Peter Andreas, Johan Ludvig, Johanne Louise Heiberg og Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd. (Efterskrift til Politivennen)

August Gyldenborg: Et Ægteskabs Historie.  

Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd

Da "Translateur" P. A. Heiberg i Aaret 1790 ægtede den meget ansete Stadsmægler og Dispachør Johan Buntzens syttenaarige Datter Thomasine Christine, indgik han efter alle Solemærker at dømme en meget lykkelig Forbindelse. Den lille, yndige Thomasine var klog. stille og undselig og havde nydt en god Opdragelse sammen med sine tre Søstre Lise, Laurenze og Hanne. Det var af den Grund, at Heiberg var kommet i Dispachør Buntzens Hus for at undervise Pigebørnene i Tysk, Fransk og Italiensk.

Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd. Efter Jens Juels Maleri. Johan Ludvig Heibgerg. Ungdomsportræt.

Thomasine var Faderens Yndlingsdatter, og han sagde ofte med Tanken paa hendes gode Evner: "Det er rent galt, at hun er blevet en Pige, hun burde være en Dreng." Hun havde ogsaa været højt eiskel af sin tidligt afdøde Moder. Søsteren Hanne skriver: "Den lille Sine, som hun kaldtes til daglig Brug, var hendes Sjæls Afgud lige til hendes Død." Man forstaar, at den unge Kone, som hun selv skriver: "var vant til al være elsket i den høyeste Grad og kunde ikke leve uden i en Atmosphære af Ømhed og Overbærelse." Moderen havde været sværmerisk og melankolsk, medens Faderen foruden at være en dygtig Mand i sin Forretning var en praktisk søgende Natur, der med stor Iver studerede Astronomi og forarbejdede mange smukke Sager i Elfenben. "Saaledes var Thomasines sværmeriske, erotiske Sind vist en Arv efter Moderen, hendes begavede, energiske, noget lette Natur en Arv efter Faderen," siger hendes Svigerdatter, Johanne Luise Heiberg.

Peter Andreas Heiberg.

Peter Andreas Heiberg var 32 Aar ved Ægteskabets Indgaaelse og havde allerede et betydeligt Forfatterskab bag sig, der ved sit hensynsløse Frisind havde skaffet ham baade entusiastiske Venner og bitre Fjender. Men med sin kølige, stejle Fjeldnatur, der mindede saa meget om hans norske Oprindelse, kæmpede han. uanset Ros og Dadel, for Revolutionstidens Idéer særlig gennem sit satiriske Hæfteskrift "Rigsdaler-Sedlens Hændelser". Det var altsaa et hinanden meget uligt Par, der blev viet i den store Stue paa første Sal i Dispachør Buntzens Hus i Nyhavn 34 (nu 67), der ogsaa var Brudens Fødested Dette Ægteskab skulde da ogsaa trods alle gode Auspicier ende med en Skilsmisse, der skulde blive en af de mest omtalte i Danmark.

Nyhavn 67 hvor Fru Gyllembourg blev født 9. Novbr. 1773 og 1790 holdt sit Bryllup med Heiberg.

Ægteparret Heiberg var bosat paa Sct. Annæ Plads Nr. 92, og den unge, barnlige Hustru levede her i tilsyneladende Lykke ved at føre den beskedne Husholdning og tækkes sin .Ægtemand, der stadig for hende var den ophøjede, beundrede Lærer, hvis Ros og Dadel var bestemmende for al hendes Færd. At han ikke selv forandrede hendes Synsmaade, men betragtede hende som et elskeligt, umyndigt Barn, der ganske selvfølgeligt hørte ham til. og som han nok havde givet sit berømte Navn og kivlige Hjerte, men ikke sin Fortrolighed, var hans fundamentale Fejl. Ogsaa Omverdenen havde Heibergs Opfattelse. I Selskab blev der sagt: "Hvilken Idee af Heiberg at ægte en saadan lille, ubetydelig Pige!"

Et Aar efter Bryllupet, den 14. December, fødte den unge Kone en Søn, der fik Navnet Johan Ludvig. Hun kastede helt og udelt sin Kærlighed paa dette Barn, der pludselig gav hendes Ægteskab en Mening og hende selv en Opgave. For Heiberg har Glæden sikkert været stor, men Betydningen mindre, han havde sit Klubliv, sine Venner og frem for alt sit Arbejde og sine Kampe. Aaret forud havde han faaet en betydelig Bøde. da han i Anledning af Kronprinsparrets Bryllupsindtog skrev den berømte satiriske Vise: "Hver Mand i Byen om Indtoget taler". Og han fortsatte uanset heraf sin polemiske Digtning og opnaaede en overordentlig Popularitet blandt Folket, men Frygt og Had hos Regeringen, der Gang efter Gang lod ham føle sin Vrede, saaledes ved at forbigaa ham, da han søgte Embedet som Notarius publicus, hvilket endnu mere skulde styrke hans Kampiver og vende den mod bestemte Personer.

Den store franske Revolution havde rystet det europæiske Samfund og skabt Gæring og Uro overalt. Ludvig XVI maatte 1793, dø under Guillotinen, og i vort Naboland Sverige blev Gustav III 1792 myrdet ved en Revolution fra oven. Politiske Flygtninge var paa Vandring overall, og de, som søgte til Danmark, maatte naturligt ønske Bekendtskab med Frihedsmanden P. A. Heiberg. Blandt disse var ogsaa den fra Sverige landsforviste Baron Carl Frederik Ehrensvärd. der i Danmark antog sin Moders Navn Gyllenborg, forfransket til Gyllembourg. Han havde været Deltager i Sammensværgelsen mod Gustav III uden dog at have været med ved Udøvelsen af Mordet. Ogsaa fra selve Revolutionens Arnested, Republiken Frankrig, ankom i August 1793 en Legation til København med Philippe Antoine Grouvelle som Chef. den samme Mand, der i Temple havde forkyndt Ludvig XVI Dødsdommen. Samtidig sendte Republiken nogle Kommissærer med det Hverv at opkøbe Korn til Arméen. Den mest fremtrædende af disse hed Duveyrier og var trods sit afstikkende Ydre en meget indtagende Mand. Ogsaa disse Republikanere sluttede sig til Heiberg og hans Kreds og fik Adgang til hans Hjem. Dette Hjem faar vi et lille Indblik i gennem Fru Sophie Thalbitzer (Grandmamas Bekiendelser).

"En Aften, jeg besøgte Mad Heiberg, bragte hendes Mand de franske Commissairer og den hollandske og franske Minister hiem med sig. Hun bad mig blive, men jeg sagde, jeg turde ikke uden mine Forældres Tilladelse. Heiberg gik straks selv hiem til min Fader for at bede ham spille L'hombre hos sig. Min Fader kom. Lidt efter kom ogsaa Winslow. Da Spillebordene var arrangerte. spurgte jeg Md. Heiberg, om hun havde noget at bestille i Kiøkkenet eller med Spisebordet, vilde jeg gierne hielpe hende. "Kiøkkenet er besørget," svarede hun. "og Bordet arrangerer min Mand." Da jeg ikke vilde troe hende, forte hun mig ind i Spisestuen, hvor vi virkelig fandt Heiberg, som sagde Pigen, hvorledes hun skulde dække Bordet.

