Sigvald Olsen (1864-1919). (Efterskrift til Politivennen).

Sigvald Olsen er død.

SIGVALD OLSEN er død, vel noget over 65 Aar gammel. Endnu for godt en Uges Tid siden færdedes han rask og virksom iblandt os. Han havde ganske vist for Aar tilbage været haardt ramt af Sygdom og havde mættet underkaste sig en farlig Operation. Han bar ogsaa paa en Sukkersygdom. Men hans kraftige Natur, friske Sind og dybe Arbejdsglæde holdt Sygdommen i Skak. Han var Betog dette Bfterær særlig Ivrig mod i det mangeartede Arbejde, der paahvilede ham.

Men i Mandags otte Dage maatte hans Hustru telefonere til Rigsdagen, at Sigvald Olsen ikke kunde deltage i de Udvalgsmøder, hvor han var Medlem. Det var den gamle Blærelidelse, der paany havde indfundet sig. Han maatte gaa til Sengs, en Lungebetændelse stedte til, og Sukkersygen forværrede Tilstanden.

Efter nogle Dages haabløst Sygeleje døde han i Gaar Eftermiddag ved 3-Tiden.

Inderlig Sorg vil gribe det store Antal Klasse- og Partifæller, der personligt kendte den Bortgangne, den Deltagelsen vil strække sig ud i meget videre Kredse. Faa offenlige Personligheder havde vel saa mange virkelige Venner som Sigvald Olsen. Det kom af hans retskafne Karakter, følsomme Sind og ejegode Hjærte. Men ogsaa faa Politikere - der jo altid mere eller indre staar ombølget af Kamp og i højere Grad end de fleste Mennesker er Genstand for hæftige Angreb - nød en saadan personlig Sympati i de videste Kredse.

Det hang sammen med hans afdæmpede Væsen. Han var ingen Ynder af stærke Ord, og han undgik alt, der kunde virke personligt saarende. Vel kunde han, naar han saa den Sag, som han saa trofast og ridderligt kæmpede for, uretfærdigt angrebet, eller naar man gik hans Ære for nær, fare hæftigt op. Men drejede det sig om noget, der krænkede ham personligt, var han den første til at række Haanden ud til Forsoning. Svenskerne bruger Ordet "Partiven", hvor vi Plejer at sige Partifælle. Sigvald Disen var Partivennen. Hans Bestræbelser var at øge Partiets Styrke og Arbejderbevægelsens Sammenhold ved at søge alle personitøe Stridigheder udjævnet. Det gode Kammeratskab var ham Livets højeste Lov. Han svigtede aldrig en Ven i Nødens Stund, tværtimod, da bestod Sigvald Olsens Venskab netop Prøven.

Olsen var Nyboderdreng, født 27, August 1864, Søn af den ogsaa i Partikredse velkendte og højagtede Skomager Vilhelm Olsen. Gennem et langt politisk Liv bevarede Sigvald Olsen den Umiddelbarhed og den jævne, naivt-folkelige Gemyt, som prægede det gamle Nybodertolk.

Som ung Cigarmager rejste og arbejdede han flere Aar i Tyskland sig godt tysk og blev stærkt grebet af den socialistiske Bevægelse. Det var særligt Lassalles følelses- og temperamentsfulde Taler og Skrifter, som betog den unge danske Arbejder. Socialismen blev ham noget af en Religion, Socialdemokratiet noget af en Menighed - netop Lassalle havde jo brugt de berømte Ord om Arbejderklassen som Klippen, hvorpaa Nutidens Kirke skal bygges. Lidt doktrinær blev Sigvald Olsen gennem den tyske socialistiske Skole, men det praktiske Arbejde, han snart kom ind i herhjemme, udviklede og modnede ham stadig mere, og han greb sjælden fejl i de faglige og politiske Situationer. Han hørte ikke til de Godtfolk, der hvert andet Aar reviderer deres Anskuelser. Den Overbevisning, han vandt i sin Ungdom, sad urokkeligt fast, og han tøvede længe med at erkende, at Forholdenes Udvikling kunde medføre, at hvad der én Gang var rigtig Politik, ikke længere var det. Han stillede sig f. Eks. længe skeptisk overfor Brugsforeningsbevægelsen. Ikke for intet havde han læst Lassalles Polemik med Schultze-Deutsch. Men ogsaa her kom det Øjeblik, da han tilsidst bøjede sig for Kendsgærningerne og indsaa, at hvad der i Arbejder bevægelsens Barndom vilde have virket splittende og svækkende, det kunde i dens Manddom blive en uvurderlig Kraftkilde.

Sigvald Olsen var Modstander af Minister-Socialismen. Det var ham, der paa Kongressen i Odense i 1908 fik vedtaget Beslutningen om, at Socialdemokratiet først bør tage Del i Regeringsmagten, naar det har Flertal i Folket og i Folkethinget. Denne Beslutning gælder den Dag i Dag for vort Parti, den er stadig den principielle Rettesnor. Men i 1916, da ekstraordinære Forhold forelaa, erkendte Sigvald Olsen efter nøje Overvejelse af Situationen, at her var ogsaa en ekstraordinær Taktik paa sin Plads, og han billigede, at Stauning indtraadte i Ministeriet. Uden al Skinsyge stemte han for den yngre Partifælle til denne Post.

Olsen var Socialdemokratiets Viceforretningsfører i P. Knudsens Tid, og han blev ved at være det, da Stauning traadte til som Partiets Forretningsfører. "Sigvald", som vi alle kaldte ham baade i Tiltale og Omtale, holdt sig selv i 2. Plan uden derfor at mangle Føreregenskaber. Paa samme Maade stod han i det faglige Forhold til J. Jensen. Han støttede Føreren. Han var den kyndigste, redeligste Raadgiver under Drøftelserne i de snævrere Kredse, i Forretningsudvalg og Rigsdagsgruppe. Han holdt ikke af dem, der helst vilde se deres Navn hver Dag i Avisen. Han svigtede heller ikke dem, hvis Plads og Virken maatte fare til, at de - ofte med inderlig Ulyst - var nødt til at se deres Navn i alle Slags Aviser omtrent dagligt.

Det var i den faglige Virksomhed, Sigvald Olsen lagde ud. Han var Formand for Cigararbejdernes Fagforening fra 1883 til 1896, og Forretningsfører for Tobaksarbejderforbundet fra Stiftelsen i 1886 til 1900 og derpaa i flere Aar fremdeles Medlem af Hovedbestyrelsen. I mange, mange Aar var han Medlem af De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg og af vert Partis Hovedbestyrelse. Paa Kongressen i Oktober blev han enstemmigt genvalgt til Viceforretningsfører. Hans kooperative Interesse gik længe væsenlig i Retning af Produktionsforetagender - han var jo Lassalles Discipel - og han baade deltog i Stiftelsen og sad i Ledelsen for Fællesbageriet og andre Foretagender.

Da Bryggeriet "Stjernen" oprettedes i 1903 tænkte Sigvald Olsen slet ikke paa, at han selv skulde blive Forretningsfører. Han havde grundlagt en selvstændig mindre Cigarfabrik og var velfornøjet dermed. Den gav ham oven i Købet en vis Uafhængighed i det politiske Liv, hvorpaa han satte Pris. Det var Meningen, at De samvirkende Fagforbunds Formand J. Jensen skulde overtage Bryggeriets Ledelse, men da vilde Tilfældet, at Partiets Borgerrepræsentanter lige fik Stemmer nok til at vælge Borgmester ved Borups pludselige Død - og det blev selvfølgelig Føreren for den kommunale Gruppe i det forløbne Tiaar. Sigvald Olsen overtog saa efter indtrængende Opfordring Stillingen som Leder af "Stjernen" og har i de 16 Aar, der siden er gaaet, røgtet denne Gerning mod Samvittighedsfuldhed og Dygtighed. Han fik efterhaanden megen Indsigt i Forretningslivet, hvad der atter kom ham til Nytte under Rigsdagsarbejdet, hvor han særlig fik med økonomiske og sociale Spørgsmaal at gøre.

