Johannes Fibiger (1867-1928). Efterskrift til Politivennen)

"Professor Fibigers Død er et uerstatteligt Tab"

Udlandets berømteste Videnskabsmænd yder hans livsværk den største Anerkendelse.

Kræftforskeren, Nobelprismodtageren, Professor Johannes Fibiger døde i Mandags Aftes paa Rigshospitalet, hvor han var bleven underkastet en Operation.

Avisen bragt på forsiden "fremragende Videnskabsmænds Udtalelser om Professor Fibiger". Desuden en nekrolog af Fibigers nærmeste medarbejder ved Det patologisk-anatomiske Institut, prosektor Bj. Vimtrup hvorfra enkelte citater bringes i uddrag og stærkt forkortet nedenfor:

Professor Fibiger in memorian.

- - - Heldet, som fulgte ham geunem hans senere Aar, var allerede med ham i Ungdommen, thi som et Held og en Lykke, betragter han det selv, at han som ung Læge i 1890 blev Assistent hos Professor Carl Jul. Salomonsen, kort efter at denne var blevet ansat som Professor i Bakteriologi ved Københavns Universitet. Hele Professoratet, for øvrigt det første bakteriologiske Professorøt i Verden, bestod af Professoren, den ulønnede Assistent, en halv Snes Forsøgsdyr, Thermostater og Glas nt. in., altsammen installeret i to Kælderrum i det plantefysiologiske Laboratorium. ---Gennem 3 Aars intensivt Arbejde her, enhvervede han sig et indgaaende Kendskab til de moderne Laboratoriemetoder og den medicinske Bakteriologi, og samtidig nød han godt af Professor Salomonsens aandfulde og inciterende Vejledning. I de senere Aar stod disse 3 Aar for Professor Fibiger som hans lykkeligste, som hans egentlige Læreaar, de Aar, da han fik Sans for videnskabelig Forskning og udødelig Kærlighed dertil.

Som en direkte Fortsættelse af dette Studium kom Fibigers Arbejder over Difteri, et Arbejde, som paa absolut afgørende Maade dokumenterede Værdien af den den Gang helt nye Serumbehandling. Dette Arbejde, der blev fremlagt paa den internationale Bakteriologkongres i Moskva i 1897, blev udført medens Fibiger var Reservelæge paa Blegdamshospitalet. 

- - -

Fra Blegdamhospitalet flyttede Fibiger over til det patologisk-anatomiske Institut, hvis Chef var den som Philosof, Psychiater og Patolog højt ansete Professor Carl Lange, og her kastede han sig med Iver over den patologiske Anatomi.  Allerede 3 Aar senere blev han ved Carl Langes Død Professor og Chef for Institutet.

En lang Række Arbejder over patologiske Emner er udgaaet fra hans Haand. Sammen med Professor C. O. Jensen udførte han en Serie Undersøgelser over Tuberkulosens Infektionsveje, Arbejder, som allerede den Gang gjorde hans Navn bekendt og anerkendt iblandt Patologer og bl. a. bevirkede, at man fra Amerika havde Bud efter ham til at holde Foredrag herom. --- det var derfor ikke noget rent Tilfælde, naar det blev Fibiger, der paaviste Spiroptera carcinomets Aarsag- Det var i 1907, at Fibiger fandt Svulster i Maven af 3 Rotter, som han secerede. En Tilfældighed kan man sige. Men Tilfældet faldt i den rette Mands Haand. Med sejg Udholdenhed undersøgte han disse Rottesvulster, mikroskoperede og funderede og konstruerede, indtil han efter langt Slid fandt ud af, at der i Svulsterne fandtes en lille Rundorm, som Zoologerne kalder Spiroptera. Denne Orm lever som Snylter hos Kakerlaker, og naar Rotterne æder disse, faar de Ormen i sig. --- Kredsløbet er da dette, Spiroptera snylter hos Kakerlaken, denne ædes af Rotten, Spiropteraen bliver fri, vandrer ind i Væggen af Rottens Mave, hvor den fremkalder Svulst-Kræftdannelse, medens dens Æg afgaar med Rottens Fæces, der bliver ædt af Kakerlaker. 

