man overalt i den civiliserede Verden arbejder hen til at faa en normal Arbejdsdag paa 8 Timer, og enkelte Steder er det paavist, at det er heldigt, at man har faaet det. Da nu Marineministeriet hidtil har været foran med denne Arbejdstid af 8 Timer, saa mener jeg, at det vil være det heldigste, saavel for Marinen som for os, at bibeholde den Arbejdstid, og efter min Overbevisning vil der ikke godt kunne være Tale om at gaa ind paa en Forlængelse af Arbejdstiden under nogen Form.

Formanden: Ikke under nogen Form? Altsaa ganske i Almindelighed siger De, at De overhovedet ikke vil have nogen længere Arbejdstid, selv om De faar en tilsvarende Lønforhøjelse? Siger de andre Herrer det samme?

Og fra de tre andre lyder det: "Jeg slutter mig fuldstændig til Nielsen. Jeg i lige Maade. Jeg ligesaa."

Til Fyrbøder Reinhardt ytrer Formanden: Deres Ønske gaar altsaa ud paa, at De vil beholde den Arbejdstid, De har, og selv om De faar en forøget daglig Indtægt, saa frister det Dem ikke?

Reinhardt: Nej, for det er jo at give med den ene Haand og tage med den anden.

Formanden: De mener maaske, at De har Overarbejde hver Dag, og at De saa maaske vil komme ind paa at faa nogen Reduktion heri. Men det er slet ikke Meningen.

Reinhardt: Nej, der er kun Tale om, at naar man giver med den ene Haand og tager med den anden, saa er det, naar man giver højere Løn, men stiller den Fordring, at man saa ogsaa skal have længere Arbejdstid. Men, naar man skal have længere Arbejdstid samtidig med, at man skal have højere Løn, saa er det jo ingen Lønforbedring.

Formanden: Ja, men det er helt bortset fra det. Det kan godt være, at der kommer en Lønforbedring alligevel. Begge Dele kunde godt tænkes, at De fik en Lønningsforbedring i al Almindelighed, og samtidig en længere Arbejdstid, hvor denne Lønningstorbedring kom til at virke saaledes, at Lønningsforbedringen paa en vis Maade kom til at virke dobbelt. Der tænkes altsaa slet ikke paa, at Lønforbedringen sal være afhængig af Arbejdstidens Forlængelse.

Reinhardt: For mit Vedkommende og paa mine Kollegers Vegne tør jeg nok fremsætte at vi ønsker den Arbejdstid, vi har. 

Som man ser, er de fanatiske Modstandere af 8 Timers-Dagens Ophævelse. Men det vil vise sig af det følgende, at det er kun paa Orlogsværftet, der skal være 8 Timers-Arbejdsdag. Naar den er omme, har de ikke det fjerneste imod at tage sig en lille 8 Timers-Arbejdsdag et andet Sted:

 

Marinematros Lübbers afslører det: Der vil vi jo helst have det, som vi har det, da de hele Verden over arbejder for at faa denne 8 Timers-Arbejdsdag. Og der vil jeg bemærke, at vi vil blive afskaarne fra de ekstra Beskæftigelser, som vi nu kan tage os paa ....

Formanden: Ja, men hvis nu Deres Lønning her bliver højere end den, De kan faa for Deres private Arbejde, hvad saa?

Lübbers: Ja, vi holder paa 8 Timer.

Formanden: Aldeles ligegyldigt, om De fik Guld og grønne Skove, saa holder De dog paa, at De kun vil have 8 Timers- Arbejdsdag herude?

Lübbers: Ja! Ellers vilde det være at gaa Krebsegang. Det at gaa den anden Vej, op til 10 Timer, er Krebsegang.

Formanden: Og det er ligegyldigt, om De ogsaa blev forgyldt for den 9. Time, saa vil De dog ikke have den med?

Kommandør Schoustrup: Jeg synes, det er en Fiktion med de "8 Timers Arbejdstid". Hvorfor vil man dog hænge sig deri? Naar man anfører det som Argument, at man ikke vilde kunne arbejde ved Det kgl. Teater eller andre Steder maaske den halve Nat, naar man fik en længere Arbejdstid herude end 8 Timer, saa synes jeg, at det er ganske ulogisk at holde paa Principet med de 8 Timer.

