Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen

- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!

 

Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).

Departementschef Rentzmanns Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

En sørgehøjtidelighed i Nicolaj-bygningen.

Fhv. departementschef P. N. Rentzmann blev i går eftermiddags bisat fra den smukke bygning, til hvis genrejsning han viede sit liv, Sct, Nikolaj Kirkebygning.

Højtideligheden fandt sted i den store midtersal, hvor den hvide kiste stod smykket med lyserøde nelliker. På det lille alter stod alterlysene fra Holmens Kirke, og om kisten var stillet floromvundne kandelabre. To underbibliotekarer fra Københavns Kommune biblioteker paraderede som sørgemarskaller ved kisten, og mange kranse sendte deres tunge blomsterduft ud i salen.

Der var kranse fra justitsministeriet, Lehnskontrollen, overformynderiet, Magistraten og Borgerrepræsentationen, Kommunebibliotekerne, Arbejdernes Læseselskab og mange andre.

Følget, som fyldte kirken, talte en række kendte ansigter. Borgerrepræsentationens formand, Stauning, skoleinspektør P. J. Pedersen, rådmand Jessen, ministrene Appel og Rytter, politidirektør Dybdal, og mange andre.

Efter at Holmens Kirkes kor under ledelse af kantor Wøldiche havde sunget: "Gå nu hen og grav min grav", talte pastor Fenger.

- Lykkelig det menneske, der finder noget i sit hjerte, han kan samle sig om, udtalte præsten bl. a. Denne kirkebygning viser, hvad han, den gamle, ensomme mand, ved hvis båre vi er samlet, havde på hjerte. Taleren skildrede den afdødes kærlighed til sine nærmeste, en kærlighed, der også var blevet denne gamle kirkebygning til del. Han tænkte på hele folket, det folk han elskede, og alle sine minder, og han gav denne kirke det bedste, han ejede.

Da præsten havde talt, sang koret en lille klangfuld og smuk hymne, hvorefter embedemænd fra Lehnskontrollen og bestyrelsesmedlemmer ria Landbygningernes Brandforsikring bar kisten ud til rustvognen.

Ved jordefæstelsen, som fandt sted på Holmens Kirkegård, forrettede provst Fenger jordpåkasteIsen. Derefter talte Borgerrepræsentationens formand, Th. Stauning:

- Den mand, ved hvis grav vi står, viste sig i gerning som en uselvisk og god borger i vor by. Med utrættelig kærlighed arbejdede han i mange år på at rejse den bygning, fra hvilken han i dag er ført herud. Han viste herigennem sin kærlighed til minderne og sit ønske om at smykke vor by og skabe en bygning, der også kunne tjene nyttig formål, formål, som gik ud på at højne ånd og kultur blandt vor bys befolkning.

Stauning sluttede med at udtale en tak til den afdøde fra byens kommunalbestyrelse og dens borgere.

Ære være hans minde! 

(Social-Demokraten, 3. maj 1923).

P. N.Rentzmann er begravet ved indgangen til Holmens Kirkegård, nederst på et større monument for kaptajn og grosserer Carl F. Rentzmann og Christine Rentzmann hvis relief pryder den øverste del.

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 4/4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923). (Efterskrift til Politivennen).

Dette er fjerde og sidste del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

Efter sin aviskarriere fungerede R. P. Jensen en tid som sekretær i Københavns liberale vælgerforening. Forløberen for Det Radikale Venstre i København, stiftet i slutningen af 1883. Den slog sig i 1892 sammen med Frederiks Liberale Vælgerforening, og ændrede i 1908 navn til Københavns radikale Venstreforening. I 1896 nævnes R. P. Jensen i forbindelse med valget, men siden bemærkes han ikke i aviserne:

Efter Valby-Valget.

Kjøbenhavn, den 2. Februar.