Ind i Folketinget valgtes han den berømte 9de April 1896, da Venstre og Socialdemokratiet besejrede Højres og de Moderates Forligs-Flertal. Vi havde forinden det Valg kun 2 Folkethingsmænd (plus Harald Jensen en kort Tid fra 1880 til 1892). Nu fik vi otte og kunde danne en Gruppe af stadig voksende Betydning. Sigvald Olsen valgtes i den nydannede Ilte Kreds der ved Valgkredsloven af 1894 var en af de Kredse, der skiltes ud af gamle 5tes Kæmpekreds. I denne Nørrebrokrods befæstedes han Aar for Aar i stadig større Vælgerskarers absolute Tillid. Forholdet mellem ham og Kredsen betegnes bedst med Ordene: hjærteligt Venskab.

I Rigsdagen havde han betydningsfulde Ordførerskaber, f. Eks i 1897, og de nærmest følgende Aar Toldspørgsmaalet - hvor han vel oprindelig ud fra sit Fags formentlige Interesser og ud fra Studier af Tolddebatterne i Udlandet, havde en lille Tendens i protektionistisk Retning, men hvor han ogsaa efterhaanden overvandt denne Ungdomspaavirkning. Da Stauning blev Minister, overtog Olsen en stor Del af det politiske Ordførerskab i Folkethinget. Han var Ordfører i det vestindiske Salgsspørgs maal og blev det i Sommer under den sønderjyske Debat. Men navnlig virkede Sigv. Olsen med stor Flid i Udvalgene. - Det vilde fylde flere Spalter at opregne alle de Udvalg, hvori han havde Sæde i de omtrent 25 Aar, han havde været Rigsdagsmand. Hvor vil Vælgerne i 11te Kreds og mange med dem beklage, at han ikke fik Lov til at opleve Jubilæet nu til Foraaret. 

I en Mængde Institutioner valgtes han ind: I Overskatteraadet paa Frederiksberg, i Toldraadet, i den militære Afviklingskommission o.s.v.

Men først og fremmest vil vi i Dag i dette Blad mindes hans Stilling gennem en Menneskealder som Medlem af "Social-Demokratens" Kontrolkomité, hvor han med aldrig svigtende Interesse tog sig af Bladets stadige Forbedring og Fremgang. 

Det bliver slet ikke nemt at erstatte Sigv. Olsen i hans mangeartede Virksomheder. En Ting kan slet ikke erstattes: den Partitradtition som Olsen saa at sige legemliggjorde og som er en saa betydningsfuld Faktor i en Bevægelses Fremgang og Virksomhed. Han kendte alle Drøftelser fra Begyndelsen af 80erne og fra 70erne med gennem sine Venner i Socialismens første Generation. Han vidste, hvorledes hvert Led i vort Program var blevet til, han kendte Organisationen ud og ind. Han var hjemme i alle vore Forhold.

Han blev  en af de ikke faa Arbejdere, der har givet den danske Arbejderbevægelse dens ejendommelige Præg - i højrere Grad en Arbejderbevægelse end nogen anden i Verden. Om ham gælder i fuldt Maal, hvad Grundtvig skrev om Idealet af Menneskelykke: 

Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord
som det, jeg vilde ej med Konger bytte:
opklaret Gang i ædle Fædres Spor
med lige Værdighed i Borg og Hytte.

Han var af Overbevisning en Republikaner saa god som nogen. Men førte repræsentative Pligter ham op i Kongeslottet, var han sig selv og sin Sag lige tro og optraadte med samme jævne Værdighed som ude paa Forstadens Vælgermøder. - Denne vennesæle Ligefremhed vandt ham Agtelse i alle Samfundslag uden Hensyn ti: politiske Modsætninger. Da han for en Del Aar siden laa haardt syg paa Hospitalet, følte Landets Konge Trang til at aflægge ham et personligt Besøg.

Et lykkeligt Familieliv støttede Sigvald Olsen i hans ofte trættende Gærning, og haardt rammer Døden hans efterlevende 5 Aar yngre Enke. Han var barnløs, men havde en Adoptivdatter, som han elskede højt. Politiken havde ikke gjort ham haard og kold. Det paastaas jo ofte, at den gør det, skønt det \istnok ikke er sandt. Ham gjaldt det i hvert Fald ikke. Han blev let bevæget, ja kunde ikke altid beherske sin Stemme, naar Hjærtets Strænge rørtes. Politik var for ham praktisk anvendt Menneskekærlighed. Han hadede kun Egoisme, Forfængelighed og Stræberi. Han krævede ikke, men meget blev ham givet og betroet, og alle, der betroede ham noget, vil i Dag give ham det Eftermæle, at han blev sin Sag og sig selv - Sagen først - tro til det sidste Aandedrag.

Redaktør E. Wiinblad om Sigvald Olsen

I Spidsen for del danske Socialdemokrati stod to Cigararbejdere Stauning, Formanden, og Sigv. Olsen, Næstformanden. Nu er Næstformanden gaaet bort.

Intet socialistisk Parti har paa fyldigere Maade end vort virkelig gjort Karl Marx's Ord, at Arbejderstandens Frigørelse skal være Arbejderstandens eget Værk. Fra den kolde Vinterdag i 1877, da Louis Pio forlod Landet, har Proletariatet selv baaret sin sag frem bl. a. ved de to Cigararbejdere, og har kunnet gøre del med store Resultater, fordi den danske Arbejder maaske er Verdens mest oplyste og intelligente.

Oplyst og intelligent! Hvad man vender sig mod Sigv. Olsens Baare og siger disse Ord til Minde om han, vil de lyde tomme og være uden Farve, thi han var meget mere. Han var klog med den Klogskab, som andre søger Raad hos, fordi den er uselvisk og hviler paa Kærlighed og Hjælpsomhed, og han var god med den Godhed, som er fuld af Styrke, og som derfor indgyder Tillid.

Hans Standsfæller lagde store Foretagender i hans Haand, betroede ham Formuer, og det skete med den Tryghed, der er selvfølgelig og ikke skænkes en Tanke.

I 1885 udstedte Estrup sit berygtede Presseprovisorium mod Ophidselse af Klasser. Naar "Social-Demokraten" f. Eks. bragte Meddelelser om Storbønder, der mishandlede Tyendestanden, eller om Fabrikanter, som skambød Arbejdere, var det Ophidselse, Bladet var hjemfalden til Straf, og Straffen ramte Sigv. Olsen, som var ansvarhavende Redaktør. Han hensad i Varetægtsarrest i mange Maaneder og idømtes Fængsel paa Vand og Brød ialt i 65 Dage, en grusom Straf, der kunde knække sin Mand, og som maaske lagde Spiren til den Sukkersyge, som nu har bidraget til hans Død.

Sigv. Olsen bar Indespærringen frejdigt og med Taalmod. Naar jeg besøgte ham, kom han mig i Møde, mager og hærget, med det blege Ansigt hvidt som et Lagen under det mørke Skæg. En halv Time efter lagde Slutteren sin Haand paa hans Skulder, og jeg saa ham forsvinde i den lange Gang, der fører fra Samtaleværelset til Fængslets Cellebygning.

Socialdemokratiet er bygget op af mange Hænder og af mange Skæbner. Sigv. Olsens Lidelser i Provisorieaarene var en af de Skæbner, som satte Tusinder af Hænder i Bevægelse. Han talte jo kun de Fattiges Sag paa en Maade, der ikke tidligere var forbudt; men nu havde Højre, Godsejernes og de Riges Parti, brudt Landets Forfatning og straffede de Fattiges Talsmand efter ulovlige Paragraffer, aom Rigsdagen aldrig vilde godkende. Dette var en Overklasse-Politik, som var let at forstaa, og som kunde ophidse et Folk uden mange Taler. Nogle Aar senere var Højre da ogsaa fejet ud af København paa en eneste Kreds oær og omtrent ud af det danske Folkething.