Vi tilbragte nu den øvrige Deel af Afteneen ved Claveeret med Dyveyrier, Grouvelle og  Huygens, som ikke spilte Kort. Ved Bordet blev ført den interessanteste Borddiscours, jeg nogensinde har hort. Den var vittig og underholdende, uden at være bidende. Heiberg havde megen douceur i sit Væsen. Han rødmede som et Fruentimmer og var ofte forlegen, naar han talte. Jeg har aldrig hørt ham sige et haardt Ord til eller om noget Menneske"

Om hvorledes Husets unge Frue vakte de fremmede Gæsters Beundring og sin Mands Stolthed, fortæller Fru Johanne Luise Heiberg i sin Bog om Svigerforældrene :

"Den unge, undseelige rødmende, og af Udseende barnlige Frue, der yndefuldt udførte sine Værtindepligter, tiltrak sig i høj Grad deres Beundring og Opmærksomhed. Selv hendes Mand studsede over at see den Lethed, hvormed hun bevægede sig i disse nye Omgivelser, den Førdighed, hvormed hun udtrykte sig i det fremmede Tungemaal, og Gjæsterne var henrykte over, at deres Sprog i den Grad blev forstaaet og besvaret af Husets yndige, lille Frue. For første Gang følte Heiberg sig formelig stolt af sin Hustru, og over den Virkning, som han hurtigt opdagede, at hun udøvede paa de Fremmede."

De franske Gæster vakte stort Røre i Byen, hvor Revolutionen hos mange havde fremkaldt baade Sympati og Begejstring. De blev modtaget i de bedste Huse, og Marseillaisen blev moderne sammen med den trefarvede Kokarde. Den unge Mad. Heiberg maatte saaledes efter sin Mands Ønske bære den, hvad der særlig i Teatret var hende pinligt, da det var hendes Natur imod at vække Opsigt. Den rige Grosserer Zinns Datter, den dejlige Sophie, dansede hos Agent Eriksen omvundet med et Skærf i de franske Farver. En Scene. Mad. Heiberg som Forfatterinden Fru Gyllembourg mange Aar efter skulde skildre saa levende i sin Novelle "To Tidsaldre". At ogsaa de unge, elegante Republikanere indførte det franske Kurmageri, kan man sige sig selv. Den omtalte Kommissær Duveyrier skal saaledes være blevet heftig betaget af Heibergs unge Kone, og efter Fru Luise Heibergs Paastand være den, der ved sin lidenskabelige Kur først vakte de slumrende erotiske Følelser. Da hun beder Heiberg ikke trække de Franske saa stærkt til Huset, da en af dem, som gør Kur til hende, kan blive farlig for hendes Ro, svarer han hende: "Aa, ikke andet, du har din Frihed." Dette Svar kan enten betragtes som en Tillidserklæring eller som et Udtryk for Stolthed hos en Mand, der ikke efter en saadan Bekendelse fra sin Hustrus Side ønsker at lade sin Rettighed være den afgørende. Hun forstaar det ikke og siget med sin kvindelige Logik: "Det er vist, al han ikke elsker mig og har aldrig elsket mig."

Kort efter rejser Duveyrier efter Ordre tilbage til Frankrig, og den unge Kone som end er uden Brøde, har mistet sin Hjertefred og sin Sindsro og føler sig ensom i sit Hjem. Selskabeligheden florerer dog stadig her, og blandt de mange, der gaar og kommer i Heibergs Hus. er hans Ven Gyllembourg-Ehrensvärd; han er. som omtalt, forvist fra sit Fædreland, hvad der giver ham en vis Martyrglorie i manges Øjne, ligesom han er vel lidt for sit rolige, noble Væsen. Der opstaar snart et fortroligt Forhold mellem Mad. Heiberg og denne Mand, der mange Aftener, naar Heiberg er i sin Klub. sidder hos hende og fortæller om sit Fædreland og sin lykkelige Ungdom. Fru Johanne Luise Heiberg, Svigermoderens utrættelige Defensor, fortæller, at der gik næsten et Par Aar, før de to forstod, at deres Forhold ikke alene var rent, inderligt Venskab. I el Brev til den landsforviste Heiberg har hans Hustru selv berørt sin Samtale med ham i den Anledning:

"Jeg elskede og vidste, at jeg var elsket, og denne Kærlighed var allerede i sin Fødsel ligesom Hercules stærkere end Mennesker og meget stærkere end jeg Imidlertid sagde jeg dig eengang alt, hvad jeg kunde sige, uden at forraade G.s Hemmelighed; jeg sagde Dig: "Siig mg oprigtig, foruroliger det Dig, at jeg saa ofte og saa gerne seer G.? Det vilde være os begge meget tungt at undvære den Lykke at see hinanden. Desuagtet vil jeg det. om Du fordrer det. Men vil Du saa siige det nu, thi maaske vil jeg om eet Aar ikke kunne det." "Kjære H.! jeg er vis paa, at Du forstoed mig. Paa den elskværdigste Mande af Verden svarede Du mig: al Du vel vidste, at jeg kun havde Venskab for Dig. ligesom Du for mig. at Du var langtfra al ville fordre et saadant Offer, og saa sagde Du: "Gjør i den Henseende, som om jeg ikke var til." "Fra det Øyeblik af var jeg fuldkommen eenig med mig selv, at Du var mig kierere end nogensinde. Ak! Ged veed det! I G.s og mine meest lidenskabelige Samtaler talede vi stedse med Henrykkelse om din Godhed"

Medens Heibergs Ægteskab saaledes nærmede sig en Katastrofe, var hans Virksomhed som polemisk Skribent naaet til samme Yderlighed. Han blev sat under Tillale for to Artikler i Tidsskriftet "For Sandhed" og blev dømt efter den nylig skærpede Presseforordning. Dommen af 24. December 1799 lod saaledes; "Translateur P. A. Heiberg bør forvises Kongens Riger og Lande."

Den 7. Februar 1800 om Aftenen samledes en Kreds af Venner hos Heiberg i hans Bolig, St. Kongensgade Nr. 45 (nu 41). Afrejsens Stund var kommen, Rahbek og hans Hustru, Kamma, fulgte ham i Vognen, omgivet af en Menneskemasse, der under varme Sympatitilkendegivelser fulgte med helt udenfor Vesterport. Ved Afskeden paa Frederiksberg Bakke beholdt Heiberg Kammas ene Silkehandske, den, man efter hans Død 11 Aar efter fandt i en Æske, hun havde sendt ham.

Fru Sophie Thalbitzer besøgte Dagen efter Mad. Heiberg. "Hun laa paa Sophaen og lod til al være meget bedrøvet. Hun hilste mig fra sin Mand, som hun sagde havde erindret mig. inden han rejste. Hans Portrait, malet af Juul, og frappant ligt, hang over Sophaen. Hans Søn stod og hulkede i en Krog. Jeg kunde ikke see paa dem uden med Vemod al erindre de glade Timer, jeg havde nydt i dette Huus, som nu var Sorgens Bolig.

Jeg troer virkelig. Madam Heibergs Bedrøvelse var oprigtig og dog - hvor forunderligt er det menneskelige Hierte. Et Aar derefter giftede hun sig med en svensk Baron Gyllembourg, som havde været Heibergs fortroligste Ven."

Inden dette Ægteskab fandt Sted, skulde dog mere end en Forhindring overvindes. Familien Buntzen, og da særlig den gamle Fader, holdt fast ved Heiberg, men den unge Kone var urokkelig i sin Kærlighed til Gyllembourg, og i et Brev til Heiberg i Paris gjorde hun omhyggelig Rede for sit Forhold til ham og den anden og begærede sin Frihed.

Da Heiberg havde læst dette Brev, var hans Stolthed knust, og hans Svar var en lidenskabelig Bon til hende om at forandre sin Beslutning; "Jeg har aldrig følt, af jeg elskede Dig saa inderligt, saa usiigeligt som i dette Øyeblik, da jeg svæver i den gruesomme Frygt for at tabe Dig. Jeg føler i denne Stund, al jeg er i Stand til alting. Jeg kan glemme alt. Var end Dine Forvildelser steget til den høyest muelige Grad; det vil intet koste mig at glemme og at elske Dig endnu høyere.