Det er næppe nogen Overdrivere at sige, at den ene Valgsejr i Aftes har vakt lige saa stor Glæde blandt Kjøbenhavns frisindede Befolkning, som alle Erobringerne ved det sidste almindeligt Folkethingsvalg. Stemningen var jo bleven opagiteret til en ualmindelig Højde; Højrebladene hovererede forud og var utrættelige i at haane den "ubetydelige" Oppositionskandidat, der dog viste sig betydelig nok til paa tre Uger at blive en af Hovedstadens populæreste Mænd, til at naa fuldt paa Højde med Herman Bings beundringsværdige Valgagitation og til at berede Højres Bedstemand det ynkeligste Nederlag.

Næst Kandidatens eget solide Arbejde er det de oppositionelle Vælgerforeninger, man kan takke for Resultatet. Navnlig arbejdede den liberale Vælgerforenings Apparat fortræffeligt under Ledelse af den tidligere Redaktør af Ringsted Folketidende, R. P. Jensen. Allerede midt under Valghandlingen kunde han konstatere, at Oppositionen havde dobbelt saa mange Amagere i Behold paa Valgstedet, som der i Fjor stemte paa Bing. "1600 Stemmer skal vi slaa", sagde han, og det slog til. Glimrende var Afstemningen arrangeret med det Formaal at trække Tiden ud til Aften. Listeførerne skældte og mukkede, fordi Folk kun vilde stemme ved et Bord ad Gangen: men Oppositionens Vælgere skældte igen og diskuterede - det hjalp jo altsammen til at hale Tiden ud. Lidt efter Kl 6 kom Arbejderne i Stormmarsch lige fra Værkstedet. Det var paa høje Tid! Scavenius havde Majoritet; men nu kunde Højre ikke skrabe flere Stemmer sammen, og saa svingede Sejren over til Oppositionen.

Ogsaa "Dannebrog" og "København" har arbejdet utrætteligt og loyalt for Oscar Hansen. Medens "København" daglig holdt Arbejderne i Aande ved at gennemgaa Scavenius' grovere Synderegister, tog "Dannebrog" noget finere paa Sagen, og dets politiske Artikler blev hver Dag paa den liberalt Vælgerforenings Foranstaltning destribueret til Valgkredsens Højrevælgere. Man forstaar derfor, at det var ærligt ment, da "det unge Højre" paa sit Møde i "Kongens Klub" i Aftes samlede al sin Harme i et fnysende "Ned med "Dannebrog"! - Og gamle Dannebroge har dog ellers altid været deres eget Symbol!

Højrebladene tager yderst forskelligt paa Nederlaget. Berlingske Tidende er fornuftigst, idet Bladet indskrænker sig til at meddele Valgresultatet uden Kommentar.

Ferslew'erne er dybt nedslaaede. "Efter dette Udfald maa det antages at være slaaet saa temmelig fast, at Højre i Valgkredsen, uanset hvem der optræder som Partiets Kandidat, i det højeste raader over henimod 1600 St.", siger de, og de slutter saaledes: "Hvis de saakaldte "ledende" Mænd i Højre ikke ved Udfaldet af dette Valg faar Øjnene op for, hvorledes vi sidde i det, saa kan Ævret, i alt Fald her i Kjøbenhavn, opgives lige saa godt først som sidst."

"Avisen" er som sædvanlig mest uforknyt. Bladet vil "lægge ud paany" og trøster sig med, at paa Højres Genrejsningsmøde i Aften "vil ingen svigte". I Længden vil Højres opløste Hær dog sikkert føle sig lidet tilfredsstillet ved altid at "sejre" imellem Valgdagene, naar deres Kandidater lige saa sikkert dumper paa selve Valgdagen. Det er vist ogsaa Overdrivelse - med et mildt Udtryk -, naar "Avisen" i Dag paastaar, at paa "det unge Højres" Møde efter Valget "var Stemningen saa ypperlig som næppe nogensinde før" Saa maa den i hvert Fald have været sløj siden.