---

Og nu fulgte Arbejderne Slag i Slag, og samtidig kom Anerkendelse udefra. Talrige Forskere søgte hertil fra fjerne Lande. Det patologisk-anatomiske Institut blev som et Centrum for don internationale Kræftforskning, og Fibiger udnævntes til Præsident for den internationale Kræftforsknings Komité, et Hverv, han beklædte med Æra gennem 7 Aar.

--- I sit daglige Liv var Prof. Fibiger stilfærdig, nærmest tilbageholdende. Indenfor sit Laboratorium vilde han helst kun mode Mennesker, han kendte noget til, Folk, som havde Tillid til ham, og som han kunde stole paa. Han var kritisk overfor andre og ikke mindst overfor sig selv og sine egne Arbejder. I et Arbejde som hans er der daglig Fare for at løbe vild, men Prof. Fibiger vilde undgaa Skuffelsen, hans Eksperimenter skulde gentages Gang paa Gang, for han stolede paa dem. Og han stillede samme Krav til andres Arbejde.

Bj. Vimtrup.

(Nationaltidende, 1. februar 1928).

Professor Fibiger død.

Livets Grumhed manifesterer sig ved denne Mands Pæl. Han var lige fyldt 00 Aar og flk for en Maaneds Tid siden Verdensanerkendelse i Form af Nobelprisen - og saa henter Døden ham undt 1 hans gode Arbejdskraft. Fuldkommen bliver Tragedien gennem den Kendsgerning, at Døden kom i Skikkelse af den Sygdom, han gennem et arbejdsomt og paa Resultater rigt Liv havde bekæmpet og med større Held end andre - Kræft.

Johannes Fibiger, der var en sjælden virksom og dybtgaaende Arbejder, var for kort Tid siden i Stockholm hvor han modtog sin fornemme Pris, og i Paris, hvor han holdt medicinske Foredrag, og begge Steder hyldede man den paa sin Vis geniale lærde.

Hjemkommen fra disse anstrengende Reiser hastede han til sit Laboratorium, tog sin hvide Kittel frem og fortsatte sit saa betydningsfulde Forskerarbejde, det havde til Formaal at befri Menneskeheden fra en paa samme Tid snigende og brutal Sygdom.

Ved Nytaarstid følte han Mavesmerter. og efter nogen Tids privat Observation, henvendte han sig til sin Kollega, Professor Schaldemose ved Rigshospitalet, og de to blev enige om, at det var bedst at skride til en Operation for at fjerne et begyndende Onde. Operationen blev heldigt gennemført, og fra alle Sider regnede man med, at Helbredelsen kun var et Spørgsmaal om en Maaneds Tid; men Sygdommen havde fast Greb i Patienten, og Natten til Tirsdag endte den saa fortjenstfulde Mands Liv.

Fra Aaret 1913 var Fibiger en af de faa Videnskabsmænd, som man ude fra den store Verden holdt Øje med og ventede sig meget. Ved en Forelæsning i Dansk medicinsk Selskab fremlagde han den Gang et Resultat, der vakte overordentlig Opsigt, nemlig hans afsluttede Forsøg med eksperimentelt fremkaldt Kræft.

Disse Studier paabegyndte Fibiger i 1907, og de foregik i saa absolut Stilhed, at kun hans Medhjælpere vidste Besked om Arbejdets Art og det epokegørende Resultat.

Lægevidenskaben havde hidtil ikke formaaet at fremkalde Kræftsygdommen hos Dyr som Eksperiment, og de Veje, Fibiger gik for at opnaa det ønskede Resultat, var trange og langvarige.

Han havde i Sukkerhuset i Helsingørsgade fundet en Art Kakerfekar, som var specielt egnet for tot Eksperimenter. L disse Smaadyr fandtes en særlig Slags Snyltere, Rundorme, som det - mærkeligt nok - ikke var muligt, at finde hos Kakerlaker fra andre Huse, og det var derfor et haardt Slag for Videnskabsmanden, at Heisingørsgades Sukkerraffinaderi brændte og dermed udryddede alle hans kostbare Forsøgsobjekter.

Fibiger maatte begynde forfra, og det lykkedes ham omsider at indpode Rundormene paa andre og modtagelige Kakerlaker, og det viste sig saa, at Rotter, der blev fodrede med rundormsbetændte Kakerlaker, fik Kræft.

Der, var disse Resultater, Professor Fibiger forelagde den sagkyndige Forsamling i Medicinsk Selskab, og Meddelelsen fløj Verden over og gav Stedet til andre, paa de opnaaede Resultaters Grund videreførte Eksperimenter.