Naar jeg ser tilbage gennem Tiderne og paa Kampene, da personificerer Underklassen sig for mit indre Syn en ung Mands Skikkelse', en ung Mand med et magert Ansigt, hvis ligblege Hud skinner gennem det mørke Skæg, og paa hvis Skulder Kapitalismens Bøddel bar lagt sin tunge Haand.

Det er Sigvald Olsen, jeg ser. Men jeg ser ham ogsaa, som han stod ved sin Død, i Spidsen for et Arbejderparti, der i dette Øjeblik er det vigtigste Led i den danske Regeringsmagt, og som modnes til at tage hele Magten i sin Haand.

E. Wiinblad.

Et Mindeord i Socialdemokratisk Forretningsudvalg.

Socialdemokratisk Forretningsudvalg, holdt alt ordinære Møde i Aftes.

Stauning meddelte ved Mødets Begyndelse, at Sigv. Olsen i Gaar var afgaaet ved Døden, og idet Medlemmerne rejste sig udtalte han, at Sigvald Olsen lige fra Partiets første Dag havde været en energisk og trofast Partifælle, som lærde arbejdet utrætteligt baade som Politiker, som Leder af Bryggeriet "Stjernen" og som en højt skattet Raadgiver i alle Arbejderklassens Anliggender. Sigv. Olsen vil derfor blive haardt savnet, og Mindet om ham vil blive dybt bevaret Ikke blot i denne Kreds, men i hele den danské Arbejderklasse.

Sigvald Olsen som Leder af "Stjernen"

Også paa det kooperative Omraade har Sigvald Olsen udiført et stort og fortjenstfuldt Arbejde. I 1901 besluttede Arbejdernes Fællesbageri at oprette Bryggeriet Stjernen og fik de samvirkende Fagforbunds enstemmige Tilslutning til denne Beslutning. Sigvald Olsen valgtes enstemmig til Bestyrer af det ny Partiforetagende, og den 8. April 1902 kørte vore Vogne ud med det ny Produkt, som straks vandt stor Tilslutning.

Der var dog mange Arbejdere, der rystede paa Hovedet. Dette var for gigantisk en Kamp at indlade os paa, mente de. Bryggerikongerne var for mægtige, Naade dem, der tronede i ensom Utilnærmelighed, og dem, der gik smilende om imellem os, og efter Evne plumrede Vandene. En maatte tabe.

Sigvald Olsen tog dog Kampen op og paa sine brede Skuldre bar han sin Part af Tidens Møje. Thi Kampen var streng og langvarig, og for Sigvald Olsens følsomme Sind kunde den til Tider blive overvældende. Han havde dog Kammerater, der stod ham trofast bi, og Bryggeriets Ledelse tabte aldrig Troen paa Sejren, og nu tør man vel sige, at Sejren er vunden.

Stjernens Øl har ikke alene vundet fuld Anerkendelse hos Arbejderne, men ogsaa hos det Jævne Borgerskab, nu efter 17 Aars sejge Kamp under Sigvald Olsens Førerskab.

Og saa gik det ham, som Moses. Han fik kun Lov til at se ind i det forjættede Land, da Jerichaus Mure var faldne. Den bitre ubarmhjærtige Død tog ham fra os. 

Sigvald Olsen elskede Arbejdet. Tidlig om Morgenen mødte han paa Bryggeriet, flk sine Træsko paa, og afsted gik det til Bryggeri, Malteri, Vandfabrik og Aftapningsanstalt. Mange Spørgsmaal stilledes til ham under denne Vandring, men han havde Menneskekenderens og Menneskevennens Iykkelige Evne til at tilfredsstille eller tilrettevise, uden at opirre og uden at gaa paa Akkord med Uorden og Sløseri.

Derefter fulgte Konferencer med Bryggeriets Handelsrepræsentanter og Bogholder og efter en hastig Frokost begav Sigvald Olsen sig til den Rigsdag, hvis Arbejde i saa høj Grad havde hans Interesse. Men om hans Virksomhed her, vil man se andet Sted. Bryggeriet Stjernen har ved Sigvald Olsens Død lidt et Tab, som vanskeligt forvindes, thi Bryggeriet var hans Kælebarn, som han føjede og dæggede for, og som han gerne vilde se som den stærke Fæstning, skabt af Arbejderne til Værn og Værge.

G. C. 

(Social-Demokraten, 17. december 1919)

På denne blog er Sigvald Olsen omtalt i forbindelse med afholdelsen af den første 1. maj-demonstration i 1890 hvor han var en af talerne, samt i forbindelse med generalstrejken på St. Croix i 1917 hvor nogle "hvide socialdemokrater" uden held forsøgte at advare ham mod Hamilton Jackson.

Foto af Sigvald Olsen bragt i Social-Demokraten 24. december 1899 i anledning af en retssag med bestyreren for Vestre Kirkegård, Bahnson som ville have nedlagt forbud mod at Sigvald Olsen talte ved en begravelse - selv om præsten havde givet lov. 

Stauning taler ved kisten. Tegning fra Social-Demokraten,  22. december 1919

Sigvald Olsens kone, Ludovika Olsen døde 10. juni 1941. 81 år gammel. Hun berettede i et interview at fængselsopholdet i 1887 havde taget hårdt på ham. Ludovika var født 1859 i Fredensborg, og boede efter Sigvalds død sammen med deres eneste datter. Foto bragt i forbindelse med hendes død i Social-Demokraten 11. juni 1941.

Sigvald Olsens gravsten på Assistens Kirkegård. Folketingsmand. Bryggeribestyrer. Sigvald Olsen og Ludovika Olsen. Tak for gode minder, rejst af partifæller. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En hyggelig Rede. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Olsens "Pensionat" i Sverigesgade.

I Sverigesgade 61, hvor Vejen slaar en Bugt, ligger der et Hus saa smukt, og i dette Hus bor en fraskilt Kone. der hedder Fru Olsen. Hun har i længere Tid ernæret sig af at leje Værelser ud til unge Damer, hvem Dyden ikke trykkede, og det gik ved Nattetid overmaade fornøjeligt til.

Vidste Fru Olsen ikke, hvad der foregik inde paa de unge Damers Værelser? Hun siger selv, at det havde hun saamænd ingen Anelse om, men Politiet er meget utilbøjelig til at tro hende paa hendes Udsagn, og det har sat hende fast. sigtet for Rufferi. Hun tog 10 Kr. om Ugen af hver af de unge Piger, og da to delte Værelse, fik hun 30 Kr. om Ugen for hvert Værelse.

Fru Olsen er som sagt arresteret, og man har ført en Mængde Vidner mod hende, bl. a. flere af de unge Piger, der har boet hos hende, og som for Øjeblikket er indlagt paa "Tvangen" paa Sundholm. Politiet hævder, at Fru Olsen Ikke kan have været uvidende om, hvad der foregik paa Værelserne. og det sigter hende desuden for Værelse-Aager. Hun møder i Retten med sin privat engagerede Defensor.

(Aftenbladet (København) 17. november 1919).

Ingrid Ulbricht (1870-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Ingrid Ulbricht var datter af indremissionær Carl Johann Ravens (1843-1926) og Kristiana Emilia Ludviga Bülow (1846-1926). Hun blev konfirmeret af formanden for Indre Mission Vilhelm Beck. Hun blev undervist i hjemmet til 17-års alderen, og var i nogle år huslærerinde hos de indremissionske præster Carl og Otto Moe i Skjern og Skanderup ved Kolding (se andetsteds på denne blog). I 1892 blev hun forstanderinde for diakonissehuset ”Diakoniewerk Kropp” og en sindssygeanstalt i Kropp i Slesvig. Her arbejdede også "søster" Laurine Lehmann (1872-1937). 