(Randers Dagblad og Folketidende 27. februar 1896).

Herman Bing er omtalt andetsteds på denne blog. Han nåede ikke at være valgt så længe, da han døde samme år. I Valby Tidende er der et interview med den slagne Højre-kandidat, Scavenius. 

Herefter bliver der stille i aviserne omkring R. P. Jensen. Først da han i 1923 fik et slagtilfælde og blev indlagt på Frederiksberg Hospital eller Rigshospitalet (aviserne angiver forskellige steder) og døde 22. april 1923 blev der igen omtale. R. P. Jensen blev begravet af Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Typografernes gamle Gutenberg-banner og Dansk Typograf-Forbund havde lagt kranse.

R. P. Jensen død.

Atter er en af de gamle Kæmper fra Provisorietiden gaaet bort. En fælles Kending meddeler os i Dag, at gamle R. P. Jensen, forhenværende Redaktør af dette Blad, i Gaar, Søndag, er afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital, hvor han for faa Dage siden blev indlagt, ramt af et apoplektisk Tilfælde og lidende af en alvorlig Bronchitis. R. P. Jensen blev 78 Aar gl. Han var født paa Falster, hvor hans Fader var Kroholder ved det daværende Gaabense Færgested.

Han lærte Typografi ved "Stubbekøbing Avis", kom derfra til København, hvor han fik Arbejde ved "Morgenbladet"; mens han stod ved Sætterkassen var han virksom for sit Fags Organisation; Typografforbundet i Danmark betegner ham vistnok som sin Stifter og viste ham derfor megen Hæder, da det for nogle Aar siden fejrede et Jubilæum. Fra Sætteriet gik hans Vej til Redaktionslokalerne, han blev bl. a. "Morgenbladet"s Rigsdagsreferent og kom i et nært personligt Forhold til flere af de Tiders ledende Venstrepolitikere.

Og "Folketidende"s daværende Udgiver. Folketingsmand P. Chr. Zahle, fik ham til Ringsted som Redaktør af Bladet (1878), altsaa i Aar for 45 Aar siden. R. P. Jensen var en paa sin Vis dygtig Redaktør. Ældre Samtidige berømmer ham for hans Evne til at klippe en Nyhedsruhrik sammen. Han skrev ikke meget selv, men han gav frit Løb for andres, ikke altid vel overvejede Udgydelser. Og som den politiske Kamp tilspidsede sig blev "Folketid." i stedse stærkere Grad Organ for Anskuelser, som i Virkeligheden Ikke deltes af den almindelige Venstrebefolkning. Bladet voxede i Udbredelse, dets Indtægter var betydelige. Men havde P. C. Zahle ikke været nogen fremragende Økonom, saa blev Vanskelighederne større under R. P. Jensens Ledelse. Da Bladet samtidig - midt i 80'eme - indvikledes i en Række Processer, der paadrog det Erstatningsbeløb til flere Tusinde Kroner, blev det Alvor med ældre Planer om, at Egnens Befolkning ved et Aktieselskab skulde overtage Bladet. Man paatog sig de deraf følg. Procesudgifter (2000 Kr.), men man var enig om, R. P. Jensen skulde fratræde Redaktionen, hvilket skete Nytår 1888.

R. P. Jensen rettede gennem Organet for sine gamle Modstandere, "Sjællandsposten", et hæftigt Angreb paa de Mænd, der havde sat sig i Spidsen for Reorganisationen af "Folketid." Men han havde Uret, Og Offentligheden var klar over dette. R. P. Jensen kom ikke mere til at virke som Leder i den danske Dagspresse.

Han savnede vistnok noget den aandelige Overlegenhed. Et Forsøg paa at føre et Blad i Maribo igennem mislykkedes. Og hans Vllkaar var derefter vanskelige, baade i den ene og den anden Retning. I en Del Aar varetog han en lille Stilling i Københavns liberale Vælgerforening. Omkring

Hundredaarsskiftet var han en Tid Rigsdagsmedarbejder ved "København", senere var han en Tid knyttet til "Nationaltidende"s økonomiafdeling og varetog andre Smaahverv.