Forinden havde to danske Kræftforskere, Professorerne Adolf Hannover og C. O. Jensen, gjort en betydende Indsats paa det samme Felt; Prof. C. O. Jensen havde formaaet at overføre Kræft fra det ene Dyr til det andet, men Fibiger var den første i Verden, som saa sig i Stand til at fremkalde Sygdommen hos Dyr uden Anvendelse af selve Kræften, altsaa med et Materiale, der ikke var Kræft.

Dette Resultat vil utvivlsomt blive bevaret i Videnskabens Historie, og man vil med Taknemlighed vende tilbage til det, naar Kræftens Kilde findes.

At dette endelige Resultat ikke lykkedes for Fibiger, er en Sag for sig, men det siger sig selv, at ethvert Skridt fremad mod Maalet: Kræftens Art og Oprindelse, er af den største Betydning, og Fibigers Arbejde giver andre Videnskabsmænd et vigtigt Fingerpeg i den rigtige Retning.

I denne Forbindelse skal det siges, at ingen var mere varsom og forsigtig i Bedømmeisen af de opnaaede Resultaters Værd end Fibiger selv. Han var en sjælden tavs Mand, der aldrig kroede sig af sin Viden og sine Resultater, men tværtimod understregede, at hans Arbejde kun var et Skridt mod det fjerne Maal, og talrige Breve fra lidende Mennesker besvarede han med et kategorisk: "Jeg er ikke Læge, men Videnskabsmand. Jeg kan ikke hjælpe. Dem .... maaske Fremtiden kan det."

Noter.

Johannes Andreas Fibiger blev født den 23. April 1867 i Silkeborg, hvor Faderen var Distriktslæge.

Efter at have taget Studentereksamen blev han i 1801 Reservelæge vod Garnisons Sygehus og senere ved Blegdamshospilalet. Aar 1900 udnævntes han til Professor og udførte derefter et omfattende Arbejde ved Hospitaler og paa Universitetet, hvor han var em afholdt og højtansat Lærer

*

Fibiger gjorde ogsaa paa Febertuberkulosens Omraade en betydelig Indsats, og sammen med Professor O. C. Jensen han at betydningsfuldt Værk, "Undersøgelser over Tuberkulose".

At han fra Ind- saavel som fra Udland modtog mange Slags Ærebeviser og Udnævnelser af videnskabelig Art er en Selvfølge. I 1925-16 var han Universitetets Rektor.

*

Fibiger blev 1804 gift med sit Næstsøskendebarn, Datter af Læge Chr. Fibiger paa Traiaskjæ- Gods. 

Slægten stammer fra Hoftrompeter C. Fibiger, der kom til Danmark under Frederik d. 3.

*

Da Fibigers videnskabelige Opdagelse blev kendt, strømmede læger fra Alverdens Lande til Fibiger Laboratorium for at lære Mesterens Metoder at kende, og det lykkedes dem at fremkalde Kræft  eksperimentelt paa Mus ved Bestrygning med Tjære, og disse Japanere fremhævede i deres Kræftskrifter. at det var den danske forskers Resultater, de her bragte videre. Fibiger fortsatte iøvrigt Japanernes Tjære-Metode og har ogsaa dermed opnaaet betydende Resultater

*

Ha Prof. Fibiger som dansk delegeret deltog i Kongressen i Washington KW. fremlagde han Beviser for. at Kvæg tuberkulosen kunde angribe Mennesker: Tyskeren Hoherl Koch havde hidtil forsikret, at noget saadant var udelukket.

Johannes Fibiger fastslog ved den Lejlighed sin Betydning som den paa samme Tid grundige og geniale Videnskabsmand.

(Social-Demokraten, 2. februar 1928).

Fibigers resultater viste sig ganske kort til efter hans død ikke at være korrekte. Det ændrer dog ikke ved at han og Th. Madsen i 1898 udviklede en serumbehandling med overraskende gode resultater. 1899 blev igangsat en produktion blev igangsat. Efterspørgsel oversteg imidlertid det antal. Johs. Fibiger og andre pegede på at det ville være hensigtsmæssigt at oprette et serumterapeutisk institut (Seruminstituttet på Amager). Ligeledes eksperimenterede han i 1902 med sammenhængen mellem tuberkulosevirus i køer og mennesker. 

Fibigers arbejde anses for medicinhistoriens første eksperimentelle arbejde, hvor der foruden den aktivt behandlede gruppe af patienter også er benyttet en kontrolgruppe, idet patienter indlagt på henholdsvis lige og ulige datoer blev allokeret til hver sin gruppe.

Flyverchefen Oberst Kochs jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

 Højtideligheden på Vestre Kirkegård.

Chefen for hærens flyverkorps, oberst J. P. Koch havde frabedt sig militær honnør ved sin begravelse. Men et talrigt følge samledes til jordefærden, der foregik i dag Kl. 2:45 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.

Foran kisten var henlagt store kranse fra hs. maj. kongen og fra hs. kgl. højhed kronprinsen.

Mellem blomsterdekorationerne var der mange signerede kranse, deriblandt fra Flyverkorpset, dels civile funktionærer og dels arbejdere. I følget, således som det var samlet ved halvtre-tiden, så man forsvarsminister Broman med sin adjudant, premierløjtnant Lange, den komm. general, generalløjtnant Nyholm, Københavns Kommandant, generalmajor Carstenskjold, generalmajor Birke, generaltøjmester Nørrese, viceadmiral Amdrup, direktør i Krigsministeriet, oberst Wilkenschildt, chefen for Hærens Flyverkorps, kaptajn H. O. Hansen, chefen for Hærens Flyveskole, kaptajn Førslev, premierløjtnanterne Anker Andersen, Tage Andersen og Ørum, løjtnanterne Bjarkow, Erlind, Foltmann, lterschend og Sætter-Lassen og alle de andre militærflyvere, chefen for Marinens Flyvevæsen, orlogskaptajn Grandjean, chefen for luftmarinestationen, kaptajn Sdieihel, dr. phil. Knud Rasmussen, oberst 

Pastor Storms tale

Pastor Storm talte ved båren. Ethvert menneske sætter her i verden sine spor på godt eller ondt. Oberst Koch satte sig tydelige og kraftige spor i vort folk ved sin færd over indlandsisen. Sin dådskraft havde han indsuget fra havet om vore kyster. Han følte sig selv som en viking, og hans arktiske bedrift står mål med det største. I fortalen til sin bog "Gennem den hvide ørken" er det dog ligesom han værger sig imod, at man skal beundre bedriften for meget: Det gælder om at kunne slide i det - Og han tog altid den tungeste ende selv. Det er også betegnende for ham, når han fremhæver, at der under hele den arktiske vinter deroppe ikke var en sur eller tvær mine - de fire, som delte vinterlivet, havde fælles livssyn og godt kammeratskab.

I krigens år deltog Koch i det daglige trælse arbejde, som alle hærens befalingsmænd måtte udføre i hin strenge tid. Han var manden, der kunne sine ting. Generalstabsuniformen klædte ham, og han klædte den.

Efter krigen satte han sig dybe spor ved den ånd, han skabte i flyverkorpset; ikke hovedkulds at styrte sig ud i noget, men træffe alle forberedelser og så gå på uden frygt. Der var i dette korps et udmærket kammeratskab gennem alle grader, - og det skyldtes ikke mindst chefen. Arbejderne på flyverkorpsets værksteder satte ham højt, sendte blomster til ham og viste den største deltagelse under hans sygdom.

Oberst Koch havde et medfølende sind, og han var en beskeden mand, bange for at få sin egen person for stærkt frem. Han var trofast overfor sine venner, god og kærlig overfor hustru og børn ...

Når nu, slutter pastor Storm, foråret kommer, vil fugleflokken flyve over hans grav, igennem den linje, klare luft, over det blå hav, op til de nordlige egne, hvor han selv elskede at færdes. Dér øvede han sin store manddomsbedrift, som aldrig skal glemmes.

Følgende medlemmer af Danmarks-Ekspeditionen bar kisten ud af kapellet; Prof. Lindhard, orlogskaptajn Bistrup, malerne Aage Bertelsen og Achton Friis, de to brødre Thostrup. fabrikinspektør Hakon Jarner, cand. Lundager, direktør Manniche og maskinmester Koefoed.

Flyvere bar kisten videre til graven hvor den sænkedes af arbejdere fra flyverkorpsets værksteder.

(Nationaltidende, 20. januar 1928, 2. udgave).

Kochs kiste bæres til graven. Højre side: mester Vilh. Nielsen, Sætter Larsen, Lyby. Ved venstre side: Korpsets fungerende chef, kaptajn H. O. Hansen, mester Peter NIelsen og regnskabsfører, stabsofficiant Andersen. Bagved pastor Storm og Danmarks-ekspeditionens medlemmer. Foto fra Aftenbladet (København), 21. januar 1928.Mindestenen blev afsløret 25. november 1928

Johan Peter Kochs gravsted på Vestre Kirkegård, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Den Hvide Dame". (Efterskrift til Politivennen).

 "Den hvide Dame" på Assistens Kirkegård.

Tusinder belejrer kirkegårdens mure og porte. - Men der er ikke fundet nogen dame.

Synet på Assistens Kirkegård i forgårs aftes gav i går anledning til omfattende undersøgelser. Mange mennesker havde set en hvidklædt kvinde ile rundt mellem gravene. Hun søgte måske en henfaren slægtning, måske en mand, en moder eller et barn. Politiet blev tilkaldt, og kirkegårdsbetjentene blev alarmerede, men de fandt hende ikke. Selv en eftersøgning ved hjælp af politihunde var forgæves. Den hvidklædte kvinde var intet sted at finde, hun var som sunket i graven. Nattens mørke hindrede videre undersøgelser og efter at politiet havde konstateret, at ingen kunne have trængt sig ind på kirkegården uden gennem de sædvanlige adgange, blev efterforskningerne indstillede til i går.

Murene undersøges.

I går formiddags, da solen stod på himlen og vejret var sigtbart, foretog man en ny gennemsøgning af kirkegården. Man begyndte ved muren overfor Hans Tausensgades Skole. Det forlød jo, at der var gravet hul under muren overfor skolen, og at den hvidklædte kvinde var kommet ind ad den vej. Det viste sig imidlertid, at der kun var en ubetydelig sænkning i brolægningen, som kun skyldes frost og tø. Noget hul, hvorigennem et menneske kunne snige sig, fandt man ikke.

Politiet foretog derefter en nærmere undersøgelse af kirkegården. Men trods eftersøgning af alle gravsteder og gange fandt man intet mærkeligt.

Folkefantasien var imidlertid sat i bevægelse, og for at berolige opskræmte gemytter blev kirkegården afpatruljeret hele dagen, men i aftes måtte man meddele, at undersøgelserne havde været resultatløse. Der var ikke fundet nogen kvinde i hvidt gevandt.

Tusinder samles udenfor.

Det meste af dagen var der samlet mange mennesker udenfor kirkegårdens mure, foruden de hundreder, der færdedes mellem gravene, men da mørket faldt på, var der igen tusinder, som tog opstilling udenfor lågerne.

De mere armstærke hævede sig op på murene for at se ind mellem gravene. Andre måtte nøjes med at se ind gennem portenes jerngitter. Men der var stadig intet andet at se end de folk, der patruljerede for at afsløre mysteriet.

At der var en hvidklædt kvinde derinde var ingen i tvivl om. Flere ældre og rolige mennesker, der i timevis havde opholdt sig udenfor murene, havde set damen, og nogle mente, at hun havde noget hængende på maven. Andre havde set hende bære en palmegren.

For mange af de tusinder der studerede mystikken, var det imidlertid en kendsgerning at de havde set den hvidklædte kvinde, og at de havde set hende bære på et eller andet.

Ver det slet ikke nogen kvinde?

Det spørgsmål er nærliggende, men det må besvares. Og svaret er vanskeligt, da der er så mange, der mener at have set hende, medens politiet er af den opfattelse, at det drejer sig om et synsbedrag.

Politiet, som har taget sig meget af tilfældet, er kommet til den opfattelse, at der foreligger et synsbedrag, og det har også en forklaring herpå.

Man er af den mening, at lyset fra sporvognene, der passerer, har dannet refleks mod de hvide gravmæler og derved fremkaldt billedet af en kvindeskikkelse.

Vi undersøgte selv den påstand i aftes ved at se gennem gitret overfor Sjællandsgade. Med nøgterne øjne kunne man da ikke undgå at se, at hver gang en sporvogn passerede ad gaden, virkede lyset mod gravstenene og de sne- og vanddækkede gange således, at der kunne opstå billeder af bevægelige figurer.