Ingrid Ulbricht blev behandlet flere gange for dårlige nerver (overanstrengelse?). I 1899 blev hun indlagt i Dresden hvor hun udbyggede sin forbindelse til gymnasielektor Edmund Ulbricht (1849-1907). Han var kurgæst/indlagt på stiftelsens kursted på Westerland (på øen Sild) i 1898 og altså 21 år ældre end Ingrid. Ingrid Ulbricht brød sit diakonisseløfte ved at gifte sig med ham i september 1900. De havde plejebarnet Børge (1905), hvis søster, lærerinde Edith Bisgaard, senere havde bopæl i "Villa Karis". Laurine Lehmann rejste med til Dresden og blev husbestyrerinde for ægteparret. Da Edmund Ulbricht døde 1907, blev de to kvinder boende sammen i Dresden.

Ingrid Ulbricht skrev fra 1910 romaner under navnet Ingelid Edmund, "Die Tochter des Strandvogts" (1911), "Karin Nordhammar" (1910) og "Die Frauen im Leben Erik Turessons" (1913).

I 1913 vendte Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann tilbage til Danmark. Her blev hun tilknyttet KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), i Hellig Kors sogn, hvor Axel Beck (søn af Vilhelm Beck) var præst. Hun skrev endnu en roman, nu under eget navn, "Som gennem ild" (1915). I 1915 overtog hun ledelsen af KFUKs Hovedforening i København. 

K. F. U. K. Basarens største Bod.

Lige før K. F. U. K.s Formand, Professorinde Ulbricht, aabnede Byggefondsfesten igaar i Koncertpalæet, naaede vor Fotograf at tage et Billede af den største af Bazarens mange Boder - en tiltalende Ophobning af Frugt, Blomster, Fjerkræ og Grøntsager. Hele Baggrunden optages af fikse Spaankurve fyldte med Frugt, Kurve, der paa det nydeligste er dekorerede af Komtesse Reventlow, Rudbjerggaard. Komtessen ses paa Billedet yderst tilhøjre - derfra mod venstre: Grevinde Ahlefeldt, Grevinde Frijs, Juellinge, Grevinde Wedell, født Frijs, og Overhofmesterinde Castenschiold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1918).

Kvindelige Præster?

Udtalelser af ledende Personligheder indenfor Kirken.

Formanden for K. F. U. K , Professorinde Ingrid Ulbricht udtaler sig taften om det brændende Spørgsmaal.

Professorinde Ingrid Ulbrecht.

"Naar jeg efter Opfordring skal udtale min Mening, om der bør gives Kvinder Adgang til Præsteembedet eller ej, saa kan jeg kun svare med et bestemt Nej! I den gamle Pagts Tid blev Præstedømmet udtrykkelig betroet til Aron og hans "Sønner", i den ny udsendte Jesus kun "Mænd" som Apostle, skønt der blandt hans Disciple var mange Kvinder, der fulgte ham. Dette, mener jeg, er en Vejledning fra Herren om, hvem han ønsker, Præstedømmet skal gives til, og de Vanskeligheder, som ikke alene vilde opstaa, hvis Kvinder fik Adgang dertil, men som direkte vilde skade dette, er mange. Jeg vil her kun nævne to: Man tænke sig en ung, ugift Præstinde som Sjælesørger; der er jo slet ingen Tvivl om, at hun vilde være udsat for Forelskelser fra den mandlige Ungdoms Side. At dette vilde berede Vanskeligheder i Sjælesorgen, er klart; det vilde bringe hende selv i mangen pinlig Situation og ofte virke hæmmende paa hendes Virksomhed. Man kan indvende, at det samme er Tilfældet med den ugifte Præst, tilstaaet for saa vidt det angaar Forelskelsen fra den kvindelige Ungdoms Side; men saa ikke længere; thi saa længe Kvinderne endnu ikke har lovhjemlet Ret til at fri, er det paa dette Omraade "Præsten", der er Herre over Situationen, derimod ikke "Præstinden". Den anden Vanskelighed vil være til Stede, hvis den kvindelige Præst bliver gift. For det første vil hun, naar Tiden kommer, da hun skal blive Moder, ikke kunne varetage Udøvelsen af Præsteembedet, uden at noget af dettes Værdighed gaar tabt; for det andet vil hun som Moder ikke kunne gøre fyldest i Præstegerningen, hvis hun ikke skal forsømme Mand og Børn, og har Gud gjort hende til Hustru og Moder, saa har hun sine første Pligter i Hjemmet.

For Kvindens Arbejde i Samfundet og Menighed som Diakonisse, Dommer, Taler osv, er der Hjemmel i Skriften, men ikke for hendes Gerning som Præst; og jeg synes, at det, Gud har givet os i vor Egenskab som Kvinder, er saa højt at vi ikke skal bortbytte de mod noget, vi ikke er bestemt til. Vi vil derved let miste eller gøre de Forrettigheder værdiløse, som Gud har betroet os netop som Kvinder.

Ingrid Ulbricht.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. januar 1919)

Protest.

VI undertegnede Kvinder, der med Sorg og Harme har set den Ansvarsløshed, hvormed flere af vore store, ansete Firmaer ordner deres Udstilling af Kvindedragter, henvender os herved til disse med den alvorligste Protest derimod og undlader ikke at udtale, at dette sker paa mange Tusinde Kvinders Vegne, der har følt det som en Skam og Nedværdigelse af hele vort Køn.

Vi kan ikke finde os i, at saadanne Skøgedragter bliver indført i vort Folk, og saaledes bidrager til at nedbryde Anstændighedsfølelsen baade hos Mænd og Kvinder i alle samfundklasser.

- - -

(Nationaltidende 27. november 1919. Uddrag).

Protesten var underskrevet af 28 kvinder, heriblandt Ingrid Ulbricht. Ekstrabladets redaktør Freilif Olsen var også imod dragterne, han mente at de var så uanstændige at der ingen forskel var på damer og "halvdamer", samt "Naar Damerne selv klæder sig som SKøger, har de ingen Ret til at fordre strenge Straffe indført for de Mænd, hvis Drifter de selv ophidser til Forgribelse. Ej heller har de Ret til at tale med om Sasmfundets Brøst, thi fra Silkechemisen og Silkestrømperne til til overdaadige "Robe" af kostbart "ingenting" er de selv Luksusvæsener, som bringer Landets Værdier ud over Landets Grænser, der hvor Silken og Gimmeret kan købes." (Citeret fra Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 29. november 1919).

Folkets Avis - København imødegik protesten ved at afkræve underskriverne en forklaring på hvad det helt konkret var, de var imod. Bladet sammenlignede med forbud mod udenlandske film, udenlandske illustrerede blade og bøger, fotoer af nedringede damer, maleri- og skulptursamlinger. Ironisk opfordrede avisen til at de underskrevne "moralens præstinder" passende kunne lave en mannequinopvisning for at vise hvad det var de anså for anstændigt.

Klokken 5 (København) fandt det dobbeltmoralsk når man ikke protesterede mod "skøgedragterne" til store bryllupper i Frue Kirke og snob-bryllupperne.

Grosserer Fonnesbech udtalte til Politiken at han trøstede sig med at dragterne var endnu værre i London og Paris, og at publikum kunne lade være med at købe dem: "Er man "virkelig fin", er man nemlig ikke Slave af Moden, men klæ'r sig, som man finder det passende."

Kvinder som Præster.

Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde samlet mange interesserede Tilhørere til Emnet "Kvinder som Præster".

Formanden for K. F. U. K., Professorinde Ulbricht, var Diskussionens første Indleder og søgte fra Bibelen at bevise, at Kvinder ikke bør blive Præster.

- Kvinden maa ikke modtage Ordination, sagde Fru Ulbricht, da hun kan blive Moder, efter at hun er ordineret. I Henhold til Det nye Testamente pegede Taleren paa, at Kristus aldrig har antydet Muligheden af, at kvindelige Præsier kunde tænkes, og aldrig har udvalgt sig saadanne blandt sine Apostle.

Formanden for den kristelige Kvinde valgretsforening, Fru Charlotte Hansen, kom derefter med et Indlæg for Kvinders Adgang til Præsteembedet, og i den paafølgende Diskussion deltog før hendes Standpunkt Fru Ranni Schlichter og Fru Høegh-Christensen.

For Professorinde Ulbrichts Standpunkt talte Forfatterinden, Frk. Ingeborg Marie Sick, der bl. a. anførte, til hvor stor Velsignelse Mathilde Wrede havde været uden nogen Præsteværdighed.

Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde Grund til at være tilfreds med Aftenen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1919).

Få år efter opførte K. F. U. K. en stor bygning i Store Kannikestræde, indviet 1920, som Ingrid Ulbricht var en drivende kraft bag. I 1919 var hun en af initiativtagerne til oprettelsen af KFUK-spejderne, som hun også blev formand for. KFUK-spejderne var et kristeligt modstykke til Det Danske Pigespejderkorps, og formålet var at vinde indpas blandt navnlig de velstillede unge kvinder, som det traditionelle KFUK-arbejde ikke appellerede til. 

Professorinde Ulbricht,

Leder af K. F. U. K., der igaar indviede sin nye Bygning i St. Kannikestræde.

Originalartiklen har et sløret foto af Ingrid Ulbricht. Jeg har erstattet det med dette foto af fotograf Max (Albert) Schou junr. (1878-1944): Ingrid Ulbrich, f. Ravens (1870-1923). Ægtefælle professor, overlærer Gustav Emilius Edmund Ulbricht (1849-1907). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Igaar naaede Kristelig Forening for unge Kvinder det store Maal, som den store og betydningsfulde Forening i mange Aar har sat sine bedste Kræfter ind paa og imødeset med længsel, nemlig Indvielsen af sin egen smukke og store Bygning.

Naar K F. U. K. ikke til daglig er saa kendt som de unge Mænds tilsvarende Forening, skyldes det den Omstændighed, at K F. U. K. ikke har kunnet centralisere sin vidtomfattende og højst betydningsfulde Virksomhed i den samme Grad som K. F. U M. som allerede i lang Tid har haft sit store og smukke Hjem i Gothersgade, fordi man savnede et tilstrækkeligt stort Samlingssted. Men med det smukke nye Hjem for unge Kvinder, som igaar blev indviet i St. Kannikestræde, staar den store Forening fuldt ud lige saa godt udrustet som K. F. U. M. til at kunne gennemføre den store Opgave at byde den opvoksende Ungdom et smukt tiltrækkende og betryggende Samlingssted.

I den stilfulde Bygning, der er opført under Ledelse af Axelborg dygtige Arkitekter, D hr. Wittmaack & Hvalsøe, findes der ikke blot smukke og store Forretningslokaler og Festsale, men tillige en Række hyggelige Opholds- og Pensionatsværelser, smagfuldt udstyrede under Ledelse af Arkitekt Persson. lederen for den store K. F. U. K Bevægelse her i Kjøbenhavn er den bekendte Professorinde Ulbricht, hvis utrættelige Interesse og store Dygtighed, Foreningen i høj Grad har at takke for det Maal, der nu er naaet.

(B. T. 6. december 1920).

50 Aar.

Professorinde Ulbricht.

Torsdag den 22de ds. fylder Professorinde Ulbricht, Formanden for K. F. U. K.s Hovedforening, 50 Aar. Professorinden er en af de mest kendte Kvinder indenfor det kristelig-sociale Arbejde her i Landet, og hun hører til dem, som aldrig gaar af Vejen for vanskelige Opgaver.

Naar K. F. U. K.s Hovedforening - midt under Dyrtiden - har kunnet magte at rejse en Millionbygning, skyldes dette ikke mindst hendes lyse Syn og utrættelige Energi.

Professorinden er en udmærket Foredragsholder, de, som har hørt hende, vil forstaa, at hun er blevet den skattede Ungdomstaler, som hun er, og de mange, som gennem Aarene er kommet i personlig Forbindelse med hende, vil kunne tale om den altid levende Interesse hvormed hun omfatter den enkelte.

Professorinde Ulbricht har for nylig oprettet et Hvilehjem i Bagsværd, hvor hun modtager baade mandlige og kvindelige Rekonvalescenter. Hvordan hun kan faa Tid og Kræfter til - foruden det store Arbejde i K. F. U. K. - at være en omsorgsfuld Vært inde for sine Gæster, hvad hendes Rekonvalescenter paastaar, hun er, er ikke let for Mennesker med almindelige Arbejdskræfter at begribe, og de der tillige fortælles, at hun faar Tid til at grave i sin egen Have og fodre Høns og Kaniner! saa forstaar men, at Hovedforeningen Formand ikke endnu, i hvert Fald for sit eget Vedkommende, har indført 8-Timers Arbejdsdagen !

Paa Torsdag vil sikkert mange Lykønskninger og kærlige Tanker finde Vej ud til Villa "Karis" i Bagsværd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1920, 2. udgave).

Foto fra Aftenbladet (København) 30. november 1920 der viser K. F. U. K. bygningens gård med brønd og buegang. 

Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann boede i Villa Karis, deres rekonvalescenthjem i Bagsværd. Sidstnævnte var den mere anonyme "Kvinden i andet geled". Der var bl.a. koncerter.

På billedet ses professorinde Ulbricht, fru Augusta Blad (reciterende) og stiftsprovst dr. Ussing. Bag denne skimtes det hvidklædte kor og dets dirigent, kantatens komponist Rud Langgaard. Tegningen fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920.

Indvielsen af K. F. U. K.s nye Bygning.

Den foregik ved en smuk og storstilet Højtidelighed i Overværelse af ca. 1200 Deltagere.

Dagen Indledes med en Festgudstjeneste i Frue Kirke.

Igaar stod K. F. U. K.-Lederne og al den Ungdom, der fylkes om dem, ved deres Maal - Foreningens store, smukke Hjem færdigt til at tages i Brug - og derfor Indledte de Dagen ovre i de nye Omgivelser - helt oppe paa Tagterrassen med Flaget vajende over sig.

Til Festgudstjenesten i Vor Frue Kirke var alle Pladser fuldt besatte, Alteret festligt smykket og grønne K. F. U. K.-Spejdere dannede Æresvagt i Koret og paa hver Side af Midtergangen. Under Intonation fra Orgelet førtes Foreningens nye Fane til Koret af fire hvidklædte, unge Piger og bagved dem fulgte de tre Spejderdivisioners Faner, der blev opstillede paa hver Side af Alteret.

Pastor Henriksen talte over Dagens Tekst, Luc. 21, 25- 36, om Tro og Haab, de Følelser, der havde født K. F. U. K.s Arbejde og baaret det oppe, og han bragte Foreningen den danske Menigheds Hilsen og Lykønskning til dens betydningsfulde Arbejde for at skabe Landet fromme, stærke Kvinder til Afløsning af den Kvindetype, som nu er den fremherskende.

Den festlige Indvielse af Huset.

Tilsyneladende helt færdig, nyskinnende, blomster- og flagsmykket modtog det det statelige, nye Hus et Par Timer senere sin store Flok af Indbudte. Paa Trapper og ad Gange dannede Pigespejderne Spalier, tog Tjeneste i Garderoberne og omdelte den store, smukt udstyrede Kantate. Vi anslaar Forsamlingens Mængde i den store Festsal i tredie Etage til ca. 1200 Mennesker, hvoraf en Del paa Galeriet og i Dørene til de tilstødende Rum.

Oppe paa Tribunen har Foreningens unge, hvidklædte Sangkor og Solisterne Plads, og heroppe dirigerer Rud. Langgaard selv sin pompøse Musik til Kantaten, der indledes med et Forspil, hvorefter 

Foreningens Formand, Professorinde Ulbricht taler.

Hun indleder med en Takkebøn for det Maal, der idag er naaet, og opridser derefter Hovedpunkterne i K. F. U. K.s Historie fra dens beskedne Begyndelse til nu.

- Naar vi staar her idag i vort eget, skønne Hus, siger Formanden, vil vi aldrig glemme Danmarks Dronning, fordi hun gav Arbejdet sin Støtte og Forstaaelse. Vi savner Deres Majestæter, som begge havde lovet at være tilstede, og vore Tanker gaar til dem med Tak.

En Tak bragte Professorinde Ulbricht derefter alle "fra Hytte til Slot", som havde været med at smykke dette Hus, dets Arkitekter, Ingeniører og Haandværkere, med hvem Samarbejdet havde været en Glæde. En særlig Tak rettedes til Overretssagfører Bache, Grosserer Lønberg og Tandløge Winding.

I Ordene "Herren Zebaoth er med os, Isaks Gud er vor faste Borg" var det kristelige Ungdomsarbejde begyndt, og under de vilde det fortsætte.

Herefter fulgte Kantatens første Del, Recitation ved Fru Augusta Blad af Forfatteren Inge Hofman-Bangs Ord: Den store Skare af fjerne Tiders Kvinder, der drager forbi. "Østens tavse Skare med gyldne Lænker omkring Haand og Fod", og Fru Ellen Overgaard synger Soloen om det Budskab, der gennem en ydmyg Jomfru løftede Kvinden op fra Fornedrelsens Dale, den "underlige Mand", som Recitativet skildrer, "der taler om Strid, men lyser af Fred. Kantatens første Del slutter med et Hymnekor af de Unge: "Hil dig Krist", hvorefter

den højtidelige Indvielse ved Stiftsprovst Ussing finder Sted.

Stiftsprovsten lyser den kirkelige Velsignelse over Forsamlingen og lader sine Tanker gaa tilbage til Valdemar Sejrs Dage, da Biskop Peder Suneson indviede Vor Frue Kirke, og hvor der vel kun færdedes nogle faa Købmands- og Fiskerdøtre, der tyede til den hellige Jomfrus Beskyttelse i Datidens vilde og farefulde Liv. Hvem havde tænkt, at 700 Aar efter skulde Titusinder af unge Piger være stedt i Farer, der var værre og mere skæbnesvangre end de, der kendtes den Gang. Hvem skulde senere have troet, at vore Kirkehuse skulde blive de eneste faste Værn for Stadens unge Døtre. Vi har oplevet, at Kirken i vore Dage har rejst sig med en ny og levende Magt, og i Kraft af denne Magt er ogsaa denne stolte Borg bleven rejst for hele Landets unge Kvinder tæt inde under Vor Frues gyldne Kors.

I den hellige Jomfrus Tegn begynder ogsaa den skønne Frise, som pryder Bygningens Mure, og hvis bibelske Fremstillinger danner Grundlaget for Stiftsprovstens øvrige Tale, begyndende med Mariæ Bebudelse, den unge Kvinde, der bøjer sig i Bæven og ydmyg Tro: Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord. Til

vor Tids Kvindebevægelse

tager de fleste af Stiftsprovstens Ord Sigte i en stærk Anerkendelse af den Kvindernes Ansvarsfølelse, som er begyndt at vaagne i alle Lande, hvor den ene Organisation efter den anden rejser sig.

- Og det er godt, at Kvinderne vaagner, bliver sig bevidste og gaar ud i Arbejdet, fortsæt dermed, for Kvinden ejer den Styrke og Kærlighed i sig, at hendes Hjerte kan aabne sig helt for det højeste og kan give sig hen for fuldtud at tjene det.

Men Nutidens dygtige Kvindebevægelse synes at have svært ved at nævne Jesu Navn. Fulde af Idealer gaar de frem i Haabet om at forbedre Verden, men den bevidst kristne Kvindeher er en Kamphær, som gaar ud for at møde Jesus og at gøre ham til Midtpunktet og Kraften i al deres Virke.

Gid dette Hus aldrig maa gaa paa Akkord for at følges med de mange Gid her maa fylkes en mægtig Hær under Kristkorsets Banner, at der kan komme en Besøgelsestid og en Folkebevægelse, saa Kvinderne i Danmark endnu en Gang kan skænke Landet en Frelser, der kan oprejse det.

- Saa indvier vi da nu i Vor Herres Kristi Navn dette Hus og beder ham vaage over det ved Nat og ved Dag, slutter Stiftsprovsten, hvorefter han aflægger Trosbekendelsen, beder Fadervor og lyser Velsignelsen.

Derefter følger Kantatens Vekselsang ved Fru Overgaard og en ung Amatør med en Indtagende klokkeklar Sopran - Søster, der spørger Søster, hvad hun søger i Kristendommen, med Slutningsverset:

Hvorfor? Fordi jeg er kaldet og draget
mod dem, der blev blodige baaret fra Slaget,
mod dem, der raver, forvildede, blinde.
Fordi fordi jeg er adlet til Kvinde.

Et Kor af de Unge slutter med en Bøn for Gerningen her skal øves, til Melodi af "Den signede Dag". Et Solovers synger Fru Overgaard og det sidste Vers hele Forsamlingen, der har rejst sig:

I Skare vi frem for Tronen gaa,
højt baaret paa Bønnens Bølge,
og bede, at Danmarks Ungdom maa
sig aldrig i Mørket dølge,
men vandre med dig, du Jesus Krist,
dit straalende, unge Følge.

Tilstede ved Indvielsen

var, foruden Drs. kgl. Højh. Prinsesse Thyra og Dagmar og tilrejsende nordiske Repræsentanter for K. F. U. K.. saa mange kendte Damer og Heryer, derimellem en Mængde Præster, alle i Ornat, at vi kun iflæng kan nævne de nærmestsiddende:

De to tidligere Forstanderinder for Diakonissestiftelsen, Søster Sophie Zahrtmann og Søster Victoria, samt den nuværende Formand, Søster Alvilda Ræder, Professor Ammundsen. Kontorchef Bangert, Højesteretssagførerne Møldrup og Trolle, begge med Fruer. Bispinde Nielsen, Lucasstiftelsens Forstanderinde, Frk. Brockenhuus-Løvenhielm, Fru Jutta Boisen-Møller, Baronesse Lerche, Rhoden, Overkammerherre Oxholm, Kontorchef N. P. Nielsen. Magistratens tredie Afdeling. Fru Bure, Klavs Berntsens Datter, der har lavet Dagligstuens Møbler, Bygningens Arkitekter, d'Hrr. Wittmaack & Hvalsøe og Arkitekt Windeleff, Frøknerne Hofman Bang, Arkitekt Persson, Ingeniør Zeuthen, Professorinde Fischer, Frk. Elly Grøn, Professorinde Bull, Komtesse K. Knuth, Stiftsprovst Hoffmeyer, Præsterne Anders Christensen, Müller, Seidelin, Koch, Steen og Storm, Provst Munch og Provst Winther, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, Fru Stadsarkitekt Wright, Grev Joachim Moltke, Tandlæge Winding med Frue, f. Haslund, Boghandler C Rømer, Baronesse Schaffalitsky de Muckadell, Frk. Eva Ussing o. m. a.

I Ungdommens Tegn.

Efterat Højtideligheden var forbi, besaa alle Deltagerne det store Hus, der skinnede fra Kælder til Kvist, og Bestyrelsen modtog i Hallen og Dagligstuen de mange Lykønskende.

En egen Stemning af Ungdom og frejdig Livsglæde skabte Pigespejderne. De havde faaet Ordre til paany at flankere alle Trapper og Gange, men Tiden faldt dem lang, medens Folk gik rundt og rundt - eller maaske var det Stolthed og Glæde over Dagen, der gav sig Udslag, men pludselig hørte man deres glade unge Stemmer i vore bedste Fædrelandssange. Sang efter Sang, alle Versene.

Der var dem, som tog godt Varsel heraf, og som sætter deres Lid til, at en vaagen og varm Nationalfølelse indenfor K. F. U. K.s Mure maa gaa Haand i Haand med det kristelige Arbejde.

laftes gentoges Festen

for Foreningens egne Medlemmer i Overværelse af Bestyrelsen og en snevrere Kreds af Indbudte. Hele Kantaten blev atter opført, efter at baade Kor, Solister Dirigent og de to ved Flyglet akkompagnerende Damer, Fru Rud Langgaard og Pastorinde Frandsen, havde stillet sig rede.