Hans sidste Aar har ikke været gode. Han var af Naturen en stejl Mand, og hans Karakter ændrede sig ikke væsentligt med Aarene. Dog forelaa der Udtryk for hans Taknemlighed, da hans gamle Blad og gamle Kolleger i Fjor viste ham en Opmærksomhed.

Hans journalistiske Livsværk endte som en Tragedie. Deri var han ikke selv uden Skyld. Men han følte sig forurettet. Det gik ligesom i Staa for ham.

Men hist og her i Midtsjælland sidder der endnu Folk, som ved hans Bortgang vil sende ham en venlig Tanke og som i hvert Fald vil mindes ham med Bevidstheden om, at han altid kæmpede for sin Overbevisning.

(Ringsted Folketidende 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død.

En i sin Tid i politiske Kredse meget kendt Personlighed, Redakter R. P. Jensen, er i Gaar Morges afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital. Den Afdøde blev 78 Aar.

Redaktør R. P. Jensen ramtes for nogle Dage siden af et apoplektisk Tilfælde i den gamle Bræddehytte", hvor han som sædvanlig var gaaet ind for at nyde sin The og passiare med gamle Venner om Dagens Politik, som han levende interesserede sig for, yderst radikal, som han vedblev at være indtil sin Død.

R, P. Jensen var oprindelig Typograf, og med den klare Hjerne og udmærkede Begavelse, han var i Besiddelse af kom han hurtig I Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han kaldtes "Præsident".

Efter en tabt Strejke i 1876 forlod R. P. Jensen Typograferne. Han sluttede sig nu til den radikale "Onsdagsforening", hvor alle Datidens Venstre-Rigsdagsmænd og andre radikale Politikere samledes. Folketingsmand K. M. Klausen var i hine Dage Kasserer i Onsdags foreningen".

Ved disse Sammenkomster stiftede R. P. Jensen Bekendtskab med den forlængst afdøde radikale Folketingsmand P. Chr. Zahle, der var Ejer og Udgiver af det nuværende moderate  Venstreblad "Ringsted Folketidende". Bekendtskabet førte til, at R. P. Jensen blev ansat som Redaktør.

Da Zahle af økonomiske Grunde saa sig nødsaget til at modtage et Præsteembede i Sydsjælland, gik "Ringted Folketidende" over til et Aktieselskab med nuværende Landstingsmand Ole Hansen i Spidsen.

Den radikale Politik, som R. P. Jensen førte, passede imidlertid ikke Storbønderne, der blev mere og mere moderate - og saa maatte R. P. Jensen fortrække. Han rejste tilbage til København, men kom ikke mere til at spille nogen politisk Rolle. I lang Tid var han ansat i de Liberales Kontor, men ernærede sig ellers ved lidt Arbejde i forskellige Bladredaktioner. Skønt han til Tider sikkert har lidt en Del under økonomiske Sorger, bevarede han dog til s in Død sit lyse Humør og sit radikale Ungdomssyn paa alle Politiske Sager.

(Social-Demokraten 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død

En gammel Pressemand er død. Ganske vist er det et Stykke Tid siden, at fhv. Redaktør R. P. Jensen har været fast knyttet til bladlig Virksomhed, men det var dog dette hans Livskald, der stadig helt og fuldt holdt hans Interesse fangen. Det er jo saadan med Journalistikken, at den, som først er kommet ind den. aldrig igen slipper helt ud deraf. Saadan var det ogsaa gaaet med R. P. Jensen - "Bedstefader" - , som han kaldtes af de yngre Udøvere al Faget, som kendte ham.