Forhåbentlig er det hele da kun et fantasifoster. Men for at berolige de opskræmte gemytter og for at finde en endelig løsning på gåden, vil der nu blive foretaget en række tekniske demonstrationer.

Allerede i dag og i aften vil der formentlig blive foretaget belysningsprøver.

(Social-Demokraten, 13. januar 1928).

De hvide skikkelser på Assistens Kirkegård

Politiet fra Fælledvejens politistation blev som meddelt forleden kaldt til Assistens Kirkegård. Der var nogle mennesker der havde set en hvid skikkelse flakke rundt i mørket inde på kirkegården, og mente at det var en sindssyg kvinde der gik omkring derinde fra grav til grav.

Politiet rykkede ud og havde 3 politihunde med for at disse kunne snuse den hvide skikkelse op. Der samledes mange mennesker udenfor kirkegården for at se hvad der blev ud af sagen, men efter godt 3 timers eftersøgning, vendte politiet hjem igen. Der var ingen dame i hvide klæder.

Vi har haft en samtale med inspektør Jørgensen om sagen.

- Er der så fundet nogen hvis dame?

- Nej, det er der ikke.

- Sker det at folk bliver på kirkegården efter lukketid.

- Ja, det kan godt ske. Folk sidder ved en af deres kæres grave - og tænker ikke oå ttiden.

- Har der før været folk udefra der kommer og siger at de har set hvide skikkelser på kirkegården?

- Ja, det har der. Men endnu har det ikke vist sig at være andet end fantasi.

- Hvad kan grunden være til disse syner?

- Jeg kan tænke mig at det er lysreflekser. Der er mørkt på kirkegården, men udenfor på gaden kører de oplyste sporvogne forbi. Lyset flakker ind over kirkegården og ind over de hvide gravstene. 

(Klokken 5 (København), 13. januar 1928).

"Spøgeriet" på kirkegården.

Stadig mystik på Assistens Kirkegård.

Vore læsere vil erindre, at det for nogen tid siden vakte en vis opsigt, at mange mennesker flere aftener i træk mente at se en hvid skikkelse og høre underlige, klagende lyde fra Assistens Kirkegård.

Lydene hørte imidlertid op, og skikkelsen viste sig ikke mere, så de iværksatte undersøgelser blev afsluttede, uden at man havde fundet løsningen på dette mysterium.

Ny mystik.

Nu er der imidlertid på ny mystik om Assistens Kirkegård. På ny er beboerne omkring kirkegården opskræmte, og igen påstår de, at der i de lyse sommernætter viser sig skikkelser på kirkegården, at der høres klagelyde og raslen af lænker

Stævnemøder på kirkegården?

Dat vil nu blive nøje undersøgt, hvad der er årsagen til disse rygter, idet det stadige mysterium gør de omboende nervøse. Man hælder imidlertid til den overbevisning, at det er unge elskende, som holder stævnemøder og færdes på kirkegården - at det er dem, man har set, og at lydene kun er fostre af en spændt indbildningskraft. Det er dog heller ikke umuligt, at det er en tyvebande, som samles på den fredfyldte kirkegård.

(Folkets Avis - København, 30. maj 1928).

Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)

Rundetaarn som Folkeobservatorium. (Efterskrift til Politivennen)

Den store kikkert på Rundetårn.

"Kl. 5"s forslag om et folkeobservatorim på Rundetårn realiseres.

Det første forsøg gøres i dag, men det er meningen at opkræve en ganske ublu afgift af de besøgende.

KLOKKEN 5's forslag om at indrette et folkeobservatorium på Rundetårn er nu ved at blive realiseret.

Straks da vi fremsatte tanken, vakte den stor opmærksomhed - og den blev modtaget med velvilje mange steder, bl. a. i Borgerrepræsentationen, hvor C. F. Sørensen forelagde den.

Der viste sig dog at være mange vanskeligheder at overvinde, for den kunne realiseres. Men nu er de alle overvundne - og folkeobservatoriet på Rundetårn er fra i dag en kendsgerning.

Det er borgmester Kaper og kirkeværgen for Trinitatis Kirke, rigsdagsstenograf Worm, der har taget den beslutning at imødekomme Klokken 5's ønske om midt i byens hjerte at skabe et sted, hvor folk kunne få lov til, om end under beskedne former, at se lidt på stjernehimlen, og derfor vil man nu forsøgsvis oprette eu interimistisk observationspost deroppe. Rundetårn er jo som bekendt oprindelig opført som observatorium, et af Europas ældste, og blev blandt andet benyttet af den berømte Ole Rømer. Nu har magister Kuplau-Jansen stillet et par astronomiske kikkerter fra "Urania"-observatoriet til rådighed, og fra i eftermiddag kl. 4 og foreløbig til sidst i januar vil der, når vejrforholdene er gunstige, blive givet publikum adgang til under sagkyndig vejledning at beskue stjernehimlen.

Hvorfor så kostbart?

Observatoriet indrettes på platformen i fri luft.

Det kan altså blive en lidt kold fornøjelse at komme til at kigge stjerner på Rundetårn. Men Københavnerne klarer såmænd nok kulden.

Men de gode herrer, der har ført denne plan ud i Livet, har været lovlig glubske - eller tilladt magister Luplau Jansen at være det. Det er nemlig meningen at der skal kræves entré af københavnerne for at få lov til al kaste blikket mod stjernehimlen fra Rundetårns platform og få et par vejledende ord dertil. Der skal ikke forlanges en beskeden afgift, nej, hver enkelt, der har lyst til at se kometen eller de andre himmellegemer på nærmere hold, skal betale 50 øre derfor!

Det er alt for glubsk.

Det er dog ikke meningen, at der oprettes et ekstra "ben" til en embedsmand - fordi en god idé føres ud i praksis. De udgifter, der er forbundne med at transportere et par kikkerter op på Rundetårn, er så minimale, at det ikke er værd at tale om - og da der jo til de fleste tider betales entre for at komme op på Rundetårn, skulle man synes det er tilstrækkeligt.

Når kikkerterne kommer, vil der blive endnu større valfart op ad sneglegangen - og den forøgede indtægt herved vil rigelig kunne opveje de udgifter, der kan blive ved opstilling og pasning af et par kikkerter.

Må vi derfor bede om at få den bebudede bestemmelse om en ekstraafgift på 50 øre pro persona strøget aldeles omgående.

(Klokken 5 (København), 27. december 1927).

Rundetårn som folkeobservatorium

Kirkeværgen for Trinitatis Kirke meddeler: Da der i mange år har vist sig trang til et sted midt i byen, hvor folk kunde få lov til, omend under beskedne former, at se lidt på stjernehimlen, og da Rundetårn som bekendt oprindelig blev opført som observatorium og som sådant er et af Europas ældste, vil Trinitatis Kirkebestyrelses udvalg med overtilsynets (Magistratens 1. Afdeling) billigelse forsøgvis indrette en lille interimistisk observationspost deroppe. Magister Luplau-Janssen har godhedsfuldt stillet et par astronomiske kikkerter fra Uraniaobservatoriet til tårnets rådighed, og der vil i dag foreløbigt til midten eller udgangen af januar måned, når vejrforholdene er gunstige, blive givet publikum adgang til mod en betaling af 50 øre fra kl. 16 til 19 og kl. 20 til 23 under sagkyndig vejledning af magister Luplau-Janssen at beskue stjernehimlen.

Denne foranstaltning er kun et forsøg, foranlediget særlig ved kometens tilsynekomst. Af den tilslutning, som københavnerne vil give det, vil det afhænge om det senere vil blive fortsat.

(Ærø Avis, 28. december 1927).

Det gik godt på Rundetårn.

Da det nye friluftsobservatorium indviedes.

Det nye friluftsobservatorium på  Rundetårn åbnedes i går. "Kl. 5"s ide realiseredes og den første dag gik godt. Den første gæst var ingeniør Holst, manden der for 33 år siden cyklede op gennem Rundetårn. Og efter ham var der mange der var oppe for at kigge stjerner. Observatoriet råder over to kikkerter, en stor, fransk Bardou-kikkert, der kan forstørre indtil 200 gange, og en mindre kikkert, der kan forstørre 20 gange. Og kikkerterne blev med interesse brugt af dem der trodsede kulden på Rundetårn. 

Det var kometen, de fleste ville se. Men magister Luplau Janssen måtte meddele at den ikke var til at se. Men Jupiter, denne vor største planet, stod lysende ude i rummet, og så blev kikkerterne vendt mod den. 

(Klokken 5 (København), 28. december 1927).