Foreningens Førstesekretær, Frk, Ingebjørg Olafsson, holdt Indledningstalen til de Unge, hvorefter den tidligere Formand, nuværende Formand for Landsforeningen, Komtesse H. Knuth, holdt Hovedtalen. Efter et selskabeligt Samvær omkring de flagsmykkede Kaffe borde talte endvidere Professorinde Ulbricht og de tilrejsende nordiske Repræsentanter, hvorefter Pastor Steen afsluttede den betydningsfulde Dag i det kristelige Ungdomsarbejdes Historie.

Fru Ene.

K. F. U. K. modtog ved Pestligheden igaar en telegrafisk Hilsen fra Drs. Maj. Kongen og Dronningen. Ligeledes kom der Telegram fra kristelige Kvindeforeninger i London og Paris, paa Færøerne osv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920)

Bygningen indeholdt bl.a. restaurant, bestyrelseslokaler, festsal, bibliotek og pensionat. 

Bygningen i Store Kannikestræde. Frisen viser bl.a. Jesus mellem de 5 dårlige og de 5 kloge jomfruer (Matthæusevangeliet 25, 1-13). Lignelsen går ud på at 10 jomfruer kom til Jesus med olielamper. 5 havde olie med, 5 ikke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1929 modtog Ingrid Ulbricht Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. I Ingrid Ulbrichts formandstid indtil hendes død i 1937 fastholdt hun foreningens traditionelle profil med vægt på forkyndelse. Hun ledede selv en stor bibelkreds og holdt regelmæssig taler ved møderne i foreningen. Selvom hun mente, at landets prædikestole burde være tilgængelige også for kvinder, så var hun modstander af kvindelige præster, “Fordi Kvinden i Moderkaldet har en Ret, der er ligesaa betydningsfuld, ja, jeg fristes til at sige, betydningsfuldere end Præstekaldet.” Hun havde ikke visioner om KFUK som en organisation med et mere aktivt socialt sigte.

De Unge før og nu.

Udtalelser af Overbestyrerinde Frk. Martha Steinthal, Professorinde Ingrid Ulbricht, Sognepræst Olfert Ricard og Forstander for Teknisk Skole i København, Kaptajn Paulli.

Fremtiden tilhører de Unge. Ogsaa Menighedens Fremtid. Derfor er det Spørgsmaal saa vigtigt: Hvorledes er Ungdommen? Er den bedre eller ringere end før? Hvordan staar det til med dens aandelige Sans og Etik, med dens Disciplin og Arbejdsvillie?

Den var meget bedre før den ulykkelige Verdenskrig, siger nogle af de ældre. Nej, siger andre; der var nogle Kritiske Aar, straks efter Krigen, men nu har vi en vaagen og praktisk interesseret Ungdom.

Hvem har Ret? Vi har bedt nogle Mænd og Kvinder, der staar i personlig Forbindelse med vor Tids Unge, om at sige deres Mening. Og her er den:

- - -

Professorinde Ingrid Ulbricht:

Som Helhed set, tror jeg, Ungdommen er bedre nu.

Dens aandelige Sans er mere vaagen; maaske er dette Grunden til en større Kritik overfor det aandelige Liv og Forkyndelsen, men tillige til et større Krav overfor sig selv om mere Helhed, mere Afgjorthed. Etisk set har den en dybere Forstaaelse af sit Ansvar her, og der vindes mangen Sejr paa dette Omraade. Hvad Selvdisciplinen angaar, er den maaske, bortset fra det ovenanførte, ikke bedre. Derimod er dens Arbejdsvillie stærkere og mere manibevidst.

Jeg tror, Fremgangen skyldes for en meget stor Del det Arbejde, som gøres af K. F. U. M. og K. F. U. K. At der til Trods for dette ogsaa Indenfor de kristelige Ungdomsforeninger er sørgelige Undtagelser, er en Kendsgerning; det kan vel heller ikke være andet, fordi de omfatter saa mange. Men Kernen er sund; derfor vil Frugten ogsaa efterhaanden blive større og bedre.

(Nationaltidende 6. december 1924. Uddrag).

Ingrid Ulbrichts gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling R, række 12, nr. 70. Ingrid Ulbricht, f. von Bülow Ravens. * 22.4.1870 + 2.3.1937. Laurine Lehmann * 15.10.1872 +1.6.1937. Se teksten for mere om Laurine Lehmann. Emblemerne nederst viser (tv) K. F. U. K, (th) et trekløverblad. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henriette Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Henriette Sofie Dominica Petersen (5. august 1850-19. maj 1924). Hendes søster var Johanne Petersen som er omtalt andetsteds på denne blog. Hun arbejdede nogle år som privatlærerinde, før hun 1876 startede på N. Zahles lærerindekursus. Hun tog 1877 en af de højeste eksaminer nogensinde og blev ansat ved den nedlagte skole ved Nørrevold, senere ved Gasværksvejens Skole. I 1894 blev hun Københavns og Danmarks første kvindelige skoleinspektør ved Dronningensgades Skole på Christianshavn som indtil 1911 var en pigeskole, hvor eleverne for manges vedkommende kom fra belastede hjem. Hun bad om at blive forflyttet og fik det mindre krævende erhverv 1911-1920 ved Prinsessegades Skole som blev en drengeskole. Her havde hun kun mandlige kolleger. Under 1. Verdenskrig skabte drengenes krigslege urolige forhold bl.a. stigende vagabondering. I virkeligheden kom hun fra asken og i ilden ved sit skoleskifte.

Hun var i nogle år formand for kommunelærerindeforeningen som hun var med til at stifte i 1891, men fratrådte da hun fik skoleinspektørembedet. Fra 1904 medlem af Pædagogisk Selskabs bestyrelse og i mange år censor i praktisk undervisningsfærdighed ved lærereksamen.

Henriette Petersen engagerede sig politisk i Højre (senere Det Konservative Folkeparti) og opstillede som kandidat til Borgerrepræsentationen i 1912, 1913 og 1917, uden at blive valgt. 

En Milepæl

Frk. Henriette Petersen, Skoleinspektør i 25 Aar.

Det var i Sandhed en Milepæl i Kvindesagen Historie, som man passerede, da Frk. Henriette Petersen Mandag den 18. August i Aar holdt sit 25-Aar Jubilæum som Skoleinspektor ved de københavnske Kommuneskoler. Thi hun var den første kvindelige Inspektør, som i blev udnævnt. Og hun var ene om Æren i samfulde 10 Aar.

Vi har bedt Frøkenen fortælle os lidt om sig selv og sin Gerning, og siddende midt mellem alle Festdagens Blomster fortæller hun:

"Ja, hvis det blot var mig, Henriette Petersen, som i Mandags havdø holdt Jubilæum, saa vilde jeg slet ikke have fortalt Dem noget om det. Men da jeg synes, at mit Jubilæum er noget andet og mere, et "Kvindejubilæum", som har faat Betydning for saa mange andre end mig selv, skal jeg gerne fortælle, hvad der er at sige om den Sag.

Ser De, for 26 Aar siden var der jo ikke et Menneske, som kunde tænke sig, at en Kvinde kunde bestride en saadan administrerende Poet som et Skoleinspeklørembede jo faktisk er.

.Nej,"" sagde man, "hun kan være en særdeles dygtig Lærerinde for Smaabørn og kan i det hele taget have alle mulige udmærkede Egenskaber, men administrere eller i det hele taget magte en overordnet Stilling, det kan hun ikke.

Men saa skete det hverken værre eller bedre, end at der i Dronningensgade herude paa Christianshavn blev oprettet en ren Pigeskole. Og saa hævede der sig nogle Røster, som forlangt man her skulde forsøge at ansætte en kvindelig Inspektør. hr efter nogen Diskuteren blev man enige om at forsøge. Saa søgte jeg Embedet og fik den.