R. P. Jensen var udlært som Typograf og stod en Tid i Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han var en af Stifterne, og hvor man benævnede ham "Præsidenten". Efter den tabte Strejke 1876 forlod Jensen Typograferne Det var i de Aar, hvor den langvarige, politiske Kamp begyndte at tilspidse sig. R. P. Jensen, der var blevet "Morgenbladet"s Folketingsreferent, sluttede sig til den saakaldte "Onsdagsforening", hvor Datidens Venstre-Ledere samledes. Her stiftede Jensen bekendtskab med den senere afdøde Folketingsmand, Pastor P. Chr. Zahle, der ejede "Ringsted Folketidende, og Zahle gjorde Jensen til Redaktør af dette blad. Da Zahle nogle Aar senere afstod Bladet, brød R. P. Jensen ogsaa op derfra og vendte tilbage til Hovedstaden, hvor han bl.a. en Tid var knyttet til KØBENHAVN.

Han har senere virket ved andre Bladforetagender, baade som Journalist og Korrekturlæser, Livet har sikkert bragt ham en Mængde Skuffelser og Modgang, men sit oprindelige. frejdige Humer bevarede den gamle Bladmand til det sidste. R. P. Jensen blev 78 Aar gammel.

(København 24. april 1923).

Fhv. Red. R. P. Jensen

begravedes Lørdag paa Vestre Kirkegaard. R. P. Jensen havde i mere end 35 Aar været uden nogen Forbindelse med Midtsjælland, men Ringsted Folketidendes nuværende Ledelse havde ønsket at vise ham en sidste Ære og lagde en Krans med signerede Baand paa hans Kiste. Paa denne laa endvidere Kranse fra Journalistforeningen og Typografforbundet, blandt hvis Stiftere R. P. Jensen har været, og hvis Fane ogsaa paraderede ved Kisten. Men ellers blev det i mange Maader en mærkelig Jordefærd. R. P. Jensen havde forlængst fuldstændig brudt med sin Slægt, og Tilnærmelser fra denne Side havde han afvist. Derfor viste det sig, da Præsten forud for Begravelseshøjtideligheden lyste efter tilstedeværende Slægtninge, der kunde være med at bestemme Salmenumrene, at der ingen Slægtninge var. En langt ude beslægtet, kontorchef A. Poulsen i Udenrigsministeriets Pressebureau, tog sig saa af denne formelle Ting. Udgifterne ved Begravelsen var afholdte af Slægten.

Følget var ogsaa faatalligt.

Af kendte Personligheder var mødt Formanden for Rigsdagens Presseloge, Red. Blicher, Formand for Journalistforeningen,

Red. Kr. Dahl, tidligere Næstformand i Typografforbundet, Folketingsmand F. K. Madsen, Skuespiller Peter Nielsen, Dagmarteatret, med Frue og Børn  og enkelte andre. Fra Midtsjælland var der ikke mødt andre end Ringsted Folketidendes Redaktør.

Efter "Tænk naar en Gang" talte Pastor Davidsen, der slet ikke kom ind paa den Afdødes personlige Egenskaber, men holdt en kort religiøs Tale, som han sluttede med Velsignelsen. Derefter afsang man "Lyksalig -", og Kisten blev baaret ud til den nye Del af Vestre Kirkegaard, hvor der er foretaget Rydninger, og hvor den ene nye Grav kupler sig ved Siden af den anden - et Vidnesbyrd om, at Døden arbejder rask. Typografforbundets Fane sænkedes over Graven. Og mens Aprilblæsten stridig og hvas rev i Træerne og viftede med Kransenes Baand, lukkede Graven sig over en stridig og urolig Natur, som ikke fik det ud af Livet, som det en Tid tegnede til.

(Ringsted Folketidende 30. april 1923)

R. P. Jensen endte ifølge aviserne her, i den daværende nye del af Vestre Kirkegård. Hvad der menes med at gravene "kupler sig ved siden af den anden" er uvist. Der tænkes måske på at nye begravelser har jordbunker. I 1923 var kirkegården blevet udvidet med to 1 km. lange terrasser ud mod Sjælør Boulevard. Hans grav er fjernet for længst. I dag ser den nordligste del af den  højest beliggende terrasse således ud. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danse-Dillen tager København i Besiddelse. (Efterskrift til Politivennen).