Samtidig henvender han sig til sin Fjende, Generalprokurør Colbjørnsen, og beder denne stolte hans Ansøgning om Benaadning. Men alt var forgæves; hans Ansøgning blev afslaaet, og han indvilgede i Skilsmissen. Dog betingede han sig. og fik al Rettighed over Sønnen, den niaarige Johan Ludvig. Og i den Anledning skriver han til Kronprinsen: "Jeg besværger Dem ved Deres Faderhjerte! nægt mig ikke den sørgelige trøst, at henleve mine øvrige Dage i et Fængsel i Kjøbenhavn, for der at leve ned min Søn og at undervise ham."

Denne Bøn blev ikke hørt, og Heiberg fik sin Søn i Huset hos Svigerinden Lise og hendes Mand, Mægler Jürgensen, der havde vist sig som hans Venner. Senere kom han for Undervisningens Skyld til Rahbeks paa Bakkehuset. Dette godhjertede Ægtepar havde kun ringe Forstand paa Børneopdragelse og behandlede ham med en Blanding af overdreven Strenghed og Overbærenhed. Det er betegnende for Metoden, at den livlige, opvakte Dreng fik Lov til at ligge paa Gulvet i Rahbeks Værelse med Holbergs Bøger, ikke for at læse dem, men for a finde uartige Ord. Efter to Aars Ophold flygtede han i Længsel efter Moderen en Aften ind til Bedstefaderen i Nyhavn og kom atter i Ægteparret Jürgensens Pleje.

Gyllembourg, som med sin Hustru havde boet paa Gaarden Ruhedal ved Ringsted, flyttede 1806, da Gaarden var brændt, til København og tog Bolig i Amaliegade (nu Fredericiagade Nr. 2), hvor Drengen, som stod i det bedste Forhold til sin Moders Mand, da i Virkeligheden havde sit Hjem. 

Oehlenschläger har fortalt om Livet her: "I disse Aar besøgte jeg Fru Gyllembourg, forrige Fru Heiberg. Denne aandrige, muntre Kone samlede et behageligt Selskab omkring sig. Der kom H. C. Ørsted, Weyse og Pram; i begeistrede lystige Samtaler tilbragte vi der mangen en Aften Den unge Johan Ludvig sad beskeden som en halvvoxen Knøs og lærte vel eet og andet af os ældre paa den Tid. Jeg drømte mindst om, at jeg faa Aar derefter skulde lære saa meget af ham."

Digteren Johan Ludvig Heiberg skulde mange Aar efter, da hans Mister etter et lykkeligt Ægteskab havde mistet sin Mand, under sil Ophold hos Faderen i Paris blive Aarsagen til, at de to saa længe adskille forsonligt kunde nærme sig hinanden. Det Brev. han overrakte Heiberg fra Moderen, var tiendes vemodige Bøn om Tilgivelse:

"Idet jeg slutter dette Brev, forekommer jeg mig selv som en stille Skygge, der, tynget af een eller anden Erindring fra det jordiske Liv, vender end engang tilbage og viser sig for en fordums Ven. hvis Tilgivelse den behøver tit sin Roe. - Jeg betler Dem ansee mig som en saadan, ræk Deres Haand imod mig til forsoning og - lev vel! kjære H.!

Heibergs Svar fik sil smukkeste Udtryk i disse Linier med hans Ønske for Moder og Søn:

"Farvel, kiære Thomasine, Gud velsigne Dig og lade Dig leve i mange Aar til Glæde for Din Søn, og for at have Glæde af ham". Dette Ønske skulde blive opfyldt, Johan Ludvig blev sin Moders trofaste Søn og bedste Ven til hendes Død i den høje Alder af 83 Aar.

Det var af Kærlighed til ham, at hun i en Alder af henved 54 Aar paabegyndte sin store litterære Virksomhed, der, præget af hendes Livs Erfaringer, varme Hjerte og fine psykologiske Sans, gav hende et Navn i dansk Litteratur som "Hverdagshistoriernes Forfatterinde".

(Nationaltidende, 16. oktober 1927. "Søndag Nr. 289")

August Gyldenborg (1879-1943). Denne blogartikel er udgivet over 70 år efter forfatterens død.

Dispachør Buntzens hus, Nyhavn 67 hvor Thomasine blev født, og hvor hun blev gift med P. A. Heiberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mægler Jürgensen boede ifølge vejviseren 1807 i Amaliegade 69 B.

Fredericiagade 2, hjørnet af Amaliegade. Thomasine flyttede hertil da gården Ruhedal ved Ringsted brændte i 1806. Her voksede Johan Ludvig op. Nu den italienske ambassade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artiklen suppleres af nedenstående artikel som her bringes stærkt forkortet. Den starter hvor Johan Ludvig Heiberg var blevet udnævnt som teaterdigter og oversætter ved Det Kongelige Teater, med forpligtelse til at levere såvel oversat som originalt materiale til teatret. Uddraget omfatter de dele som beskæftiger sig med Thomasines og Johanne Louise Pättges roller:

Thomasine Gyllembourg.  Af Dr. phil. J. C. Normann

Et af de første Stykker Heiberg oversatte og bearbejdede var Scribes "Den første Kærlighed". Hans Form bøjede sig elegant og smidig efter den franske, men Molbech Isnede derved og mente, at Originalen havde tabt mere end vundet ved at blive dansk, og navnlig led den danske Bearbejdelse af "et Slags flav eller fad og pjattende Hverdagstone, hvori Oversætteren syne, at have villet lægge en Slags morende og komisk Virkning". Men navnlig irriterede det Molbech, at Heiberg for de tre Hovedpersoner, og deriblandt den unge forelskede Pige, Emmeline, som han havde tiltænkt Jfr. Pätges. havde anvendt norsk Accent. For han har jo ikke Spor af Begreb om norsk, docerede han. han kender en lille Smule svensk (Heiberg var som ung i Stockholm) og paa det laver han norsk. Et væmmeligt Resultat. Og tilmed virkede norsk Sprog altid som et yderst faretruende Incitament, paa Professor Molbech. Rent ud hadede han det. Censurprotokollerne kan fortælle flere morsomme Ting herom, og man er helt glad ved, at det er for hundrede Aar siden.

---

... det blev en Sukces, som man sjældent saa Mage til, maaske meget paa Grund af Spillet og navnlig Fru Heibergs - der henrev Kierkegaard til en udødelig Hyldest - men en Sukces altsaa. Og da Teatret tog Stykket paa sit Repertoire om Efteraaret og Jfr. Pätges 1 Mellemtiden var blevet Fru Heiberg, maatte Molbech nok for sig selv bekende, at Teatret var en Verden for sig selv.

---

I Udgaven af Skuespil af Forfatteren til "En Hverdagshistorie", som Heiberg besørgede i 1834, slog han for Alvor fast, at det ikke var ham, der var Forfatteren af Skuespillet, skønt hans Navn stod paa Plakaterne. Det var en lystig Aftale mellem Moder og Søn, som ikke fik nær saa lystige Følger. Men Heiberg elskede denne Moder og var tilmed i overmaade godt Humør, da han indleverede hendes første Stykke "Sproglæreren" paa Teatrets Bureau med sit Navn paa Titelbladet. Kort Tid efter holdt han og Jfr. Pätges Bryllup i Slangerup. Det var i Juli 1831.

... skønt Stykket med sit romantiske Sprog og ligesaa romantiske Handling - det drejer sig om en ung Mand, der har elsket sin Stedmorler og haabløs er flygtet ud i den vide verden, hvorfra han nu vender tilbage for at blive forelsket i sin Faders Plejedatter - for en blot nogenlunde skarpsindig Kender ikke kunde stamme fra Heibergs Haand ... Stykket har sin Interesse for dem, der vender tilbage til Fru Heibergs Værk om Fru Gyllembourg og hendes første Ægtefælle ..., idet Hovedpersonen, Agent Berger, minder om P. A. Heiberg, f. Eks. har han hjertevarme Ord om Sønnen, der har forladt ham og vist aldrig mere vender tilbage....

Da det trak ud med Premieren, kom hun med et Par andre, "Magt og List" og "Fregatskibet Svanen" til Sønnen og bad ham sige sin Mening. Heiberg vejrede straks det ny deri. Plan, Form, Replikform altsaa, mindede om Novellens, svarede han, men netop derved blev Karakteristiken af Personerne ligesom mere fyldig, kort sagt mere levende end den, som man var vant til at træffe i de fleste populære Stykker henne paa Teatret, hvor Skurken straks sagde: her er jeg, og jeg er Skurk, og den Elskede: her er jeg og jeg er uskyldsren, og i Stil med dem var de øvrige Personer.

---

Ja, hvis man ønsker sig et levende Indtryk af den unge Fru Heiberg, saadan som hun maa have været lige efter sit Bryllup, i Hjemmet med Heiberg og hans Mor og hans Venner, skal man lære Ninette at kende. Det lønner sig. Rollen er ikke blot skrevet til, men ogsaa over hende. Heiberg kaldte Agnete og forskellige af sine tidligere dramatiske Figurer Kærlighedserklæringer til hende, Ninette er Thomasines Kærlighedserklæring. Hun virker, som var hun flygtet fra indesluttede Forhold ud under aaben Himmel og udfolder der med Fryd sit oprindelige Væsens mangfoldige og modstridende Egenskaber, er hvad man kalder en farlig Gavtyv, som ikke er bange for at lyve sig forskellige Personligheder til, hvor hun kan opnaa et og andet dermed, er en Faun fuld af de kaadeste Indfald, men ligesaa overgiven munter, ligesaa klog og paapasselig er hun.

---

Heiberg lod begge Stykker komme paa Teatret med sit Navn paa Titelbladet. Det var i Midten af November 1831. Og "Magt og List" blev antaget i Løbet af faa Dage.. Til det andet Stykke havde Fru G. fundet Stoffet i et engelsk Tidsskrift, hvor der stod noget om en Søkaptajns Hustru, der kom rejsende til sin Mand i en fremmed By og der overraskede ham i at holde Barnedaab hos en ny Kone. 

---

Fru Gyllembourg tabte imidlertid Modet, og for ikke at kompromittere Sønnen indleverede hun ikke sit sidste Stykke: "De Forlovede", til Teatret. Og dog er det det mest dramatiske og indeholder adskillige hæftigt formede Hentydninger til hendes hurtige Forlovelse cg Ægteskab med P. A. Heiberg, medens, hvad Lægen Waldorf ytrer om Julies Brud med sin Forlovede, lyder som et Forsvar for Jfr. Pätges med Harboe. Paa den anden Side minder Situationen med Julie mellem den ældre Arnold, som elsker hende uden at ville sige det og som hun hemmelig elsker, og saa hendes yngre Forlovede. som hun flygter tor, om Johanne PStges imellem Heiberg og Skuespiller Heed.

Som man ser, har Fru Gyllembourgs tre Teaterstykker et og andet at sige os om visse betydelig« Mennesker og visse betydelige Begivenheder i disse Menneskers Liv.

(Social-Demokraten, 27. juli 1927).

J.C. Normann (1877-1958). censor, dr.phil. f. Jacob Christian N. i Kbh.

Thomasine Christine Buntzen (1773-1856). Gift med P. A. Heiberg 1790-1801, og moder til Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Senere gift med friherre Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd. 

P.A. Heiberg flygtede ud af landet juleaftensdag 1799. Thomasine og Johan Ludvig flyttede ind hos Thomasines far. Da Thomasine bad om skilsmisse, modsatte P.A. Heiberg sig og ville fjerne Johan Ludvig fra Thomasine. December 1801 var skilsmissen et faktum, og Thomasine blev Gyllembourg. 

Da Johan Ludvig begyndte at udgive det litterære blad Københavns flyvende Post i 1827, fik han hjælp af Thomasine. Fra hun var 53 år og de næste 20 år skrev hun anonymt 24 fortællinger, selv om det hurtigt blev kendt. 

Johan Ludvig Heiberg blev gift med Johanne Louise Pätges (1812-1890). 

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 11. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Knapstrupperhesten "Claus" - 1856

I 1856 havde Nathanson erhvervet sig en hest, Claus. Nathanson insisterede dog at have "vigtige sager" i København, blev anholdt i 1856 og indespærret i dårekisten i 6 døgn på Almindelig Hospital. 

Hestevæddeløb. I "B. T." indbyder Hr. M.L. Nathanson fra Randers til et Hestevæddeløb paa Landeveien fra Kjøbenhavn til Korsør og tilbage, paa Vilkaar, som nærmere villeblive bekjendtgjorte. De stillede Heste maa være fra 5 til 10 Aar og bære en Vægt af 160 Pd. Idetmindste 10 Konkurrenter ønskes, som hver forinden Løbet begynder maa betale 100 Rd. Løbet vil paa denne Maade gjælde en Præmie af 1000 Rd. Selv stiller Hr. Nathanson sin Knapstrupper Vallak "Claus".

(Sjællands-Posten (Ringsted). 8. maj 1856)

Ifølge en os tilhændekommen paalidelig (men aldeles ikke officiel) Meddelelse have Bladene vel berettet ganske rigtigt om en nylig indtruffen Katastrophe med et Godstog paa Jernbanen, men de have fortiet eller været uvidende om den egentlige Aarsag, der aldeles forandrer Sagens Natur. Vi give den her i al Simpelhed og gjentage blot, at den ikke er officiel: Da den saakaldte gale Nathanson i Randers - han er slet ikke gal, men en livlig og kløgtig Mand - hørte, at Jernbanen var aabnet til Korsør og Rothe bleven dens Directeeur, reed han over til Kbvn. paa sin hvide Hest af Knapstrup-Racen med chocolade-couleurs Blis og Pletter, og indbød til dit bekjendte Vædderidt derfra til Korsør. Opfordringen har staaet i de offentlige Blade, og at han meente Dampvognen, er selvfølgeligt; thi hvilken fornuftig Mand vilde ride med ham til Korsør, naar Jernbanen var aabnet? Da Rothe modtog Udfordringen, meente han, at det var noget stift; men, sagde han, man maa ikke slaae sin Næste, vi vil lade et Godstog gjøre Løbet med ham; han tilføjede hovedrystende: at ride omkaps med et af mine Persontog vilde jo være reent at ødelægge baade Dyr og Mand. Embedspersonalet, der erfarede Directeurens Ord, blev ganske rørt over hans Liberalitet og Humor, og overalt paa Banegaarden gjenlød det: Nathanson skal have et Godstog; man maa ikke slaae sin Næste. - Nathanson mødte om Morgenen Kl. 7 paa sin hvide Hest af Knapstrup-Racen med chocoladecouleurs Blis og Pletter. Da en Hest ikke kan løbe paa Jernbanen, var det vedtaget, at han skulde ride ad Landeveien. Han holdt ved Frihedsstøtten og betvang med Møie sin fyrige Knapstuper; Signalet lød; han foer afsted, saa Gnisterne stodde ud, "Kies und Funken stoben", som Bürger siger. Vi lade ham nu foreløbig ride og vende os til Godstoget, der efter Sædvane ogsaa førte endeel Passagerer. Saasnart man var kommen igang, begyndte Embedsmændene at tale om, hvilket særeget Væddeløb dette Tog gjorde; de fortalte Directeurens liberale Ord, og Passagererne, der opmuntredes ved Udsigten til at komme hurtig afsted, beundrede ligeledes Hr. Directeuens Liberalitet og bleve ligeledes rørte. Nu er det jo i vor Tid en farlig Ting, naar mange Mennesker sidde sammen paa eet Sted og blive rrørte; ad uopdaget, hemmelighedsfuld Vei meddeler sig deres Stemning til det Livløse, bringer Borde ikke blot til at dandse, men til at forkynde Forbigangent og Tilkommende. Intet fornuftigt Menneske, end ikke Nathanson, er istand til at sige, hvordan sligt Vidunder skeer; men nok er det, Rørelsen meddeelte sig til Locomotivet, det gav utvetydig tilkjende, at det heller ikke vilde slaae Nathanson. Imidlertid var Nathanson kommen til Korsør og spørger ved Posten, om Toget er kommet. Da man svarer Nei, glemmer han i sin Livlighed og Godmodighed at ride hen og lade sig proclamere som Seirherre; han vender om for at see, om Toget mulig skulde være kommet til Skade. Paa Høiden af Ousted Kro, midtveis mellem Roeskilde og Ringsted, opdager han Toget. Han nærmer sig og seer: Passagererne vare stegne ud og hjap Størstedelen at skyde Vognene frem. Greben af høimodig Medlidenhed stiger Nathanson af og hjælper at skyde paa. Men hans livlige Hest river sig pludselig løs og løber til Randers. Netop som Toget gik ind i Kprsør-stationen, indløb en telegraphisk Depeche fra Randers og meldte, at den hvide Het med chokoladecouleurs Blis og Pletter var ankommen. Hvad skulde nu Manden gjøre? Hvorr i al Evighed kan en Rytter siges at have vundet et Vædderidt fra Khvn. til Korsør, naar han selv kommer tilfods bagved Toget til Korsør, medens hans Hest er i Randers? Lykkeligviis havde man ikke væddet om Noget.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 27. maj 1856)

Hr. M. L. Nathansen har nu i "Avertissements-Tidenden" ladet aftrykke følgende, af ham under 31te Mai d. A., fra "Belvedere i Kongens Enghave", til Justitsministeriet indgivne Ansøgning:
"For at den meget bekjendte knapstrupper Hesterace ved Landmandsforsamlingen i Aalborg næste Maaned skal hævde sit velfortjente Renomee i Danmark, er det, at jeg har bragt til Hovedstaden min i Jylland, Hertugdømmerne og 4 Miil hiinsides Hamborg fordeelagtigt bekjendte knapstrupper Hest, "Claus"kaldet. For at overbevise Hesteopdrættere og andre Hesteyndere om hvad denne Race formaaer, skal den løbe i førstkommende 16de Juni, en Mandag, med mig fra min Bopæl, Belvedere i Kongens Enghave ved Kjøbenhavn, paa Landeveien til Korsør og tilbage samme Dag i 15, skriver femtenTimer. Men da de Herrer, som vilde deeltage i dette heri Landet sjeldne Væddeløb, have trukket sig tilbage, nødes jeg nu til at foretage Løbet ene. Jeg veed, at der vil indfindesig et stort Publicum af den dannede Klasse ved Belvedere, for at overvære min Tilbagekomst om Eftermiddagen Kl.8, hvor jeg en halv Time herefter skal forevise "Claus", dresseret i den høiere Manege og Ridekonst (thi jeg har dresseret vilde Heste i Brasilien); tillige skal jeg medbringe Attester fra en Læge og en Dyrlæge i Korsør, at baade Hest og Rytter i bedste Velgaaende ere ankomne dertil. Det ærede Publicum vil gjerne løse Billetter a 2 Mk. Stk., for at jeg kan have en Indtægt. Derfor er det, at jeg underdanigst udbeder mig det høie Justisministeriums naadigste Tilladelse dertil, imod at svare til Fattigvæsenet det Befalede. Deres Excellence maa det vistnok endnu være erinderligt, at De under 9de September 1854 naadigst meddeelte mig en for mig meget smigrende Anbefaling til Hs. Maj. Kongen,hvori De blandt Andet yttrede, at jeg var Dem bekjendt som en Mand, der varmt interesserer sig for Heste- og Qvægavlens Opkomst i Jylland. Hidtil har jeg ikke modtaget nogen Belønning for mine utrættelige Bestræbelser, forbundne med mangfoldige Udgivter for at gavne mit Fædreland, hvilket over hele Landet vistnok tilstrækkeligt er bekjendt,og nu, da jeg er i Besiddelse af en Hest, hvormed jeg ei alene her i Hovedstaden,men ogsaa i Udlandet vilde kunne fortjene en betydelig Sum Penge, da maa det vistnok glæde det høie Justitsministerium og enhver dansk Mand, at jeg, som med min trofaste Hustru maatte gjennemgaae alle Livets Gjenvordigheder, dog endelig seer mig istand til at sikkre mit, hendes og mine Børns Fremtidsvel. Derfor smigrer jeg mig med det glade Haab, at det høie Justisministerium ret snart naadigst maatte ville bevilge denne underdanigste Ansøgning; thi der maa drages Omsorg for, at Publicum i de tvende Timer, det om Eftermmiddagen opholder sig ved Belvedere, kan have en Underholdning ved et godt Musikcorps og god Beværtning".

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis , 9. juni 1856)

Hr. Nathanson kom dog ikke til Korsør med "Claus", formedelst mange Gjenvordigheder, som han selv beskriver i sin Bekjendtgørelse derom. (See nedenfor.)
Beretning om det store Campagneløb.

Forinden jeg for det dannede Publicum omtaler dette Løb, maa det være mig tilladet blot i Korthed, og forsaavidt Tiden tillader det (thi jeg reiser imorgen med "Cimbria" til Randers, men ved min Hjemkomst skal jeg i en Brochure paa det Nøieste detaillere Alt), at berette, at forinden Løbet foretoges, bleve saavel jeg som Claus paa det Skjændigste mishandlede ei alene af endeel af den saakaldte fine Pøbel, saavel paa Christiansborg Ridebane som og paa Gaderne, men af Hoteleiere og endelig af nogle Husarkorporaler i Uniform og af en Beriderelev Jørgensen, som udgav sig for at være Søn af den rige Hr. Jørgensen i "Hotel du Nord."
Hvad de Militaire angaaer, da er det foreløbig anmeldt for Oberstlieutenant Marcher, og angaaende de Civile, da skal jeg i Sandhed denne Gang ei vente 7 Aar, forinden denne Skjændselsdaad lovlig er undersøgt og paa det Strængeste straffet; thi det, jeg foretog mig med Claus, det skete ei for at tjene Penge, ei heller for at erhverve migTitel eller Orden, men ene og alene for at gavne den jydske Landmandsforening. Fra den 4de til den 10de Mai var jeg ved Kabale berøvet min Frihed og mishandlet af Mad. Schmidt i Almindeligt Hospital og pryglet med en stigrem netop paa det Sted jeg skulde bruge til Ridning, thi hun er Svigermoder til den Mand i Jylland, af hvem jeg kjøbte Claus for en Bagatel; hun lod mine Hænder og Fødderbinde, saa at der ved min Løsladelse tilbageblev Krampetrækninger baade i Hænderne og Læggene. Men ved min brave kones Ankomst til Hovedstaden den 10de Mai blev jeg befriet, men maatte betale for Sultekuur og denne skjændige Mishandling 5 Rdlr.
Enhver uhildet vil altsaa let kunne indsee, at jeg var meget svækket, og Claus i denne Tid ligeledes sat ud af Condition,og jeg maatte nu paany arbeide med ham, saa godt det lod sig gjøre, for at forberede ham til det store Løb. De Penge, jeg medbragte, flere hundrede Rd.,gik tabt paa allehaande skjændige Maader, hvilket Brochuren skal omtale. Jeg indgik med en underd. Ansøgning til Justitsministeren om at turde sælge Billetter; ei heller dette tillodes mig. Min svage Kone, som, af Græmmelse over vor her i Byen tabte Datter, var bleven syg, og som nylig kom ud fra Frederiks-Hospital, sad ved Indgangen posteret med Dannebroge, og ikke faa agtede Medborgere ydede deres Skjærv, saa at vi kunde kjøbe 8 Tdr. Havre a 5 Rd. til Claus, hvilke han i Sandhed har fortjent. Men Sagen var for vigtig for Knapstrupracens Fremhæven ei alene her, men ogsaa i udlandet; jeg besluttede derfor afvigte 16de Juni at foretage Løbet. Altsaa til Sagen.
Om MOrgenen Kl. 5 i tvende Politiofficianters Nærværelse begyndte løbet, som var beregnet paa Skridt, Trav og Jagtgalop, og det havde været meget let, baade for mig og Claus, at være kl. 12 i Korsør, dersom jeg ikke havde truffetved Gjæstgivergaarden "Sorte Hest" endeel Pøbel, som standsede Hesten. Knapstrupheste, det veed enhver, som kjender denne Race, ere meget malicieuse; den gjorde omkring, steilede; jeg vilde ikke resikere noget paa Stenene og steg altsaa af, trak den noget paa Veien, satte mig atter tilhest, og nu gik han i en Luntetrav til Frederiksborg Slot. Men atter stødte jeg paa noget fiinklædt, fiin Pøbel, som anraabte Hesten, gjorde ham sky,og atter maatte jeg stige af, indtil Pøbelen var passeret.
Men nu begyndte det preussiske og polske Blod at koge i mine Aarer; jeg gav Claus af Sporerne, og inden Kl. var 6½ fik jeg ham endelig standset udenfor Roeskilde Port;men ved Veirmøllen paa den anden side af Roeskilde blev han atter maliceur, og idet jeg straffede ham baade med Sporerne og Stok, jog han piilsnar afsted med mig; jeg kunde ei holde ham,thi Krampetrækningerne indfandt sig atter, skjøndt jeg smurte hænderne med Senesalve,hvilket en Læge ordinerede, og i stedetfor at ride til Ringsted, hvilket jeg troede, løb han med mig ad Veien til Kallundborg. Hvor langt han foer afsted med mig, kunde jeg ei godt bedømme, thi jeg øinede alt Kjøbstaden;men endelig kom en Landmand kjørende, og derved fik jeg Claus standset. Jeg spurgte ham, hvor langt jeg havde til Ringsted. Han svarede, at jeg var paa feil Vei, men vilde jeg vedblive at ride saa stærkt, da kunde jeg om 1/4 Time være i Holbek. Jeg resolverede altsaa at vende om, for atter at komme tilbage til Roeskilde og paa Rette vei til Korsør. Men ved Roeskilde vilde Claus partout til Kjøbenhavn; en brav Officier hjalp mig imidlertid afsted og længere hen paa Veien flere Folk for at faae Claus i Løbet. Jeg ankom med mange Besværligheder, som alle med sanddruelige Vidner skulle blive beviste - thi i Snedkersted aarelod jeg Claus, lod ham vælte sig i Græsset osv. - til en kro i nærheden af Ringsted omtrent Kl. 9½. Løbet var beregnet paa at bevise Knapstruphestens udholdenhed; om den løb til Korsør eller ei, var nu ei mere i mine Tanker; thi jeg vidste, at uden at opofre Hest og Rytter kunde jeg ei naae Korsør Kl. 12, thi jeg havde omtrent 7 Mile endnu til Korsør, og desuden maatte jeg og Claus have Forfriskning.
Efterat have spiist til Middag og Claus ligeledes og badet ham, begave vi os paa Tilbageveien præc. Kl. 12 for atter Kl. 8 at værei Hovedstaden.
Fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om eftermiddagen har jeg tilbagelagt 19 Mile; men derfra maa regnes 2½ Time i Kroen ved Ringsted, 1 Time i Amstedt Kro begge Gange, omtrent 1 Time i Roeskilde Kro begge Gange for at omklæde mig og omsadle Hesten, og underveis saavel i nedkersted som paa andre Steder, hvilket Alt skal blive beviist, vistnok over 2½ Time, og desuden vil jeg paa hele Strækningen bevise at have redet Skridt, indtil jeg kom til Roeskilde Kro. Altsaa i 8 Timer har jeg tilbagelagt  en Veilængde af 19 Mile, men med mange Gjenvordigheder. Hvorledes jeg af det dannede Publikum modtoges saavel ved Frederiksberg som og ved Belvedere behøver ei her at omtales, thi de mange Tilskuere maa være mine Vidner, og for disse som og for det danske Folk tillader jeg mig med den største Ærbødighed at aflægge denne Beretning om dette her i Landet sjeldne Løb. -Kjøbenhavn, den 18 juni 
M.L. Nathanson.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 23. juni 1856)

Se endvidere:
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. juni 1856)

Knapstruphesten "Claus" har nu ogsaa indfundet sig ved Landmandsmødet i Aalborg, hvor Hr.Nathanson har bekjendtgjort: "Mange bemidlede Landmænd have ønsket at kjøbe"Claus"; hidtil har den for mig været ubetalelig, men nu, da "Claus", som selv har mangfoldige Pletter, paany har foranlediget, at deri 6 Døgn atter paasattes mig en Plet, nemlig Beskyldningen for Vanvid, skal den sælges, og jeg forlader atter mit kjære Fædreland,men gaaer ikke til Brasilien, for at kunne finde en lægende Balsom til det dybtslaaede Saar, som for stedse bibragtes mig og min trofaste Kone i Hovedstaden, ved Tabet af en høitelsket Datter. - "Claus" er forøvrigt engageret i Hamborg til et Løb fra Hamborg til Itzehoe og tilbage samme Dag i 5 Timer, om 100 Ld'orer."

(Thisted Amtstidende. 1. juli 1856)

Feilberg og Rhabarberplanten. (Efterskrift til Politivennen)

Om Rhabarberplanten som Kjøkkenurt (Af P. D. Feilberg.) 

Den bekjendte engelske Forfatter London har etsteds sagt, at den, som beriger sit Land med Indfrelsen af en nu værdifuld Kjøkkenurt, fortjener ligesaa stor Hæder som den største Seiervinder. Skjøndt jeg nu ikke kan tilegne mig Fortjenesten af at have indført Dyrkningen af Rhabarberplanten her i Landet, eftersom den længe har været dyrket i den botaniske Have og nogle faa andre Steder, ja vel endog af Enkelte har været benyttet som Spise, tør jeg dog paastaae, at det er mine uafbrudte Bestræbelser i en Række af 20 Aar, som det skyIdes, at denne nyttige Plante, der om Foraaret giver os en saa velsmagende Spise, nu har vundet almindelig Borgerret i vore Haver. Det var nemlig i Aaret 1832 at jeg som Medudgiver af Dansk Havetidende lagde Mærke til, at de engelske Havejournaler anførte Rhadarberstilke blandt de Kjøkkenurter, som daglig bragtes paa Grønttorvet i London. Min Opmærksomhed for denne Plante blev derved vakt; fra den botaniske Have erholdt jeg nogle Roddelinger, som voxede og bar Frø, og inden faa Aar havde jeg beplantet en halv Skjeppe Land med unge Planter. Da jeg selv fandt, at Stilkene af denne Væxt, tilberedede paa den rette Maade, afgave en velsmagende og sund Spise, som tilmed skjentedes os paa en Aarstid, der er mager paa Gemyse, indbød jeg mine Bekjendte til at smage denne Ret. Men Navnet Rhabarber vakte hos de Fleste saa ubehagelige Erindringer, at det forekom dem, som kunne de smage Medicinen derigjennem, skøndt denne som bekjendt alene har sit Sæde i Roden. Jeg lod mig imidlertid ikke derved afskrække fra at abejde paa at skaffe Planten Indgang. Hvert Foraar i de første 15 Aar derefter vedblev jeg at anvende en halv snees Daler paa Avertissementer i Adresseavisen, hvori jeg anbefalede Rhabarberstilke som et delikat Grønsel, beskrev Tilberedelsesmaaden og de forskjellige Anvendelser af dem, og falbød Stilkene fra Udsalget Gl. Torv Nr. 4 og fra min egen Have, som dengang var det eneste Sted hvor Rhabarberplanter dyrkedes i det Større. Men Fordommen mod Navnet paa denne Væxt i Forbindelse med, at det var en ny Spise, der maatte bane sig Vei til den Værdighed at rangere paa Spisebordet ved Siden af andre gamle Retter, havde til Følge, at det først efter næsten 20 Aars Kamp er lykkedes denne sunde og behagelige Ret at faae Plads i Kogebogen og paa Kjøkkensedlen; nu har den endelig naaet til de offentlige Beværtningssteder, og nyder den Agtelse at anføres paa Spisekortet; og naar en Kjøkkenurt har naaet saavidt, er dens Fremtid sikkret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1856)

Rabarber stammer oprindelig fra Kina. Her brugte man tørrede stængler som afføringsmiddel da de er rige på kostfibre. Man begyndte først at anvende rabarber som fødemiddel i 1700-tallet i England. Udover kostfibre er rabarber rig på C-vitamin, kalium og calcium - og antioxidanter. 

Planten fandtes 1784-1790 i Botanisk Have. I en artikel i "Have-Tidende" hvor bankmanden P. D. Feilberg var redaktør, omtaltes rabarber i 1835 som en medicinsk plante. Amagerne dyrkede den ikke. I stedet havde E. H. Beyer et rabarbergartneri ved Parcelvejen (Griffenfeldsgade) på Nørrebro i 1860'erne ("Rabarberkvarteret"). I 1919 anvendtes 93 ha til erhvervsmæssig dyrkning af rabarber. Først i 1930'erne fik rabarber dog sit endelig gennembrud som en almenspise.

Kattetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Kattetyveri. En Tømmersvend indfandt sig Fredagen den 25de Januar om Aftenen Kl. 6 paa Politidirecteurens Bopæl, medbringende den bekjendte Kattetyv, Hans Christiansen Dysted, om hvem han forklarede, at da han kort iforveien passerede Regentsen, havde han bemærket ham inde i Kredsen af en Mængde Smaadrenge, holdende under Armen en stor, kulsort Kat, som Drengene paastode at han havde kvalt i Conditorens Port i Skindergaden. Af den Grund havde Anmelderen afleveret ham til Politiet, og tilføiede han, at Dysted paa Veien gjennem Landemærket øiensynlig gjorde Forsøg paa, yderligere at kvæle Katten ved at tage den om Halsen, hvilket Anmelderen hindrede ham i, idet han kunde see, at der endnu var Liv i Katten, da den rørte Halen. Dysted vedblev undervejs at forsikkre, at det var en død Kat, som en Kone havde leveret ham, for at kaste den bort, og lod flere Gange Katten glide ned mellem Hænderne, enten for at lade den falde fra sig, eller for at faae fat om Halsen paa den, hvilket Tømmersvenden ogsaa havde forekommet. 

Den af Dysted til Politikjælderen medbragte Kat var tilsyneladende død, men efterat den havde ligget noget paa Gulvet, kom den tillive og blev snart saa vel, at den kunde gaae.

Dysted, der ved den hos ham foretagne Visitation fandtes i Besiddelse af en Snor, en Æske med Fidt og noget smaat, stegt Lever, forklarede nu, at han i Conditorens Port havde modtaget Katten af en temmelig før Kone paa ca. 40 Aar, med Anmodning om at skaffe hende af med den. Af hvad Aarsag meldte hun ikke, men han formodede, at den maatte være tyveagtig. Efter at have faaet 4 sk for Ulejligheden, begav han sig med Katten ud paa Gaden, for at bringe den udenfor Stadens Porte, hvor han vilde kaste den fra sig, men i dette Forehavende blev han hindret af en Mængde Smaadrenge, der vedbleve at stimle om ham.

Under den paa Dysteds Bolig anstillede Undersøgelse traf Politiet en Person, hvis Signalement passede i Et og Alt paa den Sjover, der var seet i Skindergade i Følge med Dysted. Han blev anholdt og medbragt til Politikammeret. Det var Peter Christian Falck, der efter nogen Nægten afgav følgende Tilstaaelse. Da han bemeldte Fredag Eftermiddag drev om i Gaderne med Dysted uden nogen Hensigt, bemærkede de en Kat i en Gadedør i Skindergade, om hvilken Dysted yttrede, at naar man kunde fange den, kunde man altid faae en 3 Mk. for Skindet, men dengang gik de forbi, formodentlig fordi Dysted ikke turde bemægtige sig Dyret, saalænge det var lyst, men efter at de atter havde drevet om, indtil Mørket faldt paa, aftalte de at gaae tilbage til det samme Sted, for at Dysted kunde see at bemægtige sig Katten. Ankommen til Stedet med Dysted, saae han, at denne gik op i Gadedøren og tog Katten, som han derefter holdt inde under sin Frakke, men, paa Grund af Mørket , kunde han ikke bemærke, om Dysted forsøgte paa at qvæle den. Da det Omforklarede blev bemærket af nogle Drenge, der legede paa Gaden, og disse begyndte at forfølge dem, forlod han Dysted og begav sig hjem i deres fælles Logi i Amagergade Nr. 318, paa Qvisten. 

Arrestanten Dysted afgav den 23de Februar en med Falck i det Væsentlige overeensstemmende Tilstaaelse angaaende Tyveriet af den nævnte Kat, som han strax havde givet sig ifærd med at qvæle, i den Hensigt at trætte Skindet af den og sælge dette, og ledede den criminelle Undersøgelse i det Hele til det Resultat, at Arrestanterne, i den Hensigt at gjøre sig Fordeel ved Salget af Skindene, i Vinterens Løb havde stjaalet 3 Katte, vurderede tilsammen til 3 Rd. 3 Mk. , og tilhørende resp. en snedkersvend, en Arbeidsmand og en Grønthandler. Ved Criminal- og Politivrettens Dom af 8de April bleve Arrestanterne, der tidligere have været straffede og af hvilke Dysted er 56 og Falck 27 Aar gammel, ansete med Forbedringshuuusarbeide, den Første i 4, den Anden i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juni 1856)

I Københavns Politis forbryderalbum optræder Peder Christian Falck med følgende brskrivelse: "“Peter Christian Falck, født i Kjøbenhavn 28/11 28, opdraget under Fattigvæsenet og er Arbeidsmand; straffet sidst med 4 Aars Forbedringshuusarbeide; stjæler Brænde og Katte. 70”. [1864]"

Falck (f. 1828) var 17. november 1855 blevet dømt for at have stjålet 4 favnestykker fyrrebrænde fra bagermester S. F. Hansen. Han blev dengang dømt til fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage. Falck havde i 1871 tvangsophold på Ladegården. Han havde da været i forbedringshuset. Ved en udgangstilladelse havde han sammen med en anden besluttet at bryde ind på inspektørens kontor i Ladegården for at stjæle 500 Rdl. De blev imidlertid opdaget, og de forsøgte da at lade som om de var faldet i søvn. Falck blev for indbruddet idømt 3 års tugthusarbejde.

Tyvenes tilholdssted, på kvisten af Amagergade 318 blev i 1859 til Amagergade 15. (Den røde bygning på højre side). Huset er opført før 1760. Bygningen blev landskendt gennem serien "Huset på Christianshavn", som lå overfor værtshuset "Rottehullet" (til venstre). 

Holms Hjørnebygning i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

- I Dagsavisen sees en merkelig Bekjendtgjørelse, hvori Politiet udlover en "uforholdsviis endog meget høi Arbeidsleie", man skulde troe for at nedrive en faretruende gammel Bygning, nei for - at "nedrive en her i Byen af Nyt opført Gaard", som det erfares, Farver Holms smukke treetages Gaard paa Hjørnet af Nytorv og Slotsgade, der er bygget noget høiere end Gadens Brede. Forkyndelsen af denne Nedrivelsesact og af de Anstrengelser, som opbydes, endog vel forgjæves, for at faae den udført, kaster et bedrøveligt Lys over Byggelovgivningen for Købstederne - og de urimelige Indskrænkninger den (?), ved en ellers tilstrækkelig bred Gade og beqvem Passage, danner for nye Bygningers Opførelse - eller maaskee rettere et uheldigt Skjer over den Maade, hvorpaa Loven her udføres. Navnlig see vi ikke, hvorfor man, naar en Bygning ansees at blive opført anordningsstridigt, da ikke under Opførelsen stiller Politiehindring imod Opførelsen; thi vel klinger dog næsten komisk, at man bagefter vil nedrive nye smukke Bygninger, som ikke genere de offentlige Hensyn eller noget Menneske i mindste Maade, men endog danne Prydelser for Byen og heldige Bopælsforøgelser, og alt det Anførte er vitterligt for Alle og Enhver netop Tilfældet med den omhandlede Gaard. Man har dog heller ikke hos os eller i Provindsbyerne overhovedet en saa stor Overflod paa nye smukke og hensigtsmæssige Bygninger til at man skulde tænke sig det Offentliges Interesse virkelig fremmet ved at see Ødelæggelsens Værk udført paa dem. Loven maa jo desuden ogsaa kunne tilstede conduitemæssige Tillempninger, især naar det Offentlige aabenbart i hver Henseende vinder ved ar faae nye og hensigtsmæssige Bygninger istedetfor al beholde gamle forbyggede Kasser. Vi have heller intetstedsfra hørt om saa megen Qvalm og saa mange Bygqehindringer og Processer i den Anledning som her i Byen under det Stemann'ske Amtmandskab, der synes at have gjort sig en, mildest talt, forunderlig Rigorisme heri til sær Opgave. - Bygningsejeren kan i det her omhandlede Tilfælde frie sig og frelse sin nye Gaard og Byen for Ødelæggelsesværket ved en ham ikjendt Pengebøde af 500 Rd.; men vinder da det offentlige Bygge- og Brand- og Sundhedsvæsen del Allerringeste ved at der, uden anden Nytte, erlægges Penge, naar Bygningen ellers var skadelig for noget af disse Hensyn? og kan den virkelig heller i nogen Henseende siges at være dette? Nei tvertimod. Beviset herfor er alt ført under selve Bygningen, idet denne er opført af Bygningscommissionens eget Medlem og Byens Overbrandinspecteur, Tømmermester Boss. Den Curieusitet have vi her i det Hele taget oftere, at Bygningscommissionens sagkyndige og egne Medlemmer deeltage i Opførelsen af Bygninger, som saa Bygningscommissionen bagefter vil have ned! Er der da Rimelighed i alt dette? Mon andre Byer kunne fremvise Lignende?

Og hvorledes er det da gaaet med den Holm'ske Bygning? Lad os betragte dens Historie lidt nærmere. Først er det en Indrømmelse af Eieren, efter Overeenskomst med den communale Myndighed, at han rykker et Stykke ind paa Torvet imod at kunne rykke der samme Stykke ud til Slotsgaden. Havde han bibeholdt sin Eiendomsgrund uforandret med den større Brede, Slotsgaden dengang havde, og med den Ret, som Hjørnet giver i Forbindelse hermed; saa havde han ubestridt kunnet opføre Bygningen i den Høide, den nu staaer, til begge Sider. Men ved at komme ind i Slotsgaden med den ham der i Bytte eller som Mageskifte indrømmede Grund nægter man ham siden paa denne Grund at opføre saa høit som han ellers kunde have opført! Det er en forunderlig Byttemaade. Lige for Lige er det ikke og det burde det Offentlige ligeoverfor den Private dog nærmest fremme, især da her ovenikjøbet den afstaaede Grund til Torvet jo havde mere Værdi for Eieren end den tilbyttede til Slotsgaden. Først 14 Dage efter at han var skreden til Opførelsen af den 3die Etage og havde tildannet denne, gjorde Bygningscommissionen Indsigelse herimod; men var denne Indsigelse da virkelig, som vi betvivle, ganske billig og begrundet i Nødvendighed, hvorfor da ikke saa dengang sætte Politiehindring imod Opførelsen? det vilde ialtfald have været bedre end nu at opbyde Politiet til at rive den ned. Men først længere Tid efter sætter Stiftamtet Sagen i ilter Bevægelse og indstiller, at Bygningen maatte som skadelig for Sundhedsvæsen og Brandforhold nedrives eller Eieren betale 500 Rd., især da han havde opnaaet den Fordeel at faae en 3die Etage. At der ikke var det ringeste til Hinder for Sundhedsvæsenet, beviste en Attest fra Stadlægen, der betegnede Localiteterne og Pladsen som meget sunde; det kan ogsaa let sees: Bygningen ligger frit og har bagtil ud til Stiftamtmandens Have en fri Haveplads paa ca. 4000 Kvadrat- Alen. I Brandtilfælde er der naturligviis ikke ringeste Betænkelighed, det siger allerede Forskjellen imellem en regelmæssig ny Grundmuursgaard og en uregelmæssig gammel Bindingsværksbygning og desuden, som anført, Overbrandinspecteuren har ved at opføre den jo givet det uforkasteligste Vidnesbyrd herom. At Eieren tjener - hvis han gjør det, thi at Byen vinder ved Forskjønnelsen er ialtfald meer afgjort - ved den 3die Etage; nu Herregud! er det en Grund til Pengebøder til det Offentlige, at en Privatmand tjener ved sin Bygning? hans mulige Tab og hans vitterlige Skatter deraf erstattes ham jo ikke, naar Pengeboden først er betalt. Og dog har Ministeriet, som det synes halvt modstræbende, stadfæstet Pengebøden eller Nedrivningsforlangendet, og paa gjentagen Ansøgning og efter al Urigtigheden i Stiftamtets Paastande om Sanitets- og Brandvæsensforholdene er godtgjort, har man endnu ikke andet Resultat. En ny Ansøgning er nu indgiven og i Borgerrepræsentantskabets Møde igaar anbefalet. Vi haabe ogsaa, at Ministeriet vil komme til billig Erkjendelse af, at en fortsat Eftergiven for Amtets Paastande i denne Sag vilde være altfor meget i Strid med dens factiske Stilling og med det Offentliges virkelige Interesse selv uasseet fra den Privates uden Nytte eller tvingende Nødvendighed truede Eiendomsstilling. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. maj 1856).

En af de få annoncer for farver Holm, Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. september 1852.

Den 20 december 1866 flyttede vejkontoret til farver Holms gård på hjørnet af Slotsgade og Nytorv, 1. sal. I 1857 købte murermester Rasmussen 20 alen facade af farver Holms gård tilliggende have ud til Kongensgade og indad lands køberens ejendom til Slotsgade. Farver Holm var også brandmajor og kom ved en brand i 1857 i "Grønland" meget slemt til skade ved en nedfalden skorsten.

Christian Ludvig Stemann (1791-1857) var 1818 konstitueret som og 1820 udnævnt til amtmand over Randers Amt. 1827 tilsvarende stilling i Sorø Amt. 1847 beskikket stiftamtmand over Aalborg Stift og amtmand i Aalborg Amt. Søgte og fik 1856 afsked på grund af svagelighed sin afsked.