Men De kan tro, jeg gik til det med Rysten og Bæven! Thi jeg var fuldt ud paa det rene med, at begik jeg en Fejl, var jeg i det hele taget ikke saa at sige ufejlbarlig, saa vilde det ikke være mig, Henriette Petersen, der havde baaret mig dumt ad, nej, saa vilde det være Kvindekønnet i al Almindelighed, som havde bevist sin Umulighed i en saa ansvarsfuld Stilling.

Naa, det gik imidlertid godt - over al Forventning godt. I ti Aar sad jeg som den eneste kvindelige Inspektør. Nu er vi vist 10 her i Byen".

"Men er det ikke en Drengeskole, De nu er Inspektør for?"

"Jo, det er det saamænd. For 8 siden søgte jeg herover til Prinsessegades Skole, der den Gang var en blandet Drenge- og Pigeskole; mest paa Grund af Boligforholdene, som ikke var nær saa gode ved Dronningensgades Skole. Men i de sidste Aar har Skolen kun været en Drengeskole.

Til at begynde med var jeg lidt bange for alle de store Knægte, ængstelig for, at det maaske skulde knibe lidt med Respekten. Men det er saamæad gaaet over al Forventning godt. Vi har det hyggeligt og rart med hinanden. Jeg har altid haft det Princip, at man aldrig skal straffe uden det er allerhøjst nødvendigt, og at man frem for alt ikke maa karakterisere hver en lille Forseelse, hver en kaad Streg, hver en tankeløs Ulydighed, som "Uartighed", der frem for alt skal straffes. Man skal snakke sig frem med Drengene, en Gang imellem se lidt igennem Fingrene med Smaauregelmæssigheder. og for Resten kalde paa deres Forstand og . Æresfølelse.

"Og Deres øvrige levnedsløb?1"

"Er saamænd ikko videre romantisk! som ganske ung var jeg Privatlærerinde. Tog saa Kommunelærerindeeksamen hos Frk. Zahle og fik derefter straks Ansættelse paa Gasværksvejens Skole, hvor jeg var, indtil jeg blev Inspektør paa Dronningensgades Skole. Og om et Aar skal jeg tage min Afsked!"

"Skal?"

.Ja. saa er jeg 70. Og længere maa vi jo ikke - som rimeligt er - blive siddende i Embedet. Jeg er rask og rørig og kunde for den Sags Skyld godt blive ved et Par Aar endnu. Men det er jo som sagt kun rimeligt, at der er en Aldersgrænse, og den falder jeg altsaa snart for."

i D.

(Nationaltidende 3. september 1919).

Skoleinspektør Henriette Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Til højre anes Johanne Petersens gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Enveloppevej. (Efterskrift til Politivennen)

Enveloppevej (den dækkede vej, eller i folkemunde "den fordækte vej") havde siden 1907 været en del af Amagerboulevard, men navnet hang åbenbart stadig ved. Den gik rundt om Christianshavns Voldgrav fra Kigkurren til Amagerbrogade. Den førte oprindelig til skydebanerne på Amager. I 1888 var der blevet opført en geværfabrik som aflastning af Tøjhuset. Ved den forbindelse blev der opfyldt en snes alen med ler fra Kalvebod Strand.

Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 27. juli 1905 beskrev området når man kom fra Langebro og Christianshavn således: "Her er saa stille og fredeligt; en egen mild Provinsstemning hviler over hele Enterieuret - indtil man fra "Enveloppevej" drejer ud paa den stærkt trafikerede Amagerbrogade, hvor de elektriske Sporvogne suser af Sted."

I 1912 blev der anlagt et redningsbådeværft ved Amager Boulevard forbi Enveloppevej: "The Engelhardt collapsible Life Boat Co." Værftet startede i Hellerup. Bådene blev berømt da Titanic sank. Titanic havde i alt 4 af disse både som reddede mange liv. Værftet havde på daværende tidspunkt fremstillet 43 både til den tyske kæmpedamper "Imperator", samt til andre lade. (Se også Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 31. august 1912.)

Social-Demokraten 15. november 1915 citerede borgerrepræsentant Vilh. Wartenberg for at sige: "... Strækningen fra Enveloppevej til Kristianshavn henligger i en aldeles usømmelig og for de passerende livsfarlig Forfatning..."

Fattige Koner faar gratis Brænde til Kakkelovnen.

Det er en haard Vinter, der stunder til, selv om kloge Vejrprofeter siger, at den bliver mild. Brændsel skal der i alle Fald bruges, og det er næsten ikke til at betale - i hvert Fald ikke for Fattigfolk.

Kulpilleriet ved Havnen giver jo kun saa lidt, og andet er der sjældent Held til at faa fat i.

Men en Gang imellem kan det dog gaa - saaledes som ovenstaaende Billede viser.

Stsormen har vælten et stort, gammelt Træ ude paa Hjørnet af Amagerbrogade og Enveloppevej. Det har ligger der urørt et Par Dage, indtil en har faaet den lyse Ide: Her er jo Brændsel til et tomt Ildsted.

Og straks har hun, og snart efter andre Koner, faaet fat i Save og Økser. Saa varer det ikke saa Længe, før Træet er stykket ud og bragt hjem for at gære den bedste Tjeneste:

at varme en kold Stue, hvor moder og Børn ellers var krøbet sammen i frysende Kulde.

Og der er da forhaabentlig Ingen af de Folk, der repræsenterer "Loven", der vil have Hjærte til at skride ind her!

(Aftenbladet (København) 17. oktober 1916).

Området i 1895. Før anlæggelsen af den nye Langebro og Amager Boulevard. Geværfabrikken (1888) er den firelængede bygning til venstre på kortet. Artillerikasernen er det store kompleks i midten af kortet, nederst. KbhBilleder.

Træerne fældes paa Amagerbro.

De store Opfyldnings- og Planeringsarbejder ved den nye Amagerbrogade, som lægges fra Torvegade til Amager Fælledvej, er nu saa vidt fremme, at man kan se hvorledes den fremtidige Færdselsaare fra det tætbefolkede Sundby vil blive ind til Christianshavn. Paa selve Dæmningen mellem Voldgravens 2 Afdelinger er der allerede lagt Fliser for de Gaaende, medens Kørebanen ligger i et frygteligt Roderi.

Arbejderne er nu naaet hen forbi Vejen med det mærkelige Navn - Enveloppevej, og her har man i de sidste Dage fældet det ene store, prægtige Kastanietræ efter det andet.

Vej- og Kloakvæsenet plejer jo ikke at lide af sentimentale Følelser overfor Byens grønne Træer.

Paa vort Billede ses Arbejdere i Færd med at grave rundt om det seneste Træ, der skal fjernes medens 2 afkvistede Stammer ligger paa Jorden.

En gammel Kone er i Færd med at samle lidt Kvas til Kaffekedlen hjemme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1919).

Parti fra Enveloppevej

Der er smukt ved Kristianshavns Kanal, naar Foraarssolen skinner og Træerne paa Volden spejler sig i Kanalens Vand.

Naar man staar paa Enveloppevej, har man en dejlig Udsigt over Kristianshavns Vold i hele dens Længde, den vold, der indtil for faa Aar siden ligende en Urskov, - nu er Volden blevet til det, den var i vore Bedsteforældres Tid, en smuk og idyllisk Promenade.

Enveloppevej er ogsaa en sidste Rest fra den Tid da Voldene markerede Byens Grænser, en sidste lillebitte Rest, der næsten er forsvundet i Skyggen af de omkringliggende nys opførte Stenkaserner.

Det er saa forfriskende med [], Træer og Vand, det være sig nok saa lidt. Storbyen er ved, lidt efter lidt, at fortrænge alt, hvad der er tilbage af det idylliske, men paa begge Sider af Kristianshavns Kanal kan man endnun glæde sig over Træer og Grønt paa Baggrund af Kristianshavns Tage og Frelser Kirkes guldprydede Spir.

(Klokken 5, 15. marts 1920).