I Palais de danse skal der afholdes Konkurrencer I Udholdenhed.

Interview med Direktør Adler Petersen.

Verden over hersker der for Tiden en fuldkommen Danse-Dille, og omtrent hver Dag bringer Telegrafen Bud om, at nu har den eller den danset saa og saa mange Timer eller Døgn i Træk. Den ene Dag er det en Danserinde, der har danset 48 Timer I Træk og ødelagt 5-6 Partnere, 2-3 Orkestre, en halv snes Grammofoner og et Parketgulv. Næste Dag lyder det fra Amerika, aten Mand med Træben har danset 64 Timer i Træk. og for at det ikke skal være helt Løgn, falder en dansegal Mand død om efter at have slaaet alle Rekorder og danset 88 Timer ustandseligt.

Hvad denne Idiotisme skal være godt for, er der vist ingen, der begriber. og man undres unægtelig ved Beretningen om, at de Dansende Indtager deres Maaltider og lader sig barbere under Dansen. Værst gaar det selvfølgelig til i Overdrivelsens Land - Amerika, men baade I London, Paris og Berlin er man godt paa Vej til at naa Amerikanerne i dette Vanvid.

Da Danse-Dillen er godt paa Vej til Skandinaven, og det i Gaar forlød. at der skulde afholdes Danse-Konkurrence i Københavns mest mondæne Danselokale "Palais de Dance", opsøgte vi Direktør Adler Petersen i Aftes, og vi traf ham i Fred. d. 7s Ioge i Dansepalæet paa Vesterbro.

- Er det rigtigt, at der »kaj afholdes Danse-Konkurrencer i Deres Lokale?

- Sagen er endnu i sin vorden, da det kniber med Lukketiden.

- Synes De Ikke, at disse Udholdningsprøver er de, reneste Vanvid?

- Fuldkommen! Men en Del er vel ogsaa stærkt overdrevet, og Telegrafen er jo tålmodig. Et er dog givet, at en Bunke Mennesker Verden over er angrebet af Danse-Bacillen, og at Smitten er naaet hertil.

- Vil De sige dermed, at der er nogen, der har tilbudt sig til Dem for at sæt en dansk Danserekord?

- Ja, der har meldt sig to Damer og en Herre, som er parat til at begynde, naar det skal være.

- Hvorledes vil De sætte en saadan Konkurrence i Scene?

- Det er ganske simpel. Jeg aabner mit Etablissement Kl. 3 og lader dem saa danse lige til Kl. 1 Nat.

- Men hvis nu Konkurrenterne vil danse videre?

- Det er netop Sagen. Hvad saa? Saa er der ikke andet for, end at Dansen fortsætte under private Former og under behørig Kontrol.

- Og Musik«?

- Den kan skiftevis besørges af Piano, Orkester og Grammofon.

- Hvad skal de Dansende have?

- De er jo billige at have paa Kost, medens de danser, og saa kan man jo udsætte nogle kostbare Præmier til de Sejrende.

- De er altsaa villig til at modtage Deltagere til Konkurrencen?

- Ja, enhver Lysthavende kan melde sg paa mit Kontor, og naar det tilstrækkelge Artal er tilstede, kan Konkurrencen begynde.

- Danser De se!v?

- Kun til Husbehov. Men ellers har jeg det godt.

- Kunde De tænke Dem selv at deltage i en snartan Konkurrence?

- Ja. hvor det drejede sig om en 2-8 Minutter, mere skal jeg ikke nyde. 

Og Adler Petersen rækker os smilende Haanden til Afsked.