Lilbbers: Nej, det er det ikke.

Formanden: Men De arbejder dog maaske baade 10 og 12 Timer hver Dag. Lad os sige, at De har blot 2 Timers ekstra Beskæftigelse daglig, saa bliver det i alt Fald 10 Timer, De arbejder hver Dag.

Lubbers: Ja, vi arbejder maaske meget mere.

Formanden: De sagde, at selv om De blev forgyldt, vilde De ikke have mere end 8 Timers-Arbejdstid.

Lubbers: Det sagde jeg ikke noget til - hvis vi blev forgyldt.

Formanden: Vil De saa nok have en længere Arbejdstid herude, hvis De faar en højere Løn?

Lübbers: Nej.

Formanden: Saa hænger de to Standpunkter ikke rigtig sammen i begge Ender.

Lilbbers: Jo, de gør.

Altsaa holder Hr. Lübbers paa sit. Men med næsten endnu større Kærlighed værner Værftsarbejdsmand Sørensen om den hellige Ottetimersdag - og saa paa, at Aftenen og Natten skal tilbringes i salig Holbergs Hus.

Sørensen: Hvad Tiden angaar, da kan jeg heller ikke andet end slutte mig til en 8 Timers-Arbejdsdag - undskyld, jeg er saa fri.

Formanden: De misforstaar mig ganske. Mit Spørgsmaal er, hvad De personlig ønsker.

Sørensen: Ja, uden at trætte den ærede Kommission for meget, og idet jeg følger det strengt og stærkt, vi jeg sige, at jeg gaar mod til absolut 8 Timer og finder det aldeles forkasteligt at forhøje Arbejdstiden af Hensyn til del ganske internationale Samfund .... da vi har været de første til at indføre den Arbejdstid, har haft den Ære, saa bør vi ikke gaa med til at gaa baglængs. Det er baglængs Marsch, selv uanset, om man opnaar mere. Det er meget fristende at sige til en Mand: Nu giver vi dig 1 Kr. eller 1½ Kr. mere om Dagen, naar du vil arbejde længere herude, men jeg forsikrer de Herrer for, at de vil gaa paa Teatret alligevel.

Formanden: Det maa jo blive en privat Sag

Sørensen: Ja, det ved jeg vel, for der er lige saa vel imellem Arbejderne nogle, der ikke kan faa nok, som andre Steder højere oppe. Men det er ikke det Maal, vi skal arbejde frem til. Arbejderne herude kan absolut ikke gaa med til at være med til at forøge Arbejdstiden. At vi, naar vi bliver kommanderet til det, saa maa parere Ordre, det er en anden Sag, for vi er jo Soldater. Men selv gaa med til det af egen Villie, godvilligt, det er forkasteligt, det synes jeg da. Det er altsaa min Stilling dertil, Hr. Kontreadmiral. Saa ved De det!

Som man ser, udtalte Hr. Sørensen sig særdeles aabenhjertigt. Men han var heller ikke nogen almindelig Dusinmand, han hørte til de viderekomne, hvad han ingenlunde lagde Skjul paa:

Jeg tillader mig at regne mig betydeligt - ja, jeg mener ikke noget storagtigt dermed - mere end en anden Arbejdsmand, idet der ikke ved Arbejdsmændene ude bliver stillet den Fordring til ham ude i Livet som herinde paa Værftet til mig. Naar De spørger mig hvorfor, saa kan De faa det Svar: Jo, der er flere Ting Der er for det første den Ting, at der fordres ikke af den anden, at han, naar han ikke er Soldat, saa skal lade sig udkommandere i eventuelle Krigstilfælde, Det er noget, man kalder at være sat paa en farefuld eller ansvarsfuld Plads, og det er vi, og de plejer som Regel stedse at være betalt bedre ogsaa. Saadan er det, jeg mener min Stilling som Arbejdsmand i Forhold til, set ude fra og set herinde fra, er; det er ikke, fordi jeg regner mig for mere end Arbejdsmændene derude, men jeg maa regne med, at naar man er edsvoren og underkastet forskellige Forhold og bundet paa Aaremaal og underkastet Militærlovene og sat paa en farefuld Post - saadan ser jeg paa det, Hr. Admiral.

Formanden: Alle vil gerne have mere. Det er en almenmenneskelig Svaghed, og selv om de i Øjeblikket fik en maaske endog betydelig Lønforhøjelse, saa vilde der ikke gaa lang Tid, inden der paany rejste sig Stemmer for at faa mere i Løn Det gælder baade Dem og mig. Det gælder alle.

Sørensen: Jeg maatte maaske faa Lov til at dele Kaar med Hr. Kontreadmiral.

Formanden: Det kan vist ikke lade sig gøre.

Sørensen: Nej, det kan det vist ikke.

Med denne lille og bramfrie Scene mellem Admiral og Arbejdsmand kan vi vist slutte.

Kommandør Schoustrup føjede blot til: Jeg sagde, det var en Fiktion med de 8 Timer, naar man  tager Tjeneste f. eks. paa Det kgl. Teater og maaske arbejder den halve nat der. Jeg mente dermed, at det saa jo i Virkeligheden kun var en Indbildning, at de kun havde 8 Timers Arbejdstid, naar de i Virkeligheden arbejder meget længere.

Og Hr. Sørensen riposterede gnavent: Kommandør Schoustrup talte om Arbejde ude i Teatrene og den forlængede Arbejdstid, som derved fremkom. Jeg kan ikke se, at det er noget, der kan komme op her. Det kan vel egentlig ikke interesse at høre, at der er Folk der maa arbejde den halve Nat. Men det er altsaa givet.

- Hr. Værftsarbejdsmand Sørensen havde nok Grund til at være gnaven - den Ottetimers Arbejdsdag kom til at staa i et ejendommenligt Lys.

(Nationaltidende 4. januar 1923).

Georg Hugh Robert Zachariae (1850-1937) var blevet kontreadmiral 1901. Han var formand i forskellige kommissioner angående ændringer i orlogsværftets organisation og til udarbejdelsen af søværnsloven af 1909. Ved denne lov skabtes faste og klare rammer for søværnets organisation og således også for orlogsværftets ledelse. Han stoppede 1915, men var 1917-18 i midlertidig tjeneste i søværnet og stilledes til rådighed for udenrigsministeriet som formand i den danske regerings komité til forplejning af syge krigsfanger.

Hvor Benzin-Damperne losser. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Havneanlæg tages i Brug.

Benzintanken er skjult i de store Jordvolde, der ses bag det lave Maskinhus.

Benzin er jo efterhaanden blevet en meget efterspurgt Vare. For en Snes Aar siden var det nok. naar Petroleums-Damperne havde et Par Tønder med i lasten af den brandfarlige Væske, for at Damerne kunde faa for den obligate Tiøre til Handske-Rensningen.

Men i Automobilernes Tidsalder kræves der jo noget større Tilførsler, og da Frihavnsudvidelsen blev vedtaget, besluttedes det ogsaa at indrette en særlig Benzin-Havn.

Dette Anlæg er bygget nord for Kalkbrænderihavnen og er indrettet paa en Maade, der saa vidt det staar i menneskelig Magt sikrer Omgivelserne og i sidste Instans Byen mod den frygtelige Fare. det vilde være, hvis en saadan fuldtladet Tank eksploderede eller kom i Brand

Otte mægtige Jern-Tromler, hver rummende 500 Tons, er anbragt nede i Grunden, dækket af mægtige Jordlag, der hæver sig adskillige Meter til Vejrs over Jordplanet. Som en yderlig Sikringsforanstaltning kan Indløbet til dette Havneanlæg fuldstændig aflukkes ved et Sluse-System, saa at Benzinen i Tilfælde af Uheld ikke kan flyde ud i Havneløbet eller da ændre Bassiner og anrette Ulykker ved mulig Antændelse.

I Gaar fik det nye Havneanlæg sin Indvielse, idet en amerikansk Benzindamper lagde sig til Kajen, hvorefter Lasten gennem mægtige Sugerør pumpedes ind i de store Cementbeholdere.

Vort Billede viser den brandfarlige Damper under Udlosningen.

(Aftenbladet (København) 4. januar 1923).

Besøg i Stokhuset, - Det gamle Slavefængsel ved Østervold. (Efterskrift til Politivennen)

Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.

Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.

Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.

I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.

Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.

Gaard Interiør i Stockhuset. Til højre i Stuegangen Inkvisitionens Torturkamre.

I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.

I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.

Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.

Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet 

et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn", 

af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.

Hovedindgangen til Stokhuset fra Østervold.

Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden. 

Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som  Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.

Et Besøg i de underjordiske Fangehuller. 

Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion

Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...

Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...

Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .

Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.

Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.

En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.

Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.

Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.

Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.

Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.

Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.

Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.

Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!

Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.

Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.

1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.

Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte

Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.

Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .

Men der er ikke Tid til at dvæle.

Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.

Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.

For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.

Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!

Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,

I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,

Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.

Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.

Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.

Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.

De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.

Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.

Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.

For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.

Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.

En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.

Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.

Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.

Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.

Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.

Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .

Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.

I "Fugleburet"

Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.

Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.

De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.

Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.

Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.

De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.

I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.

16 Aars Drenge som Slaver. 

I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.

De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.

Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.

Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.

Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.

Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.

Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.

Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....

- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.

En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.

Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.

Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.

Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.

En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.

En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.

Jarmers Taarnet.

Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.

Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.

Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.

Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl

N.B.

(Social-Demokraten, 2. januar 1923).

Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.

Tyvagtige Ekspeditricer. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Johs. Bigler forlanger af religiøse Grunde en ung Pige straffet.

Hun havde bedraget Firmaet for 700 Kr. Familien vilde betale Grossereren 1000 Kr. i Erstatning, men fik Afslag.

I Gaar udspilledes et trist Drama i Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen. Det mest triste ved dette Drama er dog den Omstændighed, at det hele kunde have været afværget, saafremt Anmelderen vilde have vist en lille Smule Menneskekærlighed overfor den Tiltale og hendes Paarørende.

Tiltalte var en ung Ekpeditrice, Frk. L., der for ca. en Maaned siden blev anmeldt til Politiet for Bedrageri af 700 Kr. overfor Firmaet Johs. Bigler og Søn. Frk. L. havde i Løbet af 7 Maaneder forfalsket Syerskernes Arbejdssedler, saaledes at Firmaet havde udbetalt 700 Kr. mere, end det var pligtig til, og de 700 Kr. havde Frk. L. selv beholdt.

Saa snart den unge Piges Forældre fik Meddelelse om Datterens Forbrydelse, gik de til Grosserer Bigler og tilbød at dække hele Beløbet, ja, de vilde endog erstatte det besvegne Beløb (700 Kr.) med 1000 Kr., saafremt han vilde tage Anmeldelsen tilbage.

Grossereren, der er en troende Mand, svarede Nej,

idet han kynisk meddelte de ulykkelige Forældre, at den unge Pige skulle straffes, fordi hendes Forbrydelse var af samme Art som Alberti. Han blev straffet, og det samme forlanger jeg, at Deres Datter bliver. Hos mig findes ingen Skaansel.

Saaledes svarede den troende Grosserer et Par ulykkelige Forældre, og uden mindste Gnist af Samvittighedsnag gik han til Politiet og forlangte, at hans Anmeldelse skulde undersøges og paadeømmes.

Sagen blev saa henvist til 2. Undersøgelseskammer, hvor Politiassessor Madsen løslod den unge Pige, medens Sagen stod paa. Flere Gange forsøgte Assessoren at tale Grossereren til Fornuft - men uden noget Resultat. Den selvretfærdige Grosserer, der har tjent sig en stor Formue paa sine Syerskers Slid, forlangte stadig Straf for den lille Synderinde.

15 Maaneders Forbedringshus.

Saa var der ikke andet at gere end at lade Sagen gaa til Doms. Loven forlanger jo, at saavel smaa som store Forbrydere straffes - mest de smaa - og Politimyndighederne er jo til for at paase, at Loven overholdes. - Sagen blev fra 2. Undersøgelseskammer sendt til Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen, hvor den unge Pige i Gaar mødte sammen med sin Moder. Da der baade forelaa Falsk og Bedrageri, kom Dommen til at lyde paa ikke mindre end 15 Maaneders Forbedringshus. Da de to ulykkelige Kvinder hørte dette, faldt de hulkende hinanden om Halsen.

Desværre var Grosserer Bigler ikke tilstede ved Domsafsigelsen, thi i saa Tilfælde vilde han maaske have forstaaet, hvilken frygtelig Synd han havde begaaet overfor den unge Pige og hendes Forældre.

Mærkværdig nok havde Frk. L. ingen Forsvarer. Det havde dog været paa sin Plads om man i dette Tilfælde havde beskikket en Forsvarer, der muligvis havde kunnet bistaa den unge Pige med Raad, saaledes at straffen ikke var blevet saa umenneskelig haard. 

Vi kommer i den Forbindelse til at tænke paa, Bankkassereren fra Landmandsbanken, der havde bedraget for 30.400 Kr., kun fik 2 Aars Forbedringshus. Det er en meget mild Straf, naar den unge Pige for 700 Kr. Skyld skal sættes I Fængsel i 15 Maaneder.

Men der er neppe Tvivl om, at Grosserer Bigler i Dag er en lykkelig Mand, der takker sin Gud for, at han har ladet ham faa Ram paa den unge Pige og hendes forældre.

(Klokken 5 (København) 29. december 1922).

Grosserer P. Biegler forsvarer sig.

Nogle mærkværdige Dementier af ganske uvæsentlige Punkter i vor Artikel om Grossererens umenneskelige Handlemaade overfor en af hans Ekspeditricer.

Vi meddelte i Gaar at Grosserer Biegler af det kendte Firma Johs. Biegler havde anmeldt en af sine Ekspeditricer, en Frk. L. for Bedrageri og Falsk og trods forskellige Henvendelser om at faa Sagen ordnet i Mindelighed - bl. a. vilde Familien dække det besvegne Beløb med 1000 Kr. - haardnakket forlangte hende straffet.

Dette lykkedes ogsaa, Idet den unge Dame ved Byrettens 6. Afdeling fik sin Dom paa 15 Maaneders Forbedringshus. Vi kritiserede Hr. Bieglers Optræden i denne Sag, bl. a.fordi han, der gaar for at være en dybt religiøs Mand, farer saa haardt frem mod en af sine fattige og forslidte Arbejdersker. Ordet "kynisk" i vor Omtale er faldet den retfærdighedssøgende Grosserer for Brystet, thi i Gaar henvendte Hr. Biegler sig til os og ønskede, at vi skulde dementere en Del af vor Artikel, der var ganske i Overensstemmelse med de faktiske Forhold.

Da vi saa ofte har hørt den Slags Paastande fremsat af Folk der har faaet deres Heltegerninger belyst i vort Blad, spurgte vi Hr. Biegler, hvad det var, der var i Uoverensstemmelse med Sandheden i vor Artikel, og om han da vilde give os en Fremstilling af Sagen

Grosserer P. Bieglers Fremstilling og Dementi.

- Jo, det vil jeg meget gerne, udtalte Grossereren, saafremt De vil gengive det, som jeg fortæller Dem det.

Den første Uoverensstemmelse er den, at De skriver, at Dommen faldt den 28. December. Det er i absolut Strid med Sandheden, idet Dommen faldt den 22. December. Dernæst skriver De, at det var en ganske ung Pige. Heller ikke det er sandt, Frk. L. var 30 Aar gammel.

Men den største Usandhed, Bladet har gjort sig skyldig i, er dog, naar jeg betegnes som kynisk. Jeg ser saaledes paa Sagen, at en Mand, der er kynisk, maa være en Kyniker. Og da Ordet Kyniker er en injurie, kan jeg fordre Dem straffet og tiltalt, fordi jeg saa langtfra er nogen Kyniker. Jeg har kun villet simpel Retfærdighed. Jeg har selv været meget bedrøvet over at maatte blande Politiet ind i Affæren, men det var nødvendigt at statuere et Eksempel. I en saa stor Forretning som min, begaas der mellem Aar og Dag fra Syerskernes Ride en Mængde strafbare Ting, og det vil jeg ikke have, og for at gøre det øvrige Personale bekendt med at jeg ikke upaatalt vil finde mig i det, meldte jeg Frk. L. til Politiet,

Saa skriver De, at jeg havde gjort det af religiøse Grunde. Det var ikke religiøse Grunde, men moralske, der fordrede, at jeg maatte have Frk. L. straffet.

Det var ikke 700, men 800 Kr. Frk. L havde taget.

Et andet Punkt, der ogsaa er ganske i Modstrid med Sandheden, er Deres Angivelse af den Sum, Frk. L. har tilvendt sig. Det var ikke 700 Kr., men 800 Kr. Og dertil kommer at Politiet fortalte mig, at det godt kunde være et meget større Beløb, men kunde vare ikke konstatere det.

Der er absolut ikke sket nogen Ulykke i, at Frk. L. nu har fået 15 Maaneders Forbedringshus, thi hun er en dreven Forbryderske, en modbydelig Person, som man ikke bør have Medlidenhed med. Jeg havde ingen lndflydelse paa Sagen. Da først Politiet havde faaet den og set, at det drejede sig om Falsk, var det ganske udelukket, at jeg kunde forhindre, at hun blev straffet. Deres Oplysning om, at Politiassessoren flere Gange forsøgte at tale mig til Fornuft og trække Sagen tilbage, passer heller ikke.

Jeg har slet ikke omtalt Albertisagen, saa det maa De ogsaa dementere, men navnlig ønsker jeg, at De skriver, at jeg ikke er Kyniker, det er jeg ikke.

- - -

Saaledes ser den Fremstilling ud, som Hr. Biegler har ønsket, at vi skal give af Sagen, og heri har vi Punkt for Punkt fulgt ham. Han har faaet Iov til af dementere alle de "væsentlige Uoverensstemmelser" med Sandheden, der fandtes i vor Artikel.

Men skulde vi have givet ham et godt Raad, saa vilde vi paa det kraftigste have fraraadet ham at offentliggøre den Slags Dementier. Hvor er det dog ligegyldigt, om Dommen er faldet den 22. eller 28. December, om Summen har været 700 eller 800 Kr., og om den straffede unge Dame var ganske ung eller 30 Aar. Hovedsagen er dog, at en hovedrig Mand ganske uden Maal eller Med forlanger en ung Kvinde kastet i Fængsel i 15 Maaneder, fordi han skal tilfredsstille sin religiøse eller moralske Overbevisning

(Klokken 5 (København) 30. december 1922).

Ifølge Kraks Vejviser 1922 lå Johs. Bigler & Søn Gl. Mønt 4. Grosserer R. Biegler, Nørrevoldgade 80 dementerede i øvrigt at han og hans firma havde noget med sagen at gøre.

En Kleptoman. En Ekspeditrice hos Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge, København, er anholdt for omfattende Tyerier fra Lageret. Hun undskylder sig med at lide af Kleptomani (Stjælesyge)

(Kolding Social-Demokrat 4. januar 1923).

Ifølge Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. januar 1923 drejede det sig om den 24-årige Anni Martin.

Annonce for isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge i Kraks Vejviser.

Helten fra Islands Brygge

Isenkræmmer R. anmelder sin Ekspeditrice for Tyveri af 300 Kr. - Han udnyttede hende, saa længe han havde travlt, trods det at han vidste, at det var hende, der stjal fra Forretningen.

I Gaar fremstillede Overbetjent Bengtson fra 2. Undersøgelseskammer en Frk. M. i Byrettens 6. Adfl. hos Dommer Nielsen sigtet for Tyveri.

Frk. M. havde været ansat hos en Isenkræmmer R. paa Islands Brygge som Ekspeditrice. Under forhørene oplystes det, at Frk. M. havde stjaalet for ca. 300 Kroner Køkkensager, Porcelain m.m. fra Forretningen. Da Isenkræmmeren havde fattet Mistanke til Frk. M., henvendte han sig til en fhv. Opdagelsesbetjent, der nu er Privatdetektiv. Denne stillede Vagtposter ved Forretningen, og det lykkedes ham i December Maaned at paagribe Frk. M da hun forlod Forretningen med nogle Tyvekoster. Men da Isenkræmmeren havde meget travlt op imod Julen og havde Brug for al den Hjælp han kunde udnytte af sit Personale

undlod han at anmelde Frk. M. før selve Juleaftensdag.

da hun blev anholdt og arresteret i et lukket Grundlovsforhør Juledag. Sagen henvistes til 2. Undersøgelseskammer. hvor den elskværdige Politiassessor Madsen løslod hende til Nytaar. (Det var samme Assessor, der havde Sagen med Frk. L. fra Grosserer Biegler.) Under Forhøret i Gaar oplystes det, at Isenkræmmeren, der selv var til Stede under Forhøret. havde engageret Frk. M. til en Løn af 150 Kr. maanedlig fra Kl. 8 Morgen til 6 Aften men at han baade i November og December Maaned har udnyttet Frk. M. til at arbejde i sin Forretning til Kl. 2 Nat uden at give hende nogen Ekstrabetaling.

Hun bliver syg af Overanstrengelse.

Da hun en Gang i November Maaned klagede over at være bleven syg af Overanstrengelse, nægtede han hende at gaa hjem, og Dagen efter blev hun saa syg, at hun laa hjemme i 8 Dage under Lægebehandling.

Saavel Anklagemyndighederne som Dommeren følte Medlidenhed med Frk. M., der aldrig har været tiltalt eller straffet, men hos Isenkræmmeren fandtes ingen Medlidenhed. Han var øjensynlig stolt over at have forvoldt den unge Ekspeditrice en trist Jul efter at have taget den Nytte af hende, han kunde, da der var travlt i Forretningen. Da Travlheden var forbi Lillejuleaften, lod han hende arrestere Juleaftensdag.

Hun blev idømt 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Overretssagfører Byrdal. der var hendes Forsvarer, lovede at ansøge om Benaadning for hende, og Dommeren lovede at anbefale Ansøgningen.

(Klokken 5 (København) 10. januar 1923)

Tyverierne fra Isenkræmmer Raaschou

Vi omtalte forleden, at en ung Ekspeditrice M. var blevet overbevist om Tyverier fra Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge. Hun tilstod 5 Gange at have stjaalet Køkkensager til en Værdi af ialt ca. 400 Kr.

I Gaar afsagde Dommer C. E. Nielsen Dom over den unge Ekspeditrice. Den kom til at lyde paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Den unge Pige, der er paa fri Fod, vil rimeligvis ansøge Justitsministeriet om Benaadning.

(Nationaltidende 10. januar 1923).

Isenkræmmer Raaschou og Ekspeditricen.

Hr. Raaschou anbefaler, at den unge Frk. M. benaades.

VI omtalte forleden Dag, at Isenkræmmer Raaschou paa Islands Brygge havde anmeldt sin Ekspeditrice for Tyveri, og at den unge Dame var blevet idømt 80 Dages Fængsel derfor.

Nu meddeler Hr. Raaschou os, at der i vor Artikel om Sagen var en Urigtighed, idet der stod, at han i længere Tid havde vidst, at Frk. M. var Tyven, men at han først, da Juletravlheden - Lille Juleaftensdag - var forbi - havde meldt hende til Politiet og saaledes udnyttet hendes Arbejdskraft, indtil Travlheden var forbi.

Dette er ikke rigtigt, siger Hr. Raaschou idet han først Lille Juleaftensdag blev klar over, at Frk. M. var Tyven og samtidig lod hende anholde.

Hr. Raaschou beder os oplyse, at han har henvendt sig til Overretssagfører Burdal, der er den unge Piges Defensor og anbefalet Benaadningsansøgningen, og for ikke at man skal faa Indtryk af. al Hr. Raaschou anmeldte den unge Pige, fordi han havde lidt økonomiske Tab, beder han os meddele, at han har skænket en større Sum Penge til Børnenes Kontor, end Værdien af alle de Sager, Frk. M. har stjaalet.

(Klokken 5 (København) 12. januar 1923).