Paa egen Grund. (Efterskrift til Politivennen)

 Hvor tusinder af Københavns arbejdere tilbringer deres søndag.

Alle de mange Tusinde københavnske Smaafunktionærer og Arbejdere, der er ude fra Landet - og det er langt flere, end man tror - føler en Længsel med herind, som aldrig forlader dem, efter Mulden derude, som de forlod for at prøve deres Lykke i Hovedstaden.

Til at begynde med overdøver det støjende, paa Overfladen lystige Københavnerliv maaske i nogen Tid denne længsel, men efterhaanden, naar de Dag efter Dag som Sporvognsfunktionærer, Postbude, Arbejdsmænd, eller hvad de nu er blevet til herinde, færdes mellem de høje Husrækker, vaagner Længslen efter Landet og Muldjorden, efter at se det spire og gro derude i dem igen, og saa er det, de giver sig til at spare penge sammen og lægge Skilling paa Skilling hen for at kunne erhverve sig en Kolonihave

Om helt at vende Byen Ryggen er der kun Tale for de allerfærreste af dem. De har stiftet Famille og maa blive, hvor de er, men som Indehaver af en Kolonihave - Ejer af den kan de jo desværre ikke blive - føler de sig dog ligesom lidt i Slægt med Landlivet. De kan grave og saa og høste, ganske vist kun i beskedent Omfang, men nogle hundrede Kvadratalen Jord er bedre end ingen tang, og herude er de deres egen Herre og kan bygge og indrette sig, som de vil, og naar de om Søndagen sidder i Lysthuset og spiser deres Mad med de Grøntsager til, de selv har dyrket, er de tilfreds med Tilværelsen og tænder efter Maaltidet Piben med den Værdighed, som Følelsen af at være paa sit eget giver en Mand. 

Kolonihavernes moralske betydning

Man har rejst Statuer for Folk, der har gjort langt mindre for deres Medmennesker, end den Mand gjorde, der først fandt paa at udstykke Jord til Kolonihaver. Det var ovre i Aalborg, og afdøde Jørgen Berthelsen var Manden. Her i Byen blev Ideen taget op af daværende Torveassistent Hansen, som lever endnu.

For Øjeblikket kan man regne med at der rundt om København findes om ved 15,000 Kolonihaver. Naar man en sommersøndag kører med Toget ud fra København, vifter i tusindvis af smaa Dannebrogsflag fra Flagstængerne i et bredt Bælte af Kolonihaver. Det betyder, at Tusinder og atter Tusinder af Smaamandsfamilier fører et hyggeligt og idyllisk Friluftsliv uden for Byens kvalme Mure. Det betyder en Affolkning af de københavnske Beværtninger, som før Kolonihavernes Tid havde deres bedste Dag om Søndagen. Nu lukker adskillige af dem slet ikke op om Søndagen, fordi der ingen Gæster kommer. Langt mere end alle Afholdsprædikanter har Kolonihaverne formaaet at trække de københavnske Arbejdere og Ligestillede fra Værtshusene, og i mangfoldige Hjem, hvor der før var Kiv og Spektakler, naar Manden kom beruset hjem, er der nu Tilfredshed og Velvære, og Kone og Børn ser med Glæde hen til Søndagen, da de skal ud i Kolonihaven med Far, i Stedet for, at han tidligere gik alene ud og søgte Kammeraternes Selskab ved Kortspillet eller Billardet. 

Dette er ikke Solstraalelyrik eller Søndagsskolepoesi. Det er den rene og skære Virkelighed. Hvis man skal nævne det, der i den sidste Snes Aar eller mere i første Række har bragt Glæde og Tilfredshed i Tusinder af Smaahjem, saa er det Kolonihaverne.

Livet i de smaa Haver.

Gaa en Søndag eller en Hverdag Aften nu i Foraarstiden ud forbi en saadan Række Kolonihaver - eller endnu bedre, gaa en Tur ind imellem dem, hvad der de fleste Steder ikke vil blive lagt En Hindringer i Vejen for - og man vil faa et fornøjeligt Indblik i Livet, der leves i dem. 

Der er i Reglen i hver Koloni af Haver en Legeplads i Midten, hvor de mindste Børn tumler sig, medens de større hjælper Faderen med Arbejdet i Haven. Der er nok at tage fat i. Der skal graves og saas, og Lysthuset skal have en Omgang Maling, for at det kan præsentere sig rigtig fint. Det gælder om ikke at staa tilbage for Naboer og genboer derude. Nogle af Lysthusene er hele smaa Villaer med Veranda foran, andre er bygget som Borge med Udsigtstaarn og Spir med Vindfløje. Fantasien har rigtig faaet lov til at boltre sig. der er reminiscenser fra Ridderromaner og Minder om Hjemegnens Herregaarde. Ikke mindst interessant er det at iagttage, hvor Bestræbelserne er gaaet ud paa at finde et poetisk Navn til Huset. Det er i de fleste Tilfælde Husmoderens Navn, der har giveet Impulsen, for Eksempel "Maries Hvile", "Emmas ro", "Katrinelyst" og lignende, men ogsaa Navne af mere abstrakt Oprindelse som "Fredens Bo2, "Sommersol" og "Aftenhvile" er almindelige, og endelig er der de Navne, der err hentet fra Floraen: "Rosenhytten", "Hyldehuset", "Solsikkehøj" og de mere pompøse: "Lindely", "Poppelsus" og "Birkeskjul", for ikke at tale om de helt herrregaardslydende Navne som "Kastanienborg", "Egevang" og lign.

I de fleste Haver er der i et Hjørne indrettet en lille Hønsegaard, og Kaniner ser man ogsaa mange Steder. Hver Søn- og Helligdagsmorgen drager Familierne med Barnevogne og Proviant i tætte Strømme ud til Kolonihaverne, og lidt efter er der Ild paa Primusapparatet, Vandet til Kaffen koger, Bordet staar dækket inde i Lysthuset - i godt Vejr ude i Haven - og Store og Smaa møder med god Appetit efter Turen ud og styrker sig til Dagens Anstrengelser og Fornøjelser i den sunde, friske Luft, der giver røde Kinder og klare Øjne for hele Ugen.

(København, 16. april 1922).

Hvordan Kaj Lykkes Hoved kom paa anatomisk Museum. (Efterskrift til Politivennen).

En mærkelig skæbne.

En Højesteretsdom, der var 200 år om at gå i opfyldelse.

Den 5. september 1661 ved middagstid kunne man i København iagttage et mærkeligt syn. Portene til slottet blev slået åbne, og skarpretterens kærre kom ud; men det var ikke en ulykkelig dødsdømt, som sad fastbundet på vognen. Det var en kunstfærdigt fremstillet dukke, som var lavet af træ og voks. Billedet, der forestillede oberst Kaj Lykke, og som havde været indsat i Blåtårn - så  efter en gammel beskrivelse således ud: Størrelse som Kaj Lykke selv med blegt ansigt og sortebrun paryk (som havde kostet 4 rigsdaler). Dragten var fin. Den bestod af kammerdugsskjorte, sorte nye raskes klæder, således som Kaj Lykke plejede at gå i, nemlig en vid kjole a la mode, vide bukser med silkebånd rundt om og kanoner, d. v. s. knæmanchetter besat med kniplinger, skjorten var uddragen for hænderne og forsynet med store håndklapper af fint lærred, om halsen var der bundet et kammerdugsklæde med silkebånd, og yderligere var statuen forsynet med nye, hvide sko og kridhvide handsker. 

Sluffen, hvorpå dette imponerende billede stod, blev trukket af en hvid hest, og om halsen havde det en plakat, hvorpaa der stod: "Kaj Lykke, dømt for den højeste ret at straffes på sit liv således propter crimen læsæ majestatis (majestætsfornærmelse)". Rakkerknægten red på den hvide hest, og en stor vagt omgav sluffen, som kørtes til retterstedet, hvor soldaterne dannede en kreds; derpå blev billedet taget ned og ansigtet vendt mod slottet, hvor kongen selv, dronningen og de kongelige børn samt en hel række højfornemme personer stod. Derpaa løsnede rakkerknægten tørklædet og bandt det om billedets øjne, og man løftede håret op, og med to hug skilte skarpretteren hovedet fra kroppen, efter at han først havde hugget den højre hånd af. Hovedet og den afhuggede hånd blev derpå lagt mellem billedets ben, og dette på rakkersluffen slæbt over Holmens Bro, langs stranden gennem Højbrostrædet over Amagertorv og videre gennem staden til Gammeltorv, hvor det afhuggede hoved og hånden fæstnedes på en stage, medens legemet blev ført til mestermandens bolig, hvor det blev fremvist for betaling. Tre dage senere blev hovedet taget ned og legemet begravet under galgen.

Hele dette tragikomiske skuespil dannede afslutningen på en lang proces, som blev ført mod den tidligere så mægtige adelsmand Kaj Lykke, og processen havde sin forhistorie. For mere end fem år tilbage, da Kaj Lykke stod på sin lykkes tinder, havde han haft en maitresse, Sofie Abelsdatter, som han i et privat Brev havde fortalt noget meget nedsættende om dronningen. Senere blev hun gift med Kaj Lykkes ridefoged, en yderst intrigant og slet person ved navn Peter Børting. Og da Kaj Lykke ved en bestemt Lejlighed beskyttede en af sine folk mod denne mands overgreb, hævnede han sig ved at sende brevet til rigets regering. Kaj Lykke tilbød da sagen kom frem, at afgøre det med en bøde på 100.000 rigsdaler, hvilket kongen tog Imod. - Frederik den Tredje førte sig i det hel taget med fyrstelig værdighed i denne sag. Men da Kaj Lykke ikke betalte bøden, blev sagen bragt for retten, og så kom den knusende dom, der berøvede ham frihed, ære, liv og gods. Han reddede sig imidlertid ved flugt, og så udførte man dommen på hans billede. Kaj Lykkes hoved, som blev dømt til at skulle skilles fra kroppen, blev siddende på sin plads, og langt senere, da dronning Sofie Amalie var død i året 1685, gav Christian den Femte Kaj Lykke tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og her levede han til den 8. juli 1699. Han døde pludselig på Bramminge, og han blev begravet i en trækiste, som hensattes i begravelsen under Bramminge Kirke.

Men ingen tænkte på at dommen over 200 år efter skulle gå i opfyldelse, og at Kaj Lykkes hoved skulle skilles fra kroppen på en mærkelig måde. Kaj Lykkes legeme henligger stadig under Bramminge Kirke, men hans hoved findes på Anatomisk Musæum i København, og hvordan det kom der, er en mærkelig historie for sig. At Kaj Lykkes hoved kom til København, skyldes to berømte afdøde danske videnskabsmænd. Professor Japetus Steenstrup havde i sin tid som medhjælper til sine moseundersøgelser den senere så berømte videnskabsmand, professor Emil Chr. Hansen, der her udførte et stort og omhyggeligt arbejde. En dag kort før en sommerferie spurgte professor Steenstrup sin medhjælper, hvor han skulde tilbringe sommeren, og da professor Hansen svarede, at han skulle til Bramminge, hvor hans fader havde malerarbejde ved kirkens restaurering, bad Steenstrup ham om at tage Kaj Lykkes hoved med hjem. Den unge videnskabsmand fortalte faderen om professor Steenstrups ønske, og faderen, der var en eventyrnatur som i sin tid havde været hele Europa rundt - han havde gjort tjeneste som soldat i Spanien og som dansk spion i den første slesvigske krig - hjalp ham med at hente hovedet nede i krypten, Det var professor Hansens mening at hovedet skulle bringes tilbage igen, men professor Steenstrup erklærede at det slet ikke havde været Kaj Lykkes hoved, det var et andet hoved, for tyske turister havde stjålet det rigtige.

Emil Christian Hansen (1842-1909). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis omfattet af ophavsrettigheder.

Sandheden var imidlertid at han ikke vidste, hvor hovedskallen var blevet af, og først langt senere blev det opdaget i Anatomisk Musæum, hvor det på en eller anden måde var havnet. Det lå professor Hansen på sinde at få hovedet bragt tilbage, men det lykkedes aldrig. Nu hviler den gamle professor under mulde under den herlige marmorsarkofag på Københavns Vestre Kirkegård, men Kaj Lykkes legeme henstår stadig uden hovede; men kunne disse linjer bidrage til at Kaj Lykkes hoved kom tilbage, hvor det hørte til, da ville man derved fæstne endnu et blad i den smukke mindekrans over professor Emil Christian Hansen, der selv ved sit arbejde medvirkede til at gøre Danmarks navn berømt over hele verden. Selv nåede han aldrig at bringe hovedet tilbage, men dersom ikke hans bratte død havde bortrevet ham midt i hans arbejde, ville han sikkert have gjort sit til at Kaj Lykke, som hverken i livet eller døden kunne finde hvile, omsider flk den endelige ro i graven

Polyhistor

(Aarhus Amtstidende, 15. april 1922)

Ifølge "Danmarks Kirker" (om Bramminge Skt. Knuds Kirke), blev kraniet fjernet 1858 af den medicinstuderende Gabriel Michael Friis (1832-1900). Hvordan det herefter havnede i København, er der delte meninger om. Men Emil Christian Hansen kan have fungeret som mellemmand, i givet fald var han 16 år dengang. Kraniet kom i 1970’erne tilbage til Bramminge: Videnskab.dk. Bramminge Egnsmuseum har en lang redegørelse om Kaj Lykke. Her nævner man dog ikke at det skulle være Emil Christian Hansen:

"I 1858 rejste to medicinstuderende fra København til Bramming for at studere Kaj Lykkes kranie. Kraniet lå i krypten i Skt. Knuds kirke. Det vides ikke, om de fik lov, men de valgte at tage kraniet med tilbage til København og Normalanatomisk Museum for at undersøge det nærmere. Grunden til interessen for Kaj Lykkes kranium, skyldes den særlige hovedform, der havde fællestræk med dele af et kranie fra en tidligere menneskerace fundet i Neanderthal i Tyskland i 1856. Lykkes kranie var usædvanligt småt og havde en meget vigende pande. Kraniet var derfor et bevis på, at man ikke behøvede at være et forhistorisk menneske, selvom de havde fælles træk. Desuden mente de dengang, at man kunne se et menneskes personlighed ud fra deres kranie. Da Lykke havde et meget lille kranie, mente de derfor at han måtte have været mindre begavet. Der er dog intet i kilderne, der tyder på, at det skulle være tilfældet. Kaj Lykkes kranie var, pga. den specielle hovedfacon, et samtaleemne i hele Europa langt op i 1900 tallet."

Emil Christian Hansens gravmæle på Vestre Kirkegård - et af de mest imponerende her. Sarkofagen er en kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' i Rom. Kopier som denne er brugt overalt i verden. Bl.a. på Vestre Kirkegård bag lapidariet, samt på Garnisons Kirkegård for familien Barrison (i mindre udgave). Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Fra Redaktionen over Sætteriet til Rotationspressen og Læserne. (Efterskrift til Politivennen)

Hastige Billeder fra det daglige Liv, hvor "Social-Demokraten" bliver til.

Om Bordet: Redaktør Oskar Jørgensen, F. K. Madsen, Normann-Bryn, P. Hedebøl, Redaktør Borgbjerg, Red.-sekr. Johs. Petersen, Ax. Wessel. Staaende: Kr. Krater, H. Lundbeck, A. Hansen, Mar. Wulff, Fri Nina Bang, Ax. Schmidt, Jean Petersen, Marinus Kristensen, Georg Wiinblad, Dines Petersen.

Redaktiønens Ur slaar 12. Det er ikke Midnat, det er Middag. Klokkens Slag og Signalet til Redaktionskontorerns Aabning. "Social-Demokraten"s Kontorer er ikke alene de Omgivelser, i hvilke et Blad bliver til. De er meget mere end det. Naar en Mand eller Kvinde føler sig forurettet, naar der opstaar Tvivl om et eller andet naar der ønsker Raad eller Daad, saa er Løsenet i Tidernes Løb blevet: "Lad os gaa til "Social-Demokraten". Denne Intime Forbindelse, der herved er opstaaet mellem Redaktionen og Læserne, har sikkert bidraget stærkt til at slutte Vort Blads Kontakt med Abonnenterne saa fast, som Tilfældet glædeligvis er.

Som sagt Klokken er 12.

Men den mobile Journalist er ikke fast "Inventar" i et Kontor. Han ved, at Stoffet kommer ikke ind ad Døren til ham. Han maa selv være paa Tæerne.

Derfor er der endnu kun faa Medarbejdere paa Redaktionen. De fleste er ude for at trænge til Bunds i en eller anden dunkel Sag, eller for at overvære en Begivenhed af mere end almindelig Interesse, eller maaske for at referere i eller flere af de mange Møder, hvis Ord og Beslutninger ønskes mblicerede til vort Blads store Læsekreds. "Journalisten er som Bier", udtalte Redaktør Borgbjerg ved en festlig Lejlighed: "de flyver ud og kommer hver især tilbage med deres Honning".

Bierne er ude nu. Men efter Middagstimernes Redaktions-Ro bliver Kontorerne levende. Telefonen tager fat. Det er maaske en Medarbejders korte Rapport, hans Anmodning om fotografisk Assistance, hans Beretning om Dagens Sensation. Det er maaske en Forespørgsel: "Hvor stor er Islands Befolkning?" "Er det sandt at Kejser Wilhelm er død?" "Hvor mange Mursten blev brugt til Raadhusets Opførelse?" - Ak! Selv Redaktionens viseste Medlem, der tillige er forlenet med urokkelig Ro og Taalmodighed, kan fortvivle overfor Telefonens Syndflod af Spørgsmaal. Redaktionen er et levende Leksikon. Men de fleste, der har noget alvorligt paa Hjertet, kommer selv op paa vore Kontorer. Der kommer en Deputation fra en Ejendom, med en Klage over en daarlig Vært. Der kommer Husassistenter, der er snydt for Lønnen. Der kommer harmfyldte Forældre med Børn, der er mishandlede af brutale Mennesker. Der kommer .... der kommer, hver Dag en Armé, som ved, at Ingen forurettet forgæves banker paa "Social-Demokratens" Dør. Hvad der ikke finder Vej gennem Telefonen eller ad Trapperne, det kommer med Posten. Imellem det daglige Bjerg af Aviser fra hele Verden, findes Breve. Der er hvide Ark beskrevet med sirlig Skrift og fuldendt i Formen, men der er ogsaa rørende ubehjælpsomme Aktstykker, maaske fra en gammel Morlil, der beder om Hjælp, maaske er det en - efter stor Anstrengelse tilblevet artikel, der indledes med den næsten klassiske Vending: "Hr. Redaktør! De bedes venligst optage følgende". Og "Social-Demokraten" aftager "venligst" det meste. Gid altfor utaalmodige Indsendere dog kendte den daglige Kamp for at skaffe Plads til alt!

Medarbejdere gaar og kommer. Telefonerne er belejrede. Traadene dirrer. Ved hvert eneste Skrivebord arbejdes der under Højtryk. Pennen iler hurtigt over det hvide papir. Det bliver til Artikler, dét - Artikler, som tilfredsstiller den journalistiske Ærgærrighed blot derved, at de næste Dag læses og diskuteres af Hundredtusind, ja flere. Forud for Artiklens Tilblivelse er oftest gaaet et enerverende Undersøgelsesarbejde som kun Journalisten kender. Han har slidt Trapper fra Stue til Kvist, har har skreget sig hæs i en Telefon, han har forfulgt en Mand, der sad inde med afgørende Oplysninger - en Mand, der oftest "netop er gaaet ud", naar Journalisten stod ved sit Maal. Ak! hvilken Sum af nervøst Jageri, af Ærgrelser, gaar der dog ikke forud, for blot en Spaltes Tilblivelse. Men alt overskygges af Glæden over velfuldendt Arbejde, naar Journalisten ved sit "flydende" Arbejdsbord giver Artiklen den sidste "Tilfiling". Journalisten er rastløs. Han beder ikke om Ro, mens Pennen arbejder paa Hjernens Kommando. De evindelige Afbrydelser og Forstyrrelser indgaar som et Led i hans Arbejdsmaade. De virker stimulerende. Maaske de ovenikøbet inspirerer.

Et lille Hjørne af vor Ekspedition. Det er kun en lille Del af vort Ekspeditionspersonale, der er med paa Billedet. Længst bagved staar Forretningsfører M. Hørdum og ved hans Side Bogholder Valdemar Petersen. Derefter følger Frøknerne Høghøj, Jensen og Davidsen. Desuden  Ekspeditørerne Frederik Nielsen og Bernsteen og staaende Afdelingschef Simonsen.

Nu er Eftermiddagens Tempo paa sit højeste. Borgbjerg har Ret: Journalister er som Bier. Redaktionen er en summende Bikube. Det hele er et futuristisk Maleri. Men er der dog Plan i det hele? Er der nu Ikke Fare for, at 2 Journalister spilder Tiden, med at skrive om den selvsamme Sag? De, der tror saa naivt, kender ikke "Social-Demokraten"s Journalister, og de kender navnlig ikke Bladets Redaktør. Han har alle Traadene i sine Hænder.

Han ved paa en Prik, hvor hver enkelt Mand er, og med hvilken Sag han beskæftiger sig. I hans Kontor banker Redaktionens Puls. Der føres hastige Konferencer mellem Medarbejdere og Redaktør - altid hastige og præcise. Der bruges ikke et overflødigt Ord: Afsted! Tag fat"

Det sætter Tempoet op.

Manuskriptdyngen vokser. Een Bekymring kender "Social-Demokraten" ikke, og det er Bekymringen for, at der skal mangle Stof til Bladet næste Dag. Der er altid I Overflod. Redaktionssekretæren ser med Bekymring paa den Voksende Bunke. Det er altsamrnen saa vigtigt, saa vigtigt, og nu "gaar det op".

"Gaar op": det vil sige, at Faktoren omslutter Manuskripternes Mangfoldighed med sine rummelige Hænder og og bærer dem op til Sætteriet i 3. Etage.

Otte Sættemaskiner klaprer. Blækbogstaverne bliver til Bly. Linie efter Linie vælter ud fra Maskinerne. Sætternes Fingre spiller virtuosmæssig paa Tangenterne. En liflig Musik for den, der elsker sin Gerning. Og Linierne bliver til færdige Artikler, der "bindes ud" og forsynes med Overskrifter. Bordene bugner af nystøbt Sats.

Fra Redaktionen gaar nye Oceaner af vigtige Manuskripter op. 8 Sættemaskiner klaprer videre. Haandsætterne har travlt med Annoncerne. Satsen vokser, og endnu er Bunden ikke naaet.

Der arbejdes.

Journalisten opdager, at Eftermiddagen er gaaet. Død og Pine, Klokken er 9 og han har endnu ikke spist Middag. Han har glemt sin Sult. Men nu melder de materielle Krav sig, der kan netop blive en halv Time tilovers, den bruges til Indtagelse af et velgørende Maaltid. Men Redaktionen er en Magnet, der hurtigt trækker ham til sig igen. For Journalisten er Bladet mere end et andet Hjem. Hans Gerning er mere end hans Levebrød. Hans Arbejde er Udfoldelsen af en indre medfødt Trang. Derfor styrer han altid først sine Skridt mod Bladets Kontorer. Ganske vist er Bladets væsentligste Indhold baade skrevet og sat, men endnu i Nattetimerne kan store Ting ske, Ting, som under alle Omstændigheder skal med i Bladet, maaske paa Bekostning af andre store Ting. Ingen ved, hvornaar Telegrafen dirrer, hvornår Telegrammet kommer om en Begivenhed, der er hele Københavns, hele Landets, ja, maaske hele Verdens Samtaleemne i Morgen.

Journalisten er paa sin Post, mens Byen slumrer. Gaar vore Læsere gennem Farimagsgade en sen Nattetime, saa vil de altid se Lyset i "Social-Demokraten"s Vinduer.

Elevatoren rasler op og ned mellem Sætteri og Stereotypi-Afdelingen. Nye Forme sendes ned. "Gamle" Forme sendes op. Stereotypørerne - eller "Pisterne" - som de for en Nemheds Skyld kaldes, arbejder i en stegende Varme. De tager Blyafstøbninger af Formene. Afstøbninger, der af Elevatoren føres ned til Trykkeriet.

.... Klokken har netop slaaet 4. Den sidste Form gaar ned. Formene spændes fast i Rotations pressens Cylindre.

Kæmpemaskinens Hjul sættes i Sving. Helt ud i den stille Nat lyder Rotationspressens Buldren. Den synger den samme Sang, samme Sang, samme Sang, samme Sang .... Færdige Aviser spyes ud i tusindvis. Stablerne vokser. Paa "store Dage" vaager Journalisten til han kan holde den friske Avis i sin Haand, til han kan beruse sig i den stærke Lugt af Sværte. Først da søger han Hvile.

Men i Morgenstunden spreder i hundredevis af Bude det færdige Blad ud over Byen. Trappe op og Trappe ned. "Socialen" er Dagens første Gæst og vi ved, at dens Ankomst imødeses med Længsel og Glæde.

- - -

Men Rotationspressen synger sin Sang, indtil Byen vaagner til nyt Liv. En ny Dag begynder. Forberedelserne til næste Dags Avis træffes allerede i Formiddagens Timer i Ekspeditionen, hvor nye Bunker af Blade udleveres til den umættelige By. Ved hver Pult ligger Protokollerne. Hvad staar der i disse velnærede Bøger? Er det Fortegnelsen over Abonnenternes Kæmpe-Skare? Er disse Bøger - stadig voksende i Omfang - er de Barometret for vor Presses voldsomme Vækst? Eller fortæller Protokollerne om den stedse større Kreds, der har forstaaet at værdsætte "Social-Demokraten" som Annonceblad, som Bindeleddet mellem Sælgerne og de mange, mange Købere? Eller er det maaske lange Talkolonner, der staar i Bøgernes tørre Tal, store Tal, der gengiver det nøgterne usminkede Billede af vort Blads financielle Forhold.

Protokollerne ligger der, hemmelighedsfulde, lukkede - kun talende naar de bliver spurgt. Men de kan tale med om Bladets Udvikling fra de Tider, hvor Abonnenternes Navne kunde staa paa et Par Foliosider og da Regnskaberne magelig fik Plads paa et almindeligt Ark Skrivepapir.

Disse Protokoller med de sorte Bind er ikke saa kedelige endda.

Og Ekspeditionen er levende Dagen igennem. Annoncer og ny Abonnenter. Bidrag til dette eller hint Finanskonferencer. Forretnings-Aftaler. Udbetalinger. Indbetalinger. Alle Stueetagens Kontorer frembyder et levende Billede af Travlhed. Men der er System og Plan og Orden i alt. Punktligheden staar Vagt ved Pultene. De forretningsmæssige Interesser er i sikre Hænder.

Plan og Orden!

Der hænger et stort Portræt i Ekspeditionslokalet. Det gengiver afdøde Hørdums karakteristiske rolige og kultiverede Ansigtstræk. Han ydede en store personlige Indsats til at skabe dem for alt betryggende Plan og Orden: Organisation i alt. Og dette for al Fremgang betingende Grundlag er bevaret, det har styrket det Center, hvorfra "Social-Demokraten" har hentet sin økonomiske Kraft.

- - -

Paa Redaktionen staar Reol ved Reol fyldte med store tykke Bind. Det er "Social-Demokraten"s Aargange siden 1872. Begyndelsen blev ganske vist gjort med "Socialisten" i Juli 1871, udgivet af B. Brix, skrevet af Pio. Det var kun et lille Blad, der udkom hver Lørdag. Men allerede i April 1872 blev "Socialisten" Dagblad "for Arbejdernes berettigede Fordringer". I Juli samme Aar udvidede det alt Format. Men Bladet voksede ikke alene i det Omfang som Reolerne Illustrerer.

Det voksede i Udbredelse, i Autoritet Indtil det vel nok i Dag er Danmarks stærkeste Blad.

De taler deres eget Sprog disse Reoler. De fortæller om Trængselstider, om Modgang og Modgang og om Socialdemokratiets store Sejre. Rotationspressen synger sin Sejrssang ud i Nattens Stilhed, den summer Inspirationen for den unge Journalist som blev den Lykke givet, at blande sin Røst med Maskinens Larm og tilegne sig Retten til at være med i Socialdemokratiets Stortid.

Kristian Krater.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Interiør fra Provinsredaktionen. Siddende ved Skrivebordet Redaktionssekretærerne Josephsen (til venstre) Steffensen (til højre) og staaende til venstre Carl Andersen. Foto fra Social-Demokraten 2. april 1922.

E. Wiinblad om "Social-Demokraten". (Efterskrift til Politivennen)

 Minder fra Bevægelsens Barndom.

Da Socialisten blev Dagblad.

Folketingsmand E. Wiinblad.

Fire af dem, der var med til at gøre de første Spadestik.

Folkethingsmand, E. Wiinblad, i 80 Aar "Social-Demokratens" Redaktør og endnu med mange Baand knyttet til Bladet, opmærksomt følgende dets Udvikling og Vækst tager fra en af Redaktionens Reoler et indbundet Bind.

Det er i Kvartformat. Og i det han slaar op paa første Side siger han: 

- Af dette lille 3-spaltede Blad, der udkom i Juli 1871, har danske Arbejdere skabt en Presse, som omspænder hele Landet, og som intet Arbejderparti i Verden har Magen til, en Presse, der altid stiller sig paa de Forurettedes Side, som er ubestikkelig og aarvaagen, og som netop derfor frygtes og hades af vore Modstandere.

Wiinblad betragter smilende det første Numer af "Socialisten". Oven over Titlen staar: Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Og under neden: "Et Ugeblad for Arbejdernes berettigede Fordringer". Spidsartiklen hedder: Til vore Brødre, Danmarks Arbejdere, og inde i Bladet findes en Artikel med Overskriften: Arbejdernes Hævn.

- Se, siger Wiinblad, for os er der intet overraskende eller blot paafaldende i disse Overskrifter. Udtrykket: Vore Brødre, Danmarks Arbejdere! lyder naturligt i vore Øren. Men da jeg som Dreng første Gang saa disse Ord, og da jeg læste disse Artikler, hvori taltes om alle Menneskers Ligeberettigelse, da var det noget uhørt, en eksploderende Mine, en Komet, der sendte en Hale af Ild hen over Landet og tændte Menneskesjæle i Brand.

Jeg var Typograflærling den Gang. Jeg arbejdede hos Bogtrykker Bianco Luno og boede i Adelgade. Min Fader var Skræder og sluttede sig hurtigt til den socialistiske Bevægelse. Han blev Sektionsformand i "Internationale", og i vort fattige Hjem ventede vi Ugen igennem paa Lørdagen, der bragte et nyt Numer af "Socialisten". Som det Blad dog blev læst, gennemstuderet, gransket. Og som det var elsket af de faa Tusinde, der samledes om det.

Wiinblad standser et Øjeblik og blader omtrent halvvejs frem i de indbundne Aviser:

- Den sidste Lørdag i Marts indeholdt "Socialisten" en Meddelelse om, at fremtidig udkom Bladet 6 Gange om Ugen. Meddelelsen var underskrevet af den forgudede Plo, der her for første Gang traadte offentlig frem som Bladets Leder. Hans Brix havde hidtil staaet som Redaktør. Fra Lørdagen til Tirsdag den 2den April gik vi i Spænding, febrilsk ventende, ventende, paa dette ufattelige, at vi nu havde vort eget Dagblad, ligesom vore Modstandere havde deres. Og det kom, og vi slugte det. Her var en Programartikel, og her sloges djærve Slag for de smaa i Samfundet. Se her - Wiinblad peger paa Bladet - I her er en lille Føljeton, skrevet af Kopist Madsen. Under det Mærke skjuler sig Paul Geleff, der snart fik Hovedindflydelsen paa Bladet. Og se de to Forretningsannoncer, det var alt, hvad man havde at pynte Bagsiden med. De var indleveret af Nicolaj Jensen, Hj. af Lille Købmagergade og Krystalgade, og han reklamerede med Herre- og Dameklæder af en hver Art. Men han gjorde det næppe i Haab om, at Annoncerne skulde bringe ham Fordel. Sagen var, at Nikolai Jensen var den, der støttede Pio økonomisk. Han var en Idealist og havde vel fra Tyskland faaet Interesse for Socialismen, skønt han ikke selv hørte Arbejderpartiet til. Der var mange den Gang, som var paavirkede af Lasalle, og Pio var jo en dansk Lasalle.

Wiinblad blader videre. Han dvæler ved denne og hin Artikel, knytter spredte Bemærkninger til et og andet - og standser ved Numret for 5. Maj. Med en Understrøm af dyb Bevægelse siger han:

- Paa den Dag blev Pio fængslet, og hans Svoger, Alfred Jørgensen, overtog Redaktionen. Men Bladet, der havde været oppe paa 6-7000 Abonnenter, gik nu tilbage, springvis og voldsomt. Den 9. Maj 1874 stilledes "Socialisten" til Auktion, og Fr. Hertz, der nu bor som 90aarig i "De gamles By", købte Halvdelen for 25 Rigsdaler. Han og en Del faglige Foreninger udgav allerede fra næste Dag, altsaa Søndag den 10. Maj, Bladet "Social-Demokraten". Ved denne Lejlighed møder vi første Gang Navne som C. C. Andersen, P. Holm og Hørdum. De meddelte paa deres Fagforeningers Vegne, at de overtager Bladet, der fremtidig er Organ for det socialistiske Arbejderparti. Saaledes blev Arbejdernes Blad Arbejdernes eget Blad og var ikke længer afhængig af enkelte Idealisters økonomiske Evne.

Wiinblad holder omhyggelig sit Navn ude, skønt han paa dette Tidspunkt allerede havde gjort sig bemærket indenfor Partiet. Han hørte til Oppositionen, som Ungdommen jo gerne gør, og han var valgt til Sektionsformand, ligesom Faderen. Men som Wiinblad nu blader videre i Mindernes Bog kan han ikke undgaa at nævne sig selv.

- Pio blev løsladt fra Fængslet 9. April 1875. Bladet blev den Gang trykt hos Henriksen i Ravnsborggade 21. Men Pio ønskede at faa eget Trykkeri, og Guldbrandsen, der trykkede "Ravnen", blev sat til at ordne et nyt Sætteri i Ravnsborggade 18. Jeg havde nylig udlært og havde Arbejde hos Guldbrandsen. Jeg var derfor blandt dem, der fik med "Social-Demokraten"s første Sætteri at gøre. Det var i 76. Aaret efter forlod Pio Landet, og Bladet gik nu langsomt sin Undergang i Møde. Det var jo ikke Journalister, der skrev dette Blad. Mundberg, som en Tid var Redaktør, havde haft Købmandsforretning i Blaagaardsgade, Saxo Wiegell var Digter, og Bjørnstrup, ja hvad han end var, forstod han sig kun lidet paa at lave en Avis. Aktuelle Begivenheder blev skudt til Side, Referater af vigtige Møder maatte vente, det udenlandske Stof blev taget fra norske Blade og var altsaa flere Dage gammelt. Men stemte det ikke overens med Dagens Telegrammer, maatte Telegrammerne vente. Jeg husker, at ved Valget i 1878 bragte "Social-Demokraten" end ikke Valgresultaterne. Der var vist ikke Raad at abonnere paa Ritzaus Meddelelser. For dog at faa noget med om Valget, gik Saxo Wiegell ned i "Kragereden", en Beværtning i Fortunstræde. Værten hed Kragh, deraf Navnet "Pragereden". Her holdt Rigsdagens Bønder til, og paa Valgaftenen samledes de for at drøfte Udfaldet. Paa den Maade fik Wiegell fat i nogle løsrevne Stumper af Valgresultatet, og de puttedes i Blade uden Hoved og Hale.

Wiinblad smiler lidt og vedbliver:

- Bladet gik daarligt og Typograferne blev afskediget, undtagen Faktor Broen og Ombrækkeren Eriksen og - ved et Himlens Under - jeg selv. Det hang vistnok noget sammen med, at Trykkeriets Leder, Hr. Guldbrandsen, var ivrig Frimurer. Og ved Frimurernes Sammenkomster mødte han altid op med trykte Sange, som han havde sat sit Navn under, men som jeg havde skrevet. Hans lyriske Aare kunde jo ikke godt standse med et Slag, derfor fik jeg Lov til at blive hvor jeg var.

Og saa stod jeg altsaa der og gjorde hvad jeg kunde før at gøre "Social-Demokraten" til et Blad, som Arbejdernes kunde være tjent med. Men heller ikke jeg havde jo megen Forstand paa det. Naar bare Avisen var fyldt, var det godt. Ofte var det til at fortvivle over.

Wiinblad smækker med en pludselig Bevægelse den gulnede Aargang af "Social-Demokraten" sammen, og ser sig om med et Blik, der lyser af Glæde og Stolthed.

- Men vore Modstandere forregnede sig. De glemte at Arbejderne vel var fattige og uoplyste, men at de var besjælet af en brændende Trang til at lære, og af en fælles Vilje til at sejre. Og se nu! Her staar jeg i "Social-Demokraten"s eget Hus, hvor Skandinaviens største Rotationspresse udspyr mere end 100,000 Aviser hver Dag. Alt det har jeg set blive til, og Synet af denne mægtige, ubesejrlige, ustandselige Opdrift har gjort mig sikker i min Sag, naar jeg siger, at Fremtiden hører os til.

- Den gør det, slutter vor graanede Partifælle, i Kraft af den samme Lov, der har ført os til det Resultat, vi alt har naaet, VI har overvundet det sekteriske, der Prægede Partiet i dets første Dage. Men dernæst har vi overvundet det rent dogmatiske. Vi er blevet en Folkebevægelse. Bag Socialdemokratiet og dets Presse staar Kærnen af Landets Mænd og Kvinder.

Og i Spidsen for dem gaar som den røde, vajemde Fane "Social-Demokraten", Bladet, der taler de Fourettedes Sag, angriber Misbrug, paataler Overgreb, kræver Retfærdighed, Velstand og Lykke.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

"Socialisten" findes på Mediestream. Her den omtalte annonce for Nicolai Jensen, 2. april 1872.