---

Det lader saaledes til at København kan glæde sig til paa nært Hold at stifte Bekendtskab med den allernyeste Sports-Idioti, der næsten staar Maal med Barnevogne-Væddeløbene, og vi forstaar saa godt, at Direktør Adler Petersen lukker sine Døre op paa vid Gab for en Udholdenhedskonkurrence i Dans, da en saadan Begivenhed i det humørfyldte København sikkert vil blive en lukrativ Forretning.

Theodore.

(Klokken 5 (København) 24. april 1923).

Emil Heinrich Ryssel (1846-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

E H. Ryssel 70 Aar.

Det var i Firsernes bevægede politiske Dage, at Ryssels Navn kom frem.

Højre stod i Efteraaret 1881 overfor et Landsthingsvalg her i Byen og mente, forøvrigt vist ret ubegrundet, at der kunde være Fare paa Færde. Ude paa Nørrebro sad en ret ukendt, mindre Næringsdrivende, Manufakturhandler E. H. Ryssel. Han var i høj Grad politisk interesseret. Med Bekymring saa han, at det Parti, han tilhørte, stod uden nogen Organisation, og han fik derfor den Tanke at skabe en Organisation. Det var den Gang lettere sagt end gjort, men med utrættelig Iver tog han Arbejdet op, og kraftigt støttet af daværende Professor juris Goos og Isenkræmmer Vigo Rasmussen lykkedes det ham den 6te Oktober 1881 at føre Tanken ud i Livet.

Den nye Forening fik stærk Tilslutning; "Højres Arbejder- og Vælgerforening" blev forholdsvis hurtigt den største politiske Organisation i Landet. Ryssel blev dens første Formand og var det i 2 Aar, saa trak han sig da tilbage for Carl Ploug. Han blev imidlertid Foreningens Næstformand og samtidig Formand for Organisationen i den mægtige 5. Kreds, og hans Navn var i de Dage kendt af alle. Dette førte ham i 1887 frem som Højres Kandidat ved Folketingsvalget i den store Kampkreds, Hovedstadens 5. Kreds, og gennem en dygtig ført og meget energisk Valgkampagne lykkedes det ham at trænge saa nær ind paa Livet af den socialdemokratiske Kandidat, Skræddermester P. Holm, at der kun var ca. 30 Stemmers Forskel.

I mange Aar har Hr. Ryssel nu ført en stilfærdig Tilværelse, men hans varme Interesse for den Forening, han har skabt, og for det Parti, han tilhører, er usvækket.

I Morgen fylder Ryssel 70 Aar, og del siger sig selv, at Hovedstadens Højre vil mindes ham med Tak for den Organisation, lian skabte, og som trods vexlende Tider og Forhold endnu er den største og mest levedygtige politiske Organisation her i Landet.

(Nationaltidende 16. januar 1916)

Ryssels 70-Aars Fødselsdag.

Formanden for Højres Arbejder- og Vælgerforening, Overretssagfører L. Heine, har paa Hovedbestyrelsens Vegne sendt Klasselotterikollektør E. H. Ryssel en Lykønskningsskrivelse til 70-Aars-Fødselsdagen, ligesom H. A. og V. F. ogsaa har sendt Blomster i Anledning af Dagen.

Fra Grosserer Holger Petersen modtog Hr. Ryssel en Cigarkasse Sølv. Der indløb endvidere Hilsener fra Gehejmekonferentsraad Goos, som i et langt Brev opfriskede Minderne fra 80-emes bevægede Dage. Overretssagfører Poul Rasmussen. Oberstløjtnant Rambusch. Professor Paludan, Næstformanden for H. A. & V. F., Grosserer Kjeldskov, Fabrikejer A. Rich o. m. fl.

Desuden mødte der Deputationer fra Odd Fellow-Ordenen og fra Statsbanernes Billet- og Blanketforvaltning.

(Nationaltidende 17. januar 1916, 2. udgave).

E. H. Ryssel er begravet på Vestre Kirkegård. Hans gravsten ligger tæt på Søndre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy.